Plancher om Horne under besættelsen

I starten af oktober kunne Fyn under besættelsen vise plancherne fra udstillingen "3 fotografer", der blev vist i Svendborg Museums mobile udstilling Den Sorte Boks.

Det fik Ann Ammons til at kontakte Fyn under besættelsen. Ann lå inde med plancherne fra da Kulturarvsboksen i sommeren 2020 stod i Horne og fortalte den lokale besættelseshistorie.

Dem kan du derfor nu se på Fyn under besættelsen. Plancherne kan forstørres ved at trykke på dem.

Plancherne bringes med tilladelse fra Kulturarv Fyn og Ann Ammons.

Fotokilde: Ann Ammons/Kulturarv Fyn.

Fotokilde: Ann Ammons/Kulturarv Fyn.

Fotokilde: Ann Ammons/Kulturarrv Fyn.

Drabet på Niels Karl Pedersen - en øjenvidneberetning

I Faaborg Årbogen 1980-81 findes der en øjenvidneberetning fra Rasmus Verner Pedersen, der var storebror til Niels Karl Pedersen, der den 19. november 1944 blev skudt ned af det tyske vagtpersonale fra lejren ved Horne. Den præsenteres her i redigeret form med tilsatte beskrivelser.

Tyskernes anløbsbro fotograferet fra vandet. Transformatortårnet ses i baggrunden. Fotokilde: Nationalmuseet.

I 1943 påbegyndte tyskerne anlæggelsen af en lejr og en anløbsbro ved Horne, hvor tyskerne skulle kunne servicere deres ubåde. I forbindelse med lejren byggede tyskerne en transformatorstation, der natten til den 19. november 1944 blev ødelagt ved en vellykket sabotageaktion.

Den 19. november 1944 var en søndag. Hver søndag gik gårdejer Hans Peter Pedersen fra den nærliggende Geskemosegård en tur ned til stranden. Han havde en agerlod, der lå mellem vænget, der førte ned til tyskernes lejr og stranden. Han var denne søndag i selskab med sine to sønner Rasmus Verner og Niels Karl.

Hans egen agerlod lå dog pløjet op, så sammen med sine sønner valgte han at gå på naboens lod, der var udlagt som græsmark. Græsmarken lå parallelt med tyskernes lejr.

Tyskernes lejr, anløbsbroen ses i baggrunden til højre. Fotokilde: Horne Lands Folkemindesamling.

”Vi gik over marken, som grænsede til det tyske besatte og stærkt indhegnede område. Selv om vi havde tilladelse til at bære skydevåben til jagtbrug, medbragte vi dog ikke skydevåben denne dag.

Vi kunne tydeligt se det sprængte transformatortårn. Vi stod stille en kort stund for at betragte resultatet af sprængningen, og vi stod i en rimelig afstand, nemlig ca. 50 meter, så det var klart for alle, at vi aldeles ikke havde til hensigt at forcere spærringen. Vi stod ganske givet på vor egen jord og på et område, hvor vi mange gange havde stået eller gået efter at tyskerne havde bygget lejren op og rejst indhegningen. Vi vekslede måske nogle få bemærkninger om sprængningen og gjorde derefter klar til at gå videre.

Pludselig hørte vi kommandoråb fra lejren.

28 tyske soldater dannede skyttekæde fra stranden og op imod skovgrænsen. De var allesammen bevæbnede og efter få skridts løb, blev det første skud affyret. Hurtigt fulgte flere efter. Kuglerne peb omkring os.

Jeg troede, at skuddene blot var en advarsel. Både far, min lillebror og jeg strakte armene opad. Jeg er helt sikker på, at vi alle tre stod stille med oprakte hænder. Vi stod så tæt sammen, at vi rørte hinanden.

Men skuddene var ikke advarselsskud. Min bror faldt sammen og far bøjede sig straks ned over ham, for at se, hvad der var sket. Han var ramt af en kugle, der var gået ind over det højre øje og igennem hjernen og ud af baghovedet. Der var altså alvor og mordlyst bag ved skuddene.

Derefter flygtede jeg. Få meter fra det sted, hvor vi blev beskudt, lå der et jorddige. Jeg nærmest fløj over for at søge dækning, men jeg blev ramt af skud fire steder, nemlig i højre håndled, i højre ben og to steder i venstre ben. Der var virkelig bud efter mig. Der var dog ingen mulighed for flugt eller for at gemme sig.

