Den sorte boks: Oleg Niels Alexander Saucant

I 2023 stod Svendborg Museums mobile museum, Den sorte boks ved Superbrugsen i Skårup, hvor den fortalte historien om familien Saucant. I 2022 blev der i Skårup nedsat en snublesten for Oleg Niels Alexander Saucant.

Teksterne til plancherne blev skrevet af Dorte Schmidt-Nielsen, der meget venligt har stillet dem til rådighed for Fyn under besættelsen.

Oleg Niels Alexander Saucant. Fotokilde: Ukendt.

Planche 1

Danmark var besat af det nazistiske Tyskland fra 1940 til 1945

Også i Skårup satte den tyske besættelse sine spor. Mange af seminarieeleverne og byens borgere gik ind i modstandsbevægelsen. De var frihedskæmpere, som man sagde dengang. I familien Saucant, som boede i Biely Dom på Vinkelvej, engagerede den unge søn Oleg sig aktivt allerede i efteråret 1943 sammen med andre unge. Her er historien om Oleg og hans forældre, kaptajnen Emil fra Skt. Petersborg og stationsforstanderens datter Thyra fra Skårup.

Emil Johan Herman Saucant, 1890-1951

Olegs far Emil Saucant stammede fra en velhavende fransk-russisk familie i Skt. Petersborg. Under den russiske revolution i 1917 blev begge hans forældre myrdet, og hans to søstre flygtede. Om Emil var ude at sejle på dette tidspunkt, er uvist. Men i hvert fald reddede han livet. På forunderlig vis endte han med at stifte familie og bosætte sig i Biely Dom i Skårup. Han havde nemlig været til en fest for kaptajn og styrmænd, da hans skib lå i Svendborg Havn. Festen var med døtre fra ”bedre hjem” som borddamer, heriblandt Thyra. Her forelskede den knap 30-årige Emil og Thyra sig i hinanden. De blev gift og fik Oleg i 1920. Emil fortsatte selvfølgelig som kaptajn på de store have, mens Thyra og Oleg boede sammen med Thyras forældre, stationsforstander Nielsens, i Biely Dom.

Emils had til russerne holdt sig livet ud. Han havde en ladt pistol i sit natbord. Det var Emils beredskab for, hvis russerne kom. Den frygt sad i ham hele livet. ” Jeg har aldrig været så bange for tyskerne, som jeg er for mine egne landsmænd. Hvis du vidste, hvad de er i stand til at gøre mod deres egne”, sagde han senere til den unge tjenestepige.

Modstandsbevægelsen i Skårup

Da Emil døde i 1951, var Skårup ”blevet sig selv” igen efter befrielsen; men under besættelsen var der en meget aktiv modstandsbevægelse i Skårup, organiseret i ikke mindre end tre organisationer. Der var den store Seminarie-gruppe, den mindre Skaarup-gruppe og de fire medlemmer fra Skårup i Studenternes Efterretningstjeneste.

Ved besættelsens afslutning var mere end en tredjedel af samtlige elever på seminariet, mænd og kvinder, med i Seminarie-gruppen – antallet var begrænset af antallet af våben, som gruppen rådede over.

Skaarup-gruppen bestod af borgere fra Skårup: bageren, tømrermesteren, skorstensfejeren, gårdejeren, læreren, jernbanearbejderen, plantageskoleejeren …

Planche 2

Oleg Niels Alexander Saucant går ind i modstandsbevægelsen

Efter studentereksamen fra Svendborg Statsgymnasium og aftjent værnepligt var Oleg fotograf hos Kehlet i Svendborg.

Da nazisterne havde taget jøderne i okt. 1943, sluttede mange af seminarieeleverne sig sammen i en modstandsgruppe. De ville ”gøre noget”. Det ville Oleg Saucant også. Sammen med snedker Agelby og ægteparret Svend og Grethe Müller organiserede han sig i Studenternes Efterretningstjeneste, en modstandsorganisation, der var dannet af konservative ungdomspolitikere i 1942.

Ud over sit engagement i illegal bladvirksomhed allerede i 1943 var Oleg også våbeninstruktør og deltog i våbenmodtagelser og våbentransporter.

Men i aug. 1944 blev snedker Agelby og Oleg arresteret af Gestapo. Først Agelby og 5 dage senere Oleg. ”Røde Harald” havde været på ”besøg” hos ægteparret Müller og frittet dem ud, under påskud af at ville slutte sig til dem. Måske var det ”Røde Harald”, der stak Agelby og Oleg til Gestapo? Oleg forsøgte at flygte ved at springe ned på et halvtag fra 1. sal, da Gestapo kom for at arrestere ham; men forgæves. Han blev ført til forhør og fængsling på Husmandsskolen, Gestapos hovedkvarter på Fyn, og derfra videre til Albanigades Arrest i Odense, hvorfra han og Agelby blev deporteret til fangelejren Frøslev. Det var den 12. sept. 1944.

Trods streng censur og skrappe restriktioner for brevskrivning har vi breve fra Oleg i Frøslevlejren, som nåede hjem til Thyra og Emil Saucant i Skårup.

