 |
| Villy Mørk Jensen. Fotokilde: Bogense Årbog 2015/Modstandsdatabasen |
Den nedenstående erindring er skrevet af Villy Mørk Jensen, der var aktiv i modstandsarbejdet i Bogense, men blev arresteret den 29. august 1943. De to andre unge, der nævnes i teksten er Anker Jørgensen og Ove Toft Hansen. De blev først bragt til Skovbylejren, før de i starten af september 1943 ankom til Odense. Erindringerne blev bragt i november-udgaven af Pigtraad-Gestapofangen fra 1987.
Fra kasernen i Odense til husmandsskolen
September 1943 ankom vi tre unge fra Bogense til kasernen i Odense. To af os blev sat ind i vagtstuen og en kom i arresten ved portvagten. Soldaterne viste sig faktisk ikke særligt fjendtlige, men ro var der ikke meget af.
Vagterne fik jævnligt besøg af danske piger. I sandhedens interesse skal det nævnes, at en af disse piger lovede at sende et postkort til mine forældre og derfor fik deres adresse. Jeg troede ikke meget på hende, men hun holdt faktisk sit løfte, hvad der var en stor trøst for mine forældre, der af tyskerne havde fået at vide, at os behøvede de ikke tænke mere på, vi var skudt.
Min mor, der vidste, at en taxavognmand havde kørslen for tyskerne til kaserne i Odense, henvendte sig til vor læge, og denne truede rent faktisk taxavognmanden til at indrømme, at han havde set os ude på kasernen.
Nogle dage senere ankom til kasernen besætningen fra en marinekutter. Da de dagen efter skulle løslades og derfor skulle have en passerseddel fra kasernekontoret, blev jeg ved en fejltagelse taget med på kontoret. Soldaterne var ved at udfylde min passerseddel, da en underofficer kom ind og fik øje på mig. Han så helt forkert ud i ansigtet, trak sin pistol og tilkaldte vagten, som med maskinpistoler førte mig tilbage til vagtstuen. Netop denne officer var i øvrigt fra Flensborg og talte udmærket dansk, men var altså ikke til sinds at hjælpe en »omtrent«-landsmand.
Det blev ikke til megen søvn på kasernen, eller rettere på vagtstuen. Væggelusene forsynede sig flittigt af vort blod, og der var en evig råben og skrigen, når der var vagtskifte. En dag sidst i september blev vi så stillet op i kasernegården, og med et rugbrød under armen og under passende eskorte førtes vi til Albanigades arrest, hvor tyskerne havde beslaglagt en etage.
Den første dag ville vagtpersonalet give os papirarbejde og tage vort private tøj om natten. Men så kom der tysk vagt til arresten, og vi fik besked på ikke at modtage noget fra danskerne. Det var sket med at arbejde eller aflevere tøj om natten. Vi kom også på tysk kost.
Det tyske vagtmandskab var faktisk ret så o.k. Vi fik lov at hente varmt vand nedenunder, så vi kunne lave te. De hentede også blade til os. Der kom også andre danskere til arresthusets tyske afdeling, deriblandt en hel del fra Svendborg og en del Odenseanere.
Under opholdet fik vi også lejlighed til flugt, idet den daværende arrestforvarer Stuhr fik tyskernes tilladelse til, at vi kunne komme i bad i kælderen. Han sagde til os, at hvis vi ville stikke af, var det nu, for der gik en gang over til domhuset. Men tyskerne havde advaret os om, at hvis vi flygtede, ville de tage brødre og forældre, så vi lod være.
Det lykkedes mig at smugle besked ud gennem min far, der var på besøg op til jul. Jeg havde købt en pakke cigaretter og bød ham een, og tilføjede, at han jo kunne tage hele pakken. Far studsede lidt, men blev klar over, at der var ugler i mosen (jeg røg i øvrigt slet ikke). Derimod havde jeg skåret låget op på pakken, puttet en seddel ind, og klæbet til igen. På sedlen var navnene på dem, som tyskerne havde fortalt os, de havde kig på.
Da vi nåede januar, var det slut med de gode tider. Vi kom på husmandsskolen til forhør. Hvor længe det stod på, har jeg ikke nogen rigtig klar erindring om. Derude var alt barbarisk og grusomt. Små celler, uden noget at ligge på. Evige chikaner fra vagtmandskabet og de danske Gestapofolk. Da vi så en dag i marts blev stillet for en krigsret på kasernen i Odense, var det sådan set en lettelse, selv om vi blev dødsdømt, for senere at blive benådet og sendt til Tyskland.
Godt er det at kunne sige, at jeg ikke har noget specielt had til tyskerne. Det var ganske vist noget bittert, da man efter krigen lod de forskellige Gestapofolk slippe med milde straffe, for senere at sende dem hjem til store stillinger i Vesttyskland. Deriblandt den kendte chef for Staldgården i Kolding, Neujock, som blev aktiv politimand igen i Hamborg. Det gælder også de dommere, der i Århus dødsdømte 6 danskere. Huslein og Frölich. Når man i dag læser rapporterne om henrettelsen af disse 6 modstandsfolk, forstår man ikke, at man i et demokratisk Tyskland kunne bruge den slags personer på ledende poster.
Kilder: Pigtraad-Gestapofangen, Fyn i krig.