Viser opslag med etiketten Poul Tysker. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Poul Tysker. Vis alle opslag

03/11/2025

Sagen mod Eigil Veng Andersen

Der findes historier fra besættelsen, der er gået i glemmebogen. De dukker alligevel op – som regel, når jeg er på jagt efter noget andet.

F.eks. den nedenstående sag, der omhandler skræddersvenden Eigil Veng Andersen. 

Artiklen er taget fra Fyens Stiftstiden, den 24. august 1945.

Når man læser artiklen igennem, så når Eigil Veng Andersen både at være stikker, modstandsmand, rovmorder, løgner og tyv. Om ikke andet, så er det et bevis på, at historien ikke altid er sort/hvid – og at der også fandtes lyssky elementer og opportunister blandt modstandsfolkene.

Jeg har forsøgt at blive klogere på sagen, men det er kun småting, der kan graves frem. Læs eventuelt artiklen før du læser dem.

Via arkiv.dk kan jeg se, at den kommunistiske modstandsmand Niels Alfred Lunde blev indkaldt som vidne mod Eigil Veng Andersen.

Scharnweber var blandt dem, der blev mishandlet af ”Poul Tysker”.

I De Frie Danske nr. 8 fra maj 1944 omtales arrestationen af flere af de navne, Eigil Veng Andersen stak. Her kan det ses, at flere af dem havde tilknytning til ungdomspolitiske partier.

Udsnit af De Frie Danske nr. 8 fra maj 1944.

På nettet findes denne afskrift af en avisartikel fra Kalundborg Avis, den 29, januar 1947.

Samsømorderen fik 14 års fængsel

Ved domsmandsretten i Nyborg er Samsømorderen, fhv. fængselsbetjent Eigil Veng Andersen, idømt 14 års fængsel med fradrag af 1 år og 6 måneder for udstået varetægtsarrest samt frakendelse af de borgerlige rettigheder for bestandig.

Som formildende omstændigheder med hensyn til mordet på Samsø må anføres – hedder det i dommen – at det er godtgjort, at den dræbte Plougmann stod i tysk tjeneste og havde været SS-mand, og at det, under hensyn til fængsledes særlige mentalitet, ikke er utænkeligt, at denne – skønt der ikke findes at have været tilstrækkeligt grundlag herfor – har været ængstelig for Plougmanns tilstedeværelse på Samsø og i drabsøjeblikket har været stærkt ophidset.

Fyens Stiftstidende, den 24. august 1945.
Afskrift:

Bemærk, at der i afskriften optræder en del stavefejl, der er bibeholdt fra artiklen. Enkelte steder har jeg indsat en parentes med rettelse af fejl.


Reservebetjenten i Nyborg, der er afsløret baade som Stikker og Rovmorder

Begivenhederne omkring Skrædersvenden Eigil Veng Andersen, under hele den tyske Besættelse den Mand, som har vakt mest Opmærksomhed og Afsky i Nyborg


Af alt, hvad der er sket i Nyborg under Tyskernes Besættelse har vist Begivenhederne omkring Eigil Veng Andersen vakt mest Opmærksomhed og Afsky.

Veng Andersen, 25 Aar, Skrædersvend, født i Silkeborg. Han har en tid været leder af et Skræderværksted for Tyskerne, men blev i December 1943 ansat som Reservebetjent paa Statsfængslet i Nyborg.

Denne Herlighed varede dog kun 2 Maaneder, da hans Papirer viste Tyverier 2 Gange. Hans eneste Arbejde var herefter Tjeneste hos Tyskerne for 150 Kr. pr. Uge samt vistnok en Sum for hver Angivelse, der gav resultat.

Efter kort Tids Forløb blev han i Foraaret 1944 Medlem af en Modstandsgruppe i Nyborg, og han angav Købmand Knud Wilde, daværende Fængselsassistent Abildgaard Jensen, Trikotagehandler Meier, Bogbindermester Schaarnweber og endnu nogle flere til Tyskerne.

For at aflede Mistanke blev han af Tyskerne taget til Husmandsskolen, og da han efter nogle Dages Forløb kom tilbage til Nyborg, aflagde han Visit hos Paarørende til de Internerede og bragte Hilsen fra dem.

Men hans Skurkestreger var opdaget; i alt fald havde man stærke formodninger om, at (her er der nok faldet et ”han” ud) var Stikkeren, og hans Sportskammerater og andre, han søgte Omgang med viste ham den kolde Skulder, saa han havde det ikke ret godt i Nyborg, og han besluttede at fortrække. Som Driftskapital stjal han 1000 Kr. fra det tyske Politi, i hvilket han blev ansat i Forsommeren, og stak af til Samsø. Her lejede han sig ind paa Hotel, og det lykkedes ham ogsaa her at komme i Forbindelse med Modstandsstyrken, idet han udgav sig for at være udsendt af Frihedsraadet.

Han fortale ogsaa, at han havde faaet som Opgave at likvidere en SS-Mand, der var Dansker og hed Plovmand (Plougmann). Sammen med to Mand af den lokale Modstandsbevægelse overfaldt de SS-Manden en Aften og førte ham til en Mose, hvor de efter at have underkastet ham Forhør kvalte ham med et halstørklæde og kastede ham ud i Mosen. Liget blev fundet, men den tyske Kommandant paa Øen ønskede Ro, saa der blev ikke foretaget noget i den Anledning. Han raadede for øvrigt kun over 10-12 Mand.

Veng Andersen overgav den Myrdedes Pistol og hans SS-Ausweis til den lokale Frihedsbevægelse: men beholdt selv de 1000 Kr., der fandtes på ham. Det var altsaa et rent Rovmord; men det menes ogsaa, at han som Motiv til Mordet har haft at styrke sin Stilling inden for Modstandsbevægelsen: maaske var det røgtedes til Samsø, at man i Nyborg ansaa ham for Stikker.

Det lykkedes ogsaa for Veng Andersen endnu en Gang at vinde Tillid, og ved Modstandsbevægelsens Foranstaltning kom han i December Maaned 1944 i en Fiskerbaad fra Sæby til Sverige; men nu gik den ikke længere. Hans Meriter var nu blevet saa aabenbare, at Modstandsbevægelsen satte det svenske Politi ind i Sagen og Veng Andersen blev interneret som mistænkelig Person.

Den 17. Juli blev han overført fra Sverige til Fængslet i Nyborg, og det blev Kriminalbetjent Anders Hansen, der fik som opgave at udrede Traadene paa hans Forbryderbane.

Man imidlertid ikke ment, at det var heldigt at lade Forhøret over ham være offentligt tilgængeligt, da man har Mistanke om, at han har flere Forbrydelser at svare til end de nu kendte.

Det menes, at man ikke er klar til offentligt Forhør før om ca. 3 Maaneder.

Kilder: Samsoeroots, Retssagen mod Poul Tysker af Andreas Skov.

29/05/2024

Aflytning vedrørende Geels Kro

I perioden fra juni 1944 til maj 1945, der blev alle telefonsamtaler fra Husmandsskolen aflyttet.

På Rigsarkivet findes der en mappe, som dækker over Walthergruppen. Indholdet er beskedent, men blandt papirerne deri, der ligger der en computerskrevet afskrift af de aflytninger, som vedrører træfningen ved Geels Kro.

