 |
| Inspektionsskibet Ingolf. Fotokilde: Orlogsmuseets arkiv. |
I forbindelse med 50-året for den 29. august 1943 udsendte Marineforeningen hæftet ”Sådan oplevede jeg 29.august 1943 - 24 øjenvidneberetninger”, der rummede forskellige erindringer om dagen fra medlemmer af marinen. Jeg har af Danmarks Marineforening fået lov til at gengive de af teksterne, der omhandler det fynske område, hvilket jeg er meget taknemmelig for.’’
Den følgende beretning stammer fra Børge Kruse, der gjorde tjeneste på Dampbåd A, men var værnepligtig på Inspektionsskibet Ingolf, der lå for anker i Lunkebugten på den østlige side af Tåsinge. Der findes desværre ingen billeder af Dampbåd A.
Ved indkaldelse til Søværnet blev jeg indkvarteret på kaserneskibet Fyen, rekrutskole for nyindkaldte. På kaserneskibet var forholdene alt andet end hyggelige; vask og badning foregik i baderum på kajen, en kold omgang.
Efter 3 måneders tjeneste blev vi overført til Søværnets kaserne. Herfra var der daglig tjeneste i flere af Søværnets skibe, som lå ved Holmen. I maj måned fik vi udstukket det skib, vi skulle gøre tjeneste på resten af sommeren. Det blev for mit vedkommende inspektionsskibet »Ingolf«, men med tjeneste i Dampbåd A, en mindre slæbebåd, som blev brugt som øvelsesskib for de vordende officerer (kadetter) fra Ingolf.
Besætningen bestod af 1 kvartermester, 1 fuldbefaren matros, 1 kok, 2 fyrbødere og 2 værnepligtige maskinister. Efter kort tid afsejlede vi fra København til Svendborg sammen med 2 øvelsesbåde, »Svanen« og »Thyra«, 2 meget smukke sejlskibe.
Velankommet til Svendborg ankrede vi op udfor Valdemar Slot på Tåsinge, som senere viste sig at blive vores redning. På grund af minefaren og den dårlige afmagnetisering af Dampbåd A fik vi tilladelse til at ligge ved slottets private bro (som stadig eksisterer). Svanen og Thyra var bygget i træ og kunne ligge for anker.
Sommeren gik stort set roligt, bortset fra de mindre strejker, som opstod i tyskernes fodspor. Hver fredag eftermiddag afsejlede Ingolf og Dampbåd A til Svendborg Havn, hvor vi opholdt os til mandag formiddag. Alt syntes efter forholdene at være roligt.
Da sommeren gik på hæld og vi nærmede os august måned, kunne vi mærke den voksende uro. Storstrejker på værfter og lignende blev mere dagligdags. Det begyndte efterhånden at gå op for os, at vi ikke var i den bedste situation. En krisesituation var ved at opstå. Da vi uden varsel fik ordre til at følge Ingolf til Svendborg Havn for at få påfyldt brændstof og proviant; så vidt jeg husker, var det den 27. eller 28. august.
Situationen i Svendborg var meget trykkende med heraf følgende uro overalt. Sidst på dagen forlod vi Svendborg Havn og sejlede tilbage til vores sædvanlige ankerplads ved Valdemar Slot. Om aftenen den 28. august havde vi stadig intet fået at vide om, hvad der forestod. Den 29. august tidlig formiddag observerede vi, at der var særdeles stor aktivitet ombord i Ingolf. Officerer og besætning havde gasmasker over skulderen og bar stålhjelme. Kanonen på fordækket var afdækket.
Vores nysgerrighed blev efterhånden så stor, at vi enedes om, at vores fuldbefarne matros skulle ro over til Ingolf for at høre, hvad der skete. Kort tid efter så vi, at han kom ombord og den lille jolle blev skubbet væk fra Ingolf. Intet kunne vi forstå. Senere erfarede vi, at han var nægtet adgang til at komme ombord, men skulle vende tilbage til Dampbåd A. Til sidst havde vagthavende officer givet tilladelse til, at han kom ombord. Efter sigende var det kaptajnløjtnant S. Thostrup bistået af kadet Prins Flemming (den nuværende greve Flemming af Rosenborg). S. Thostrup er identisk med pensioneret viceadmiral S. Thostrup.
Vi, der blev efterladt, var endnu mere i vildrede om, hvad der foregik, da vi så Ingolf stævne mod Thurø Rev på vej ud i Storebælt. Ingen oplysninger eller forhåndsordre havde vi modtaget: skuffelsen dengang var stor. Det udviklede sig nærmest til bitterhed; had for chefen for Ingolf/Dampbåd A, kommandør Evers. Kvartermesteren og vi 2 maskinister gik ned i hans lukaf for at finde ud af, hvad der foregik. Under vores samtale bankede det på ruftaget til lukafet. Forbavsede blev vi, da det var nu afdøde baron Carl Juhl Brockdorff, som kom ned.
