I 1997 blev bogen ”Træk af Lunde Sogns historie” udgivet som en egen-udgivelse af forfatteren Hans Henrik Jacobsen. Hans Henrik Jacobsen har skrevet flere lokalhistoriske bøger, hvoraf flere også kredser om besættelsen
I bogen ”Træk af Lunde Sogns historie” optræder der et afsnit om tiden under og lige efter besættelsen. Indholdet kredser meget omkring anlæggelsen af Beldringe Lufthavn.
Det er dette afsnit, du her kan læses i en redigeret udgave, hvor den del af teksten, der træder udenfor emnet besættelsen er pillet fra.
 |
| Forsiden af bogen. |
Tysk besættelse
De fredelige tilstande i det lille sogn blev brudt, da området omkring Beldringe, Tåstrup og Allesø i efteråret 1943 af den tyske værnemagt blev udset til anlæg af tysk flyveplads. Krigen, der nogle år havde raset ude på Europas slagmarker, rykkede tættere på og fik alvorlige konsekvenser for beboerne i de nævnte byer.
I sommeren 1943 verserede der rygter om, at et større areal på Fyn skulle udses til tysk militær flyveplads, og at det i løbet af efteråret ville blive beslaglagt. Endnu vidste man dog intet med sikkerhed. Man havde først set på arealer i nærheden af Marslev og på et område syd for Odense, og først derefter bestemte man sig for området omkring Beldringe.
Set med tyske øjne var det et godt valg. Flyvepladsen ville komme til at ligge i nærheden af Odense, og en del af det flade „Sletten“ ville være velegnet til flyveplads.
Det første mistænkelige på egnen foregik i begyndelsen af oktober 1943. En tysker -formodentlig en officer -spankulerede rundt i Rosendals marker, ledsaget af en dansker, der var i civil. Hvad deres samtale drejede sig om vides ikke, men på tyskerens adfærd anedes, at der var noget i gære.
 |
| Foto af Rosendahl med beskrivelse. Billedet er taget fra en brochure om Nordfyn. |
Umiddelbart efter fik sognerådene i Lunde og Allesø-Næsbyhoved Broby en fortrolig meddelelse fra Fyns Statsamt om, at dele af sognene var udset til militær flyveplads. Officielt skete der ikke mere. Beboerne i det faretruede område følte sig dog skræmte, idet 3-4 mænd begyndte at afsætte mærkepæle i markerne, hvilket selvfølgelig frembragte de første bange anelser.
Forarbejdet kom snart i gang, og beboerne i Beldringe og på Tårup mark fik meddelelse om, at de snart ville blive „sagt op“. Den øverstbefalende havde taget ophold på Lunde Ågård, og herfra forlød det, at godt 200 familier i løbet af de kommende måneder ville få besked om at forlade hus og hjem. Det hele blev snart til alvor. Beboerne i Beldringe, Tåstrup, Allesø og på Tårup mark var blevet offer for det tredje riges erobringstrang.
Beldringe skulle omdannes til flyveplads for tyske tropper, mens Allesø og Tåstrup skulle bruges til indkvartering af tyske soldater, anlæg af depoter, flyverskjul og hangarer. Over 2.000 tdr. land af den frodige fynske muld skulle beslaglægges, og godt 200 familier ville med ét blive husvilde.
I dagene før jul blev der holdt et par oplysende møder, hvor forskellige myndigheder var repræsenteret, og det var ved mødet i Lumby Tårup Forsamlingshus, gårdejer Johs. Kyed, Lumby, der en årrække havde repræsenteret Venstre i Folketinget, lovede at støtte beboerne efter bedste evne.
Et af møderne blev holdt i Allesø Forsamlingshus, og her blev der nedsat et lodsejerudvalg. Gårdejer Anton Bentsen og gårdejer Rasmus Rasmussen blev valgt til at repræsentere lodsejerne i Allesø, dyrlæge Valdemar Andersen, gårdejerne Christen Christensen, Marius Hansen og Anders Hansen lodsejerne i Beldringe og på Lumby Tårup mark. Johs. Kyed blev opfordret til at være formand for udvalget, og det indvilligede han i.
En kommission, bestående af både tyske og danske medlemmer med tyskeren Dorn og den senere danske minister Jens Smørum i spidsen vurderede alle ejendommene, og ejerne fik besked om i løbet af kort tid at forlade gårde og huse - og selv skaffe nye boliger. Man stod over for den bitre virkelighed at skulle tage afsked med naboer og forlade sit gode hjem, som måske i flere generationer havde været i slægtens eje, og sorgen greb alle.