Det 13 sider lange dokument er fascinerende læsning, da det giver et meget direkte indblik i kommunikationen omkring træfningen, men også kommunikationen omkring Husmandsskolen generelt.

Det er også besværlig læsning, for ikke alt giver sig selv. Noget er oversat fra tysk, noget er ikke. Nogle steder er der bibeholdt tyske ord og vendinger i danske sætninger. Nogle steder læser man ting, der ikke helt giver mening. Med det sagt, så skal teksten læses med forbehold for menneskelige lytte- og skrivefejl.

Der er tilføjet store startbogstaver på en del tyske ord og en del tyske stavefejl er forsøgt rettet.

I den oprindelige tekst bruges forkortelsen S.P.O. flittigt. S.P.O. dækker over Schützpolizei. I gengivelsen her er S.P.O. omskrevet til Husmandsskolen og Gestapo, da dette giver mere mening.

Der er tilføjet ord, hvor disse synes faldet ud og en hel del forkortelser er blevet skrevet ud for læsevenlighedens skyld. Der er dog ændret minimalt i ordlyden på det, der er blevet sagt.

En del personer optræder i aflytningen, derfor har jeg lavet et persongalleri med korte oplysninger om dem, der er indsat i bunden af dette opslag. Andre optræder i teksten med titel og er derfor ikke taget med i persongalleriet.

I den oprindelige afskrift, der var der en del bemærkninger i parentes. Nogle er i denne udgave blevet fjernet, andre tilføjet og en del uddybet. 
Husmandsskolen. Fotokilde: Paarup Lokalhistoriske Arkiv.
Onsdag d. 12 juli 1944 kl. 16.55.
Fra Husmandsskolen til konsul Böhme.

Husmandsskolen: Ja, her er Bennemann. Jeg vil gerne meddele dem, at af diesen Bürschen har vi skudt tre, hvoraf en er død, to er løbet deres vej, og en af vore folk, Dolmetscher (tolk) Poul Hansen ist verletzt.
Böhme: Danke hr. Bennemann, dass hast aber einen harten kampf gewesen.

Kl. 18.20.
Kurt Gutmann ringer ude fra byen til Hannes Frahm.

Gutmann: Er Andersen kommen?
Gutmann: Han har jo adresserne med. Kør straks til forældrene, eller hvad der er af familie, afhør dem kort, tag dem med, se hvilken omgangskreds drengene - die jugend - har haft. Verificer adresserne. Jeg kører om lidt til sygehuset. Poul Hansen er ikke livsfarligt såret.

Kl. 19.15.
Politifuldmægtig Voldborg, Kerteminde politi til Husmandsskolen.

Voldborg: Jeg vil gerne tale med hr. Gutmann.
Frk. Bachhaus: Hr. Gutmann er ikke her, hr. Voldborg. Har de noget tjenstligt at meddele vedrørende denne sag?
Voldborg: Nej, men hr. Gutmann har lovet mig, at give mig personalia m.m. for de sårede sabotører. Vil de bede hr. Gutmann om, at ringe mig op desangående.

Kl. 19.30.
Kriminalassistent Thuesen, Odense politi, til Husmandsskolen.

Thuesen: Jeg vil gerne tale med en dansktalende (en dansktalende kommer til telefonen).
Thuesen: Om man ikke vil være så venlig, at sige til Kriminalrat, hr. Gutmann, at bede ham sørge for, at hente de fem cykler på Geels Kro endnu i aften, idet jo to af de fem sabotører stak af, og kromanden er bange for, at de kommer igen i aften, eller i nat efter cyklerne. Cyklerne kan også være værdifulde ved undersøgelsen. De står i kælderen.
Husmandsskolen: Javel, det skal blive sagt til Hr. Gutmann.

Kl. 22.05.
Fra Husmandsskolen til tlf. 3654 – kriminalassistent Thuesen privat.

Rohde: Ja, det er Rohhde. Jeg vil gerne spørge dem hr. Thuesen, hvornår de har tid til at tale med hr. Gutmann. Det drejer sig om identificering af liget (liget af Gunnar Carlo Nielsen, der blev dræbt ved Geels Kro).
Thuesen: Hvilket lig?
Rohde: Ja, det er jo fra i eftermiddag. Der er en død, og tre sårede på Sygehuset.
Thuesen: Ja, hr. Rohde, skal vi sige i morgen kl. 09.30.
Rohde: Javel, hr. Thuesen, så siger vi det.
Thuesen: Hr. Rohde, hvordan går det med cyklerne, der står ved Geels Kro i kælderen? Værten var nemlig ikke glad for, at have dem stående dér, for de (sabotørerne) kunne komme i nat og hente dem.
Rohde: De skal nok blive hentet, hr. Thuesen.

Aflytningsrapporten. Fotokilde: Stadsarkivet.
Torsdag den 13. juli 1944 kl. 08.10.
Fra Husmandsskolen til Shellhuset, København.

Kriminalrat Hofmann meddeler, at hr. Gutmann ikke kommer til København i dag, grundet begivenhederne i går (Her tror jeg, at der er en fejl. Og at det er en Kriminalrat, der meddeler Hofmann på Shellhuset, at Gutmann ikke kommer).

Kl. 08.20.
Söhnlein fra Husmandsskolen til Untersturmführer Padel, København.

Söhnlein: Endvidere blev der den 12. juli ved Geels Kro, ca. 7,5 km. fra Odense, en skudveksling mellem fem unge mænd, der holdt skydeøvelse i en grusgrav og Gestapo, som havde fået besked derom. (De fem unge mænd var blevet stukket af den ene af to brødre, der drev slægtsgården Pedersminde ved Raagelund).
Dolmetscher (tolk) Poul Hansen blev hårdt såret ved et skud gennem halsen. Af de fem illegale, blev to hårdt såret og en er død.
Ikke længe efter denne begivenhed, vidste hele Odense besked herom og der samlede sig straks mere eller mindre kommunistiske elementer i gaderne og diskuterede sagen. Endvidere diskuteredes den ugunstige situation på Østfronten. I øvrigt er hadet til Gestapo steget betydeligt. På den anden side forstår borgerne ikke, at Gestapo viste dét angående skydeøvelserne i Gelsted. Endvidere harmes befolkningen over, at der næsten dagligt sker mord, både for og imod, der jo ikke kan blive ved ret længe, før der skabes en mægtig uro. Ved begivenhederne i går siges det i befolkningen, at der er faldet flere Gestapo-folk.

Kl. 08.50.
Fra Husmandsskolen til den tyske krigsmarines fjernskriver.

Den 12. juli 1944 blev det bragt i erfaring, at i en grusgrav ved Rågelund blev der holdt skydeøvelser af fem unge mænd med pistoler og et maskingevær.
Ved en hurtig kommando fra os blev personerne i Gelsted (Her må menes Geels Kro) overrasket, og det kom til skyderi, hvorved Dolmetscher Poul Hansen, der er ved det herværende tjenestested (Husmandsskolen), blev hårdt såret ved et skud gennem halsen.
Af de fem personer, der er fra en illegal terrorgruppe i Odense, blev tre hårdt såret, og indlagt på Odense sygehus.

