Et vendepunkt: 29. august 1943!

I Pigtraad-Gestapofangen nummer 4 fra august 1993 skrev Villy Mørk Jensen om Bogense i tiden op til den 29. august 1943.  

Schous Sæbehus efter sabotagen den 21. august 1943. Fotokilde: Lokalhistorisk Arkiv i Bogense.

Et vendepunkt: 29. august 1943!

Af Villy Mørk Jensen

29. august blev i 1943 for nogle unge mennesker i en lille provinsby på Fyn et vendepunkt for livet.

Byen, Bogense, havde bl.a. et jernstøberi, hvor nogle lærlinge og maskinarbejdere allerede i 1942 havde taget fat på modstandsarbejde. Alle var fra 17-25 år. Fabrikkens driftsleder, ingeniør Skov Pedersen, var med. Han havde kontakt med bl.a. en sagfører og sygehusets overlæge.

Bogense var en lille småborgerlig by, hvor alle kendte alle. Langs gaderne havde hvert eneste hus et gadespejl, så alle var godt orienteret. Ungdommen var også medlemmer i sportsforeningen. En af dem var en kendt bokser, men i øvrigt var vi mest børn af forældre, der for størstepartens vedkommende var arbejdere.

Villy Mørk Jensen. Fotokilde: Bogense Årbog 2015/Modstandsdatabasen

Vort første illegale blad døbte vi »Svinetællingen«. Det blev skrevet på en skrivemaskine, som vi lånte af en lokal købmand.

På byens hotel var de tyskere indlogeret, der holdt vagt i rådhuset, hvorfra de havde en telefonledning ned til hotellet. Den fik vi da skåret ned. Byens skomager forsålede støvler for tyskerne, så dem stjal vi og gemte dem under dansegulvet ude i Fredsskoven.

I Skovby uden for Bogense oprettede tyskerne en lyttepost, og dermed kom der mere gang i begivenhederne. Der kom både soldater og Funker-mädels til byen for at få deres part af flødeskumskagerne.

Da de en nat skulle tilbage til lejren, ændrede vi sporskiftet, så toget i stedet endte i remisen. Ellers benyttede de cykler for at komme til bal i Fredsskoven, så det var nærliggende en aften at snitte samtlige dæk. Vi listede ud i køkkenet og forsynede ølflaskerne med RAF-mærker. Alt sammen småting. Men i foråret 1943 kom vi i forbindelse med SOE i Odense. De skaffede os pistoler og sprængstof. Så kunne det for alvor gå løs.

Bagefter er det nemt at se, at det ville ende galt. Men der var også lyspunkter: Engang skulle vi ødelægge et autoværksted mellem Bogense og Middelfart. Hos en kammerat sad vi og fabrikerede bomberne. Så cyklede vi de 15 km ud til stedet. Desværre lå kroen ved siden af værkstedet, og der var der bal, så vi måtte køre en tur i ventetiden.

Endelig blev ballet slut. Vi fik anbragt sprængstoffet i nogle busser i værkstedet, og forsvandt så igen. Næste morgen fik vi at vide, at et kærestepar havde befundet sig på bagsædet. Der skete dem ikke noget. Men nu var manden bange for, at tyskerne skulle tro, han havde været med. Så han blev sendt til Sverige.

Vor sidste sabotage foregik den 21. august i Bogense. Det var meningen, at vi skulle have haft hjælp fra Odense, men det var ikke muligt for SOE-folkene at nå igennem. Så ved fælles hjælp fik vi lavet aktionen, der resulterede i arbejdsnedlæggelse og demonstrationer i byen. Det var optakten til, at nu var det danske folks tålmodighed bristet.

Da vi så nåede til 29. august, blev der rundt om i Bogense arresteret mange borgere. Fra vor gruppe blev tre hentet og noget senere to andre, og vi endte alle i Tyskland, hvorfra vi blev hentet hjem af De hvide Busser.

Relateret indhold:

Læs mere om sabotagen den 21. august her.

Læs om tiden efter Villy Mørk Jensens anholdelse her.

Fra kasernen i Odense til husmandsskolen

Villy Mørk Jensen. Fotokilde: Bogense Årbog 2015/Modstandsdatabasen

Den nedenstående erindring er skrevet af Villy Mørk Jensen, der var aktiv i modstandsarbejdet i Bogense, men blev arresteret den 29. august 1943. De to andre unge, der nævnes i teksten er Anker Jørgensen og Ove Toft Hansen. De blev først bragt til Skovbylejren, før de i starten af september 1943 ankom til Odense. Erindringerne blev bragt i november-udgaven af Pigtraad-Gestapofangen fra 1987.

