Den følgende beretning er fra Pigtraad-Gestapofangen nr. 6 fra november 1991. Artiklen er skrevet af Kristian Hansen – Hever.
I artiklens start omtaler han sig selv et par gange, hvor jeg har indsat hans navn i parentes for forståelsens skyld. Endvidere har jeg ændret på tegnsætning og skrevet flere forkortelser ud, for at skabe en tekst, der er lettere at læse.
Der optræder i artiklen på et tidspunkt navnene Carlo, Ivan, Bussi og Kristian. Disse formodes, at dække over Karl Nielsen, hvis dæknavn var Carlo. Mogens Madsen, hvis dæknavn var Bussi. Artiklens forfatter Kristian Hansen, hvis dæknavn var Hever. Hvem Ivan er, har det ikke været mig muligt at gennemskue.
 | |
|
En våd fuser
En aktion i Odense Havn den 24. oktober 1944. Dette er en beretning om en aktion, der helt kontant mislykkedes. En beretning, der også fortæller, at modstandsbevægelsen også kunne lide nederlag i vores kamp mod besættelsesmagten, og hvor vi lærte, at også tilfældigheder kunne spille forstyrrende ind i vores, ellers grundige, forberedelser.
Den særdeles aktive sabotage-gruppe Walthergruppen opprioriterede i foråret 1944 skibssabotagen i Odense Havn. Anledningen var de tyske okkupanters planer om en flyveplads i Beldringe-Lunde, og materialer og udstyr begyndte i en strøm at anduve kajerne i Odense Havn.
I alt angreb gruppen 16 skibe i havnen frem til april 1945 - heraf 5 tyske motortorpedobåde. Det er angrebet på disse 5 tyske marinefartøjer, denne beretning omhandler.
Efter det vellykkede angreb på den tyske smørbåd Hever, hvor en enkelt mand (Kristian Hansen) svømmede over kanalen med en bombe om halsen og sænkede båden, drøftede gruppen andre metoder til sænkning af skibe, der anløb havnen med materialer til bl.a. flyvepladsen.
Der var enighed om, at dette at svømme med en bombe om halsen var for risikabel en affære, og selv om K (Kristian Hansen) tilbød at tage turen endnu en gang over havnebassinet med en ny bombe, blev dette afslået af gruppens øvrige medlemmer.
 |
| Billede fra artiklen. Fotokilde: Pigtråd-Gestapofangen |
Den geniale ide!!!
4 af gruppens medlemmer, der alle arbejdede på Wittenborgs automatfabrik, udtænkte og tegnede en lille båd, som kunne bære en bombe under kølen.
Båden skulle forsynes med en elektromotor, som blev organiseret fra flyvepladsbilernes gengas-generator-anlæg. Tilhørende akkumulatorer blev fremskaffet på samme måde. I en af kammeraternes kældre blev der fremstillet en prøvemodel, og inden vi fik set os om, var der produceret tre sådanne både.
De blev omgående døbt Storm P-doer. I første omgang blev de tre både fragtet til kajakklubben Delfinen ved første færgested i Stige by for at blive færdigbygget og derefter prøvesejlet. Her var vi godt kendt, da en af gruppens medlemmer var formand for kajakklubben, og det var samtidig et glimrende skjulested for vore Storm P-doer.
Under klargøringen i klubhuset hørtes en stærk brummende lyd, og et par af kammeraterne kikkede forsigtigt over dæmningen, og hvilket syn - 5 tyske marinefartøjer af typen motortorpedobåde, populært kaldet hurtigbåde, var på vej op i Odense havn.
I torpedorørene stak torpedoernes hoveder ud af rørene, og på dækket agter på bådene stod dybvandsbomberne på rad og række. Nu blev der febrilsk travlhed med færdiggørelsen af de tre Storm P-doer, for sandsynligvis skulle mandskabet på de tyske marinefartøjer kun være i havn for at hvile et døgns tid og proviantere. Altså måtte vi samme nat foretage et angreb og forsøge at sænke eller beskadige de tyske fartøjer.
En enkelt prøvesejlads blev det til med en af vore Storm P-doer, og den faldt tilfredsstillende ud. Båden var ca. 1 m lang og skulle bære en motor og akkumulator, og et stativ, der var fastgjort under båden skulle holde en 5 liters petroleumsdunk fyldt op med sprængstof.
Det store problem var, om to af disse både kunne klare at sejle en retlinet sejlads ved egen kraft de 350 m, der var fra hjørnet af Englandskajen og op i bunden af Østre havnebassin, hvor de tyske fartøjer havde lagt sig. Den tredje af bådene skulle klare en tur på 110 m over bassinet til en norsk korndamper, der lå ved kajen ved Munkemølle og Viktoriamøllen og lastede korn, antagelig til Tyskland.
