Billeder fra Seden

De nedenstående billeder stammer fra det militære skydebaneområde i Seden, der nok mest er kendt for, at tyskerne her begravede 14 danskere i det skjulte.

Billederne er ikke dateret, lige som fotografen er ukendt, men billederne må formodes at stamme fra perioden lige efter befrielsen.

De to sammensatte billeder viser et gruppefoto af modstandsfolk, ammunition og hvad der ligner modstandsfolkene i færd med at sikre våben og ammunition.

Det sidste billede viser nogle af de jordvolde, der afskærmede skydebanen fra vandet. Jeg ved ikke, om der var flere jordvolde på skydebanen, men det var ved nogle af jordvoldene på stedet, at man fandt flere af de døde danskere gravet ned.

Billederne tilhører Allan Berg og gengives med tilladelse fra ham.

Modstandsfolk med våben og ammunition.

Jordvolde ved skydebaneterrænet.

Gruppefoto og modstandsfolk med våben og ammunition.

Bagsiden af et af billederne.

Tysk dokument om overflytning af personale

Dette tyske dokument fra slutningen af 1945 dokumenterer overflytningen af tysk personale fra lufthavnen ved Odense til Værløse.

Oversat til dansk står der:

Flyvepladskommando A (o) 104/XI
Odense
23. november 1945

Afskrift

Oversigt over det tekniske personel fra værkstedskommandanturen, der den 23.11.45 blev sendt til Værløse.

Listen rummer 31 navne. Kurt Scheibel, der står øverst på listen, er noteret som "Prüfmeister" – både som rang og seneste anvendelse. En "Prüfmeister" er en værkstedsansvarlig inden for et bestemt arbejdsområde.

De resterende 30 navne har alle militære grader og har senest været anvendt som teknisk personale til fly.

De sidste tyske soldater forlod lufthavnen ved Odense i december.

Fra Bundesarchiv-Militärarchiv. Fotokilde: Jørn Junker.

Fra Bundesarchiv-Militärarchiv. Fotokilde: Jørn Junker.

Tyske sanitetstjenester på Fyn

De nedenstående billeder er et uddrag fra et tysk dokument fra sommeren 1940, der fortæller hvordan de tyske sanitetstjenester var fordelt i Danmark på dette tidspunkt. Dokumentet blev udfærdiget for at man på tværs af værnene kunne finde den nærmeste sanitetstjeneste.

På dette tidspunkt var der sanitetstjeneste i to byer på Fyn. Henholdsvis på kasernen på Sdr. Boulevard i Odense og så I Nyborg, hvor der både var hos marinen i Slipshavn og hos kommadaturet i byen.

Toppen af dokumentet. Fotokilde: BAMA/Jørn Junker.

Omtale af Nyborg på bunden af side 2. Fotokilde: BAMA/Jørn Junker.

Omtale af Odense på toppen af side 3. Fotokilde: BAMA/Jørn Junker. 

Drabet på Niels Karl Pedersen - en øjenvidneberetning

I Faaborg Årbogen 1980-81 findes der en øjenvidneberetning fra Rasmus Verner Pedersen, der var storebror til Niels Karl Pedersen, der den 19. november 1944 blev skudt ned af det tyske vagtpersonale fra lejren ved Horne. Den præsenteres her i redigeret form med tilsatte beskrivelser.

Tyskernes anløbsbro fotograferet fra vandet. Transformatortårnet ses i baggrunden. Fotokilde: Nationalmuseet.

I 1943 påbegyndte tyskerne anlæggelsen af en lejr og en anløbsbro ved Horne, hvor tyskerne skulle kunne servicere deres ubåde. I forbindelse med lejren byggede tyskerne en transformatorstation, der natten til den 19. november 1944 blev ødelagt ved en vellykket sabotageaktion.

Den 19. november 1944 var en søndag. Hver søndag gik gårdejer Hans Peter Pedersen fra den nærliggende Geskemosegård en tur ned til stranden. Han havde en agerlod, der lå mellem vænget, der førte ned til tyskernes lejr og stranden. Han var denne søndag i selskab med sine to sønner Rasmus Verner og Niels Karl.

Hans egen agerlod lå dog pløjet op, så sammen med sine sønner valgte han at gå på naboens lod, der var udlagt som græsmark. Græsmarken lå parallelt med tyskernes lejr.

Tyskernes lejr, anløbsbroen ses i baggrunden til højre. Fotokilde: Horne Lands Folkemindesamling.

”Vi gik over marken, som grænsede til det tyske besatte og stærkt indhegnede område. Selv om vi havde tilladelse til at bære skydevåben til jagtbrug, medbragte vi dog ikke skydevåben denne dag.

Vi kunne tydeligt se det sprængte transformatortårn. Vi stod stille en kort stund for at betragte resultatet af sprængningen, og vi stod i en rimelig afstand, nemlig ca. 50 meter, så det var klart for alle, at vi aldeles ikke havde til hensigt at forcere spærringen. Vi stod ganske givet på vor egen jord og på et område, hvor vi mange gange havde stået eller gået efter at tyskerne havde bygget lejren op og rejst indhegningen. Vi vekslede måske nogle få bemærkninger om sprængningen og gjorde derefter klar til at gå videre.

Pludselig hørte vi kommandoråb fra lejren.

28 tyske soldater dannede skyttekæde fra stranden og op imod skovgrænsen. De var allesammen bevæbnede og efter få skridts løb, blev det første skud affyret. Hurtigt fulgte flere efter. Kuglerne peb omkring os.

Jeg troede, at skuddene blot var en advarsel. Både far, min lillebror og jeg strakte armene opad. Jeg er helt sikker på, at vi alle tre stod stille med oprakte hænder. Vi stod så tæt sammen, at vi rørte hinanden.

Men skuddene var ikke advarselsskud. Min bror faldt sammen og far bøjede sig straks ned over ham, for at se, hvad der var sket. Han var ramt af en kugle, der var gået ind over det højre øje og igennem hjernen og ud af baghovedet. Der var altså alvor og mordlyst bag ved skuddene.

