02/03/2024

Fotos af Kai Jørgensen

Fyn under besættelsen har fået de to nedenstående billeder tilsendt af Jonas Stærmose. Fællesnævneren på billedet er Kai Jørgensen, der var Jonas morfar. 

Kai Jørgensen var lærling på Wittenborg og var tilknyttet både Walthergruppen og Tonny-grupperne..

Kai Jørgensen er nummer to fra højre. Både sted og de andre på billedet er ukendte. Fotokilde: Jonas Stærmose. 
Kai Jørgensen fotograferet ved Østre Skole i dagene efter befrielsen. Fotokilde: Jonas Stærmose

28/02/2024

Eksplosionen på M4046 i Svendborg Havn

Der findes hændelser, der er blevet glemt af tiden.

Måske fordi ofrene ikke var på den vindende side, måske fordi, at der i det kaos, der herskede ved besættelsens og krigens afslutning, var nok af andet at skrive om.

Det er i hvert fald ikke meget, der kan findes om den eksplosion, der skete ombord på det tyske marinefartøj M4046 i Svendborg Havn, torsdag den 24. maj 1945.
Første omtale af ulykken i Svendborg Avis den 24. maj 1945.
M4046 var en tysk trawler, der i 1936 blev bygget under navnet Nordstern af værftet Schichau Seebeck i Bremerhaven. I 1939 blev skibet ”indkaldt” og omdøbt til M1608. M’et fortæller, at skibet har været brugt som minerydder. I artiklerne om eksplosionen omtales den som en forpostbåd, men så ville den have haft et V før nummeret (Vorpost Boot).

Det kan ses, at Nordstern har opereret i Nordsøen fra 1939 og frem til januar 1943, hvor det skiftede område til den franske vestkyst. I den forbindelse skiftede skibet navn til M4046. Opgaven blev nedlagt i august 1944 og der er ingen spor af, hvor skibet har opholdt sig frem til maj 1945, hvor det altså befinder sig i Svendborg Havn.

Klokken 9.25, den 24. maj 1945, sker der en mindre eksplosion i skibets lastrum, hvor der opbevares sprænglegemer. Sprænglegemerne bruges til at sprænge miner med.

Eksplosionen starter en kædereaktion, hvor yderligere sprænglegemer og ammunition sprænger i luften

Eksplosionerne efterlader et kaos ombord på skibet, hvor kvæstede ifølge Svendborg Avis kravler omkring. I avisen spares der ikke på detaljer i beskrivelsen af ofrene - ”De tre lig var slemt lemlæstede, i et tilfælde var hoved og ben helt skilt fra kroppen, og mange af de sårede er helt ukendelige.
Omtale i Svendborg Avis den 26. maj 1945.
Da Fyens Stiftstidende bringer nyheden fortælles der om 4 døde og 25 sårede. Dagen efter skriver avisen, at en af de sårede er omkommet, hvilket bringer antallet af dødsofre op på fem. I Svendborg Avis stiger dødstallet fra tre til fire og det fortælles, at der derudover er blevet indlagt 11 hårdt kvæstede tyskere.

Forskellen i antallet af kvæstede kan eventuelt forklares med, at ikke alle har været så sårede, at det krævede indlæggelse. Svendborg Avis virker dog bedst orienteret og jeg hælder derfor til at tro, at deres tal er de rigtige.

Eksplosionerne sker midtskibs og skaber dels et hul op igennem dækket, samtidig med at væggen til et mandskabsrum, hvor flere opholder sig, blæses væk. Der kommer dog ikke hul skroget, så båden forbliver flydende.
Foto taget på kajen. Fotokilde: Svendborg Byhistoriske Arkiv.
Der sendes ambulancer og redningsmandskab afsted, men før de ankommer er branden slukket af mandskab fra de nærliggende tyske skibe.

En ølbil, der holder på havnen bliver rekvireret og bringer tre sårede til sygehuset før ambulancerne kommer frem. Efterfølgende kører ambulancerne i rutefart, for at bringe de kvæstede, der er blev bragt op fra skibet og lagt på havnen, til sygehuset.
Foto taget på kajen. Fotokilde: Svendborg Byhistorisk Arkiv.
Ombord på skibet befinder der sig stadig ammunition, så politi og modstandsfolk må holde nysgerrige tilskuere på sikker afstand.

