Fra højre ses styrmand Jes Anton Eghoff, navigationslærer Willy Arne Lund og styrmand Sigmund Dam med hjelm.
 |
| Fotokilde: Skattergadebeboerforening.dk. |
01/09/2026
Modstandsfolk i Svendborg
Foto af modstandsfolk taget ved Baagøe & Ribers Plads i Svendborg efter befrielsen.
Danske soldater i Assens
En flok danske soldater fra 1. Fodfolks Pionerbataljon, 3. kompagni, der i slutningen af 1942 blev indkvarteret i Assens. Soldaterne havde forinden haft garnison i Tønder. Billedet er taget under en parade på markeds- og dyrskuepladsen ved Odensevej i Assens, hvor de også var indkvarteret i barakker.
 |
| Fotokilde: Assens Lokalarkiv. |
Modstandsfolk i Assens
Her ses lokale modstandsfolk foran Hotel Phønix på Torvet i Assens. Billedet er taget den 5. maj 1945. Hotel Phønix var fra den 3. september 1944 og indtil befrielsen besat af tyskerne.
 |
| Modstandsfolk ved Hotel Phønix. Fotokilde: Assens Lokalarkiv. |
Modstandsfolk i Faaborg
Lokale modstandsmænd på Torvet i Faaborg under befrielsesdagene. Nummer to fra højre er Christian Steenbjerg.
 |
| Fotokilde: Ukendt. |
Skattergade, marts 1945
Disse billeder er taget af fotograf Tulle Nielsen, der havde sit atelier liggende i Korsgade 2.
Billederne er taget i Skattergade i Svendborg, hvor Svendborg Museum beskriver det således: Murerarbejdsmand Henrik Mathiesen og hustruen Dagmars hus var tilholdssted for en del modstandsfolk, både fra USP og andre dele af modstandsbevægelsen. Især de modstandsfolk, som levede under jorden, benyttede ofte den gæstfrie families hus i Skattergade 11 som tilholdssted.
Skattergade 11 blev sprunget i luften den 18. marts 1945, efter at der havde været voldsomme kampe ved huset den 17. marts 1945 – det såkaldte "slaget i Skattergade".
Billederne er taget i Skattergade i Svendborg, hvor Svendborg Museum beskriver det således: Murerarbejdsmand Henrik Mathiesen og hustruen Dagmars hus var tilholdssted for en del modstandsfolk, både fra USP og andre dele af modstandsbevægelsen. Især de modstandsfolk, som levede under jorden, benyttede ofte den gæstfrie families hus i Skattergade 11 som tilholdssted.
Skattergade 11 blev sprunget i luften den 18. marts 1945, efter at der havde været voldsomme kampe ved huset den 17. marts 1945 – det såkaldte "slaget i Skattergade".
 |
| Skattergade efter sprængningen. Fotokilde: Svendborg Byarkiv. |
 |
| Skattergade efter sprængningen. Fotokilde: Svendborg Buarkiv. |
 |
| Skattergade efter sprængningen. Fotokilde: Svendborg Byarkiv. |
Brev fra Østfronten
Det viste brev blev i starten af 2026 sat til salg på auktionssiden Basti.dk.
Brevet er sendt af Jørgen Elneff fra østfronten den 4. november 1941. Som det fremgår af brevet, stammede han fra Østrup ved Otterup – ikke langt fra Ørritslev Skov, hvor modtageren, snedker Marius Jensen, boede.
Brevet er afskrevet efter bedste evne og uden ændringer. Der er dog indsat linjeskift for at lette læsningen.
Østfronten d. 4-11-1941.Kære Marinus!
Ja nu har jeg lige faaet Tid til at skrive et Par Ord till jer. I ved jo den Gang jeg tog fra Østrup og meldte mig til Vaaben SS. Nogen skulde jo gøre det og lige saa godt være den første som sidste.
Nu har jeg været med i de haardeste Kampe lige fra første Dag Krigen brød ud. Vi var den Gang 17 Danskere i vores Kompagni; nu er vi fire tilbage og jeg har været saa heldigt at slippe for Døden denne Gang.
Du ved at der er et Ord som siger: Uden Ofre skabes ej Danmarks Ære. De faldne Kammerater gav deres Liv og Blod for at værne om et nyt Danmark som de utvivlsomt vidste vilde komme. '
Jeg tror ikke der er ret mange som vil sige at de forraader Fædrelandet og den Slægt der skal følge saa kort at de gaar hen og lader dem plaffe ned. De faldne danske Kammerater vil aldrig blive glemt thi Hævnen over de Jøder og Marxister som er skyld i deres Død vil heller aldrig blive glemt og de faar deres Straf.
