En blodig affære

I forbindelse med 60-året for Danmarks befrielse skrev historikeren og tidligere arkivar ved Odense Stadsarkiv, Andreas Skov, den nedenstående artikel, der fint samler op på, hvad der egentlig skete i Odense på befrielsesdagen.

Artiklen gengives med tilladelse fra Andreas Skov.

Modstandsfolk på Albanigade den 5. maj 1945. Fotokilde: Odense Stadsarkiv.

5. MAJ: Befrielsens bitre skær ramte Odense for 60 år siden. 26 mennesker mistede livet

Det skulle have været en glædens dag. Men den 5. maj 1945 blev den blodigste dag i Odenses nyere historie. I to-tre timer om eftermiddagen mindede den indre by om en regulær krigszone. Mindst 26 mennesker mistede livet, og cirka 80 blev såret.

Da befrielsesbudskabet lød over radioen fra London den 4. maj klokken 20.36, udløste det straks hektisk aktivitet i byens modstandskredse. Fynsledelsen, der stod i spidsen for modstandsbevægelsen på Fyn, opslog hovedkvarter i Sukkergården i Frederiksgade. Hertil kom også byens lokale modstandsledelse, byledelsen.

Under mistanke

De odenseanske væbnede modstandsstyrker omfattede cirka 2000 mænd, hvoraf tre fjerdedele blot havde været med i mindre end ét år. Det var kun et mindretal, som havde deltaget i sabotager, våbenmodtagelser eller stikkerlikvideringer. Hovedparten tilhørte de såkaldte M-grupper.

I løbet af aftenen og natten gik modstandsbevægelsen i gang med at forberede morgendagens arrestationer af formodede stikkere og andre, der i de sidste mange måneder var blevet opført i et kartotek, Fynsregistraturen, der indeholdt oplysninger om 3000-4000 personer over hele Fyn.

Om aftenen og natten blev strategisk vigtige bygninger såsom telefonhuset, elværket, gas- og vandværket og hovedbanegården sat under bevogtning. Klokken 6.50 næste morgen beordrede byledelsen alle udfaldsveje spærret. Alle civile, der forsøgte at forlade byen, skulle visiteres, og hvis den pågældende havde våben eller tyske papirer, skulle han/hun omgående arresteres.

Klokken otte begyndte alle byens kirkeklokker at ringe som tegn på, at nu var befrielsen en realitet. Samtidig ankom to repræsentanter fra Fynsledelsen til kasernen på Sdr. Boulevard, hvor cirka 400 tyske soldater holdt til. Her havde de en samtale med den tyske kommandant for hele Fyn, major Greisner, der angiveligt var meget rystet over den tyske overgivelse, men også meget samarbejdsvillig, i det han lovede at holde sine soldater inde på kasernens område.

Kapitulationen gjaldt kun de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark, og det var repræsentanter for feltmarskal Montgomerys 21. armé, der skulle modtage de tyske troppers kapitulation. Den danske modstandsbevægelse havde således ingen bemyndigelse til at forsøge at afvæbne de tyske soldater.

Befrielsen blev i høj grad præget af de mange arrestationer. Klokken 15 var der blevet anholdt 89 personer - og da dagen var omme, var tallet steget til 209.

Arresthusets kapacitet var 60, og det blev snart nødvendigt også at tage den gamle tvangsarbejdsanstalt i Klaregade i brug. Alligevel var der i dagene efter den 5. maj i perioder indsat over 400 personer i Odense Arrest. Mange blev hurtigt løsladt igen, mens den resterende del blev overført til en interneringslejr i Nyborg.

Skød på hinanden

Efter omstændighederne forløb det meste af befrielsesdagen roligt, men sidst på eftermiddagen gik det galt. Klokken 16.10 fik byledelsen en meddelelse om, at en gruppe personer fra det berygtede Hipo-korps var blevet observeret på Middelfartvej nogle kilometer vest for Odense. Byledelsen sendte straks forstærkninger til Bolbro Bakke.

I samme tidsrum var modstandsfolk fra Middelfart ligeledes på jagt efter Hipo-folk, der var blevet observeret på Vestfyn, og modstandsfolkene nærmede sig nu Odense. Da de kørte op ad Bolbro Bakke, blev de pludselig beskudt af de odenseanske modstandsfolk, der troede, det var Hipo-folkene. Gruppen fra Middelfart troede omvendt, at de blev beskudt af Hipo-folk. Situationen kom hurtigt ud af kontrol. Skuddene bragede, så det kunne høres inde i byen, og byledelsen sendte flere folk til området, hvilket blot gjorde situationen endnu mere kaotisk.

To unge mænd fra henholdsvis Odense og Middelfart blev dræbt, og et ukendt antal modstandsfolk blev såret. I den oppiskede stemning var to efterretningsfolk fra den odenseanske modstandsbevægelse også tæt på at blive likvideret af en anden odenseansk gruppe, som var overbevist om, at de to var Hipo-folk.

Da man endelig blev klar over, at modstandsfolk skød på hinanden, og der blev roligt i området, begyndte det at brage inde i byen. Hvem og hvad der udløste skyderierne, er vanskeligt af afgøre. Men dagen efter var aviserne var ikke i tvivl. Det var Hipo-folk, der var trængt ind i byen og var begyndt at skyde på både modstandsfolk og tyskere! Det virker dog ikke sandsynligt, idet hele byen var afspærret af modstandsfolk; desuden blev der ikke registreret nogle Hipo-folk blandt de dræbte og sårede på byens sygehuse, og i byens arresthus blev der den 5. maj kun indsat tre Hipo-folk. Der kan imidlertid næppe herske tvivl om, at danskere, der på den ene eller anden måde havde været i tysk tjeneste, deltog i skyderierne - det har blot ikke været i det store omfang, aviserne gav indtryk af.

Det var sandynligvis et vådeskud, der fik det hele til at eksplodere. Som en tidligere modstands- og politimand har bemærket: "Det var jo ikke alle frihedskæmpere, der var vant til at omgås skydevåben".

På Klosterbakken var det meget voldsomt. KFUM-bygningen, der husede cirka 100 tyske politisoldater, kom under heftig beskydning fra blandt andre modstandsfolk ved elværket, og tyskerne besvarede ilden. Mange civile blev fanget i krydsilden, og en otte-årig dreng blev dræbt. Ved Klosterhaven blev seks personer dræbt. Telefonhuset ved siden af KFUM-bygningen kom også under beskydning - blandt andet fra rådhuset, hvor politifolkene holdt til! Telefonforbindelsen blev afbrudt, således at Fynsledelsen i cirka to timer mistede ethvert overblik over situationen.

Rådhuset, hvor adskillige civile havde søgt tilflugt, blev på et tidspunkt beskudt fra Skt. Albani Kirkes tårn, og der var også skyderier i området omkring Kongensgade, Vestergade og Mageløs. Her var en gruppe modstandsfolk - iført tyske stålhjelme! - i kamp med uidentificerede soldater. Også ved Ansgar Kirke var der hårde kampe.

Luften var fyldt med granater og kugler. I Skt. Jørgens Gade mistede en kvinde livet, da hun blev ramt en kugle fra en modstandsmand, der forsøgte at ramme nogle tyske soldater; og på Kirkegaards Allé blev en blomsterhandler ramt af en kugle og dræbt, mens han stod inde i sin forretning.

Da modstandsstyrkerne fra Bolbro Bakke søgte tilbage til byen, kom pludselig en BMW kørende i høj fart fra Ansgargade ved krydset Vesterbro-Vindegade. Modstandsfolkene antog den for at være en "Hipo-bil" og skød med det samme (kilderne er uenige om, hvorvidt modstandsfolkene blev beskudt først). Bilens tre passagerer blev dræbt, og det viste sig efterfølgende at være tyske marinesoldater.

Efter over to timers voldsom skydning lykkedes det endelig Fynsledelsen at få standset kampene. Da havde 10 modstandsfolk mistet livet, og 17 modstandsfolk var blevet såret. Det var imidlertid de civile, der havde betalt den højeste pris: 13 var blevet dræbt og 64 såret. Derudover var tre tyske soldater blevet dræbt og mindst syv såret.