Hurtigt kom tyskerne over til diget. Hurtigt rejste jeg mig op og rakte hænderne op. Jeg var jo totalt værgeløs overfor de bevæbnede soldater, og en uforsigtighed fra min side kunne udløse et skud. Det var mit sidste forsøg på at undgå at blive dræbt.

Der blev heller ikke skudt mere. Jeg blev omringet og ført bort.

Far og jeg førtes til lejren. Der sad vi under bevogtning til henad middagstid. Så kom der tre gestapofolk fra Odense. De to var danske. De afhørte os grundigt om vor færden og om vi havde kendskab til sabotagen mod tårnet eller kendskab til nogen, der havde udført den. Hverken far eller jeg kunne give oplysninger herom. En af tyskerne grinede højt og sagde, at skuddene skulle have ramt os allesammen i brystet.”

Tyskernes lejr med anløbsbroen til højre i billedet. Fotokilde: Horne Lands Folkemindesamling.

Omkring kl. 14 vendte Hans Peter og Rasmus Verner tilbage til gården. De var i selskab med den lokale læge Gram-Hanssen, der havde krævet liget af Niels Karl udleveret fra tyskerne.

”Mor kunne nok fornemme, at noget alvorligt var hændt. Hun kunne jo se, at Niels Karl ikke var med hjem. Gram-Hanssen gav hende en beroligende indsprøjtning. Det var ikke nødvendigt at tale om enkeltheder i den situation.

Farbror Johannes, far og jeg hentede Niels Karl og på vor fjedervogn trukket af vor egen hest kørte vi ham hjem. Han stod hjemme, indtil begravelsen foregik fra Horne Kirke.

Det blev i øvrigt en smuk højtidelighed, som mange af sognets folk overværede.”

Anløbsbroen. Fotokilde: Horne Lands Folkemindesamling.

Kilder: Mænd i sorte kapper, Horne Lands Folkemindesamling, Faaborg Årbogen 1980-81.

Modstandsfolk foran Korinth Kro

Det nedenstående billede er taget foran Korinth Kro, der i en periode fungerede som "lejr" for tyske flygtninge.

Billedet er ikke dateret, men må formodes, at være taget på et tidspunkt mellem befrielsen og slutningen af juni, hvor flygtningene blev overført til Horne.

Modstandsfolk foran Korinth Kro. Fotokilde: Ukendt.

Kilde: De uvelkomne fra øst.

Nedkastninger ved Brændegård Sø

I Pigtraad nr. 1 fra 1974 beretter Frants Jørgen Hvass om tre nedkastninger, der alle fandt sted nord for Brændegaard Sø. Bemærk venligst, at i beretningen er søen fejlagtigt omtalt som Brenderup Sø. Frants Jørgen Hvass udgav i 1969 bogen Mænd i sorte kapper, der beskriver modstandsarbejdet omkring Faaborg. Den omtalte Hæstrup må være forfatter og historiker Jørgen Hæstrup.

Kortudsnit af Sydfyn. Det er Brændegård Sø øverst i midten af kortet. Billedkilde: Google Maps. 

HILSEN TIL THORKILD, ALLAN OG MATHILDE.

Dommerfuldmægtige Jørgen Hvass, fortæller her lidt om, hvad der skete ved Brenderup sø (Bemærk, at der er tale om Brændegård Sø) under besættelsen. Fåborgafsnittet havde i alt fået ar­rangeret 3 våbenmodtagelser her, nemlig den 31-12-44, den 9-2-45, og den 21-2-45. De blev i den engelske radio annonceret under koden: Hilsen til... henholdsvis Thorkild, Allan og MathiIde.

Modtagelsen Thorkild foregik nytårs­aften. Det var på forhånd meddelt, at der ikke ville komme nogen særmelding i julen og nytårsaften, men den kom altså alligevel - til stor overraskelse. Der blev nogen diskussion om vi - mod vores ordrer fra Fynsledelsen, skulle rykke ud, men vi blev enige om - vist som de eneste på Fyn - at vi ikke kunne være bekendt at blive hjemme, når flyverne satte livet på spil for vores skyld.

Rapport over modtagelsen den 31. december 1944 på pladsen ved Brændegård Sø. Fotokilde: Historisk Atlas/Rigsarkivet

Efter krigen fortalte en engelsk lotte, der var på besøg hos os, at flyverne havde fast ordre til at flyve, når vejrforholdene tillod det, men at hun havde glemt at videregive den særlige ordre om ikke at flyve nytårsaften. Hun indrømmede - det siges at hun rødmede - at hun var blevet degraderet i den anledning.

