02/04/2025

Ramt af skud i Heltzensgade

Det nedenstående dokument er det nedskrevne fra afhøringen af Svend Aage Vang Petersen, der den 18. august 1943 blev ramt af skud i Heltzensgade i Skibhuskvarteret i Odense. Det stammer fra Rigsarkivet.

Dokumentet er dateret torsdag den 19. august 1943. "Kpt." er en forkortelse for komparenten, der betyder den afhørte. "G.d." er en forkortelse for gårs dato, altså i går.

Vedr. Uroligheder i Odense d. 18/8-43.

Svend Aage Vang Petersen (Fredericia 20/5-16) gift Maskinarbejder, boende Annaholmsgade 41, der G.d. er indlagt paa herv. Amtssygehus Afd. A.I. med

Strejfskud i højre Haandled og Skudsaar i Venstre Knæ,

forklarer, at han i Gaar ved ca. 15-tiden kom gaaende ad Skibhusvej og Heltzensgade mod sit Hjem, idet han havde hørt Politiets Henstilling til Befolkningen om at gaa Hjem.

Ud for Ejendommen Heltzensgade 8 havde der samlet sig et opløb paa ca. 100 mennesker, og da Kpt. kom helt derhen, bemærkede han, at en Mand, der stor i Lejligheden paa Ejendommens 1. sal, skød ned paa Folkene foran Huset.

Pludselig mærkede Kpt. en Smerte i højre Haand og ligesom et Slag paa venstre Ben, og han var da klar over, at Manden oppe i Lejligheden havde ramt ham med et Skud. Kpt. kunde selv gaa ind ved Husmuren ved Siden af, og Folk, der havde bemærket, at han var ramt, sørgede for, at Ambulancevogn blev tilkaldt. Ambulance og Politi kom til Stede samtidig og Manden oppe i Lejligheden, skød også paa Politiet. Kpt. blev derefter kørt bort i Ambulancen og saa derfor ikke, hvad der videre skete.
Dokumentet fra 19. august 1943.

Svend Aage Vang Petersen optræder også på listen over ambulancekørsler fra den 18. august 1943.