Det drejer sig om smed, Poul Arne Andreasen, født den 9. februar 1925 i Odense, boende St. Glasvej 41 hos forældrene, samt smed Erik Giersing, født den 20. september 1925 i Odense, boende Lollandsgade 26, ved fru Jørgensen.

En ikke identificeret person, der ved indlæggelsen på sygehuset var død.

To, til nu, ukendte personer kunne nå at komme bort.

De sårede havde tre stk. 11 mm. pistoler.

Gez (underskrevet).

SS-Hauptsturmführer
Kurt Gutmann.

Kl. 09.00.
Fra Rohde til Husmandsskolen.

Rohde meddeler, at Poul Hansens tilstand er god og at han vil blive sendt på lazaret i Fredericia i dag.

Kl. 09.45.
Til Husmandsskolen fra Müssener.

Müssener: Tag en vogn, og hent fru Hansen, kør hen på sygehuset med hende, og se om hun kan kende liget.

Kl. 16.30.
Fra Husmandsskolen. Telefondame Erika til Leonardt Pochter, Fredericia feltlazaret.

Kriminalrat Pochter til overlæge Heiss: Poul Hansen har ikke haft opkastninger og er ved fuld bevidsthed. Kun ansigtstrækkene er unormale.

Fredag den 14. juli 1944, kl. 10.30.
Fra Husmandsskolen til Kerteminde, tlf. 369 - politikontoret.

Politifuldmægtig Voldborg til Kurt Gutmann.

Voldborg: Det drejer sig om Geels Kro-affæren. Se, efter dansk lov kan vi få liget udleveret og sørge for dets begravelse.
Gutmann: Derom har jeg talt med politimesteren i Odense, og han siger: Det er et rent tysk anliggende, der er afgjort i København.
Voldborg: Nå, så får vi ikke liget udleveret?
Gutmann: Nej, det beholder vi!
Voldborg: Nå, så må De undskylde, det var blot det, jeg skulle have at vide.

Kl. 10.40.
Gutmann fra Husmandsskolen til løjtnant Reich.

Drøfter begravelsen af liget.

Gutmann: Få en kiste ud i eftermiddag. Har tænkt at begrave ham i morgen tidlig. Mon vi kan komme ind på sygehuset i morgen tidlig kl. 04.00?
Reich: Ved det ikke. 
Brødrene, der angav modstandsfolkene ved Geels Kro, blev i første omgang idømt dødsstraf, men straffen blev anket og de fik i stedet hver 16 års fængsel. Fyens Stiftstidende den 20. maj 1946. 
Men enes med Gutmann om, at begravelsen skal være i morgen aften. Vognen skal komme ud på kasernen kl. 17.45. og få kisten og en 5-6 mand med.
Gutmann: I har vel spader? Vi drøfter sagen nærmere privat i eftermiddag!

Kl. 16.55.
Fra Husmandsskolen til tlf. 102 - Odense Sygehus.

Bennemann til Müssener.

Bennemann: Kan jeg få lov til at tale med en af de to kammerater, der er derude og afhøre de to sårede sabotører?
Müssener kommer til telefonen.
Bennemann: Ja, det er Bennemann. Du, chefen (Gutmann) har sagt til mig, at jeg skal fotografere liget. Kan det nås i morgen tidlig?
Müssener: Ja, det kan det godt.

Lørdag den 15. juli 1944 kl. 10.40.
Gutmann fra Husmandsskolen til Løjtnant Reich.

Reich: Ja, liget har jeg sendt væk nu og sendt to Schutzpolizei mit.
Gutmann: Udmærket, så kommer jeg kl. 06.00 und de Leute sind auch fertig hier.
Reich: Ja, fra os kommer der fire mand.

Kl. 16.50.
Snedkermester Christian Nielsen, Sdr. Boulevard til Husmandsskolen.
Nielsen: Jeg var ude hos dem i formiddags angående liget, men de sagde ingen ligklæder. Tog ligklæderne med igen, men ved en fejltagelse har liget alligevel fået dem på.
Husmandsskolen: Hvordan det, vi har ingen ordre givet derpå!
Nielsen: Jeg gav portøren besked derpå, men så er der kommet en anden portør, der har gjort det Der stod endda der stod to Schutzpolizei-folk og så derpå.
Husmandsskolen: Det er der ikke noget at gøre ved.
Nielsen: Vil De ikke betale?
Husmandsskolen: Kom ind på mandag, så kan vi drøfte sagen.

Mandag den 17. juli 1944, kl. 08.45.
Gutmann fra Husmandsskolen til lazarettet i Fredericia.

Gutmann: Jeg vil gerne tale med overlægen (overlæge Beiler). Hvordan går det med Hansens helbred?
Beiler: Efter omstændighederne godt.
Gutmann: Må vi besøge ham?
Beiler: Højst en eller to gange ugentligt. Trænger stadig til ro og besøg må ikke vare for længe.

Kl. 09.35.

Fra Politifuldmægtig Voldborg, Kerteminde til Husmandsskolen.

Voldborg: Jeg skulle spørge fra politimesteren i Kerteminde, om de havde identificeret liget af den ukendte fra Geels Kro?
Husmandsskolen: Ja, det er Gunnar Nielsen, født den 11. november 1925 i Sønderborg. Hans far har været her. Begravelsen er besørget. Han er allerede i jorden.
Voldborg: Nå, mange tak hr. Gutmann.

Kl. 13.25.
Fra Husmandsskolen til ?

(Da dr. Busch er tilknyttet lazarettet i Fredericia, er det en mulighed, at det er her, der ringes til)  

Husmandsskolen: Jeg skal give dem følgende besked om de to, af os beskudte danskere, der ligger på det danske sygehus.
Poul Arne Andreasen, født den 9. februar 1925 i Odense. Har fem benskud og to brystskud.
Erik Giersing, født den 20. september 1925. Har ét benskud.
Vil de meddele dette til dr. Busch?

Kl. 19.00.
Fra Oberartzt (overlæge) til Husmandsskolen.

B (dækker nok over Beier eller Busch, der begge var overlæger på lazarettet i Fredericia): Meddeler i fortsættelse af samtale om de to sabotører, at den ene ikke er transportfähig, men måske den anden. Vil først tale med dansk læge på sygehuset.

Tirsdag den 18. juli 1944 kl. 09.55
Fra København (Peter) til Gutmann.

Gutmann: Ja, vi havde jo lidt skyderi forleden - ret interessant!
Peter: Fik I fat i nogen?
Gutmann: Ja, en død og to hårdt sårede, men der er en forbindelse med mordforsøget på skibsingeniør Finke, så vi har jo fået noget ud af det.

Kl. 10.35.
Fra dr. Busch til Müssener.

Busch: Giersing kan ikke borttransporteres, men derimod Andreasen. Og jeg har tænkt at tage ham bort torsdag morgen trods den danske læges protester.

Onsdag den 19. juli 1944, kl. 08.15.
Fra Gutmann til dr. Busch.