Vi er nu blevet færdige med de store Slag og fortsætter med at rense Omraader fri for Fjender. Krigen her i Rusland har efter min Mening ikke vare ret længe mer da vi jo snart har stormet Volga. Nu er der ikke mere Plads.
Min Adresse kender i jo
Mange Hilsener fra
J. Elneff
N.B. Hils alle Venner og Bekendte
N.B. Skriv til Rosendahl
Vi er nu blevet færdige med de store Slag og fortsætter med at rense Omraader fri for Fjender. Krigen her i Rusland har efter min Mening ikke vare ret længe mer da vi jo snart har stormet Volga. Nu er der ikke mere Plads.
Min Adresse kender i jo
Mange Hilsener fra
J. Elneff
N.B. Hils alle Venner og Bekendte
N.B. Skriv til Rosendahl
.jpeg) |
| Brevet. Fotokilde: Basti.dk. |
.jpeg) |
| Afsender og modtager. Fotokilde: Basti.dk. |
Tyske soldater på Assens Havn
Der kom tyske soldater til Assens allerede på besættelsesdagen, den 9. april 1940. Et tysk patruljefartøj satte soldater af, der bl.a. skulle agere havnevagter. Det viste foto skulle efter sigende være det første, der blev taget af tyske marinesoldater på Assens Havn.
 |
| Fotokilde: Assens Lokalarkiv. |
26/08/2026
De italienske soldater i Odense
Introduktion
Et af efterkrigstidens ubeskrevne blade i Odenses historie tager sin begyndelse den 23. august 1945, da et tog med 250 italienske soldater ankommer til Odense Banegård.
Bortset fra et par korte notitser i Fyens Stiftstidende har jeg ikke kunnet finde yderligere oplysninger om soldaterne. Derfor skal der lyde en stor tak til historiker Morten Baarvig Thomsen, der har hjulpet med yderligere kilder og delt sit kendskab til Rosenhaven m.m.
De italienske soldater, der ankom til Odense med tog fra Padborg, har sandsynligvis været krigsfanger, som har været brugt som arbejdskraft i Danmark. Før deres hjemsendelse blev de omkring 800 fanger samlet i tre lejre, henholdsvis i Padborg, Odense og på Danebod Højskole på Als.
Baggrund
Da Italien overgiver sig til de allierede i september 1943, afvæbner tyskerne den italienske hær i Italien under Operation Achse og sender italienske soldater i stort antal til tyske krigsfangelejre. Tyskerne ser de italienske soldater som forrædere, så de udsættes for kummerlige forhold og bliver tvunget til at udføre tvangsarbejde.
Flere steder på Balkan gør den italienske hær modstand mod tyskerne, der sideløbende med Operation Achse udfører bl.a. Operation Konstantin, som har det samme formål, nemlig at afvæbne de italienske tropper. De fleste føres efterfølgende til tyske krigsfangelejre, men tyskerne henretter også flere tusinde af de italienske soldater og befalingsmænd.
Så når der i Fyens Stiftstidende den 24. august 1945 skrives, at der er tale om "tidligere soldater i allieret tjeneste", er det muligvis en tilsnigelse, hvor sandheden sandsynligvis ligger tættere på det ovenstående.
De italienske soldater ankommer til Odense i togvogne, hvorpå der er skrevet "W BADOGLIO" for at vise, hvor deres sympati ligger.
Badoglio blev premierminister, efter Mussolini blev sat fra magten i juli 1943, men valgte i første omgang at fortsætte kampen mod de allierede indtil september 1943, hvor Italien indgik våbenstilstand, og tyskerne iværksatte afvæbningen.
"W BADOGLIO" (viva Badoglio) blev dog et kampråb og graffiti, der blev brugt til at udvise antifascistiske sympatier, hvilket sandsynligvis er det budskab, de italienske soldater ville have frem.
Opholdet i Odense
Ved ankomsten til Odense bliver de italienske soldater indkvarteret på Rosenhaven. Rosenhaven havde indtil ugen før huset russiske flygtninge, der rejste fra Odense med tog den 17. august.
