Den følgende beretning er fundet i Rigsarkivet. Det er Svend Åge Pedersens egne ord, der er dateret den 18. marts 1985. Svend Åge Pedersen arbejdede også under dæknavnet Leif Olsen og var aktiv på Sydfyn. I Rigsarkivet er Svend Åge Pedersen oprettet som Svend Aage Johannes Pedersen, i modstandsdatabasen som både Svend Aage Petersen og Svend Aage Johannes Petersen.
Beretningen er taget fra en pdf og ført over i Word. Dette har betydet, at enkelte steder har teksten skulle rettes til. Jeg har enkelte steder ændret en smule i tegnsætningen, for at gøre teksten lettere at læse, ligesom jeg har indsat ekstra afsnit. Der er også blevet rettet enkelte stavefejl.
Mine oplevelser fra besættelsestiden som aktiv, begyndte i Fåborg i foråret 1943 Det startede med, at en mand ved navn Skroll, som jeg jævnlig talte med, begyndte at tale om modstandsbevægelsen. Skroll var en mærkelig fyr, nærmest original, han var ud af en pænere familie, men han var vist nok skubbet lidt til side, altså familien sorte får, men i øvrigt godt begavet. Skroll var kommunist. En dag kom han ind til mig med en mand fra Svendborg. Manden hed Ejnar Jørgensen og var remissearbejder, vi talte om at organisere en modstandsgruppe i Fåborg, jeg var såmænd ikke så politisk interesseret, så det var helt tilfældigt, at det blev indenfor det såkaldte kommunistiske parti, der for øvrigt var forbudt, at jeg fandt det som en opgave at gå med i modstandsarbejdet, uanset partiskel. Jeg fik så et parti blade tilsendt og delte ud på min arbejdsplads, jeg arbejdede dengang på Fåborg Herregårdsmejeri, foruden der, delte jeg ud til nogle sympatiserende kammerater på slagteriet og tapetfabrikken.
Der gik nogle måneder, så holdt bladene op. Jeg havde i forvejen fået opgivet en dækadresse af Ejnar Jørgensen, det var hos en skomager i Svendborg, han boede på Tullebrinke og hed Johannes Pedersen, kaldet "Klipskomageren". Da nu bladene udeblev tog jeg til Svendborg og opsøgte omtalte adresse. Jeg kom ind til skomageren og sagde som det var, jeg ville gerne have en forbindelse, men han var ganske uforstående overfor min anmodning, og mente det var en komplet misforståelse. Skomageren var i øvrigt meget flink, vi sludrede sammen ca. ½ time, pludselig sprang han op af stolen, idet han sagde et øjeblik, så røg han ud af døren og over på den anden side af gaden og gik ind i en herretøjsforretning, kom tilbage igen og sagde at nu vi havde stået og snakket havde han glemt at de skulle spille kort om aftenen hjemme hos ham, og det havde han været ovre for at give besked om.
Få minutter efter kom der en mand ind af døren, hilste og stillede sig op for at snakke, mens han iagttog mig meget nøje. Pludselig sagde han, du søger en forbindelse, det bekræftede jeg, hvorpå han sagde, at Ejnar Jørgensen er taget fra byen, Gestapo har været efter ham, men han er heldigvis kommet i dæk.
Jeg fik nu besked om at tage hjem, så ville der komme en mand og tale med mig, med ham ville der følge en mand fra Odense, idet vi skulle have direkte forbindelse med Fynsledelsen.
Vi aftalte nu et kodeord, og et par dage efter, kom der en kurer fra Odense med kodeordet, han var sendt alene afsted, som de sagde, der var jo ingen grund til at tage en Svendborg-mand med. Forbindelsen var nu oprettet og alt gik i faste rammer. Vi fik mange besøg fra Odense, der blev for det meste benyttet kvikke piger, disse piger lavede et stort arbejde, og var vel heller ikke så udsat for mistænkeliggørelse.
Der gik kun nogle få dage, før en kurer kom ned til Fåborg og bad mig komme til møde i Odense. Jeg skulle stå af toget ved Fruens Bøge station og i skoven der, skulle jeg møde en mand, han bar briller, var rødhåret og havde lys kasket, jeg kan ikke huske kodeordet, idet vi jo gennem tiden havde temmelig mange. Jeg traf manden, det viste sig senere at være læge Kruse.
Kruse meddelte mig, at der fra Frihedsrådet var givet ordre til, at der skulle etableres samarbejde mellem de borgerlige modstandsgrupper og de kommunistiske grupper, der var jo en kløft mellem disse to, Kruse ville nu vide om jeg var interesseret i det politiske arbejde, eller om jeg hellere ville tage mig af de militante opgaver, jeg sagde som sandt var, at jeg ikke var så interesseret i det politiske, da jeg var uerfaren på dette område, jeg kunne mærke på ham, at det faldt i god jord, idet det ville gøre samarbejdet nemmere, dersom vi ikke holdt alt for stejlt på det politiske. Jeg fik så til opgave at opsøge lærer Junker i Fåborg næste dag, Junker ville blive informeret om mit besøg.
Næste dag opsøgte jeg Junker og blev godt modtaget, vi sludrede om det forskellige og fandt ud af, at vi var bysbørn, idet vi begge var født i Silkeborg og havde fælles bekendte fra år tilbage. Vi talte om, at tyskerne var i færd med at bygge en marinestation ude på Horne Vænge.
Der blev losset en mængde pæle og tømmer i Fåborg havn, dette materiale skulle sejles ind til Vænget. Tyskerne skulle så bruge en fiskerbåd til at slæbe det omtalte tømmer fra Fåborg og ud til Vænget. En dag blev jeg opsøgt af en af vore gode folk, der sammen med sin bror havde en fiskerbåd og normalt drev fiskeri, de to brødre hed Helge og Edmond Jørgensen, de var af tyskerne, foruden andre fiskere blevet forespurgt om de ville sejle med det omtalte materiale.
