Artiklen fortæller om begravelsen af besætningen fra det engelske Hampden to-motorers bombefly, der om aftenen den 11. september 1941 styrtede ned ved Sanderum.
Flyet havde været på minelægningsmission ved Kiel og var blevet ramt af flak ved Storebælt. Piloten forsøgte at flyve videre, men blev tvunget til at forsøge en nødlanding ved Sanderum. Flyet eksploderede dog ved landingen.
I artiklens indledning står der, at det var fire canadiske flyvere, der blev begravet. Der var dog tale om én canadier, én newzealænder og to englændere.
I artiklens indledning står der, at det var fire canadiske flyvere, der blev begravet. Der var dog tale om én canadier, én newzealænder og to englændere.
- Sgt. Lynn Harding (RAF)
- Pilot Officer William Francis Hull (RCAF)
- Sgt. Samuel Jamieson (RAF)
- Flt/Sgt Duncan Luin Tod (RNZAF)
Der er indsat linjeskift i teksten for at gøre den mere læsevenlig.
FRA EN BRITISK FLYVERBEGRAVELSE I ODENSE
Den 15. December 1941 blev de første faldne britiske Soldater jordede paa den ny Kirkegaard i Odense i Nærheden af Gravene for de faldne danske Helte fra den 9. April. Det var fire canadiske Flyvere, som var styrtet ned med deres Maskine ved Sanderum den 11. December.
Garnisonen i Odense modtog ingen Indbydelse til at sende Repræsentanter til Begravelsen, og alle Forsøg fra Kommandanten, Oberst R. Mikkelsen, paa gennem sin Forbindelsesofficer at faa Oplysning om, hvornaar Begravelsen skulde finde Sted, var frugtesløse.
Paa anden Maade lykkedes det dog Oberst Mikkelsen at faa Besked om Tidspunktet for Begravelsen. Han gav Forbindelsesofficeren, Kaptajn Nielsen, Ordre til at følge med til Begravelsen, samtidig med at han sendte Løbesedler ud til Garnisonens Befalingsmænd med Meddelelse om den. Løbesedlerne gav ikke Befaling til at møde, men kun Oplysning om Tidspunktet for Begravelsen.
Faa Minutter før Højtideligheden skulde begynde, ankom Oberst Mikkelsen til Kirkegaarden sammen med Garnisonens tidligere Chef, Oberst Allerup, og fandt Porten laaset og bevogtet af Politi. Endvidere var der 2-300 Odenseborgere, som havde ønsket at deltage i Højtideligheden og vise de faldne den sidste Ære.
Paa en Henvendelse fra Oberst Mikkelsen svarede en Betjent, at Begravelsen var udsat en Time, og at Folk kunde faa Adgang til Kirkegaarden indtil en halv Time før Begravelsen. Saa skulde Kirkegaarden rømmes.
Betjenten kunde ikke svare paa et Spørgsmaal om, hvorvidt Forbudet mod at overvære Begravelsen ogsaa gjaldt Oberst Mikkelsen som Garnisonskommandant. En ældre Betjent, som Obersten senere traf paa Kirkegaarden, sagde, at selvføgelig kunde den danske Garnisonskommandant overvære Højtideligheden. Derefter tog han Plads i Begravelseskirken sammen med de Odenseborgere, der var mødt, og som roligt tog Plads i Nærheden af de fire Kister, der var dækket med britiske Flag.
Nu kom en Kirkegaardsbetjent og anmodede paa Tyskernes Vegne Følget om at forlade Kirken. Ingen rørte sig. Lidt efter kom den ledende Politimand og anmodede de mødte om straks at forlade Kirken. Dette havde til Følge, at 8-10 gik deres Vej, Resten blev siddende.