Gutmann: Kan denne Andreasen ikke komme bort i dag i stedet for i morgen, torsdag?
Busch: Det kan han sådan set godt, men jeg har nu aftalt med den danske læge, torsdag.
Gutmann: Ja, men det det passer mig ikke rigtig, for på torsdag er jeg her ikke.
Busch: Nå, men så siger vi i morgen kl. 09.00.
Gutmann: Skal jeg ringe til sygehuset herom?
Busch: Behøves ikke!
Gutmann: Ja, men dr. Busch jeg gør det sådan, at jeg kommer med transportvognen i morgen kl. 09.00 og forlanger ham udleveret, de kan jo alligevel ikke sætte sig imod det.

Kl. 08.20.
Fra O.K.W. til Hannes Frahm.

O.K.W.: Hør, vognen, der skal hente Andreasen på sygehuset, står ved kasernen.
Frahm: Ja, det er godt.
O.K.W.: Hvor mange kommer der med fra jer?
Frahm: Sygetransporten skal køre i forvejen og vi kommer bagefter i en vogn og passer på med et maskingevær.
O.K.W.: Godt, vi er der ved sygehuset kl. 08.45. Ja, det er vi.

Kl. 19.10.
Fra overlæge Reichler (lazarettet i Fredericia) til Husmandsskolen.

Reichler: Den danske sabotør (Poul Arne Andreasen), der er kommet fra Odense til morgen, overføres fra lazaret Fredericia til arrestlokale i Krankenrevier på kasernen i Fredericia, da han bedre kan bevogtes der.

Den 20. juli 1944, kl. 11.25.
Fra SS-Hauptman Sallike til Gutmann.

Sallike: Hr. Gutmann, må jeg give mine soldater en beretning om skyderiet ved Geels Kro?
Gutmann: Ja, du kan vente en 14 dages tid, så har jeg en fuldstændig beretning herom.
Sallike: Ja, men jeg ville kun give en kort beretning om det, så soldaterne ikke tror de kan gå sorgløst omkring.
Gutmann: Det kan du godt, du kan sige det drejer sig om en terrorgruppe osv. Så får du den endelige afslutning om en 14 dages tid.

Mandag den 31. juli 1944, kl.11.45.
Fra Husmandsskolen. Gutmann til Böhme, det tyske konsulat.

Gutmann: Nu har vi fået fat i den femte mand fra Geels Kro (Hugo Hansen).
Böhme: Gudskelov, jeg gratulerer.
Gutmann: Ja, jeg glæder mig også derover.
Böhme: Hvad så med den fjerde mand? (Normann Grønvig Rasmussen)
Gutmann: Ja, han skulle jo være anskudt, men vi har ikke fundet ham endnu.
Böhme: Kom det til skyderi?
Gutmann: Ja, men ingen af vore folk er sårede, nu glæder jeg mig til afhøringen, for manden skal nok have været med lørdag nat (Raagelund). 
Böhme: Held og lykke.

Onsdag den 2. august 1944, kl. 08.30.
Fra Husmandsskolen. Gutmann til Hauptmann Zahleche.

Gutmann: Angående indberetningen om Bauer Hansen (Tyge Hansen, Raagelund). Kan jeg ikke få det samlede materiale? Sagen interesserer mig meget, fordi jeg har fået flere vigtige oplysninger.

Fredag den 4. august 1944, kl. 11.40.
Fra Husmandsskolen. Gutmann til dr. Busch, lazarettet i Frederica.

Gutmann: Hvordan går det med patienten (Erik Giersing)?
Busch: Ja, han kan ikke transporteres endnu, det vil vare mindst 2-3 uger.
Gutmann: Varer det så længe?
Busch: Ja, det gør det, sein ganzer Oberschenkel (overlår) ist kaput.
Gutmann: Så kommer jeg til at vente.

Tirsdag den 8. august, kl 17.10.
Fra Oberartzt dr. Busch, lazarettet i Fredericia til Gutmann på Husmandsskolen.

Busch: Dolmetscher Hansen skal have 4 ugers orlov.
Gutmann: Kann der komme en Sanitär i morgen og forbinde den sårede mand vi har her (Poul Andreasen)?

Torsdag den 10. august 1944, kl. 15.45.
Gutmann fra Husmandsskolen til Schutzpolizei, Nonnebakken (Odd Fellow-logen).

Gutmann: Hvem skal have vagten på sygehuset?
Schutzpolizei: Det skal 4. kompagni, Schutztpolizei-Oberwachtmeister Kullemann, Lehmann og Vorberg.

Lørdag den 12. august 1944, kl. 15.35.
Fra Husmandsskolen til 4. kompagni, schutztpolizei. Stark til Petri.

Stark: Kontroller vagten på sygehuset. Der havde kun været en vagt i middags, og I skal være to hele tiden.
Petri: Vi skal nok påtale det.

Den 26. august 1944, kl. 09.00.
Gutmann fra Husmandsskolen til Meister Rabe.

Gutmann: Skal vi indskrænke?
Rabe: Ja, der skal 14 mand afsted. Ordre fra Bath, 2. kompagni, Jægersborg.
Gutmann: Hvad så med manden på sygehuset (Erik Giersing)? Hvad med vagten?
Rabe: Der bliver 4 mand tilbage.
Gutmann: Ham på sygehuset skal bevogtes. Det er en mand fra invationsgruppen og tager de ham, er meget ødelagt. Så kommer vi ligefrem på bar bund igen! Sig til Petri: Ham på sygehuset skal bevogtes! Man ved aldrig, hvad der kan ske den 28.-29. August.

Kl. 09.15.
Gutmann fra Husmandsskolen til Oberartzt dr. Busch, lazarettet i Fredericia.

Gutmann: Hvordan går det med ham på sygehuset (Erik Giersing)?
Busch: Det går ikke så godt, seine Oberschenkel (overlår) er jo helt revet op og lægerne på sygehuset vil prøve, om det kan lappes sammen.
Gutmann: Ja, men nu skal vagterne bort fra sygehuset, så nu vil vi gerne have ham bort derfra.
Busch: Ja, det kan jeg godt forstå.
Gutmann: Ja, for hvis han kommer til at ligge alene, vil han udtale sig om afhøringen og det går jo ikke.
Busch: Ich will mal den Vogel ansehen, dass sie uns nicht bescheißen (de skal ikke snyde os).

Kl. 09.35.
Gutmann fra Husmandsskolen til Hauptmann Lemcke, O.K.W.

Gutmann klager over, at vagterne bliver taget fra ham.

Lemcke: Ja, men I får jo ersatz!
Gutmann: Også på sygehuset?
Lemcke: Ja, men det kan godt være, det bliver civile i uniform.
Gutmann: Ja, men det gør heller ikke noget. Nu er jeg beroliget.

Kl. 09.55.
Fra Kriminalrat Bergenkopf til Meister Petri.

Bergenkopf: Jeg skal sige fra Gutmann, at vi får ersatz, for dem vi afstår. Der skal ubetinget holdes vagt ved fangen på sygehuset.

Torsdag den 7. september, kl. 17.20.
Fra Kriminalrat Ervin til Gutmann på Husmandsskolen.

Ervin: Der er tale om en sygevogn og en stor personbil. En mand, der har koldbrand, og som der skal have benet sat af. Nogle mænd skal til Nyborg og Beltbrügge (Lillebæltsbroen) for at holde vagt.
(Erik Giersing er blevet befriet)

Kl. 17.35.
Fra Oberartzt dr. Busch til Söhnlein på Husmandsskolen.

