Artiklen gengives med tilladelse fra Andreas Skov.
 |
| Modstandsfolk på Albanigade den 5. maj 1945. Fotokilde: Odense Stadsarkiv. |
5. MAJ: Befrielsens bitre skær ramte Odense for 60 år siden. 26 mennesker mistede livet
Det skulle have været en glædens dag. Men den 5. maj 1945 blev den blodigste dag i Odenses nyere historie. I to-tre timer om eftermiddagen mindede den indre by om en regulær krigszone. Mindst 26 mennesker mistede livet, og cirka 80 blev såret.
Da befrielsesbudskabet lød over radioen fra London den 4. maj klokken 20.36, udløste det straks hektisk aktivitet i byens modstandskredse. Fynsledelsen, der stod i spidsen for modstandsbevægelsen på Fyn, opslog hovedkvarter i Sukkergården i Frederiksgade. Hertil kom også byens lokale modstandsledelse, byledelsen.
Under mistanke
De odenseanske væbnede modstandsstyrker omfattede cirka 2000 mænd, hvoraf tre fjerdedele blot havde været med i mindre end ét år. Det var kun et mindretal, som havde deltaget i sabotager, våbenmodtagelser eller stikkerlikvideringer. Hovedparten tilhørte de såkaldte M-grupper.
I løbet af aftenen og natten gik modstandsbevægelsen i gang med at forberede morgendagens arrestationer af formodede stikkere og andre, der i de sidste mange måneder var blevet opført i et kartotek, Fynsregistraturen, der indeholdt oplysninger om 3000-4000 personer over hele Fyn.
Om aftenen og natten blev strategisk vigtige bygninger såsom telefonhuset, elværket, gas- og vandværket og hovedbanegården sat under bevogtning. Klokken 6.50 næste morgen beordrede byledelsen alle udfaldsveje spærret. Alle civile, der forsøgte at forlade byen, skulle visiteres, og hvis den pågældende havde våben eller tyske papirer, skulle han/hun omgående arresteres.
Klokken otte begyndte alle byens kirkeklokker at ringe som tegn på, at nu var befrielsen en realitet. Samtidig ankom to repræsentanter fra Fynsledelsen til kasernen på Sdr. Boulevard, hvor cirka 400 tyske soldater holdt til. Her havde de en samtale med den tyske kommandant for hele Fyn, major Greisner, der angiveligt var meget rystet over den tyske overgivelse, men også meget samarbejdsvillig, i det han lovede at holde sine soldater inde på kasernens område.
Kapitulationen gjaldt kun de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark, og det var repræsentanter for feltmarskal Montgomerys 21. armé, der skulle modtage de tyske troppers kapitulation. Den danske modstandsbevægelse havde således ingen bemyndigelse til at forsøge at afvæbne de tyske soldater.
Befrielsen blev i høj grad præget af de mange arrestationer. Klokken 15 var der blevet anholdt 89 personer - og da dagen var omme, var tallet steget til 209.
Arresthusets kapacitet var 60, og det blev snart nødvendigt også at tage den gamle tvangsarbejdsanstalt i Klaregade i brug. Alligevel var der i dagene efter den 5. maj i perioder indsat over 400 personer i Odense Arrest. Mange blev hurtigt løsladt igen, mens den resterende del blev overført til en interneringslejr i Nyborg.
Skød på hinanden
Efter omstændighederne forløb det meste af befrielsesdagen roligt, men sidst på eftermiddagen gik det galt. Klokken 16.10 fik byledelsen en meddelelse om, at en gruppe personer fra det berygtede Hipo-korps var blevet observeret på Middelfartvej nogle kilometer vest for Odense. Byledelsen sendte straks forstærkninger til Bolbro Bakke.
I samme tidsrum var modstandsfolk fra Middelfart ligeledes på jagt efter Hipo-folk, der var blevet observeret på Vestfyn, og modstandsfolkene nærmede sig nu Odense. Da de kørte op ad Bolbro Bakke, blev de pludselig beskudt af de odenseanske modstandsfolk, der troede, det var Hipo-folkene. Gruppen fra Middelfart troede omvendt, at de blev beskudt af Hipo-folk. Situationen kom hurtigt ud af kontrol. Skuddene bragede, så det kunne høres inde i byen, og byledelsen sendte flere folk til området, hvilket blot gjorde situationen endnu mere kaotisk.