Derefter flygtede jeg. Få meter fra det sted, hvor vi blev beskudt, lå der et jorddige. Jeg nærmest fløj over for at søge dækning, men jeg blev ramt af skud fire steder, nemlig i højre håndled, i højre ben og to steder i venstre ben. Der var virkelig bud efter mig. Der var dog ingen mulighed for flugt eller for at gemme sig.

Hurtigt kom tyskerne over til diget. Hurtigt rejste jeg mig op og rakte hænderne op. Jeg var jo totalt værgeløs overfor de bevæbnede soldater, og en uforsigtighed fra min side kunne udløse et skud. Det var mit sidste forsøg på at undgå at blive dræbt.

Der blev heller ikke skudt mere. Jeg blev omringet og ført bort.

Far og jeg førtes til lejren. Der sad vi under bevogtning til henad middagstid. Så kom der tre gestapofolk fra Odense. De to var danske. De afhørte os grundigt om vor færden og om vi havde kendskab til sabotagen mod tårnet eller kendskab til nogen, der havde udført den. Hverken far eller jeg kunne give oplysninger herom. En af tyskerne grinede højt og sagde, at skuddene skulle have ramt os allesammen i brystet.”

Tyskernes lejr med anløbsbroen til højre i billedet. Fotokilde: Horne Lands Folkemindesamling.

Omkring kl. 14 vendte Hans Peter og Rasmus Verner tilbage til gården. De var i selskab med den lokale læge Gram-Hanssen, der havde krævet liget af Niels Karl udleveret fra tyskerne.

”Mor kunne nok fornemme, at noget alvorligt var hændt. Hun kunne jo se, at Niels Karl ikke var med hjem. Gram-Hanssen gav hende en beroligende indsprøjtning. Det var ikke nødvendigt at tale om enkeltheder i den situation.

Farbror Johannes, far og jeg hentede Niels Karl og på vor fjedervogn trukket af vor egen hest kørte vi ham hjem. Han stod hjemme, indtil begravelsen foregik fra Horne Kirke.

Det blev i øvrigt en smuk højtidelighed, som mange af sognets folk overværede.”

Anløbsbroen. Fotokilde: Horne Lands Folkemindesamling.

Kilder: Mænd i sorte kapper, Horne Lands Folkemindesamling, Faaborg Årbogen 1980-81.

Uddrag af "Træk af Lunde Sogns historie"

I 1997 blev bogen ”Træk af Lunde Sogns historie” udgivet som en egen-udgivelse af forfatteren Hans Henrik Jacobsen. Hans Henrik Jacobsen har skrevet flere lokalhistoriske bøger, hvoraf flere også kredser om besættelsen

I bogen ”Træk af Lunde Sogns historie” optræder der et afsnit om tiden under og lige efter besættelsen. Indholdet kredser meget omkring anlæggelsen af Beldringe Lufthavn. 

Det er dette afsnit, du her kan læses i en redigeret udgave, hvor den del af teksten, der træder udenfor emnet besættelsen er pillet fra.

Forsiden af bogen.

Tysk besættelse

De fredelige tilstande i det lille sogn blev brudt, da området omkring Beldringe, Tåstrup og Allesø i efteråret 1943 af den tyske værnemagt blev udset til anlæg af tysk flyveplads. Krigen, der nogle år havde raset ude på Europas slagmarker, rykkede tættere på og fik alvorlige konsekvenser for beboerne i de nævnte byer.

I sommeren 1943 verserede der rygter om, at et større areal på Fyn skulle udses til tysk militær flyveplads, og at det i løbet af efteråret ville blive beslaglagt. Endnu vidste man dog intet med sikkerhed. Man havde først set på arealer i nærheden af Marslev og på et område syd for Odense, og først derefter bestemte man sig for området omkring Beldringe.

Set med tyske øjne var det et godt valg. Flyvepladsen ville komme til at ligge i nærheden af Odense, og en del af det flade „Sletten“ ville være velegnet til flyveplads.

Det første mistænkelige på egnen foregik i begyndelsen af oktober 1943. En tysker -formodentlig en officer -spankulerede rundt i Rosendals marker, ledsaget af en dansker, der var i civil. Hvad deres samtale drejede sig om vides ikke, men på tyskerens adfærd anedes, at der var noget i gære.

Foto af Rosendahl med beskrivelse. Billedet er taget fra en brochure om Nordfyn.

Umiddelbart efter fik sognerådene i Lunde og Allesø-Næsbyhoved Broby en fortrolig meddelelse fra Fyns Statsamt om, at dele af sognene var udset til militær flyveplads. Officielt skete der ikke mere. Beboerne i det faretruede område følte sig dog skræmte, idet 3-4 mænd begyndte at afsætte mærkepæle i markerne, hvilket selvfølgelig frembragte de første bange anelser.

Forarbejdet kom snart i gang, og beboerne i Beldringe og på Tårup mark fik meddelelse om, at de snart ville blive „sagt op“. Den øverstbefalende havde taget ophold på Lunde Ågård, og herfra forlød det, at godt 200 familier i løbet af de kommende måneder ville få besked om at forlade hus og hjem. Det hele blev snart til alvor. Beboerne i Beldringe, Tåstrup, Allesø og på Tårup mark var blevet offer for det tredje riges erobringstrang.

Beldringe skulle omdannes til flyveplads for tyske tropper, mens Allesø og Tåstrup skulle bruges til indkvartering af tyske soldater, anlæg af depoter, flyverskjul og hangarer. Over 2.000 tdr. land af den frodige fynske muld skulle beslaglægges, og godt 200 familier ville med ét blive husvilde.

I dagene før jul blev der holdt et par oplysende møder, hvor forskellige myndigheder var repræsenteret, og det var ved mødet i Lumby Tårup Forsamlingshus, gårdejer Johs. Kyed, Lumby, der en årrække havde repræsenteret Venstre i Folketinget, lovede at støtte beboerne efter bedste evne.