Busch taler med Söhnlein om den mand, der skulle have benet sat af. Kalder det hele noget forbandet Schweinerei!

Kl. 19.20.
Aarhus kalder Petri.

Fernspruch S an Hauptmann Roletski.

Am 07.09.1944 gegen 15.40 Uhr wurde der Doppelposten, der in dänischem Krankenhaus einen verletzten Saboteur bewachten, von fünf mit Maschinenpistolen bewaffneten jungen Männern überfallen und entwaffnet.

Der Doppelposten wurde in einen Nebenraum eingeschlossen, und der Saboteur aus dem Krankenhaus weggeschafft.

Die Bewaffnung, der beiden posten, gestand aus einer Maschinenpistole und zwei Pistolen, und wurde von den Tätern mitgenommen.

Die Männer des Doppeltposten würden nicht verletzt. Zu einer Schießerei ist nicht gekommen.

Namen die Doppelposten: Oberwachtmeister der Gendarmerie, Joseph Kuchla. Oberwachtmeister der Schutzpolizei der Reserve Frank Wartechik.

Kl. 19.30.
Weitere zum Schutzpolizei Fernspruch.

Heute Nachmittag, wurde der im Dänischem Krankenhaus angeschossene Terrorristen, Erik Giersing, geboren am 20.09.1944 in Odense, von fünf mit Maschinenpistole bewaffneten Terroristen im Krankenhaus entführt.

Die im Krankenhaus befindliche Wache von zwei Mann wurde Überwältigt und entwaffnet.

Giersing war Mitglied der invations und befand sich seit 17.09.1944 im Krankenhaus (her må menes den 12.07.1944). Er war nicht transponiert… (samtalen afbrudt)
Müssener fotograferet, da han i januar 1946 blev afhørt af politiet i Odense. Det var ham, der viste, hvor Gunnar Carlo Nielsen lå begravet ved Seden. Fotokilde: Stadsarkivet.
Kl. 20.25
Müssener til løjtnant Reich.

Müssener: Der sidder endnu folk fra denne terrorgruppe, der har været på sygehuset, i Albanigade (arresthuset).
Reich: Jeg tror ikke, de kommer i nat.
Müssener: Der må passes godt på.
Reich: Ja, men hvor mange er der da? Müssener: Ah, vistnok en 7-8 mand.

Kl. 20.40.
Fra Wegener til Husmandsskolen, angående Fernspruch.

Müssener ist oben, aber hier ist Heuer.

Heuer: Wegener mener jo, at der bør sættes en ekstra vagt med maskinpistoler i Albanigade.
Müsssener: Skal de ikke snart væk derfra?
Heuer: Jo, om en 8 dages tid til København. Angående Schweinereiet på sygehuset, mener jeg ikke vagten burde have ladet sig afvæbne, men at "dass stinkt, und wird sicher von oben auf dem Deckel gegeben.

Kl. 20.55.
Fra Hannes Frahm til telefondamen Erika.

Frahm: Jeg tror ikke på, at manden fra sygehuset er ført til et andet sygehus, men er et eller andet sted på Fyn.
Erika: Jo, han er nok på et sygehus, die Ältzte sind ja auch alle dabei.

Fredag den 8. september, kl. 12.25.
Gutmann fra Husmandsskolen til Sicherheitsdienst Kolding.

Gutmann: Jeg har sendt mit civile tøj bort. Der er taget en hårdt såret sabotør ud her fra sygehuset i går. Jeg kan ikke gøre for det.

Søndag den 10. september 1944, kl. 05.55.
Meister Raum fra Husmandsskolen til Jäger, 1. Polizei Kompanie i Aarhus.

… og så er to mand sendt på march til København. Disse to mænd er dem, der blev afvæbnet af sabotørerne på sygehuset. Nahme: Joseph Kuchla og Franz Wartechik.

Jäger: Ja, men giv mig hellere en klarmelding og send den med kurer.

21. november 1944, kl. 19.55.
Fra Sicherheitsdienst i Kolding til Gutmann på Husmandsskolen.

Kolding: Sig mig, blev der ikke befriet en mand fra sygehuset hos jer i juni (der må menes september). En med et skud i benet?
Gutmann: Jo, med benskud, har I ham?
Kolding: Måske.
Gutmann: Ha, det er ikke første gang, de render fra os over til jer. Vi må arbejde noget mere sammen. Han er sikkert fra samme gruppe som vores mand (Hugo Hansen).

Onsdag den 29 november 1944, kl. 10.20.
Hannes Frahm fra Husmandsskolen til Rohde s.w.

Frahm: Du, Nolde er hos jer, ikke?
Rohde: Jo, det er han.
Frahm: Spørg ham lige, hvem der var på værelset. Andreassen siger, at Hugo Hansen var der.
Rohde: Et Øjeblik. Hugo, Andreasen, Erik, Gunnar var på Noldes værelse.
Frahm: Var det ikke hos ingeniør Finke?
Rohde: Nej, det var det ikke.

Persongalleri:
  • Bennemann: Heinz Bennemann, kriminalinspektør
  • Böhme: Georg Böhme, tysk konsul i Odense 1915-1945
  • Gutmann: SS Hauptsturmführer Kurt Gutmann, leder af Husmandsskolen/Aussendienststelle Odense.
  • Hannes Frahm: Johannes Jürgen Frahm, ansat af Gestapo på Husmandsskolen.
  • Andersen: Sandsynligvis Frede Andersen eller Alfred Andersen, begge var tilknyttet Husmandsskolen som tolke og chauffører.
  • Poul Hansen: Poul Tysker, der blev såret ved aktionen ved Geels Kro.
  • Frk. Bachhaus: Inge Bachhaus, telefondame.
  • Rohde: Jens Friedrich Hermann Rohde, Hauptwachtmeister.
  • Hofmann: Se note under navnets første optræden.
  • Söhnlein: Wolfgang Söhnlein, leder af SD i Odense.
  • Müssener: Erwin Müssener, SS-Scharfführer, souschef for Gestapo i Odense
  • Fru Hansen: Ubekendt.
  • Løjtnant Reich: SS løjtnant.
  • Bennemann: Heinz Bennemann, Kriminalrat.
  • Peter: Ubekendt.
  • Skibsingenør Finke: Ubekendt.
  • Dr. Busch: Overlæge på feltlazarettet i Fredericia.
  • O.K.W.: Normalt vil dette stå for Oberkommando der Wehrmacht, det har jeg dog svært ved, at få til at passe her.
  • Hauptmann Zahleche: Ubekendt.
  • Stark: Meister.
  • Petri: Meister.
  • Hauptmann Lemcke: Ubekendt.
  • Heuer: Kriminalinspektør Oscar Heuer.
  • Nolde: Ubekendt.