Fra Forsamlingen lød forskellige Udbrud: »Det er Guds Hus!« »Det er en dansk Kirke!« Det hele var ved at antage en højst pinlig Karakter. Saa rejste Oberst Mikkelsen sig og anmodede den britiske Konsul, Th. Muus, som han betragtede som nærmeste Paarørende, om Tilladelse til at sige et Par Ord. Da Konsulen gav sit Tilsagn, gik Obersten hen ved Siden af Politimanden, der stod ved Kisterne, og sagde til Forsamlingen: »Jeg opfordrer Dem til at efterkomme Politiets Anmodning; men først vil jeg sige et Par Ord: Jeg forstaar godt, at der hos saa mange danske Borgere har været en Trang til at vise disse unge Canadiske den sidste Ære, disse unge Soldater, der er faldet saa langt fra deres Hjem, i Kamp for de smaa Nationers Sag og dermed ogsaa for vor. Men før vi gaar, vil vi bede et dansk Fadervor ved deres Kister.«
Efter at Oberst Mikkelsen havde bedt Bønnen, tømdes Kirken stille. En højst usædvanlig, men paa sin Vis gribende Højtidelighed. Ogsaa den britiske Konsul forlod Kirken; forinden slog Konsulen Korsets Tegn over Kisterne.
Den gamle østrigske Oberst, der da var Kommandant for Tyskerne i Odense, havde faaet Besked om Episoden og var hastigt kommet til for at ordne Situationen; men Oberst Mikkelsen var paa det Tidspunkt taget fra Kirkegaarden, og den gamle Oberst bøjede sig, da en tysk Kaptajn henviste til, at der var handlet i Overensstemmelse med Instruktionen.
Det er ikke for meget sagt, at Oberst Mikkelsens menneskeligt smukke Handlemåde vakte den største Sympati i Odense. Episoden førte til, at Tyskerne forsøgte at fælde ham ved at indgive en alvorlig Klage, formuleret i ikke færre end syv Punkter; men Generalløjtnant Gortz og hans Stabschef, General Rolsted, i Forening afværgede Anslaget.
Da Stabschefen hos den tyske Overgeneral indfandt sig hos General Rolsted og sagde, at man var klar over, at der forelaa en Misforstaaelse, og at man lod Sagen falde, svarede Generalen: »Vi betragter ikke dette som en Naadesakt, men som en Retfærdighedshandling.«
Hvortil der blev svaret:
»Jawohl!«
I Anklagepunkterne mod Oberst Mikkelsen stod bl. a., at han paa Grund af Episoden havde forspildt Agtelsen blandt Odense Bys Borgere, og at han havde vist, at han ikke var tyskvenlig! Hvorledes
Indstillingen i Byen var overfor Obersten, gav sig bl. a. Udslag i en stor Mængde Blomsterhilsener i Dagene efter Begravelsen.
I øvrigt gav Sagen Anledning til, at der blev indført faste Retningslinjer for Fremgangsmaaden ved fremtidige Begravelser af Tyskernes Fjender, saa man kunde undgaa det højst beklagelige, at der
mødte danske Officerer af højere Rang end de tyske, og at danske Befalingsmænd mødte i »übergrosse Anzahl«.
Kilder: Airwar over Denmark, Dagbogsblade Assistens kirkegården 1940-1943, Airmen.dk.
Den 15. December 1941 blev de første faldne britiske Soldater jordede paa den ny Kirkegaard i Odense i Nærheden af Gravene for de faldne danske Helte fra den 9. April. Det var fire canadiske Flyvere, som var styrtet ned med deres Maskine ved Sanderum den 11. December.
Garnisonen i Odense modtog ingen Indbydelse til at sende Repræsentanter til Begravelsen, og alle Forsøg fra Kommandanten, Oberst R. Mikkelsen, paa gennem sin Forbindelsesofficer at faa Oplysning om, hvornaar Begravelsen skulde finde Sted, var frugtesløse.
Paa anden Maade lykkedes det dog Oberst Mikkelsen at faa Besked om Tidspunktet for Begravelsen. Han gav Forbindelsesofficeren, Kaptajn Nielsen, Ordre til at følge med til Begravelsen, samtidig med at han sendte Løbesedler ud til Garnisonens Befalingsmænd med Meddelelse om den. Løbesedlerne gav ikke Befaling til at møde, men kun Oplysning om Tidspunktet for Begravelsen.
Faa Minutter før Højtideligheden skulde begynde, ankom Oberst Mikkelsen til Kirkegaarden sammen med Garnisonens tidligere Chef, Oberst Allerup, og fandt Porten laaset og bevogtet af Politi. Endvidere var der 2-300 Odenseborgere, som havde ønsket at deltage i Højtideligheden og vise de faldne den sidste Ære.
Paa en Henvendelse fra Oberst Mikkelsen svarede en Betjent, at Begravelsen var udsat en Time, og at Folk kunde faa Adgang til Kirkegaarden indtil en halv Time før Begravelsen. Saa skulde Kirkegaarden rømmes.