I første omgang tilskrives eksplosionen en ulykke, men efter at kriminalpolitiet har kigget nærmere på skibet, der efterlyses tre tyske marinere for sabotage.

Hvad der har udløst mistanken melder historien intet om.
Efterlysning i Svendborg Avis den 25. maj 1945. 
De tre efterlyste tyskere beskrives således:
  • Werner Pysst, omkring 165 cm høj, typisk nøddeknækkeransigt. Paaklædning: mørkeblåt tøj, sejldugssko, uden hat.
  • Walther Brandt, Obergefreiter, født 29. april 1920, ca. 171 cm høj, slank, blond, blaa øjne, bredt ansigt. Ar efter blindtarmsoperation. Paaklædning: Blaa beklæder, lysebrun jakke.
  • Gerhardt Glada, Obergefreiter, født 13. november 1923, 175 cm høj, kraftig, sort haar, grå øjne, bredt ansigt. Paaklædning: blaa benklæder, blaa jakke, graa frakke.
Der slutter historien for nu, for jeg har intet yderligere kunne finde.

Var det sabotage?

Blev de efterlyste fundet?

Hvor blev de døde begravet?

Alt dét ved jeg ikke.

Måske er det aldrig skrevet nogle steder, måske findes svaret i en gammel avis eller på et arkiv et sted.

Med så mange døde og sårede, der er der ingen tvivl om, at dette har været noget af det voldsomste, der er sket i Svendborg i besættelsesårene. Alligevel er hændelsen gledet ud af historien og den kollektive hukommelse.

Sandsynligvis fordi ofrene var på den forkerte side og deres skæbne ikke var i høj kurs, da ulykken skete.

Det er mit gæt, men jeg ved det ikke.

Kilder: Balticshipping.com, Navypedia.org, Fyens Stiftstidende og Svendborg Avis.

25/02/2024

Illegalt blad: Informations Nyhedstjeneste, Svendborg

En udgave af Informations Nyhedstjeneste fra Svendborg, dateret august 1944. Bladet kan forstørres ved at trykke på billederne.

Informations Nyhedstjeneste, Svendborg. August 1944. Fotokilde: Niels Gyrsting.
Informations Nyhedstjeneste, Svendborg. August 1944. Fotokilde: Niels Gyrsting.



24/02/2024

Modstandsfolk ved Østre Skole

De to nedenstående billeder er begge taget ved Østre Skole i Odense. Skolen fungerede i tiden efter befrielsen som indkvartering for modstandsstyrkernes 2. og 3. kompagni. På billederne optræder bl.a. Børge Jensen og Evald Byrsing fra Walthergruppen.

Billederne formodes at stamme fra maj 1945. 
Fra venstre Christian Hjarup, Erik Ellis Petersen, Hans Henning Jensen, Willy Göhnz, Hans Petersen, Børge Jensen og Børge Watson
På billedet ses Evald Byrsing fra Walthergruppen siddende på en bil med en sten gun. Fotokilde: Stadsarkivet. 

21/02/2024

Illegalt blad: Personligt og fortroligt

Det er ikke mange oplysninger, der kan findes om det illegale blad ”Personligt og fortroligt”, der i perioden fra august 1943 til august 1944 blev produceret og uddelt i Faaborg og omegn. 

Det vides eksempelvis ikke, hvor mange udgaver af ”Personligt og fortroligt”, der udkom.

I følge bogen "Besættelsestidens illegale blade og bøger 1940-1945" så blev bladet erstattet af ”Budstikken gaar”, der fra juli 1944 blev produceret i København og udsendt til landboere i hele landet. Bogen melder dog intet om, hvordan overlappet er kommet i stand. 

Lokale kræfter tog sig dog fra efteråret 1943 af at kopiere "Land og folk", "Frit Danmark", "Niels Jydes breve" m.m. og distribuere bladene lokalt. Det er ikke utænkeligt, at der her kan være et sammenfald.

Til sammenligning så blev ”Budstikken gaar” produceret i oplag på 15.000-50.000 eksemplarer, hvor der kun blev lavet 40-50 kopier af ”Personligt og fortroligt”.

Personligt og fortroligt fra april 1944 - side 1. Fotokilde: Det Kongelige Bibliotek.
Personligt og fortroligt fra april 1944 - side 2. Fotokilde: Det Kongelige Bibliotek.