07/06/2023

Drama ved Geels Kro

Den nedenstående artikel stammer fra foreningen Odense 1940-45s nedlagte hjemmeside. Artiklen blev skrevet af Ann Amons. Odense 1940-45 gik i 2013 sammen med Historiecenter Beldringe om at skabe foreningen Besættelsesmuseum Fyn.
Overskrift fra Fyens Stiftstidende den 4. maj 1946. Fotokilde: Fyens Stiftstidende

Drama ved Geels Kro

Af Ann Ammons

Den 11. juli 1944 drager fem unge modstandsfolk af sted til en grusgrav nær Åsum for at holde en skydeøvelse. Hvad de ikke ved er, at grusgraven ejes af en familie med kontakter til Husmandsskolen. Sønnerne er stikkere for Gestapo, men når dog ikke at tilkalde tyskerne og øvelsen forløber som planlagt.

Modstandsfolkene glemmer dog en ladeanordning til et maskingevær, da de forlader grusgraven. Den følgende dag, den 12. juli, beslutter de sig for at vende tilbage til grusgraven for at finde den glemte ladeanordning. Det skal vise sig at blive en skæbnesvanger beslutning. 

Stikkerne får øje på de fem unge mænd – alle i alderen 18-21 år – og kontakter Gestapo, da de ser dem cykle mod Geels Kro. Gunnar Carlo Nielsen, Erik Giersing, Normann Grønvig Rasmussen, Poul Arne Andreasen og Hugo Hansen har netop sat sig til rette med en kop kaffe, da kroen bliver omringet af Gestapo.
De to stikkere var brødre fra gården Raagelund. Fotokilde: Fyens Stiftstidende 

Lederen af aktionen er den næstkommanderende ved Husmandsskolen, Erwin Müssener. Med sig har han blandt andre Poul Michael Hansen, bedre kendt som Poul Tysker. Uden at have undersøgt om de fem modstandsfolk vitterligt befinder sig på kroen, åbner tyskerne ild mod stedet.

Poul Tysker under påvisning ved Geels Kro i februar 1946. Fotokilde: Stadsarkivet

Gunnar Carlo Nielsen forsøger at undslippe gennem et vindue, men bliver ramt af Erwin Müsseners skud og er dræbt på stedet. Poul Tysker har placeret sig i grøften overfor kroen med et maskingevær. Idet Normann Grønvig Rasmussen flygter fra kroen, bliver han ramt i skulderen af skud. Han når dog at slippe væk. Erik Giersing og Poul Arne Andreasen er ikke så heldige.

De bliver begge ramt af skud. Erik Giersing bliver såret i benet og Poul Arne Andreasen rammes i underlivet. Hugo Hansen slipper uskadt fra ildkampen. Poul Tysker bliver også såret. Han rammes af skud i ansigtet, sandsynligvis affyret af Poul Arne Andreasen.

Erik Giersing overføres til sygehuset, hvor han ligger under tysk bevogtning. Dette forhindrer dog ikke at han dagen efter befries af sine modstandskammerater. Poul Arne Andreasen overføres til det tyske lazaret i Fredericia, hvor han ligger i 10 dage uden lægeligt tilsyn. Da han er rask nok, overføres han til forhør på Husmandsskolen, hvor han udsættes for tortur. Da dette forhør ikke giver noget resultat, bliver han sendt først til Frøslev-lejren og derfra videre til Neuengamme den 13. januar 1945.

Normann Grønvig Rasmussen flygter ud over markerne og får et lift med en vognmand. Men han bliver kort tid efter arresteret og overføres til Neuengamme på samme dato som Poul Arne Andreasen.

Hugo Hansen får også et lift med en vognmand, der skal til Odense med grøntsager. Han gemmer sig på ladet og da lastbilen kort efter støder på en tysk vejspærring, når han at springe af. Chaufføren samler ham op igen efter vejspærringen, hvorefter turen fortsætter mod Odense.

Hugo Hansen bliver også arresteret af tyskerne kort tid efter affæren ved Geels Kro. Under forhøret bukker Hugo Hansen under for presset og angiver sine tidligere kammerater. Da Gestapo har udnyttet al hans viden, sendes også han til Neuengamme. I øvrigt på samme dag som hans modstandskammerater fra ildkampen ved Geels Kro.

Efter befrielsen finder man Gunnar Carlo Nielsens lig på Seden Skydebane. Stedet udpeges præcist af Erwin Müssener, der efter krigens slutning er til påvisning på stedet. Müssener erkender at have skudt Gunnar Carlo Nielsen, men juridiske forhold gør, at han ikke bliver dømt for drabet.

De to brødre, der angav de fem modstandsfolk, blev efter befrielsen idømt 16 års fængsel.

I 1946 afslørede kong Christian d. X en mindesten ved Geels Kro.

Gunnar Carlo Nielsens kiste svøbt i Dannebrog. Fotokilde: Stadsarkivet

15/02/2023

Om Husmandsskolen

I apriludgaven af Pigtraad 1952, der skriver og fortæller Paul Eduard Mahler om Husmandsskolen, hvor Gestapo havde deres fynske hovedkvarter. P.E. Mahler var under besættelsen leder af modstandsarbejdet i Nørre Søby, der ligger mellem Odense og Ringe.

P.E. Mahler blev selv taget af tyskerne i januar 1945, hvor han efter sin arrestation blev indsat på Husmandsskolen. Herefter kom han over Frøslevlejren til Dachau, for til sidst at ende i Neuengamme, hvorfra han blev bragt hjem med de hvide busser.

Bemærk venligst, at jeg for læsevenlighedens skyld har ændret en smule i tegnsætningen og inddelt teksten i afsnit.
Billedkilde: Pigtraad
GESTAPOS HOVEDKVARTER PÅ FYN

P. E. Mahler beretter om husets fortid, om dramatiske dage og om bombningen.

Fyns Stifts Husmandsskole blev oprettet 1908 i Tarup ved Odense. Skolen havde et tilliggende på ca. 18 tdr. land, der dels var frugtplantage og dels hønseri. Skolens bygninger bestod af en hovedbygning og en række andre bygninger til forskelligt formål som udstillingsbygning, hønsehuse, lærerboliger o.s.v. De var ret rummelige og lå passende afsondret fra omverdenen til, at tyskerne kunne få lyst til at anvende dem til deres særlige formål.

Tyskerne besigtigede i 1943 en række slotte og skolebygninger rundt om på Fyn, og det kan ikke undre, at de netop valgte husmandsskolen i Tarup på grund af dens centrale beliggenhed i nærheden af Odense, og dermed gik skolen ind i en periode, hvor den blev kendt også af andre end landbo- og skoleinteresserede ud over det ganske land, fordi det var her, at Poul Tysker, Müssener, Frahm, Sieck, Söhnlein under Gutmanns og Dohses ledelse udøvede en terror, der satte skræk i hele Fyns befolkning på grund af dens ikke tidligere oplevede grusomhed og brutalitet.

Det var herfra, at togterne til de mange rædselsaktioner rundt om på øen foregik - og det var her, man mishandlede fredelige, dansksindede borgere og spærrede dem inde i en mørk og fæl fangekælder. Selv om de ikke forandrede meget ved skolens bygninger, fandt de det dog nødvendigt at lægge cementgulv i skolens foredragssal og at slå en mur ned for at sætte porte i, så salen kunne anvendes til garage. De 6 fangehuller i kælderétagen ved siden af køkkenet blev indrettet i den tidligere spisesal.

