Det er ikke mange oplysninger og fortællinger, der findes fra Stenstrup under besættelsen. Søger man på lokale modstandsfolk, så dukker der som regel kun én kildehenvisning frem, der henviser til et interview med Åge Larsen (Harald Aage Larsen).
Det tog lidt tid, at finde frem til det, men til gengæld
krævede det kun én mail til Egebjerg Lokalhistoriske Arkiv før jeg fik det
tilsendt.
Harald Aage Larsen var aktiv i den lokale modstandsbevægelse
og deltog blandt andet ved nedkastninger.
Interviewet er en afskrift af et bånd, hvor Harald Aage Larsen fortæller om sine oplevelser under besættelsen. Det har tidligere været bragt i en af lokalaviserne og i årsskriftet for Egebjerg Lokalhistoriske Arkiv, men jeg har fået lov til at bringe de fem afsnit her på siden. På Facebook bragte jeg interviewet fordelt over fem opslag. Her på siden har jeg dog valgt, at samle de fem opslag i ét langt opslag.
Del 1/5.
”I efteråret 1944 kom min gode ven Poul Thomsen (søn af førstelærer Thomsen i Stenstrup) og sagde, at han var blevet opfordret til at danne en gruppe, der skulle indgå i modstandsbevægelsen. Jeg sagde ja efter nogen betænkningstid til at være med.
Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke betragter mig selv, som om jeg har været frihedskæmper; men jeg var medlem af modstandsbevægelsen. Vi var i et område, hvor vi ikke havde så nær kontakt med tyskerne; men der var stærkt behov for vores indsats, som vel nærmest kan betragtes som værende i lighed med militære forsynings-tropper.
Vores første opgaver bestod mest i transporter af lettere omfang. Det kunne være undervisningsmateriale, det kunne også være lettere våbentransport mellem de forskellige grupper og delinger. De største opgaver blev våben-modtagelser fra luften eller på anden måde.
I løbet af vinterhalvåret 1944-45 deltog jeg i tre modtagelser fra luften. De to var til dels vellykkede. Den tredje maskine blev beskudt af luftværnsild og måtte droppe ladningen et andet sted. Det lykkedes dog at redde den, men senere om det.
Den første modtagelse, jeg var med til, fandt sted på markerne mellem skovene vest for godset Langeskov, og den var til UG, alt lykkedes. Bortset fra alvoren i situationen var det en fantastisk og smuk oplevelse. Det var en fuldstændig måneklar vinteraften, og vi var vel ca. 100 mennesker samlet for at modtage og fjerne forsendelsen. Pludselig kom denne kæmpestore maskine flyvende meget lavt ind over pladsen og åbnede bombelugerne. 24 containere faldt ud, og i det samme åbnede faldskærmene sig. De var i mange forskellige farver, gule, røde, grønne, blå og hvide, og i nogle sekunder stod de på jorden som en kæmpe buket blomster. Så snart de var faldet til ro, gik hele styrken i gang med at samle op og læsse containerne på 2 lastvogne og en mindre varevogn. Det hele varede ikke over 10 minutter, og så forlod man hurtigst muligt pladsen, mens ladningen blev kørt til opbevaring og udlevering et sted i nærheden af Odense.
Den næste modtagelse var der lidt mere besvær med. Den skulle være kommet en aften et par uger før påske, og styrken var igen samlet til at klare den opgave; men desværre kom der ingen maskine. Vi fik senere at vide, at den var blevet beskudt over Vestjylland og måtte returnere til England, så vi måtte tage hjem uden resultat.
Så nåede vi frem til skærtorsdag, og så kom pludselig særmeldingen for den modtagelse. Det var ret alvorligt, for da det var uventet, var det vanskeligt at få samlet folk, så det blev ikke til mere end godt 20 mand. Ud af denne styrke skulle der dannes vagthold, og det blev vores gruppe, der fik den opgave. Vi blev instrueret af kaptajn Krarup, en af hærens officerer, som levede under jorden her i området. Han delte vore poster ud til os og sagde, at vi måtte være klar over, at der kunne være tyskere i terrænet, for der var blevet arresteret to af de folk, der havde været med til den sidste modtagelse på den plads. Helt sikkert, vi var alle seks bange, da vi gik ud på vore poster.