Et af møderne blev holdt i Allesø Forsamlingshus, og her blev der nedsat et lodsejerudvalg. Gårdejer Anton Bentsen og gårdejer Rasmus Rasmussen blev valgt til at repræsentere lodsejerne i Allesø, dyrlæge Valdemar Andersen, gårdejerne Christen Christensen, Marius Hansen og Anders Hansen lodsejerne i Beldringe og på Lumby Tårup mark. Johs. Kyed blev opfordret til at være formand for udvalget, og det indvilligede han i.

En kommission, bestående af både tyske og danske medlemmer med tyskeren Dorn og den senere danske minister Jens Smørum i spidsen vurderede alle ejendommene, og ejerne fik besked om i løbet af kort tid at forlade gårde og huse - og selv skaffe nye boliger. Man stod over for den bitre virkelighed at skulle tage afsked med naboer og forlade sit gode hjem, som måske i flere generationer havde været i slægtens eje, og sorgen greb alle.

Den 1. marts 1944 er sikkert en dato, som mange aldrig glemmer. Det var nemlig sidste frist for rømning af gårde og huse i området. Man enedes i alle tilfælde om en pris, og selv om de evakuerede i første omgang mente, at der var tale om en god pris, fik de en nogen anden opfattelse, da de dag efter dag måtte rejse rundt på Fyn for at se på nye ejendomme, for priserne blev ret hurtigt sat i vejret. Man benyttede sig ganske enkelt af den situation, som beboerne i Beldringe, Tåstrup og Alles^ pludselig var kommet i.

Det gjaldt som helhed, at langt de fleste fandt et nyt værested på Fyn. Man var stavnsbundet, og det blev understreget ved den ekstreme situation, en del af de to sognes beboere var kommet i. Mange familier blev boende på Nordfyn i nærheden af deres gamle hjem for at følge begivenhedernes voldsomme gang på nærmere hold. Et gammelt ord siger: Selv de stærkeste vinde fører ikke Fyns børn uden for bælterne.

I løbet af ganske kort tid måtte først og fremmest Beldringe og Allesø gennemgå en omvæltning, der fuldstændig ændrede de to landsbyers karakter og udseende. Efter at der var rejst to kryds, et på Rosendals marker i vest og et på Lunde Møllegårds marker i Øst for at markere midterlinjen for den kommende startbane, gik arbejdet i gang.

Hegn blev jernet, og det samme gjaldt de ejendomme, der lå i vejen, bl.a. Niels Poulsens gård vest for Rosendal i Beldringe samt to husmandsbrug og to huse, der lå langs vejen fra Beldringe til Lunde. Også denne vej blev udslettet.

Beldringe station blev lukket for al befordring, der ikke havde med anlæg af flyvepladsen at gøre, og der blev anlagt spor fra Lumby holdeplads til Allesø. En annonce i dagbladene lod vide, at der daglig antoges nye arbejdere på „Beldringe Banegaard“, og danske arbejdere strømmede til i hundredvis.

Man mener, at der på et tidspunkt var mere end 4.000 arbejdere på pladsen, lokket til af de gode penge, der var at tjene. Nogle lagde hest og vogn til; andre kom med tog, og så store skarer var der tale om, at der hver dag ved arbejdstids begyndelse og ophør blev sendt ekstratog fra Odense til Beldringe.

Så snart de sidste ejendomme var rømmet, begyndte arbejdet for alvor. Ikke så få entreprenører blev antaget til de omfattende bygningsarbejder, og fra de tyske krigsmarker tilkaldtes adskillige ingeniører og arkitekter.

Startbanearealet, der var ca. 2 km. langt, blev planeret og selve startbanen anlagt. Cementen blev blandet i et anlæg, der var placeret for enden af startbanen ved Bladstrupvej, der ligeledes var spærret for trafik, der ikke havde med flyvepladsen at gøre. Gennem en rørledning blev cementen pumpet ud over hele startbaneområdet, og af den grund måtte der arbejdes i døgndrift.

En 18 meter bred ringvej skulle i en længde af ca. 10 km. brede sig rundt omkring pladsen, men den nåede ikke at blive helt fuldført. En strækning af den eksisterer endnu vest for Allesø. Der opførtes to hangarer, en syd for Allesø, der i dag tjener som sportshal, og en over for Christiansholm, der ikke fuldførtes og fjernedes efter krigens slutning.

Der byggedes flyverskjul, bunkers og beskyttelsesrum, transformatorer og brandstation, ligesom der indrettedes lazaret og administrationskontorer. Et par steder oprettedes lytteposter, bl.a. en på det højeste punkt i Lunde sogn, Aasesbanke ved Jeppesgyden. Den betjentes af nogle gamle soldater, som der ikke længere kunne gøres brug af ved fronten. De var -i modsætning til nogle af de ledende tyskere på pladsen - fredelige og lagde ikke skjul på, at de ønskede, at krigen snart måtte være slut.

Byggeadministrationen havde til huse på Lunde Aagård, hvor først stuehus og derefter avlsbygninger blev indrettet til kontorer. Gården lå imidlertid i vejen, eftersom den var beliggende tæt ved enden af startbanen, og som følge deraf blev den revet ned til grunden. Gården havde oprindelig ligget i Vester Lunde, men var nyopført lidt uden for byen i 1915, og ejeren måtte nu se det hele blive jævnet med jorden. Han flyttede tilbage i det oprindelige stuehus i Vester Lunde og fik efterhånden opført nye udbygninger, så at driften af Lunde Ågård kunne fortsætte.

På grund af den korte frist, beboerne havde, solgte de fleste det meste af kvæget til tyskerne. Nogle gårde blev udelukkende lavet om til kostalde, andre til hestestalde og følbokse, mens et par gårde blev omdannet til svinestier. Langt de fleste af de beslaglagte ejendomme var således indrettet til et ganske bestemt formål.