To unge mænd fra henholdsvis Odense og Middelfart blev dræbt, og et ukendt antal modstandsfolk blev såret. I den oppiskede stemning var to efterretningsfolk fra den odenseanske modstandsbevægelse også tæt på at blive likvideret af en anden odenseansk gruppe, som var overbevist om, at de to var Hipo-folk.
Da man endelig blev klar over, at modstandsfolk skød på hinanden, og der blev roligt i området, begyndte det at brage inde i byen. Hvem og hvad der udløste skyderierne, er vanskeligt af afgøre. Men dagen efter var aviserne var ikke i tvivl. Det var Hipo-folk, der var trængt ind i byen og var begyndt at skyde på både modstandsfolk og tyskere! Det virker dog ikke sandsynligt, idet hele byen var afspærret af modstandsfolk; desuden blev der ikke registreret nogle Hipo-folk blandt de dræbte og sårede på byens sygehuse, og i byens arresthus blev der den 5. maj kun indsat tre Hipo-folk. Der kan imidlertid næppe herske tvivl om, at danskere, der på den ene eller anden måde havde været i tysk tjeneste, deltog i skyderierne - det har blot ikke været i det store omfang, aviserne gav indtryk af.
Det var sandynligvis et vådeskud, der fik det hele til at eksplodere. Som en tidligere modstands- og politimand har bemærket: "Det var jo ikke alle frihedskæmpere, der var vant til at omgås skydevåben".
På Klosterbakken var det meget voldsomt. KFUM-bygningen, der husede cirka 100 tyske politisoldater, kom under heftig beskydning fra blandt andre modstandsfolk ved elværket, og tyskerne besvarede ilden. Mange civile blev fanget i krydsilden, og en otte-årig dreng blev dræbt. Ved Klosterhaven blev seks personer dræbt. Telefonhuset ved siden af KFUM-bygningen kom også under beskydning - blandt andet fra rådhuset, hvor politifolkene holdt til! Telefonforbindelsen blev afbrudt, således at Fynsledelsen i cirka to timer mistede ethvert overblik over situationen.
Rådhuset, hvor adskillige civile havde søgt tilflugt, blev på et tidspunkt beskudt fra Skt. Albani Kirkes tårn, og der var også skyderier i området omkring Kongensgade, Vestergade og Mageløs. Her var en gruppe modstandsfolk - iført tyske stålhjelme! - i kamp med uidentificerede soldater. Også ved Ansgar Kirke var der hårde kampe.
Luften var fyldt med granater og kugler. I Skt. Jørgens Gade mistede en kvinde livet, da hun blev ramt en kugle fra en modstandsmand, der forsøgte at ramme nogle tyske soldater; og på Kirkegaards Allé blev en blomsterhandler ramt af en kugle og dræbt, mens han stod inde i sin forretning.
Da modstandsstyrkerne fra Bolbro Bakke søgte tilbage til byen, kom pludselig en BMW kørende i høj fart fra Ansgargade ved krydset Vesterbro-Vindegade. Modstandsfolkene antog den for at være en "Hipo-bil" og skød med det samme (kilderne er uenige om, hvorvidt modstandsfolkene blev beskudt først). Bilens tre passagerer blev dræbt, og det viste sig efterfølgende at være tyske marinesoldater.
Efter over to timers voldsom skydning lykkedes det endelig Fynsledelsen at få standset kampene. Da havde 10 modstandsfolk mistet livet, og 17 modstandsfolk var blevet såret. Det var imidlertid de civile, der havde betalt den højeste pris: 13 var blevet dræbt og 64 såret. Derudover var tre tyske soldater blevet dræbt og mindst syv såret.
Odenses befrielse fik således et temmeligt bittert skær. Cocktailen af urutinerede modstandsfolk og manglende kommunikation er givetvis en del af forklaringen på tragedien. Men befrielsesdagene i de danske byer var generelt meget blodige. På landsplan mistede flere hundreder mennesker livet - heraf en del ved vådeskud. Der var mange våben mellem hænderne på folk, og i den første uge efter befrielsen skulle de unge modstandsfolk sørge for ro og orden, samtidig med at de gennemførte Danmarkshistoriens største massearrestation. Ikke alle ønskede at lade sig arrestere frivilligt. Det er derfor ikke underligt, at netop befrielsen blev en blodig affære.
