Nytårsaften 1944/1945

I perioden op til nytårsaften ved årsskiftet mellem 1944 og 1945 havde Johan Erik Hecht-Johansen fra Fynsledelsen, og nedkastningsleder for Fyn, Erik Frandsen, telegraferet til England, at man ikke ønskede at modtage nedkastninger i de tre juledage og nytårsaften, da det ville udsætte de involverede for en betydelig sikkerhedsrisiko.

Alligevel lød der på BBC nytårsaften en meddelelse om, at der ville blive foretaget fire nedkastninger på Fyn om natten. Blandt andet ved nedkastningspladsen med kodenavnet ”Herman”, der var placeret ved Rugaard, et stykke vest for Morud. Pladsen hørte under Odensegrupperne.

Den nedenstående rapport er udfærdiget af Erik Malmmose, og blev sendt til Erik Frandsen den 1. januar 1945. Dokumentet findes på Rigsarkivet i mappen med Erik Frandsens dokumenter.

Nytaar Odense (Herman)
Var paa Pladsen Kl. 23.10. 7 Md. var mødt. Sendte dem hjem omgaaende, paa nær een der blev for at holde Vagt ved Vognen. Han fik en P. til Selskab.

Løb hurtigst muligt til Pladsen sammen med O.

Var paa Pladsen Kl. 2320, alt roligt. Der var et ualmindeligt livligt Skyderi rundt omkring, og livlig Trafik af Vogne som vi kunde høre ude fra Vejene. Kl. 1200 ønskede vi hinanden Godt Nytaar.

Kl. ca. eet lød et Skud ret nær og lige i Retning af Vognen. Da der kun kom det samme regnede vi med, at det var en Krybskytte.

Kl. ca. 0130 hørte vi, at der blev blæst Alarmtilstand i Bogense regnede vi med. Umiddelbart efter lød Motorlarm og en Maskine passerede os ret nær — vi kunde ikke se den, men det lød som den kom fra N. V. og forsvandt mod S. Ø.

Kl. 0200 hørte S igen Motorlarm og en Maskine passerede Pladsen, kom fra N. Ø. og forsvandt mod S. V.

Kl. 0210 kom en Maskine fra S. V. og passerede Pladsen svingende i en stor Cirkel fra S. til S. Ø. og tilbage. Maskinen fortsatte i en stor Cirkel og kom igen Kl. 0212 fra S. V. og fortsatte i en stor Cirkel.

Maskinen forsvandt i N. lig Retning. Vi løb til dette til Vognen. Havde lidt Vanskeligheder med at starte. Forsøgte at skubbe den ud mod Landevejen, det var næsten umuligt, kommet halvvejs forsøgte jeg med Haandsvinget, det lykkedes. Kørte hjem ad omveje.

Rapport fra Herman.

Kilder: Jørgen Hæstrup - Vaabenmodtagelser paa Fyn under besættelsen.

Fjernskrivermeddelelse: Udvikling af den indenrigspolitiske situation i Danmark

Den nedenstående fjernskrivermeddelelse blev den 23. august 1943 på vegne af Von Hanneken sendte til den tyske Oberkommando der Wehrmacht- Wehrmachtführungsstab (overkommandoen for værnemagten – værnemagtens kommandostab).

Overskriften lyder oversat ” Udvikling af den indenrigspolitiske situation i Danmark” og omhandler bl.a. de aktuelle strejker.

Et stykke af meddelelsen omhandler forholdene på Fyn. Den del har jeg efter bedste evne forsøgt at oversætte her. Den er ikke ordret oversat, men oversat med henblik på, at bibeholde betydningen.

"De mest spændte situationer opstod i byerne Esbjerg, Kolding, Odense, Nyborg og videre i Svendborg og Bogense. Det ulmer særligt kraftigt på Fyn. Årsagen er, at Odense altid har haft en særlig engelskvenlig befolkning, og måske fordi, at dele af resterne af den danske hær er placeret på Fyn - efter evakueringen af ​​Jylland. Danske soldater deltog også i urolighederne i Nyborg og Svendborg.

