En blodig affære

I forbindelse med 60-året for Danmarks befrielse skrev historikeren og tidligere arkivar ved Odense Stadsarkiv, Andreas Skov, den nedenstående artikel, der fint samler op på, hvad der egentlig skete i Odense på befrielsesdagen.

Artiklen gengives med tilladelse fra Andreas Skov.

Modstandsfolk på Albanigade den 5. maj 1945. Fotokilde: Odense Stadsarkiv.

5. MAJ: Befrielsens bitre skær ramte Odense for 60 år siden. 26 mennesker mistede livet

Det skulle have været en glædens dag. Men den 5. maj 1945 blev den blodigste dag i Odenses nyere historie. I to-tre timer om eftermiddagen mindede den indre by om en regulær krigszone. Mindst 26 mennesker mistede livet, og cirka 80 blev såret.

Da befrielsesbudskabet lød over radioen fra London den 4. maj klokken 20.36, udløste det straks hektisk aktivitet i byens modstandskredse. Fynsledelsen, der stod i spidsen for modstandsbevægelsen på Fyn, opslog hovedkvarter i Sukkergården i Frederiksgade. Hertil kom også byens lokale modstandsledelse, byledelsen.

Under mistanke

De odenseanske væbnede modstandsstyrker omfattede cirka 2000 mænd, hvoraf tre fjerdedele blot havde været med i mindre end ét år. Det var kun et mindretal, som havde deltaget i sabotager, våbenmodtagelser eller stikkerlikvideringer. Hovedparten tilhørte de såkaldte M-grupper.

I løbet af aftenen og natten gik modstandsbevægelsen i gang med at forberede morgendagens arrestationer af formodede stikkere og andre, der i de sidste mange måneder var blevet opført i et kartotek, Fynsregistraturen, der indeholdt oplysninger om 3000-4000 personer over hele Fyn.

Om aftenen og natten blev strategisk vigtige bygninger såsom telefonhuset, elværket, gas- og vandværket og hovedbanegården sat under bevogtning. Klokken 6.50 næste morgen beordrede byledelsen alle udfaldsveje spærret. Alle civile, der forsøgte at forlade byen, skulle visiteres, og hvis den pågældende havde våben eller tyske papirer, skulle han/hun omgående arresteres.

Klokken otte begyndte alle byens kirkeklokker at ringe som tegn på, at nu var befrielsen en realitet. Samtidig ankom to repræsentanter fra Fynsledelsen til kasernen på Sdr. Boulevard, hvor cirka 400 tyske soldater holdt til. Her havde de en samtale med den tyske kommandant for hele Fyn, major Greisner, der angiveligt var meget rystet over den tyske overgivelse, men også meget samarbejdsvillig, i det han lovede at holde sine soldater inde på kasernens område.

Kapitulationen gjaldt kun de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark, og det var repræsentanter for feltmarskal Montgomerys 21. armé, der skulle modtage de tyske troppers kapitulation. Den danske modstandsbevægelse havde således ingen bemyndigelse til at forsøge at afvæbne de tyske soldater.

Befrielsen blev i høj grad præget af de mange arrestationer. Klokken 15 var der blevet anholdt 89 personer - og da dagen var omme, var tallet steget til 209.

Arresthusets kapacitet var 60, og det blev snart nødvendigt også at tage den gamle tvangsarbejdsanstalt i Klaregade i brug. Alligevel var der i dagene efter den 5. maj i perioder indsat over 400 personer i Odense Arrest. Mange blev hurtigt løsladt igen, mens den resterende del blev overført til en interneringslejr i Nyborg.

Skød på hinanden

Efter omstændighederne forløb det meste af befrielsesdagen roligt, men sidst på eftermiddagen gik det galt. Klokken 16.10 fik byledelsen en meddelelse om, at en gruppe personer fra det berygtede Hipo-korps var blevet observeret på Middelfartvej nogle kilometer vest for Odense. Byledelsen sendte straks forstærkninger til Bolbro Bakke.

I samme tidsrum var modstandsfolk fra Middelfart ligeledes på jagt efter Hipo-folk, der var blevet observeret på Vestfyn, og modstandsfolkene nærmede sig nu Odense. Da de kørte op ad Bolbro Bakke, blev de pludselig beskudt af de odenseanske modstandsfolk, der troede, det var Hipo-folkene. Gruppen fra Middelfart troede omvendt, at de blev beskudt af Hipo-folk. Situationen kom hurtigt ud af kontrol. Skuddene bragede, så det kunne høres inde i byen, og byledelsen sendte flere folk til området, hvilket blot gjorde situationen endnu mere kaotisk.

To unge mænd fra henholdsvis Odense og Middelfart blev dræbt, og et ukendt antal modstandsfolk blev såret. I den oppiskede stemning var to efterretningsfolk fra den odenseanske modstandsbevægelse også tæt på at blive likvideret af en anden odenseansk gruppe, som var overbevist om, at de to var Hipo-folk.

Da man endelig blev klar over, at modstandsfolk skød på hinanden, og der blev roligt i området, begyndte det at brage inde i byen. Hvem og hvad der udløste skyderierne, er vanskeligt af afgøre. Men dagen efter var aviserne var ikke i tvivl. Det var Hipo-folk, der var trængt ind i byen og var begyndt at skyde på både modstandsfolk og tyskere! Det virker dog ikke sandsynligt, idet hele byen var afspærret af modstandsfolk; desuden blev der ikke registreret nogle Hipo-folk blandt de dræbte og sårede på byens sygehuse, og i byens arresthus blev der den 5. maj kun indsat tre Hipo-folk. Der kan imidlertid næppe herske tvivl om, at danskere, der på den ene eller anden måde havde været i tysk tjeneste, deltog i skyderierne - det har blot ikke været i det store omfang, aviserne gav indtryk af.

Det var sandynligvis et vådeskud, der fik det hele til at eksplodere. Som en tidligere modstands- og politimand har bemærket: "Det var jo ikke alle frihedskæmpere, der var vant til at omgås skydevåben".

På Klosterbakken var det meget voldsomt. KFUM-bygningen, der husede cirka 100 tyske politisoldater, kom under heftig beskydning fra blandt andre modstandsfolk ved elværket, og tyskerne besvarede ilden. Mange civile blev fanget i krydsilden, og en otte-årig dreng blev dræbt. Ved Klosterhaven blev seks personer dræbt. Telefonhuset ved siden af KFUM-bygningen kom også under beskydning - blandt andet fra rådhuset, hvor politifolkene holdt til! Telefonforbindelsen blev afbrudt, således at Fynsledelsen i cirka to timer mistede ethvert overblik over situationen.

Rådhuset, hvor adskillige civile havde søgt tilflugt, blev på et tidspunkt beskudt fra Skt. Albani Kirkes tårn, og der var også skyderier i området omkring Kongensgade, Vestergade og Mageløs. Her var en gruppe modstandsfolk - iført tyske stålhjelme! - i kamp med uidentificerede soldater. Også ved Ansgar Kirke var der hårde kampe.

Luften var fyldt med granater og kugler. I Skt. Jørgens Gade mistede en kvinde livet, da hun blev ramt en kugle fra en modstandsmand, der forsøgte at ramme nogle tyske soldater; og på Kirkegaards Allé blev en blomsterhandler ramt af en kugle og dræbt, mens han stod inde i sin forretning.

Da modstandsstyrkerne fra Bolbro Bakke søgte tilbage til byen, kom pludselig en BMW kørende i høj fart fra Ansgargade ved krydset Vesterbro-Vindegade. Modstandsfolkene antog den for at være en "Hipo-bil" og skød med det samme (kilderne er uenige om, hvorvidt modstandsfolkene blev beskudt først). Bilens tre passagerer blev dræbt, og det viste sig efterfølgende at være tyske marinesoldater.

Efter over to timers voldsom skydning lykkedes det endelig Fynsledelsen at få standset kampene. Da havde 10 modstandsfolk mistet livet, og 17 modstandsfolk var blevet såret. Det var imidlertid de civile, der havde betalt den højeste pris: 13 var blevet dræbt og 64 såret. Derudover var tre tyske soldater blevet dræbt og mindst syv såret.

Odenses befrielse fik således et temmeligt bittert skær. Cocktailen af urutinerede modstandsfolk og manglende kommunikation er givetvis en del af forklaringen på tragedien. Men befrielsesdagene i de danske byer var generelt meget blodige. På landsplan mistede flere hundreder mennesker livet - heraf en del ved vådeskud. Der var mange våben mellem hænderne på folk, og i den første uge efter befrielsen skulle de unge modstandsfolk sørge for ro og orden, samtidig med at de gennemførte Danmarkshistoriens største massearrestation. Ikke alle ønskede at lade sig arrestere frivilligt. Det er derfor ikke underligt, at netop befrielsen blev en blodig affære.

Overbødlens Kuffert drev i Land paa Ærø

Det nedenstående er en artikel om, hvordan strandingsgods på Ærø kunne kobles til krigsforbryderen Anton Thumann. Den tyske Obersturmführer var involveret i henrettelser så sent som slutningen af april 1945. Han blev dømt i maj 1946 og hængt i oktober 1946.

Artikel fra Ærø Tidende og Folketidende den 18. juni 1945.

Overbødlens Kuffert drev i Land paa Ærø

Ved Trappeskov fandt man en Masse Ting, tilhørende Manden, der myrdede 27,000 Mennesker.

»Ærø Folkeblad« meddelte i Lørdags, at man i Fængslet i Rendsborg forleden fandt den berygtede Overbøddel fra Lublin-Udryddelseslejren og Neuengamme Obersturmbannführer Thumann, som personlig har nedskudt 27,000 russiske Krigsfanger med Maskingeværer, ligesom han i Neuengamme var ansvarlig for, at Tusinder blev torteret og dræbt.

Efter at Modstandsbevægelsens Folk havde læst denne Meddelelse, blev man klar over, at Havet for nogen Tid siden har sendt Øen en Hilsen fra denne modbydelige Karl.

Blandt det meget ilanddrevne Gods, som blev bragt til Toldopsynsmand Jensens Bolig i Trappeskov, hvor der, som bekendt er et vældigt Lager af de mange Ting, som Havet bragte, fandtes en stor Kuffert, mærket med Navnet »Anton Thumann — Obersturmführer«. Da man læste Meddelelsen om Banditten, der sad fanget i Rendsborg, kom man i Tanker om, at netop Navnet Thumann var malet paa Kufferten i Trappeskov, og en nærmere Undersøgelse af Kufferten, en stor Trækuffert, viste, at denne bl. a. indeholdt en SS-Soldaterjournal, som beretter om Slyngelens Karriere fra den første SS-Tid i 1932 til Posterne som Overbøddel i de to berygtede Lejre.