Den 1. marts 1944 er sikkert en dato, som mange aldrig glemmer. Det var nemlig sidste frist for rømning af gårde og huse i området. Man enedes i alle tilfælde om en pris, og selv om de evakuerede i første omgang mente, at der var tale om en god pris, fik de en nogen anden opfattelse, da de dag efter dag måtte rejse rundt på Fyn for at se på nye ejendomme, for priserne blev ret hurtigt sat i vejret. Man benyttede sig ganske enkelt af den situation, som beboerne i Beldringe, Tåstrup og Alles^ pludselig var kommet i.
Det gjaldt som helhed, at langt de fleste fandt et nyt værested på Fyn. Man var stavnsbundet, og det blev understreget ved den ekstreme situation, en del af de to sognes beboere var kommet i. Mange familier blev boende på Nordfyn i nærheden af deres gamle hjem for at følge begivenhedernes voldsomme gang på nærmere hold. Et gammelt ord siger: Selv de stærkeste vinde fører ikke Fyns børn uden for bælterne.
I løbet af ganske kort tid måtte først og fremmest Beldringe og Allesø gennemgå en omvæltning, der fuldstændig ændrede de to landsbyers karakter og udseende. Efter at der var rejst to kryds, et på Rosendals marker i vest og et på Lunde Møllegårds marker i Øst for at markere midterlinjen for den kommende startbane, gik arbejdet i gang.
Hegn blev jernet, og det samme gjaldt de ejendomme, der lå i vejen, bl.a. Niels Poulsens gård vest for Rosendal i Beldringe samt to husmandsbrug og to huse, der lå langs vejen fra Beldringe til Lunde. Også denne vej blev udslettet.
Beldringe station blev lukket for al befordring, der ikke havde med anlæg af flyvepladsen at gøre, og der blev anlagt spor fra Lumby holdeplads til Allesø. En annonce i dagbladene lod vide, at der daglig antoges nye arbejdere på „Beldringe Banegaard“, og danske arbejdere strømmede til i hundredvis.
Man mener, at der på et tidspunkt var mere end 4.000 arbejdere på pladsen, lokket til af de gode penge, der var at tjene. Nogle lagde hest og vogn til; andre kom med tog, og så store skarer var der tale om, at der hver dag ved arbejdstids begyndelse og ophør blev sendt ekstratog fra Odense til Beldringe.
Så snart de sidste ejendomme var rømmet, begyndte arbejdet for alvor. Ikke så få entreprenører blev antaget til de omfattende bygningsarbejder, og fra de tyske krigsmarker tilkaldtes adskillige ingeniører og arkitekter.
Startbanearealet, der var ca. 2 km. langt, blev planeret og selve startbanen anlagt. Cementen blev blandet i et anlæg, der var placeret for enden af startbanen ved Bladstrupvej, der ligeledes var spærret for trafik, der ikke havde med flyvepladsen at gøre. Gennem en rørledning blev cementen pumpet ud over hele startbaneområdet, og af den grund måtte der arbejdes i døgndrift.
En 18 meter bred ringvej skulle i en længde af ca. 10 km. brede sig rundt omkring pladsen, men den nåede ikke at blive helt fuldført. En strækning af den eksisterer endnu vest for Allesø. Der opførtes to hangarer, en syd for Allesø, der i dag tjener som sportshal, og en over for Christiansholm, der ikke fuldførtes og fjernedes efter krigens slutning.
Der byggedes flyverskjul, bunkers og beskyttelsesrum, transformatorer og brandstation, ligesom der indrettedes lazaret og administrationskontorer. Et par steder oprettedes lytteposter, bl.a. en på det højeste punkt i Lunde sogn, Aasesbanke ved Jeppesgyden. Den betjentes af nogle gamle soldater, som der ikke længere kunne gøres brug af ved fronten. De var -i modsætning til nogle af de ledende tyskere på pladsen - fredelige og lagde ikke skjul på, at de ønskede, at krigen snart måtte være slut.
Byggeadministrationen havde til huse på Lunde Aagård, hvor først stuehus og derefter avlsbygninger blev indrettet til kontorer. Gården lå imidlertid i vejen, eftersom den var beliggende tæt ved enden af startbanen, og som følge deraf blev den revet ned til grunden. Gården havde oprindelig ligget i Vester Lunde, men var nyopført lidt uden for byen i 1915, og ejeren måtte nu se det hele blive jævnet med jorden. Han flyttede tilbage i det oprindelige stuehus i Vester Lunde og fik efterhånden opført nye udbygninger, så at driften af Lunde Ågård kunne fortsætte.
På grund af den korte frist, beboerne havde, solgte de fleste det meste af kvæget til tyskerne. Nogle gårde blev udelukkende lavet om til kostalde, andre til hestestalde og følbokse, mens et par gårde blev omdannet til svinestier. Langt de fleste af de beslaglagte ejendomme var således indrettet til et ganske bestemt formål.
