Viser opslag med etiketten Hans Henning Jensen - Store Peter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hans Henning Jensen - Store Peter. Vis alle opslag

24/02/2024

Modstandsfolk ved Østre Skole

De to nedenstående billeder er begge taget ved Østre Skole i Odense. Skolen fungerede i tiden efter befrielsen som indkvartering for modstandsstyrkernes 2. og 3. kompagni. På billederne optræder bl.a. Børge Jensen og Evald Byrsing fra Walthergruppen.

Billederne formodes at stamme fra maj 1945. 
Fra venstre Christian Hjarup, Erik Ellis Petersen, Hans Henning Jensen, Willy Göhnz, Hans Petersen, Børge Jensen og Børge Watson
På billedet ses Evald Byrsing fra Walthergruppen siddende på en bil med en sten gun. Fotokilde: Stadsarkivet. 

21/06/2023

Likvideringen af Bent K. Olsen

Odenses første likvidering i 1945 fandt sted på en sidegade til Skibhusvej.

Det var samtidig den første likvidering, der blev udført af Tonnygrupperne.

Walthergruppen var blevet opløst i midten af januar og den 18. januar, var de seks mand, der skulle med fra Walthergruppen til Tonnygrupperne blevet orienteret om omorganiseringen.

Bredstedgade 14, maj 2023.

Den 19. januar havde medlemmer af Tonnygrupperne (antallet varierer i forhold til kilder) taget plads i nærheden af Bredstedgade 14. Det er dog sikkert, at Evald Byrsing (Slagteren) og Hans Henning Jensen (Store Peter) var i blandt dem. Begge var gruppeførere i Tonny-grupperne, men samarbejdede på tværs af grupperne om flere likvideringer.

Målet var den 20-årige repræsentant Bent K. Olsen.

Telefonaflytningen af Husmandsskolen havde opsnappet, at han ville være at finde her. Igen varierer kilderne, men da hans tilstedeværelse var blevet opdaget ved telefonaflytning, virker det sandsynligt, at han var grundet en aftale med tyskerne. En anden kilde fortæller, at han var på adressen for at besøge sin svigerfar – heller ikke usandsynligt, da han forlod adressen sammen med sin kæreste.

Bent K. Olsen var interessant for modstandsbevægelsen, da han var stikker og meddeler for Gestapo. I den ”dødsliste” Kristian ”Hever” Hansen udarbejdede efter besættelsen, der optræder Kriminalrat Hermann Sieh ud for hans navn.  

Følg Fyn under besættelsen på Facebook - klik her.

Hermann Sieh. Fotokilde: Odense Stadsarkiv

Hermann Sieh var ansat hos Gestapo på Husmandsskolen og deltog i forhør og arrestationer af modstandsfolk, og har altså haft kontakt til flere stikkere. Blandt andet også Harriet Strey, der blev likvideret i sit hjem på Middelfartvej i februar 1945.

Da de deltagende modstandsfolk får at vide, at det er Bent K. Olsen, der skal likvideres. Der beder Evald Byrsing (Slagteren) sig fritaget for at skyde, da det går op for ham, at Bent K. Olsen er en gammel skolekammerat - men han tager med for at identificere ham.

Hans Henning Jensen står tættest på opgangen, Evald Byrsing dækker lidt derfra.

Da Bent K. Olsen forlader opgangen får Hans Henning Jensen hurtigt bekræftet, at han er den rigtige. Bent K. Olsen opdager hurtigt, at den er gal. "Jeg så ham, og han så mig” fortæller Evald Byrsing i et interview i 1999, men flere skud i hovedet på Bent K. Olsen dræber ham på stedet. Kilderne varierer, hvor vidt sker ud for opgangen eller i opgangen.

Tilbage står den rædselsslagne kæreste og modstandsfolkene.

Ingen kilder dækker, hvad der sker efterfølgende. 

Tre dage senere, den 22. januar 1945 stod Tonny-grupperne bag likvideringen af Karl Kristian Madsen.

Omtale i Fyens Stiftstidende den 20. januar 1945. Fotokilde: Fyens Stiftstidende
Omtale i Trods Alt fra Februar 1945. 

13/01/2022

Likvideringen af Svend Aage Sønnichsen

For nyligt skrev jeg om Carl Willy Larsen, der boede på Skibhusvej 143 i Odense. Stiller man sig foran døren til den adresse, så står man lige overfor, hvor Thorkildsgade møder Skibhusvej – og det var her, at den 24-årige cykelmekaniker Svend Aage Sønnichsen blev likvideret den 9. april. 1945, kl. 11.30.

Likvideringen blev foretaget af de to medlemmer af Tonny-grupperne, der hørte til den kommunistiske del af modstandsbevægelsen i Odense, nemlig Store Peter (Hans Henning Jensen) og Slagteren (Evald Byrsing Nielsen). Tonnygruppen var meget aktiv i Odense – også som likvidatorer. Der blev i besættelsens sidste 4 måneder udført 21 likvideringer i Odense, hvoraf Tonnygruppen stod for i hvert fald de 18.