Samme dag, som Fyens Stiftstidende bringer notitsen om de italienske soldaters ankomst, skriver avisen også, at italienske flygtninge og krigsfanger senest ugen efter skal forlade Danmark efter ordre fra det allierede britiske hovedkvarter.
Dette kan være forklaringen på, at de i antal er vokset til 350, da Fyens Stiftstidende den 30. august omtaler deres afrejse. En anden forklaring kan være en simpel tastefejl. En tredje mulighed er, at man nu medregner de ca. 100 italienske flygtninge, der har opholdt sig i Sverige og via Stockholm og København tager turen over Odense for at blive en del af den samlede afrejse til Italien.
De italienske soldater opholder sig i Odense fra den 23. august 1945 og indtil deres afrejse natten mellem tirsdag den 28. og onsdag den 29. august 1945.
Bortset fra, at de italienske soldater var indkvarteret på Rosenhaven, er der ikke andre oplysninger om deres ophold.
Skulle nogen derude vide mere, hører Fyn under besættelsen meget gerne fra jer.
Et af efterkrigstidens ubeskrevne blade i Odenses historie tager sin begyndelse den 23. august 1945, da et tog med 250 italienske soldater ankommer til Odense Banegård.
Bortset fra et par korte notitser i Fyens Stiftstidende har jeg ikke kunnet finde yderligere oplysninger om soldaterne. Derfor skal der lyde en stor tak til historiker Morten Baarvig Thomsen, der har hjulpet med yderligere kilder og delt sit kendskab til Rosenhaven m.m.
De italienske soldater, der ankom til Odense med tog fra Padborg, har sandsynligvis været krigsfanger, som har været brugt som arbejdskraft i Danmark. Før deres hjemsendelse blev de omkring 800 fanger samlet i tre lejre, henholdsvis i Padborg, Odense og på Danebod Højskole på Als.
Baggrund
Da Italien overgiver sig til de allierede i september 1943, afvæbner tyskerne den italienske hær i Italien under Operation Achse og sender italienske soldater i stort antal til tyske krigsfangelejre. Tyskerne ser de italienske soldater som forrædere, så de udsættes for kummerlige forhold og bliver tvunget til at udføre tvangsarbejde.
Flere steder på Balkan gør den italienske hær modstand mod tyskerne, der sideløbende med Operation Achse udfører bl.a. Operation Konstantin, som har det samme formål, nemlig at afvæbne de italienske tropper. De fleste føres efterfølgende til tyske krigsfangelejre, men tyskerne henretter også flere tusinde af de italienske soldater og befalingsmænd.
Så når der i Fyens Stiftstidende den 24. august 1945 skrives, at der er tale om "tidligere soldater i allieret tjeneste", er det muligvis en tilsnigelse, hvor sandheden sandsynligvis ligger tættere på det ovenstående.
De italienske soldater ankommer til Odense i togvogne, hvorpå der er skrevet "W BADOGLIO" for at vise, hvor deres sympati ligger.
Badoglio blev premierminister, efter Mussolini blev sat fra magten i juli 1943, men valgte i første omgang at fortsætte kampen mod de allierede indtil september 1943, hvor Italien indgik våbenstilstand, og tyskerne iværksatte afvæbningen.
"W BADOGLIO" (viva Badoglio) blev dog et kampråb og graffiti, der blev brugt til at udvise antifascistiske sympatier, hvilket sandsynligvis er det budskab, de italienske soldater ville have frem.
Opholdet i Odense
Ved ankomsten til Odense bliver de italienske soldater indkvarteret på Rosenhaven. Rosenhaven havde indtil ugen før huset russiske flygtninge, der rejste fra Odense med tog den 17. august.
Samme dag, som Fyens Stiftstidende bringer notitsen om de italienske soldaters ankomst, skriver avisen også, at italienske flygtninge og krigsfanger senest ugen efter skal forlade Danmark efter ordre fra det allierede britiske hovedkvarter.
Dette kan være forklaringen på, at de i antal er vokset til 350, da Fyens Stiftstidende den 30. august omtaler deres afrejse. En anden forklaring kan være en simpel tastefejl. En tredje mulighed er, at man nu medregner de ca. 100 italienske flygtninge, der har opholdt sig i Sverige og via Stockholm og København tager turen over Odense for at blive en del af den samlede afrejse til Italien.
De italienske soldater opholder sig i Odense fra den 23. august 1945 og indtil deres afrejse natten mellem tirsdag den 28. og onsdag den 29. august 1945.