Det påfaldende er, at urolighederne hovedsageligt foregår langs Esbjerg-Odense-Nyborg-vejen. Måske er hensigten, at hvis situationen forværres dette sted, der er hovedforsyningsvejen fra øst til vest, at man kan binde mange tyske tropper til stedet, så de ikke er tilgængelige til andre formål.

Begivenhederne i Odense var særligt alvorlige. Der var betydelig uro og voldsomme strejker der. En tysk officer blev angrebet af folkemængden, slået blodigt, frarøvet sin kasket, et par støvler og to pistoler – hvorfra han havde affyret et par skud, men så undlod han at bruge dem mere. Officeren er på hospitalet med betydelige kvæstelser."

Side et af fjernskrivermeddelelsen. Fotokilde: Bama.

Side to af fjernskrivermeddelelsen. Fotokilde: Bama.

Et vendepunkt: 29. august 1943!

I Pigtraad-Gestapofangen nummer 4 fra august 1993 skrev Villy Mørk Jensen om Bogense i tiden op til den 29. august 1943.  

Schous Sæbehus efter sabotagen den 21. august 1943. Fotokilde: Lokalhistorisk Arkiv i Bogense.

Et vendepunkt: 29. august 1943!

Af Villy Mørk Jensen

29. august blev i 1943 for nogle unge mennesker i en lille provinsby på Fyn et vendepunkt for livet.

Byen, Bogense, havde bl.a. et jernstøberi, hvor nogle lærlinge og maskinarbejdere allerede i 1942 havde taget fat på modstandsarbejde. Alle var fra 17-25 år. Fabrikkens driftsleder, ingeniør Skov Pedersen, var med. Han havde kontakt med bl.a. en sagfører og sygehusets overlæge.

Bogense var en lille småborgerlig by, hvor alle kendte alle. Langs gaderne havde hvert eneste hus et gadespejl, så alle var godt orienteret. Ungdommen var også medlemmer i sportsforeningen. En af dem var en kendt bokser, men i øvrigt var vi mest børn af forældre, der for størstepartens vedkommende var arbejdere.

Villy Mørk Jensen. Fotokilde: Bogense Årbog 2015/Modstandsdatabasen

Vort første illegale blad døbte vi »Svinetællingen«. Det blev skrevet på en skrivemaskine, som vi lånte af en lokal købmand.

På byens hotel var de tyskere indlogeret, der holdt vagt i rådhuset, hvorfra de havde en telefonledning ned til hotellet. Den fik vi da skåret ned. Byens skomager forsålede støvler for tyskerne, så dem stjal vi og gemte dem under dansegulvet ude i Fredsskoven.

I Skovby uden for Bogense oprettede tyskerne en lyttepost, og dermed kom der mere gang i begivenhederne. Der kom både soldater og Funker-mädels til byen for at få deres part af flødeskumskagerne.

Da de en nat skulle tilbage til lejren, ændrede vi sporskiftet, så toget i stedet endte i remisen. Ellers benyttede de cykler for at komme til bal i Fredsskoven, så det var nærliggende en aften at snitte samtlige dæk. Vi listede ud i køkkenet og forsynede ølflaskerne med RAF-mærker. Alt sammen småting. Men i foråret 1943 kom vi i forbindelse med SOE i Odense. De skaffede os pistoler og sprængstof. Så kunne det for alvor gå løs.

Bagefter er det nemt at se, at det ville ende galt. Men der var også lyspunkter: Engang skulle vi ødelægge et autoværksted mellem Bogense og Middelfart. Hos en kammerat sad vi og fabrikerede bomberne. Så cyklede vi de 15 km ud til stedet. Desværre lå kroen ved siden af værkstedet, og der var der bal, så vi måtte køre en tur i ventetiden.

Endelig blev ballet slut. Vi fik anbragt sprængstoffet i nogle busser i værkstedet, og forsvandt så igen. Næste morgen fik vi at vide, at et kærestepar havde befundet sig på bagsædet. Der skete dem ikke noget. Men nu var manden bange for, at tyskerne skulle tro, han havde været med. Så han blev sendt til Sverige.