Helge ville forhøre hvad vi sagde til at de påtog dem arbejdet, mod at de orienterede os om arbejdet, som det skred frem ude på Vænget. Det var jo en transformatorstation der skulle anbringes derude, denne station skulle bruges til opladning af batterier til undervandsbåde, jeg måtte så til Junker for af høre, hvad han mente om denne fremgangsmåde, dette blev selvfølgelig godkendt, noget for noget.
Dette job var nu ikke videre behageligt for Helge og Edmond, de blev beskyldt for at være værnemagere og nazister. Helge holdt os så orienteret som arbejdet skred frem, men det var jo første når transformatoren skulle placeres der skulle ske noget. Omtalte transformator kom fra Tyskland og skulle sejles til Fåborg havn, derfra skulle den transporteres på blokvogn af landevejen gennem Horne og ned til Vænget.
Så en dag kom Junker farende, han var meget nervøs, og meddelte mig, at han var nødt til at stikke af, idet Gestapo var ude efter ham, han bad mig sørge for at få en kontakt, han kunne ikke give mig nogen som helst oplysning om kontakt.
 |
| Fåborg Jernstøberi, formodentlig 1946. Billedkilde: Danmark set fra luften. |
Jeg gik så nogle dage og funderede over hvordan jeg skulle gribe dagen an, jeg var nu beskæftiget på Fåborg Jernstøberi, idet mit arbejde på Herregårdsmejeriet var ophørt. En aften gik jeg forbi Jernstøberiet og så fabrikant Poulsen sad inde på sit kontor, jeg ringede på, Poulsen kom og lukkede op og spurgte til mit ærinde, det var jo ikke almindeligt at hans personale opsøgte ham privat. Jeg gik lige til sagen. De må skaffe mig en forbindelse. Poulsen kikkede på mig og sagde, hvad i alverden taler de om, jeg sagde, lad være med at spille komedie, jeg skal have en forbindelse klar senest i overmorgen, han blev temmelig flink, det var han i øvrigt altid, han begyndte at tale om ganske almindelige hverdags ting. Jeg sagde tak for samtalen, og så er det op til dem selv at skaffe mig den forbindelse.
Næste dag, jeg gik nede i ekspeditionen, Poulsen kom hen til mig, han talte om noget ligegyldigt angående arbejdet, og sagde let henkastet, kom ind på mit kontor i aften kl. 20, som sagt så gjort, jeg indfandt mig til aftalte tid. Vi fik en behagelig sludder, så kom han ud af busken, han ville gerne have en samtale med mig nu og da, og for at dette skulle se naturligt ud, fik jeg nogle papirer angående fabrikkens drift, som jeg skulle have med mig når vi skulle tale sammen, det så jo meget tilforladeligt ud, at vi sad og diskuterede driften, dersom der skulle indtræffe noget uventet.
 |
| Grev Lennart Ahlefeldt. Årstal ukendt. Billedkilde: Wikipedia. |
Jeg fik da til opgave at kontakte en mand ved navn Holger, jeg skulle træffe ham på vejen fra Fåborg til Korinth, mødestedet var ved de såkaldte fire træer ved Høbbet, han skulle sidde på grøfteskråningen, mit stikord ville være "goddag", han ville sige "goddag", jeg skulle sige "kender du Kristian den 4." han skulle svare "nej, men jeg har læst en del om ham", som sagt så gjort, kontakten var sluttet. Manden var Grev Lennart Ahlefeldt Hvidkilde, men det opdagede jeg først senere, han var forvalter på Brahetrolleborg. Lennart var det dejligste menneske jeg har mødt under besættelsen, han var nok lidt for ivrig, det kneb med at holde ham nede, der skulle ske noget hele tiden, det var vel også årsagen til at han blev taget og henrettet i april 45.
Lennart kom tit ind til os i Fåborg, en aften kom han ind og satte sin taske fra sig, der lugtede noget så modbydeligt fra tasken, jeg blev klar over at det var sprængstof. Han begyndte med, at der ikke skete noget i Fåborg og nu ville han ned til havnen og sprænge røgeriet, der blev opskåret fisk og røget, hele produktionen gik til tyskerne, foruden dette fik røgeriejeren skyld for at være nazist.
Lennart tog nu tasken frem og hev en stor pakke marcipan frem, jeg sagde til ham, du er ikke rigtig klog hvis du bruger alt dette, jeg fik ham overtalt til kun at bruge et par små pakker, en i hver ovn. Vi fik nu en kop kaffe, hvis det kunne kaldes kaffe, Lennart cyklede nu ned til røgeriet kl. ca. 22, vi gik i seng, men lod for sikkerheds skyld vinduerne stå en smule på klem, ca. 1 time efter hørte vi to mægtige knald, så var vi klar over at der var sket noget.
Næste aften kom Lennart på besøg, han var godt gal, han skældte mig ud, han havde været nede ved havnen næste formiddag og da var der nogen der stod og talte om sprængningen, Lennart spurgte dem om hvad der var sket, og fik at vide at det var røgeriet der var forsøgt sprængt, at der ikke var sket ret meget, det havde været en amatør der havde været på spil. Lennart var tosset, de skulle ikke kalde ham en amatør og når det blev mørkt ville han, og som han kunne bande, ned og foretage en sprængning mere og i øvrigt var et min skyld, idet jeg havde frarådet ham at bruge den store sprængladning. Jeg fik dog snakket ham tit fornuft og betroet ham, at jeg også havde været nede og set hvad der var sket, der gik temmelig lang tid før røgeriet kom i gang igen.