På Lohmann Rasmussens gård i Allesø indrettedes der et fængsel, hvor personer, der på en eller anden måde havde overtrådt loven, blev anbragt og forhørt. Det eneste, der faktisk savnedes på flyvepladsen, var flyvemaskiner!
Pladsen var efterhånden i en sådan stand, at den kunne modtage mange, men det varede længe, før de første landede. Det skete i marts 1945, og da krigen var forbi, var der nøjagtig 50 tyske flyvemaskiner på pladsen. De nåede ikke at få nogen praktisk betydning, og det samme kan man godt sige om de ca. 800 tyske soldater, der i begyndelsen befandt sig på området. Antallet reduceredes snart til 300, og de fleste stod vagt de spærrende bomme. De mange mekanikere fik aldrig brug for deres tekniske kunnen, når de store jagerstyrker skulle repareres, for de kom aldrig!
Da fredsbudskabet lød den 4. maj 1945, var de tyske soldater begyndt den sørgelige hjemmarch. Befrielsesdagene bragte ingen afklaring på spørgsmålet om flyvepladsens fremtid. Den 8. maj landede de første engelske flyvemaskiner på pladsen, og snart overtog engelsk militær området. Nu var det engelske RAF-soldater, der stod vagt ved bommen, som spærrede vejen fra Vester Lunde mod Lumby Tårup, og nu flokkedes børn og unge mennesker ved bommen for om muligt at få en kontakt med en engelsk soldat. Som stor knægt følte jeg det som en stor gevinst her at få de engelske soldaters autografer!
I månederne forinden var ca. 200.000 østprøjsiske flygtninge over Østersøen kommet til Danmark, og mange placeredes i skoler, forsamlingshuse og andre større lokaler. Særlig velegnet var en landsby, der stod tom, og det var netop tilfældet med Allesø.
Det blev denne landsbys skæbne frem til februar 1947, hvor op til 1500 flygtninge boede i byens gårde og huse, flest ældre mennesker og mødre med børn. Fædrene var sendt til fronten, og mange var i krigsfangenskab. Der blev sat pigtrådshegn rundt omkring byen, og Allesø var fortsat lukket land. Denne skæbne overgik ikke gårdene i Beldringe og Tåstrup, men alligevel var der lange udsigter til, at normale tilstande kunne genoprettes.
Jorden var efter tyskernes kapitulation overdraget Statens Jordlovsudvalg, hvis drift af området gav anledning til nogen kritik. Jorden blev ikke dyrket af kvalificerede bønder, og den gav ikke det udbytte, som den gjorde under normale forhold.
Indenrigsministeriet, som havde haft ansvaret siden beslaglæggelsen, kom til det resultat, at flyvepladsen skulle bibeholdes og fungere som privat flyveplads. Der var enighed om at give ejendommene uden for flyvepladsarealet fri i videste omfang, hvilket i praksis kom til at gælde ejendommene i Allesø og på Tårup mark. Hvad ejendommene i Beldringe og Tåstrup angik, var man afventende.
 |
| Et tysk Dornier DO217 efterladt på flyvepladsen. Fotokilde: Jørn Junker. |
40 ejendomme nær flyvepladsområdet havde siden kapitulationen været udlejet. Nogle havde udsigt til ret hurtigt at blive frigivet, mens andre ikke ville blive frigivet, fordi de lå inden for flyvepladsgrænsen. Beldringe ville blive centrum for administration af den kommende flyveplads, og der var planer om at anlægge en startbane på tværs af den eksisterende, så at der kunne startes i alle fire vindretninger.
I første omgang vedtoges det, at Beldringe fortsat skulle være flyveplads for fynske sportsflyvere; hangaren i Allesø skulle bibeholdes, mens den påbegyndte hangar ved Christiansholm skulle rives ned, og lazaretbygningen, der var indrettet på Rosendal, skulle tjene som administrationsbygning. Der førtes forhandling om tilbagekøb, og resultatet var, at ca. 135 af de godt 200, hvis ejendomme var blevet beslaglagt, ønskede at gøre brug af deres forkøbsret.
I det væsentlige var det landbrugere og håndværkere, der ønskede at vende tilbage. På grund af ejendomme, der ikke længere eksisterede, skulle der foretages en jordfordeling, og de første af de gamle beboere begyndte at vende tilbage til Allesø i sommeren 1947. I løbet af den følgende sommer kom de sidste, og den 8. oktober 1948 kunne man i Allesø for første gang hejse byens flag på anlægget nord for kirken og ved den efterfølgende festgudstjeneste, hvor biskop Øllgaard prædikede, og ved festen i Allesø forsamlingshus markere, at beboerne var vendt tilbage til Allesø, der nu atter var etableret som nordfynsk landsby.
Forinden havde der dog været foretaget et stort oprydningsarbejde og udført mange reparationer. Men det påtog man sig gerne for at kunne bo i de vante omgivelser. Det affødte nogen bitterhed hos de tidligere beboere i Beldringe.