Denne Storm P-do skulle, i modsætning til de to andre, styres med snoretræk.
 |
| Kristian Hansens falske legitimationskort. Fotokilde: Arkiv.dk. |
Ville forsøge et angreb samme nat
Vi var enige om at forsøge et angreb samme nat, og al grejet blev grundigt gennemprøvet.
Akkumulatorerne blev ladet op til fuld styrke og de elektriske installationer målt efter.
De tomme petroleumsdunke blev fyldt op med P.E. nr. 2-plastisk explosive, der havde en sprængkraft på 17.000 m pr. sekund. Dunkene med det kraftige sprængstof blev spændt fast i et stativ og boltet fast under kølen på de 3 Storm P-doer.
Sprængstoffet skulle antændes med en elektrisk detonator, der blev kortsluttet ved berøring, f.eks. med en skibsside. Ved mærkets frembrud var gruppens medlemmer samlet i Skibhus-kvarteret, hvor de fleste medlemmer boede og kendte hinanden fra deres skole, Sct. Hans Skole, og turen gik i første omgang til færgestedet ved Stige by.
Færge-Hans, der stod for den daglige færgefart over kanalen, var informeret om aktionen og havde sejlet den lille hånddrevne færge over på den østlige side af kanalen, således at vi kunne bruge den til vores overfart senere på natten med mandskab og materiel.
Vi kom over ad to gange og fik SP-bådene, dunkene med sprængstof og akkumulatorerne fordelt på gruppens medlemmer, og vi cyklede nu på kanalens vestside frem mod havnen. En gang imellem gnistrede akkumulatorerne, når de af vanvare rørte ved cykelstellet.
Ved Nisted var det spændende, om der var fri passage. Her var anlagt et tysk flak med lyskaster og en lille luftværnskanon, ca. 200 m fra kanalen. Men de tyske soldater hyggede sig i deres barak, og vi listede os i ro og mag forbi Nisted.
Da vi var nået frem til kanalvejen, så vi, hvordan tyskerne havde garderet sig for angreb. I et af motortorpedobådenes tårne var anbragt en kraftig lyskaster, der hvert 30. sekund oplyste hele havneområdet og i særdeleshed østre havnebassin.
I lyskeglens spor fulgte en 20 mm maskinkanon klar til skud. Den norske korndamper havde ligeledes en kraftig projektør, som den verfede op og ned langs kajsiden. De ventede åbenbart kun angreb fra landsiden.
Vi kunne ikke se nogen kanon, og da den holdt sin projektør på den østre side af havnekajen, skønnede vi, at aktionen kunne gennemføres med lidt held. Vi drejede nu ind i Næsbyhovedskoven for at være i dækning af den tyske lyskaster, og vi nåede ud til havnen i ly og i læ af Englandskajen.
Vi monterede nu vore tre Storm P-doer i dybeste stilhed, ingen mælede et ord, men hænderne arbejdede febrilsk, men hurtigt og sikkert.
Da arbejdet var gjort, blev de to første Storm P-doer båret ned til bassinkanten. Her lå en fladbundet pram parat. Den var anbragt der til transporten over bassinet til Englandskajen, på hvis hjørne de to Storm P-doer skulle foretage deres ensomme sejlads de 350 m op til de fem tyske fartøjer, og helst detonere mod skibssiden på bådene.
Den tredje Storm P-do blev båret hen på højde med den norske korndamper, men fremstødet måtte foregå, når lyskasterens stærke stråle kørte den anden vej.
 | |
|
Skulle styres med snoretræk
Denne Storm P-do skulle styres med snoretræk fra bolværket, og styrepinden var anbragt agter på Storm P-doen. Alle tre Storm P-doer var forsynet med hver en NEFA-lygte, der lyste svagt bagud med en lille rød plet, for at vi kunne følge deres færd over havnebassinet.
Prammen med de to Storm P-doer blev nu gjort klar. De skulle som de første sendes af sted.
I båden entrede 4 mand, Carlo, Ivan, Bussi og Kristian, og forsigtigt og lydløst begyndte transporten over bassinet til Englandskajen.
Imens riggede resten af gruppen den tredje Storm P-do til og fik den søsat, liggende fladt hen ad jorden for at undgå den tyske lyskaster og ikke mindst maskinkanonen.