En dag kom Poulsen ned til mig i støberiet og bad om en samtale om aftenen, jeg mødte selvfølgelig op, Poulsen beklagede sig over at der ikke skete noget ude på den omtalte marinestation. Jeg forklarede ham, at han skulle holde sig i ro, idet der ikke skulle foretages noget før den omtalt transformator var på plads, idet det jo var den det drejede sig om, og at vi var løbende underrettet fra Helge Jørgensen, efterhånden som arbejdet skred frem, Poulsen ville nu vide, om vi var klar til sprængning når det blev aktuelt, og om mine folk kunne foretage denne sprængning, jeg svarede ham, at vi under ingen omstændigheder ville foretage os opgaven, idet vi fra Odense havde fået besked om, at den slags opgaver skulle vi holde os fra, da Odense havde eksperter på dette område, og at vi bare skulle lade dem det vide, de ville straks stille sprængningseksperter til rådighed.
Dette faldt Poulsen for brystet, det var jo ikke meningen at de fra Odense skulle have æren for sprængningen. Jeg stod fast på mit, og udtalte at det jo ikke var æren det drejede sig om, men at opgaven blev løst, dette faldt ikke i god jord, men derved blev det.
Jeg underrettede nu Lennart om det nær forestående og fik etableret kontakt mellem ham og Helge Jørgensen, så de kunne tale sammen som tiden skred frem. Jeg var ikke klar over, at da Lennart kom ind og fortalte at transformatoren var ankommet og stod ved havnekajen, havde han talt med Helge. Transformatoren skulle først transporteres videre dagen efter at den var ankommet til Fåborg. Lennart var nede ved havnen om aftenen, hans mening var at sprænge den der, men den var så godt bevogtet, at det var en umulighed at komme i nærheden af den, så det måtte opgives. To dage før omtalte fandt sted kom Poulsen ned til mig i støberiet og sagde, jeg stikker af nu, de har taget sagfører Bent Poulsen i Svendborg og ham har jeg haft en del at gøre med. Jeg så ikke mere til Poulsen før efter kapitulationen, han blev sendt direkte til Sverige.
Poulsen var ikke så stærk, han var sønderjyde, efter hvad jeg er blevet fortalt var han i forrige verdenskrig udskrevet til tysk krigstjeneste, men jeg er ikke helt sikker på at denne oplysning er rigtig.
I sommeren 44 fik jeg brev hjemmefra, at min yngste bror Hans Jørgen, der om jeg må sige det, er en smule vidtløftig, som 16-årig havde meldt sig til Frikorps Danmark, han var kommet hjem på orlov og indlagt på Kjellerup sygehus med vand i kroppen.
Overlæge Dalsgård prøvede at overtale ham til at desertere, så var det min mor skrev til mig om vi havde nogen mulighed for at dække ham nede hos os, nu var gode råd dyre, jeg tog ud til Lennart på Brahetrolleborg og fortalte ham det som det var og viste ham brevet fra min mor. Lennart blev fyr og flamme og sagde, send ham herud, han kan blive landvæsenselev her, det er et fint dække og så har tyskerne en mand mindre.
Det gik fint et stykke tid, men en dag hen på aftenen dukkede Hans Jørgen op, der var til Brahetrolleborg kommet et par tyske vogne, Hans Jørgen kom ridende hjem fra marken og så da, at ved hestestalden stod et par Gestapo-vogne, han lod sig glide ned af hesten til de øvrige elevers forundring, der var 10 til 12 spand heste, han sneg sig ind imellem dem og forsvandt ud af syne.
Længere hen på aftenen kom Lennart ind af døren, han var jo også stukket af. Hans Jørgen troede det var ham de var ude efter, og Lennart troede det var ham - det var Lennart de var på jagt efter.
Lennart kom intetanende ind i gangen nede på godsforvalterboligen, tyskerne sad længere inde i den anden stue og talte med Mourie. Fru Mourie stoppede Lennart i forstuen og hviskede til Lennart ”væk, væk!!!”. Det er Gestapo, der vil have fat i dig, og var der nogen der kunne komme væk, så var det mig, sagde Lennart.
Vi holdt nu krigsråd, jeg kom i forbindelse med min tidligere svigerfar, der kontaktede gårdejer Kyed i Håstrup, der så dækkede Hans Jørgen, Lennart kom jo også i dække, han havde jo mange muligheder.
Vi afholdt nogle møder i ny og næ, men det var jo mest folk fra Odense der kom og gav os nogle saltvandsindsprøjtninger, disse møder blev for det meste afholdt på Finstrup traktørsted, der jo lå godt gemt fra byen oppe ved Holstenshus. Vi havde selv et mindre trykkerivirksomhed, det var en duplikator som vi havde lånt fra militærdepoterne, vi lånte en skrivemaskine af cykelhandler Edvard Nielsen, han gjorde os mange tjenester, skrivemaskinen blev betjent af en elev fra kommunekontoret, han hed Drost.
Vi nåede hen til efteråret 44, en dag kom Vagner der var støbemester på jernstøberiet farende over i ekspeditionen til mig og sagde, skynd dig at stikke af, de har taget din bror Jens henne på bryggeriet, jeg var selvfølgelig ikke sen til at komme ud af vagten, jeg stak over et plankeværk ved støberiet, over til et garageanlæg, videre ud på gaden og gik langsomt videre ud af Østerbro og Kalekovej til gartner Nielsens på Kalekovej.
De tog pænt mod mig, jeg fik noget at spise, gartneren sørgede for at få bud efter noget tøj og min cykel. Jeg blev nu hos gartnerens til det blev mørkt og cyklede derpå ud til Bøjden til en kammerat der hed Åge Kjøler, jeg blev der om natten, næste morgen gik videre efter Odense via Håstrup for at underrette Hans Jørgen om hvad der var sket, og selvfølgelig fraråde ham at tage til Fåborg.