Bortset fra, at de italienske soldater var indkvarteret på Rosenhaven, er der ikke andre oplysninger om deres ophold.
Skulle nogen derude vide mere, hører Fyn under besættelsen meget gerne fra jer.
 |
| Fyens Stiftstidende d. 24.august 1945. |
 |
| Fyens Stiftstidende d. 24.august 1945. |
 |
| Fyens Stiftstidende d. 24.august 1945. |
 |
| Italienske soldater i Odense. Fotokilde: Fynskebilleder.dk. |
 |
| Italienske soldater i Odense. Fotokilde: Fynskebilleder.dk. |
 |
| Italienske soldater i Odense. Fotokilde: Fynskebilleder.dk. |
 |
| Italienske soldater i Odense. Fotokilde: Fynskebilleder.dk. |
 |
| Italienske soldater i Odense. Fotokilde: Fynskebilleder.dk. |
 |
| Italienske soldater i Odense. Fotokilde: Fynskebilleder.dk. |
 |
| Italienske soldater i Odense. Fotokilde: Fynskebilleder.dk. |
 |
| Italienske soldater i Odense. Fotokilde: Fynskebilleder.dk. |
 |
| Italienske soldater i Odense. Fotokilde: Fynskebilleder.dk. |
 |
| Italienske soldater i Odense. Fotokilde: Fynskebilleder.dk. |
05/06/2026
Sommerferie/følg med på Facebook
Fyn under besættelsens hjemmeside er gået på sommerferie og næste opdatering kommer først medio august.
Indtil da kan du følge med på Facebook, hvor der stadig kommer nyt til.
Indtil da kan du følge med på Facebook, hvor der stadig kommer nyt til.
03/06/2026
Den sorte boks: Oleg Niels Alexander Saucant
I 2023 stod Svendborg Museums mobile museum, Den sorte boks ved Superbrugsen i Skårup, hvor den fortalte historien om familien Saucant. I 2022 blev der i Skårup nedsat en snublesten for Oleg Niels Alexander Saucant.
Teksterne til plancherne blev skrevet af Dorte Schmidt-Nielsen, der meget venligt har stillet dem til rådighed for Fyn under besættelsen.
Planche 1
Emils had til russerne holdt sig livet ud. Han havde en ladt pistol i sit natbord. Det var Emils beredskab for, hvis russerne kom. Den frygt sad i ham hele livet. ” Jeg har aldrig været så bange for tyskerne, som jeg er for mine egne landsmænd. Hvis du vidste, hvad de er i stand til at gøre mod deres egne”, sagde han senere til den unge tjenestepige.
Ved besættelsens afslutning var mere end en tredjedel af samtlige elever på seminariet, mænd og kvinder, med i Seminarie-gruppen – antallet var begrænset af antallet af våben, som gruppen rådede over.
Skaarup-gruppen bestod af borgere fra Skårup: bageren, tømrermesteren, skorstensfejeren, gårdejeren, læreren, jernbanearbejderen, plantageskoleejeren …
Planche 2
Da nazisterne havde taget jøderne i okt. 1943, sluttede mange af seminarieeleverne sig sammen i en modstandsgruppe. De ville ”gøre noget”. Det ville Oleg Saucant også. Sammen med snedker Agelby og ægteparret Svend og Grethe Müller organiserede han sig i Studenternes Efterretningstjeneste, en modstandsorganisation, der var dannet af konservative ungdomspolitikere i 1942.
Ud over sit engagement i illegal bladvirksomhed allerede i 1943 var Oleg også våbeninstruktør og deltog i våbenmodtagelser og våbentransporter.
Men i aug. 1944 blev snedker Agelby og Oleg arresteret af Gestapo. Først Agelby og 5 dage senere Oleg. ”Røde Harald” havde været på ”besøg” hos ægteparret Müller og frittet dem ud, under påskud af at ville slutte sig til dem. Måske var det ”Røde Harald”, der stak Agelby og Oleg til Gestapo? Oleg forsøgte at flygte ved at springe ned på et halvtag fra 1. sal, da Gestapo kom for at arrestere ham; men forgæves. Han blev ført til forhør og fængsling på Husmandsskolen, Gestapos hovedkvarter på Fyn, og derfra videre til Albanigades Arrest i Odense, hvorfra han og Agelby blev deporteret til fangelejren Frøslev. Det var den 12. sept. 1944.