Fra kasernen i Odense til husmandsskolen

September 1943 ankom vi tre unge fra Bogense til kasernen i Odense. To af os blev sat ind i vagtstuen og en kom i arresten ved portvagten. Soldaterne viste sig faktisk ikke særligt fjendtlige, men ro var der ikke meget af.

Vagterne fik jævnligt besøg af danske piger. I sandhedens interesse skal det nævnes, at en af disse piger lovede at sende et postkort til mine forældre og derfor fik deres adresse. Jeg troede ikke meget på hende, men hun holdt faktisk sit løfte, hvad der var en stor trøst for mine forældre, der af tyskerne havde fået at vide, at os behøvede de ikke tænke mere på, vi var skudt.

Min mor, der vidste, at en taxavognmand havde kørslen for tyskerne til kaserne i Odense, henvendte sig til vor læge, og denne truede rent faktisk taxavognmanden til at indrømme, at han havde set os ude på kasernen.

Nogle dage senere ankom til kasernen besætningen fra en marinekutter. Da de dagen efter skulle løslades og derfor skulle have en passerseddel fra kasernekontoret, blev jeg ved en fejltagelse taget med på kontoret. Soldaterne var ved at udfylde min passerseddel, da en underofficer kom ind og fik øje på mig. Han så helt forkert ud i ansigtet, trak sin pistol og tilkaldte vagten, som med maskinpistoler førte mig tilbage til vagtstuen. Netop denne officer var i øvrigt fra Flensborg og talte udmærket dansk, men var altså ikke til sinds at hjælpe en »omtrent«-landsmand.

Det blev ikke til megen søvn på kasernen, eller rettere på vagtstuen. Væggelusene forsynede sig flittigt af vort blod, og der var en evig råben og skrigen, når der var vagtskifte. En dag sidst i september blev vi så stillet op i kasernegården, og med et rugbrød under armen og under passende eskorte førtes vi til Albanigades arrest, hvor tyskerne havde beslaglagt en etage.

Den første dag ville vagtpersonalet give os papirarbejde og tage vort private tøj om natten. Men så kom der tysk vagt til arresten, og vi fik besked på ikke at modtage noget fra danskerne. Det var sket med at arbejde eller aflevere tøj om natten. Vi kom også på tysk kost.

Det tyske vagtmandskab var faktisk ret så o.k. Vi fik lov at hente varmt vand nedenunder, så vi kunne lave te. De hentede også blade til os. Der kom også andre danskere til arresthusets tyske afdeling, deriblandt en hel del fra Svendborg og en del Odenseanere.

Under opholdet fik vi også lejlighed til flugt, idet den daværende arrestforvarer Stuhr fik tyskernes tilladelse til, at vi kunne komme i bad i kælderen. Han sagde til os, at hvis vi ville stikke af, var det nu, for der gik en gang over til domhuset. Men tyskerne havde advaret os om, at hvis vi flygtede, ville de tage brødre og forældre, så vi lod være.

Det lykkedes mig at smugle besked ud gennem min far, der var på besøg op til jul. Jeg havde købt en pakke cigaretter og bød ham een, og tilføjede, at han jo kunne tage hele pakken. Far studsede lidt, men blev klar over, at der var ugler i mosen (jeg røg i øvrigt slet ikke). Derimod havde jeg skåret låget op på pakken, puttet en seddel ind, og klæbet til igen. På sedlen var navnene på dem, som tyskerne havde fortalt os, de havde kig på.

Da vi nåede januar, var det slut med de gode tider. Vi kom på husmandsskolen til forhør. Hvor længe det stod på, har jeg ikke nogen rigtig klar erindring om. Derude var alt barbarisk og grusomt. Små celler, uden noget at ligge på. Evige chikaner fra vagtmandskabet og de danske Gestapofolk. Da vi så en dag i marts blev stillet for en krigsret på kasernen i Odense, var det sådan set en lettelse, selv om vi blev dødsdømt, for senere at blive benådet og sendt til Tyskland.

Godt er det at kunne sige, at jeg ikke har noget specielt had til tyskerne. Det var ganske vist noget bittert, da man efter krigen lod de forskellige Gestapofolk slippe med milde straffe, for senere at sende dem hjem til store stillinger i Vesttyskland. Deriblandt den kendte chef for Staldgården i Kolding, Neujock, som blev aktiv politimand igen i Hamborg. Det gælder også de dommere, der i Århus dødsdømte 6 danskere. Huslein og Frölich. Når man i dag læser rapporterne om henrettelsen af disse 6 modstandsfolk, forstår man ikke, at man i et demokratisk Tyskland kunne bruge den slags personer på ledende poster.

Kilder: Pigtraad-Gestapofangen, Fyn i krig.