Jeg fik en post lige i nærheden af det arbejderhus, der ligger lige vest for Langeskov og fik da en humoristisk oplevelse, for lige efter, at flyet havde droppet ladningen, blev der tændt lys i huset. Kort efter kom manden ud på trappestenen i natskjorte, og højlydt berettede han for mor derinde i sengen, at der var ikke noget.
Jeg stod kun 5-6 meter fra ham, og da han var færdig med at observere, syntes han, at nu kunne han jo lige så godt benytte lejligheden, og så løftede han nat-skjorten og tissede næsten på mig. Samtidig lukkede han en god portion luft ud, så da var det lidt svært at holde masken.”
Del 2/5.
”Efter en god indsats af de få mænd, der var til rådighed, blev 23 containere læsset på vognene, den sidste kunne man ikke finde (men den blev fundet dagen efter) og alt blev transporteret til Tange Top og gemt i skoven der. Dagen efter var der en mand fra Krarup, der gik tur i skoven, og uheldigvis opdager han varerne. Det værste var, at han desværre var en af de mange, der ikke forstod at holde munden lukket, men heldigvis kom det de rigtige for øre.
Så påskelørdag nat måtte 2. og 4. gruppe på arbejde. Der var en aftale med vognmand Ernstsen på Løgeskovvej om, at vi kunne tage og bruge hans lastvogn. Med den og mekaniker Petersens lille varevogn transporterede vi alle varerne fra Tange Top ud til Brændeskovgård, hvor vi pakkede det i svinestalden. En del af det blev senere fundet af tyskerne; men det er en anden historie, som jeg ikke kender. Det var en hård nat med en enkelt ubehagelig oplevelse.
Vi var med det sidste læs kommet forbi Lunde kirke, og på bakketoppen lavede vi et stop for at orientere os. Vi kunne se, at der kom en bil kørende ad landevejen fra Kværndrup mod Svendborg, og på den tid af natten kunne det kun være en lægevogn eller er tysk vogn.
Det sidste var mest sandsynligt, så derfor gik vi vores våben og vores håndgranater efter og sikrede os, at de var klargjorte. Derefter fortsatte vi til Dongs Højrup; men da vi ikke kunne se, om den bil standsede eller kørte videre mod Svendborg, er jeg sikker på, at vi alle var angst for, at vi skulle komme i kamp.
Vi havde på den tid mange forskellige oplevelser. De kan ikke alle beskrives her; men nogle enkelte skal med. Netop i vores område boede der en del mennesker, som havde set sig nødsaget til at gå under jorden.
Blandt dem havde jeg truffet en, som havde været med til at svømme over til værftet i Svendborg og sætte magnet-miner på nogle tyske skibe, som lå der. Han havde logi et eller andet sted her i Stenstrup, men skulle da også have noget at spise. Ham havde jeg med hjem et par gange. Dengang jeg gik med i organisationen, havde jeg selvfølgelig talt med Milla om det, og hun var indforstået med den risiko, vi løb; men da vores gæst blev sat til bords, kunne hun tydeligt se, at der inden for livremmen sad en 9 mm pistol, og der hang 2 håndgranater ved siden af. Det kunne hun trods alt ikke lide; men hun sagde ingenting.
Gruppen var bevæbnet med U.S. karabiner undtagen gruppeføreren Poul, som havde en engelsk stengun. Da vi modtog våbnene, var de alle indpakket i en plastpose, og den var fyldt op med et fedtstof, så det var et meget vanskeligt arbejde at rengøre våbnene.
Vi havde gentagne gange anmodet ledelsen om tilladelse til at prøve at skyde med våbnene, men det var blevet afvist. Så en aften tog vi ud i skoven ved Højes Ris, og da vi skød med dem, viste det sig, at de ikke var renset godt nok. De kunne ikke repetere, så vi måtte hjem og foretage en bedre rengøring. Da 3. gruppe hørte om det, lavede de også en ekstra rengøring. Den lavede de i stuen hos Åge Hvillum i Hundtofte.