På Lohmann Rasmussens gård i Allesø indrettedes der et fængsel, hvor personer, der på en eller anden måde havde overtrådt loven, blev anbragt og forhørt. Det eneste, der faktisk savnedes på flyvepladsen, var flyvemaskiner!

Pladsen var efterhånden i en sådan stand, at den kunne modtage mange, men det varede længe, før de første landede. Det skete i marts 1945, og da krigen var forbi, var der nøjagtig 50 tyske flyvemaskiner på pladsen. De nåede ikke at få nogen praktisk betydning, og det samme kan man godt sige om de ca. 800 tyske soldater, der i begyndelsen befandt sig på området. Antallet reduceredes snart til 300, og de fleste stod vagt de spærrende bomme. De mange mekanikere fik aldrig brug for deres tekniske kunnen, når de store jagerstyrker skulle repareres, for de kom aldrig!

Da fredsbudskabet lød den 4. maj 1945, var de tyske soldater begyndt den sørgelige hjemmarch. Befrielsesdagene bragte ingen afklaring på spørgsmålet om flyvepladsens fremtid. Den 8. maj landede de første engelske flyvemaskiner på pladsen, og snart overtog engelsk militær området. Nu var det engelske RAF-soldater, der stod vagt ved bommen, som spærrede vejen fra Vester Lunde mod Lumby Tårup, og nu flokkedes børn og unge mennesker ved bommen for om muligt at få en kontakt med en engelsk soldat. Som stor knægt følte jeg det som en stor gevinst her at få de engelske soldaters autografer!

I månederne forinden var ca. 200.000 østprøjsiske flygtninge over Østersøen kommet til Danmark, og mange placeredes i skoler, forsamlingshuse og andre større lokaler. Særlig velegnet var en landsby, der stod tom, og det var netop tilfældet med Allesø.

Det blev denne landsbys skæbne frem til februar 1947, hvor op til 1500 flygtninge boede i byens gårde og huse, flest ældre mennesker og mødre med børn. Fædrene var sendt til fronten, og mange var i krigsfangenskab. Der blev sat pigtrådshegn rundt omkring byen, og Allesø var fortsat lukket land. Denne skæbne overgik ikke gårdene i Beldringe og Tåstrup, men alligevel var der lange udsigter til, at normale tilstande kunne genoprettes.

Jorden var efter tyskernes kapitulation overdraget Statens Jordlovsudvalg, hvis drift af området gav anledning til nogen kritik. Jorden blev ikke dyrket af kvalificerede bønder, og den gav ikke det udbytte, som den gjorde under normale forhold.

Indenrigsministeriet, som havde haft ansvaret siden beslaglæggelsen, kom til det resultat, at flyvepladsen skulle bibeholdes og fungere som privat flyveplads. Der var enighed om at give ejendommene uden for flyvepladsarealet fri i videste omfang, hvilket i praksis kom til at gælde ejendommene i Allesø og på Tårup mark. Hvad ejendommene i Beldringe og Tåstrup angik, var man afventende.

Et tysk Dornier DO217 efterladt på flyvepladsen. Fotokilde: Jørn Junker.

40 ejendomme nær flyvepladsområdet havde siden kapitulationen været udlejet. Nogle havde udsigt til ret hurtigt at blive frigivet, mens andre ikke ville blive frigivet, fordi de lå inden for flyvepladsgrænsen. Beldringe ville blive centrum for administration af den kommende flyveplads, og der var planer om at anlægge en startbane på tværs af den eksisterende, så at der kunne startes i alle fire vindretninger.

I første omgang vedtoges det, at Beldringe fortsat skulle være flyveplads for fynske sportsflyvere; hangaren i Allesø skulle bibeholdes, mens den påbegyndte hangar ved Christiansholm skulle rives ned, og lazaretbygningen, der var indrettet på Rosendal, skulle tjene som administrationsbygning. Der førtes forhandling om tilbagekøb, og resultatet var, at ca. 135 af de godt 200, hvis ejendomme var blevet beslaglagt, ønskede at gøre brug af deres forkøbsret.

I det væsentlige var det landbrugere og håndværkere, der ønskede at vende tilbage. På grund af ejendomme, der ikke længere eksisterede, skulle der foretages en jordfordeling, og de første af de gamle beboere begyndte at vende tilbage til Allesø i sommeren 1947. I løbet af den følgende sommer kom de sidste, og den 8. oktober 1948 kunne man i Allesø for første gang hejse byens flag på anlægget nord for kirken og ved den efterfølgende festgudstjeneste, hvor biskop Øllgaard prædikede, og ved festen i Allesø forsamlingshus markere, at beboerne var vendt tilbage til Allesø, der nu atter var etableret som nordfynsk landsby.

Forinden havde der dog været foretaget et stort oprydningsarbejde og udført mange reparationer. Men det påtog man sig gerne for at kunne bo i de vante omgivelser. Det affødte nogen bitterhed hos de tidligere beboere i Beldringe.

Dyrlæge Andersen, der som nævnt repræsenterede de tidligere lodsejere i Beldringe, tog flere gange til genmæle i dagspressen og skrev bl.a. i dagbladet København: „Det er os en glæde at se vore tidligere naboer og venner vende tilbage, men det svider dobbelt hårdt, at vi stadig er - og vedblivende skal være - bortvist fra vore kære gamle hjem - hjem, hvoraf flere er gamle slægtsejendomme.“ - Kontorchefen i Indenrigsministeriet svarede: „Det er givet, at man ikke kan have en landsby liggende inde på en flyveplads. Det er ikke blot et spørgsmål om huse, men også om, at der skal være mennesker til at dyrke jorden udenom. Hele Beldringe by ligger inden for flyvepladsområdet.“

Så længe flyvepladsens fremtid ikke var afklaret, kunne der ikke tages stilling til tilbagekøb af ejendomme i Beldringe og Tåstrup. Først efter nogle års forløb blev det vedtaget, at den planlagte udvidelse af flyvepladsen ikke ville finde sted, og i 1954 fik de tidligere ejere tilbud om overtagelse af deres ejendomme. Også her vendte de fleste af de tidligere landbrugere tilbage, såfremt deres tidligere ejendomme overhovedet eksisterede. Nogle af de gamle bunkers ligger fortsat i Beldringe, og den bunker, der ligger tæt ved Rosendal, er i foråret 1997 indrettet som Historiecenter Beldringe.

