Det nedenstående Evald Laursens erindringer fra den 9. april 1940, hvor han var værnepligtig på Odense Kaserne. Erindringen kan findes i Frihedsmuseets dokumentdatabase, men blev oprindeligt skrevet til Fredericia Dagblad.
 |
| Forsiden af Fyns Tidende, den. 9. april 1940. Fotokilde: Frihedsmuseets Fotoarkiv. |
Den 15. oktober 1939 blev jeg indkaldt til Fredericia kaserne, men blev der kun én nat, da vi blev ført videre til Odense Kaserne, hvor vi blev installeret i de to barakker, som ligger først efter indgangen til kasernen.
I påsken 1940 stod vi vagt to og to, da man var blevet betænkelig ved tyskernes militær. Der kom meget isslag, mens vi stod der, så geværerne var dobbelt så tykke, når vi tog hjem, end når vi tog ud.
Sporvognene, som dengang også kørte i Odense, kørte lidt frem, men måtte så køre lidt tilbage igen, så kunne den komme lidt længere frem næste gang.
Den 7. april afleverede vi al vort militære udstyr, da meningen var, vi skulle marchere over til Jylland, hvor al militær skulle ligge på tværs over hele Jylland. Der skulle vi være den 17. april. Den 8. april var meningen, at vi skulle på Odinstårnet, på Albani bryggerierne og på museet. Vore befalingsmænd blev enige om, at vi hellere måtte tage på museet først, men medens vi var der, blev vi kaldt hastigt hjem, hvor vi fik udleveret vore våben med tilhørende ammunition.
Jeg var geværgrenader, så jeg fik udleveret skarpe geværgranater, som vi ellers kun lige havde haft i hånden et øjeblik før, da de nemt kunne eksplodere. Vi var klare over, at situationen havde tilspidset sig, og vi fik besked på at gå i seng med tøjet på.
Klokken omkring ved fire blev vi vækket med ordene "tyskerne er gået over grænsen, så vi skulle snarest stille i gården", normalt sagde de "fjenden er gået over grænsen".
Kort tid derefter kom flere lastbiler ind på gårdspladsen, og meningen var, de skulle køre os til Jylland. Vi ventede og ventede, men der skete ingenting, udover at tyske fly fløj over hovederne på os. Det kriblede i fingrene på os for at skyde efter dem, men vi fik ordre på at holde os i ro.
Endelig kl. ca. 9 fik vi at vide, at Danmark havde kapituleret, hvilket gjorde os rasende. Jeg fik ikke nævnt, at det kompagni, der boede over for os, efter at de var stillet op, blev bekendtgjort med, at de, der ville melde sig frivillige til at gå ud som forposter skulle træde et skridt frem, hvorefter hele kompagniet trådte et skridt frem.
Da Odenseanerne blev klar over kapitulationen, kom de ud til kasernen. Vi havde fået forbud mod at gå ud, men gik vi hen til stakittet, spyttede de efter os og sagde "her har vi betalt dyrt til det danske forsvar og så rører I ikke en finger, når det virkelig gælder."
 |
| Indgangen til Odense Kaserne, den 11. april 1940. Fotokilde: Historisk Arkiv for Haderslev Kommune. |
En eller to dage efter stillede vi op til parade for dem fra cykelkompagniet, der var blevet dræbt i Sønderjylland. De havde ligget lige overfor os inden de kørte til Sønderjylland nogle dage før.
Ca. en uge efter blev vi kørt med tog til Fredericia, hvorfra vi marcherede ud til Follerupgård og blev sat i kantonnement deromkring.
Jeg blev sammen med to fra Århus sendt over til en gård lige i nærheden, jeg husker ikke, hvad den hedder, men det sjove ved det var, at det var min læremesters søster, der boede der, så jeg kom i gang med at pynte lidt op på deres køkken.
Jeg stod i lære i Brædstrup ved Horsens. De to fra Århus måtte vi undervise i, hvordan man kløvede brænde, det havde de aldrig prøvet før.
Jeg tror, vi var der en uge, inden vi blev hjemsendt, men jeg blev indkaldt igen i sommeren 1941, men kom da til Sønderborg, hvor jeg ordnede skydebanen, men det er en helt anden historie.