Den nedenstående artikel er taget fra det særnummer af Modstandskampen 1940-45, der blev udsendt i 2015. Artiklen er skrevet af Anders Poulsen, der bl.a. var med til at skrive og redigere bogen "Det skete", der omhandler Skårup Statsseminarium under besættelsen.
Bemærk, at selvom det omtales som en lyttepost, så er der tale om en luftmeldepost.
Den omtalte aktion i artiklen fandt sted den 10. februar 1945.
 |
| Billede fra artiklen. Fotokilde: Modstandskampen 1940-45 |
Den ukendte aktion Af Anders Poulsen, Halvdelingsfører, 5. deling, Landkompagniet, Svendborg
Fra d. 9. april og frem, til jeg kom hjemmefra som lige godt 17-årig, var alsang og algang - trods mine stærke ønsker om at komme med i en modstandsbevægelse - højdepunkterne af, hvad der var mulighed for at gøre.
Den 1. november 1942 begyndte jeg i en forberedelsesklasse til seminariet i Skårup, Fyn, hvor jeg så blev optaget som elev i 1. seminarieklasse august 1943. Til stor glæde for mig begyndte her, næsten med det samme, at "ske noget" - og det endte med en modstandsbevægelse, der ved krigsafslutningen talte 44 elever i militære grupper og 4 kvindelige elever i en bladgruppe.
For krigens gang har vort arbejde ikke betydet noget. Men det betød noget for os selv og for vores selvagtelse. Vi var med til at gøre noget, som vi mente måtte gøres. Jeg tror virkelig, at Danmark i dag generelt ville have været et andet - såvel internationalt som for os selv, dersom alle vi "på gulvet" ikke havde gjort det, der blev gjort.
50 år senere - 1990 - fandt en lille håndfuld af os, der endnu levede, at der egentlig burde gøres et forsøg på at fastholde noget at det, der skete dengang. Vi nedsatte os som en redaktionsgruppe og tog fat. Faktisk for sent. Kammerater, der havde haft ting at berette, var allerede væk.
Alt for meget var hos os, der endnu var tilbage, enten glemt, eller stod i erindringens dunkelhed. Seksten af de endnu levende i 1990 skrev et bidrag til vores historie. Det blev til en lille bog, vi kaldte "Det skete", der blev udgivet af Svendborg Museum.
Genlæst nu synes jeg - måske lidt ubeskedent - at den giver en fin skildring af, hvordan modstandsbevægelsen groede frem, samt et stærkt og klart billede af de slidsomme og bestemt ikke ufarlige opgaver, der blev udført af de mange "på gulvet", hos os, først og fremmest med at åbne nedkastede containere med våben og sprængstoffer, tælle op, gemme væk, finde frem igen til fordeling.
Faldskærme og containere skulle bortskaffes. Fra december 1944 til krigens slutning kom der rigtig meget til Store Klingstrup Gods, som var vores område.
De tyske pejlestationer på Fyn udgjorde et stort problem for den fynske modstandsbevægelse, og efter alt at dømme anmodede man England om at bombe anlæggene. Fra engelsk side blev det tilsyneladende foreslået, at modstandsbevægelsen selv skulle sørge for at sætte pejlestationerne ud af drift.
I Vantinge lå en moderne tysk lyttepost. Derfra kunne de hurtigt pejle sig frem til positionen for de engelske flyvere, der kastede våben ned til modstandsbevægelsen - med deraf følgende risiko for, at tyske styrker kunne nå frem til nedkastningsstedet, inden modtagerne var kommet af vejen med ladningen.
Der var således fornuft i at søge at få alt det tekniske udstyr på denne lyttepost ødelagt. Dertil kom, at byledelsen til en anden operation havde brug for et antal tyske soldateruniformer, og disse kunne man få fat i ved samme lejlighed.
Allerede først i januar fik vi - på et gruppeførermøde på Klingstrup - en indledende, grundig orientering om denne kommende operation. Den blev givet af den person, der også ledede selve aktionen, da den blev sat i værk. Hvad hans dæknavn var, har jeg glemt - og jeg mener ikke, at jeg har mødt ham efter befrielsen. Vi døbte ham Robin Hood, måske nok fordi hans planer denne første aften forekom nogle af os noget fantasifulde.
Vi fik ikke ved den lejlighed oplyst noget om beliggenhed, hvad der af sikkerhedsgrunde var helt korrekt. Men skitser havde han af bygningers indbyrdes placering, således at vi forstod, at han havde et meget godt lokalkendskab. Bemandingsstyrken blev oplyst - og hele dennes daglige rutine blev gennemgået. Det var et vigtigt element i planlægningen, at mandskabet fik deres aftensmåltid på en gård, der lå lige over for lytteposten.
