Omkring den 9. april i Odense

Den nedenstående tekst er skrevet af Oberst R. Mikkelsen, der var chef for 6. regiment på Odense Kasserne den 9. april 1940. Teksten er skrevet den 5. maj 1942 og optræder i bogen ”Fem Aar, Indtryk og Oplevelser”.

Oberst Mikkelsen fotograferet i 1945. Fotokilde: Fyens Stiftstidende.

OMKRING DEN 9. APRIL I ODENSE

Paa Kasernen i Odense laa - udover nogle faa Arbejdssoldater - kun Tropper af andre Afdelinger: 2 Rekrutkompagnier af 7. Regiment, Rekrutter med ca. 5 Maaneders Uddannelse og 2 Kompagnier af Fodfolkspionererne, ligeledes Rekrutter med kun ca. 2 Maaneders Uddannelse. - De eneste Tropper, 6. Regiment havde under Fanerne, var 4. Bataillon, en 450 Mand fuldt uddannede Cyklister - de laa i Sønderjylland paa Søgaard og i Kantonnement der omkring.

Det kunde maaske være interessant nok at berette om og at høre om, hvad der skete i Odense den 9. April, men jeg skal - for ikke at gøre mit Indlæg for langt, og fordi det, der skete i Sønderjylland, jo er langt det vigtigste - indskrænke mig til at oplyse, at vi takket være en Sergent, der var paa Orlov og som ringede os op fra en Bagerbutik i Nyborg, blev underrettet i Tide, saa at vi havde Kasernen i fuld Forsvarstilstand, havde udsendt Motorcyklekommandoer saavel mod Nyborg som mod Middelfart og netop stod klar til at sende 2 Kompagnier paa Lastvogne mod Middelfart eller Nyborg for at kaste de derværende Tyskere ud og til at evakuere Kasernens civile Beboere, da Ordren kom: »Der maa ikke gøres Modstand.« Vi fik den fortvivlede Ordre samtidigt fra 2 Sider, fra Divisionen og fra Krigsministeriet.

Virkningen paa alle, jeg saa, var den samme, at dette dog var det værste, der kunde ske. Det gjaldt Kvinder og Børn, det gjaldt Befalingsmænd og Menige, og det gjaldt de civile Lastbilchauffører. — Det var ikke blide Ord, der faldt, mange græd. - Et Øjeblik var vi alle som lamslaaet, men Tjenesten maatte passes. Der var nok at ordne, Telefonerne kimede, snart fra danske snart fra tyske Myndigheder, og snart kom fra Sønderjylland de første Meldinger fra 4. Bataillon, Meldinger om Kampen og om Tabene. Saa kom der ængstelige Forespørgsler fra Forældre og andre, der havde Paarørende med. Da Meldingen kom om det første Tab - det var om Sergent Vous - beordrede jeg Flaget paa halv.

I Løbet af den 10. fik vi fuldt Rede paa Tabene baade af faldne og saarede (6+13) og Meddelelse derom blev afgivet til de Paarørende ved udsendte Officerer.

Den 11. blev 4. Bataillons 6 Faldne ført hjem til Odense Kaserne af Bataillonskommandøren Oberstljt. Claussen. Vi havde indrettet Kasernens Parolestue saa godt og smukt, som vi kunde det, til at modtage dem.

Alt tjenstgørende Mandskab stod naturligvis opmarcheret, og desuden var til Stede: De faldnes Paarørende, Regimentets Feltpræst, Pastor Pontoppidan Thyssen, de højere civile Myndigheder i Odense, Repræsentanter fra Soldaterforeningerne m.fl. Alle Kasernens Beboere og Repræsentanter for alle Blade i Odense.

De 6 Kister blev stillet foran den paraderende Bataillon, og staande ved 4. Bataillons Fanevagt udtalte jeg:

»Lad præsentere Gevær, sænk Fanen.«

Danske Soldater! Danske Borgere!