Efterhånden som klude og tvist blev snavsede, smed man dem i kakkelovnen med det resultat, at kakkelovnen pludselig sprang i luften. Man fik ganske vist våbnene rengjort, men man måtte foretage en hovedrengøring af stuen bagefter”.
Del 3/5.
”Arbejdet i organisationen var omgærdet af så megen tavshed som muligt, det enkelte medlem skulle ikke vide mere end nødvendigt for at udføre den beordrede opgave. Man måtte ikke ved arrestation kunne røbe hinanden.
Det var for eksempel kun gruppeføreren og næstkommanderende, der kendte våbenlageret. Hver gang man skulle bruge våben herfra, var det de to, der hentede dem frem til et aftalt mødested med resten af gruppen.
Dette skjulested var i øvrigt et rektangulært hul i en grøftevold godt gemt bag ved fodboldbanen i Stenstrup. Hullet var foret med forskallingsbrædder og havde et låg belagt med græstørv. Man skulle være meget uheldig for, at det skulle blive afsløret, hvad der da heller ikke skete.
Den 4. maj efter nyheden om tyskernes overgivelse tog vi hele gruppen med til våbenlageret, og det kunne have udviklet sig til en alvorlig ulykke. Som nævnt tidligere, var det kun gruppeføreren, der var bevæbnet med maskinpistol; men så den aften var der en af gruppens medlemmer, der gerne ville prøve at holde sådan en i hænderne, og pludselig gik en salve op mellem ørerne på os andre; men ved et lykkeligt tilfælde blev ingen ramt. Det kunne meget let have kostet flere af os livet.
Som tidligere nævnt var der lokalt nogle mennesker, som ikke forstod, at man helst skulle holde sin mund og tie med, hvad man eventuelt havde set, at der skete om aftenen og natten. Men efter at politiet var blevet taget af tyskerne, var der da en del politiansatte, som undgik at blive arresteret, og af dem var der en del, der boede under jorden netop i vores område. Vores delingsfører havde kontakt med 2 kriminalbetjente, som holdt til i Fjellebroen. Disse to gjorde et godt stykke arbejde.
Når man havde erfaret, at der var en, der var for snakkesalig, så var der nogen, der besøgte vedkommende, og de lagde ikke fingrene imellem når de forklarede vedkommende sagens alvor. Jeg tror, at sladderen i alle tilfælde standsede efter deres besøg. I et enkelt tilfælde – det var en sladrevorn dame – talte de så hårdt til hende, at hun lavede i bukserne, men det standsede en gang for alle hendes sladder.
Der var også en smedesvend, som arbejdede i den gamle smedje i Hundtofte; han kom ret så meget ind til Helge Sibast, som var smedens nærmeste nabo. Smedesvenden var også et forfærdeligt sludre-chatol, og Helge var faktisk bange for, at han skulle finde ud af, at Helge var med i bevægelsen. Han fortalte en hel masse historier om, at han var organiseret kommunist, og til sidst var Helge så angst, at man fik de to betjente til at besøge smedesvenden for at finde ud af, hvad han var for en fyr, og så kom der skred i det.
Nu var det jo så heldigt, at Helge, Ole Sibast og jeg var så nær hinanden om dagen, for den dag betjentene havde besøgt smedesvenden, ringede denne møbelfabrikken op og ville tale med Helge og udtrykte ret så ophidset et ønske om et møde med ham. Helge kaldte nu på Ole og mig, og så arrangerede vi os, så Ole og jeg stod inde bag hoveddøren med hver sit bordben i hænderne, og Helge stillede sig på trappestenen for at modtage smedesvenden.
Han kom, og det viste sig nu, at det var ham, der var bange, for han troede, at det var Gestapo, der havde besøgt ham. Nu ville han flygte, og derfor ville han gerne låne en cykel af Helge for at cykle til Odense, så ville han sætte cyklen på en aftalt adresse der. Han fik cyklen, og så var den sag slut.