Kilder: Besættelsestidens illegale blade og bøger 1940-1945, Mænd i sorte kapper.

14/02/2024

B-17 i Amalielystskoven

På et bombetogt mod et værft i Kiel blev en amerikansk B-17 bombemaskine med 10 besætningsmedlemmer ombord den 4. januar 1944 ramt af antiluftskyts.

Beskydningen betød, at flyets ene motor brød i brand, hvilket skulle vise sig, at blive fatalt for bombemaskinen.

Nord for Ærø begyndte besætningen at forlade flyet med faldskærm. To landede på selve Ærø, mens fire andre blev taget af den stærke vind og forsvandt over vandet.

De resterende ombord må have ventet med at springe, for de næste to, der forlod flyet blev samlet op af forskellige lokale fiskere tæt på den sydfynske kyst. Fiskerne havde set besætningsmedlemmerne forlade flyet og sat deres både i vandet for at hjælpe dem. De to besætningsmedlemmer kom på tysk lazaret i henholdsvis Faaborg og Svendborg.

Som de sidste forlod piloterne flyet og landede med deres faldskærme, den ene ved Syltemae Ås udløb, den anden ved Dalsmose nord for Ollerup.

Efter at besætningen havde forladt flyet cirklede flyet fra Ollerup til Egebjerg Bakker og så videre mod Kirkeby og Lunde, før det fløj tilbage over Kirkeby og til sidst havarerede I Amalielystskoven, få hundrede meter syd for Hvidkilde Gods. 

Styrtet skete kort før kl. 13. 

Ollerupbunkerens hjemmeside kan du læse en masse øjenvidneberetninger og på Airwar over Denmark kan du finde en mere detaljeret beretning om flyet.
Nedstyrtningsstedet i Amalielystskoven. Fotokilde: Egense Lokalarkiv.

Flystyrtet set fra Ollerup. Fotokilde: Egense Lokalarkiv.
Kilder: Airwar over Denmark, Ollerupbunkeren.

07/02/2024

Våbenaflevering

Den nedenstående beretning er skrevet Oskar Lilja og blev bragt i den udgave af Modstandskampen 1940-45, der blev udsendt i november 1997.

I teksten er forkortelser blevet skrevet ud, et enkelt afsnit er ændret fra nutidsform til datidsform og et tekststykke, der ikke gav mening udenfor bladet, er blevet pillet ud.
Hæren Tekniske Korps kontorbygning - 1954. Fotokilde: Kbhbilleder.dk.
Våbenaflevering
Denne beretning har ligget i min skuffe i flere år. Om det kan have nogen interesse, ved jeg ikke. Men her er, hvad jeg skrev ned.

Den 20. april 1938 blev jeg indkaldt som soldat i Hærens Tekniske Korps. Efter en kort uddannelse ved 6. regiment i Odense blev jeg sendt til Hærens Tekniske Korps værksteder på Amager Boulevard i København, hvor jeg sammen med 10 andre skulle uddannes til bøssemager i hæren.

Derefter blev vi sendt til de forskellige regimenter - jeg til 6. regiment i Odense, hvor jeg gjorde tjeneste, da tyskerne invaderede landet. Jeg var stadig i tjeneste, da tyskerne overtog kasernen, og jeg blev hjemsendt.

Der gik et stykke tid, og en dag kom der et brev fra kaptajn Kristiansen, der bad mig om at komme til København til en samtale på hans kontor på arsenalet.

Jeg rejste til København og mødte kaptajnen. Han sagde: Jeg har et job til Dem, hvis De vil have det. Jeg sagde ja tak.

Så fortalte han, at tyskerne havde forlangt, at den danske regering skulle foranledige, at alle borgere, der var i besiddelse af våben, skulle aflevere deres våben. Det var blevet bestemt, at våbnene skulle afleveres til politiet.

For det politimæssige stod politiinspektør Svend Holten, og han havde overladt kaptajn Kristiansen det fagmæssige.

Det var blevet bestemt, at der skulle oprettes depoter til opbevaring af våben. Et depot i Jylland, for Midt- og Nordjylland, et for Fyn og Sønderjylland og et på Bornholm.

Jeg måtte støvsuge forskellige våbenforretninger og få deres prislister, så jeg havde noget at gå efter. Derefter skulle jeg opdele våbnene i fire punkter:

1. Velholdt.
2. God.
3. Misligholdt.
4. Kassabelt.

Punkt 4 bliver registreret på lige fod med andre, da ejeren måske vil kræve erstatning.