Kufferten indeholdt en Masse Billeder, og man lagde i denne Samling især Mærke til adskillige Gengivelser af Overbanditten Heinrich Himmler. Desuden var der Fotografier af Thumann selv og hans Hjælpere i Rædselsarbejdet, en Del Breve, Kvindebilleder og Fotografier af den Thumannske Familie. Desuden pelsforede SS-Uniformer med Dødningehoved paa Uniformsfrakken, fine Støvler med blødt og lækkert Pelsfoer, Silkepyjamas, Undertøj og mange andre Ting.

Det fremgik tydeligt af Billedmaterialet, at det var en af de værste Slynglers Ejendele, man her havde fundet, men der var dog ingen, der kunde ane, at det kunde være saa grusomt et Menneske, der var Tale om. Opklaringen herpaa kom først med Meddelelsen om Overbødlens mange Mord og Oplysningen om hans Navn.

Der er ingen Tvivl om, at Indholdet af denne Kuffert vil være af stor Værdi i en Undersøgelse, der skal belyse de Herrer Nazikarles aandelige og moralske Habitus. Lørdag Aften hentede Modstandsbevægelsens Folk den interessante Kuffert i Trappeskov, og den vil nu via Modstandsstyrkerne i Svendborg blive ekspederet videre til en Undersøgelse, der foretages i Kontakt med Fyns Ledelsens i Odense.

Fotos af Heinz Hanke

Den 20. februar 1944 styrtede en tysk Focke-Wulf 190-jager ned ikke langt fra Vellingegård, ca. seks kilometer nord for Otterup. Piloten ombord, Heinz Hanke, reddede sig ud med faldskærm og fandt vej til gården, hvor de viste billeder blev taget.

På det ene billede er han i selskab med gårdmandskonen Olga Lund og Bårdesøs bedemand, Jens Peter Jensen (hans tilstedeværelse er muligvis relateret til en begravelse i den nærliggende Bederslev Kirke).

Heinz Hanke havde deltaget i en kamp mellem otte tyske Focke-Wulf 190-jagere og flere amerikanske B-17-fly, der var på vej mod tyske anlæg i Tyskland og Polen. Skytterne ombord på et af de flyvende fæstninger havde fået ram på hans fly, så olie sprøjtede ud i cockpittet – deraf hans tilsværtede udseende.

Han havde dog også fået ram på det amerikanske fly, som endte med at styrte ned ved Bellinge. To medlemmer af besætningen blev dræbt, mens de sidste otte blev taget til fange.

Heinz Hanke blev bragt til Husmandsskolen ved Odense. Her havde han en samtale med Orlin Holm Markussen, der var pilot på en anden amerikansk B-17, som blev skudt ned over Fyn samme dag. I alt blev tre B-17-fly skudt ned over Fyn den 20. februar 1944.

De to mødtes igen i 1976 på årsdagen for luftkampen, hvor Orlin besøgte Heinz i München, efter at Heinz havde efterlyst ham i et amerikansk blad for krigsveteraner.

 
I alt blev Heinz Hanke noteret for ni nedskydninger, bl.a. den B-17, der styrtede ned ved Bellinge. Han blev også tildelt Jernkorset af 1. grad.

Heinz Hanke med gårdmandskonen Olga Lund og Bårdesøs bedemand, Jens Peter Jensen. Fotokilde ukendt.

Heinz Hanke smurt ind i olie. Fotokilde: Ukendt.

Min mosters erindringer

For nylig var jeg med, da vores 15-årige søn skulle interviewe min moster til en skoleopgave. Opgaven handlede om mellemkrigstiden, og da min moster er årgang 1937, så var det oplagt, at han skulle tale med hende.

Foruden de forberedte spørgsmål, så kom snakken også til at kredse om besættelsen.

Min mormor og morfars hus til venstre, 1958. Fotokilde: Det Kongelige Bibliotek.

in moster var 7½ år, da befrielsen kom, så der er naturlige grænser for, hvad hun som barn har oplevet, men der var alligevel adskillige indtryk, der stadig stod klart.

Min moster er, som min mor, opvokset på Assensvej mellem Kirkeby og Stenstrup. Det er et stykke landevej, der går fra vejen mellem Svendborg og Odense, gennem Kirkeby og Stenstrup og slutter ved hovedvejen mellem Nyborg og Faaborg, ikke langt fra Egeskov Slot.

Det var ikke meget, der skete på disse kanter under besættelsen, men modstandsbevægelsen var aktiv, der blev gemt betjente, der var gået under jorden, rundt om på gårde på egnen, og der var flere nedkastningssteder i området.

Det første minde, der kommer frem, omhandler da også de dæmpede og hemmelighedsfulde samtaler, der foregik ved bordet derhjemme.

Det var ting, som børneører ikke skulle høre.

Så vidt vides, så var hverken min morfar eller mormor involveret i noget, men deres svoger, Edmund, kørte lillebil i Stenstrup. Hvilket også betød, at han var chauffør for den lokale læge, Johannes Spøhr.

Spøhr, som han omtaltes, var ikke bare læge, men også delingsfører for de lokale modstandsfolk – Svendborg-byledelsens 10. deling. Og den vej fra tilflød der altså oplysninger.

Angsten meldte sig hos min moster under besættelsen. Hun fortalte om at gemme sig under bordet, når det larmede fra de overflyvende bombemaskiner, og når lysglimt og brag fra bomberne i det fjerne kunne ses og høres.

Det kan være svært at forstå, for i fugleflugt er der 90–100 kilometer fra Kirkeby til Kiel, men når der blev bombet, så kunne det høres, og det lyste op i det fjerne. Min moster fortalte om min morfar, der om aftenen stillede sig ud i haven og lyttede og betragtede lyset i det fjerne.

Snakken om fly bringer endnu et minde frem. Min mormor og morfar var taget til bryllup i Ulbølle, der ligger ca. 12 km sydvest for Kirkeby, da en anskudt flyvemaskine fløj ind over Kirkeby.

Som hun fortæller det, så var der først frygten for, at flyet skulle styrte ned i Kirkeby, men flyet forsatte et stykke, hvorefter det krængede rundt i luften og tog turen tilbage over Kirkeby, hvor frygten meldte sig igen.

Det forsatte dog yderligere mod syd, så frygten skiftede fokus, og min moster var nu bange for, at flyet skulle styrte ned dér, hvor min mormor og morfar var til bryllup, hvilket det heldigvis ikke gjorde. Beskrivelsen passer på den B-17, der i januar 1944 faldt ned i Amalielystskoven ved Hvidkilde Gods, men det kan hverken be- eller afkræftes.

Besættelsen var som bekendt en tid med rationeringsmærker. Min moster fortæller, hvordan hun af sin mor, min mormor, blev sendt ud for at bytte rationeringsmærker. Typisk hos dem med mange børn. Her kunne hun bytte rugbrødmærker til kaffemærker og sukkermærker til smørmærker. Hvorfor det var hende, der blev sendt ud for at bytte, havde hun intet bud på, men det lykkedes ofte at lave byttehandlerne.

Da befrielsen kom, var der tyske soldater på Assensvej, hvor min mormor, morfar og moster boede.

Med al sandsynlighed har de været på vej i retning af Ollerup, hvor de kunne gøre holdt på den beslaglagte gymnastikhøjskole, eller mod Faaborg, hvorfra de tyske soldater blev sejlet over til Mommark på deres vej hjem.

Min moster husker tydeligt, hvordan de tyske soldater blev udsat for spot og hån på deres vej, og hvordan det vred sig i hende, fordi det var dybt ubehageligt at opleve.

Et par dage efter samtalen ringer min moster, at hun, mens hun har ledt efter et billede, vi har talt om, har hun fundet et par aviser fra besættelsens sidste dage. Derfor har jeg nu et par eksemplarer af Svendborg Avis fra de første dage af maj 1945 liggende på mit skrivebord, der er blevet affotograferet og snart skal retur i skuffen hos min moster.

 

Bendt Pedersens beretning fra Nyborg Vandrehjem den 29. august 1943

Det nedenstående er Rekrut Bendt Pedersens beretning fra den 29. august 1943, hvor han laa som soldat på Nyborg Vandrehjem. Originalen ligger på Det Kongelige Bibliotek.

Beretningen er ordret gengivet, men for læsevenlighedens skyld, er teksten brudt op i flere afsnit end originalen.

Postkort med Nyborg Vandrehjem, ca. 1940. Fotokilde: Ukendt.

29. AUGUST 1943.
Hvor havde vi glædet os til at komme ind til Nyborg igen. I over en Uge havde vi kun haft Tilladelse til at færdes paa et afgrænset Omraade, der dog naaede saa langt, at vi kunde gaa fra Nyborg Vandrehjem, hvor vores Kompagni laa, til Nyborg Strand, hvor Garnisonens 2 andre Kompagnier havde Kaserne.

Dersom vi ikke havde været spærret inde paa dette Omraade, var det slet ikke givet, at vi var gaaet ind til Nyborg, men den Tanke, at vi virkelig kun maatte bevæge os paa det bestemte Omraade, bevirkede naturligvis, at vi kun saa frem til den Dag, da Bevægelsesforbudet blev ophævet. Og det kom. En Uge efter at det var sat i Kraft, blev det ophævet igen.

Det var Torsdag den 26. August. Samme Aften var vi imidlertid paa Natmanøvre, og ingen af os var saaledes inde i Nyborg. Næste Aften var vi fredag. Enhver Soldat ved, at for Rekrutter er Fredag Aften Pudsesaften, og det var derfor kun et Pust af os, der den Aften tog Udgangsbillet. Men saa var der jo Lørdag Aften tilbage, den eneste Aften om Ugen vi havde helt fri.

I Løbet af Lørdagen kom Begivenhederne i hurtig Rækkefølge. Lørdag Middag lidt før Kl. 12 fik jeg at vide, at en af mig søgt Orlov var blevet bevilget mig, og da jeg mødte til Appel Lørdag Kl. 14, havde jeg alt klar, saa jeg kunde rejse umiddelbart efter Tjenestens Ophør.

Men ak. En Soldat kender ikke Dagen før den sidste Appel er overstaaet, og en Appel kan bringe baade gode og daarlige Meddelelser. 