Svend Aage Sønnichsen arbejdede som cykelmekaniker hos T.M. Oddershedes Cykleværksted på Skibhusvej 126. Da han på et tidspunkt er gået ud fra værkstedet for at rette noget på et skilt, tager Store Peter kontakt til ham for at høre om han var Svend Aage.
 
Kort forinden var de to modstandsfolk ankommet på deres cykler, som de havde sat fra sig op ad et rækværk på Thorkildsgade. Slagteren havde taget opstilling tæt på hjørnet for at kunne dække Store Peter, hvis der skulle blive behov for det.

Hvad og om Svend Aage Sønnichsen svarede på forespørgslen er uvist, men et nazisymbol på hans påklædning afslørede ham, og han blev likvideret med 4-5 skud, hvorefter Store Peter og Slagteren forsvandt på deres cykler igen.

Hvorfor Svend Aage Sønnichsen skulle likvideres har for mig været svært at finde et helt entydigt svar på. Men ud fra det materiale som modstandsbevægelsens efterretningstjeneste havde indsamlet om ham, havde ledelsen udstedt en dødsdom på ham.

De oplysninger modstandsbevægelsens efterretningstjeneste havde indsamlet om Svend Aage Sønnichsen stammede bl.a. fra modstandsbevægelsens telefonaflytning af Gestapos lokale hovedkvarter på Husmandsskolen i Tarup. Gestapo havde siden oktober 1943 haft til huse på Husmandsskolen. Både Gestapo og S.D. (Sicherheitsdienst/efterretningstjeneste) havde til huse på skolen, men i daglig tale blev de blot omtalt som Gestapo.
 
I foråret 1944 fik modstandsbevægelsen oprettet en vellykket aflytning af Husmandsskolens telefoner. En aflytning, der både reddede liv på dansk side, men også kostede liv på tysk side. Her blev også Svend Aage Sønnichsen afsløret som meddeler.

Omtalen af likvideringen i Information (der på det tidspunkt var en illegal avis) den 13. april 1945 løfter dog lidt af sløret for, hvad Svend Aage Sønnichsen har deltaget i.

”Frihedskæmpere har i Odense likvideret endnu en Stikker, den tredie paa mindre end 8 Dage. Det drejer sig om Mekaniker Sv. Aa. Sønnichsen, Gerdaslundsvej 5. Han deltog i de store Gestapo—Razziaer i begyndelsen af Januar, hvor 3 Huse blev sprængt og 31 Mennesker anholdt.”

Mit bedste bud er, at det, der omtales, er hændelserne natten til den 12. januar, hvor tyskerne i deres jagt på flere personer sprang to huse på henholdsvis Adamsgade og Hans Rasmussensvej i luften, mens en lejlighed på Bjerregaardsvej blev sat i brand. I forbindelse med ransagning og sprængning på Adamsgade blev 11 pårørende til den modstandsmand tyskerne var på jagt efter anholdt.

Kristian Hansen, der også var med Tonnygruppen og også selv udførte flere likvideringer, udfærdigede efter besættelsen en ”Dødsliste” med en beskrivelse af de likviderede i Odense. Her beskrives Svend Aage Sønnichsen således:

”Svend Aage Sønnichsen, 24 år. Stikker, meddeler, værnemager på flyvepladsen, sortbørshandler. Bil stillet til rådighed af kommandanten på Beldringe Lunde Flyveplads. Havde flere sæt nummerplader liggende i bilen, der jævnligt blev udskiftet. Gik i sorte spidsbukser og langskaftede støvler. Likvideret på hjørnet af Skibhusvej og Thorkildsgade.”

Det er dog ikke lykkedes mig at finde ud af, om det er én enkelt sag, der har udløst dødsdommen.

I bogen ”Modstandsmanden Tonny fra Odense” fortæller Tonny (Børge Poulsen) om likvideringen. Hans afrundende ord om den kan også passende blive afslutningen på denne genfortælling.

”Efter krigen fik vi at vide, at det ikke var sikkert, at de danske myndigheder ville have dødsdømt ham, men hans hjælp til Gestapo og hele hans færden under krigen gjorde, at han var selvforskyldt i den dom, han fik af modstandsbevægelsen…

Jeg snakkede med Store Peter om netop denne likvidering flere år efter krigen. Han sagde, at netop denne sag havde påvirket ham efter krigen på grund af alle eftervurderingerne, der var kommet frem. Men som han sagde, under krigen fik vi jo at vide, at vi var soldater, der skulle udføre de ordrer, vi fik, og det gjorde vi.”

Dødsannonce fra Fyns Social-Demokrat 14. april 1945.

Udklip fra Information 13. april 1945.


Billede af hjørnet Skibhusvej/Thorkildsgade fra 1939. T.M. Oddershedes Cykleværksted lå på Skibhusvej 126, der er butikken som de to personer i billedet står ud for. Thorkildsgade ligger umiddelbart bag dem.

Billede af medlemmer af Tonnygruppen fra sommeren 1945. Det er Slagteren yderst til højre i billedet og Store Peter i hvid skjorte med opsmøgede ærmer til venstre for ham.

Udklip fra Trods Alt april 1945.