Det skete hver dag præcis kl. 18. Alt var her fredeligt og næsten familiært. En enkelt mand - sommetider to - forblev på vagt ved teknikken, mens de øvrige 6-7 mand var nede at spise. Vagten gik så til spisning, når hovedstyrken kom tilbage. Selv om de havde deres håndvåben med, skulle det være en smal sag at holde disse folk op - beordre dem til at smide uniformen - binde dem til hver sin stol. Imens skulle en anden styrke overraske de højst to mand, der fortsat ville være på posten. Så snart disse var uskadeliggjort og bragt i sikkerhed, skulle en sprængningsgruppe udføre den egentlige hovedopgave: ødelægge samtlige tekniske installationer. Nærmeste tyske styrker lå i Svendborg, Odense og Nyborg, og vi kunne være over alle bjerge, inden nogen nåede til undsætning.
Måneden igennem blev mange aftener og nætter viet til at forberede denne aktion. Vi blev delt i hold, der hver fik sin særlige opgave. Nogle skulle ind i mejeriet og sikre, at kommunikation til omverdenen ikke skete derfra. Andre forberedte, at de skulle op til vagterne på posten og få disse til at overgive sig.
Selv skulle jeg have 6-8 mand med ind i "pensionatet" og her afvæbne, afklæde og binde de folk, som ville befinde sig der. Alt blev gennemgået gang på gang. Min gruppe trænede i hurtigt og effektivt at binde folk til en stol med den stærke faldskærmssnor.
Med kort varsel fik vi oplyst, at stedet var Vantinge og dagen lørdag d. 10. februar.
Forud havde det været rigtig vinter med frost og en del sne, men for et par dage siden var det slået om i kraftig tø. Markerne var bare, men masser af vand var der overalt, da den stadigt bundfrosne jord ikke kunne tage afsmeltningen. På vejene havde der ligget et lag sammenkørt sne, og her var der nu isglat - ikke mindst på bivejene.
Kl. 16 cyklede C.C. Kromann Clausen, Harris Troensegaard, Mogens BIume og jeg mod Brændeskov. Hvor mange flere, der skulle med fra seminariegrupperne, kan jeg desværre ikke rekonstruere. Men flere var der.
Vi havde som vanligt delt os i hold. Skulle vi møde en tysk patrulje, skulle vi ikke gerne give anledning til, at de umiddelbart syntes, at de burde kigge os lidt nøjere an. I Brændeskov skulle vi samles op af en lastbil. Den var forsinket - og da vi endelig kom af sted, ville man prøve at indhente forsinkelsen. Det gik for stærkt i det glatte føre - og blot en beskeden opbremsning sendte os i grøften, og vi tumlede rundt mellem hinanden inde under presenningen.
Også vores "ledsagebil", en Adler personbil, som aktionsledelsen kørte i, måtte en tur i grøften. Alt i alt - ingen tid blev indhentet - tværtimod blev vi yderligere forsinkede i forhold til det planlagte tidspunkt for aktionens start. Aftenspisningen måtte antages at være afsluttet - og hele den tyske styrke måtte formodes at befinde sig oppe på posten. Måske var dog den senere spisende vagt endnu på gården. Vi blev alle sat af bilen lidt før vi kom til mejeriet.
Ledelsen overvejede. Den besluttede sig for at gennemføre aktionen.
Gruppen til pensionatet blev skåret ned til 4 mand - de øvrige overført til den gruppe, der nu skulle overraske og erobre selv lytteposten.
Vi fire, der skulle på "pensionatet", blev indstillet på, at aktionen jo nu ville tage noget længere tid end oprindeligt forudset, men vi skulle blive, hvor vi var - og passe på vores eventuelle ene eller to fanger - og så i øvrigt afvente ledelsens besked om, at nu var det hele overstået. Lastbilen ville samle alle op - og den ville vente i nærheden af mejeriet. Vi fire gik ind til gårdmandsparret. Ingen tyskere. Klokken kan vel have været omkring 20 - og en rum tid var der fuldstændig ro.
Pludselig brød helvede løs.
Lyspatroner oplyste hele området. Lyskastere fejede hen over markerne. Gevær-, maskinpistol- og maskingeværsalver bragede en halv times tid. Så helt stille igen - lyskasterne og lyspatronerne gjorde stadig nat til dag i en stor radius omkring lytteposten.