I en for vort Fædreland saare alvorlig Stund har jeg det tunge Hverv at modtage 6 af Regimentets unge tro Soldater, der faldt under Fægtningen den 9. April, men det er tillige et ærefuldt Hverv at modtage disse 6 af Regimentets Sønner. - Jeg har ønsket, at de faldne skulde føres her til den gamle Kaserne, for at vi kunde tage Afsked med dem her - her, hvor de fik deres første Uddannelse som Soldater - her, hvor de glade og frejdige drog ud - her skal lyde en Tak saa hjertelig og inderlig, som jeg formaar at udtrykke den.

Vi takker for det Offer, I har bragt, da I uden Tøven stillede jer imod en knusende fjendtlig Overmagt, fordi I uden Vaklen opfyldte jeres Soldaterpligt og udgød jert Blod til Forsvar af Sønderjylland - det Sønderjylland, i hvis Jord man end ikke havde undt jer at grave et Hul at dø i. Men det skal siges her i Dag: I har ved jeres Færd raabt det ud over den danske Hær, over det danske Folk, ja over hele Verden: Det var ikke den danske Soldat, der svigtede - det var andre! Vi sænker Bataillonens gamle Fane over jeres Kister og takker jer.

Æret og velsignet være Eders Minde.«

Jeg sagde derefter henvendt til de Paarørende: »Jeg ved godt, at Menneskeord formaar saa lidt at trøste i den store Sorg, De har haft - men en Trøst maa det være for Dem at vide, at Deres Dreng har gjort sin Pligt til det sidste, jeg ved ogsaa, at den virkelige Trøst skal hentes oven fra, fra den Gud, der gav sin Søn som Offer, og som har givet os de Ord, at ingen har større Kærlighed end den, der sætter Livet ind for sine Venner.«

Derefter talte Feltpræsten, og Kisterne blev ført til Parolesalen, hvor de blev overgivet til Forældrene, som derefter kunde hente deres Dreng hjem. I Løbet af 2 Dage blev alle Kister afhentet, og hver Gang traadte den forstærkede Vagt til Gevær og gav med præsenteret Gevær de faldne Soldater det sidste Farvel fra deres gamle Kaserne.

Den 13. tog jeg med min Adjudant til Sønderjylland for paa Stedet at takke 4. Bataillon for dens Kamp.

Den 14. skulde Bataillonen over Mommark-Faaborg vende tilbage til Odense. Jeg underrettede begge Byer derom og henstillede, at man i den Anledning flagede. Begge Steder forstod man min Henvendelse, men fra begge Byer blev jeg senere ringet op og fik den Meddelelse, at man havde forespurgt i København, om der maatte flages, og Svaret fra København var, »at det var vist ikke værd«!

Men der var andre, der forstod det bedre. Beboerne i Brændekilde og Ravnebjerg, hvor 4. Bataillon havde ligget i Kantonnement, før den afgik til Sønderjylland, havde paa en eller anden Maade sat sig i Forbindelse med Bataillonen og faaet den den Vej over. Og her var Flagene hejst, og hver Soldat fik en lille Buket, og der blev trakteret.

Saa kom Bataillonen hjem til den gamle Kaserne med alt sit sønderskudte og ødelagte Materiel, der - mere end Ord kan gøre det - fortalte, at Bataillonen havde været i Ilden.

Saa snart jeg kunde det, besøgte jeg de saarede paa Sygehusene i Tønder og Aabenraa og overrakte dem et Sølvbæger. Jeg hørte deres Beretning om Kampen, mærkværdig saa klart det hele stod for dem. Jeg besøgte ogsaa de Steder, hvor der var blevet kæmpet. I Bredevad traf jeg en dansksindet, sønderjydsk Arbejdsmand, der fra Lorenzens Gaard havde overværet Kampen. Han, der selv havde været med i Verdenskrigen, kom hen til mig og sagde uopfordret: »De to, der faldt der (det var i Havehjørnet, hvor nu Mindelunden er) de kæmpede som tro og glimrende Soldater, jeg saa det. De laa der uden Befalingsmænd, og de skulde beskytte Kanonen, der stod ude paa Vejen (det var den Kanon, der bragte 4 tyske Panservogne til Standsning og hvor alle blev saaret). Disse to laa alene, de kunde ikke faa frit Skud, som de laa i Dækning ved Havegærdet, men saa gik de op, saa de kunde skyde. Saa faldt Skytten (Skud i Hovedet), og øjeblikkelig traadte Hjælperen til og skød, indtil ogsaa han faldt (Skud gennem Lungen).« Saadan lød denne jævne Mands Beretning - det var en Mand, der aabenbart kendte til det, han talte om.