Ankommet til Odense opsøgte jeg en dækadresse på Sønder Boulevard, der kom en dame og lukkede op for mig, hun bad mig komme igen 1 time senere, da jeg indfandt mig igen, var det en ung pige på ca. 18 år der lukkede op, hun bad mig vente et øjeblik, hvorefter vi fulgtes ad til en sporvogn, vi kørte nu langt pokker i vold og endte ude i den anden ende af byen.
Vi kom ind i et hus og der sad Petra Pedersen og Kruse, de spurgte om jeg selv kunne skaffe mig et sted at være et par dage, jeg foreslog at tage til Kerteminde, der havde jeg nogle bekendte, vi fik så aftalt at mødes 3 dage efter hos købmanden på Fengersvej og fik klokkeslæt opgivet, de havde et job til mig, men det skulle nærmere undersøges.
På det aftalte tidspunkt mødte jeg op. Jeg fik så besked på, at jeg skulle til Svendborg og indtræde i byledelsen som repræsentant for partiet, idet deres mand dernede var jaget af gestapo, jeg skulle udveksles med ham, han skulle til Odense. Jeg fik nu Kruse til at tegne et billede af den bestående ledélse og det svarede nøjagtig til hans beskrivelse.
Der var Elis Hansen K.F.U.M. han var sekretær på hjemmet, så var der gartner Svend Jacobsen, som jeg måtte være klar over var lidt for ivrig, endelig Kaptain Stensgård, der var bange som en hare, jeg måtte så tage mine forholdsregler efter disse oplysninger.
Jeg fik nu besked på at tage toget til Sørup st. der ville stå en mand og føre mig videre, Kruse spurgte om min økonomi, den var jo slet, han gav mig 200 kroner og sagde at jeg ville blive aflønnet når jeg kom til Svendborg. så tog han 20 pakker cigaretter op af sin taske og sagde at jeg for eftertiden ville få 25 pakker tilsendt hver måned, jeg blev meget forbavset og sagde, jeg ryger jo ikke, han sagde tag dig en smøg, det gjorde jeg, han kunne se jeg rystede lidt på hånden, jeg har røget siden.
Ved Sørup st. stod den omtalte mand og tog imod mig, det viste sig at han før havde været i Fåborg hos os, vi cyklede ind til byen for at finde et sted at bo, men det var ikke så ligetil, vi snakkede med forskellige, endelig gav vores søgen resultat, vi kom ind i et hus i Bagergade og til min store forbavselse viste det sig, at det var hos den før omtalte Klipskomager, de var meget venlige mod mig, det var jo kun for en enkelt nat, jeg fik så værelse med pension på K.F.U.M. og var der indtil januar 45, før min afrejse til Odense blev jeg forsynet med falsk legitimationskort pålydende navnet Leif Olsen, som jeg brugte resten af besættelsestiden og af mange kammerater bliver kaldt den dag i dag.
Jeg havde mange forskellige opgaver, som før fortalt skulle jeg jo være mellemled mellem DKP og de borgerlige, der var jo temmelig meget mistillid mellem de to grupper, opgaven var ikke altid lige let, der var til tider nogle der gerne ville puste til ilden, og det blev ikke bedre da vi til byen fik en mand ved navn Flemming, han stod for det politiske indenfor DKP, han var meget magtsyg og diktatorisk, altid måtte jeg høre for, at vore folk blev under fordelt med hensyn til våben, men disse blev absolut ligeligt fordelt.
Der blev efterhånden temmelig stor tilgang til vores deling, vi havde Ingvard Pedersen som delingsfører, men måtte dele styrkerne, som følge deraf måtte vi jo have en delingsfører mere, det blev overladt til Frede Stenner.
Vi havde 5 modtagelser 1 ved Nordenskov, 2 ved Skjoldemose og 2 ved Langeskov. Der blev meldt en nedkastning ved Langkildegård, men den udeblev, efter sigende blev den kastet ved Hellerup - Lykkesholm, jeg var på Langeland og kom for sent til færgen, jeg måtte overnatte hos murer Heide i Rudkøbing, jeg hørte nedkastningskoden hos Heides, men kunne jo ikke komme hjem. Jeg må i denne forbindelse sige at jeg foruden DKP, havde Tåsinge med guldsmed Billing som leder. Jeg havde Langeland og skulle besøge murer Heide, isenkræmmer Thorsen, samt grev Ahlefeldt, Nordenbro. På Ærø besøgte jeg apoteker Frederiksen, Ærøskøbing, løjtnant Larsen, Rise, i Marstal redaktør Bjerregård, samt vist nok en søløjtnant som vi kaldte Kristian, der skulle laves aftale om våbenlevering, samt oplysninger om værnemagere og om eventuelle uheldige personer m.v.
Jeg må tilbage til mit ophold i Svendborg, der var før jeg kom til byen en del uro, blandt andet den såkaldte Krejberg-gruppe, det var nogle raske unge mennesker, men de var lidt for ivrige, de havde tidligere fået besked på at rejse fra byen, men var nu kommet tilbage, dette blev diskuteret frem og tilbage, om hvordan vi skulle forholde os. Jeg kunne forstå på Elis og Jacob at de unge mennesker under ingen omstændigheder ville have med Jacob at gøre og at han var bange for dem.
 |
| Omtale i Information den 12. januar 1945. |
Det blev så mig der måtte ud og tale med dem, jeg tog derud, jeg havde jo aldrig set dem før, de var meget utilfredse med modstandsarbejdet i Svendborg og gav Jacob skylden derfor, jeg prøvede efter bedste evne at tale dem til rette, vi kom da også til en forståelse. de indvilgede i at rejse fra byen igen, de var økonomisk dårligt kørende, jeg lovede at komme ud til dem med nogle penge mod at de forlod byen, det blev aftalt, at jeg næste dags aften skulle komme derud med 600 kroner, næste aften som jeg skulle derud, jeg havde lige rejst mig fra aftenbordet og stod ude i gangen og tog min frakke på, da jeg hørte en inde ved bordet råbe op om, at der var sket noget forfærdeligt ude på Egensevej og en mand var blevet skudt, han fortsatte med, at det var hos nogen der hed Krejberg Pedersen, det var jo der, jeg skulle hen, jeg hængte min frakke op igen og gik op på mit værelse og sagde Vorherre tak for at jeg ikke gik i fælden, det var den unge Per Krejberg, der var blevet skudt, det var jo ikke uden grund de var bedt om at forlade byen.