Da vores Kommandoofficient, Overofficiant P. J. Rasmussen, meddelte, at al Orlov var blevet inddraget om Middagen, var der jo ingen Tvivl om, til hvilken Kategori, denne Meddelelse skulde henregnes. Naar en Soldat bliver nægtet en i Forvejen bevilget Orlov, faar han uvægerlig den Følelse, han fik som Barn, naar en Julegave var mindre end ventet, og jeg maa indrømme, at Humøret dalede et Par Grader. Naa, vi havde dog endnu Tilladelse til at gaa i Byen, og det var da slet ikke saa lidt endda.

Kl. 16 samme Eftermiddag deltog vort Kompagni i en Biografforestilling, som vores driftige Kaptajn, H. Husted, havde faaet arrangeret for hele Regimentet. At der hurtigt kan ske Forandringer, fik vi den Dag at mærke. Knap hjemkommen fra Biografen, fik vi Meddelelse om at vi ikke maatte forlade Kasernen. Saa var vi altsaa lige vidt.

Ved 20-Tiden samlede vores Kaptajn os i Samlingsstuen for at give os et Overblik over Situationen. Der havde været Regeringskrise i nogle Dage, og Rygterne vilde vide, at Regeringen havde indgivet Demissionsansøgning.

Et andet Rygte fortalte imidlertid, at der om Eftermiddagen havde været afholdt Statsraad, saa ingen vidste noget bestemt. Af Sikkerhedshensyn fik vi imidlertid Ordre til at lægge vores Benklæder over Fodenden af vores Senge og stille Støvlerne under disse. 

Og saa gik da Lørdag Aften som de andre Aftener, hvori vi ogsaa havde været spærret inde. Man læste, skrev Breve, talte sammen og hørte Radio, og allerede ved 21-Tiden var Samlingsstuen ved at være tom. Og saa lagde man sig da til at sove. Og den Nat, der skulde blive en Mærkedag i Landets Historie, sænkede sig over os, og snart førte Drømmen os langt bort fra Nyborg.

Hvad var det dog for en infernalsk Støj? Man skulde tro, man befandt sig paa et Maskinværksted. Naa, det var vores Rullegardiner, der af en orkanagtig Storm blev ført til at klapre i Vinduerne. De af os der var vaagne, fik Vinduerne lukket i, og efterhaanden var Størstedelen af de 16 Mand, der laa paa vores Stue, blevet vækket, og vi talte om, at det var Søndag, og vi vilde først blive vækket Kl. 7, og da Klokken kun var et Kvarter over 4, var der jo nogen Tid endnu. Der faldt dog Ro over Stuen igen, og snart lød Kammeraternes regelmæssige Aandedrag i Takt med Stormens Tuden udenfor.

Men hvorfor var alt saa underligt? Hvad var der dog i Vejen med det hele? – Noget var der altsaa i Vejen. Hvad var det nu Næstkommanderende havde sagt. Værnemagten havde udtalt, at de, inden de tog afsted, vilde ned og hilse paa baade vores Kompagni og de to andre Kompagnier, og vi laa jo forrestenklar til hurtig Udrykning med baade Benklæder og Støvler ved Sengen, saa det kunne jo være, at de virkelig kom. Der havde for øvrigt nogle dage før været en mistænkelig Person ved Pigtraaden, som ikke havde svaret på Vagtens Tilraab, saa intet var vel utænkeligt. Efterhaanden var man naaet til det Punkt, hvor man hverken sover eller er vaagen.

Og saa kom det!

Der bragede et Skud, og derefter fulgte der en saa aldeles alt beherskende Stilhed, at man følte sig som i en Gravhøj. Skønt Stilheden kun varede en Brøkdel af et Sekund, fo’r der saa mange Tanker igennem mit Hovede, at den for mig forekom at vare Minutter. Saa efterfulgtes Skuddet af en Salve fra et automatisk Vaaben, og der kunde nu ikke være nogen Tvivl længere: Fjenden angreb!

Ved Tanken paa en af Københavns Militærhospitals Sygeplejersker, der hver Morgen gentog den samme Sætning: "Naa, Soldater, saa staar vi op!" – raabte jeg ud over Stuen: "Naa, Soldater, saa skal der skydes!"

Det havde dog ikke været nødvendigt at raabe noget. Kammeraterne var allerede ude paa Gulvet, og jeg tror at jeg raabte det lige saa meget for at berolige mig selv som for at vække Kammeraterne.

I Bælgmørke, med Lyden af Skud i Ørerne, kravlede 16 Mand langs Gulvet for at faa fat i Støvler, Hjelme, Geværer, Karabiner, Rekylgeværer, og det allermest nødvendige Tøj, og man kunde fristes til at tro, at der var vild Forvirring. Men det var der ikke paa nogen Maade Tale om.

Selv om det var tidligt paa Morgenen, og selv om vi kun var 4 Maaneders Rekrutter, saa var der ingen Forvirring at spore. Den enkeltes Pligt stod ham ganske klart, og den blev gjort. Desuden havde hver Mand i Forvejen faaet tildelt et Job og en bestemt Plads, og selv om vi under Prøvealarmeringerne nok havde fumlet rigtig godt gammeldags i det saa vidste hver Mand nu, at det var virkelig Alarmering, hvor hans Plads var.

Det vilde være forkert af mig at fortælle om det jeg selv udrettede, og da der den Morgen ikke var nogen Markør til at melde Træfning, hvilket jo er ganske naturligt, er det jo ogsaa vanskeligt at fordele Resultaterne paa de enkelte Soldater.

Lad mig derimod fortælle om en af de Kammerater, der udførte et virkelig godt Stykke Arbejde paa vores Stue. Det var Nr. 341, der var Hjælper ved det Rekylgevær, som jeg som Skytte havde faaet betroet. Han var en stout og rolig Vendelbo, der ikke lod sig bringe ud af Ligevægt saadan lige med det samme.

Danske soldater gør klar ved Hotel Nyborg Strand. Fotokilde: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

341 havde faaet det Job at skulle bryde Plomben paa vores Kasse med Ammunition og i øvrigt sørge for at faa den uddelt. Knap var Geværskytterne klar til at skyde, før 341 kunde melde at Kassen var aabnet, og at Ammunitionen var klar til Uddeling. Men ikke nok med det. Ogsaa Ammunition til Rekylgeværet skulde han sørge for og da jeg naaede hen til den Plads, jeg havde faaet tildelt, ved et Vindue i det sydøstre Hjørne af Kasernen, var han ogsaa der, og efter begge at have arbejdet lidt, laa de første Magasiner klar paa en Seng ved Siden af Vinduet. Med andre Ord: Vi kunde tage fat paa at besvare Ilden. Stadig var 341 rolig og fattet, og hans Ro forplantede sig til mig, at ogsaa jeg blev i den Grad rolig, at der skulde mere end de Brag vi hørte, til at bringe mig ud af Fatning.

Paa det Tidspunkt var der allerede blevet skudt i den Grad paa vores spinkle Fæstning, at det i høj Grad kunde give Grund til Forundring, at den ikke allerede var styrtet i Grus, men skønt Anledningen var der, var Lejligheden der ikke, og det var sikkert godt det samme.

Jeg havde mange Gange prøvet at forestille mig det Øjeblik, at det måtte komme en Dag, men det kom dog paa en ganske anden Maade end ventet, og nu var altsaa midt i det.

Vores Rekylgevær havde faaet spyttet et Par Magasiner ud af Mundingen inden det blev opdaget af Fjenden. Saa snart det imidlertid blev klart for Fjenden, at de blev beskudt med et automatisk Vaaben, blev vi taget under Ild, da et automatisk Vaaben altid vil betyde en ret stor Fare for Fjenden.

Pludselig løber en Fjendtlig Soldat frem fra venstre Side af os og kaster en Haandbombe mod Vinduet. Alt Held for os rammer den imidlertid Vinduessprossen og stødes derved tilbage mod Jorden, hvor den eksploderede. Resultatet udeblev ikke. Vores Ruder splintredes med et Brag, og vores Rullegardiner røg til Vejrs med en aldeles forbløffende Fart, og dermed var der i alle Tilfælde "frit Skud" for 2363, som vi populært kaldte vores Rekylgevær.

(Kært Barn har som bekendt mange Navne, og vi, der var blevet baade rost for og skældt paa vores Rekylgevær for henholdsvis god og daarlig Pudsning, var efterhaanden kommet til at holde af det).

Vores Haandgrenader Nr. 385, saa til højre for 341 og mig, og han fyrede straks paa ham, der havde kastet Bomben, men uden Resultat efter hvad vi kunde regne ud. Saa var vi altsaa for Alvor opdaget, og vi kunde nu vente alt.

Et Øjeblik efter saa vi Glimtet af et fjendtligt automatisk Vaaben 25 m fra os, og det fyrede paa os. Saa havde vi da endelig et Maal at fyre paa, og 20 Projektiler (et Magasin) fór ud af Mundingen paa 2363. Hvad Grunden end har været, om det virkelig var dette Magasin, der var Skyld i det, ved vi intet om, men i alle Tilfælde hørte vi intet mere fra omtalte Vaaben under den fortsatte Kamp.

Ustandseligt bragede det rundt om os, og Lugten af Krudt rev os i Næsen, og Ikke uden grund beskæftigede vore Tanker sig ogsaa med vore Muligheder for at fortsætte Kampen. Vi kom til et sørgeligt Resultat. 70 Soldater var spærret inde i en Bygning, der var bygget til et ganske andet Formaal end til at være Fæstning (nemlig som Vandrerhjem), og som ydermere var omhegnet af et saa solidt Pigtrådshegn, at vi havde lige saa smaa Chancer for at forcere det, som Fjenden udenfor (vi har i Dagene efter Angrebet kunnet konstatere, at Fjenden havde forsøgt at bortsprænge Pigtråden i dets sydvestlige Hjørne, men maatte opgive det, da det var for kraftigt). Vi var altsaa paa Forhaand prisgivet.

Næstkommanderende ved vort Kompagni, Kaptajnløjtnant Gabriel Jensen, som havde Kommandoen den Morgen, indsaa den Fare, som Fjendens ret kraftige Brug af Haandbomber betød for os, og han gav derfor Ordre til, at lade Madrasserne sætte op for Vinduerne, for paa den Maade at forhindre dem i at komme ind paa Stuerne.

Paa dette Tidspunkt anede vi intet om, at Fjendens Forsøg paa at forcere Pigtråden havde været frugtesløse, og da der paa en Gang blev Raaben og Skrigen udenfor, var den Tanke nærliggende, at de virkelig var kommet indenfor og at de nu vilde storme Kasernen.