Og som disse to - saadan de øvrige. Det er let nok i Fred paa Eksercerpladsen at lære Folkene, at frit Skud gaar forud for Dækning, og det er let nok under samme Forhold at lære Hjælperen, at han skal træde til, hvis Skytten falder fra. Men disse to gjorde det, da det var bitter Alvor - ikke fordi en Befalingsmand sagde, at de skulde gøre det, for der var ingen Befalingsmand, men de gjorde det, for saadan havde de lært det, og fordi det var deres Pligt. - Er det saa ikke rigtigt, at jeg i min Tale over dem sagde: »Det var ikke den danske Soldat, der svigtede.«

Til Slut vil jeg om de faldne sige: De faldt for Danmarks Sag - og deres Død maa ikke være forgæves. Vi svøbte deres Kister i Dannebrog - og under Dannebrog skal vi bære Danmark ind i en ny Dag.

Dæknavne

Tysk dokument, der viser de dæknavne for en række danske byer, som tyskerne brugte den 9. april 1940.

Her kan det ses, at Nyborg havde dæknavnet "Nordenham" og at Middelfartssiden af Lillebæltsbroen havde fået dæknavnet "Minden".

Fotokilde: Jørn Junker.

Evald Laursens erindringer om 9. april

Det nedenstående Evald Laursens erindringer fra den 9. april 1940, hvor han var værnepligtig på Odense Kaserne. Erindringen kan findes i Frihedsmuseets dokumentdatabase, men blev oprindeligt skrevet til Fredericia Dagblad.

Forsiden af Fyns Tidende, den. 9. april 1940. Fotokilde: Frihedsmuseets Fotoarkiv.

Den 15. oktober 1939 blev jeg indkaldt til Fredericia kaserne, men blev der kun én nat, da vi blev ført videre til Odense Kaserne, hvor vi blev installeret i de to barakker, som ligger først efter indgangen til kasernen.

I påsken 1940 stod vi vagt to og to, da man var blevet betænkelig ved tyskernes militær. Der kom meget isslag, mens vi stod der, så geværerne var dobbelt så tykke, når vi tog hjem, end når vi tog ud.

Sporvognene, som dengang også kørte i Odense, kørte lidt frem, men måtte så køre lidt tilbage igen, så kunne den komme lidt længere frem næste gang.

Den 7. april afleverede vi al vort militære udstyr, da meningen var, vi skulle marchere over til Jylland, hvor al militær skulle ligge på tværs over hele Jylland. Der skulle vi være den 17. april. Den 8. april var meningen, at vi skulle på Odinstårnet, på Albani bryggerierne og på museet. Vore befalingsmænd blev enige om, at vi hellere måtte tage på museet først, men medens vi var der, blev vi kaldt hastigt hjem, hvor vi fik udleveret vore våben med tilhørende ammunition.

Jeg var geværgrenader, så jeg fik udleveret skarpe geværgranater, som vi ellers kun lige havde haft i hånden et øjeblik før, da de nemt kunne eksplodere. Vi var klare over, at situationen havde tilspidset sig, og vi fik besked på at gå i seng med tøjet på.

Klokken omkring ved fire blev vi vækket med ordene "tyskerne er gået over grænsen, så vi skulle snarest stille i gården", normalt sagde de "fjenden er gået over grænsen".

Kort tid derefter kom flere lastbiler ind på gårdspladsen, og meningen var, de skulle køre os til Jylland. Vi ventede og ventede, men der skete ingenting, udover at tyske fly fløj over hovederne på os. Det kriblede i fingrene på os for at skyde efter dem, men vi fik ordre på at holde os i ro.