Det er en kommandobunker på ca. 90 kvadratmeter, hvis tag og mure er 2 meter tykke og forsynet med tommetykke ståldøre. Til opførelse af denne bunker er i sin tid brugt 990 kubikmeter beton og knap 60 tons stål. Her vil man i udstillinger kunne se materiale om flyvepladsen og dens oprindelige formål. Tyskernes regnskaber er dog ikke bevaret, da de kort tid efter kapitulationen blev brændt på et stort bål, hvor militære papirer, projekter og kvitteringer gik op i luer. Her skulle ingen senere kunne komme og stille nogen til regnskab.

(Større afsnit af tekst fjernet)

Besættelse kalder på modstand, og i januar 1945 gennemførtes en særdeles effektiv sabotageaktion på flyvepladsen, hvor 6 gravemaskiner og 20-30 tipvognslokomotiver totalt udbrændte. Aktionen fandt sted sydvest for Lunde, og herefter gik arbejdet med anlæg af ringvejen næsten i stå. Den nåede aldrig at blive gennemført fra Allesø-Norden til Tåstrup, og det har den vellykkede sabotage nok været medvirkende til.

Der etableredes også en modstandsgruppe i Lunde, bestående af Aage Møllegaard, Lars Børge Olsen, Karl Aage Frederiksen, Ejner Rasmussen, Otto Edlefsen og Erik Møgelvang, der som andre grupper trådte frem ved befrielsen og tog aktivt del i arbejdet.

Også sognepræsten i Lunde, Viggo Pedersen var aktiv, idet han var med til at organisere modstandsbevægelsen på Nordfyn og dermed også Lunde-gruppen. Lunde nåede at få krigen på nært hold, og besættelsen af en del af sognet og dermed lukning af vejen fra Vester Lunde til Odense kunne ikke undgå at berøre sognet. Det har også været medvirkende til, at man i Lunde ønskede at sætte befrielsen et varigt minde.

Den 5. maj 1946 afslørede sognerådsformand Carl Bendtsen på en plads midt i Vester Lunde en mindesten med følgende indskrift, forfattet af gdr. Niels Marius Madsen, Vester Lunde:

Sten af Ælde - her vil melde,

nu er atter Fred paa Jord.

Magt og Vælde - ej skal gælde,

frit staar Danmark end i Nord.

Derefter samledes sognets beboere i forsamlingshuset, hvor der blev talt af tidligere sognepræst Viggo Pedersen, der i mellemtiden havde overtaget embedet som sognepræst i Ørsted på Vestfyn. Gennem tunge år, udtalte han, lærte vi at se på vort fædreland med helt andre øjne og lærte, hvilken uendelig rigdom friheden er for et folk. Og særlig for Lunde sogn vil fortiden blive husket, fordi krigens år betød, at sognet blev revet ud af den tornerosetilværelse, det havde ført i århundreder. Vi, som oplevede det, vil aldrig glemme den skæbnetunge dag, da der kom ordre til, at Beldringe skulle evakueres - og så var det kun begyndelsen.

Han udtalte afsluttende: Hvis vi skal gøre os håb om, at den dyrebare fred, som er vundet, skal bevares, så må vi ville midlerne og bogstaveligt gøre digterens ord til vore, når han siger: „Om din frihed vil vi værne, holde skjoldvagt om din fred.“

Husmandsskolen - Gestapos hovedkvarter på Fyn

Den nedenstående artikel stammer fra foreningen Odense 1940-45s nedlagte hjemmeside. Artiklen blev skrevet af Ann Amons. Odense 1940-45 gik i 2013 sammen med Historiecenter Beldringe om at skabe foreningen Besættelsesmuseum Fyn.

Husmandsskolen fotograferet i 1939. Fotokilde: Det Kongelige Bibliotek

Husmandsskolen - Gestapos hovedkvarter på Fyn

Af Ann Ammons

I midten af september 1943 udtrykte tyskerne ønske om få overdraget brugsretten til Husmandsskolen i Tarup. Skolens ledelse forsøgte at trække sagen i langdrag, men uden held. Tyskerne overtog skolen den 4. oktober og dermed var Gestapo (Geheime Staatspolizei) og SD (Sicherheitsdienst) kommet til Fyn.

Elevernes spisesal i kælderen blev inddelt i celler på 1,28 m x 3,81 m. Cellerne kunne i travle perioder rumme op til 16 mand, der så måtte dele den ene seng, der var derinde.

Biler ved Husmandsskolen efter bombningen. Fotokilde: Fyens Stiftstidende

Der gik ikke mange dage før der var brug for cellerne. Omkring af midten af oktober blev 31 odenseanere anholdt for forskellige typer illegal virksomhed. Disse mænd kom alle i forhør på Husmandsskolen inden de blev overført til Horserød lejren.

Den første leder af Gestapo på Fyn var Kurt Guttmann. Guttmann var Hauptsturmführer i SS. Han fik en lille styrke under sig, idet man fra tysk side ikke tillagde Fyn den store betydning.

Men efterhånden som krigen skred frem, vendte den tyske krigslykke og sabotageaktiviteten på Fyn tog til. Guttmanns overordnede var stærkt utilfredse med den blødsødenhed, de mente kendetegnede chefen på Husmandsskolen. Der måtte slås hårdere ned på modstandsbevægelsen.

Tortur af fanger var dog ikke et ukendt fænomen under Guttmanns ledelse, men ønsket om en hårdere linie betød at Guttmann måtte se sig fjernet fra Husmandsskolen. Guttmann måtte endda lide den tort at se en lavere rangerende mand overtage hans plads.