Trods streng censur og skrappe restriktioner for brevskrivning har vi breve fra Oleg i Frøslevlejren, som nåede hjem til Thyra og Emil Saucant i Skårup.
Den 12. jan. 1945 blev Oleg deporteret til kz-lejren Neuengamme.
Hun og Emil ville have Oleg hjem fra Neuengamme – om ikke andet så i det mindste tilbage til Frøslevlejren. Hun havde skrevet rundt til mange i håb om hjælp; men straks efter at hun og Emil havde fået den alarmerende besked om Olegs deportation til kz-lejren, rejste hun til København for personligt at bønfalde indflydelsesrige personer. Hun var på politigården, i Udenrigsministeriet, i Shellhuset og på Dagmarhus; hun kontaktede fremtrædende embedsmænd, landsretssagførere, topnazister, ja endog selveste Dr. Best, Hitlers højre hånd i Danmark. Hun var stædig – ”Derfor bliver jeg, til jeg har talt med alle disse Mænd”. I de 6 dage, hun var i København, skrev hun hver morgen hjem til Emil om sine planer for dagen.
Planche 3
Om transporten fra Frøslevlejren til Neuengamme skriver han (efter befrielsen), at de blev transporteret derned i en transportvogn. Transporten tog godt et døgn, de var 40-50 i vognen, de fik ikke noget vand, og de måtte forrette deres nødtørft gennem en sprække i gulvet. Straks de ankom, fik de frataget al deres bagage og blev barberet over hele kroppen – bortset fra en ”Auto-Bahn”, en stribe hår oven på hovedet. Oleg fik udleveret en skjorte, et par tynde underbukser og en jakke – uden knapper. En månedstid efter, i Dessauer Ufer, fik han udleveret den stribede fangedragt. ”Pyjamasdragten mögbeskidt, lige halet af en död Mand, formoder jeg. Ingen Knapper”. En frakke, han havde haft held til at ”organisere”, blev hurtigt stjålet. Det samme gjaldt en slipover. Den blev stjålet ved en såkaldt ”aflusning”, der viste sig at være en afprøvning af en Bunker, skriver Oleg. Heldigvis beholdt han sine militærstøvler, som han fik forsålet hos en russer mod brød, og han mener, at de støvler var en af grundene til, at han overlevede.
I udekommandoerne arbejdede tvangsarbejderne alle ugens syv dage. De slæbte mursten, ryddede op i ruinerne, ryddede sne … Og en til to gange i døgnet blev de gennet ned i en slags beskyttelsesrum pga. de allieredes bombeangreb. Om aftenen var de ca. 1000 mand i betonkælder. På vej ned i kælderen blev de som regel slået med gummiknipler af SS-vagterne eller af overfangerne. Schnell – schnell.
Den 11. april blev han transporteret tilbage til Neuengamme. Han vidste ikke, hvad der skulle ske, og frygtede det værste. Men fem dage senere kom De hvide Busser! Som en af de sidste nåede Oleg at komme med. I en sygetransport. Men turen hjem var ikke ufarlig. Oppe i nærheden af Flensborg blev deres bus beskudt af en britisk jager.
Den 16. maj kom Oleg hjem til Danmark via Sverige. Han giftede sig med sin kæreste Ester, og i 1948 fik de en søn.
Men den 21. dec. 1949 fik familien i Biely Dom en alarmerende opringning fra svigerdatter Ester i København: Oleg var bevidstløs og indlagt på Rigshospitalet i København. Thyra hastede afsted til København med det sene aftentog. Lidt over midnatstid tudede Olegs gode gamle hund Bjørn hjemme i Skårup. Den tudede som en ulv, fortalte familiens tjenestepige mange år senere.
Oleg Niels Alexander Oleg var død. Han døde af skader fra sit fangenskab i de nazistiske kz-lejre.
Teksterne til plancherne blev skrevet af Dorte Schmidt-Nielsen, der meget venligt har stillet dem til rådighed for Fyn under besættelsen.
 |
| Oleg Niels Alexander Saucant. Fotokilde: Ukendt. |
Danmark var besat af det nazistiske Tyskland fra 1940 til 1945
Også i Skårup satte den tyske besættelse sine spor. Mange af seminarieeleverne og byens borgere gik ind i modstandsbevægelsen. De var frihedskæmpere, som man sagde dengang. I familien Saucant, som boede i Biely Dom på Vinkelvej, engagerede den unge søn Oleg sig aktivt allerede i efteråret 1943 sammen med andre unge. Her er historien om Oleg og hans forældre, kaptajnen Emil fra Skt. Petersborg og stationsforstanderens datter Thyra fra Skårup.