Antagelsen var virkelig nærliggende, og da vores Gruppefører og Stuekommandør, Kornet S. Hønnerup, der netop idet Døgn befandt sig hos os, hvilket Befalingsmændene, der havde Kvarter paa "Nyborg Strand" skiftedes til, i samme Øjeblik, og altsaa dikteret af den samme Tanke, kommanderede: "Bajonet paa", blev vi yderligere bekræftede i denne Antagelse.

Hvad der nu maatte følge stod os ganske klart, og kun alt for godt huskede vi, hvad Bajonetkamp var ensbetydende med.

Saa lød Ordren: "Hold inde" – Næstkommanderende havde indledt Forhandling med Fjenden. Vi havde saa blot at vente paa Udfaldet af Forhandlingerne, og vi benyttede dette Pust til at faa lidt mere Tøj paa, og som Helhed at faa et Overblik over Situationen. Der var hverken saarede eller faldne paa vores Stue, men hvordan det stod til paa de øvrige Stuer, anede vi intet om.

Umiddelbart efter at vi havde indstillet Skydningen kom Ordren: "Aflad Gevær". – Og saa tog jeg da de reglementerede tre Ladegreb, ikke efter at have skudt paa døde Skiver, men mod en Fjende i Kød og Blod, som vilde gøre det af med 'en, hvis vi ikke forinden søgte at gøre det af med ham.

Vi havde kæmpet mod en Overmagt, og vi maatte bøje os for denne.

Afvæbningen var den første naturlige Følge, og paa Vej ud til Vejen udenfor, hvor vi blev stillet op som Kvæg, blev vi undersøgt adskillige Gange, og alt blev taget fra os, selv vore Bajonetter. Mens vi nu stod her i den frembrydende Dag fjernede Fjenden Vaaben og Ammunition (samt Barbersæbe) fra vore Stuer, og da vi atter blev beordret ind, var det som Soldater i en afvæbnet og ribbet Hær.

Vi kunde efterhaanden faa et Indtryk af den Kamp, der havde staaet, og vi erfarede nu, at to af vore Kammerater var blevet saaret, mens een var faldet, og mens vi nu stod i Samlingsstuen forekom det hele os meningsløst og ufatteligt.

Fra at være vaabenføre Mænd Lørdag Aften havde den halve Time, Kampen varede, forandret hele Billedet, saa vi nu stod ude af Stand til at gøre andet end at vente paa, hvad Tiden vilde bringe. I en Kaserne, der nær var blevet skudt sønder og sammen, stod en Flok Soldater, for hvem alt var styrtet i Grus. Og atter erfarede vi det meningsløse, da vor faldne Kammerat, Nr. 336, blev baaret ud.

– Jeg kom til at tænke paa noget, jeg engang havde læst, om et Krigsforlis i Begyndelsen af Krigen, hvor en Familiefader havde maattet lade Livet. Ved Mindet om denne Sømand blev der udtalt, at det var nødvendigt at sejle, men ikke at leve, og det kan oversættes paa baade 336 og andre Soldater.

For 336 var det nødvendigt at skyde, men ikke at gaa levende ud af Kampen. Og denne Gang maatte 336 falde. Næste Gang, og maaske sker det inden længe, bliver det een, eller maaske mange af os andre, der falder paa den Post, vi faar den Ære, som Sønner af Danmark, at staa paa.

Vi knyttede uvilkaarligt vore tomme Næver og bed den Smerte, der opfyldte os alle, i os, og lod trodsig Resignation tage Overtaget hos os. Hvad kunde vi gøre andet. Vor Oversergent, S. O. V. Hytten, udtrykte det meget slaaende, da han udtalte, at nu var Ballet forbi, saa nu stod det blot tilbage at rydde Bulen, og vi maatte altsaa bide det i os.

Tyske Soldater ved Hotel Nyborg Strand efter kampene den 29. august 1943. Fotokilde: Ukendt.

Medens vi saadan stod kom vor Kompagnichef, og da denne Kaptajn, som vi efterhaanden var kommet til at omfatte med lige saa stor Kærlighed som Respekt, udtalte de faa Ord: "Saa kom det altsaa. I har gjort hvad I kunde, og jeg siger Jer Tak" – da var det som om hele vort reorganiserede Indre forsvandt og udløstes i Taarer.

70 unge Mænd saa Fremtiden i Møde i Forvisningen om, at det er en Gud, der foroven, der raader, ikke alene for Danmarks, men ogsaa for hvert enkelt Menneskes Sag. Havde vor Kamp da været uden Betydning, spørger vi, og Svaret maa blive et Nej. Havde den nemlig ikke anden Betydning, saa havde den dog givet endnu et Bevis paa, at der intet er i Vejen med den danske Soldat. – Det blev altsaa ikke alene den 9. April 1940, der beviste dette, men den 29. August 1943 afgav den danske Soldat endnu en Gang et Bevis paa sin Duelighed som Soldat.

Mens vi nu stod her, menig ved Siden af Befalingsmænd, saa vi alene det mørke, som Tiden vilde bringe, men vi saa forbi dette, og vi saa, at naar denne Tid var draget forbi, og det vilde ske snart, saa vilde disse Aar efter 9. April 1940 være som borte, de havde ikke eksisteret, og vi saa et Folk, der havde indset, at vort bedste Vaaben ikke var nogen "Ikke-Angrebspagt", men en moderne Hær, og vi saa en viljefast Ungdom staa som Medlemmer af denne Hær.

– Om det kun var et Syn, eller om det virkelig vil gaa i Opfyldelse, vil den kommende Generation afgøre, men vi, der har prøvet det før, vi ser hen til den Dag med Begejstring, da vi atter staar under en dansk Militærfane, som Medlemmer af en moderne udrustet Hær, der er baaret oppe af et Folk, der ikke ønsker at genopleve disse forsmedelige Aar efter 1940.

Da Kirkeklokkerne den Morgen fortalte, at Folk Landet over nu gik til Kirke, marcherede vi ned til "Nyborg-Strand" – Langs Vejen stod Folk med blottet Hoved til Hilsen, og vor gamle hvidhaarede Ven, som vi havde kendt, lige siden vi kom, stod ved sin Havelåge og hilste.

Hvad der her er fortalt maa ikke paa nogen Maade opfattes som en Leflen for Befalingsmændene, – hvad Grund skulde jeg ogsaa have til det, – men som en nøgtern og neutral Beskrivelse af Tiden før og under Træfningen den 29. August 1943, og en Fremstilling af de Tanker, der besjælede os paa den Dag, som vi med Rette kan kalde vores Dag.

Rekrut B. P. ved 20. Batl., 3. Komp., Nyborg.

Heinrich Heckmanns gravsted

Et billede af Allesø Kirke taget af Edouard ”Stoffer” Christoffersen.

Det interessante skal dog ses foran kirken. Her er graven for den tyske underofficer Arthur Kerl, der på en eller anden måde afgik ved døden den 5. maj 1945.

På kirkegården lå også en anden tysk underofficer begravet, Heinrich Heckmann, der døde den 11. september 1944. Han var ombord på en JU 88, der blev skudt ned af en engelsk Mosquito ved Højme. Han overlevede styrtet, men døde senere samme dag.

Begge blev i 1960’erne flyttet til Assistens Kirkegård, hvor man samlede de tyske soldater og flygtninge, der lå begravet på Fyn.

Da den sidste flygtning blev begravet her i 1947, lå der 179 soldater og 206 flygtninge begravet på Assistens Kirkegård, men da man havde samlet de tyske grave, lå der 263 soldater og 356 flygtninge begravet her.

Fotokilde: Frihedsmuseet.

Dokumenter om nedskydningen af Karl Aezemann

De to nedenstående tyske dokumenter er relateret til den hændelse, der indtraf i Odense den 19. september 1943, hvor en tysk underofficer blev skudt og dræbt.

General von Hanneken, der var tysk øverstbefalende i Danmark, krævede, at Odense betalte en million kroner i erstatning. Under protest betalte byrådet erstatningen den 22. september.

Endvidere blev der indført udgangsforbud kl. 19–05, restaurationer skulle lukke kl. 18, cykling blev forbudt i spærretiden, og alle forlystelsessteder skulle holdes lukket i dagene efter skyderiet, dvs. frem til den 23. september.

Trods en udlovet dusør på 50.000 kroner blev der ikke fundet nogen gerningsmand.

Efter hvert dokument er der en dansk oversættelse.

Kilde: Odenseleksikon.

Fotokilde: BAMA/Jørn Junker.

Sektionsnummer: 122/43

Navn, Fornavn: Aezemann, Karl

Tjenestegrad: Underofficer

Troppeenhed: 2. Luftmeldingsregiment XI

Soldaterbog/ID-mærke: Ers.Komp.mot.1811 Nr. 790

Alder: 23 år

Obducent: Stabs-læge Dr. Scribe

Sted, dato og klokkeslæt (Skadestidspunkt): Odense, den 19.9.43 kl. 21.10

Dødstidspunkt: Odense, den 19.9.43 kl. 21.20

Tidspunkt for ligåbning: Odense, den 23.9.43 ca. kl. 14.30

Luftgau (Luftdistrikt): XI

Hovedlidelse/Primær årsag: Gennemsskudssår i brysthulen med læsion af arteria subclavia (nøglebensarterien).

Dødsårsag: Forblødning i venstre lungehule (pleurahule).

Anatomisk diagnose: Gennemsskudssår i brysthulen: Indskudsåbning på ryggen i midterlinjen mellem 1. og 2. brysthvirvels tornudspring. Tangentiel skudlæsion på venstre side af 3. brysthvirvellegeme. Overrivning af venstre nøglebensarterie ved dens nedre kant med stor venstre hæmatothorax (blodansamling i brysthulen). Gennemsskudssår på den mediale side af venstre lunges overlap. Udskudsåbning i 2. venstre interkostalrum (mellemribbensrum) 4 cm til venstre for midterlinjen.

Fotokilde: BAMA/Jørn Junker.

Udførlig klinisk rapport eller ulykkesrapport. Hvis muligt den originale rapport fra militærlægen (Det ligner, at dette stykke er tilføjet dokumentet).

Uddrag fra rapporten om gerningen.