Odenses befrielse fik således et temmeligt bittert skær. Cocktailen af urutinerede modstandsfolk og manglende kommunikation er givetvis en del af forklaringen på tragedien. Men befrielsesdagene i de danske byer var generelt meget blodige. På landsplan mistede flere hundreder mennesker livet - heraf en del ved vådeskud. Der var mange våben mellem hænderne på folk, og i den første uge efter befrielsen skulle de unge modstandsfolk sørge for ro og orden, samtidig med at de gennemførte Danmarkshistoriens største massearrestation. Ikke alle ønskede at lade sig arrestere frivilligt. Det er derfor ikke underligt, at netop befrielsen blev en blodig affære.

Dræbte tyske marinere i Vindegade

De billeder, der vises her, er affotograferinger af de originale fotos. Fyn under besættelsen har fået dem tilsendt uden en tilhørende baghistorie.

Nummerpladen ”WM-20774” på bilen afslører dog, hvor billederne er taget henne.

Den 5. maj 1945 blev tre tyske marinere skudt og dræbt af modstandsfolk ved krydset Vesterbro–Ansgarsgade–Vindegade. Modstandsfolkene havde troet, at der var tale om danske HIPO-folk.

Hændelsen er blevet genfortalt i flere versioner. Blandt andet hersker der tvivl om, hvorvidt der blev skudt på modstandsfolkene fra bilen, eller om modstandsfolkene har besvaret ilden fra det, der reelt set har været lyden af skud fra et andet sted i byen.

Affotografering: Krank Trio Lillehammer

Affotografering: Krank Trio Lillehammer

Affotografering: Krank Trio Lillehammer

Klosterbakken den 5. maj 1945

Det nedenstående billede er taget på Klosterbakken, tæt på Flakhaven, i Odense den 5. maj 1945, hvor en eller flere granater går af bag en lastbil. 

I baggrunden ses elektricitetsværket, der var blevet beslaglagt af tyskerne og blandt andet husede tyske politisoldater. I forgrunden ses bygningen, der i dag rummer Historiens Hus.

Granaterne har været en del af de kamphandlinger, der spredte sig fra Flakhaven og endte med at koste mange liv og endnu flere sårede.

Klosterbakken den 5. maj 1945. Fotokilde: Nationalmuseet.

Omkring den 9. april i Odense

Den nedenstående tekst er skrevet af Oberst R. Mikkelsen, der var chef for 6. regiment på Odense Kasserne den 9. april 1940. Teksten er skrevet den 5. maj 1942 og optræder i bogen ”Fem Aar, Indtryk og Oplevelser”.

Oberst Mikkelsen fotograferet i 1945. Fotokilde: Fyens Stiftstidende.

OMKRING DEN 9. APRIL I ODENSE

Paa Kasernen i Odense laa - udover nogle faa Arbejdssoldater - kun Tropper af andre Afdelinger: 2 Rekrutkompagnier af 7. Regiment, Rekrutter med ca. 5 Maaneders Uddannelse og 2 Kompagnier af Fodfolkspionererne, ligeledes Rekrutter med kun ca. 2 Maaneders Uddannelse. - De eneste Tropper, 6. Regiment havde under Fanerne, var 4. Bataillon, en 450 Mand fuldt uddannede Cyklister - de laa i Sønderjylland paa Søgaard og i Kantonnement der omkring.

Det kunde maaske være interessant nok at berette om og at høre om, hvad der skete i Odense den 9. April, men jeg skal - for ikke at gøre mit Indlæg for langt, og fordi det, der skete i Sønderjylland, jo er langt det vigtigste - indskrænke mig til at oplyse, at vi takket være en Sergent, der var paa Orlov og som ringede os op fra en Bagerbutik i Nyborg, blev underrettet i Tide, saa at vi havde Kasernen i fuld Forsvarstilstand, havde udsendt Motorcyklekommandoer saavel mod Nyborg som mod Middelfart og netop stod klar til at sende 2 Kompagnier paa Lastvogne mod Middelfart eller Nyborg for at kaste de derværende Tyskere ud og til at evakuere Kasernens civile Beboere, da Ordren kom: »Der maa ikke gøres Modstand.« Vi fik den fortvivlede Ordre samtidigt fra 2 Sider, fra Divisionen og fra Krigsministeriet.

Virkningen paa alle, jeg saa, var den samme, at dette dog var det værste, der kunde ske. Det gjaldt Kvinder og Børn, det gjaldt Befalingsmænd og Menige, og det gjaldt de civile Lastbilchauffører. — Det var ikke blide Ord, der faldt, mange græd. - Et Øjeblik var vi alle som lamslaaet, men Tjenesten maatte passes. Der var nok at ordne, Telefonerne kimede, snart fra danske snart fra tyske Myndigheder, og snart kom fra Sønderjylland de første Meldinger fra 4. Bataillon, Meldinger om Kampen og om Tabene. Saa kom der ængstelige Forespørgsler fra Forældre og andre, der havde Paarørende med. Da Meldingen kom om det første Tab - det var om Sergent Vous - beordrede jeg Flaget paa halv.

I Løbet af den 10. fik vi fuldt Rede paa Tabene baade af faldne og saarede (6+13) og Meddelelse derom blev afgivet til de Paarørende ved udsendte Officerer.

Den 11. blev 4. Bataillons 6 Faldne ført hjem til Odense Kaserne af Bataillonskommandøren Oberstljt. Claussen. Vi havde indrettet Kasernens Parolestue saa godt og smukt, som vi kunde det, til at modtage dem.

Alt tjenstgørende Mandskab stod naturligvis opmarcheret, og desuden var til Stede: De faldnes Paarørende, Regimentets Feltpræst, Pastor Pontoppidan Thyssen, de højere civile Myndigheder i Odense, Repræsentanter fra Soldaterforeningerne m.fl. Alle Kasernens Beboere og Repræsentanter for alle Blade i Odense.

De 6 Kister blev stillet foran den paraderende Bataillon, og staande ved 4. Bataillons Fanevagt udtalte jeg:

»Lad præsentere Gevær, sænk Fanen.«

Danske Soldater! Danske Borgere!

I en for vort Fædreland saare alvorlig Stund har jeg det tunge Hverv at modtage 6 af Regimentets unge tro Soldater, der faldt under Fægtningen den 9. April, men det er tillige et ærefuldt Hverv at modtage disse 6 af Regimentets Sønner. - Jeg har ønsket, at de faldne skulde føres her til den gamle Kaserne, for at vi kunde tage Afsked med dem her - her, hvor de fik deres første Uddannelse som Soldater - her, hvor de glade og frejdige drog ud - her skal lyde en Tak saa hjertelig og inderlig, som jeg formaar at udtrykke den.

Vi takker for det Offer, I har bragt, da I uden Tøven stillede jer imod en knusende fjendtlig Overmagt, fordi I uden Vaklen opfyldte jeres Soldaterpligt og udgød jert Blod til Forsvar af Sønderjylland - det Sønderjylland, i hvis Jord man end ikke havde undt jer at grave et Hul at dø i. Men det skal siges her i Dag: I har ved jeres Færd raabt det ud over den danske Hær, over det danske Folk, ja over hele Verden: Det var ikke den danske Soldat, der svigtede - det var andre! Vi sænker Bataillonens gamle Fane over jeres Kister og takker jer.

Æret og velsignet være Eders Minde.«

Jeg sagde derefter henvendt til de Paarørende: »Jeg ved godt, at Menneskeord formaar saa lidt at trøste i den store Sorg, De har haft - men en Trøst maa det være for Dem at vide, at Deres Dreng har gjort sin Pligt til det sidste, jeg ved ogsaa, at den virkelige Trøst skal hentes oven fra, fra den Gud, der gav sin Søn som Offer, og som har givet os de Ord, at ingen har større Kærlighed end den, der sætter Livet ind for sine Venner.«

Derefter talte Feltpræsten, og Kisterne blev ført til Parolesalen, hvor de blev overgivet til Forældrene, som derefter kunde hente deres Dreng hjem. I Løbet af 2 Dage blev alle Kister afhentet, og hver Gang traadte den forstærkede Vagt til Gevær og gav med præsenteret Gevær de faldne Soldater det sidste Farvel fra deres gamle Kaserne.

