19/06/2024

Drabet på Niels Karl Pedersen - en øjenvidneberetning

I Faaborg Årbogen 1980-81 findes der en øjenvidneberetning fra Rasmus Verner Pedersen, der var storebror til Niels Karl Pedersen, der den 19. november 1944 blev skudt ned af det tyske vagtpersonale fra lejren ved Horne. Den præsenteres her i redigeret form med tilsatte beskrivelser. 
Tyskernes anløbsbro fotograferet fra vandet. Transformatortårnet ses i baggrunden. Fotokilde: Nationalmuseet.
I 1943 påbegyndte tyskerne anlæggelsen af en lejr og en anløbsbro ved Horne, hvor tyskerne skulle kunne servicere deres ubåde. I forbindelse med lejren byggede tyskerne en transformatorstation, der natten til den 19. november 1944 blev ødelagt ved en vellykket sabotageaktion.

Den 19. november 1944 var en søndag. Hver søndag gik gårdejer Hans Peter Pedersen fra den nærliggende Geskemosegård en tur ned til stranden. Han havde en agerlod, der lå mellem vænget, der førte ned til tyskernes lejr og stranden. Han var denne søndag i selskab med sine to sønner Rasmus Verner og Niels Karl.

Hans egen agerlod lå dog pløjet op, så sammen med sine sønner valgte han at gå på naboens lod, der var udlagt som græsmark. Græsmarken lå parallelt med tyskernes lejr.
Tyskernes lejr, anløbsbroen ses i baggrunden til højre. Fotokilde: Horne Lands Folkemindesamling.
Vi gik over marken, som grænsede til det tyske besatte og stærkt indhegnede område. Selv om vi havde tilladelse til at bære skydevåben til jagtbrug, medbragte vi dog ikke skydevåben denne dag.

Vi kunne tydeligt se det sprængte transformatortårn. Vi stod stille en kort stund for at betragte resultatet af sprængningen, og vi stod i en rimelig afstand, nemlig ca. 50 meter, så det var klart for alle, at vi aldeles ikke havde til hensigt at forcere spærringen. Vi stod ganske givet på vor egen jord og på et område, hvor vi mange gange havde stået eller gået efter at tyskerne havde bygget lejren op og rejst indhegningen. Vi vekslede måske nogle få bemærkninger om sprængningen og gjorde derefter klar til at gå videre.

Pludselig hørte vi kommandoråb fra lejren.

28 tyske soldater dannede skyttekæde fra stranden og op imod skovgrænsen. De var allesammen bevæbnede og efter få skridts løb, blev det første skud affyret. Hurtigt fulgte flere efter. Kuglerne peb omkring os.

Jeg troede, at skuddene blot var en advarsel. Både far, min lillebror og jeg strakte armene opad. Jeg er helt sikker på, at vi alle tre stod stille med oprakte hænder. Vi stod så tæt sammen, at vi rørte hinanden.

Men skuddene var ikke advarselsskud. Min bror faldt sammen og far bøjede sig straks ned over ham, for at se, hvad der var sket. Han var ramt af en kugle, der var gået ind over det højre øje og igennem hjernen og ud af baghovedet. Der var altså alvor og mordlyst bag ved skuddene.

Derefter flygtede jeg. Få meter fra det sted, hvor vi blev beskudt, lå der et jorddige. Jeg nærmest fløj over for at søge dækning, men jeg blev ramt af skud fire steder, nemlig i højre håndled, i højre ben og to steder i venstre ben. Der var virkelig bud efter mig. Der var dog ingen mulighed for flugt eller for at gemme sig.

Hurtigt kom tyskerne over til diget. Hurtigt rejste jeg mig op og rakte hænderne op. Jeg var jo totalt værgeløs overfor de bevæbnede soldater, og en uforsigtighed fra min side kunne udløse et skud. Det var mit sidste forsøg på at undgå at blive dræbt.

Der blev heller ikke skudt mere. Jeg blev omringet og ført bort.

Far og jeg førtes til lejren. Der sad vi under bevogtning til henad middagstid. Så kom der tre gestapofolk fra Odense. De to var danske. De afhørte os grundigt om vor færden og om vi havde kendskab til sabotagen mod tårnet eller kendskab til nogen, der havde udført den. Hverken far eller jeg kunne give oplysninger herom. En af tyskerne grinede højt og sagde, at skuddene skulle have ramt os allesammen i brystet.
Tyskernes lejr med anløbsbroen til højre i billedet. Fotokilde: Horne Lands Folkemindesamling.
Omkring kl. 14 vendte Hans Peter og Rasmus Verner tilbage til gården. De var i selskab med den lokale læge Gram-Hanssen, der havde krævet liget af Niels Karl udleveret fra tyskerne.

Mor kunne nok fornemme, at noget alvorligt var hændt. Hun kunne jo se, at Niels Karl ikke var med hjem. Gram-Hanssen gav hende en beroligende indsprøjtning. Det var ikke nødvendigt at tale om enkeltheder i den situation.

Farbror Johannes, far og jeg hentede Niels Karl og på vor fjedervogn trukket af vor egen hest kørte vi ham hjem. Han stod hjemme, indtil begravelsen foregik fra Horne Kirke.

Det blev i øvrigt en smuk højtidelighed, som mange af sognets folk overværede.
Anløbsbroen. Fotokilde: Horne Lands Folkemindesamling.
Kilder: Mænd i sorte kapper, Horne Lands Folkemindesamling, Faaborg Årbogen 1980-81.