Af baronen fik vi de første oplysninger om, hvad der egentlig foregik. Han havde hørt over radioen (vi havde ingen), at Kongen havde meddelt, at Regeringen var trådt tilbage. Hær og flåde var overtaget af tyskerne. Samtidig opfordrede Kongen alle til at forholde sig rolige. Efter nogen snak frem og tilbage enedes vi om at se tiden an. Senere vendte baronen tilbage. Da havde han talt med den danske forbindelsesofficer i Svendborg. Jeg mener, det var orlogskaptajn Dinesen, der havde modtaget besked om, at viceadmiral Vedel havde givet kontraordre; flåden skulle sænkes eller eventuelt søge neutralt farvand (Sverige). Efter denne besked kunne vi træffe vores egen beslutning.
Vi gik ned og talte med vores 2 fyrbødere og kokken og forelagde dem situationen. Selvom Dampbåd A ikke var meget værd, blev vi hurtigt enige om at sænke den. Vi bad baronen, som stod på anløbsbroen, opbevare skibsjournalen sammen med flaget, som vi halede ind, til tiden blev en anden. Intet skulle tyskerne have med sig.
Inden baronen gik tilbage til slottet, blev vi inviteret til middag på slottet om aftenen. Vi var stadig meget betænkelige, for var nu de oplysninger, som vi havde modtaget, rigtige?
Tiden var knap, før tyskerne ville vise sig. Det eneste våben vi havde, var kvartermesterens revolver. Set i bakspejlet begik vi alle de fejltagelser, vi kunne begå i sådan en situation. Da vi var iført dagligt blåt, blev vores køjesække med landgangstøj og private ejendele smidt i land og gemt væk bag nogle buske. Inden vi sejlede ud, tog vi en mindre jolle ved broen på slæb, da vores egen jo var drevet til søs. Tanken var, at vi på vej ud ville vædre Svanen og Thyra og lade dem gå samme vej som Dampbåd A. Da vi forlod broen knustes jollen, så vi kunne ikke gå længere ud end vi kunne svømme i land. Da tiden var inde blev søventilerne åbnet, og da vandet efterhånden nåede kedelristene, lod vi maskinerne køre og gik op på dækket. Roret blev lagt, så den kunne fortsætte et stykke ud.
Dampbåd A begyndte at blive ustabil, og da en mulighed for kedeleksplosion var tilstede, sprang vi overbord og begyndte at svømme i land. Til vores skræk så vi, at den havde taget kurs mod land. Det varede ganske kort tid, så stoppede den, lagde sig om på siden og til sidst var kun lidt af broen og masten oven vande. En trist hilsen opstod, da dampfløjten af uforklarlige årsager, gav sig til at fløjte i kort tid. Det må formodes, at et eller andet har fået fat i snoren mellem bro og fløjte.
Efter vi var nået i land, gik det hurtigt mod slottet. Efter aftale henvendte vi os i køkkenet. Alle var yderst hjælpsomme, vi lånte civilt tøj og fik at vide, at den omtalte middag var kl. 19.00. Præcis kl. 19.00 bød baronen os til bords, hvor han spurgte, hvad vi nu havde tænkt os. Svaret var klart. Alle ville forsøge at komme til Sverige. Når tusmørket faldt på, skulle hver især begive sig til Svendborg. Tidligt forlod baronen bordet, da han skulle andetsteds. Og han bad os skrive i gæstebogen, hvilket blev gjort. Alle takkede for den store hjælp, vi havde modtaget. Baronen ønskede os alt muligt held på vores videre vej.
Tidligere end det var vores mening, skiltes vi og begav os på vej til færgen, der gik fra Vindeby på Tåsinge til Svendborg. Da jeg kendte vejen igennem skovene, valgte jeg den vej og gik afsted med køjesækken på nakken; klart en fejl, men det gik. Ved færgen fik jeg min køjesæk sat ind i en garage hos en vognmand, jeg kendte. Længere fremme mødte jeg en styrmand fra færgen. Han var straks klar over min situation og fortalte mig, at der ikke var tyske vagter hverken på Tåsinge eller Svendborg siden. Roligt gik jeg ombord. I Svendborg tog jeg til mit barndomshjem, som lå 2 minutters gang fra færgen. Vel hjemme trak jeg i mit eget tøj.