Den 13. tog jeg med min Adjudant til Sønderjylland for paa Stedet at takke 4. Bataillon for dens Kamp.

Den 14. skulde Bataillonen over Mommark-Faaborg vende tilbage til Odense. Jeg underrettede begge Byer derom og henstillede, at man i den Anledning flagede. Begge Steder forstod man min Henvendelse, men fra begge Byer blev jeg senere ringet op og fik den Meddelelse, at man havde forespurgt i København, om der maatte flages, og Svaret fra København var, »at det var vist ikke værd«!

Men der var andre, der forstod det bedre. Beboerne i Brændekilde og Ravnebjerg, hvor 4. Bataillon havde ligget i Kantonnement, før den afgik til Sønderjylland, havde paa en eller anden Maade sat sig i Forbindelse med Bataillonen og faaet den den Vej over. Og her var Flagene hejst, og hver Soldat fik en lille Buket, og der blev trakteret.

Saa kom Bataillonen hjem til den gamle Kaserne med alt sit sønderskudte og ødelagte Materiel, der - mere end Ord kan gøre det - fortalte, at Bataillonen havde været i Ilden.

Saa snart jeg kunde det, besøgte jeg de saarede paa Sygehusene i Tønder og Aabenraa og overrakte dem et Sølvbæger. Jeg hørte deres Beretning om Kampen, mærkværdig saa klart det hele stod for dem. Jeg besøgte ogsaa de Steder, hvor der var blevet kæmpet. I Bredevad traf jeg en dansksindet, sønderjydsk Arbejdsmand, der fra Lorenzens Gaard havde overværet Kampen. Han, der selv havde været med i Verdenskrigen, kom hen til mig og sagde uopfordret: »De to, der faldt der (det var i Havehjørnet, hvor nu Mindelunden er) de kæmpede som tro og glimrende Soldater, jeg saa det. De laa der uden Befalingsmænd, og de skulde beskytte Kanonen, der stod ude paa Vejen (det var den Kanon, der bragte 4 tyske Panservogne til Standsning og hvor alle blev saaret). Disse to laa alene, de kunde ikke faa frit Skud, som de laa i Dækning ved Havegærdet, men saa gik de op, saa de kunde skyde. Saa faldt Skytten (Skud i Hovedet), og øjeblikkelig traadte Hjælperen til og skød, indtil ogsaa han faldt (Skud gennem Lungen).« Saadan lød denne jævne Mands Beretning - det var en Mand, der aabenbart kendte til det, han talte om.

Og som disse to - saadan de øvrige. Det er let nok i Fred paa Eksercerpladsen at lære Folkene, at frit Skud gaar forud for Dækning, og det er let nok under samme Forhold at lære Hjælperen, at han skal træde til, hvis Skytten falder fra. Men disse to gjorde det, da det var bitter Alvor - ikke fordi en Befalingsmand sagde, at de skulde gøre det, for der var ingen Befalingsmand, men de gjorde det, for saadan havde de lært det, og fordi det var deres Pligt. - Er det saa ikke rigtigt, at jeg i min Tale over dem sagde: »Det var ikke den danske Soldat, der svigtede.«

Til Slut vil jeg om de faldne sige: De faldt for Danmarks Sag - og deres Død maa ikke være forgæves. Vi svøbte deres Kister i Dannebrog - og under Dannebrog skal vi bære Danmark ind i en ny Dag.

Ellen Cathrine Thomsens kalender

Den nedenstående kalender har tilhørt Ellen Cathrine Thomsen, der i juli 1945 blev gift med Karl Willy Larsen.

Karl blev i januar 1945 indsat i Frøslevlejren for ”almen illegal aktivitet”, som det hedder i modstandsdatabasen.

Læs mere om Karl her.

Kalenderen giver et indblik i forløbet omkring hans indsættelse, overførsel til Dachau, kommunikation m.m. Det hele er indskrevet i kalenderen i noget, der næsten kan beskrives som kort telegramform.

Fyn under besættelsen har afskrevet det forskellige efter bedste evne. Der er indsat ???, hvor teksten ikke har kunnet aflæses. Der er endvidere tilføjet tegnsætning for at gøre teksterne lettere at læse. Stavefejlen i "Hippo" er beholdt.

Affotograferingen blev tilsendt Fyn under besættelsen, af Anne-Katrine Bondo, der er barnebarn på hendes mors side til parret. Og gengives her med hendes tilladelse.

Den Rasmus, der bliver omtalt i kalenderen, kan være metalsliber Rasmus Viggo Larsen, St. Knudsgade 56. Han er den eneste Rasmus, der optræder på den liste over sårede, som bringes i Fyens Stiftstidende den 6. maj 1945. Her står der endvidere, at han har skudsår i venstre lår og er meget medtaget.

Forside af kalenderen.

17. januar
Willy ført til Frøslev.

30. januar
Faaet brev fra Willy. Er i Frøslev ??? har det godt.

15. februar
Willy ført fra Frøslev til Dachau ved München

16. marts
Er gaaet en måned siden Willy kom til Tyskland og har ikke hørt fra ham endnu.

17. marts
Brev fra Røde Kors med gode nyheder.

23. april
Faaet brev fra Willy i ??? og er meget lykkelig. Han har ??? og vand i ???, men ikke noget farligt.

24. april
Sendt brev til Willy i dag. Haaber han snart kommer hjem.

25. april
Gjort orden i skuffer og skabe.

26. april
Ville besøge Ditte og Gunner, men de er i Nordenhuse.

Willys far faaet brev fra Willy.

27. april
Gjort hovedrent i stuen.

Willy kørt gennem byen på vej til Sverige.

Rasmus kom med pakke fra ham.

28. april
Gjort hovedrent i soveværelset og køkken.

Vasket Haar.

29. april
???

30. april
Har fået brev fra Willy fra Korsør.

2. maj
Hitler død.

4. maj
Tyskerne kapitulerer.

5. maj
Fred i Danmark fra kl. 8 morgen.

Er gaaet i byen med Peter og ??? for at fejre det.

Hippo skyder om eftermiddagene. 11 frihedskæmpere dræbt. Rasmus såret.

6. maj
De første Englændere kommer gennem byen.

Vasket Storvask.

7. maj
Fred i Europa. Tyskerne forlader Odense. Skal Gaa hjem. En hel masse englændere kørte gennem.

8.  maj
Får fri kl. 10-11 for at se højtideligheden på Flakhaven over de faldne soldater. Mange mennesker deroppe.

9. maj
Faaet telegram fra Willy. Han rejser fra København torsdag morgen.

10. maj
I teatret med Ruth og se Fuglekræmmeren.

Stryge vasken.

Willy kommer hjem igen.

11. maj
Harald.

Faaet brevkort fra Willy.

12. maj
Sonja og Mads skal giftes.

Heinrich Heckmanns gravsted

Et billede af Allesø Kirke taget af Edouard ”Stoffer” Christoffersen.

Det interessante skal dog ses foran kirken. Her er graven for den tyske underofficer Arthur Kerl, der på en eller anden måde afgik ved døden den 5. maj 1945.

På kirkegården lå også en anden tysk underofficer begravet, Heinrich Heckmann, der døde den 11. september 1944. Han var ombord på en JU 88, der blev skudt ned af en engelsk Mosquito ved Højme. Han overlevede styrtet, men døde senere samme dag.

Begge blev i 1960’erne flyttet til Assistens Kirkegård, hvor man samlede de tyske soldater og flygtninge, der lå begravet på Fyn.

Da den sidste flygtning blev begravet her i 1947, lå der 179 soldater og 206 flygtninge begravet på Assistens Kirkegård, men da man havde samlet de tyske grave, lå der 263 soldater og 356 flygtninge begravet her.

Fotokilde: Frihedsmuseet.

Dokumenter om nedskydningen af Karl Aezemann

De to nedenstående tyske dokumenter er relateret til den hændelse, der indtraf i Odense den 19. september 1943, hvor en tysk underofficer blev skudt og dræbt.

General von Hanneken, der var tysk øverstbefalende i Danmark, krævede, at Odense betalte en million kroner i erstatning. Under protest betalte byrådet erstatningen den 22. september.