Husmandsskolen efter bombningen. Fotokilde: Fyens Stiftstidende

Chefposten blev overtaget af Friedrich Dohse, der nok havde en lavere rang end Guttmann, men arbejdede efter mere hårdhændede metoder. Dohse havde gjort tjeneste i Bordeaux, hvor han blandt andet havde stået for deportationen af jøder og modstandsfolk, tortur og skydning af gidsler.

Han gik til opgaven i Odense med stor energi, dog uden de helt store resultater. Dertil var den fynske modstandsbevægelse for effektiv. Frustrationerne over den manglende succes betød mere hårdhændede metoder mod fangerne under forhørene.

Gestapo havde et stort stikkernetværk, der også havde sin gang på Husmandsskolen. Mest berygtet er Poul Michael Hansen (Poul Tysker), der endog boede på Husmandsskolen. Han agerede tolk ved forhør af fanger og deltog også i mishandlingen. Han rykkede også ud til aktioner sammen med andre Gestapo folk. Efter krigen blev Poul Tysker henrettet for sine handlinger i Gestapos tjeneste.

Skolen blev grundigt camoufleret. Især efter angrebene på Gestapos hovedkvarterer i Århus og København, frygtede Gestapo i Odense, at de stod for tur næste gang. Skolen blev simpelthen indhyllet i sløringsnet, der gjorde det umuligt at se stedet fra luften.

Derudover var Husmandsskolen omgivet af pigtrådshegn og streng bevogtning. Flere planer fra modstandsbevægelsens side om at angribe skolen, blev da også skrinlagt. Det ville have for store omkostninger at gå til direkte angreb på Gestapo.

Den odenseanske modstandsbevægelse havde gentagne gange anmodet englænderne om at bombe skolen. Sidst på eftermiddagen den 17. april 1945 kommer angrebet. Skolen blev angrebet af seks bombefly, der i første omgang havde svært ved at finde skolen.

Der skulle tre indflyvninger til før målet blev lokaliseret og selv da var der flere fejlslagne bombenedslag. Flere huse i Tarup blev ramt og 9 civile blev dræbt ved bombardementet. Gestapo selv led ingen tab, idet man havde fået varsel om at bombeflyene havde retning mod Odense.

Efter bombningerne af hovedkvartererne i København og Århus, var Gestapo i Odense klar til flugt. Fire fanger blev efterladt i deres celler på Husmandsskolen under bombardementet. Alle fire overlevede, men løb i armene på tyskerne, da de fik gravet sig ud af ruinerne.

Husmandsskolen blev indbegrebet af Gestapos grusomhed overfor fynboerne. Forhørsmetoderne, der blev taget i brug af tyskerne og deres danske håndlangere, var alt andet end blide. En 20-årig mand blev i marts 1945 indbragt til forhør på Husmandsskolen. Han måtte igennem et flere timer langt forhør med knippelslag, spark og slag i nyrerne.

Efter endt forhør bliver han få dage senere sendt til Frøslev-lejren. Det eneste han havde gjort sig skyldig i var, at være i besiddelse af nogle illegale blade. Andre fanger har fortalt om slag under fodsålerne, så de ikke kunne stå. Andre igen om pisk og brændende cigaretter, der blev slukket på huden. Ikke uden grund blev Husmandsskolen kaldt Fyns mest pestbefængte bygning.

Husmandsskolen blev ikke genopbygget efter krigen. Husmandsskolens Allé, hvor skolen lå, hedder i dag Jeppe Aakjærs Allé. Den 17. april 2005 afslørede man en mindesten på stedet, hvor Husmandsskolen lå.

Helnæs under besættelsen

Halvøen Helnæs, der ligger på det sydvestlige Fyn mellem Faaborg og Assens, spillede ingen stor rolle under besættelsen. 

Helnæs markeret på kort over Fyn.

Enkelte modstandsfolk søgte tilflugt på Helnæs og forsvandt så igen, men det meste af det, der kan findes af historie om Helnæs under besættelsen relaterer til de allieredes bombardementer af Tyskland. 

Blandt de historier, der kun er nævnt i bisætninger, er at en allieret flyver tømte sin bombelast tæt på Abkjeldgaard, der ligger på halvøens nordøstlige del.

Den nødlandede Junkers W-34. Fotokilde: Frihedsmuseets fotoarkiv.

En anden mindre hændelse var den nødlanding et tysk Junkers W-34 den 25. marts 1942 foretog på Helnæs. Transportflyet fik motorproblemer, men landede uskadt og uden at de ombordværende led overlast. Mandskab fra Flughafenbereicht Seeland kom senere til stedet og fik repareret flyet.

Andre hændelser fortjener deres eget kapitel.

Flyvere i vandkanten

I august 1944 blev den amerikanske flyver sergent Robert R. Helpes fundet i vandkanten ud for Bogården, der ligger kort efter dæmningen. Den B-24 Liberator han var ombord på, styrtede i juni 1944 i havet ved Årø. 

Den 10 mand store besætning hoppede ud med faldskærm. Nogle blev taget af havet, andre blev taget af tyskerne på Årø.

Sidenhen drev tre af besætningsmedlemmernes lig i land på Helnæs. Foruden Robert R. Helpes, drev også løjtnant Richard F. Gall og teknisk sergent Robert M. Kimmey i land.

Helpes blev den 14. august begravet på Helnæs Kirkegård af værnemagten. Richard F. Gall og Robert M. Kimmey blev begravet på Assens Nye Kirkegaard. De blev alle gravet op i 1948, hvor deres jordiske rester blev til overgivet til det amerikanske militær. 

Robert R. Helpes jordiske rester blev bragt til en amerikansk militærkirkegård i Belgien.

Flystyrtet den 17. august 1944

Tæt ved dér, hvor dæmningen når Helnæs, der står der et mindesmærke for et Halifax bombefly fra Royal Canadian Air Force, der natten til den 17. august 1944 blev skudt ned her. 

Af besætningens syv mand omkom de fem. 