Dyrlæge Andersen, der som nævnt repræsenterede de tidligere lodsejere i Beldringe, tog flere gange til genmæle i dagspressen og skrev bl.a. i dagbladet København: „Det er os en glæde at se vore tidligere naboer og venner vende tilbage, men det svider dobbelt hårdt, at vi stadig er - og vedblivende skal være - bortvist fra vore kære gamle hjem - hjem, hvoraf flere er gamle slægtsejendomme.“ - Kontorchefen i Indenrigsministeriet svarede: „Det er givet, at man ikke kan have en landsby liggende inde på en flyveplads. Det er ikke blot et spørgsmål om huse, men også om, at der skal være mennesker til at dyrke jorden udenom. Hele Beldringe by ligger inden for flyvepladsområdet.“
Så længe flyvepladsens fremtid ikke var afklaret, kunne der ikke tages stilling til tilbagekøb af ejendomme i Beldringe og Tåstrup. Først efter nogle års forløb blev det vedtaget, at den planlagte udvidelse af flyvepladsen ikke ville finde sted, og i 1954 fik de tidligere ejere tilbud om overtagelse af deres ejendomme. Også her vendte de fleste af de tidligere landbrugere tilbage, såfremt deres tidligere ejendomme overhovedet eksisterede. Nogle af de gamle bunkers ligger fortsat i Beldringe, og den bunker, der ligger tæt ved Rosendal, er i foråret 1997 indrettet som Historiecenter Beldringe.
Det er en kommandobunker på ca. 90 kvadratmeter, hvis tag og mure er 2 meter tykke og forsynet med tommetykke ståldøre. Til opførelse af denne bunker er i sin tid brugt 990 kubikmeter beton og knap 60 tons stål. Her vil man i udstillinger kunne se materiale om flyvepladsen og dens oprindelige formål. Tyskernes regnskaber er dog ikke bevaret, da de kort tid efter kapitulationen blev brændt på et stort bål, hvor militære papirer, projekter og kvitteringer gik op i luer. Her skulle ingen senere kunne komme og stille nogen til regnskab.
(Større afsnit af tekst fjernet)
Besættelse kalder på modstand, og i januar 1945 gennemførtes en særdeles effektiv sabotageaktion på flyvepladsen, hvor 6 gravemaskiner og 20-30 tipvognslokomotiver totalt udbrændte. Aktionen fandt sted sydvest for Lunde, og herefter gik arbejdet med anlæg af ringvejen næsten i stå. Den nåede aldrig at blive gennemført fra Allesø-Norden til Tåstrup, og det har den vellykkede sabotage nok været medvirkende til.
Der etableredes også en modstandsgruppe i Lunde, bestående af Aage Møllegaard, Lars Børge Olsen, Karl Aage Frederiksen, Ejner Rasmussen, Otto Edlefsen og Erik Møgelvang, der som andre grupper trådte frem ved befrielsen og tog aktivt del i arbejdet.
Også sognepræsten i Lunde, Viggo Pedersen var aktiv, idet han var med til at organisere modstandsbevægelsen på Nordfyn og dermed også Lunde-gruppen. Lunde nåede at få krigen på nært hold, og besættelsen af en del af sognet og dermed lukning af vejen fra Vester Lunde til Odense kunne ikke undgå at berøre sognet. Det har også været medvirkende til, at man i Lunde ønskede at sætte befrielsen et varigt minde.
Den 5. maj 1946 afslørede sognerådsformand Carl Bendtsen på en plads midt i Vester Lunde en mindesten med følgende indskrift, forfattet af gdr. Niels Marius Madsen, Vester Lunde:
Sten af Ælde - her vil melde,
nu er atter Fred paa Jord.
Magt og Vælde - ej skal gælde,
frit staar Danmark end i Nord.
Derefter samledes sognets beboere i forsamlingshuset, hvor der blev talt af tidligere sognepræst Viggo Pedersen, der i mellemtiden havde overtaget embedet som sognepræst i Ørsted på Vestfyn. Gennem tunge år, udtalte han, lærte vi at se på vort fædreland med helt andre øjne og lærte, hvilken uendelig rigdom friheden er for et folk. Og særlig for Lunde sogn vil fortiden blive husket, fordi krigens år betød, at sognet blev revet ud af den tornerosetilværelse, det havde ført i århundreder. Vi, som oplevede det, vil aldrig glemme den skæbnetunge dag, da der kom ordre til, at Beldringe skulle evakueres - og så var det kun begyndelsen.
Han udtalte afsluttende: Hvis vi skal gøre os håb om, at den dyrebare fred, som er vundet, skal bevares, så må vi ville midlerne og bogstaveligt gøre digterens ord til vore, når han siger: „Om din frihed vil vi værne, holde skjoldvagt om din fred.“