Endvidere blev der indført udgangsforbud kl. 19–05, restaurationer skulle lukke kl. 18, cykling blev forbudt i spærretiden, og alle forlystelsessteder skulle holdes lukket i dagene efter skyderiet, dvs. frem til den 23. september.

Trods en udlovet dusør på 50.000 kroner blev der ikke fundet nogen gerningsmand.

Efter hvert dokument er der en dansk oversættelse.

Kilde: Odenseleksikon.

Fotokilde: BAMA/Jørn Junker.

Sektionsnummer: 122/43

Navn, Fornavn: Aezemann, Karl

Tjenestegrad: Underofficer

Troppeenhed: 2. Luftmeldingsregiment XI

Soldaterbog/ID-mærke: Ers.Komp.mot.1811 Nr. 790

Alder: 23 år

Obducent: Stabs-læge Dr. Scribe

Sted, dato og klokkeslæt (Skadestidspunkt): Odense, den 19.9.43 kl. 21.10

Dødstidspunkt: Odense, den 19.9.43 kl. 21.20

Tidspunkt for ligåbning: Odense, den 23.9.43 ca. kl. 14.30

Luftgau (Luftdistrikt): XI

Hovedlidelse/Primær årsag: Gennemsskudssår i brysthulen med læsion af arteria subclavia (nøglebensarterien).

Dødsårsag: Forblødning i venstre lungehule (pleurahule).

Anatomisk diagnose: Gennemsskudssår i brysthulen: Indskudsåbning på ryggen i midterlinjen mellem 1. og 2. brysthvirvels tornudspring. Tangentiel skudlæsion på venstre side af 3. brysthvirvellegeme. Overrivning af venstre nøglebensarterie ved dens nedre kant med stor venstre hæmatothorax (blodansamling i brysthulen). Gennemsskudssår på den mediale side af venstre lunges overlap. Udskudsåbning i 2. venstre interkostalrum (mellemribbensrum) 4 cm til venstre for midterlinjen.

Fotokilde: BAMA/Jørn Junker.

Udførlig klinisk rapport eller ulykkesrapport. Hvis muligt den originale rapport fra militærlægen (Det ligner, at dette stykke er tilføjet dokumentet).

Uddrag fra rapporten om gerningen.

Den 19.9.43 kl. 21.10 blev underofficer Aezemann fra enheden 2. Luftmeldingsregiment XI skudt på hjørnet af Mageløs og Vestergade i Odense. På daværende tidspunkt var der stadig, trods mørket, tæt trafik i vejkrydset. Dog var stedet umiddelbart omkring gerningsstedet tomt, da den første Wehrmacht-tilhørende ankom cirka 1 minut efter, at skuddet faldt. Ved indlæggelse på hospitalet kunne kun døden konstateres. Det danske politi ankom kl. 21.25 og fandt et 9 mm hylster af dansk fabrikat.

Nytårsaften 1944/1945

I perioden op til nytårsaften ved årsskiftet mellem 1944 og 1945 havde Johan Erik Hecht-Johansen fra Fynsledelsen, og nedkastningsleder for Fyn, Erik Frandsen, telegraferet til England, at man ikke ønskede at modtage nedkastninger i de tre juledage og nytårsaften, da det ville udsætte de involverede for en betydelig sikkerhedsrisiko.

Alligevel lød der på BBC nytårsaften en meddelelse om, at der ville blive foretaget fire nedkastninger på Fyn om natten. Blandt andet ved nedkastningspladsen med kodenavnet ”Herman”, der var placeret ved Rugaard, et stykke vest for Morud. Pladsen hørte under Odensegrupperne.

Den nedenstående rapport er udfærdiget af Erik Malmmose, og blev sendt til Erik Frandsen den 1. januar 1945. Dokumentet findes på Rigsarkivet i mappen med Erik Frandsens dokumenter.

Nytaar Odense (Herman)
Var paa Pladsen Kl. 23.10. 7 Md. var mødt. Sendte dem hjem omgaaende, paa nær een der blev for at holde Vagt ved Vognen. Han fik en P. til Selskab.

Løb hurtigst muligt til Pladsen sammen med O.

Var paa Pladsen Kl. 2320, alt roligt. Der var et ualmindeligt livligt Skyderi rundt omkring, og livlig Trafik af Vogne som vi kunde høre ude fra Vejene. Kl. 1200 ønskede vi hinanden Godt Nytaar.

Kl. ca. eet lød et Skud ret nær og lige i Retning af Vognen. Da der kun kom det samme regnede vi med, at det var en Krybskytte.

Kl. ca. 0130 hørte vi, at der blev blæst Alarmtilstand i Bogense regnede vi med. Umiddelbart efter lød Motorlarm og en Maskine passerede os ret nær — vi kunde ikke se den, men det lød som den kom fra N. V. og forsvandt mod S. Ø.

Kl. 0200 hørte S igen Motorlarm og en Maskine passerede Pladsen, kom fra N. Ø. og forsvandt mod S. V.

Kl. 0210 kom en Maskine fra S. V. og passerede Pladsen svingende i en stor Cirkel fra S. til S. Ø. og tilbage. Maskinen fortsatte i en stor Cirkel og kom igen Kl. 0212 fra S. V. og fortsatte i en stor Cirkel.

Maskinen forsvandt i N. lig Retning. Vi løb til dette til Vognen. Havde lidt Vanskeligheder med at starte. Forsøgte at skubbe den ud mod Landevejen, det var næsten umuligt, kommet halvvejs forsøgte jeg med Haandsvinget, det lykkedes. Kørte hjem ad omveje.

Rapport fra Herman.

Kilder: Jørgen Hæstrup - Vaabenmodtagelser paa Fyn under besættelsen.

Fra en britisk flyverbegravelse i Odense

Den nedenstående artikel stammer fra bogen Fem Aar – Indtryk og Oplevelse og er skrevet af redaktionssekretær Knud Madsen, der var ansat på Fyens Tidende.

Artiklen fortæller om begravelsen af besætningen fra det engelske Hampden to-motorers bombefly, der om aftenen den 11. september 1941 styrtede ned ved Sanderum.

Flyet havde været på minelægningsmission ved Kiel og var blevet ramt af flak ved Storebælt. Piloten forsøgte at flyve videre, men blev tvunget til at forsøge en nødlanding ved Sanderum. Flyet eksploderede dog ved landingen.

I artiklens indledning står der, at det var fire canadiske flyvere, der blev begravet. Der var dog tale om én canadier, én newzealænder og to englændere.

• Sgt. Lynn Harding (RAF)
• Pilot Officer William Francis Hull (RCAF)
• Sgt. Samuel Jamieson (RAF)
• Flt/Sgt Duncan Luin Tod (RNZAF)

Der er indsat linjeskift i teksten for at gøre den mere læsevenlig.

FRA EN BRITISK FLYVERBEGRAVELSE I ODENSE
Den 15. December 1941 blev de første faldne britiske Soldater jordede paa den ny Kirkegaard i Odense i Nærheden af Gravene for de faldne danske Helte fra den 9. April. Det var fire canadiske Flyvere, som var styrtet ned med deres Maskine ved Sanderum den 11. December.

Garnisonen i Odense modtog ingen Indbydelse til at sende Repræsentanter til Begravelsen, og alle Forsøg fra Kommandanten, Oberst R. Mikkelsen, paa gennem sin Forbindelsesofficer at faa Oplysning om, hvornaar Begravelsen skulde finde Sted, var frugtesløse.

Paa anden Maade lykkedes det dog Oberst Mikkelsen at faa Besked om Tidspunktet for Begravelsen. Han gav Forbindelsesofficeren, Kaptajn Nielsen, Ordre til at følge med til Begravelsen, samtidig med at han sendte Løbesedler ud til Garnisonens Befalingsmænd med Meddelelse om den. Løbesedlerne gav ikke Befaling til at møde, men kun Oplysning om Tidspunktet for Begravelsen.

Faa Minutter før Højtideligheden skulde begynde, ankom Oberst Mikkelsen til Kirkegaarden sammen med Garnisonens tidligere Chef, Oberst Allerup, og fandt Porten laaset og bevogtet af Politi. Endvidere var der 2-300 Odenseborgere, som havde ønsket at deltage i Højtideligheden og vise de faldne den sidste Ære.