Jeg rejste til Nyborg Statsfængsel, hvor jeg traf fængselsinspektør hr. Kaj Jensen. Han viste mig fængslets gymnastiksal og sagde, at depoter skulle oprettes her. Der blev fremstillet reoler, der gik fra gulv til loft. Der var allerede ankommet mange våben.

Jeg fik antaget tre flinke folk, og vi gjorde klar til registrering. Inden vi gik i gang, sagde jeg til de tre medarbejdere: Nu ser I alle disse våben, der ligger her på gulvet. I alle disse våben kan der sidde skarpe patroner, og trykker man på aftrækkeren, går der et skud. Det er jer, der skal ordne alle disse våben og lægge det op på bordet til mig. Så er vi enige om, at vi betragter alle disse våben som ladte? I må aldrig røre, åbne eller trykke på aftrækkeren.

Men vi havde ikke uheld på depotet. Der var flere tusinde våben, så der var ikke tid til soignering; hvert våben blev indsmurt i løbet.

Alt gik efter planen, og jeg mener, vi var færdige sidst i 1941 eller først i 1942 - jeg husker det ikke.

Våbentyperne
Hvad var det for nogle våben, der blev opmagasineret?

Der var først og fremmest jagtvåben. Der var samlinger af våben til safarijagt, elefantrifler, glatløbede jagtvåben, jagtrifler og mange andre slags jagtrifler. Der var duelpistoler (to stk. i hver æske); rifler kamufleret som spadestokke, revolvere og pistoler i alle afskygninger.

Jeg fik mange henvendelser fra modstandsfolk. Jeg måtte forklare dem, at våbnene var registreret flere steder. Registrering bestod af et trefløjet kartotekskort. Det ene fik ejeren af det pågældende våben som kvittering, det andet skulle opbevares på den respektive politistation, hvor våbnene blev indleveret, og det sidste kort skulle blive på depotet i Nyborg. Så jeg kunne ikke fjerne nogle våben og hjælpe dem.

Havde jeg haft en mulighed, havde jeg gjort det, ingen tvivl om det.

Jeg vil slutte denne beretning fra Nyborg med følgende digt fra en sognefoged fra Sønderjylland. Digtet var fastgjort på hans velholdte 67 Ar.

I tooghalvtres af lange år,
min riffel jeg eje fra ungdommens vår,
jeg vandt den i skyttestævnernes tid,
hvor ungdommen sig øved i skydning med flid.
Nu afkald skal gives på riflen min ven,
men håber at få den med glæde igen.

Den tyske soldat i Vedbæk
I den tid, jeg var i Vedbæk, var tyskerne ved at arrestere jøderne. Vi var en klike i Vedbæk, der hjalp, hvor vi kunne. Der var mange landliggere, der mistede deres robåde.

Et tilfælde husker jeg: En nat var der gjort klar til, at seks til otte mennesker skulle ro over, da der ud af den blå luft pludselig stod en tysk soldat i fuld uniform; han havde endda sit gevær med. Han ville med over. Vi diskuterede ikke - han blev sat i båden ved den ene åre.

Der blev talt meget om denne episode, men vi kom aldrig til en forklaring! Nå, jeg rejste til Nyborg. Der lå en stor stak af våben - efternølere. Der gik en måneds tid, før det var i orden.
Geværfabrikken i Otterup. Årstal ukendt. Fotokilde: otterupgevaerfabrik.dk
Jeg kom tilbage til kontoret i København og politiinspektøren sagde, at jeg måtte rejse til geværfabrikken i Otterup, hvor kystbevogtningen fik fremstillet nogle nye rifler.

Da det var i orden, begyndte jeg så at rejse rundt på hele Sjælland og ordne våben - på kystbevogtningens kaserner og kontorer i havnene. Nogle dage nordpå, andre dage sydpå. Sådan fortsatte det hele året, indtil jeg blev taget af tyskerne og sendt sydpå.

Sådan som jeg rejste rundt på hele Sjælland, er det klart, at jeg ikke kunne undgå at komme i forbindelse med modstandsbevægelsen forskellige steder; men helt ærlig, de havde ikke megen gavn af mig, da jeg kun var der kort tid de forskellige steder – jeg lavede, hvad de bad om. 