Fire af besætningsmedlemmerne blev fundet druknede langs kysten, mens radiotelegrafistens lig først blev fundet, da flyet blev hævet op fra vandet. 

Alle fem blev begravet ved Sønderby Kirke, cirka 10 kilometer nord for Helnæs.

De to overlevende blev bevidstløse bjærget fra vandet og bragt til Assens Sygehus, hvorfra de blev overført til tyskernes lazaret i Fredericia.

Mindestenen på Helnæs. Fotokilde: Frihedsmuseets fotoarkiv.

Flystyrtet er beskrevet i Anders Bjørnvads bog Faldne Allierede flyvere 1939-1945. 

”Under en mission til Kiel natten til den 17. august 1944 blev en Halifax bomber ramt over dansk område. 

Besætningen sprang ud med faldskærm over den sydlige del af Lillebælt, på strækningen mellem Torø og Helnæs. Flyet styrtede ned ved Langøre, der fra fastlandet fører over til Helnæs.

Det blev en bevæget nat for en del yngre mennesker i Sønderby Bjerge, idet de forsøgte at komme de nedstyrtede flyvere til hjælp i en robåd. 

Oppe fra land kunne de høre dem råbe om hjælp, og sammen med ”Falcks redningskorps” fik de etableret nødbelysning ud over vandet, men da de kom ud på vandet, kunne de ingenting se og ingenting høre. 

Det blæste kraftigt den nat, og der var ret høj søgang. Efter nogen tids forløb blev eftersøgningen derfor opgivet.”

Den falske flyveplads

Overflyvninger kunne tydeligt høres på Helnæs. Allierede fly på vej mod bombemål i Tyskland eller på vej på mineudlægning fløj ofte over Helnæs. 

Enkelte gange kunne der høres luftkampe og der er også øjenvidneberetninger, der fortæller, at bombardementerne af de nordtyske byer kunne ses som et kæmpe ildhav i det fjerne.

Det fik i 1942 tyskerne til at anlægge en falsk flyveplads på Helnæs. 

Håbet var, at de allierede ville kunne lokkes til at tro, at der var tale om et reelt bombemål. Den falske flyveplads blev placeret på Helnæs Made.

Bygning på "flyvepladsen". Fotokilde: Helnæs Lokalhistoriske Arkiv.

Flyvepladsen blev udstyret med forskellige bygninger, der skulle få det til at se troværdigt ud – blandt andet en hangar. Der blev også harvet, så det så ud som om der var en landingsplads, og der blev bygget flyattrapper i træ 

Der blev også placeret beholdere med olie, der ville kunne antændes efter et angreb, for at give en troværdig illusion af, at man havde ramt et militært mål.

Før den falske flyveplads var færdigbygget blev området dog overfløjet af to engelske flyvere på rekognoscering, der tog billeder af området. 

Der blev også bygget en reel barak til det tyske personale, hvor der blev indlagt telefon. 

I et interview med Helnæs Posten fra februar 2006, fortæller Jørgen Møller Christensen, årgang 1930 og opvokset på Helnæs Mølle, følgende om tyskernes tilstedeværelse: 

”…der var tyskere ude på Maden, jeg tror en 7-8 stykker, hvor de boede i et træhus. De havde bygget en falsk lufthavn, så englænderne skulle tro, at Helnæs var befæstet. Men den hoppede de ikke på! Men de tyskere var meget fredelige, vi spillede da også fodbold med dem. Der var særlig en tysker ved navn Heinz, som spillede godt. Jeg tror, de spiste henne på kroen.”

Oplysningen med, at tyskerne spiste på kroen, stemmer godt overens med historien om, at de billeder, der findes af flyvepladsen, efter sigende blev taget, mens tyskerne var på kroen og spise frokost.

Den falske flyveplads blev fjernet i 1944.

Der kan ses flere billeder af den falske flyveplads på Arkiv.dk.

Udsigtsplatform ved "flyvepladsen". Bemærk personen på trappen. Fotokilde: Korte træk af Helnæs Sogn's historie.

Bygninger på "Flyvepladsen". Fotokilde: Korte træk af Helnæs Sogn's historie.

Kilder: Faldne allierede flyvere 1939-1945, Korte træk af Helnæs Sogn's historie, Helnæs Posten, Airwar over Denmark, Toldstrupselskabet, Airmen.dk, Historisk Atlas, Jørn Junker, Jens P. Sørvin.

Richtfunk Verbindungs-Stationen i Gudme

Under besættelsen og frem til befrielsen havde den tyskerne en radiokædestation/Richtfunk Verbindungs-Station liggende på Langbjerggårds marker i udkanten af Gudme.

Den største af barakkerne og de to master. Årstal ukendt. Fotokilde: Gudme Lokalhistoriske Arkiv

Allerede kort tid efter besættelsen var tyskerne begyndt at opbygge deres netværk af radiokædestationer i Danmark, stationen i Gudme stod klar i 1943.

For at forstå, hvordan radiokædestationerne virker har jeg bl.a. været forbi Dan Mouritzens bog "Gefechtstand Silkeborg Bad", hvor det bliver forklaret ganske fint.

Ved befrielsen i maj 1945 lå der 21 tyske radiokædestationer/Richtfunk Verbindung-Stationen spredt ud over hele Danmark. Stationerne lå i en afstand på ca. 60 kilometer fra hinanden og var anbragt således, at man kunne få direkte optisk sigte mellem stationernes retningsbestemte antennesystemer. Det var muligt, at sende på afstande helt op til 120 kilometer, men i Danmark lå stationerne altså tættere på hinanden.

Stationerne bestod af et antennesystem anbragt i så stor højde over jorden som muligt - typisk i et ca. 50 meter højt antennetårn. Antenne-systemet var tilsluttet en ultrakortbølgesender og -modtager.