Paa en Henvendelse fra Oberst Mikkelsen svarede en Betjent, at Begravelsen var udsat en Time, og at Folk kunde faa Adgang til Kirkegaarden indtil en halv Time før Begravelsen. Saa skulde Kirkegaarden rømmes.

Betjenten kunde ikke svare paa et Spørgsmaal om, hvorvidt Forbudet mod at overvære Begravelsen ogsaa gjaldt Oberst Mikkelsen som Garnisonskommandant. En ældre Betjent, som Obersten senere traf paa Kirkegaarden, sagde, at selvføgelig kunde den danske Garnisonskommandant overvære Højtideligheden. Derefter tog han Plads i Begravelseskirken sammen med de Odenseborgere, der var mødt, og som roligt tog Plads i Nærheden af de fire Kister, der var dækket med britiske Flag.

Nu kom en Kirkegaardsbetjent og anmodede paa Tyskernes Vegne Følget om at forlade Kirken. Ingen rørte sig. Lidt efter kom den ledende Politimand og anmodede de mødte om straks at forlade Kirken. Dette havde til Følge, at 8-10 gik deres Vej, Resten blev siddende.

Fra Forsamlingen lød forskellige Udbrud: »Det er Guds Hus!« »Det er en dansk Kirke!« Det hele var ved at antage en højst pinlig Karakter. Saa rejste Oberst Mikkelsen sig og anmodede den britiske Konsul, Th. Muus, som han betragtede som nærmeste Paarørende, om Tilladelse til at sige et Par Ord. Da Konsulen gav sit Tilsagn, gik Obersten hen ved Siden af Politimanden, der stod ved Kisterne, og sagde til Forsamlingen: »Jeg opfordrer Dem til at efterkomme Politiets Anmodning; men først vil jeg sige et Par Ord: Jeg forstaar godt, at der hos saa mange danske Borgere har været en Trang til at vise disse unge Canadiske den sidste Ære, disse unge Soldater, der er faldet saa langt fra deres Hjem, i Kamp for de smaa Nationers Sag og dermed ogsaa for vor. Men før vi gaar, vil vi bede et dansk Fadervor ved deres Kister.«

Efter at Oberst Mikkelsen havde bedt Bønnen, tømdes Kirken stille. En højst usædvanlig, men paa sin Vis gribende Højtidelighed. Ogsaa den britiske Konsul forlod Kirken; forinden slog Konsulen Korsets Tegn over Kisterne.

Den gamle østrigske Oberst, der da var Kommandant for Tyskerne i Odense, havde faaet Besked om Episoden og var hastigt kommet til for at ordne Situationen; men Oberst Mikkelsen var paa det Tidspunkt taget fra Kirkegaarden, og den gamle Oberst bøjede sig, da en tysk Kaptajn henviste til, at der var handlet i Overensstemmelse med Instruktionen.

Det er ikke for meget sagt, at Oberst Mikkelsens menneskeligt smukke Handlemåde vakte den største Sympati i Odense. Episoden førte til, at Tyskerne forsøgte at fælde ham ved at indgive en alvorlig Klage, formuleret i ikke færre end syv Punkter; men Generalløjtnant Gortz og hans Stabschef, General Rolsted, i Forening afværgede Anslaget.

Da Stabschefen hos den tyske Overgeneral indfandt sig hos General Rolsted og sagde, at man var klar over, at der forelaa en Misforstaaelse, og at man lod Sagen falde, svarede Generalen: »Vi betragter ikke dette som en Naadesakt, men som en Retfærdighedshandling.«

Hvortil der blev svaret:

»Jawohl!«

I Anklagepunkterne mod Oberst Mikkelsen stod bl. a., at han paa Grund af Episoden havde forspildt Agtelsen blandt Odense Bys Borgere, og at han havde vist, at han ikke var tyskvenlig! Hvorledes
Indstillingen i Byen var overfor Obersten, gav sig bl. a. Udslag i en stor Mængde Blomsterhilsener i Dagene efter Begravelsen.

I øvrigt gav Sagen Anledning til, at der blev indført faste Retningslinjer for Fremgangsmaaden ved fremtidige Begravelser af Tyskernes Fjender, saa man kunde undgaa det højst beklagelige, at der
mødte danske Officerer af højere Rang end de tyske, og at danske Befalingsmænd mødte i »übergrosse Anzahl«.

Kilder: Airwar over Denmark, Dagbogsblade Assistens kirkegården 1940-1943, Airmen.dk.

De fire gravsteder. Fotokilde: Airwar over Denmark.

Hans Frederik Henriksens scrapbog

De nedenstående billeder stammer fra Hans Frederik Henriksens scrapbog. Nederst vises hans politiskilt og legitimationskort. Begge dele er gengivet med venlig tilladelse fra hans søn, Steen Riewe Henriksen.

Hans Frederik Henriksen blev i 1943 ansat ved politiet som reservepolitibetjent. Han forrettede tjeneste på rigspolitichefens kaserne Søgaardhus, før han blev udstationeret på Fyn.

Den 19. september 1944 befandt han sig i Svendborg, hvor han havde tjenestefri og blev advaret om tyskernes internering af det danske politi. Han gik derfor under jorden et sted på Sydøstfyn frem til befrielsen, hvor han mødte op i Odense den 5. maj.

Hans Frederik Henriksen var ansat i politiet frem til 1986, hvor han sluttede som politiinspektør i Esbjerg.

Hans Frederik Henriksen stående i midten. Fotokilde: Steen Riewe Henriksen.

Fotokilde: Steen Riewe Henriksen.

Fotokilde: Steen Riewe Henriksen.

Fotokilde: Steen Riewe Henriksen.

Fotokilde: Steen Riewe Henriksen.

Politiskilt og legitimationskort. Fotokilde: Steen Riewe Henriksen.

Bagside af politiskilt med stamnr. Fotokilde: Steen Riewe Henriksen.

Brok i modtagearbejdet

Ikke alt var fryd og gammen i modtagearbejdet, hvilket det vedhæftede stykke papir bekræfter.

Papiret er dateret den 6. november 1944. Det stammer fra den fynske nedkastningschef, Erik Frandsen og opbevares i en kasse på Rigsarkivet, hvor en del af hans papirer ligger samlet.

Jeg er ikke bekendt med, hvem navnet ”Søren” dækker over, eller hvem der er afsender. Alligevel er noten et fint billede på de magtkampe, der også har fundet sted i modstandsarbejdet.

Notat fra Erik Frandsens arkiv. Fotokilde: Fyn under besættelsen/Rigsarkivet.

Afskrift:

d.6/11-44.

Ang. Modtagelse.

Forholdene ved Modtagelsesapparatet har i den sidste Tid ændret sig paa en saadan Maade, at man har Brug for alle disponible Kræfter til Sikring af Opgavens heldige Løsning. 

Man skal derfor ikke undlade at meddele flg:

For ca. 3 Uger siden er rettet Henvendelse til Søren ang. nogle Politifolk til særlige Opgaver i Forbindelse med Modtagelse. Disse er dannet og instrueret.- 

S. vil imidlertid ikke stille Gruppenne til Disposition for Modtagelsesafdelingen, idet han ( skal undlade at referere de udtalte ord ) har meddelt, at man herfra i Fremtiden kan spare sig saavel skr. som mundtlige Henvendelser.- 

Det er sørgeligt, at en Mand, der i den Grad sætter Personen over Sagen, kan "sidde" paa saa mange Folk med god Tid, saaledes som han gør det.-

Augustdagene i Odense

Den nedenstående tekst er skrevt af journalist Arne Grum-Schwensen og stammer fra bogen ”Fem Aar, Indtryk og Oplevelser”, der blev udsendt i 1945. Arne Grum Schwensen var på det tidspunkt Korrespondent for Ritzaus Bureau og skrev i Fyns Tidende under Mærket „Kim“.

Teksten rummer en enkelt fejl. Manden der blev skudt i Nørregade hed Wilhelm Jensen og var 50 år.

Arne Grum-Schwensen, udateret. Fotokilde: Slægte Schwensen fra Gl. Haderslev. 