Jeg skulle også være forsigtig og være på vagt. Det var trods alt mange politifolk, der holdt med Hitler.

Jeg har aldrig været tilsluttet en modstandsgruppe - jeg rejste rundt hele tiden. En dag, jeg besøgte min moder i Odense, spurgte min svogers fader, der var kedelpasser på sygehuset, om jeg kunne hjælpe nogle folk på sygehuset.

Jeg traf en mand på sygehuset, og vi kørte med elevator ned i dybet til kapellet. Der stod kister ved den ene væg, og jeg talte til fire lig i hver sin kiste. Han lagde nogle pistoler på et bord og bad mig om at vise, hvordan de skulle skilles ad og samles. Det var første gang, jeg så den amerikanske 11,5 mm Remington pistol, og jeg spurgte ham, hvor han havde disse fra.

Han fortalte, at der var styrtet en stor amerikansk maskine ned i nærheden af Odense, og modstandsbevægelsen havde gennemsøgt maskinen, inden tyskerne kom. Og disse pistoler var resultatet.

Da jeg havde lært ham at ordne pistolerne og ville gå, tog han en af pistolerne og spurgte, om vi ikke skulle prøve den.

- Hvor vil du skyde spurgte jeg.
- Henne i hjørnet kan vi skyde ned i risten.
- Hvad så med de lig i kisterne!
- De er døde, jeg har selv lagt dem i kisterne.

Det giver jo et ordentligt drøn med så stor en pistol, så jeg så ham ind i øjnene og sagde: Hør nu her, makker. Nu giver du mig 10 minutter. Så er jeg langt væk, og så vil jeg bare ønske, at både du og jeg overlever denne tid.

Jeg så ham aldrig siden.

Om han fyrede den af ...?

Hjemkommen fra Tyskland blev jeg sat til at oprette et værksted i Rigspolitiets Udrustningsdepot. Det kom op at stå, og det fungerede godt. I hele den tid, jeg var på værkstedet, kom der ustandselig våben ind til depotet fra hele landet.

Det var våben fra Tyskland og engelske efterladenskaber. Der var pistoler fra Italien (Beretta) - der var tyske, engelske, russiske, spanske og mange andre. Der var rifler fra mange lande. Alle de tyske geværer, og der var mange, sendte vi til hæren.

Lige fra starten havde jeg påbegyndt en våbensamling; der var nu så mange, at der ikke var plads til flere. politikommissær Petri Jeppesen fra den tekniske afdeling havde flere gange været med og se til samlingen.

En dag viste han mig et stort, tomt lokale i kælderen på Politigården. Han spurgte, om han ikke måtte overtage samlingen - han havde jo god plads, og da afdelingen agtede at oprette en afdeling for ballistik, havde han god brug for samlingen.

Han sagde: Jeg ved godt, at de ikke kan bestemme, om jeg må overtage samlingen, men jeg spørger dem, fordi det er dem, der har bygget våbensamlingen op.

Politikommissær Petri Jeppesen overtog hele samlingen, og den blev starten til politiets store våbensamling, som stadig består.

Nå, jeg havde ikke kunnet lave våbnene alligevel, for kort efter blev jeg indkaldt til politiskolen. Nu skulle jeg lære dette håndværk, så jeg sagde farvel til våbnene.

Så går vi frem til år 1969-70. Jeg havde været meget syg, og en professor sagde, at jeg led af KZ-syndrom. Jeg fik skånetjeneste seks timer og kom øjeblikkelig på sygeløn.

Det bevirkede, at hver gang jeg meldte mig rask hos dr. Funding, sagde han vredt: Det er en svinestreg, der er begået imod Dem. Jeg sagde: Så skylder jeg ikke politiet noget.

De sidste år, inden jeg blev pensioneret, gjorde jeg tjeneste på Københavns Politis våbendepot på Politigården. Bøssemageren på depotet var Holger Larsen. Vi havde været i hæren sammen, så der var ingen problemer.

Han fik pludselig en hjerneblødning, og så var jeg alene på værkstedet. Vi havde et godt samarbejde med våbenteknisk afdeling når de havde problemer, fik vi dem løst. Til gengæld gav de af og til en frokost.