Den 19.9.43 kl. 21.10 blev underofficer Aezemann fra enheden 2. Luftmeldingsregiment XI skudt på hjørnet af Mageløs og Vestergade i Odense. På daværende tidspunkt var der stadig, trods mørket, tæt trafik i vejkrydset. Dog var stedet umiddelbart omkring gerningsstedet tomt, da den første Wehrmacht-tilhørende ankom cirka 1 minut efter, at skuddet faldt. Ved indlæggelse på hospitalet kunne kun døden konstateres. Det danske politi ankom kl. 21.25 og fandt et 9 mm hylster af dansk fabrikat.

Tysk dokument om overflytning af personale

Dette tyske dokument fra slutningen af 1945 dokumenterer overflytningen af tysk personale fra lufthavnen ved Odense til Værløse.

Oversat til dansk står der:

Flyvepladskommando A (o) 104/XI
Odense
23. november 1945

Afskrift

Oversigt over det tekniske personel fra værkstedskommandanturen, der den 23.11.45 blev sendt til Værløse.

Listen rummer 31 navne. Kurt Scheibel, der står øverst på listen, er noteret som "Prüfmeister" – både som rang og seneste anvendelse. En "Prüfmeister" er en værkstedsansvarlig inden for et bestemt arbejdsområde.

De resterende 30 navne har alle militære grader og har senest været anvendt som teknisk personale til fly.

De sidste tyske soldater forlod lufthavnen ved Odense i december.

Fra Bundesarchiv-Militärarchiv. Fotokilde: Jørn Junker.

Fra Bundesarchiv-Militärarchiv. Fotokilde: Jørn Junker.

Politirapport fra august 1943

Det nedenstående er en politirapport skrevet af kriminalbetjent Th. Jørgensen i forbindelse med en hændelse i Skibhuskvarteret under urolighederne i august 1943. Dokumentet findes på Rigsarkivet.

Forkortelsen "Kpt.", der bruges i teksten, står for "komparenten", hvilket betyder den afhørte.

Vedr. Urolighederne i Odense, den 18. August 1943.

Walther Poul Nielsen, f.d. 12/3-25 i Odense, ugift Smedelærling og boende Windelsvej Nr. 63, her, indlagt paa Amtssygehusets Afd. A III G.D. med

Skud i venstre Knæ

forklarer, at han G.D. Kl. ca. 17 sammen med sin 21 aarige Broder Henry var gaaet til Hjørnet af Skibhusvej og Nørrevænget for at se, hvordan Situationen var.

Under Opholdet saa han, at der patruljerede 2 tyske Soldater ved Hjørnet af Skibhusvej og Baumgartensvej, hvor der efterhaanden samlede sig en større Skare af Byens Borgere, der hujede ad Soldaterne, der straks gik angrebsvist til Værks ved at besvare denne Hujen med at skyde paa langs ad Skibhusvej ind efter Byen til.

Straks Skydningen begyndte, trak Kpt. sig op i en Døraabning, men umiddelbart efter mærkede han et Slag paa venstre Knæ, og da han saa efter, viste det sig, at en Opspringer havde ramt Knæet.

Han blev bragt ind i Ejendommen, hvorfra man tilkaldte Falck, der kørte ham paa Skadestuen, hvorfra han blev indlagt.

Han kan ikke oplyse yderligere. Han nægter at have deltaget i noget som helst ulovligt eller provokerende mod de tyske soldater.

(underskrift)
Th. Jørgensen, Krmbtj.

Politirapport fra Skibhuskvarteret i Odense skrevet i forbindelse med urolighederne i august 1943. Fotokilde: Fyn under besættelsen.

Tyske soldater på Hotel Hafnia

Det nedenstående bilede er taget i Svendborg under urolighederne i august 1943 og viser tyske soldater ved det nedlagte Hotel Hafnia.

Urolighederne brød for alvor ud i Svendborg den 11. august 1943, efter at der havde været optræk til dem i et par dage, hvor provokationer kom fra begge sider.

I Hans Kirchhoffs artikel, Oprøret i Svendborg, omtales begivenhederne den 11. august 1943 bl.a. således:

”Denne aften samlede danske soldater sig i et antal på 60-70 foran "Turisthotellet" for - som det hedder i dragonregimentets kopibog - "at flytte de tyske soldater udenfor", og de lod sig først drive væk, da politiet huggede ind på dem med knipler. Andre "løb storm" mod det tyske kvarter på hotel "Wandall", og det var med største vanskelighed, at politiet kunne holde soldaterne i skak.”

Balladen i byen forsatte de følgende aftener og udløste bl.a. en skudepisode mellem danske og tyske soldater, ligesom en folkemængde afbrændte tre tyske biler, der stod ved et ladespor nær stationen.

Politiet fik dog, med hjælp fra bl.a. politiet i Odense, lagt en dæmper på balladen.

Tyskerne valgte dog at sende et kompagni soldater på omkring 150 mand til Svendborg. Disse var under Oberleutnant Kremers kommando. Soldaterne blev den 18. august 1943 indkvarteret på det nedlagte Hotel Hafnia.

Hotel Hafnia var beliggende på Frederiksgade 17, lige ved Svendborg Banegård og jernbaneoverskæringen – det er den lyse bygning øverst til højre i billedet. 

Bemærk, at der står tyske soldater både ved indgangen til hotellet og på balkonen.

Sammenstimlen i Svendborg i anledning af sammenstød mellem danske og tyske soldater i august 1943. I baggrunden tyske soldater foran Hotel Hafnia. Fotokilde: Frihedsmuseets fotoarkiv.

Tyske flygtninge i Årslev

I forbindelse med, at Lokalhistorisk forening for Sdr. Nærå og Årslev sogne fremsendte Fyn under besættelsen to beretninger om tyske flygtninge, der vedhæftede de også et væld af fotos.

Nogle blev brugt som illustrationer til de to beretninger, mens de resterende nu kan ses her.

Fælles for alle billederne er at de er taget af Aage Haastrup, der var en meget aktiv fotograf omkring Årslev.

Hvor muligt, der er der taget en billedtekst fra Arkiv.dk, hvor billederne også kan findes.

Tyske flygtninge ankommer i godsvogne til Årslev station den 3. maj 1945. De bliver indkvarteret i Missionshuset og i forsamlingshuset indtil 29. januar 1946 og 13. februar 1946. De flytter herfra til Aalborg.

Tyske flygtninge ankommer til Årslev forsamlingshus. Til venstre Th. Sehested, Årslev Friskole og V. Volder, vært i Årslev forsamlingshus ser på.

Flygtninge opholder sig ved hovedvejen. Årslev.

Tyske soldater på vej hjem.

Tyske flygtninge i Årslev forsamlingshus.

Tyske soldater holder vagt ved Årslevgården, Bystævnet, Årslev. Der søges efter faldskærmsjægere, derfor holdes der vagt ved cyklerne.

Luftwaffe rejser hjem pinsedag 20. maj 1945.

Sygetransport af tyske flygtninge. Bagerst frihedskæmper Axel Nielsen, Årslev.

Frihedskæmper Frede Nielsen ved Missionshuset, Årslev.

Tyske flygtninge ved Missionshuset, Årslev.

Frihedskæmpere ved Årslev Forsamlinghus.

CB holder opsyn med de tyske flygtninge ved Årslev Forsamlingshus.

Det Civile Beredskab holder opsyn med tyske flygtninge ved Årslev Forsamlingshus.

CB'er ved Årslevgården den 9. januar 1946.

Flygtningene forlader forsamlingshuset. Til venstre ses frihedskæmper Ingolf Pedersen Sdr. Højrup.

Tyske flygtninge før afrejsen fra Årslev Station.

Før afrejsen fra Årslev Station. Til venstre ingeniør Pedersen, Sdr. Højrup. Til højre den tyske lejrleder.

De tyske telefonpæle trækkes op ved Rødstensløkken/Årslevgården den 10. december 1946.

Strib Færgegaard

Dette foto taget ved Strib Færgegaard viser, hvad der ligner en flok tyske officerer, der står under et vajende naziflag.

Fotoet er dateret 1940. Strib Færgegaard blev dog i 1942 købt og omdannet til husholdningsskole og det var først efterfølgende, at stedet blev beslaglagt af tyskerne. Sandsynligvis i 1943.

Det kan dog ikke udelukkes, at fotoet er taget i en anden anledning.

Strib Færgegaard. Fotokilde: Vejlby-Strrib Lokalhistoriske Forening og Arkiv

Drabet på Niels Karl Pedersen - en øjenvidneberetning

I Faaborg Årbogen 1980-81 findes der en øjenvidneberetning fra Rasmus Verner Pedersen, der var storebror til Niels Karl Pedersen, der den 19. november 1944 blev skudt ned af det tyske vagtpersonale fra lejren ved Horne. Den præsenteres her i redigeret form med tilsatte beskrivelser.

Tyskernes anløbsbro fotograferet fra vandet. Transformatortårnet ses i baggrunden. Fotokilde: Nationalmuseet.

I 1943 påbegyndte tyskerne anlæggelsen af en lejr og en anløbsbro ved Horne, hvor tyskerne skulle kunne servicere deres ubåde. I forbindelse med lejren byggede tyskerne en transformatorstation, der natten til den 19. november 1944 blev ødelagt ved en vellykket sabotageaktion.

Den 19. november 1944 var en søndag. Hver søndag gik gårdejer Hans Peter Pedersen fra den nærliggende Geskemosegård en tur ned til stranden. Han havde en agerlod, der lå mellem vænget, der førte ned til tyskernes lejr og stranden. Han var denne søndag i selskab med sine to sønner Rasmus Verner og Niels Karl.

Hans egen agerlod lå dog pløjet op, så sammen med sine sønner valgte han at gå på naboens lod, der var udlagt som græsmark. Græsmarken lå parallelt med tyskernes lejr.

Tyskernes lejr, anløbsbroen ses i baggrunden til højre. Fotokilde: Horne Lands Folkemindesamling.

”Vi gik over marken, som grænsede til det tyske besatte og stærkt indhegnede område. Selv om vi havde tilladelse til at bære skydevåben til jagtbrug, medbragte vi dog ikke skydevåben denne dag.

Vi kunne tydeligt se det sprængte transformatortårn. Vi stod stille en kort stund for at betragte resultatet af sprængningen, og vi stod i en rimelig afstand, nemlig ca. 50 meter, så det var klart for alle, at vi aldeles ikke havde til hensigt at forcere spærringen. Vi stod ganske givet på vor egen jord og på et område, hvor vi mange gange havde stået eller gået efter at tyskerne havde bygget lejren op og rejst indhegningen. Vi vekslede måske nogle få bemærkninger om sprængningen og gjorde derefter klar til at gå videre.

Pludselig hørte vi kommandoråb fra lejren.