En gang mange år efter – jeg tror, det var i 1954 – var jeg kørende i København i firmaets vogn. Jeg holdt på Gammel Kongevej, da der kom en mand hen og spurgte mig, om jeg var fra Stenstrup. Det kunne jeg bekræfte, og så viste det sig, at han var vores smedesvend. Det viste sig også, at han bare havde været en sludrevorn fyr, og han troede stadig, at det den gang var Gestapo, der havde besøgt ham. Jeg lod ham blive i den tro.”
Del 4/5.
”Når jeg skriver om de mennesker, der ikke kunne holde tand for tunge, så synes jeg også, at en, der kunne tie og holde sin viden for sig selv, bør omtales.
Mens vi havde en ”modtagelse” ved Tange Top, arbejdede Hans Hansens far, Hans Kresten Hansen, som boede på Stationsvej i Stenstrup, som skovarbejder for Egeskov netop i det område, hvor våbnene lå gemt. Selvfølgelig så han dem; men først langt hen i sommeren 1945 omtalte han, at han havde haft kendskab til det, men også, at han fuldt ud havde været klar over, at det talte man ikke om.
Arbejdsmæssigt var vinteren 1945 temmelig streng at komme igennem, der var så meget natarbejde, at der ikke var den fulde effekt på arbejdspladsen i dagtimerne; men heldigvis kunne mine arbejdsgivere forstå det, da de selv var med i det.
Ud over arbejdet i bevægelsen var der også det private, der skulle passes, ellers ville det vække mistanke blandt venner og kammerater. Hele vinteren var vi jo uden politi, så blandt borgerne i Stenstrup blev der oprettet vagtværn, som patruljerede i byen om natten. Hver nat to patruljer med to mand i hver. Man gik kl. 22.00-06.00. Jeg gik på disse ture sammen med min gode ven Hans Hansen, og da havde vi en oplevelse, som bør komme med her, selv om vi ikke var særlig vigtige af den.
En tidlig morgentime, jeg vil tro det var omkring klokken fire, var vi et smut inde på perronen ved Stenstrup station, og dér uden for jernbanearbejdernes redskabshus stod der en værktøjstaske med et meget fint sortiment af koben, svensknøgler og alt muligt andet værktøj. Vi var da begge enige om, at det var bane-arbejderne, der havde glemt at sætte deres værktøj ind om aftenen, så vi satte bare tasken helt ind ved døren til redskabshuset og fortsatte vores tur. Men ak og ve! Næste dag viste det sig, at der havde været indbrud på stationen, så det var selvfølgelig tyvenes taske, vi havde stået og drøftet, mens de sikkert havde siddet skjult og grinet godt ad os.
Som tidligere nævnt havde vi aftaler om brug af motorkøretøjer, og disse gik alle på gengas, så der skulle bruges en del bøgebrænde, derfor havde vi en aftale med Egeskov skovdistrikt om, at vi skulle stjæle det brænde, vi havde brug for i deres lagerskure på mosen ved Løgeskov.
Der hentede vi så brænde om natten; men en nat mens vi var der, kom der nogle lokale beboere forbi, og vi forholdt os fuldstændig roligt tilbagetrukket i skuret. Men disse mennesker troede, at vi var tyve, så de gik om til skovfogeden, som boede nærved, vækkede ham og fortalte om tyveriet. Han gjorde gode miner til slet spil og sagde, at han ville tage om til skurene og se efter, hvad det var der skete.
Vi nåede hen i marts måned, hvor der var planlagt en modtagelse bag Langkildegård på markerne ude ved Lakkendrupvejen. Der var samlet fuld styrke til at modtage, men der kom ingen maskine, så vi måtte tage hjem uden at få noget ud af ventetiden. Vi fik senere at vide, at maskinen var blevet ramt af antiluftskyts og havde droppet ladningen i nærheden af Ullerslev mose. Det var heldigt, at det var på en mark, der var under grundforbedring og dræning, og gårdejeren havde opdaget, hvad der var sket, så han gik ene mand i arbejde, væltede containerne i de opgravede grøfter og smed nogle skovlfulde jord ned på dem. Tidligt om morgenen tog han ind til Odense, hvor han besøgte en advokat, som han kendte, og forklarede ham situationen.