En aften da jeg sad i opholdsstuen på hjemmet kom en mand og spurgte efter mig, det var Helge Jørgensen fra Fåborg, han havde taget en taxa fra Fåborg til Svendborg for at advare mig, idet Gestapo havde været hjemme i Fåborg igen for at få fat i mig, de truede min kone med at landsens ulykker dersom de ikke fik fat i mig, der var fire mand, to danskere og to tyskere, det var danskerne der førte ordet og var meget uforskammet, de opdagede nu, at min kone udmærket kunne forstå tysk, hun var født i Bremerhaven, tyskerne var meget flinke, men som sagt var danskerne ret uforskammede, den ene dansker var forresten en god kending, vi var i Svendborg ude efter ham flere gange, jeg udelader navnet, da vedkommende jo har fået sin straf.
Jeg måtte i huj og hast flytte fra K.F.U.M. Helge var kommet undervejs med, at min kone vidste hvor jeg boede, hvordan hun havde opdaget dette husker jeg ikke, Helge var bange for, at hun ville blive presset til at røbe mit tilholdssted. Jeg tog over til guldsmed Billing i Vindeby og satte ham ind i sagen, sov der om natten fik derpå fat i Elis næste formiddag, han rådede mig til at tage væk nogle dage, jeg bestemte mig til at tage til København, forinden gik jeg ind til Billing i forretningen og fortalte at jeg tog afsted, han lovede at finde ud af noget mens jeg var væk. Der gik nu 3-4 dage jeg kom tilbage igen og kontaktede Billing, han havde ikke ligget på den lade side, han fortalte glædestrålende at han havde fundet alle tiders plads til mig, han havde fået fat i mit tøj på hjemmet det var nu hos ham ovre i Vindeby. Billing og jeg startede nu på vore cykler efter Bjernemarken, jeg var lidt skeptisk, på Bjernemarksvej svingede vi fra vejen og ind på en gård, det var hos Inge og Johannes Hansen, det var nogle prægtige mennesker, hos dem fik jeg alletiders ophold og boede der resten af besættelsen, de havde en søn, Erik, han var ca. 18 år. Han var også en frisk gut.
Jeg vil nu fortælle lidt om vore våbenmodtagelser, nr. 2 modtagelse skulle ske på Skjoldemose. Jeg havde til tider en sludder med politibetjent Nørskov, han bad så mindeligt om at få lov til at komme med på en sådan modtagelse, det lovede jeg ham, da så den sidste melding kom om aftenen prajede jeg Nørskov, vi fulgtes ad, der var strenge ordre på, hvordan vi skulle forholde os, vi måtte ikke være flere end to der fulgtes af, og med stor afstand til de næste. Nørskov og jeg kørte af Porthusvej til Heldager-krydset og til venstre over til Odensevej, derfra af Landevejen op til Kirkeby Sand vejen til venstre af den til Rødmevej, derpå af bakken til Skjoldemose, det var jo grusvej dengang. Mens vi traskede op af bakken kom der fra Stenstrupsiden en cyklende, han ville uden om os, jeg tiltalte ham, han var meget mut, jeg bad ham om stikordet, han spurgte om hvad fanden vi bildte os ind, jeg gentog mit forlangende, men han var uvidende og stadig fræk, jeg tog så min lille pistol frem, pegede på ham og sagde, så er det her ved siden af os, prøver du på at lave numre bliver du pløkket på stedet, han blev meget bange jeg tror hans bukser blev våde, han lovede højt og helligt af følges pænt med os. Da vi kom til Skjoldemose blev han nu lukket ind i Den gamle smedje, der stod 3 personer i forvejen, de var blevet holdt op fra Vester Skerninge siden, det var blandt andet 2 piger der tjente på Skjoldemose, jeg talte med Niels Broch, han var jo med i foretagendet, han grinte og sagde, der står de jo godt, så render de da ikke ude og fjanter.
Vi blev nu placeret i skoven langs modtage pladsen, der var sat 3 mand på stribe ude i marken, de skulle tænde lygterne når maskinen kom, i det ene hjørne stod en 4. mand og morsede til dem, de måtte jo først tænde i sidste øjeblik, mens vi stod og ventede kom der en oppe fra smedjen og bad mig komme derop, ham fyren vi havde fængslet var blevet fræk, jeg gik derop og spurgte ham om der var noget i vejen, han sagde at han ikke ville stå der og være til grin, nuvel sagde jeg, så kan de få dig med over i laden og skyde til måls efter dig, jeg gav ordre til de to vagter om at tage ham med, de begyndte at gå hen imod ham, det beroligede fyren, jeg bad om hans legitimationsbevis og sagde til ham at dersom vi hørte han havde snakket om det der skete kom et par mand og likviderede ham, han bedyrede at han nok skulle tie stille.
Vi stod nede ved skoven og ventede og så pludselig kunne vi høre maskinen et stykke ude, lygterne blev tændt, maskinen kom tværs over pladsen, svingede en halv omgang og satte containerne lige på stribe, det var et vidunderligt syn, Nørskov stod med vand i øjnene og sagde nej! nej! hvor er det flot, jeg sagde det er sgu ikke det det drejer sig om, nu må vi i gang, det gik hurtigt, lastvognene var kørt på plads og containerne var læsset i løbet af få minutter, vi skulle have taget tid på sådan en operation, men det er der jo ingen der tænker på i sådan en situation. Containerne blev fordelt forskellige steder, den ene lastvogn kørte til Brændeskov, hvor der blev læsset af i et kampstenshus, der var benyttet til forskellige rekvisitter, dette hus hørte under Broholm og hvad kunne være mere opfindsomt end dette, eftersom det tilhørte nazisten Sehested Broholm, om galt skulle gå, var det ham det gik ud over i første omgang.