28 tyske soldater dannede skyttekæde fra stranden og op imod skovgrænsen. De var allesammen bevæbnede og efter få skridts løb, blev det første skud affyret. Hurtigt fulgte flere efter. Kuglerne peb omkring os.

Jeg troede, at skuddene blot var en advarsel. Både far, min lillebror og jeg strakte armene opad. Jeg er helt sikker på, at vi alle tre stod stille med oprakte hænder. Vi stod så tæt sammen, at vi rørte hinanden.

Men skuddene var ikke advarselsskud. Min bror faldt sammen og far bøjede sig straks ned over ham, for at se, hvad der var sket. Han var ramt af en kugle, der var gået ind over det højre øje og igennem hjernen og ud af baghovedet. Der var altså alvor og mordlyst bag ved skuddene.

Derefter flygtede jeg. Få meter fra det sted, hvor vi blev beskudt, lå der et jorddige. Jeg nærmest fløj over for at søge dækning, men jeg blev ramt af skud fire steder, nemlig i højre håndled, i højre ben og to steder i venstre ben. Der var virkelig bud efter mig. Der var dog ingen mulighed for flugt eller for at gemme sig.

Hurtigt kom tyskerne over til diget. Hurtigt rejste jeg mig op og rakte hænderne op. Jeg var jo totalt værgeløs overfor de bevæbnede soldater, og en uforsigtighed fra min side kunne udløse et skud. Det var mit sidste forsøg på at undgå at blive dræbt.

Der blev heller ikke skudt mere. Jeg blev omringet og ført bort.

Far og jeg førtes til lejren. Der sad vi under bevogtning til henad middagstid. Så kom der tre gestapofolk fra Odense. De to var danske. De afhørte os grundigt om vor færden og om vi havde kendskab til sabotagen mod tårnet eller kendskab til nogen, der havde udført den. Hverken far eller jeg kunne give oplysninger herom. En af tyskerne grinede højt og sagde, at skuddene skulle have ramt os allesammen i brystet.”

Tyskernes lejr med anløbsbroen til højre i billedet. Fotokilde: Horne Lands Folkemindesamling.

Omkring kl. 14 vendte Hans Peter og Rasmus Verner tilbage til gården. De var i selskab med den lokale læge Gram-Hanssen, der havde krævet liget af Niels Karl udleveret fra tyskerne.

”Mor kunne nok fornemme, at noget alvorligt var hændt. Hun kunne jo se, at Niels Karl ikke var med hjem. Gram-Hanssen gav hende en beroligende indsprøjtning. Det var ikke nødvendigt at tale om enkeltheder i den situation.

Farbror Johannes, far og jeg hentede Niels Karl og på vor fjedervogn trukket af vor egen hest kørte vi ham hjem. Han stod hjemme, indtil begravelsen foregik fra Horne Kirke.

Det blev i øvrigt en smuk højtidelighed, som mange af sognets folk overværede.”

Anløbsbroen. Fotokilde: Horne Lands Folkemindesamling.

Kilder: Mænd i sorte kapper, Horne Lands Folkemindesamling, Faaborg Årbogen 1980-81.

Aflytning vedrørende Geels Kro

I perioden fra juni 1944 til maj 1945, der blev alle telefonsamtaler fra Husmandsskolen aflyttet.

På Rigsarkivet findes der en mappe, som dækker over Walthergruppen. Indholdet er beskedent, men blandt papirerne deri, der ligger der en computerskrevet afskrift af de aflytninger, som vedrører træfningen ved Geels Kro.

Det 13 sider lange dokument er fascinerende læsning, da det giver et meget direkte indblik i kommunikationen omkring træfningen, men også kommunikationen omkring Husmandsskolen generelt.

Det er også besværlig læsning, for ikke alt giver sig selv. Noget er oversat fra tysk, noget er ikke. Nogle steder er der bibeholdt tyske ord og vendinger i danske sætninger. Nogle steder læser man ting, der ikke helt giver mening. Med det sagt, så skal teksten læses med forbehold for menneskelige lytte- og skrivefejl.

Der er tilføjet store startbogstaver på en del tyske ord og en del tyske stavefejl er forsøgt rettet.

I den oprindelige tekst bruges forkortelsen S.P.O. flittigt. S.P.O. dækker over Schützpolizei. I gengivelsen her er S.P.O. omskrevet til Husmandsskolen og Gestapo, da dette giver mere mening.

Der er tilføjet ord, hvor disse synes faldet ud og en hel del forkortelser er blevet skrevet ud for læsevenlighedens skyld. Der er dog ændret minimalt i ordlyden på det, der er blevet sagt.

En del personer optræder i aflytningen, derfor har jeg lavet et persongalleri med korte oplysninger om dem, der er indsat i bunden af dette opslag. Andre optræder i teksten med titel og er derfor ikke taget med i persongalleriet.

I den oprindelige afskrift, der var der en del bemærkninger i parentes. Nogle er i denne udgave blevet fjernet, andre tilføjet og en del uddybet. 

Husmandsskolen. Fotokilde: Paarup Lokalhistoriske Arkiv.

Onsdag d. 12 juli 1944 kl. 16.55.
Fra Husmandsskolen til konsul Böhme.

Husmandsskolen: Ja, her er Bennemann. Jeg vil gerne meddele dem, at af diesen Bürschen har vi skudt tre, hvoraf en er død, to er løbet deres vej, og en af vore folk, Dolmetscher (tolk) Poul Hansen ist verletzt.
Böhme: Danke hr. Bennemann, dass hast aber einen harten kampf gewesen.

Kl. 18.20.
Kurt Gutmann ringer ude fra byen til Hannes Frahm.

Gutmann: Er Andersen kommen?
Gutmann: Han har jo adresserne med. Kør straks til forældrene, eller hvad der er af familie, afhør dem kort, tag dem med, se hvilken omgangskreds drengene - die jugend - har haft. Verificer adresserne. Jeg kører om lidt til sygehuset. Poul Hansen er ikke livsfarligt såret.

Kl. 19.15.
Politifuldmægtig Voldborg, Kerteminde politi til Husmandsskolen.

Voldborg: Jeg vil gerne tale med hr. Gutmann.
Frk. Bachhaus: Hr. Gutmann er ikke her, hr. Voldborg. Har de noget tjenstligt at meddele vedrørende denne sag?
Voldborg: Nej, men hr. Gutmann har lovet mig, at give mig personalia m.m. for de sårede sabotører. Vil de bede hr. Gutmann om, at ringe mig op desangående.

Kl. 19.30.
Kriminalassistent Thuesen, Odense politi, til Husmandsskolen.

Thuesen: Jeg vil gerne tale med en dansktalende (en dansktalende kommer til telefonen).
Thuesen: Om man ikke vil være så venlig, at sige til Kriminalrat, hr. Gutmann, at bede ham sørge for, at hente de fem cykler på Geels Kro endnu i aften, idet jo to af de fem sabotører stak af, og kromanden er bange for, at de kommer igen i aften, eller i nat efter cyklerne. Cyklerne kan også være værdifulde ved undersøgelsen. De står i kælderen.
Husmandsskolen: Javel, det skal blive sagt til Hr. Gutmann.

Kl. 22.05.
Fra Husmandsskolen til tlf. 3654 – kriminalassistent Thuesen privat.

Rohde: Ja, det er Rohhde. Jeg vil gerne spørge dem hr. Thuesen, hvornår de har tid til at tale med hr. Gutmann. Det drejer sig om identificering af liget (liget af Gunnar Carlo Nielsen, der blev dræbt ved Geels Kro).
Thuesen: Hvilket lig?
Rohde: Ja, det er jo fra i eftermiddag. Der er en død, og tre sårede på Sygehuset.
Thuesen: Ja, hr. Rohde, skal vi sige i morgen kl. 09.30.
Rohde: Javel, hr. Thuesen, så siger vi det.
Thuesen: Hr. Rohde, hvordan går det med cyklerne, der står ved Geels Kro i kælderen? Værten var nemlig ikke glad for, at have dem stående dér, for de (sabotørerne) kunne komme i nat og hente dem.
Rohde: De skal nok blive hentet, hr. Thuesen.

Aflytningsrapporten. Fotokilde: Stadsarkivet.

Torsdag den 13. juli 1944 kl. 08.10.
Fra Husmandsskolen til Shellhuset, København.

Kriminalrat Hofmann meddeler, at hr. Gutmann ikke kommer til København i dag, grundet begivenhederne i går (Her tror jeg, at der er en fejl. Og at det er en Kriminalrat, der meddeler Hofmann på Shellhuset, at Gutmann ikke kommer).

Kl. 08.20.
Söhnlein fra Husmandsskolen til Untersturmführer Padel, København.

Söhnlein: Endvidere blev der den 12. juli ved Geels Kro, ca. 7,5 km. fra Odense, en skudveksling mellem fem unge mænd, der holdt skydeøvelse i en grusgrav og Gestapo, som havde fået besked derom. (De fem unge mænd var blevet stukket af den ene af to brødre, der drev slægtsgården Pedersminde ved Raagelund).
Dolmetscher (tolk) Poul Hansen blev hårdt såret ved et skud gennem halsen. Af de fem illegale, blev to hårdt såret og en er død.
Ikke længe efter denne begivenhed, vidste hele Odense besked herom og der samlede sig straks mere eller mindre kommunistiske elementer i gaderne og diskuterede sagen. Endvidere diskuteredes den ugunstige situation på Østfronten. I øvrigt er hadet til Gestapo steget betydeligt. På den anden side forstår borgerne ikke, at Gestapo viste dét angående skydeøvelserne i Gelsted. Endvidere harmes befolkningen over, at der næsten dagligt sker mord, både for og imod, der jo ikke kan blive ved ret længe, før der skabes en mægtig uro. Ved begivenhederne i går siges det i befolkningen, at der er faldet flere Gestapo-folk.

Kl. 08.50.
Fra Husmandsskolen til den tyske krigsmarines fjernskriver.

Den 12. juli 1944 blev det bragt i erfaring, at i en grusgrav ved Rågelund blev der holdt skydeøvelser af fem unge mænd med pistoler og et maskingevær.
Ved en hurtig kommando fra os blev personerne i Gelsted (Her må menes Geels Kro) overrasket, og det kom til skyderi, hvorved Dolmetscher Poul Hansen, der er ved det herværende tjenestested (Husmandsskolen), blev hårdt såret ved et skud gennem halsen.
Af de fem personer, der er fra en illegal terrorgruppe i Odense, blev tre hårdt såret, og indlagt på Odense sygehus.