Emil Johan Herman Saucant, 1890-1951
Olegs far Emil Saucant stammede fra en velhavende fransk-russisk familie i Skt. Petersborg. Under den russiske revolution i 1917 blev begge hans forældre myrdet, og hans to søstre flygtede. Om Emil var ude at sejle på dette tidspunkt, er uvist. Men i hvert fald reddede han livet. På forunderlig vis endte han med at stifte familie og bosætte sig i Biely Dom i Skårup. Han havde nemlig været til en fest for kaptajn og styrmænd, da hans skib lå i Svendborg Havn. Festen var med døtre fra ”bedre hjem” som borddamer, heriblandt Thyra. Her forelskede den knap 30-årige Emil og Thyra sig i hinanden. De blev gift og fik Oleg i 1920. Emil fortsatte selvfølgelig som kaptajn på de store have, mens Thyra og Oleg boede sammen med Thyras forældre, stationsforstander Nielsens, i Biely Dom.
Emils had til russerne holdt sig livet ud. Han havde en ladt pistol i sit natbord. Det var Emils beredskab for, hvis russerne kom. Den frygt sad i ham hele livet. ” Jeg har aldrig været så bange for tyskerne, som jeg er for mine egne landsmænd. Hvis du vidste, hvad de er i stand til at gøre mod deres egne”, sagde han senere til den unge tjenestepige.
Modstandsbevægelsen i Skårup
Da Emil døde i 1951, var Skårup ”blevet sig selv” igen efter befrielsen; men under besættelsen var der en meget aktiv modstandsbevægelse i Skårup, organiseret i ikke mindre end tre organisationer. Der var den store Seminarie-gruppe, den mindre Skaarup-gruppe og de fire medlemmer fra Skårup i Studenternes Efterretningstjeneste.
Ved besættelsens afslutning var mere end en tredjedel af samtlige elever på seminariet, mænd og kvinder, med i Seminarie-gruppen – antallet var begrænset af antallet af våben, som gruppen rådede over.
Skaarup-gruppen bestod af borgere fra Skårup: bageren, tømrermesteren, skorstensfejeren, gårdejeren, læreren, jernbanearbejderen, plantageskoleejeren …
Planche 2
Oleg Niels Alexander Saucant går ind i modstandsbevægelsen
Efter studentereksamen fra Svendborg Statsgymnasium og aftjent værnepligt var Oleg fotograf hos Kehlet i Svendborg.
Da nazisterne havde taget jøderne i okt. 1943, sluttede mange af seminarieeleverne sig sammen i en modstandsgruppe. De ville ”gøre noget”. Det ville Oleg Saucant også. Sammen med snedker Agelby og ægteparret Svend og Grethe Müller organiserede han sig i Studenternes Efterretningstjeneste, en modstandsorganisation, der var dannet af konservative ungdomspolitikere i 1942.
Ud over sit engagement i illegal bladvirksomhed allerede i 1943 var Oleg også våbeninstruktør og deltog i våbenmodtagelser og våbentransporter.
Men i aug. 1944 blev snedker Agelby og Oleg arresteret af Gestapo. Først Agelby og 5 dage senere Oleg. ”Røde Harald” havde været på ”besøg” hos ægteparret Müller og frittet dem ud, under påskud af at ville slutte sig til dem. Måske var det ”Røde Harald”, der stak Agelby og Oleg til Gestapo? Oleg forsøgte at flygte ved at springe ned på et halvtag fra 1. sal, da Gestapo kom for at arrestere ham; men forgæves. Han blev ført til forhør og fængsling på Husmandsskolen, Gestapos hovedkvarter på Fyn, og derfra videre til Albanigades Arrest i Odense, hvorfra han og Agelby blev deporteret til fangelejren Frøslev. Det var den 12. sept. 1944.
Trods streng censur og skrappe restriktioner for brevskrivning har vi breve fra Oleg i Frøslevlejren, som nåede hjem til Thyra og Emil Saucant i Skårup.
Den 12. jan. 1945 blev Oleg deporteret til kz-lejren Neuengamme.