Et par dage efter cyklede vi ud til huset og pakkede ud, fordelte til de forskellige grupper, det bedste ved dette skjulested var, at huset lå lige op af Brændeskovgård, Niels Jensen kaldet Nille havde jo let ved at holde opsyn om der skulle ske noget, vi havde en del besvær med de tomme containere, vi kastede dem i dammen henne ved gården, der var temmelig dybt vand, men vi kunne ikke få dem til at synke, Nille og et par mere fik nu fat i et par heste og en vogn, de tomme containere blev nu læsset på vognen og kørt langt ind i skoven og gemt i et tæt buskads.
Vor næste modtagelse på Skjoldemose var knap så vellykket, vi havde nu fået et modtager apparat, en såkaldt eureka, med dette apparat kunne vi pejle maskinen, vi lå oppe på en lille forhøjning på modtagepladsen og afventede maskinen, så kom der nogle dut-dut-dut langt ude, vores navigatør gjorde klar til at svare, men pludselig blev lyden aftagende for til sidst helt at forsvinde, denne maskine skulle selvfølgelig videre, vi var jo ikke de eneste der skulle have våben, vi lå stadig og ventede så kom den endelig den ventede lyd, den kom nærmere, nu fik vores navigatør travlt, lygtemændene var på plads, men det kunne de have sparet sig, maskinen kom tromlende som var der en bulldozer, idet den var over os, lukkede den op for klapperne og hele ladningen væltede ned over os på må og få, vi havde ikke haft brug for lysene, de kastede efter lyden, vi fik senere fortalt at det var de amerikanske maskiner, de fik skyld for at være skødesløse, vi kom på et meget alvorligt arbejde, to af containerne røg i en mergelgrav, det var et mægtigt arbejde at få dem op, hvad værre var, den ene lastvogn udeblev, vi måtte nu bære 6-8 containere op i en tom mergelgrav godt bevokset med gran.
Næste aften cyklede Krarup, Elis og jeg med flere ud til mergelgraven, det blev aftalt med Viggo Pedersen, Stenstrup, han havde en mekanikerforretning, han skulle møde med sin varevogn den kunne tage ca. 1 tons, containerne blev åbnet og det forskellige indhold blev båret ned til vejen og læsset på vognen, det fyldte ikke så meget når det var pakket ud, Viggo havde en fin presenning over vognen.
Viggo, Elis og to mere kørte nu videre med godset ned til Uffe Clausens sommerhus nede ved Elsehoved, Krarup og jeg kørte ned til Marius Andersens, vi gik op på gæsteværelset og gik i seng, hos Marius Andersen kunne vi bare gå ind. I denne forbindelse kunne det være morsomt at fortælle, at de tomme containere efter befrielsen blev genbrugt, en murermester i Stågerup nogle få hundrede meter fra mergelgraven organiserede disse containere og brugte dem til murerbaljer.
Næste modtagelse fandt sted på godset Langeskov, vejen mellem Hundstrup og Stenstrup, men der må jeg gøre rede for omtalte plads. Langeskov hørte ind under Fåborg politikreds, som sådan havde vi jo ingen ret til at benytte omtalte plads. Det blev nu min opgave at tage til Fåborg og forhøre om vi kunne få lov til at benytte pladsen. Der blev aftalt møde mellem Fåborg-folkene og mig, jeg tog derud en aften og var ude ved dommer Hvass, der boede privat ude på Odensevej.
Til mødet ankom Hvass, Lennart og Ras Jensen, vi fik en god samtale og fik gennemgået lidt forskelligt, en stikker fra byen m.m. Det vigtigste var at vi fik overdraget omtalte plads, jeg sagde let henkastet, at måske kunne vi gøre dem en tjeneste en anden gang. Jeg tænkte ikke på, at det desværre blev aktuelt.
Vi fik så denne modtagelse på Langeskov, på vej til modtagepladsen, rendte vi på en underlig fyr der trak med sin cykel, jeg tiltalte ham og fik alle tiders grin, det var Niels Broch på Skjoldemose, han havde en lang skovøkse bundet på stangen af sin cykel og pjaltet i tøjet, han lignede en forslæbt skovarbejder, han mente at have et udmærket alibi dersom noget skulle ske og øksen kunne vi godt få brug for, og det fik vi.
Denne modtagelse skete ikke uden dramatik, idet en faldskærm satte sig fast i et højt birketræ, der måtte et par mand op i træet, det blev Ejnar T, og Marius Andersen, som de sad deroppe og huggede og sled i faldskærmen var der en navigatør der udbrød, hvad fanden sidder de deroppe og laver, så var der et lyst hoved der sagde, de sidder og diskuterer politik, der blev grinet så meget af denne brok, det var nemlig sådan at Ejner var kommunist og Marius konservativ.
Den nat tog jeg med Marius Andersen hjem og overnattede. Angående mødet i Fåborg, kan jeg henvise til bogen Mænd i sorte Kapper, der er skrevet af dommer Hvass.
Levering af våben til øerne var til tider ret besværligt, der var en lille parketbåd der sejlede fra Marstal til Svendborg og retur, så vidt jeg husker, hed båden Eline, der var en rigtig gæv skipper samt hans medhjælper, de lastede våben for næsen af tyskerne, jeg må foretage et lille sidespring og fortælle følgende.