Det drejer sig om smed, Poul Arne Andreasen, født den 9. februar 1925 i Odense, boende St. Glasvej 41 hos forældrene, samt smed Erik Giersing, født den 20. september 1925 i Odense, boende Lollandsgade 26, ved fru Jørgensen.

En ikke identificeret person, der ved indlæggelsen på sygehuset var død.

To, til nu, ukendte personer kunne nå at komme bort.

De sårede havde tre stk. 11 mm. pistoler.

Gez (underskrevet).

SS-Hauptsturmführer
Kurt Gutmann.

Kl. 09.00.
Fra Rohde til Husmandsskolen.

Rohde meddeler, at Poul Hansens tilstand er god og at han vil blive sendt på lazaret i Fredericia i dag.

Kl. 09.45.
Til Husmandsskolen fra Müssener.

Müssener: Tag en vogn, og hent fru Hansen, kør hen på sygehuset med hende, og se om hun kan kende liget.

Kl. 16.30.
Fra Husmandsskolen. Telefondame Erika til Leonardt Pochter, Fredericia feltlazaret.

Kriminalrat Pochter til overlæge Heiss: Poul Hansen har ikke haft opkastninger og er ved fuld bevidsthed. Kun ansigtstrækkene er unormale.

Fredag den 14. juli 1944, kl. 10.30.
Fra Husmandsskolen til Kerteminde, tlf. 369 - politikontoret.

Politifuldmægtig Voldborg til Kurt Gutmann.

Voldborg: Det drejer sig om Geels Kro-affæren. Se, efter dansk lov kan vi få liget udleveret og sørge for dets begravelse.
Gutmann: Derom har jeg talt med politimesteren i Odense, og han siger: Det er et rent tysk anliggende, der er afgjort i København.
Voldborg: Nå, så får vi ikke liget udleveret?
Gutmann: Nej, det beholder vi!
Voldborg: Nå, så må De undskylde, det var blot det, jeg skulle have at vide.

Kl. 10.40.
Gutmann fra Husmandsskolen til løjtnant Reich.

Drøfter begravelsen af liget.

Gutmann: Få en kiste ud i eftermiddag. Har tænkt at begrave ham i morgen tidlig. Mon vi kan komme ind på sygehuset i morgen tidlig kl. 04.00?
Reich: Ved det ikke. 

Brødrene, der angav modstandsfolkene ved Geels Kro, blev i første omgang idømt dødsstraf, men straffen blev anket og de fik i stedet hver 16 års fængsel. Fyens Stiftstidende den 20. maj 1946. 

Men enes med Gutmann om, at begravelsen skal være i morgen aften. Vognen skal komme ud på kasernen kl. 17.45. og få kisten og en 5-6 mand med.
Gutmann: I har vel spader? Vi drøfter sagen nærmere privat i eftermiddag!

Kl. 16.55.
Fra Husmandsskolen til tlf. 102 - Odense Sygehus.

Bennemann til Müssener.

Bennemann: Kan jeg få lov til at tale med en af de to kammerater, der er derude og afhøre de to sårede sabotører?
Müssener kommer til telefonen.
Bennemann: Ja, det er Bennemann. Du, chefen (Gutmann) har sagt til mig, at jeg skal fotografere liget. Kan det nås i morgen tidlig?
Müssener: Ja, det kan det godt.

Lørdag den 15. juli 1944 kl. 10.40.
Gutmann fra Husmandsskolen til Løjtnant Reich.

Reich: Ja, liget har jeg sendt væk nu og sendt to Schutzpolizei mit.
Gutmann: Udmærket, så kommer jeg kl. 06.00 und de Leute sind auch fertig hier.
Reich: Ja, fra os kommer der fire mand.

Kl. 16.50.
Snedkermester Christian Nielsen, Sdr. Boulevard til Husmandsskolen.
Nielsen: Jeg var ude hos dem i formiddags angående liget, men de sagde ingen ligklæder. Tog ligklæderne med igen, men ved en fejltagelse har liget alligevel fået dem på.
Husmandsskolen: Hvordan det, vi har ingen ordre givet derpå!
Nielsen: Jeg gav portøren besked derpå, men så er der kommet en anden portør, der har gjort det Der stod endda der stod to Schutzpolizei-folk og så derpå.
Husmandsskolen: Det er der ikke noget at gøre ved.
Nielsen: Vil De ikke betale?
Husmandsskolen: Kom ind på mandag, så kan vi drøfte sagen.

Mandag den 17. juli 1944, kl. 08.45.
Gutmann fra Husmandsskolen til lazarettet i Fredericia.

Gutmann: Jeg vil gerne tale med overlægen (overlæge Beiler). Hvordan går det med Hansens helbred?
Beiler: Efter omstændighederne godt.
Gutmann: Må vi besøge ham?
Beiler: Højst en eller to gange ugentligt. Trænger stadig til ro og besøg må ikke vare for længe.

Kl. 09.35.

Fra Politifuldmægtig Voldborg, Kerteminde til Husmandsskolen.

Voldborg: Jeg skulle spørge fra politimesteren i Kerteminde, om de havde identificeret liget af den ukendte fra Geels Kro?
Husmandsskolen: Ja, det er Gunnar Nielsen, født den 11. november 1925 i Sønderborg. Hans far har været her. Begravelsen er besørget. Han er allerede i jorden.
Voldborg: Nå, mange tak hr. Gutmann.

Kl. 13.25.
Fra Husmandsskolen til ?

(Da dr. Busch er tilknyttet lazarettet i Fredericia, er det en mulighed, at det er her, der ringes til)  

Husmandsskolen: Jeg skal give dem følgende besked om de to, af os beskudte danskere, der ligger på det danske sygehus.
Poul Arne Andreasen, født den 9. februar 1925 i Odense. Har fem benskud og to brystskud.
Erik Giersing, født den 20. september 1925. Har ét benskud.
Vil de meddele dette til dr. Busch?

Kl. 19.00.
Fra Oberartzt (overlæge) til Husmandsskolen.

B (dækker nok over Beier eller Busch, der begge var overlæger på lazarettet i Fredericia): Meddeler i fortsættelse af samtale om de to sabotører, at den ene ikke er transportfähig, men måske den anden. Vil først tale med dansk læge på sygehuset.

Tirsdag den 18. juli 1944 kl. 09.55
Fra København (Peter) til Gutmann.

Gutmann: Ja, vi havde jo lidt skyderi forleden - ret interessant!
Peter: Fik I fat i nogen?
Gutmann: Ja, en død og to hårdt sårede, men der er en forbindelse med mordforsøget på skibsingeniør Finke, så vi har jo fået noget ud af det.

Kl. 10.35.
Fra dr. Busch til Müssener.

Busch: Giersing kan ikke borttransporteres, men derimod Andreasen. Og jeg har tænkt at tage ham bort torsdag morgen trods den danske læges protester.

Onsdag den 19. juli 1944, kl. 08.15.
Fra Gutmann til dr. Busch.

Gutmann: Kan denne Andreasen ikke komme bort i dag i stedet for i morgen, torsdag?
Busch: Det kan han sådan set godt, men jeg har nu aftalt med den danske læge, torsdag.
Gutmann: Ja, men det det passer mig ikke rigtig, for på torsdag er jeg her ikke.
Busch: Nå, men så siger vi i morgen kl. 09.00.
Gutmann: Skal jeg ringe til sygehuset herom?
Busch: Behøves ikke!
Gutmann: Ja, men dr. Busch jeg gør det sådan, at jeg kommer med transportvognen i morgen kl. 09.00 og forlanger ham udleveret, de kan jo alligevel ikke sætte sig imod det.

Kl. 08.20.
Fra O.K.W. til Hannes Frahm.

O.K.W.: Hør, vognen, der skal hente Andreasen på sygehuset, står ved kasernen.
Frahm: Ja, det er godt.
O.K.W.: Hvor mange kommer der med fra jer?
Frahm: Sygetransporten skal køre i forvejen og vi kommer bagefter i en vogn og passer på med et maskingevær.
O.K.W.: Godt, vi er der ved sygehuset kl. 08.45. Ja, det er vi.

Kl. 19.10.
Fra overlæge Reichler (lazarettet i Fredericia) til Husmandsskolen.

Reichler: Den danske sabotør (Poul Arne Andreasen), der er kommet fra Odense til morgen, overføres fra lazaret Fredericia til arrestlokale i Krankenrevier på kasernen i Fredericia, da han bedre kan bevogtes der.

Den 20. juli 1944, kl. 11.25.
Fra SS-Hauptman Sallike til Gutmann.

Sallike: Hr. Gutmann, må jeg give mine soldater en beretning om skyderiet ved Geels Kro?
Gutmann: Ja, du kan vente en 14 dages tid, så har jeg en fuldstændig beretning herom.
Sallike: Ja, men jeg ville kun give en kort beretning om det, så soldaterne ikke tror de kan gå sorgløst omkring.
Gutmann: Det kan du godt, du kan sige det drejer sig om en terrorgruppe osv. Så får du den endelige afslutning om en 14 dages tid.

Mandag den 31. juli 1944, kl.11.45.
Fra Husmandsskolen. Gutmann til Böhme, det tyske konsulat.

Gutmann: Nu har vi fået fat i den femte mand fra Geels Kro (Hugo Hansen).
Böhme: Gudskelov, jeg gratulerer.
Gutmann: Ja, jeg glæder mig også derover.
Böhme: Hvad så med den fjerde mand? (Normann Grønvig Rasmussen)
Gutmann: Ja, han skulle jo være anskudt, men vi har ikke fundet ham endnu.
Böhme: Kom det til skyderi?
Gutmann: Ja, men ingen af vore folk er sårede, nu glæder jeg mig til afhøringen, for manden skal nok have været med lørdag nat (Raagelund). 

Böhme: Held og lykke.

Onsdag den 2. august 1944, kl. 08.30.
Fra Husmandsskolen. Gutmann til Hauptmann Zahleche.

Gutmann: Angående indberetningen om Bauer Hansen (Tyge Hansen, Raagelund). Kan jeg ikke få det samlede materiale? Sagen interesserer mig meget, fordi jeg har fået flere vigtige oplysninger.

Fredag den 4. august 1944, kl. 11.40.
Fra Husmandsskolen. Gutmann til dr. Busch, lazarettet i Frederica.

Gutmann: Hvordan går det med patienten (Erik Giersing)?
Busch: Ja, han kan ikke transporteres endnu, det vil vare mindst 2-3 uger.
Gutmann: Varer det så længe?
Busch: Ja, det gør det, sein ganzer Oberschenkel (overlår) ist kaput.
Gutmann: Så kommer jeg til at vente.