Endelig kl. ca. 9 fik vi at vide, at Danmark havde kapituleret, hvilket gjorde os rasende. Jeg fik ikke nævnt, at det kompagni, der boede over for os, efter at de var stillet op, blev bekendtgjort med, at de, der ville melde sig frivillige til at gå ud som forposter skulle træde et skridt frem, hvorefter hele kompagniet trådte et skridt frem.

Da Odenseanerne blev klar over kapitulationen, kom de ud til kasernen. Vi havde fået forbud mod at gå ud, men gik vi hen til stakittet, spyttede de efter os og sagde "her har vi betalt dyrt til det danske forsvar og så rører I ikke en finger, når det virkelig gælder."

Indgangen til Odense Kaserne, den 11. april 1940. Fotokilde: Historisk Arkiv for Haderslev Kommune.

En eller to dage efter stillede vi op til parade for dem fra cykelkompagniet, der var blevet dræbt i Sønderjylland. De havde ligget lige overfor os inden de kørte til Sønderjylland nogle dage før.

Ca. en uge efter blev vi kørt med tog til Fredericia, hvorfra vi marcherede ud til Follerupgård og blev sat i kantonnement deromkring.

Jeg blev sammen med to fra Århus sendt over til en gård lige i nærheden, jeg husker ikke, hvad den hedder, men det sjove ved det var, at det var min læremesters søster, der boede der, så jeg kom i gang med at pynte lidt op på deres køkken.

Jeg stod i lære i Brædstrup ved Horsens. De to fra Århus måtte vi undervise i, hvordan man kløvede brænde, det havde de aldrig prøvet før.

Jeg tror, vi var der en uge, inden vi blev hjemsendt, men jeg blev indkaldt igen i sommeren 1941, men kom da til Sønderborg, hvor jeg ordnede skydebanen, men det er en helt anden historie.

Foto af Bjarne Christian Poulsen

Bjarne Christian Poulsen var blandt de fynboer, der faldt den 9. april 1940. Den 21-årige fynbo, der var blevet indkaldt som soldat i april 1939, faldt ved Bjergskov syd for Aabenraa.

Det nedenstående billede viser Bjarne i selskab med hans kæreste Rita. Billedet er taget ombord på motortorpedobåden Glenten. Parret havde planlagt at forlove sig den 24. april 1940. Datoen for Bjarnes 22 års fødselsdag.

Bjarne Christian Poulsen i selskab med kæresten Rita Andersen. Fotokilde: Middelfart Museum.

Kilde: Fyens Stiftstidende.

Oberst Mikkelsen om det ”pinlige” Møde med von Kaupisch

Den nedenstående artikel blev bragt i Fyens Stiftstidende den 8. juli 1945 efter at være bragt i Berlingske Tidende den 7. juli 1945. Den gengives her med tilladelse fra Fyens Stiftstidende.

General Kaupischs udtalelser, bragt i Fyens Stiftstidende den 6. juli 1945. Fotokilde: Fyens Stiftstidende

General Kaupischs udtalelser om det pinlige møde med Oberst Mikkelsen, der refereres til i artiklen, blev gengivet i et interview, som Fyens Stiftstidende bragte den 6. juli 1945. Interviewet var foretaget af en journalist fra Ritzaus Bureau. 

Interviewet rummer mange interessante detaljer, især detaljerne om alarmeringen og hvordan transport til Nyborg skulle foregå, synes jeg er værd at bide mærke i. Artiklen er gengivet identisk med, hvordan den blev bragt i avisen.

Overskriften fra artiklen. Fotokilde: Fyens Stiftstidende

I Anledning af General Kaupisch's Udtalelser om sit ”pinlige” Møde med Oberst Mikkelsen i Odense har ”Berlingske Tidende” bedt Obersten, der nu er tjenestegørende i København om en Beskrivelse af Mødet, og vi gengiver her den paagældende Artikel, der fandtes i ”Berlingske Tidende” for i Gaar. Oberst Mikkelsen fortæller:

Der er først en enkelt Ting at rette i General Kaupisch’ Udtalelser. Generalen siger, at Obersten var blevet taget paa sengen midt om Natten, og man kunde jo ikke bebrejde ham, at han de sovet, for det skete jo midt i den dybeste Fred. Dette er ganske forkert. Garnisonens Medlemmer i Odense blev taget på Sengen af den simple Grund, at der først kom tyske Soldater til Byen langt hen i April Maaned.