Mandskabet ca. 30-40 mand - fra Fåborg, Horne og Korinth, blev samlet på et mødested ca. 1 km. fra modtagepladsen og her blev cykler m.v. gemt hen. Kort før den averterede ankomsttid vandrede vi så i det klare måneskin og ad tilfrosne eng- og søarealer gennem det meget øde terræn, og ventede så i skoven her lige ved søkanten. 

Rapport over modtagelsen den 31. december 1944 på pladsen ved Brændegård Sø. Fotokilde: Historisk Atlas/Rigsarkivet

Der blev udstillet vagtposter ved den nordlige og sydlige del af vejen her - den eneste vej ved modtagepladsen - og inde på markerne ved nogle store stendiger. To lastbiler og et hestekøretøj var anbragt inde på marken lige ved skovkanten, og oppe på toppen af bakken opholdt heurecaen og lyssignalgruppen sig. 

Da vagten var etableret, lød der pludseligt et højst mærkeligt, og under de omstændigheder uhyggeligt spektakel af et eller andet, der kom kørende ad vejen mellem de to vagthold, altså, på »forbudt« område. Det viste sig at være en yngre landmand på en punkteret cykel og med en flot nytårs-papirshat på hovedet. Jeg »holdt ham op« - i øvrigt med en »Nefa«-cykellygte, der lignede en pistol og med maske for ansigtet, så han nok havde en vis ret til at blive forskrækket. Efter modtagelsen blev han løsladt igen under svære trusler om ikke at snakke over sig.

Da maskinen kom, smed den sine containere meget fint og samlet og midt på det beregnede område, og opsamlingen på bilerne og hestevognen foregik i fynsk rekordtid 9-11 minutter fra kastet til klarmeldingen. 

Rapport over modtagelsen den 31. december 1944 på pladsen ved Brændegård Sø. Fotokilde: Historisk Atlas/Rigsarkivet

Nu begyndte så arbejdet med at få det modtagne i hus og gemt hen. Det var faktisk den farligste del, for tyskerne patruljerede på vejen. Til gengæld kendte vi de små biveje. Der hændte det, at den første lastvogn kørte en ikke beregnet lille omvej, herved kom nummer 2 forrest og troede sig forfulgt, da nummer 1 nærmede sig bagfra. De var lige ved at komme i ildkamp med hinanden.

Ved modtagelsen »Allan« den 9. februar var det blevet tøvejr, og da jeg ville føre folkene fra stillestedet gennem mosen, gik vi i mørket lige ud i søen. For øvrigt gik modtagelsen også på anden måde i vasken: der kom ingen flyver til os og efter ca. 4 timers ventetid - hvor det viste sig vanskeligt at undgå de farlige glimt fra forbudt tobaksrygning og forbudte lommelygter, måtte vi vende hjem med uforrettet sag. 

Den sidste våbenmodtagelse her på stedet, »Mathilde« gik bedre. Men nedkastet var knapt så godt som nytårsaften. Sagerne faldt over en længere strækning og til dels i et op-pløjet område og navnlig bag de høje stendiger, så opsamlingen var besværligere denne gang. 

En meget malende beskrivelse gav fisker Peter Christensen, Dyreborg, efter Vera-modtagelsen, da han pa uforfalsket Dyreborg-mål fortalte: Joh, ser du: Maskinen kom flyvije som en må'e på stivv vinger', - Og lige med et - put -, så ske' han!

Peter Christensen, sædvanligvis kaldet Petter, var altså på et tidligt tidspunkt et vigtigt led i den fynske modstandsbevægelse med sin egen direkte forbindelse til Fynsledelsen. Han var en mand med lune, og han var modig. 

Hæstrup fortæller: På et vist tidspunkt ville Gestapo have fat i Petter. Han fik det at vide - en centraldame nåede at ringe enten til ham eller Lorenzen: De er der! - og gik »under jorden« på den måde, at han roede ud på fjorden i sin jolle mod Bjørnø. Derfra så han dem foretage razziaen i hjemmet. Han boede en dag på Bjørnø, men kedede sig og tog hjem til Dyreborg igen, hvor han fik logi hos gode venner. Han kukkelurede en dag på et loftsværelse, men kedede sig endnu mere. Så tog han hjem igen.