Tirsdag den 8. august, kl 17.10.
Fra Oberartzt dr. Busch, lazarettet i Fredericia til Gutmann på Husmandsskolen.

Busch: Dolmetscher Hansen skal have 4 ugers orlov.
Gutmann: Kann der komme en Sanitär i morgen og forbinde den sårede mand vi har her (Poul Andreasen)?

Torsdag den 10. august 1944, kl. 15.45.
Gutmann fra Husmandsskolen til Schutzpolizei, Nonnebakken (Odd Fellow-logen).

Gutmann: Hvem skal have vagten på sygehuset?
Schutzpolizei: Det skal 4. kompagni, Schutztpolizei-Oberwachtmeister Kullemann, Lehmann og Vorberg.

Lørdag den 12. august 1944, kl. 15.35.
Fra Husmandsskolen til 4. kompagni, schutztpolizei. Stark til Petri.

Stark: Kontroller vagten på sygehuset. Der havde kun været en vagt i middags, og I skal være to hele tiden.
Petri: Vi skal nok påtale det.

Den 26. august 1944, kl. 09.00.
Gutmann fra Husmandsskolen til Meister Rabe.

Gutmann: Skal vi indskrænke?
Rabe: Ja, der skal 14 mand afsted. Ordre fra Bath, 2. kompagni, Jægersborg.
Gutmann: Hvad så med manden på sygehuset (Erik Giersing)? Hvad med vagten?
Rabe: Der bliver 4 mand tilbage.
Gutmann: Ham på sygehuset skal bevogtes. Det er en mand fra invationsgruppen og tager de ham, er meget ødelagt. Så kommer vi ligefrem på bar bund igen! Sig til Petri: Ham på sygehuset skal bevogtes! Man ved aldrig, hvad der kan ske den 28.-29. August.

Kl. 09.15.
Gutmann fra Husmandsskolen til Oberartzt dr. Busch, lazarettet i Fredericia.

Gutmann: Hvordan går det med ham på sygehuset (Erik Giersing)?
Busch: Det går ikke så godt, seine Oberschenkel (overlår) er jo helt revet op og lægerne på sygehuset vil prøve, om det kan lappes sammen.
Gutmann: Ja, men nu skal vagterne bort fra sygehuset, så nu vil vi gerne have ham bort derfra.
Busch: Ja, det kan jeg godt forstå.
Gutmann: Ja, for hvis han kommer til at ligge alene, vil han udtale sig om afhøringen og det går jo ikke.
Busch: Ich will mal den Vogel ansehen, dass sie uns nicht bescheißen (de skal ikke snyde os).

Kl. 09.35.
Gutmann fra Husmandsskolen til Hauptmann Lemcke, O.K.W.

Gutmann klager over, at vagterne bliver taget fra ham.

Lemcke: Ja, men I får jo ersatz!
Gutmann: Også på sygehuset?
Lemcke: Ja, men det kan godt være, det bliver civile i uniform.
Gutmann: Ja, men det gør heller ikke noget. Nu er jeg beroliget.

Kl. 09.55.
Fra Kriminalrat Bergenkopf til Meister Petri.

Bergenkopf: Jeg skal sige fra Gutmann, at vi får ersatz, for dem vi afstår. Der skal ubetinget holdes vagt ved fangen på sygehuset.

Torsdag den 7. september, kl. 17.20.
Fra Kriminalrat Ervin til Gutmann på Husmandsskolen.

Ervin: Der er tale om en sygevogn og en stor personbil. En mand, der har koldbrand, og som der skal have benet sat af. Nogle mænd skal til Nyborg og Beltbrügge (Lillebæltsbroen) for at holde vagt.
(Erik Giersing er blevet befriet)

Kl. 17.35.
Fra Oberartzt dr. Busch til Söhnlein på Husmandsskolen.

Busch taler med Söhnlein om den mand, der skulle have benet sat af. Kalder det hele noget forbandet Schweinerei!

Kl. 19.20.
Aarhus kalder Petri.

Fernspruch S an Hauptmann Roletski.

Am 07.09.1944 gegen 15.40 Uhr wurde der Doppelposten, der in dänischem Krankenhaus einen verletzten Saboteur bewachten, von fünf mit Maschinenpistolen bewaffneten jungen Männern überfallen und entwaffnet.

Der Doppelposten wurde in einen Nebenraum eingeschlossen, und der Saboteur aus dem Krankenhaus weggeschafft.

Die Bewaffnung, der beiden posten, gestand aus einer Maschinenpistole und zwei Pistolen, und wurde von den Tätern mitgenommen.

Die Männer des Doppeltposten würden nicht verletzt. Zu einer Schießerei ist nicht gekommen.

Namen die Doppelposten: Oberwachtmeister der Gendarmerie, Joseph Kuchla. Oberwachtmeister der Schutzpolizei der Reserve Frank Wartechik.

Kl. 19.30.
Weitere zum Schutzpolizei Fernspruch.

Heute Nachmittag, wurde der im Dänischem Krankenhaus angeschossene Terrorristen, Erik Giersing, geboren am 20.09.1944 in Odense, von fünf mit Maschinenpistole bewaffneten Terroristen im Krankenhaus entführt.

Die im Krankenhaus befindliche Wache von zwei Mann wurde Überwältigt und entwaffnet.

Giersing war Mitglied der invations und befand sich seit 17.09.1944 im Krankenhaus (her må menes den 12.07.1944). Er war nicht transponiert… (samtalen afbrudt)

Müssener fotograferet, da han i januar 1946 blev afhørt af politiet i Odense. Det var ham, der viste, hvor Gunnar Carlo Nielsen lå begravet ved Seden. Fotokilde: Stadsarkivet.

Kl. 20.25
Müssener til løjtnant Reich.

Müssener: Der sidder endnu folk fra denne terrorgruppe, der har været på sygehuset, i Albanigade (arresthuset).
Reich: Jeg tror ikke, de kommer i nat.
Müssener: Der må passes godt på.
Reich: Ja, men hvor mange er der da? Müssener: Ah, vistnok en 7-8 mand.

Kl. 20.40.
Fra Wegener til Husmandsskolen, angående Fernspruch.

Müssener ist oben, aber hier ist Heuer.

Heuer: Wegener mener jo, at der bør sættes en ekstra vagt med maskinpistoler i Albanigade.
Müsssener: Skal de ikke snart væk derfra?
Heuer: Jo, om en 8 dages tid til København. Angående Schweinereiet på sygehuset, mener jeg ikke vagten burde have ladet sig afvæbne, men at "dass stinkt, und wird sicher von oben auf dem Deckel gegeben.

Kl. 20.55.
Fra Hannes Frahm til telefondamen Erika.

Frahm: Jeg tror ikke på, at manden fra sygehuset er ført til et andet sygehus, men er et eller andet sted på Fyn.
Erika: Jo, han er nok på et sygehus, die Ältzte sind ja auch alle dabei.

Fredag den 8. september, kl. 12.25.
Gutmann fra Husmandsskolen til Sicherheitsdienst Kolding.

Gutmann: Jeg har sendt mit civile tøj bort. Der er taget en hårdt såret sabotør ud her fra sygehuset i går. Jeg kan ikke gøre for det.

Søndag den 10. september 1944, kl. 05.55.
Meister Raum fra Husmandsskolen til Jäger, 1. Polizei Kompanie i Aarhus.

… og så er to mand sendt på march til København. Disse to mænd er dem, der blev afvæbnet af sabotørerne på sygehuset. Nahme: Joseph Kuchla og Franz Wartechik.

Jäger: Ja, men giv mig hellere en klarmelding og send den med kurer.

21. november 1944, kl. 19.55.
Fra Sicherheitsdienst i Kolding til Gutmann på Husmandsskolen.

Kolding: Sig mig, blev der ikke befriet en mand fra sygehuset hos jer i juni (der må menes september). En med et skud i benet?
Gutmann: Jo, med benskud, har I ham?
Kolding: Måske.
Gutmann: Ha, det er ikke første gang, de render fra os over til jer. Vi må arbejde noget mere sammen. Han er sikkert fra samme gruppe som vores mand (Hugo Hansen).

Onsdag den 29 november 1944, kl. 10.20.
Hannes Frahm fra Husmandsskolen til Rohde s.w.

Frahm: Du, Nolde er hos jer, ikke?
Rohde: Jo, det er han.
Frahm: Spørg ham lige, hvem der var på værelset. Andreassen siger, at Hugo Hansen var der.
Rohde: Et Øjeblik. Hugo, Andreasen, Erik, Gunnar var på Noldes værelse.
Frahm: Var det ikke hos ingeniør Finke?
Rohde: Nej, det var det ikke.

Persongalleri:

• Bennemann: Heinz Bennemann, kriminalinspektør
• Böhme: Georg Böhme, tysk konsul i Odense 1915-1945
• Gutmann: SS Hauptsturmführer Kurt Gutmann, leder af Husmandsskolen/Aussendienststelle Odense.
• Hannes Frahm: Johannes Jürgen Frahm, ansat af Gestapo på Husmandsskolen.
• Andersen: Sandsynligvis Frede Andersen eller Alfred Andersen, begge var tilknyttet Husmandsskolen som tolke og chauffører.
• Poul Hansen: Poul Tysker, der blev såret ved aktionen ved Geels Kro.
• Frk. Bachhaus: Inge Bachhaus, telefondame.
• Rohde: Jens Friedrich Hermann Rohde, Hauptwachtmeister.
• Hofmann: Se note under navnets første optræden.
• Söhnlein: Wolfgang Söhnlein, leder af SD i Odense.
• Müssener: Erwin Müssener, SS-Scharfführer, souschef for Gestapo i Odense
• Fru Hansen: Ubekendt.
• Løjtnant Reich: SS løjtnant.
• Bennemann: Heinz Bennemann, Kriminalrat.
• Peter: Ubekendt.
• Skibsingenør Finke: Ubekendt.
• Dr. Busch: Overlæge på feltlazarettet i Fredericia.
• O.K.W.: Normalt vil dette stå for Oberkommando der Wehrmacht, det har jeg dog svært ved, at få til at passe her.
• Hauptmann Zahleche: Ubekendt.
• Stark: Meister.
• Petri: Meister.
• Hauptmann Lemcke: Ubekendt.
• Heuer: Kriminalinspektør Oscar Heuer.
• Nolde: Ubekendt.