Fra højeste til almindeligt Beredskab

Om hvad der foregik i Garnisonen inden og lige op til General Kaupisch’ Besøg den 10. april, fortæller Obersten, som det har sin Interesse at læse i dag, ogsaa fordi det hidtil ikke har været offentligt kendt.

”Af 6. Regiment laa 4. Bataillon nede ved Grænsen i Sønderjylland. Det var i øvrigt den Bataillon, der tog det haardeste stød. Den havde 6. Faldne og 15 Saarede. I Odense laa tre smaa Rekrutkompagnier af Fodfolkspionerkommandoer og to Kompagnier fra 7. regiment i Fredericia, der havde fire maaneders Uddannelse. Disse to Kompagnier skulde efter højere Ordre været afgaaet til Fredericia den 9. April, men de kom ikke af Sted. De havde pakket, men den 8. kom der Ordre, at vi skulde ligge i højeste Alarmberedskab, og saa maatte Kompagnierne pakke ud igen. Senere blev det ændret til almindeligt Beredskab, hvilket vilde sige, at Mandskabet kunde gaa i Seng på Kasernen. De fornødne Vagter og anden Sikring var naturligvis i Orden.

Tidligt om Morgenen den 9. blev jeg vækket af min Adjudant med den Meddelelse, at der var indløbet telefonisk Meddelelse om, at Tyskerne var gaaet i Land i Nyborg. Oversergent Gedde fra Fodfolkspionerkommandoet i Tønder havde været på Orlov i København. Han var naaet over med Færgen fra Korsør, og han kom lige tidsnok til at se Tyskerne i Nyborg. Han skaffede sig øjeblikkelig Adgang til en Bagerforretning, hvorfra han telefonerede til Vagten. Jeg lod straks slaa Alarm, gav Ordre til Forstærkning af Vagten og sendte Melding til Divisionen i Viborg.

To Kompagnier skulde angribe Nyborg

Endvidere gav jeg Ordre til en Vognmand, vi havde fast Aftale med, om at skaffe Biler til Kasernen med det samme. Han stillede kort efter med 22 Lastvogne og 12 Personvogne. Paa Kasernen boede en Snes Befalingsmandsfamilier, og da Kasernen naturligvis ville blive forsvaret, maatte Familierne med Kvinder og Børn bort. I de 12 Biler skulde de evakueres til Langesø, hvor man var parat til at modtage dem. Lastvognene skulde befordre de to Kompagnier til Nyborg, hvor de skulde gaa mod Tyskerne. En Motorcyklepatrulje sendtes mod Nyborg for at rekognoscere, en lignende Patrulje gik mod Lillebæltsbroen. I øvrigt gav jeg Ordre til, at de fem yngste Aargange Værnepligtige i og omkring Odense skulde give Møde paa Kasernen. Netop som Civilisterne skulde afgaa til Langesø og Kompagnierne mod Nyborg, blev der telefoneret dels fra Krigsministeriet og dels fra Divisionen, at der ikke maatte ydes Modstand. Soldaterne var meget kede af det.

Chaufførerne paa Vognene bandede højlydt. Da Ordren kom, sendte jeg Patruljer ud for at stoppe dem, der var paa Vej til Nyborg og Lillebæltsbroen. Hele morgenen havde tyske Flyvere kredset over Byen i lav Højde. Det var det eneste, vi saa til Værnemagten den dag!”