Næste formiddag lod jeg, som om intet var hændt og gik til byen. Her mødte jeg kvartermesteren i civil. Vi førte en ganske kort samtale, hvor han fortalte, at på alle veje ud af byen var der tyske vagtposter. Under vores korte samtale blev det ikke nævnt, hvor vi opholdt os. Til farvel: ”I morgen ses vi længere nede ad gaden samme tid”. Næste dag klappede fælden. På vej mod vores mødested mødte jeg til min forbavselse en ung mand, som jeg kendte særdeles godt, iført tysk uniform. Her begik jeg endnu en fejl. Jeg svarede ikke på hans hilsen, men ignorerede ham totalt. Han var fuldt ud klar over, at jeg var i Marinen. Så måske en snak fuld af løgn med ham, havde givet et andet resultat.
Næste formiddag blev jeg afhentet af en tysk soldat. Det kom helt bag på mig. Men det forløb stille og roligt. Jeg blev ført til tyskernes opsamlingssted, som dengang var restaurant Hafnia i Frederiksgade. Her mødte jeg andre marinere, som jeg ikke kendte, men inden længe var vi alle registrerede. Efter nogle timer på det ubehagelige sted, hvor både kvinder og mænd, jeg kendte fra byen, var i tyskernes tjeneste og endog særdeles ihærdigt. Inderst inde blev de forbandet langt væk; men intet kunne vi stille op. Efter nogle timer blev vi under eskorte kørt til Nyborg Strandhotel, hvor den egentlige internering begyndte.
I Nyborg var, så vidt jeg husker, dele af hærens Viborg-garnison samlet og marinere, der var taget rundt om på Fyn. Marinerne fik tildelt spisesalen, hvor vi kunne være. Her sov vi på gulvene og på bordene. Vores danske leder var søløjtnant af 1. grad i reserven, Ellebæk. Mange sjove men også alvorlige episoder opstod her. Det vil dog føre for vidt at komme ind på dem.
Efter nogle dage opstod der rygter om, at vi skulle overføres til Tyskland. Vi var 4 marinere, som holdt sammen resten af tiden, vi var interneret. Tanken om at stikke af lå dybt i os 4. Efter nogle dage blev vi under bevogtning kørt til Storebæltsfærgen. Da vi nåede Korsør, blev vi ført til en togvogn. På det tidspunkt var humøret i bund. Efter et par timers kørsel nåede vi Københavns Hovedbanegård. Herfra gik turen under skarp bevogtning til Sundparkskolen på Amager. Om morgenen til mønstring fik vi instruks om, hvordan vi skulle forholde os. Jeg mener, det danske ansvar her havde orlogskaptajn S. Greve, der også havde været vores chef på kaserneskibet Fyen.
Efter meget kort tid var vi 4 marinere enige om, at herfra ville vi flygte. Vi havde kontakt ud af skolen og bevogtningen var efter vores mening lig med 0. Men for os opstod en knugende samvittighed. Ved mønstringen, da vi ankom, blev det gjort klart for os, at prøvede nogen at flygte eller lave andre forseelser, ville dem, der blev tilbage, blive straffet hårdt. Vi drøftede forholdene igennem utallige gange. Ingen løsning var til at finde. Om der var nogen, der kendte vores hensigter, ved jeg ikke, men en dag blev vi overført til KB-Hallen.
Når vi skulle være interneret, må det siges, at det var et godt sted. Forholdene var meget fine. Mange af den tids fineste skuespillere kom flere gange om ugen og underholdt med den tids repertoire. For mig opstod der en helt uforklarlig hændelse. Jeg blev kaldt til mønstring sammen med flere andre. Mange tanker fløj gennem hovedet - var nogen stukket af og kendte de vores planer? Men nej heldigvis. Da jeg kom ned, stod min køjesæk uåbnet. Jeg kunne ikke tro, det var min; men op af sækken kom mit tøj med hv.nr. 4108. Naturligvis kunne jeg ikke give en forklaring på det; men slap dog med den forklaring. Jeg ved, hvordan den var kommet til KB-Hallen.
Mange oplevelser havde vi i KB-Hallen. En af de sidste og mest sørgelige indtraf en dag, hvor vi alle blev kaldt sammen og viceadmiral Vedel gik til mikrofonen for at meddele, at 4 marinere havde meldt sig til tysk tjeneste, for at blive løsladt. Viceadmiralens ord husker jeg ikke; men de var barske. Senere blev vi kaldt sammen, hvor viceadmiralen meddelte os, at en af de 4 havde fortrudt og var kommet tilbage. Vi blev opfordret til ikke at foretage os noget overilet mod vedkommende, men derimod lade ham gå, for det han var. Disse ord blev respekteret, hvilket udelukkende skyldtes den store respekt vi havde for viceadmiralens myndighed.
Efter nogen tid gik rygterne igen; men det var om løsladelse, så vi droppede vores planer om flugt. Endelig oprandt dagen den 9. oktober 1943, hvor alle blev løsladt og vi igen kunne finde vores civile plads. Tilfreds blev vi dog først den 4. maj 1945. Hvor vores tanker gik til dem, der havde sat livet eller førligheden til i modstandskampen, både til søs og til lands.