De fire mænd i prammen nåede uden uheld frem til affyringsstedet, og Bussi fik forsigtigt den første Storm P-do frem til sig i stævnen, ligesom nr. 2 hurtigt blev ført frem til affyring. Nu ventede vi kun på, at lyskasterne skulle slukke, og vi havde 20 sekunder til at få dem sendt af sted.
Vi holdt vejret I bar spænding Først blev lanterne tændt. Så kontakten til motorerne, og de brummede ganske svagt. Og endelig den sidste og afgørende operation, og den farligste, at slutte strømmen til den metalplade og bøjlen, som skulle kortslutte den elektriske detonator.
Bussi meddeler, at den første fulgte kursen ned mod de tyske marinefartøjer, og at nr. 2 fulgte lige i kølvandet på den første.
Vi holdt vejret i bar spænding. Men... nu lyder pludselig hans stemme, hæs og ophidset: De drejer sgu, lad os se at komme væk!
Vi greb bundbrædderne og begyndte at ro væk, men blev blændet at et lysglimt og et efterfølgende kæmpebrag, der slog al luften ud af lungerne på os, og vi fik blodsmag i munden.
Sekunder efter kom der et nyt lysglimt og et brag, der igen tog pusten fra os. Og så, for at det ikke skulle være løgn, kom der nu fra luften en sværm af store brosten, store stykker træ fra bolværket og grus og sten.
Vi dækkede os, så godt vi kunne, og da det værste var overstået, fik vi travlt med at komme væk fra gerningsstedet for omgående at ryge ind i et nyt problem.
Til vores rædsel så vi nu, at Storm P-do nr. 3, som skulle sendes over mod den norske kornbåd, var gået ud af kurs og sejlede i en rundkreds. Snart så vi den røde lanterne, snart blev den væk.
Ville vi kunne gribe Storm P-doen i farten, inden den berørte vores pram og vi ville ryge ad helvede til?
Tyske skudsalver
Vi roede for fuld kraft for at komme tilbage til vores base. Alt imens drønede skudsalverne fra tyskernes maskinkanon ud over havnebassinet og i fuldt projektørlys.
Det var et fantastisk skue, men vi havde ikke lyst eller tid til at nyde skuet, nu var det med at komme i land, så kræfterne blev lagt i.
Vi roede på livet løs, medens vi holdt øje med den løbske Storm P-do. Når vi så den røde lanterne, åndede vi lettede op, for så vidste vi, den sejlede væk fra os. Når vi ikke kunne se den, var alle vore sanser i alarmtilstand, så havde den kurs ned mod os.
Men vores trængsler fik snart en ende. Storm P-doen tog pludselig kurs mod sit udgangspunkt, bolværket ved Næsbyhovedskov. Med et øredøvende brag gik den 5 kg tunge sprængladning i bolværket, og en kæmpemæssig vandsøjle steg til vejrs.
Der var fortsat stærk skydning fra det tyske marinefartøj, men den resterende del af gruppen, der befandt sig i skudlinjen, fandt dækning bag et autoværn på selve kanalvejen. Vi fire i prammen roede nu med vore bundbrædder det bedste, vi havde lært. De tre af os var roere.
Og endelig kom vi i land og kunne løbe i dækning mellem skovens træer. Her fik vi kontakt med de øvrige kammerater, der med held havde trukket sig tilbage. Vi var alle lidt matte i sokkerne, og kammeraterne fortalte, at de havde afskrevet os fire i prammen. De var overbevist om, at Storm P-doerne var sprunget mellem hænderne på os.
Vi foretog nu vor retræte den samme vej tilbage, som vi var kommet. Tilbage ad dæmningen til den lille færge ved Stige. Da vi færgede os over kanalen, sendte vi en varm hilsen til vor ven - Færge Hans.
Næste dags aften mødtes gruppen igen til en ny aktion, men forinden fik vi klarlagt, hvad der var fået galt den forrige nat.
1. Vi havde ikke haft tid nok til at prøvesejle vore Storm P-doer.
2. Når en skrue drejer højre om, vil den uvægerlig trække til styrbord. Vi skulle have haft en styrefinne til at udligne skruens omdrejningsmoment.
3. Ved nr. 3 af Storm P-doerne, der skulle have været over mod nordmanden, var der sket det, at snoretrækket, der skulle have styre Storm P-doen, var gået fast i bolværket.
Hvad var der sket, hvis bare én af vore Storm P-doer havde ramt deres mål?
Ville dybvandsbomberne have detoneret?
Ville torpedoerne på dækket have detoneret?
Vi ved det ikke, for aktionen mislykkedes totalt.
Men... hvis... ja, så havde Odense havnevæsen fået sig et langt større havnebassin.