Portrætfoto fra artiklen. Fotokilde: Fyens Stiftstidende

Dagen havde i øvrigt været begivenhedsrig nok. Men den næste Dag bragte en virkelig Overraskelse. Herom giver Oberst Mikkelsen den Beretning:

Mødet med General Kaupisch

”Den 10. April indfandt sig KL. ca 7 en Tysker paa Odense Kaserne. Han var i Officersuniform og præsenterede sig som Tolk for General Kaupisch (det var tydeligt nok en Civil, der for Tilfældet var trukket i Uniform). Han meddelte, at Generalen paa Vej fra Jylland til Sjælland vilde passere Odense, og spurgte, om det kunde passe mig at møde Generalen KL. ca. 8,15. Jeg svarede ”Ja”. Hvor Generalen kunde møde mig? ”Her paa Kasernen, paa mit Kontor!” Jeg sendte Bud efter Kaptajn Scheibel, der taler godt Tysk, og bad ham være til stede for at hjælpe mig, hvis jeg med min mildest talt ret ringe tyske Talefærdighed ikke kunde klare mig. Jeg var selv paa mit Kontor med Kaptajn Scheibel. Min Adjudant stod uden for i Forgangen til Kontoret, og min Ordonnansofficer stod uden for Døren i Kasernegaarden for at vise Generalen Vej.

Generalen kom KL. ca. 8,30 (forsinket paa Grund af taaget vejr), og han blev sammen med sine Ledsagere, en 3-4 højere tyske Officerer, ført ind paa Kontoret. Jeg sad ved Skrivebordet og rejste mig naturligvis, da Generalen kom ind. Han nævnede sit Navn og gav en Undskyldning for forsinkelsen. Jeg nævnede mit Navn. Generalen sagde derpaa, at han var paa Vej til København og vilde da benytte Lejligheden til at tale med mig. Der var nu en kort Ordveksling angaaende det pinlige ved denne Situation, og jeg følte straks, at Generalen forstod mig.

Generalen sagde derpaa nærmest det samme, som der stod i Opraabet, og føjede til, at han anmodede mig om at sørge for, at Forholdet mellem de mig underlagte Tropper og de tyske Tropper kunne forløbe gnidningsløst. Som sagt taler jeg ikke saa godt Tysk, saa jeg tænkte mig lidt om og svarede da ”Alt, hvad min Konge befaler mig, vil jeg gøre!” Generalen saa et Øjeblik paa mig og rakte mig derpaa Haanden og sagde ”Wir Soldaten!” Han forklarede mig derpaa, at jeg jo maatte forstaa, at han ikke disciplinært kendte alle de Tropper, der nu var ham underlagt, men han tvivlede ikke paa, at de nok skulde opføre sig godt, ”og det vil jeg sige Dem Hr. Oberst,” sluttede han, ”jeg taaler ingen Schweinerei!”

Vi forlod det lille Kontor og gik uden for, hvor vi alene to (de øvrige tyske og danske Officerer stod noget derfra) gik frem og tilbage imellem Administrationsbygningen og et lille Anlæg. Det var under hele Besøget for mig ganske tydeligt, at dette Møde var Generalen pinligt. Han spurgte mig direkte: ”Kom dette Overfald overraskende for Dem?” Hertil svarede jeg ”Ja!” Generalen spurgte om jeg havde Faldne. Jeg svarede, at det var en Bataillon fa mit Regiment, der havde kæmpet mod ham i Sønderjylland, og at vi havde 6 Faldne og 14-15 Saarede. Han beklagede det og kondolerede Regimentet i Anledning af de Faldne.

Generalen talte derefter om mere ligegyldige Ting og gik derpaa til sin Bil, og de andre tyske Officerer til deres Biler. Undervejs til Bilen mødte vi en tysk Kaptajn, der fra Nyborg var sendt til mig som Forbindelsesofficer. Jeg fortalte da Generalen, at jeg havde faaet Ordre til at modtage en saadan Forbindelsesofficer, og ogsaa en fra Middelfart. Generalen spurgte mig, om jeg ikke mente, at en var tilstrækkeligt, og jeg svarede, at for mit Vedkommende var en tilstrækkeligt. Før Generalen gik ind i sin Bil, vendte han sig mod mig og sagde ”Wieder – Wir Soldaten!” gav mig haanden, steg ind i Bilen og kørte bort.

Mit indtryk var, at den hele Affære (Overfaldet) var Generalen Pinlig. Hans Optræden over for mig var forstaaende og absolut ikke nedladende, men korrekt.”

