07/05/2025

Artikel om Børge Tormod Nielsen

Middelfart Venstreblad bragte den 7. maj 1945 den nedenstående artikel om Børge Tormod Nielsen, der blev skudt den 5. maj 1945 og senere døde af sine kvæstelser.

Artiklen er interessant, fordi den viser, hvor mange fejlinformationer der var i aviserne i dagene omkring befrielsen.

Det er rigtigt nok, at modstandsfolkene fra Middelfart arresterede en flok, der havde tilknytning til tyskerne.

Det er dog aldrig bevist, at der var Hipo-folk indblandet, da Børge Tormod Nielsen blev ramt. 

Han blev dødeligt såret under en træfning med odenseanske modstandsfolk ved Bolbro Bakke. De odenseanske modstandsfolk var taget ud til Bolbro Bakke, fordi de havde fået oplysninger om, at en flok Hipo-folk var på vej til Odense.

Træfningen kostede også modstandsmanden Orla Christensen fra Odense livet. Han blev dræbt på stedet.
Børge Tormod Nielsen. Fotokilde: Striib.dk.
Ung vestfynsk Frihedskæmper faldet i Kampen mod Hipo

Børge Tormod Nielsen fra Staurby dræbt under Aktionen, hvor 16 Hipofolk blev fanget

Lørdag Eftermiddag udførte Modstandsstyrkerne en rask Bedrift, der uskadeliggjorde en Bande Hipofolk, men desværre kostede en ung Frihedskæmper Livet.

Fra Aarup blev det rapporteret, at en Rutebil holdt ved Vissenbjerg, og at en Flok uniformerede Mænd var ved at klæde sig om i civilt Tøj, hvorefter de fortsatte mod Odense til Fods.

Ledelsen i Middelfart besluttede at sende en større Styrke ud til Vissenbjerg, og det fortælles, at de unge Mænd næsten kæmpede om af faa Lov til at være med.

Et Stykke fra Vissenbjerg mødte man tre unge Mænd, og skønt de forsikrede, at de var fredelige Vandrere, blev de visiteret og fandtes i Besiddelse af Skydevaaben og Beviser for at tilhøre Hipokorpset.

Længere ind mod Odense fangede man et Par andre, og nær Blommenslyst naaede man ind paa Livet af de øvrige.

De spredte sig imidlertid ud over Markerne, og en ivrig Jagt begyndte. Hipofolkene skød paa deres Forfølgere, og der opstod flere dramatiske Situationer; men efter en Times Kamp havde man fanget ialt 16 af 23 Hipobanditter. Fra Odense blev Hipofolkene ogsaa angrebet, og kun faa af dem menes at være sluppet bort.

Under Kampen blev den 25-aarige Børge Tormod Nielsen fra Staurby saaret saa haardt, at han senere døde paa Amtssygehuset i Odense.

Børge Nielsen, der stammer fra Rørby ved Kalundborg, tjente som Forkarl hos Fru Byskov Ovesen for anden Gang og var en dygtig ung Mand. Han havde i det sidste halve Aar deltaget aktivt i Frihedskampen, og han glædede sig til at være med til Aktionen mod Hipo.

Hans Kammerater kørte efter Kampen ind til Sygehuset uanset det livlige Skyderi, der var i Byen, for at se til ham. Han var da ved Bevidsthed, og henvendt til en Kammerat, der ogsaa hed Børge, sagde han: Naa, Børge, slap du vel fra det hele? En Bemærkning, der viste, at han ikke tænkte paa sig selv, men paa sine Kammerater.

Hans Kammerater maatte søge Sikkerhed, men mindedes senere den døde med to Minutters Stilhed.

l Middags var der en Mindeappel paa Kabelfabriken for den faldne.