Der var to gutter de var navigatører, vi kaldte dem stikkeren og forfatteren, hvad de to hvalpe kunne lave, kunne der skrives bøger om, som sagt vi skulle have fire kasser våben med Eline til Marstal, aftalen var at disse to gutter skulle hente kasserne oppe hos Frode på Tværvej, jeg skulle stå nede ved kajen og modtage dem. Jeg stod og snakkede med skipperen, han var i færd med at laste korn fra F.A.F. Pludselig kom fyrene om hjørnet ved havnehuset blæsende på en trehjulet ladcykel, de fik øje på mig, stoppede op, jeg gav tegn til skipper og i løbet af et øjeblik var kasserne ombord og båden sejlede, jeg var bange.
Engang havde vi et mindre parti våben der også skulle til Ærø, disse kasser stod ovre i Winther Sørensens frugtlager, skjult mellem de øvrige frugtkasser. Jeg fik nu en aftale med skipperen om at tage disse med, det foregik på følgende måde, Skipperen sejlede fra Svendborg hen under aften, men der var forbud mod at sejle efter solnedgang, han kunne som følge deraf ikke nå længere end til Vemmenæs, hvor han lagde til for natten. Winther Sørensen og jeg cyklede fra Vindeby tværs over øen til Vemmenæs. Winther havde en tohjulet anhænger spændt på cyklen, den var meget tung at slæbe med, jeg måtte hive i ham det meste af vejen, mange gange måtte vi trække, men vi nåede ud til færgestedet og fik purret skipperen, det varede ikke længe at få kasserne ombord, nu gik turen let hjemad, men det havde også taget det meste af natten.
Vi havde også nogle små lyspunkter i tilværelsen, vi var blevet informeret om, at der hos benzinforhandler Pelle i Landet lå en benzin beholdning på 1000 til 1200 liter, denne benzin ville vi gerne have fat i. Der blev lavet en aftale med en vognmand, han kom med sin lastvogn med nogle tromler, forinden havde vi ordnet en del for at det hele skulle klappe, blandt andet havde vi aftalt med Frank Feldthusen som jo var elektriker, om at lægge sin lange grensaks ud til vejen hvor han boede.
Jensen, der var kommis i Brugsen havde fået aftalt med damerne på centralen, der lå et lille stykke fra Brugsen om, at han ville komme på besøg den aften og ville tage en flaske rom med, så de kunne hygge sig med en toddy, det var jo ikke fordi de skulle have rom, men for at høre om nogen under operationen skulle opdage noget og foretage opringning til vagtværn eller til tyskerne, det var jo ikke alle der var af de gode børn.
Vi ankom nu til Landet ved ca. 21-tiden, jeg fik til opgave at gå ind til Pelles og få fat i nøglerne. Winther var med mig. Jeg bankede på, vi kom ind, jeg fremførte mit ærinde, jeg sagde som det var, at vi måtte have den benzin der var i tanken, jeg sagde som det var til modstandsbevægelsen og de skulle ikke være bange, for der skete ikke dem noget, de skulle bare forholde sig roligt. Pelle vred sig i stolen og prøvede at smyge sig udenom, jeg forklarede at det måtte være bedre at vi fik benzinen, det var da værre hvis tyskerne kom og tog den. Pelle kom så frem med nøglerne, jeg gav dem til Winther der gik ud til gutterne med dem, de fik låst op og gik i gang med at pumpe, jeg stod inde ved Pelle og hans kone Mine mens arbejdet stod på, de var såmænd så hyggelige, da arbejdet var tilendebragt kom Winther ind med nøglerne, jeg gav den til Pelle og sagde tak, undskyldte ulejligheden og bad ham komme med regningen når den tid kom. Jeg gjorde dem opmærksom på, at telefonledningen var afbrudt, at de som sådan ikke kunne telefonere og i sygdomstilfælde ikke kunne komme i forbindelse med nogen den vej.
Benzinen blev transporteret ned til Nørreskov og gemt i noget krat. Vi hentede den nogle dage efter, men derom senere.
Næste morgen meget tidligt fik Mine og Pelle travlt, hun for over på centralen og fortalte om det forfærdelige der var overgået dem. hun kværnede løs, men til slut sagde hun, at den unge mand der førte ordet var høflig og meget tiltalende, men derimod ham der stod bagved, var en skummel og utiltalende fyr. Da jeg fik dette at vide, var jeg selvfølgelig meget beæret.
Den omtalt benzin skulle Uffe Clausen have, en dag kom han over til Winther i Vindeby med et parti våben der blev anbragt i frugtladen, Elis og H.C. var med, vi kørte derfra ned i Nørreskoven efter benzinen, det kneb med at finde tromlerne, men langt om længe lykkedes det. Der blev læsset og turen gik nu efter Troense til, da vi kørte gennem Valdemar Slot sagde Uffe at han ville give et stykke smørrebrød på badehotellet, der som nogen af os havde smørmærker. Vi stoppede op ved hotellet fik et par stykker brød med et par snapse og en øl, sad derpå og sludrede lidt, pludselig kom værten Laulund ind, han ville tale med mig, jeg gik med ham ind ved siden af, han sagde i må hellere skynde jer at køre, der drypper benzin fra en af jeres tromler ude på vognen, vi kom afsted i en fart.
En dag jeg kom ned i Møllergade efter min post, jeg havde dækadresse der, kaldte Troels Hansen på mig, der sad en mand inde hos ham, det var en kurer fra Odense, han skulle bede en af os tage med til Fåborg angående et parti våben, der havde været en alvorlig razzia i Horne og Fåborg, mange var blevet arresteret de var nu kommet i klemme med disse våben, vi skulle prøve om vi kunne hente dem.
Jeg kørte nu med manden til Fåborg, han havde en taxa fra Odense. Oppe i Alléskoven blev jeg sat af, idet jeg ikke turde vise mig nede i byen ved højlys dag. Kureren kørte nu med i byen og kom ret hurtigt tilbage, han havde en mand med, det var premierløjtnant Thorsen, vi var begge lige forbavset, vi fik så en aftale om de omtalte våben, jeg skulle tilbage til Svendborg og forelægge sagen for de andre og derefter give besked til Fåborg, jeg havde aftalt med Thorsen hvor vi skulle ringe hen, det var til cykelhandler Nielsen.