Lillebæltsbroen den 9. april 1940

De viste fotos er alle taget fra Fynssiden af Lillebæltsbroen på besættelsesdagen den. 9 april 1940. De er taget af fotograf Eduard "Stoffer" Christoffersen, der var tilknyttet Fyns Tidende.

Fotokilde: Frihedsmuseets fotoarkiv

Fotokilde: Frihedsmuseets fotoarkiv

Fotokilde: Frihedsmuseets fotoarkiv

Fyens Stiftstidende omkring den 9. april 1940

Forsiden af Fyens Stiftstidende den 9. april 1940.

De fleste vil nok vide, at det er i dag - den 9. april - er årsdag for Tysklands besættelse af Danmark i 1940. I den forbindelse har Fyn under Besættelsen bladret lidt i de gamle aviser og gjort et par nedslag.

Den 8. april er England og Frankrigs mineudlægning ved Norge den absolutte forsidehistorie på Fyens Stiftstidende. Alt omhandler det. Inde i avisen kan det læses, at tyske flådestyrker er gået op igennem Storebælt og Øresund. Avisen omtaler ingensteds en mulig trussel mod Danmark – og dog! For på side 4 bringes en nyhed fra Ritzaus Bureau, der omtaler en plan for nazisternes overtagelse af Europa, der var blevet beslaglagt i Tjekkoslovakiet i 1938. Heraf fremgår det, at det er planlagt, at Danmark skal være indtaget inden udgangen af 1941, mens den resterende del af Skandinavien først skal være indtaget i 1948. Der er intet i teksten, der forholder sig til de planlagte erobringer, det er et rent nyhedstelegram.

Overskriften på artiklen, der omhandler nazisternes planlagte overtagelse af Europa. Fyens Stiftstidende den 8. april 1940.

Den 9. april fylder tre ting forsiden af Fyens Stiftstidende. Dels Kong Christian X’s proklamation til det danske folk, der er underskrevet kongen og Thorvald Stauning. Dels det tyske ”Oprop”, der dog er blevet korrekturlæst og ikke som tyskernes egen udgave fremstår fuld af tvivlsom stavning. Endelig er der en erklæring fra rigsudenrigsminister Von Ribbentrop. Bortset fra et enkelt kort nyhedstelegram om de tyske fremstød inde i avisen, så nævnes besættelsen stort set kun indirekte i forbindelse med omtale af den nu påkrævede mørklægning. Indskudt bemærket, så var Fyens Stiftstidende dengang en aftenavis, derfor har det været muligt at få forsidestoffet med.

Den 10. april udkom Fyens Stiftstidende to gange, da avisen denne dag også kom i en morgenudgave. Morgenudgaven er kun på 4 sider, blottet for reklamer og omhandler stort set kun besættelsen. Der er en del nedtoning af eventuelle praktiske konsekvenser, et tysk angreb på den engelske flåde omtales som ”storstilet” og man fornemmer, at det hele er holdt i en tone, der ikke på nogen måde skal træde tyskerne over tæerne.

På forsiden af morgenavisen kan det læses som overskrift, at ”Tyske tropper besatte i løbet af gaarsdagen de vigtigste militære objekter i Danmark. Endvidere ankom de tyske tropper til en række af landets byer, og under dette gik enkelte menneskeliv tabt”. Under dødsannoncerne i aftenudgaven støder man et disse menneskeliv. Familien til flyverløjtnant Vilhelm Godtfredsen har indrykket en dødsannonce for ham. Vilhelm Godtfredsen blev skudt ned ved Flyvestation Værløse, hvor han og en sekondløjtnant var på vej i luften for at rekognoscere.

Vilhelm Godtfredsens dødsannonce. Fyens Stiftstidende 10. april 1940

I aftenudgaven af Fyens Stiftstidende fra den 10. april fylder den militære del af besættelsen nærmest intet, mens mørklægningen og de praktiske forhold omkring fylder en del.

Det er fascinerende, at dykke i nyhedsdækningen af besættelsen på denne måde. Især med tanke på, hvor lidt dækkende nyhedsdækningen er, og at aviserne på det tidspunkt har været den primære nyhedsformidler.