Tyskernes første besøg på skolen fandt sted den 22. september 1943 og resulterede i, at man fik ordre til snarest at frigøre skolen. Dette fremkaldte selvsagt nogen uro blandt skolens elever, der gav sig til at pakke for at tage afsted straks. Men efter nogen overvejelse enedes man dog om at blive, til alle formaliteter var endelig i orden. Den 3. oktober kom beslaglæggelsesdekretet med ordre om, at skolen skulle være rømmet dagen efter, dog hastede det ikke med forstander- og lærerboliger. De sidste blev rømmet til den 15. oktober, og nu var kun skolens gartner, Gunnar Hansen, tilbage sam­men med et par medhjælpere for at passe den del af skolen og plantagen, som tyskerne ikke gjorde krav på.

Daværende forstander Fjord Jensen fortæller, at man følte sig tvunget til at levere tyskerne af plantagens produkter, og at tyskerne medbragte en »forbindelsesofficer«, en dansker ved navn Harald Sørensen.

Denne blev et års tid efter likvideret på grund af sin stikkervirksomhed. »Forstander Sørensen«, som vi kaldte ham, beretter Fjord Jensen, blev mit eneste bekendtskab med den nye front, og han fortalte mig straks sin historie - "Jeg måtte ligesom så mange andre melde mig til tjeneste som tysklandsarbejder, men da jeg taler tysk, fik jeg tilbud om at arbejde for værnemagten her i landet. Jeg fyrede for dem ude på kasernen (i Odense). Den 29. august fik jeg ligesom så mange andre min lejlighed ødelagt..."

Sørensen var ikke ubegavet, fortsætter forstanderen, men han var mærket af sit farefulde arbejde. Han havde glimtet i øjet som et jaget dyr. Hans væsen var underlig sprængt, det svingede mellem de to yderpunkter: Brutalitet og kryberi. Hans 15-årige søn fik daglig prygl, og da faderen blev likvideret, sagde han - "Så fik de da ram på ham, det gamle svin."
Billedkilde: Pigtraad
Gunnar Hansen, der blev tilbage, boede i hestestalden og havde rig lejlighed til at iagttage tyskernes færd og at udveksle synspunkter med dem. Han skriver i skolens årsskrift efter kapitulationen - "Det var trist at måtte vige pladsen for Gestapo. Først blev alt inventar flyttet over i kursusbygningen, men inden længe måtte det også flyttes derfra. Vi selv kunne blive til den 25. oktober, men efter den tid måtte vi morgen og aften passere vagtposterne, hvis truende maskinpistoler ofte pegede efter os fra hjørnerne. Men stikkerne var dog værre. I deres frækhed og overmod truede de os direkte med pistolerne mere end een gang. Øjensynlig gjorde Gestapo stor stads af dem, især når en af dem var blevet skudt og skulle begraves under meget omstændelige foranstaltninger. Vi måtte f.eks. ikke vise os i nærheden, før ceremonien var overstået."

Hansen fortæller videre om gentagne skyderier mellem formodede sabotører og »Hausmeistrene« og beretter om en lørdag aften i slutningen af 1944, da Gestapo holdt razzia i Odense på en del restauranter og i løbet af natten bragte ca. 350 mennesker til husmandsskolen. De fleste fik dog lov til at gå igen efter et forhør. Den sidste gik kl. 7 om morgenen. Hansen hørte ved midnatstid følgende samtale:

- "Nå, Kristian, vil du så med hjem?"
- "Ja, nu fik jeg da en biltur, det har jeg ikke fået i 3 år."
- "De læssede godt, hvad?"
- "Ja, de snakkede ikke noget om, om vi måtte være 30 eller 40 i bilen, de masede os bare ind på kryds og tværs."

Endvidere fortæller han om, hvordan han med gru mindes den måde, hvorpå tyskerne fejrede Hitlers fødselsdag, da de sorte SS-flag gik til tops i flagstangen, og hvorledes de særlig ud på aftenen skabte sig som vilde dyr. Spiritus og kvinder havde de nok af. Det sidste så man særlig den 17. april lige før bombardementet, da »damerne« fik travlt med at redde sig ned over markerne.

Fangerne så de ikke meget til. Henimod aften kom de undertiden på gårdtur på plænen, 20-30 ad gangen, bevogtet af 3-4 mand med maskinpistoler. Cellerne, der var indrettet i skolens tidligere spisesal i kælderen, var 3,81 m lange og 1,28 m brede. Undertiden har 16 mand måttet dele een celle, og Hansen fortæller, at han flere gange har hørt fangernes skrig, når de blev mishandlet under forhørene.

Efterhånden ændrede omgivelserne omkring skolen fuldstændig karakter. Et område omkring hovedbygningen og de nærmeste bygninger blev meget stærkt indhegnet med pigtråd og yderligere sikret med håndgranater og landminer. Tage og facader blev overmalet med camouflerende farver, og camouflagenet blev trukket hen over bygningerne for at skjule dem for evt. flyverangreb. En del af buskadset i parken blev fældet, og hermed hjalp Tarupboerne til for at få gratis brændsel.

Den 17. april kom pludselig en stor del af tyskerne med deres »damer« løbende ned gennem plantagen ved firetiden. De store biler blev kørt i flyverskjul i de nærmeste gader, for nu var et angreb ventet. Få minutter senere var englænderne der, efter at der var blevet blæst forvarsel. R. A. F. mødte med 6 bombere og 11 jagere. Først kredsede de en gang hen over terrainet, og så kom angrebet fra lav højde.

De fire første bomber faldt ved en lille bygning 200 m syd for skolen. De slog smut hen over jorden et par gange og efterlod en voldsom plovfure, hvorefter de trillede lige ned i skolekøkkenet for at eksplodere der. Et andet sæt ramte i springvandshaven og lavede dybe kratere og beskadigede en rød bygning meget svært. I skolegården slog 5 bomber ned og rystede en kursusbygning sammen, en bombe faldt ved hønseriet og ødelagde et af husene totalt.

Uden for skolens grund faldt 12 bomber, de fleste i husene ved alléen op til skolen og et par andre lidt længere borte på Østrupvej. Ni af de nærmest boende naboer blev dræbt og en halv snes såret. En dame var mindre end 5 meter fra fire nedslag, men reddede livet, takket være en solid væg og et skæbnens lykketræf. Skolens hovedbygning brændte totalt og ligeledes udstillingshallen, hvor Gestapo også havde garage. Bortset fra indtrykkede vinduer og døre blev en toiletbygning og en cykelstald stående.

Det menes, at der sad 4 fanger i kælderen, og de skulle være sluppet helskindede ud, efter at de første bomber var faldet. Efter hvad det har været muligt at få oplyst, dræbtes kun een menig tysk soldat af hele den store stab, men Sveriges radio meddelte dagen efter kl. 18.40 - "...hvor mange af de 300-400 gestapomænd, stikkere og vagtmænd, der undslap, vides ikke...", og Frit Danmark for 25. april meddelte - "Ved RAFs angreb på Gestapos hovedkvarter i Odense dræbtes og såredes et stort antal gestapofolk, og meget arkivmateriale ødelagdes. Angrebet kom i det rette øjeblik. Hovedkvarteret skulle netop flyttes til det neutrale Odense."