Den store fordel ved disse retningsbestemte forbindelser var, at de ikke kunne aflyttes. Samtidig kunne systemet transmittere op til 12-20 telefonsamtaler og 20-30 fjernskriver-signaler samtidig. Endelig var systemet også hurtigt at betjene og på 5 minutter var det eksempelvis muligt, at få en samtale igennem fra Oslo til Wien.

Den danske del var tilkoblet det tyske gennem en forbindelse i Sønderjylland og til Norge med en kabelforbindelse. Ved Kolding var der så både forbindelse mod vest til Esbjerg og mod øst til Sjælland og Fyn. Fra Femern var der også forbindelse fra Tyskland til Sjælland via et anlæg ved Horslunde på Falster, der havde kontakt til anlæggene i Gudme og Slagelse. Fra Gudme var der også forbindelse til anlægget ved Tranderup på Ærø, der var havde forbindelse til et anlæg ved Kappeln.

Kort efter befrielsen blev systemet taget ned og fragtet til Tyskland, for her at blive brugt af englænderne i den britisk besatte zone.

Anlægget set fra Hesselagervej: Fotokilde: Svendborghistorie.dk

I Gudme lå altså Richtfunk Verbindungs-Station no. 825 på Langebjerggårds marker. Gården var beliggende på Vestergade 14 i Gudme og var opkaldt efter bakken Langebjerg, der lå på gårdens jord. Den højde Langebjerg har bidraget med, har uden tvivl været med til at gøre markerne et attraktivt sted at placere Richtfunk Verbindungs-Stationen.

På gården boede familien Rosagergaard. I 1950 blev deres slægtshistorie skrevet i bogform, men selv om besættelsen kun lå få år bagude, så fyldte omtalen af den beslaglagte jord ikke mange linjer.

”Under Besættelsen beslaglagde Tyskerne 3 ha paa nævnte Bakke og opførte her en Pejlestation og omgav den med Minefelter, og der blev bygget Barakker. Efter Kapitulationen blev Pejlestation og Miner fjernede; men Barakkerne blev befolket med tyske Flygtninge, og Vagtmandskabet var indkvarteret paa Gaarden. Alt dette var ikke rart, selv om vi ikke kan klage over Tyskernes Opførsel.”

Briternes håndtegnede kort over anlægget. Fotokilde: Gudme Lokalhistoriske Arkiv

Tyskernes Richtfunk Verbindungs-Station var centreret omkring en stor barak, hvor der var arbejdsrum, radiokommunikationsrum, 6 rum til indkvartering, køkken, toilet og bad. Ved siden af barakken stod de to master, der holdt antennesystemet oppe. 

Foruden hovedbarakken var der også to mindre bygninger, hvor der var yderligere indkvartering i det ene, og garage, strømforsyning og hundebure i den anden.

Det formodes, at der har været 15-20 soldater på stationen af gangen, der fungerede under kodenavnet RUTH.

Detektorfund fra området. Her ses kodenavnet RUTH tydeligt. Fotokilde: Jesper Skou Pedersen

Efter befrielsen blev barakkerne brugt til tyske flygtninge. Omkring 100 tyske flygtninge fra området omkring Danzig blev indkvarteret der. Disse kom videre i løbet af 1947.

Legitimationskort for en af de tyske flygtninge, der havde lov til at forlade lejren for at passe sit arbejde på tuberkulosestationen på Broholm Slot. Fotokilde: Svendborghistorie.dk

Der kan ses flere billeder på 1940-1945.dk.

Anlægget bevogtes i tiden efter befrielsen. I den officielle billedtekst står der, at der er tale om engelske tropper, flere har dog påpeget, at uniformeringen tyder på, at der er tale om soldater fra Den Danske Brigade. Fotokilde: Gudme Lokalhistoriske Arkiv

Kilder: Gudme Lokalhistoriske Arkiv, Dan Mouritzen "Gefechtstand Silkeborg Bad", Svendborghistorie.dk, Rosagergaard-slægten, 1940-1945.dk, Nakskov Lokalhistoriske Arkiv.

Bemærkning: Disse tyske radiokædestationer omtales på et utal af forskellige måder. Jeg har lagt mig fast på radiokædestationer og Richtfunk Verbindung-Stationen, da disse umiddelbart fremstod som de mest korrekte.

Dallund Slot

Fotokilde: Rigsarkivet.

Den ovenstående invitation er sendt til Von Hanneken i december 1944 om deltagelse i åbningen af en NS Führungsschule på Dallund Slot ved Søndersø den 10. januar 1945, og før det, morgenmad på Grand Hotel i Odense kl. 13.

Von Hanneken var på dette tidspunkt stadig øverstbefalende for de tyske styrker i Danmark, han blev dog frataget rang og stilling i udgangen af januar 1945.

En NS Führungsschule var et sted, hvor den nazistiske ideologi blev lært. Åbningen sker efter aftale med Von Hannekens NSFO og i enighed med luftvåbnets og marinens NSFO. NSFO står for "Nationalsozialistischer Führungsoffizier" - en officer, der er ansvarlig for læringen af den nazistiske ideologi. 

Dallund Slot blev beslaglagt af tyskerne i september 1944 og var beslaglagt frem til august 1945. På tidspunktet for beslaglæggelsen fungerede slottet som rekreationshjem og tyskerne havde varslet deres beslaglæggelse overfor forstanderinden den 17. marts 1944.

Ved avlsgården, der ligger nærved Dallund Slot, påbegyndte tyskerne i efteråret 1944 bygningen af to 65 meter lange grundmurede barakker. Bygningen af barakkerne blev aldrig bragt helt til ende, alligevel kom de siden til at huse omkring 200 tyske flygtninge, hvilket også er grunden til, at Dallund Slot var beslaglagt i flere måneder efter befrielsen. 

Flygtningelejren ved Dallund var forbeholdt ”vanskelige” flygtninge, der havde begået mindre forbrydelser eller ikke havde kunne finde sig tilrette i andre lejre.

Kilder: Rigsarkivet, Søndersø Lokalhistoriske Arkiv, Tyske beslaglæggelser i Odense og Assens Amter 1940-45.