Vi fire var usikre. Hvad var der sket, - og hvorfor kom ingen og fortalte os noget? På skift holdt to af os vagt ude. Gik lidt frem og tilbage i indkørslen og lidt ned ad vejen. En snes meter nede - halvt skjult af nogle træer i gårdens have, holdt ledelsens Adler stadig. Så de måtte være her et sted - og så havde alle nok blot trukket sig tilbage for at forberede et nyt angreb.
 |
| Tysk rapportering om hændelsen. Kilde: Rigsarkivet. |
Hvad der var foregået oppe ved lytteposten skriver C.C. Kromann Clausen følgende om:
"Vi kom til Vantinge, hvor vi var på det hold, der omringede lytteposten. Telefonen til posten blev afbrudt, og så var planen, at Robin Hood med følge skulle overmande den enlige vagt. Men han var ikke alene, og da han ikke fik svar på sit: "Wer da?" brød uvejret løs.
Bygningen var omgivet af buske, og vi lå ca. 10 meter fra den. Tyskerne begyndte at skyde voldsomt. De råbte, så man skulle tro, at der var en større styrke. Lyspatroner blev skudt op, og sammen med lyskastere gjorde de nat til dag. Maskingeværer sendte byger af kugler mod os. Patroner med lysspor viste, at de beskød hele området.
Jeg lå ved siden af Mogens, og vi blev hurtigt klar over, at nu var det på tide at komme væk. Sne og slud havde gjort den lerede pløjemark slimet og ulækker samt efterladt vand i plovfurerne, men det tænkte vi ikke på; vi smed os ned og mavede os væk. Vi var vist de sidste, der kom med lastbilen, jeg gled nemlig og faldt, men Mogens var der straks og hjalp mig, idet han sagde: "Hvor blev du ramt?".
 |
| Anders Poulsen fortalte som 89-årig i 2015 om aktionen til Fyens Stiftstidende. Her ses han på et billede fra artiklen på marken, hvor lyttestationen lå. Fotokilde: Fyens Stiftstidende. |
Utroligt heldigt blev ingen ramt. Det vidste vi 4 på gården intet om. "Vi stod nu alle ude - og så hørte vi brummen fra en lastbilmotor oppe fra mejeriet. Nå, nu kom de endelig for at hente os. Vi stillede os i venteposition ude ved vejkanten.
Bilen gjorde et kort stop ved mejeriet. Så kørte den langsomt nærmere. Da den kom nær nok, kunne vi skimte to rækker folk i gåsegang, en på hver side af bilen. Endelig fattede vi, at det var tyskere, der skulle tage os. Det sidste, jeg direkte sansede, var, at tyskerne delte sig for at omringe gården.
Heldigt for os, at den ene flanke i knibtangen fik øje på ledelsens Adler. Den kastede de sig over - og imens slap vi den anden vej ud af gården. Op over møddingen - over noget pigtråd og af sted. Folkene fra den anden flanke så os, antagelig i skæret fra lyspatronerne, og de skød, - slet ikke så lidt.
Et hundrede meter henne var der et levende hegn - og en vandfyldt grøft bagved. Vi slap væk! Hele natten var der bil- og motorcykelpatruljer ude efter os - og sikkert andre fra aktionen. Vi måtte derfor holde os inde på de sølede marker - og det gik gennem vandløb og mosearealer. Vi søgte at holde retningen: sydøst.
Alle fra angrebsstyrken kom sikkert tilbage i løbet af søndag formiddag. Ingen havde turdet køre ret langt med lastbilen. Der var patruljer ude hele natten. Selv var jeg vred, jeg syntes, at lederne havde været uansvarlige og ved dårlig ledelse sat mange liv på spil. I dag må jeg erklære mig enig med den noget ældre Mogens Wittrup, som i sit bidrag i bogen skrev: "Jeg synes egentlig ikke, man kan kalde det hele for mislykket. Vi havde alle godt af at møde den slags overraskelser og mindre nederlag for at have mulighed for at gøre tingene bedre næste gang, hvis den kom."
Da jeg i 1991 skrev hovedafsnittet til vores bog, besluttede jeg, at nu måtte jeg overvinde noget i mig selv og besøge stedet, hvor aktionen i sin tid fandt sted, og jeg blev godt modtaget af den nuværende ejer af gården, Knud Ringskær, som i sin tid var en lille dreng, som vi må have forskrækket forfærdeligt. - En alt lammende angst kom op i mig, da jeg så stuehusets facade med de mange mærker af projektiler, der var tiltænkt vi fire unge, der var så heldige ikke at blive ramt.
Jeg vil gerne gøre C.C. Kromann Clausens ord til mine, når han om Vantinge-aktionen skriver: "Det var en af den slags begivenheder, der senere gør det lettere at skelne mellem, hvad der er væsentligt, og hvad der er uvæsentligt."