Betjenten kunde ikke svare paa et Spørgsmaal om, hvorvidt Forbudet mod at overvære Begravelsen ogsaa gjaldt Oberst Mikkelsen som Garnisonskommandant. En ældre Betjent, som Obersten senere traf paa Kirkegaarden, sagde, at selvføgelig kunde den danske Garnisonskommandant overvære Højtideligheden. Derefter tog han Plads i Begravelseskirken sammen med de Odenseborgere, der var mødt, og som roligt tog Plads i Nærheden af de fire Kister, der var dækket med britiske Flag.
Nu kom en Kirkegaardsbetjent og anmodede paa Tyskernes Vegne Følget om at forlade Kirken. Ingen rørte sig. Lidt efter kom den ledende Politimand og anmodede de mødte om straks at forlade Kirken. Dette havde til Følge, at 8-10 gik deres Vej, Resten blev siddende.
Fra Forsamlingen lød forskellige Udbrud: »Det er Guds Hus!« »Det er en dansk Kirke!« Det hele var ved at antage en højst pinlig Karakter. Saa rejste Oberst Mikkelsen sig og anmodede den britiske Konsul, Th. Muus, som han betragtede som nærmeste Paarørende, om Tilladelse til at sige et Par Ord. Da Konsulen gav sit Tilsagn, gik Obersten hen ved Siden af Politimanden, der stod ved Kisterne, og sagde til Forsamlingen: »Jeg opfordrer Dem til at efterkomme Politiets Anmodning; men først vil jeg sige et Par Ord: Jeg forstaar godt, at der hos saa mange danske Borgere har været en Trang til at vise disse unge Canadiske den sidste Ære, disse unge Soldater, der er faldet saa langt fra deres Hjem, i Kamp for de smaa Nationers Sag og dermed ogsaa for vor. Men før vi gaar, vil vi bede et dansk Fadervor ved deres Kister.«
Efter at Oberst Mikkelsen havde bedt Bønnen, tømdes Kirken stille. En højst usædvanlig, men paa sin Vis gribende Højtidelighed. Ogsaa den britiske Konsul forlod Kirken; forinden slog Konsulen Korsets Tegn over Kisterne.
Den gamle østrigske Oberst, der da var Kommandant for Tyskerne i Odense, havde faaet Besked om Episoden og var hastigt kommet til for at ordne Situationen; men Oberst Mikkelsen var paa det Tidspunkt taget fra Kirkegaarden, og den gamle Oberst bøjede sig, da en tysk Kaptajn henviste til, at der var handlet i Overensstemmelse med Instruktionen.
Det er ikke for meget sagt, at Oberst Mikkelsens menneskeligt smukke Handlemåde vakte den største Sympati i Odense. Episoden førte til, at Tyskerne forsøgte at fælde ham ved at indgive en alvorlig Klage, formuleret i ikke færre end syv Punkter; men Generalløjtnant Gortz og hans Stabschef, General Rolsted, i Forening afværgede Anslaget.
Da Stabschefen hos den tyske Overgeneral indfandt sig hos General Rolsted og sagde, at man var klar over, at der forelaa en Misforstaaelse, og at man lod Sagen falde, svarede Generalen: »Vi betragter ikke dette som en Naadesakt, men som en Retfærdighedshandling.«
Hvortil der blev svaret:
»Jawohl!«
I Anklagepunkterne mod Oberst Mikkelsen stod bl. a., at han paa Grund af Episoden havde forspildt Agtelsen blandt Odense Bys Borgere, og at han havde vist, at han ikke var tyskvenlig! Hvorledes
Indstillingen i Byen var overfor Obersten, gav sig bl. a. Udslag i en stor Mængde Blomsterhilsener i Dagene efter Begravelsen.
I øvrigt gav Sagen Anledning til, at der blev indført faste Retningslinjer for Fremgangsmaaden ved fremtidige Begravelser af Tyskernes Fjender, saa man kunde undgaa det højst beklagelige, at der
mødte danske Officerer af højere Rang end de tyske, og at danske Befalingsmænd mødte i »übergrosse Anzahl«.
Kilder: Airwar over Denmark, Dagbogsblade Assistens kirkegården 1940-1943, Airmen.dk.
 |
| De fire gravsteder. Fotokilde: Airwar over Denmark. |
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