Det kom mig i hu hvad jeg havde sagt til Fåborg folkene tidligere, at vi måske kunne gøre dem en vennetjeneste en anden gang. Det vil blive alt for omstændeligt for mig at gøre rede for alt dette og må derfor endnu engang henvise til bogen Mænd i sorte Kapper.
Jeg skulle nu en tur til Langeland og Ærø, mit besøg gjaldt murer Heide samt grev Ahlefeldt på Nordenbrogård. På Langeland var jeg i to dage, derpå tog jeg færgen til Ærø, på færgen traf jeg samme kurer der hentede mig i Svendborg til Fåborg turen, han havde med sig en dame og hendes 10-årige datter, de skulle i dække i Marstal, ankommet til Marstal gik vi hver til sit, men aftalte at mødes på hotellet for overnatning.
Jeg opsøgte Christian der lånte en lægevogn, vi skulle til Søby og snakke med nogle folk der. Vi kom tilbage til Marstal og afleverede vognen, Christian bad mig nu følge med hen til nogle folk der gerne ville hilse på mig, vi kom hen til et yndigt lille hus, ringede på, og hvad så jeg, vores omtalt våbenskipper, Christian og han havde aftalt, at når jeg kom til øen skulle vi komme ind og hilse på ham, men det blev ikke derved, da vi kom ind i stuen, hvem sad der, det var kureren og damen med den lille pige, der blev snakket til sent på aftenen, vi fulgtes nu ad til hotellet og overnattede. Næste dag tog vi med færgen til Rudkøbing hvor jeg stod af, kureren fortsatte til Svendborg.
Hen på foråret skete den ulykkelige Skattergade-affære. Gestapo havde fået opsnuset at der skete noget illegalt der, de stormede huset, Mathiesen og deres gamle far blev dræbt, samt en ældre dame ved navn Sofie. Mathiesen havde tyskerne taget med sig, de kastede ham ud af bilen på landevejen ved Lunde, der står en sten til minde om ham det omtalte sted.
Jeg blev nu sendt til Odense med rapport om hændelsen, det blev en besværlig fremgangsmåde der skulle benyttes. Jeg skulle opsøge en landsretssagfører i Klaregade, og nu kommer det, stikordet skulle lyde og være meget nøjagtigt, når jeg kom ind blev jeg selvfølgelig spurgt om mit ærinde, så skulle jeg sige, det drejer sig om køb af en villa eller ejendom helst ude i Hunderupkvarteret. Jeg fik foretræde for sagføreren og måtte gentage mit ønske, han stod og vurderede mig, det var næsten pinligt, så bad han mig komme igen om en time, jeg indfandt mig som aftalt og da var det som om det var en helt anden person, vi snakkede lidt hvorpå han sagde, De skal gå ned af trappen og for enden af den står en dame og ser ind i et udstillingsvindue, hun har en kyse på hovedet, ligesom damerne i Frelsens Hær og et sort bånd ned om hagen, jeg gjorde som aftalt, jeg kom ned, omtalte dame stod og kiggede ind af vinduet, jeg prikkede hende let på skulderen, hun vendte sig om, vi blev lige forbavsede begge to, det var en kurer der havde været i Fåborg hos os et par gange for over et år siden, hun sagde, jamen de skal da komme fra Svendborg, det gør jeg også og måtte fortælle at der jo var sket en hel del i mellemtiden.
Vi fulgtes nu ad en tur i Kongens Have, det var lidt koldt og just ikke lige årstiden til at gå med piger i haven, hun var et sødt menneske, jeg har ikke set hende siden, men fik efter befrielsen at vide, at hun var meget brugt og knalddygtig.
Vi havde til tider møde med folk fra Odense og havde engang et pudsigt tilfælde. Vi skulle mødes ude på Petersminde Teglværk hos Ejnar Andersen, der kom en mand fra Odense, han kom i taxa, vi sad inde i stuen hos Ejnar Andersen og fik en meget fornuftig snak med vedkommende, han var måske en lidt intetsigende fyr, i samtalens løb spurgte han hvordan vi havde det økonomisk, det var som Elis sagde jo ikke så godt, så sagde vedkommende, jamen så sender vi en halv snes tusinde kroner ned til jer, så kan i bruge dem, og skal i have flere skal i bare sige til Vi havde nær fået en prop. På vejen hjem snakkede vi om personen, vi kunne ikke grade ham, det viste sig efter kapitulationen at denne person var konsul Hans Muss.
Der kunne skrives og snakkes meget mere, men alting skal jo have en ende. Endelig skete det vi alle længtes efter, den 4. maj. Den 4.maj om aftenen sad jeg hjemme hos Inger og Johannes da fredsbudskabet lød. Jeg må indrømme, jeg kunne næsten ikke fatte det, selv om vi var klar over at det gik den rigtige vej, få minutter efter at budskabet havde lydt ringede telefonen, det var Elis. Jeg skulle hurtigst muligt komme til Stenstrup til Petersminde, der skulle det hele organiseres fra, det var forudbestemt. Jeg fik fat i Gerhart Hansen, Vindeby, han kom op, hentede mig og kørte mig til Stenstrup.
Kl. 4 næste morgen ringede Krarup og bad mig komme til Svendborg ved Kogtvedlund hos skibsreder Clausen, der skulle vi mødes med den tyske kommandant, vi skulle bevidne hans underskrift på kapitulationen. Der blev ringet til dyrlæge Thomsen, Stenstrup, der kom og kørte mig derud.
Dette er hvad jeg i store træk kan fortælle om mine oplevelser i den tid, meget er udeladt og meget er glemt.