Thyra Marie Saucant
Da nyheden om Olegs deportation til kz-lejren i Tyskland nåede forældrene i Skårup, handlede Thyra som en sand løve-mor. Hun udviste et mod og en handlekraft, som langt overskred den kønsrolle, der dengang var gængs for kvinder i hendes situation. Hun vidste, at hun som kvinde ikke ville blive regnet for noget. Som hun skrev til Emil, da hun var taget til København: ”Ingen regner vist med en bedrøvet Mor, der hvor jeg henvender mig. Men alt skal prøves”. Måske et særkende for sømandkoner – når manden er på søen, må kvinden være kaptajn derhjemme!
Hun og Emil ville have Oleg hjem fra Neuengamme – om ikke andet så i det mindste tilbage til Frøslevlejren. Hun havde skrevet rundt til mange i håb om hjælp; men straks efter at hun og Emil havde fået den alarmerende besked om Olegs deportation til kz-lejren, rejste hun til København for personligt at bønfalde indflydelsesrige personer. Hun var på politigården, i Udenrigsministeriet, i Shellhuset og på Dagmarhus; hun kontaktede fremtrædende embedsmænd, landsretssagførere, topnazister, ja endog selveste Dr. Best, Hitlers højre hånd i Danmark. Hun var stædig – ”Derfor bliver jeg, til jeg har talt med alle disse Mænd”. I de 6 dage, hun var i København, skrev hun hver morgen hjem til Emil om sine planer for dagen.
Planche 3
Oleg Saucant i Neuengamme
Mens Thyra gjorde, hvad der stod i hendes magt, for at redde Oleg hjem fra Neuengamme , blev Oleg deporteret videre til lejrens to ekstremt brutale udekommandoer, først Dessauer Ufer, senere Bullenhuser Damm. Her var han tvangsarbejder sammen med tusinder af andre fanger af forskellig nationalitet.
Om transporten fra Frøslevlejren til Neuengamme skriver han (efter befrielsen), at de blev transporteret derned i en transportvogn. Transporten tog godt et døgn, de var 40-50 i vognen, de fik ikke noget vand, og de måtte forrette deres nødtørft gennem en sprække i gulvet. Straks de ankom, fik de frataget al deres bagage og blev barberet over hele kroppen – bortset fra en ”Auto-Bahn”, en stribe hår oven på hovedet. Oleg fik udleveret en skjorte, et par tynde underbukser og en jakke – uden knapper. En månedstid efter, i Dessauer Ufer, fik han udleveret den stribede fangedragt. ”Pyjamasdragten mögbeskidt, lige halet af en död Mand, formoder jeg. Ingen Knapper”. En frakke, han havde haft held til at ”organisere”, blev hurtigt stjålet. Det samme gjaldt en slipover. Den blev stjålet ved en såkaldt ”aflusning”, der viste sig at være en afprøvning af en Bunker, skriver Oleg. Heldigvis beholdt han sine militærstøvler, som han fik forsålet hos en russer mod brød, og han mener, at de støvler var en af grundene til, at han overlevede.
I udekommandoerne arbejdede tvangsarbejderne alle ugens syv dage. De slæbte mursten, ryddede op i ruinerne, ryddede sne … Og en til to gange i døgnet blev de gennet ned i en slags beskyttelsesrum pga. de allieredes bombeangreb. Om aftenen var de ca. 1000 mand i betonkælder. På vej ned i kælderen blev de som regel slået med gummiknipler af SS-vagterne eller af overfangerne. Schnell – schnell.
Den 11. april blev han transporteret tilbage til Neuengamme. Han vidste ikke, hvad der skulle ske, og frygtede det værste. Men fem dage senere kom De hvide Busser! Som en af de sidste nåede Oleg at komme med. I en sygetransport. Men turen hjem var ikke ufarlig. Oppe i nærheden af Flensborg blev deres bus beskudt af en britisk jager.
Den 16. maj kom Oleg hjem til Danmark via Sverige. Han giftede sig med sin kæreste Ester, og i 1948 fik de en søn.
Men den 21. dec. 1949 fik familien i Biely Dom en alarmerende opringning fra svigerdatter Ester i København: Oleg var bevidstløs og indlagt på Rigshospitalet i København. Thyra hastede afsted til København med det sene aftentog. Lidt over midnatstid tudede Olegs gode gamle hund Bjørn hjemme i Skårup. Den tudede som en ulv, fortalte familiens tjenestepige mange år senere.
Oleg Niels Alexander Oleg var død. Han døde af skader fra sit fangenskab i de nazistiske kz-lejre.
Abonner på:
Opslag (Atom)