AUGUSTDAGENE I ODENSE

Det var i Esbjerg, det begyndte, men det var Odense, der fulgte efter. I den uforglemmelige Sommer 1943. Endnu var Hadet til Tyskerne ikke brudt ud. Men Overgreb og Retsbrud havde spændt Taalmodigheden i det danske Folk til Bristepunktet. Hadet, der i Grunden ligger Danskerne saa fjernt, maatte nødvendigvis opsummere sig, og nu laa det og lurede i hver eneste Dansker. Der skulde kun en Gnist til at faa Krudttønden til at eksplodere.

Og Gnisten kom i August 1943. Øjensynlig ønskede Tyskerne en Eksplosion, for det var dem, der gav Bolden op. Tirsdag den 19. August blev adskillige Odenseanere mishandlet paa det groveste af Tyskerne, der fo’r som vanvittige gennem Gaderne og slog ned for Fode uden ringeste Grund. Henved 20 Mennesker blev denne Dag kørt paa Sygehuset, deriblandt en ung Mand, som Tyskerne havde tilføjet aabent Kraniebrud foran Bedealteret i KFUM paa Klosterbakken, hvor han havde søgt Tilflugt.

Begyndelsen blev gjort med et større Slag paa Fisketorvet efter en Koncert i Kongens Have; en af de første, der ganske uden Grund blev overfaldet, var en Støbemester paa Frederiksbroens Jernstøberi, og det var dette Overfald, der fik Lavinen i Skred. Virksomhedens 4-500 Arbejdere nedlagde alle Arbejdet om Morgenen den 10. August, og de blev straks fulgt af Arbejderne paa Allerups Maskinfabrik, Odense Staalskibsværft, Thomas B. Thrige o.s.v. I Løbet af en Time var der Generalstrejke overalt i Byen. Forretningerne lukkede, Postvæsenet, Sporvognene m.m. nedlagde Arbejdet. Alt blev lammet. Aldrig har en Generalstrejke vist før været saa total.

Og dog fik Befolkningen Mad. Strejken var jo ikke rettet mod Byens Borgere. Arbejdernes Aktiebageri og Bagermestrenes Brødfabrik udleverede Brød rask væk, og det var underordnet, om man havde Rationeringsmærker. Brødfabriken blev imidlertid besat af Tyskerne, hvilket bevirkede, at Kuskene og Bagersvendene nedlagde Arbejdet. Og saa maatte Tyskerne lade sig afløse af dansk Politi.

Alle Byens store Virksomheder blev efterhaanden besat, og det samme gjaldt Statsbanen, men ogsaa her maatte Tyskerne dog trække sig tilbage, da samtlige Jembanemænd ellers vilde nedlægge Arbejdet.

Odenseaneme tog i Begyndelsen Generalstrejken med en knusende Ro. Men da Tyskerne kørte skydende gennem Gaderne og saarede ganske tilfældige Mennesker, steg Ophidselsen. I flere Tilfælde ramte Tyskerne Kvinder og Børn, og de generede sig endda ikke for at anvende Haandgranater.

Ca. 130 Mennesker blev af Ambulancerne kørt til Hospitalerne i Strejkedagene, og deriblandt var kun een Tysker. Det var en Løjtnant, som ikke havde flere Skud i Revolveren, og som blev slaaet i Jorden paa Vestergade ved Paladsteatret.

Paa Fisketorvet og i Nørregade udkæmpedes drabelige Slag, og Tyskerne sparede ikke paa Krudtet. Men naturligvis var der ikke stort at stille op mod Tyskerne uden Vaaben. Raseriet fik derfor Afløb paa anden Vis. Store Skarer drog syngende gennem Gaderne, og Byens Nazister og Stikkere og Værnemagere fik Dag og Nat deres Ruder knust. I mange Tilfælde blev alt Bohavet slæbt ud paa Gaden og stukket i Brand. Forretningsruder overalt i Byen blev knust, og talrige private Hjem blev stenet. Det var i hundredvis af Ruder, der gik i Skaar, og samtidig blev talrige Lejligheder raseret og stukket i Brand. Odenseanerne gjorde op med dem, der gik Tysklands Ærinde.

Paa Windelsvej blev en tysk Gestapomands Bohave slæbt ud paa Gaden. Øverst lagde man hans Uniformskasket og et Billede af Hitler. Og saa blev der sat en Tændstik til, mens Tusinder af begejstrede Tilskuere hidsede hinanden op.

De danske Kaserner blev smykket med Blomster og Dannebrog, og der blev raabt Hurra for de danske Soldater. Mængden prøvede ogsaa at faa udleveret Vaaben paa de danske Kaserner, men det gik dog ikke.

Odenseaneme var forøvrigt ikke ene om at ødelægge og rasere. En Restauration ved Albani Kirke blev komplet smadret af Tyskerne, der ledte efter en Dansker. Bagefter anbragte Folk Dannebrogsflag i Sækkene, der dækkede de tomme Vinduesrammer.

Der skete ogsaa Fejltagelser. Hvor en Nazist boede paa 3. Sal, hændte det f. Eks., at uskyldige Mennesker paa 2. Sal fik deres Ruder knust af Stenkastere, hvis Vilje til at ramme var større end Evnen. Saa skillingede Mængden imidlertid straks sammen og betalte de ødelagte Ruder.

I en Nazists Kolonialforretning knustes alt Inventar; Marmelade, Konserves m.m. blev kastet mod Væggene i en henrivende Sildesalat. Flere Slagterbutiker blev jævnet med Jorden, og der kunde nævnes talrige andre Eksempler.

Mange af de hjemsøgte Nazister flygtede ud af Byen, mens andre fik Ophold paa Tyskernes Kaserne paa Sdr. Boulevard.

En ung Mand, Elektriker Verner Jensen, Ejbygade 5, fik i Nørregade et Skud i Underlivet, og han døde senere paa Sygehuset. Trods alt Tyskernes Skyderi blev han Augustdagenes eneste Dødsoffer.

I Bolbro tog Tyskerne to fuldstændig sagesløse unge Mænd, som blev slæbt ud paa Kasernen, hvor de i fire Timer blev mishandlet paa det allerfrygteligste. De sadistiske Djævle brugte Remme, flettede Reb og Piske paa deres nøgne Kroppe, fordi de nægtede at opgive Navne paa Kommunister. Vistnok af en Fejltagelse blev de to mishandlede Mænd løsladt, og de blev naturligvis straks indlagt paa Amtssygehuset, hvor man ogsaa fotograferede dem. De saa frygtelige ud med Kødet hængende i Laser paa Ryggen, og selv Lægerne og Politiet erklærede, at de aldrig havde set noget lignende.

Under Urolighederne havde det danske Politi naturligvis en saare vanskelig Stilling, men Politiet forstod tilfulde Situationen og greb ikke mere ind i Demonstrationerne end højst nødvendigt. Det var et roligt og helt dansk Politi, Odenseanerne saa i de Dage. Derfor var det ogsaa ufortjent, at Mængden væltede en Politibil i Nørregade, da Betjentene paa en pæn Maade splittede en mægtig Demonstration, der syngende: Ja, vi elsker dette Landet - drog gennem Byen bærende de engelske og amerikanske (men ikke det danske) Flag og med to unge blomstersmykkede Piger i Guldstol i Spidsen.

Politiet fik iøvrigt Assistance fra Sønderborg, Aabenraa, Esbjerg, Skive, Aarhus, Vejle, Aalborg, København m.m. Ialt var her ca. 30 Politibiler og mindst 500 Betjente med Staalhjelm, Revolver og Knippel.

Et særligt Afsnit i »Opstanden« var Afstraffelsen af Feltmadrasserne. De unge Piger, der havde indladt sig med Tyskerne, blev slæbt ud paa Gaden og klædt af. De blev gennempryglet, deres Haar blev klippet af, og de fik malet Hagekors paa Kroppen, hvorefter de blev jaget nøgne gennem Gaderne. Det skete i Snesevis af Tilfælde. Mange af Tøsene fik ogsaa deres Bohave slæbt ud paa Gaden og stukket i Brand.