Endelig fik vi en bøssemager til våbendepotet. Han oprettede det værksted, politiet har i dag. Kort efter blev jeg pensioneret med tilskadekomst-pension.

Så er det vel kun at spørge om, hvad der blev af våbnene på Statsfængslet i Nyborg - jeg ved det ikke!

31/01/2024

Kaj S. Rosas fotografier

Kaj S. Rosa aftjente i 1941 sin værnepligt på forskellige patruljebåde, der holdt til i Svendborg Havn.

De nedenstående billeder stammer fra hans fotoalbum, der nu er i Museet for søfarts besiddelse.

Billederne er en blanding af stemningsbilleder, billeder af kammerater og billeder af skibene. Når man ser på billederne af skibene, kan man tydeligt se, at det er fiskekuttere, der er blevet malet.
Ukendte kammerater. Fotokilde: Museet for søfart.
Ukendt soldag afprøver materialet. Fotokilde: Museet for søfart.
Svend og Kaj. Fotokilde: Museet for søfart.
Georg med ukendt pige ved P14. Fotokilde: Museet for søfart.
Stemningsbillede fra Svendborg Havn. Fotokilde: Museet for søfart.
Fiskefartøjer med påmalede orlogsnumre - A4 og P12. Fotokilde. Museet for søfart.
A14 - dette skib siger lidt om dateringen, da den først blev lejet af søværnet den 1. maj 1941. I 1942 blev den omdøbt til P32. Fotokilde: Museet for Søfart. 

24/01/2024

Flygtninge i Årslev - øjenvidneberetning

Fra maj 1945 til marts 1946 var der indkvarteret flygtninge i Sdr. Nærå og Årslev.

Flygtningene blev bl.a. indkvarteret i forsamlingshuset og på Årslev Friskole, der var beliggende ved siden af forsamlingshuset.

Den nedenstående erindring er skrev af Ingeborg Sehested, der var gift med Thomas Sehested, der var lærer på friskolen. De boede på friskolen med deres seks børn.

Det er uvist, hvornår erindringerne er skrevet.

Erindringen bringes med tilladelse fra Lokalhistorisk arkiv for Sdr. Nærå og Årslev sogne.
Tyske Flygtninge på Banevej, Årslev. Fotokilde: Lokalhistorisk arkiv for Sdr. Nærå og Årslev sogne.

Spredte erindringer om tiden fra d. 3. maj 1945 til marts 1946 

Af Ingeborg Sehested, Årslev Friskole.

Tyske flygtninge kom en eftermiddag til Årslev St., der var ca. 350.

Det var d. 3. maj 1945, ca. 100 blev indkvarteret i missionshuset, resten i forsamlingshuset og her i friskolens 2 skolestuer.

Der blev slået hul i væggen ud mod forsamlingshuset og en dør blev sat i. Dørene ind til gangen blev låst og cellotexplader blev slået for – for at dæmpe lyd og fange luft derinde fra.

Alt inventar fra skolestuen blev kørt op på forsøgsgården (Statens forsøgsgård for planteavl, Kirstinebjergvej, Årslev). Den første tid blev den ene skolestue brugt som sygeafdeling senere som skolestue for de større børn.

Hele sommeren holdt vi skole henne på havebrugsskolen, men i oktober måned blev en del af flygtningene fordelt til andre lejre, så vi kunne få skolestuerne igen.

Der måtte lægges et stykke nyt gulv i legestuen, og der blev hvidtet lofter og malet over det hele inden vi tog dem i brug.

Vi måtte bruge haven som legeplads, da tyskerne ”besad” legepladsen og begge indkørsler.

Det var en mærkelig tid.
Tyske flygtninge henter mælk på Årslevgården. Fotokilde: Lokalhistorisk arkiv for Sdr. Nærå og Årslev sogne.
Vi var meget vrede på tyskerne, for deres overgreb på alle de små lande omkring dem, og for alle de pinsler de havde påført mange danskere og mennesker fra andre lande. Og dog syntes vi det var synd for de gamle koner, der stod og så vemodigt og længselsfuldt ind over vor have og fortalte om, at de havde også haft en have som de holdt af - og nu – kaput.

Der var mange enlige mødre med et eller flere børn, de anede ikke, hvor deres mænd var – om de var levende eller døde eller i fangenskab et eller andet sted. Nogle havde været på flugt i flere måneder og havde kun hvad de gik og stod i.