Vor sidste sabotage foregik den 21. august i Bogense. Det var meningen, at vi skulle have haft hjælp fra Odense, men det var ikke muligt for SOE-folkene at nå igennem. Så ved fælles hjælp fik vi lavet aktionen, der resulterede i arbejdsnedlæggelse og demonstrationer i byen. Det var optakten til, at nu var det danske folks tålmodighed bristet.

Da vi så nåede til 29. august, blev der rundt om i Bogense arresteret mange borgere. Fra vor gruppe blev tre hentet og noget senere to andre, og vi endte alle i Tyskland, hvorfra vi blev hentet hjem af De hvide Busser.

Relateret indhold:

Læs mere om sabotagen den 21. august her.

Læs om tiden efter Villy Mørk Jensens anholdelse her.

Sabotage mod Schous Sæbehus, Bogense

Den 21. august 1943 blev Schous Sæbehus i Bogense udsat for sabotage. Egentlig skulle sabotagen denne dag have været gået ud over den lokale fiskeeksportørs frysehus, men det var ikke muligt at få den fornødne tekniske assistance fra Odense.

Det følgende fra Bogense historie 4 forklarer baggrunden for sabotagen: "... den næste aktion blev rettet mod Schous Sæbehus, hvis kvindelige bestyrer handlede med tyskerne i et større omfang, end man brød sig om. 

Forretningen havde til hus i den del af Bogense Hotel, der vendte ud mod Adelgade, og det gik ud over de nærliggende ejendommes ruder, da modstandsfolkene sent om aftenen lørdag den 21. august 1943 sprængte sæbehuset i luften."

På Bogense Hotel var der indkvarteret tyske soldater, der efter nogle øjeblikkes panik, blandt andet endte med at kaste håndgranater ud på gaden. 

Flere Bogense-borgere blev såret, der blev tilkaldt forstærkninger fra Skovby-lejren og der blev i løbet af aftenen skudt i gaderne og flere Bogense-borgere fik tæsk af tyskerne. 

Det lokale politi tilkaldte forstærkning fra Odense, og først da de kom frem trak tyskerne sig tilbage ved 02-tiden.

Hændelsen udløste efterfølgende 3 dages generalstrejke i byen fra mandag til onsdag, inspireret af det der skete i Odense i de samme dage. I løbet af de dage var der enkelte hændelser, en tyskersympatitør fik knust en enkelt rude og et par tyskerpiger blev klippet.

Schous Sæbehus i Adelgade efter sabotagen den 21. august 1943. Fotokilde: Lokalhistorisk Arkiv i Bogense.

Kilder: Bogenses Historie 4, Hans Kirchhoff - Bogense, Assens, Fåborg og Kerteminde august 1943.

Bogense omkring befrielsen

De to nedenstående billeder stammer fra Bogense i tiden omkring befrielsen.

Engelske soldater ved ankomst til Bogense i selskab med borgmester Georg Rasmussen. Fotokilde: Lokalhistorisk arkiv i Bogense

Nordfynske modstandsfolk foran Bogense Rådhus i maj 1945. Fotokilde: Lokalhistorisk arkiv i Bogense

Fra kasernen i Odense til husmandsskolen

Villy Mørk Jensen. Fotokilde: Bogense Årbog 2015/Modstandsdatabasen

Den nedenstående erindring er skrevet af Villy Mørk Jensen, der var aktiv i modstandsarbejdet i Bogense, men blev arresteret den 29. august 1943. De to andre unge, der nævnes i teksten er Anker Jørgensen og Ove Toft Hansen. De blev først bragt til Skovbylejren, før de i starten af september 1943 ankom til Odense. Erindringerne blev bragt i november-udgaven af Pigtraad-Gestapofangen fra 1987.

Fra kasernen i Odense til husmandsskolen

September 1943 ankom vi tre unge fra Bogense til kasernen i Odense. To af os blev sat ind i vagtstuen og en kom i arresten ved portvagten. Soldaterne viste sig faktisk ikke særligt fjendtlige, men ro var der ikke meget af.

Vagterne fik jævnligt besøg af danske piger. I sandhedens interesse skal det nævnes, at en af disse piger lovede at sende et postkort til mine forældre og derfor fik deres adresse. Jeg troede ikke meget på hende, men hun holdt faktisk sit løfte, hvad der var en stor trøst for mine forældre, der af tyskerne havde fået at vide, at os behøvede de ikke tænke mere på, vi var skudt.