Men få dage efter var Gestapo der på ny. Denne gang bestemte Petter sig til at se affæren på nærmere hold. På parkeringspladsen overfor hans hus (hotellets plads) lå der nogle gran­stammer og en hoben grankvas, og her krøb han ind. Gestapoerne gennemrodede hans hus, men da de intet fandt, gik de op til enden af vejen, hvor de skød til måls efter mågerne. I den anden ende af byen sagde folk til hinanden - med dystre miner: Nu skyder Petter på dem! 

Da Gestapo var træt af denne spas, gik de tilbage for at tage hjem. Men forinden måtte nødvendige ærinder forrettes. Og hvilken plads var nærmere eller bedre egnet end parkeringspladsen med granbunken? De tog opstilling og fuldførte ceremonien. Petter blev våd, men var i øvrigt uskadt.

Beretning fra Faaborg i februar 1945

Det nedenstående er et uddrag fra bogen ”Natten der varede otte dage”, der tager afsæt i nedkastninger over hele landet natten mellem den 21. februar og 22. februar 1945.

 

De omtalte hændelser i uddraget starter den fredag den 23. februar 1945. A. Toftager, der fortæller, er Alf Toftager, der senere blev borgmester i Fåborg.

I Horne ved Fåborg var 11 personer blevet arresteret, og mens den tyske aktion foregik, havde man i Fåborg diskuteret, om modstandsbevægelsen skulle gribe direkte ind. Det undlod man, men i løbet af fredagen gik der bud rundt til 20-30 mand om at møde ved Nakkebølle sanatorium, så snart det blev mørkt. A. Toftager fortæller følgende om, hvad der videre skete:

”Vor sidste lastvognschauffør, vognmand Victor Neldeberg, var også mødt med sin store lastvogn. Vi læssede samtlige containere på vognen og under eskorte af maskinpistolbevæbnede grupper foran og bagved kørte vi våbnene ud vest for Aastrup, hvor vi overtalte en husmand til at overlade os sin ejendom. Under transporten skete der det uheld, at den ene bagring eksploderede, netop som lastbilen kørte ned ad vejen til ejendommen. Vi var derfor nødt til med hest og vogn at køre containerne til huset. Det bør fremhæves, at grev Lennart Ahlefeldt var meget aktiv i disse dages arbejde, som for øvrigt alle andre, der deltog i det.

Da vognmand Neldeberg kørte hjem til Vester Hæsinge, blev han standset af tyskerne og beskudt, og han og to andre fra Faaborg, der var med i bilen, måtte flygte ind i skovene ved Trente Mølle. Først efter et par dages vandren omkring nåede de tilbage til Faaborg. Det var lagerforvalter Jacobsen og støberiarbejder Chr. Madsen, der kom ud for denne tur.

Da vi var færdige ved Nakkebølle, kørte Thorsen og jeg gennem Vester Aaby mod Korinth, men da vi ved Korinth mærkede aktivitet på vejene, kørte vi hurtigt af biveje til Faaborg, hvor vi skjulte vognen ved et sommerhus på Svendborgvej. I løbet af natten blev Faaborg spærret af tyskerne, og der foretoges adskillige arrestationer i byen. Det varede dog ikke længe, før tyskerne løslod enkelte af dem fra Horne og Fåborg. Det lykkedes os i løbet af søndagen, at få pakket våbnene ud og fordelt i området øst for Faaborg. Det var en stor hjælp for os, at vi i løbet af natten fik fat i et par hestevogne.

En udløber af denne razzia medførte Lennart Ahlefeldts arrestation og senere henrettelse, og det blev nødvendigt for os igen at flytte våbnene, da han var vidende om, hvor de var. Efter denne aktion fra tyskernes side blev lagerforvalter Jacobsens hus sprunget i luften. Det samme var tilfældet med malermester H.P. Hansens hus ved korsvejen, gdr. Jacobsens ”Sønderhjørnegården”, Neldebergs hus i Vester Hæssinge, samt ejendommen ved Nakkebølle, et sommerhus ved Nav og spejderhytten ved Øresøen samt en garage tilhørende direktør Brønner.”

Modstandsbevægelsens byledelse i Faaborg. Fra venstre: Dommerfuldmægtig Anders Hvass, malermester H.P. Hansen, Stabsofficiant Illum Christensen, lærer Alf Toftager, Premierløjtnant Tom Thorsen, lagerforvalter Thorkild Jacobsen og kriminalassistent Johansen.