Urolighederne i Odense begyndte som nævnt Tirsdag Aften den 19. August. Det resulterede først i, at Politiet spærrede Vestergade, og senere beordrede Politiet Folk hjem. Restaurationerne fik Besked paa at lukke, og inden Kl. 22,30 var Gaderne tomme. Om Onsdagen begyndte Generalstrejken, og den konstituerede Politimester, Politifuldmægtig H. Rasmussen, udstedte totalt Færdselsforbud; i de følgende Dage førtes en lang Række Forhandlinger for at faa genoprettet Ro og Orden i Byen.

Fredag Formiddag forhandlede bl. a. Borgmester Werner, Formanden for Arbejdernes Fællesorganisation P. Johansen, De samvirkende Fagforbunds Næstformand Einer Nielsen, Formanden for Dansk Jembaneforbund Th. Petersen, Næstformanden i Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund Vilh. Christensen og Forretningsfører Andersen, Dansk Arbejdsmandsforbund.

Det blev besluttet, at Arbejdet skulde genoptages Lørdag, men det skete ikke. Strejken fortsatte, og Lørdag Formiddag holdtes et stort Demonstrationsmøde paa Stadion, hvor adskillige Tusinde Arbejdere vedtog at fortsætte Strejken og valgte et 9 Mands Udvalg til at forhande med Myndighederne. Fra Arbejdernes Side blev der stillet Krav om, at Tyskerne skulde trække sig tilbage fra de Virksomheder, der var besat, og at det skulde forbydes tyske Soldater at færdes paa Gaderne om Aftenen. Endvidere krævede man naturligvis, at Strejken ikke medførte Repressalier af nogen Art.

Søndag Formiddag holdtes et nyt Kæmpemøde paa Stadion, og denne gang deltog en halv Snes Tusinde Mennesker. Det vedtoges, at Strejken skulde fortsættes.

Samme Dags Eftermiddag holdtes et Møde paa Teknisk Skole, og heri deltog bl. a. Arbejdsminister Kjærbøl, Direktør Svenningsen, Udenrigsministeriet, Departementschef Eyvind Larsen og Statsadvokat Troels Hoff m.fl. Det blev et yderst bevæget Møde, og Resultatet blev, at der Mandag Morgen udsendtes et Opraab til Byens Befolkning om Genoptagelse af Arbejdet. Et af Punkterne i dette Opraab lød saaledes:

Den tyske Værnemagt er rede til at bidrage til en almindelig Afspændelse og Beroligelse. Den har derfor truffet en Orlovsordning paa den Maade, at alle tyske Soldater, der befinder sig i Odense, forbliver i deres Kvarter Søndag, Mandag, Tirsdag og Onsdag, men de normale Øvelser samt tjenstlig Færden til Fods og i Vogn vil naturligvis blive gennemført som hidtil.

Saa meget opnaaede man altsaa. Desuden blev Besættelsen af de store Virksomheder naturligvis ophævet, og Repressalierne kom jo som bekendt først den 29. August.

Flygtningene på Rosenhaven

Måske har du set billeder af Rosenhaven fra slutningen af besættelsen, hvor der med store bogstaver står Deutsches Haus på facaden? Et af de mest kendte billeder fra befrielsesdagene i Odense viser de slagne tyske soldater, der marcherer forbi på deres vej mod grænsen.

Bygningen ved Munke Mose, der i dag rummer Teater Momentum, blev beslaglagt af tyskerne i 1944 og brugt som soldaterhjem.

Efter befrielsen stod bygningen tom i et par uger.

Snart blev den dog befolket med omkring 550 sovjetrussiske flygtninge, overvejende mænd, men der var også 60 kvinder iblandt. Det var sovjetrussiske krigsfanger, der var blevet sendt til Danmark i takt med, at den sovjetrussiske hær rykkede mod vest.

Til at begynde med var det modstandsbevægelsen, der tog sig af den nyoprettede flygtningelejr, men i starten af juni tog Røde Kors over. Inden da havde modstandsbevægelsen iværksat en indsamling af tøj og andre fornødenheder til flygtningene.

Rosenhaven blev i folkemunde omdøbt til Russerhaven. Flygtningene måtte bevæge sig frit rundt i byen og blev i befrielsessommeren en del af bybilledet.

I juni optrådte sovjetrusserne på Odense Teater med en art kabaret – fire forestillinger blev det til. Overskuddet fra forestillingerne gik til det besatte Bornholm, der på det tidspunkt paradoksalt nok var besat af sovjetrusserne. Forestillingerne blev godt hjulpet på vej af Johannes Ewald Rasmussen, der arbejdede som overregissør på Odense Teater og både var kommunist og medlem af Frihedsrådets lokalkomité.

Den 21. juni blev flygtningene inviteret på Odense Atletikstadion. Her afholdt DKP et arrangement for dem, hvor partiets formand, Aksel Larsen, holdt en tale.

De sovjetrussiske flygtninge blev drypvis sendt hjem, og de sidste sovjetrussere forlod Odense den 17. august 1945.

Fra oktober 1945 og frem til marts 1946 blev Rosenhaven brugt som flygtningelejr for ca. 300 østrigske flygtninge.

Kilder: Danmarkshistorien.dk m.m.

Rosenhaven set fra Munke Mose. Fotokilde: Stadsarkivet.

De russiske flygtninge optræder på Odense Teater. Fotokilde: Stadsarkivet.

Sovesal i Rosenhaven. Fotokilde: Museum Odense.

Sovjetrussiske flygtninge på broen over Odense Å mellem Rosenhaven og Munke Mose. Fotokilde: Stadsarkivet

Uroligheder i Overgade

Det nedenstående dokument er en redegørelse for en rapport, der beskriver uroligheder ved det tyske arbejdsanvisningskontor i Overgade. Dokumentet forefindes på Rigsarkivet.

O.B. er en forkortelse for overbetjent.

O. B. Bondo Rasmussens Redegørelse ang. Rapport Nr. 4875/43.

vedr. Urolighederne den 18. August 1943.

I Anledning af at der til Politistationen var tilgaaet Meddelelse om, at der var samlet mange Mennesker udenfor det tyske Arbejdsanvisningskontor Overgade Nr. 45-47, begav undertegnede sig efter Ordre af Politassistent H. Christensen til Stedet med 1 Gruppe best. af P. B. 14 Eivind Petersen, 100 Hollænder, 123 Poulsen, 158 Krogh Rasmussen, R. 216 Kierkegaard.

Ankommen til Stedet opholdt der sig en stor Folkemængde i Overgade og Claus Bergsgade, men umiddelbart efter vor Ankomst spredtes Folkemængden uden der anvendtes Magt og Trafikken gik atter normalt.

Kort efter opdagede vi, at Vinduerne i Ejendommen Overgade Nr. 45 I, hvor det tyske Arbejdsanvisningskontor har Lokaler. Undertegnede henvendte mig derefter paa Kontoret, hvor Kontorbestyrer Carl, der under d. t. det tyske Gesandtskab, er Bestyrer for det tyske Arbejdsanvisningskontor oplyste, at der Kl. ca. 12.30 af Folkemængden paa Gaden blev knust 4 stor og 3 smaa Ruder i Kontoret ved at der blev kastet Marmorstykker og Tørv gennem Vinduerne, ligesom der blev kastet 1 Stk. Marmor gennem Vinduet til Handelsrejsende K. Ruskowskis Lejlighed paa 1. Sal ved siden af Kontoret.

Marmorstykket, der henlaa i Lejligheden, medtoges til Sagen.

Der var ingen Mennesker kommen til Skade.

Herefter lod jeg P. B. 123 Poulsen og 216 Kierkegaard forblive paa Stedet for at holde Folk i Drift, hvorefter jeg med det øvrige Personale af Gruppen atter gik tilbage til Politistationen Kl. 13.05.

Sikkerhedspolitiet blev straks underrettet ved Krmbtj. Israelsen.

Bondo Rasmussen

O. B.

Rapport, der beskriver uroligheder ved det tyske arbejdsanvisningskontor i Overgade. Fotokilde: Fyn under besættelsen. 

Fotos af Ejnar Valdemar Madsen

De nedenstående billeder er af medlemmer af 2. deling i 2. kompagni i Odense, muligvis med fruer. Det nederste billede er taget ved Østre Skole, hvor 2. og 3. kompagni var indkvarteret i perioden efter befrielsen.