Min mor, der vidste, at en taxavognmand havde kørslen for tyskerne til kaserne i Odense, henvendte sig til vor læge, og denne truede rent faktisk taxavognmanden til at indrømme, at han havde set os ude på kasernen.

Nogle dage senere ankom til kasernen besætningen fra en marinekutter. Da de dagen efter skulle løslades og derfor skulle have en passerseddel fra kasernekontoret, blev jeg ved en fejltagelse taget med på kontoret. Soldaterne var ved at udfylde min passerseddel, da en underofficer kom ind og fik øje på mig. Han så helt forkert ud i ansigtet, trak sin pistol og tilkaldte vagten, som med maskinpistoler førte mig tilbage til vagtstuen. Netop denne officer var i øvrigt fra Flensborg og talte udmærket dansk, men var altså ikke til sinds at hjælpe en »omtrent«-landsmand.

Det blev ikke til megen søvn på kasernen, eller rettere på vagtstuen. Væggelusene forsynede sig flittigt af vort blod, og der var en evig råben og skrigen, når der var vagtskifte. En dag sidst i september blev vi så stillet op i kasernegården, og med et rugbrød under armen og under passende eskorte førtes vi til Albanigades arrest, hvor tyskerne havde beslaglagt en etage.

Den første dag ville vagtpersonalet give os papirarbejde og tage vort private tøj om natten. Men så kom der tysk vagt til arresten, og vi fik besked på ikke at modtage noget fra danskerne. Det var sket med at arbejde eller aflevere tøj om natten. Vi kom også på tysk kost.

Det tyske vagtmandskab var faktisk ret så o.k. Vi fik lov at hente varmt vand nedenunder, så vi kunne lave te. De hentede også blade til os. Der kom også andre danskere til arresthusets tyske afdeling, deriblandt en hel del fra Svendborg og en del Odenseanere.

Under opholdet fik vi også lejlighed til flugt, idet den daværende arrestforvarer Stuhr fik tyskernes tilladelse til, at vi kunne komme i bad i kælderen. Han sagde til os, at hvis vi ville stikke af, var det nu, for der gik en gang over til domhuset. Men tyskerne havde advaret os om, at hvis vi flygtede, ville de tage brødre og forældre, så vi lod være.

Det lykkedes mig at smugle besked ud gennem min far, der var på besøg op til jul. Jeg havde købt en pakke cigaretter og bød ham een, og tilføjede, at han jo kunne tage hele pakken. Far studsede lidt, men blev klar over, at der var ugler i mosen (jeg røg i øvrigt slet ikke). Derimod havde jeg skåret låget op på pakken, puttet en seddel ind, og klæbet til igen. På sedlen var navnene på dem, som tyskerne havde fortalt os, de havde kig på.

Da vi nåede januar, var det slut med de gode tider. Vi kom på husmandsskolen til forhør. Hvor længe det stod på, har jeg ikke nogen rigtig klar erindring om. Derude var alt barbarisk og grusomt. Små celler, uden noget at ligge på. Evige chikaner fra vagtmandskabet og de danske Gestapofolk. Da vi så en dag i marts blev stillet for en krigsret på kasernen i Odense, var det sådan set en lettelse, selv om vi blev dødsdømt, for senere at blive benådet og sendt til Tyskland.

Godt er det at kunne sige, at jeg ikke har noget specielt had til tyskerne. Det var ganske vist noget bittert, da man efter krigen lod de forskellige Gestapofolk slippe med milde straffe, for senere at sende dem hjem til store stillinger i Vesttyskland. Deriblandt den kendte chef for Staldgården i Kolding, Neujock, som blev aktiv politimand igen i Hamborg. Det gælder også de dommere, der i Århus dødsdømte 6 danskere. Huslein og Frölich. Når man i dag læser rapporterne om henrettelsen af disse 6 modstandsfolk, forstår man ikke, at man i et demokratisk Tyskland kunne bruge den slags personer på ledende poster.

Kilder: Pigtraad-Gestapofangen, Fyn i krig.