Det skulle have været en glædens dag. Men den 5. maj 1945 blev den blodigste dag i Odenses nyere historie. I to-tre timer om eftermiddagen mindede den indre by om en regulær krigszone. Mindst 26 mennesker mistede livet, og cirka 80 blev såret.
Da befrielsesbudskabet lød over radioen fra London den 4. maj klokken 20.36, udløste det straks hektisk aktivitet i byens modstandskredse. Fynsledelsen, der stod i spidsen for modstandsbevægelsen på Fyn, opslog hovedkvarter i Sukkergården i Frederiksgade. Hertil kom også byens lokale modstandsledelse, byledelsen.
Under mistanke
De odenseanske væbnede modstandsstyrker omfattede cirka 2000 mænd, hvoraf tre fjerdedele blot havde været med i mindre end ét år. Det var kun et mindretal, som havde deltaget i sabotager, våbenmodtagelser eller stikkerlikvideringer. Hovedparten tilhørte de såkaldte M-grupper.
I løbet af aftenen og natten gik modstandsbevægelsen i gang med at forberede morgendagens arrestationer af formodede stikkere og andre, der i de sidste mange måneder var blevet opført i et kartotek, Fynsregistraturen, der indeholdt oplysninger om 3000-4000 personer over hele Fyn.
Om aftenen og natten blev strategisk vigtige bygninger såsom telefonhuset, elværket, gas- og vandværket og hovedbanegården sat under bevogtning. Klokken 6.50 næste morgen beordrede byledelsen alle udfaldsveje spærret. Alle civile, der forsøgte at forlade byen, skulle visiteres, og hvis den pågældende havde våben eller tyske papirer, skulle han/hun omgående arresteres.
Klokken otte begyndte alle byens kirkeklokker at ringe som tegn på, at nu var befrielsen en realitet. Samtidig ankom to repræsentanter fra Fynsledelsen til kasernen på Sdr. Boulevard, hvor cirka 400 tyske soldater holdt til. Her havde de en samtale med den tyske kommandant for hele Fyn, major Greisner, der angiveligt var meget rystet over den tyske overgivelse, men også meget samarbejdsvillig, i det han lovede at holde sine soldater inde på kasernens område.
Kapitulationen gjaldt kun de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark, og det var repræsentanter for feltmarskal Montgomerys 21. armé, der skulle modtage de tyske troppers kapitulation. Den danske modstandsbevægelse havde således ingen bemyndigelse til at forsøge at afvæbne de tyske soldater.
Befrielsen blev i høj grad præget af de mange arrestationer. Klokken 15 var der blevet anholdt 89 personer - og da dagen var omme, var tallet steget til 209.
Arresthusets kapacitet var 60, og det blev snart nødvendigt også at tage den gamle tvangsarbejdsanstalt i Klaregade i brug. Alligevel var der i dagene efter den 5. maj i perioder indsat over 400 personer i Odense Arrest. Mange blev hurtigt løsladt igen, mens den resterende del blev overført til en interneringslejr i Nyborg.
Skød på hinanden
Efter omstændighederne forløb det meste af befrielsesdagen roligt, men sidst på eftermiddagen gik det galt. Klokken 16.10 fik byledelsen en meddelelse om, at en gruppe personer fra det berygtede Hipo-korps var blevet observeret på Middelfartvej nogle kilometer vest for Odense. Byledelsen sendte straks forstærkninger til Bolbro Bakke.
I samme tidsrum var modstandsfolk fra Middelfart ligeledes på jagt efter Hipo-folk, der var blevet observeret på Vestfyn, og modstandsfolkene nærmede sig nu Odense. Da de kørte op ad Bolbro Bakke, blev de pludselig beskudt af de odenseanske modstandsfolk, der troede, det var Hipo-folkene. Gruppen fra Middelfart troede omvendt, at de blev beskudt af Hipo-folk. Situationen kom hurtigt ud af kontrol. Skuddene bragede, så det kunne høres inde i byen, og byledelsen sendte flere folk til området, hvilket blot gjorde situationen endnu mere kaotisk.