Billederne stammer fra Ina B. M, Liedtke, hvis far, Ejnar Valdemar Madsen, var en del af gruppen. Ejnar var svejser og bosat på Thuresensgade.

Skulle nogen kende andre på billederne, hører jeg gerne fra jer.

Ejnar Valdemar Madsen står som nummer 2 fra højre. Fotokilde: Ina B. M. Liedtke.

Ejnar Valdemar Madsen står som nummer 1 fra højre. Fotokilde: Ina B. M. Liedtke.

Politirapport fra august 1943

Det nedenstående er en politirapport skrevet af kriminalbetjent Th. Jørgensen i forbindelse med en hændelse i Skibhuskvarteret under urolighederne i august 1943. Dokumentet findes på Rigsarkivet.

Forkortelsen "Kpt.", der bruges i teksten, står for "komparenten", hvilket betyder den afhørte.

Vedr. Urolighederne i Odense, den 18. August 1943.

Walther Poul Nielsen, f.d. 12/3-25 i Odense, ugift Smedelærling og boende Windelsvej Nr. 63, her, indlagt paa Amtssygehusets Afd. A III G.D. med

Skud i venstre Knæ

forklarer, at han G.D. Kl. ca. 17 sammen med sin 21 aarige Broder Henry var gaaet til Hjørnet af Skibhusvej og Nørrevænget for at se, hvordan Situationen var.

Under Opholdet saa han, at der patruljerede 2 tyske Soldater ved Hjørnet af Skibhusvej og Baumgartensvej, hvor der efterhaanden samlede sig en større Skare af Byens Borgere, der hujede ad Soldaterne, der straks gik angrebsvist til Værks ved at besvare denne Hujen med at skyde paa langs ad Skibhusvej ind efter Byen til.

Straks Skydningen begyndte, trak Kpt. sig op i en Døraabning, men umiddelbart efter mærkede han et Slag paa venstre Knæ, og da han saa efter, viste det sig, at en Opspringer havde ramt Knæet.

Han blev bragt ind i Ejendommen, hvorfra man tilkaldte Falck, der kørte ham paa Skadestuen, hvorfra han blev indlagt.

Han kan ikke oplyse yderligere. Han nægter at have deltaget i noget som helst ulovligt eller provokerende mod de tyske soldater.

(underskrift)
Th. Jørgensen, Krmbtj.

Politirapport fra Skibhuskvarteret i Odense skrevet i forbindelse med urolighederne i august 1943. Fotokilde: Fyn under besættelsen.

Politirapport fra Skibhuskvarteret, 20. august 1943

Den nedenstående politirapport stammer fra den 20. august 1943, hvor der, som andre steder i byen, også var uroligheder i Skibhuskvarteret.

Teksten er brudt op i mindre bidder for at gøre den lettere at læse. Det har ikke været muligt for mig at afkode overbetjentens fornavn.

I Dag Kl. ca. 21 da undertegnede sammen med Halvdelingen 0 2’ 1’ befandt sig paa Skibhusvej, blev vi tilkaldt til Damhusvej, idet det blev meddelt, at der blev skudt af tyske Politisoldater.

Halvdelingen kørte straks til Stedet, Hjørnet af Billesgade og Damhusvej, ankommen hertil havde Tyskerne anholdt en ung Mand og var i færd med at sparke Døren ind til en Ejendom paa Damhusvej.

Paa min Forespørgsel om, hvad der var passeret, oplyste Føreren, at der var blevet raabt efter dem og at den unge mand antagelig kendte dem, der havde raabt. Paa Anledning overfor undertegnede nægtede den unge Mand paa det bestemteste at kende noget som helst til de Personer, der skulle have raabt.

Dette blev meddelt Føreren af Soldaterne, der nu ikke var ganske sikker i sin Paastand, hvorfor han for sit Vedkommende ikke ønskede videre foretaget overfor den unge Mand, der derefter dimitteredes fra Politiautomobilen, hvor han midlertidig var blevet anbragt.

Der blev ikke af Tyskerne foretaget yderligere anholdelser i Sagen eller nærmere Undersøgelse i den Ejendom, hvortil de havde sparket itu, men Føreren gjorde opmærksom paa, at der ved fremtidige Tilraab fra Publikum vilde blive skudt uden Varsel.

Banearbejder Bøtcher Damhusvej Nr. 10 St. tv. erklærede overfor undertegnede, at der var blevet skudt i Gaden kort forinden Politiets Ankomst.

??? Kjeldsen
O.B.

Politirapport fra 20. august 1943.

Artikel om Børge Tormod Nielsen

Middelfart Venstreblad bragte den 7. maj 1945 den nedenstående artikel om Børge Tormod Nielsen, der blev skudt den 5. maj 1945 og senere døde af sine kvæstelser.

Artiklen er interessant, fordi den viser, hvor mange fejlinformationer der var i aviserne i dagene omkring befrielsen.

Det er rigtigt nok, at modstandsfolkene fra Middelfart arresterede en flok, der havde tilknytning til tyskerne.

Det er dog aldrig bevist, at der var Hipo-folk indblandet, da Børge Tormod Nielsen blev ramt. 

Han blev dødeligt såret under en træfning med odenseanske modstandsfolk ved Bolbro Bakke. De odenseanske modstandsfolk var taget ud til Bolbro Bakke, fordi de havde fået oplysninger om, at en flok Hipo-folk var på vej til Odense.

Træfningen kostede også modstandsmanden Orla Christensen fra Odense livet. Han blev dræbt på stedet.

Børge Tormod Nielsen. Fotokilde: Striib.dk.

Ung vestfynsk Frihedskæmper faldet i Kampen mod Hipo

Børge Tormod Nielsen fra Staurby dræbt under Aktionen, hvor 16 Hipofolk blev fanget

Lørdag Eftermiddag udførte Modstandsstyrkerne en rask Bedrift, der uskadeliggjorde en Bande Hipofolk, men desværre kostede en ung Frihedskæmper Livet.

Fra Aarup blev det rapporteret, at en Rutebil holdt ved Vissenbjerg, og at en Flok uniformerede Mænd var ved at klæde sig om i civilt Tøj, hvorefter de fortsatte mod Odense til Fods.

Ledelsen i Middelfart besluttede at sende en større Styrke ud til Vissenbjerg, og det fortælles, at de unge Mænd næsten kæmpede om af faa Lov til at være med.

Et Stykke fra Vissenbjerg mødte man tre unge Mænd, og skønt de forsikrede, at de var fredelige Vandrere, blev de visiteret og fandtes i Besiddelse af Skydevaaben og Beviser for at tilhøre Hipokorpset.

Længere ind mod Odense fangede man et Par andre, og nær Blommenslyst naaede man ind paa Livet af de øvrige.

De spredte sig imidlertid ud over Markerne, og en ivrig Jagt begyndte. Hipofolkene skød paa deres Forfølgere, og der opstod flere dramatiske Situationer; men efter en Times Kamp havde man fanget ialt 16 af 23 Hipobanditter. Fra Odense blev Hipofolkene ogsaa angrebet, og kun faa af dem menes at være sluppet bort.

Under Kampen blev den 25-aarige Børge Tormod Nielsen fra Staurby saaret saa haardt, at han senere døde paa Amtssygehuset i Odense.

Børge Nielsen, der stammer fra Rørby ved Kalundborg, tjente som Forkarl hos Fru Byskov Ovesen for anden Gang og var en dygtig ung Mand. Han havde i det sidste halve Aar deltaget aktivt i Frihedskampen, og han glædede sig til at være med til Aktionen mod Hipo.

Hans Kammerater kørte efter Kampen ind til Sygehuset uanset det livlige Skyderi, der var i Byen, for at se til ham. Han var da ved Bevidsthed, og henvendt til en Kammerat, der ogsaa hed Børge, sagde han: Naa, Børge, slap du vel fra det hele? En Bemærkning, der viste, at han ikke tænkte paa sig selv, men paa sine Kammerater.

Hans Kammerater maatte søge Sikkerhed, men mindedes senere den døde med to Minutters Stilhed.

l Middags var der en Mindeappel paa Kabelfabriken for den faldne.