Mange mener nu bagefter, at det var en fejltagelse, at skolen blev bombet og ingen har heller villet tage ansvaret for at have sendt bud efter RAF. Daværende minister Mogens Fog skulle have hævdet, at det ikke var Frihedsrådet, der havde bedt RAF om at ødelægge husmandsskolen.

Men for selve skolens arbejde medførte det meget store ulemper. Den fik nu indtil 1948 et par vandreår. Den var en vinter på hotel Kattegat pr. Otterup, en anden på restaurant Klinten, Fåborg, senere flyttede den til den sydfynske herregård Løgismose og havde også en tid til huse på Tarup kommuneskole. I erstatning udbetaltes 385.000 kr., og den nye skole, som opførtes på gården Vrangstrups jorder, et par kilometer længere ude fra Odense end den tidligere skole i Pårup kommune, kom til at koste 1.700.000 kr. at opføre. Skolen, der tidligere havde været gældfri, oplyser forstander Grønborg, har nu en gæld på 400.000 kr. "Vi flyttede ind i de nye bygninger i foråret 1948, men vi måtte bevæge os mellem bygningsmateriel og håndværkere indtil efteråret samme år. Da først blev også skolens foredragssal og gymnastiksal færdig til brug."

- "Hvorfor blev skolen ikke opført på den gamle plads igen?" spørger jeg.
- "Pladsen i Tarup var efterhånden blevet så indeklemt af byggeri udenom, at den var ved at blive for snæver til en ordentlig husmandsskole, derfor overdrog vi den til Odense kommune."
- "Hvad kan De fortælle om den gamle skole?"
- "Ikke ret meget, for jeg boede i Aarhus, indtil min villa blev sprængt i luften af tyskerne, og jeg selv måtte flygte til Sverige, og da jeg blev forstander her, var skolen kun en tomt og en grushob. Dog kan jeg oplyse, at den nuværende skole er af det dobbelte rumindhold som den gamle."
- "Hvad siger nu eleverne af den gamle skole til, at den er flyttet herud?"
- "De gamle elever holdt af deres skole, og de var jo i deres minder knyttet til den, men de elever, vi uddanner her, vil selvfølgelig have deres tilknytning hertil, men jeg vil indrømme, at linien er blevet brudt."

For at få oplyst, hvilke gestapofolk og medhjælpere der spillede den største rolle i gestapotiden på husmandsskolen, henvender jeg mig til Odense kriminalpoliti, som har behandlet sagerne mod de fleste krigsforbrydere derudefra.

Her oplyser kriminaloverbetjent Hartmann, at kvarterets første leder var Gutmann, og under ham stod de såkaldte »Sachbearbeitere« Sieck, Mussener, Frahm m.fl. Endvidere den over det ganske Fyn så berømte Poul Tysker, en tidligere alfons og havnesjover, nu tysk håndlanger og voldsforbryder, der bl.a. på Sjælland har deltaget i mordet på 9 personer på en enkelt nat.

Af andre landsskadelige kan nævnes navne som Rosendal, der særlig tog sig af og organiserede stikkeriet, Harald Sørensen, der likvideredes, og chaufføren Sv. Aa. Larsen m.fl. Senere blev Gutmann afløst af Dohse, da den første fik skyld for at være for hensynsfuld overfor befolkningen.

Der var til hovedkvarteret knyttet et stort bevogtningsmandskab, en mindre afdeling ordenspoliti og en afdeling med hunde, som opererede på hele Fyn. Blandt de kendteste aktioner kan nævnes Skattergade-slaget i Svendborg, træfningen ved Geels Kro, en aktion i Assens o.s.v. Foruden de allerede nævnte var Kaj Munks morder, Sohnlein, også knyttet til husmandsskolen i Tarup.

Politiassistent Clemens Pedersen, Højby, fortæller følgende episode fra tyskertiden derude på husmandsskolen: Gestapochaufføren Sv. Aa. Larsen traf på et bal i Brændekilde en pige, der var delvis forlovet med en karl fra Ravnebjerg. For at få rivalen af vejen formåede Sv. Aa. Larsen dagen efter Gestapo til at tage ud til gården for at anholde karlen, der imidlertid stak af til skovs. Gårdmanden måtte da love at ringe til husmandsskolen, så snart karlen var vendt tilbage, men han ringede i stedet for til Clemens Pedersen for at søge hans assistance.

Politiassistenten tog da ud til husmandsskolen med karlen i bilen, gik op til Dohse og spurgte, hvad der egentlig var i vejen med karlen, for Cl. P. kunne jo forklare, at han intet ulovligt havde at stå til ansvar for.

- "Wo ist der Kerl denn?" spurgte Dohse.
- "Han sidder herude i min vogn" svarede Cl. P., og han vidste jo ikke af, at det var en gestapomand, han havde fornærmet, og føjede han til - "De har vel også andre og bedre ting at tage Dem af."
- "Lass ihn laufen" svarede Dohse.

8 dage senere var Cl. P. blevet stukket og Gestapo på jagt efter ham, men han slap til Sverige sammen med nogle af sine »medskyldige«.
Billedkilde: Pigtraad
Den 11. januar 1945 blev jeg selv arresteret og stiftede straks bekendtskab med de uhyggeligt snavsede og mørke fangehuller på husmandsskolen. Store var de jo ikke, og udstyret bestod af en fast træbriks og en tom konservesdåse til vor nødtørft. Væggene var berappede, og vinduet var ganske lille og sad højt oppe.

Om aftenen fik vi kun lys, når en lampe, der var anbragt uden for cellerne i gangen, var tændt, og det gav kun så meget, som der kunne trænge gennem et lille tilgitret hul over celledøren. Dørene havde kighul, som vi kunne iagttages igennem, de var foruden en kæmpelås forsynet med to mægtige jernskydere, en foroven og en forneden.

Til samtlige celler var der eet toilet, een vaskekumme og eet fælles håndklæde. Forplejningen bestod af rugbrødshumpler med en anelse marmelade og sort kaffe til, der serveredes i ølglas. Noget, der minder om middagsmad, har jeg ikke set derude.

Støjen fra kontorerne ovenover trængte tydeligt ned til os, men værre var det at få kammerater ind, som lige kom fra forhør og mishandling. Blå øjne og udslåede tænder hørte til dagens orden, men medfangerne kunne også fortælle om andre forhørsmetoder, som da de havde lagt kæde om halsen på Karl Gustav Andersen og hejst ham fra jorden til piskning.

Jeg selv er »kun« blevet truet med en pistol i tindingen af Frahm og sparket i hagen af en politisoldat. Ja, så fik jeg forresten en lussing på transport fra skolen til byens arrest. Cellevæggene talte deres eget sprog til een gennem alt det, man så indridset i dem. Der var navne og initialer, og der var kalendere til at holde rede på tiden, og efter dem kunne man regne ud, hvor længe de enkelte havde boet i cellerne.

Men der var også fyndord og oplysninger, og noget af det, der straks gjorde et stærkt indtryk på mig, var en inskription, der lød: Du er ikke alene, Gud er hos dig. Jeg har igennem hele mit fangenskab måttet sande kraften i dette ord på cellens væg; jeg har oplevet umenneskelige ting, og jeg har levet under umenneskelige kår, men det, der til syvende og sidst hjalp mig igennem, var det, at jeg ikke var alene, Gud var hos mig.