Advokaten svarede, at han roligt kunne tage hjem. Næste nat blev det hele hentet, og vi fik vores del sendt med lastvogn hertil. Vi havde udpakning og udlevering til de forskellige afdelinger; det foregik et sted i Kirkebyskoven. Jeg deltog i den uddeling, og det var ikke dårligt, for jeg fik to par uldne, australske sokker med hjem, og på det tidspunkt var sokker en mangelvare.
Jeg husker ikke tidspunktet; men i tiden mellem nytår og foråret styrtede en allieret bombemaskine ned i nærheden af Hvidkilde. Besætningen sprang ud med faldskærme, og de fleste blev fanget af tyskerne. En af dem landede i nærheden af Stenstrup. Enkeltheder i forbindelse med denne episode kender jeg selvfølgelig ikke, for det blev der ikke talt om; men senere fik jeg at vide, at godsejeren på Løjtved, Svend Åge Andersen, var kommet i forbindelse med dette besætningsmedlem. Han tog sig af ham og fik ham anbragt i en jordhule ude i mosen ved Løjtveds vestlige arealer. Hver dag tog Svend Åge selv ud og gav flygtningen forplejning, og på et tidspunkt fik organisationen ham sendt med ambulance til København og derfra til Sverige.”
Del 5/5.
”På gymnastikhøjskolen i Ollerup var der hele tiden en ret stor styrke tyskere indkvarteret. Mange af dem var meget unge soldater uden uddannelse, og tyskerne brugte terrænet omkring Hvidkildes skove til øvelser for disse rekrutter. Det afstedkom en meget beklagelig hændelse den 2. maj.
En ung mand fra Sønderjylland var under jorden her på Sydfyn, og organisationen havde et lager af forskellige ting gemt i et depot i Kirkebyskoven. Den unge mand var sendt ud for at hente nogle cykeldæk i depotet, og uheldigvis mødte han en afdeling tyskere, som var på øvelse i skoven.
Jeg tror ikke, de ville have taget nogen notits af ham, hvis han ikke havde tabt hovedet. Men det gjorde han. Han trak sin pistol, og selvfølgelig skød de ham. Det var en ulykkelig og unødvendig hændelse.
På vejen mellem Kirkebyskoven og Hvidkildes ladegård står der en mindesten for ham.
De sidste par måneder før den tyske kapitulation fik vores gruppe ret så store forsyninger, bl.a. håndgranater og udstyr til at foretage sprængninger med.
Det var planlagt, at hvis krigen fortsatte over grænsen, skulle banelinjen mellem Svendborg og Odense sprænges så mange steder som muligt for at genere og hindre tyskernes transporter, så depotet i vores jordhule blev efterhånden ret omfattende. Det gav også nogle små, pudsige episoder i det daglige.
En dag i foråret havde lærer Thomsen fået lyst til at rense og klargøre nogle tomme bistader, han havde stående i haven. Da han fik dem åbnet, så han, at de var fyldt med håndgranater og plastisk sprængstof. Grunden til det var, at de ting var kommet på et tidspunkt, hvor Poul ikke kunne komme over til depotet, og han havde så fundet det hensigtsmæssigt at gemme tingene i sin fars bistader.
Jeg havde stadig en del samvittighedskvaler med hensyn til min familie, for omkring den tid kunne jeg godt se, at jeg svigtede familielivet ret meget. Det meget natarbejde førte til, at man manglede søvn, så når men var hjemme, måtte man mange gange prøve at indhente det forsømte og lægge sig til at sove.
Det har nok ikke altid været morsomt for lillemor, og helt galt blev det da den første uge efter krigens slutning. Vi var da heldigvis samlet hjemme den aften den vidunderlige meddelelse kom over BBC’s nyhedsudsendelse; men jeg var nødsaget til at mødes med gruppen. Vi var alle ellevilde af glæde over den udvikling, situationen havde taget.
Vi samledes i Ole Sibasts lejlighed ved møbelfabrikken og festede hele aftenen og det meste af natten, så Oles opsparede lager af tobak og spiritus blev omsat til glæde for alle, og det var i løbet af natten blevet til næsten hele delingen.”