Andre var hele familier samlet og havde en del tøj – ja, endda levnedsmidler med – som de ikke ville dele med nogen, endda nogle børn var på grænsen til hungersnøden.

Vi så grelle eksempler på hvor selviske og griske tyskerne kan være. De undså sig ikke ved at tigge – alt muligt og spille – eller blive fornærmet, når de ikke fik hvad de forlangte, endda det tyske militær havde tømt vore lagre og ødelagt for millioner (på bygninger o.s.v.) rundt om i landet, i de 5 år vi havde besættelsen, og hvad der aldrig kan gøres op, alle de danskere der måtte bøde med livet, eller tog skade på nerver og helbred.

Det var ikke let at være nabo til dem. Kun de gamle koner og børnene, og en enkelt enlig mor, syntes jeg at vi kunne have ægte medlidenhed med.

Når børnene gik derude på pladsen med de bare ben på en træplade med en smal rem over – (skåret af drengens gamle fodboldstøvler) og de små tæer var røde af kulde, da måtte jeg ind at finde nogle strømper, selv om vi kun kunne købe på kort til vore egne, og hvad jeg turde undvære af gammelt tøj og gl. strømpeskafter fik de over i forsamlingshuset, at de kunne trevle op og strikke sokker, de havde jo tid nok – ja, alt for megen tid.

De tiggede om arbejde, men vi måtte ikke give dem noget.

Dog listede en gartner sig ind i vor have og hjalp os med forskelligt, og vi gjorde os ingen spekulationer over det, da de jo påførte os en mængde ulejlighed og gene.

Et par koner listede ind i den lille stue og stoppede strømper for mig, jeg kunne ikke overkomme at holde alt vort tøj, og vi havde ikke råd at betale for det, men de var også lykkelig over at slippe væk fra lejren en lille stund og sidde i ro i en stue – som de selv havde haft og som de længtes frygtelig efter – hvis den i det hele taget eksisterede.

Et forældrepar mistede to børn få dage efter de var ankommet. - En ung mand døde i legestuen – på et leje af halm – ingen tog sig af ham – enhver var sig selv nærmest.

En ung mor var meget hårdt ramt, man måtte være af sten, om ikke hendes skæbne kunne røre én.

Derom disse små vers. Hun stod længst i min erindring.
Pigen i verset hed Hanne Lore David. Hun blev født den 12. februar 1944 og døde den 18. maj 1945. Fotokilde: Lokalhistorisk arkiv for Sdr. Nærå og Årslev sogne.

De tyske flygtninge, Aarslev forsamlingshus. 1945

Da den unge tyske mor mistede sit sidste barn, en yndig lille pige med lysegule krøller, ca. 2 år.

I hjørnet af vor have,
med klaser hvide som sne,
der stod den store syrenbusk
og var så smuk at se.

Fra forsamlingshuset, vor nabo
fortvivlet gråd der lød,
de kom med en lille kiste
en lille pige var død.

Det store følge af flygtninge
ejede ikke en gren,
jeg brød en buket af syrenen
og rakte moderen den.

Faderen blødte ved fronten
moder og børn på flugt,
den sidste lille pige
havde nu sine øjne lukt.

I en krog af kirkegården
blev en tue af jord og sten,
den eneste blomst til båren
det var den hvide syren.

Et år – og de skal afsted igen,
bort fra barnets grav
en hånd blev rakt over hækken hen
tak for blumen du gav.

Een tung skæbne blandt millioner i krigens onde år.

17/01/2024

Liste over fynske efterlyste

Den 12. maj 1945 sendte politichefen for Fyn den nedenstående liste til politikommandøren for Kolding, med henblik på, at de 35 personer med fynsk oprindelse på listen blev arresteret, hvis de forsøgte at krydse den dansk-tyske grænse.

Det er ikke alle navne, der er blevet udstyret med en grund til efterlysningen, men de navne der er, er overvejdende en blanding af Hipo-folk, stikkere og folk i tysk tjeneste.

Det er muligt, at forstørre billederne ved at klikke på dem.
Liste over efterlyste fra politichefen for Fyn, side 1. Kilde: Rigsarkivet.
Liste over efterlyste fra politichefen for Fyn, side 2. Kilde: Rigsarkivet.
Liste over efterlyste fra politichefen for Fyn, side 3. Kilde: Rigsarkivet.