To unge mænd fra henholdsvis Odense og Middelfart blev dræbt, og et ukendt antal modstandsfolk blev såret. I den oppiskede stemning var to efterretningsfolk fra den odenseanske modstandsbevægelse også tæt på at blive likvideret af en anden odenseansk gruppe, som var overbevist om, at de to var Hipo-folk.
Da man endelig blev klar over, at modstandsfolk skød på hinanden, og der blev roligt i området, begyndte det at brage inde i byen. Hvem og hvad der udløste skyderierne, er vanskeligt af afgøre. Men dagen efter var aviserne var ikke i tvivl. Det var Hipo-folk, der var trængt ind i byen og var begyndt at skyde på både modstandsfolk og tyskere! Det virker dog ikke sandsynligt, idet hele byen var afspærret af modstandsfolk; desuden blev der ikke registreret nogle Hipo-folk blandt de dræbte og sårede på byens sygehuse, og i byens arresthus blev der den 5. maj kun indsat tre Hipo-folk. Der kan imidlertid næppe herske tvivl om, at danskere, der på den ene eller anden måde havde været i tysk tjeneste, deltog i skyderierne - det har blot ikke været i det store omfang, aviserne gav indtryk af.
Det var sandynligvis et vådeskud, der fik det hele til at eksplodere. Som en tidligere modstands- og politimand har bemærket: "Det var jo ikke alle frihedskæmpere, der var vant til at omgås skydevåben".
På Klosterbakken var det meget voldsomt. KFUM-bygningen, der husede cirka 100 tyske politisoldater, kom under heftig beskydning fra blandt andre modstandsfolk ved elværket, og tyskerne besvarede ilden. Mange civile blev fanget i krydsilden, og en otte-årig dreng blev dræbt. Ved Klosterhaven blev seks personer dræbt. Telefonhuset ved siden af KFUM-bygningen kom også under beskydning - blandt andet fra rådhuset, hvor politifolkene holdt til! Telefonforbindelsen blev afbrudt, således at Fynsledelsen i cirka to timer mistede ethvert overblik over situationen.
Rådhuset, hvor adskillige civile havde søgt tilflugt, blev på et tidspunkt beskudt fra Skt. Albani Kirkes tårn, og der var også skyderier i området omkring Kongensgade, Vestergade og Mageløs. Her var en gruppe modstandsfolk - iført tyske stålhjelme! - i kamp med uidentificerede soldater. Også ved Ansgar Kirke var der hårde kampe.
Luften var fyldt med granater og kugler. I Skt. Jørgens Gade mistede en kvinde livet, da hun blev ramt en kugle fra en modstandsmand, der forsøgte at ramme nogle tyske soldater; og på Kirkegaards Allé blev en blomsterhandler ramt af en kugle og dræbt, mens han stod inde i sin forretning.
Da modstandsstyrkerne fra Bolbro Bakke søgte tilbage til byen, kom pludselig en BMW kørende i høj fart fra Ansgargade ved krydset Vesterbro-Vindegade. Modstandsfolkene antog den for at være en "Hipo-bil" og skød med det samme (kilderne er uenige om, hvorvidt modstandsfolkene blev beskudt først). Bilens tre passagerer blev dræbt, og det viste sig efterfølgende at være tyske marinesoldater.
Efter over to timers voldsom skydning lykkedes det endelig Fynsledelsen at få standset kampene. Da havde 10 modstandsfolk mistet livet, og 17 modstandsfolk var blevet såret. Det var imidlertid de civile, der havde betalt den højeste pris: 13 var blevet dræbt og 64 såret. Derudover var tre tyske soldater blevet dræbt og mindst syv såret.
Odenses befrielse fik således et temmeligt bittert skær. Cocktailen af urutinerede modstandsfolk og manglende kommunikation er givetvis en del af forklaringen på tragedien. Men befrielsesdagene i de danske byer var generelt meget blodige. På landsplan mistede flere hundreder mennesker livet - heraf en del ved vådeskud. Der var mange våben mellem hænderne på folk, og i den første uge efter befrielsen skulle de unge modstandsfolk sørge for ro og orden, samtidig med at de gennemførte Danmarkshistoriens største massearrestation. Ikke alle ønskede at lade sig arrestere frivilligt. Det er derfor ikke underligt, at netop befrielsen blev en blodig affære.