Den 12. jan. 1945 blev Oleg deporteret til kz-lejren Neuengamme.

Thyra Marie Saucant

Da nyheden om Olegs deportation til kz-lejren i Tyskland nåede forældrene i Skårup, handlede Thyra som en sand løve-mor. Hun udviste et mod og en handlekraft, som langt overskred den kønsrolle, der dengang var gængs for kvinder i hendes situation. Hun vidste, at hun som kvinde ikke ville blive regnet for noget. Som hun skrev til Emil, da hun var taget til København: ”Ingen regner vist med en bedrøvet Mor, der hvor jeg henvender mig. Men alt skal prøves”. Måske et særkende for sømandkoner – når manden er på søen, må kvinden være kaptajn derhjemme!

Hun og Emil ville have Oleg hjem fra Neuengamme – om ikke andet så i det mindste tilbage til Frøslevlejren. Hun havde skrevet rundt til mange i håb om hjælp; men straks efter at hun og Emil havde fået den alarmerende besked om Olegs deportation til kz-lejren, rejste hun til København for personligt at bønfalde indflydelsesrige personer. Hun var på politigården, i Udenrigsministeriet, i Shellhuset og på Dagmarhus; hun kontaktede fremtrædende embedsmænd, landsretssagførere, topnazister, ja endog selveste Dr. Best, Hitlers højre hånd i Danmark. Hun var stædig – ”Derfor bliver jeg, til jeg har talt med alle disse Mænd”. I de 6 dage, hun var i København, skrev hun hver morgen hjem til Emil om sine planer for dagen.

Planche 3

Oleg Saucant i Neuengamme

Mens Thyra gjorde, hvad der stod i hendes magt, for at redde Oleg hjem fra Neuengamme , blev Oleg deporteret videre til lejrens to ekstremt brutale udekommandoer, først Dessauer Ufer, senere Bullenhuser Damm. Her var han tvangsarbejder sammen med tusinder af andre fanger af forskellig nationalitet.

Om transporten fra Frøslevlejren til Neuengamme skriver han (efter befrielsen), at de blev transporteret derned i en transportvogn. Transporten tog godt et døgn, de var 40-50 i vognen, de fik ikke noget vand, og de måtte forrette deres nødtørft gennem en sprække i gulvet. Straks de ankom, fik de frataget al deres bagage og blev barberet over hele kroppen – bortset fra en ”Auto-Bahn”, en stribe hår oven på hovedet. Oleg fik udleveret en skjorte, et par tynde underbukser og en jakke – uden knapper. En månedstid efter, i Dessauer Ufer, fik han udleveret den stribede fangedragt. ”Pyjamasdragten mögbeskidt, lige halet af en död Mand, formoder jeg. Ingen Knapper”. En frakke, han havde haft held til at ”organisere”, blev hurtigt stjålet. Det samme gjaldt en slipover. Den blev stjålet ved en såkaldt ”aflusning”, der viste sig at være en afprøvning af en Bunker, skriver Oleg. Heldigvis beholdt han sine militærstøvler, som han fik forsålet hos en russer mod brød, og han mener, at de støvler var en af grundene til, at han overlevede.

I udekommandoerne arbejdede tvangsarbejderne alle ugens syv dage. De slæbte mursten, ryddede op i ruinerne, ryddede sne … Og en til to gange i døgnet blev de gennet ned i en slags beskyttelsesrum pga. de allieredes bombeangreb. Om aftenen var de ca. 1000 mand i betonkælder. På vej ned i kælderen blev de som regel slået med gummiknipler af SS-vagterne eller af overfangerne. Schnell – schnell.

Den 11. april blev han transporteret tilbage til Neuengamme. Han vidste ikke, hvad der skulle ske, og frygtede det værste. Men fem dage senere kom De hvide Busser! Som en af de sidste nåede Oleg at komme med. I en sygetransport. Men turen hjem var ikke ufarlig. Oppe i nærheden af Flensborg blev deres bus beskudt af en britisk jager.

Den 16. maj kom Oleg hjem til Danmark via Sverige. Han giftede sig med sin kæreste Ester, og i 1948 fik de en søn.

Men den 21. dec. 1949 fik familien i Biely Dom en alarmerende opringning fra svigerdatter Ester i København: Oleg var bevidstløs og indlagt på Rigshospitalet i København. Thyra hastede afsted til København med det sene aftentog. Lidt over midnatstid tudede Olegs gode gamle hund Bjørn hjemme i Skårup. Den tudede som en ulv, fortalte familiens tjenestepige mange år senere.

Oleg Niels Alexander Oleg var død. Han døde af skader fra sit fangenskab i de nazistiske kz-lejre.

Snublesten: Svend blev tortureret til døden

Da der i maj 2024 blev nedlagt fire snublesten i Nyborg, skrev journalist Michael Rathje artikler om de fire unge mænd, der blev nedlagt snublesten for. Artiklerne blev bragt i Nyborg Avis, der nu er lukket.

Michael Rathje har givet Fyn under besættelsen lov til at bringe de fire artikler, og de bringes med det billedmateriale, der oprindeligt blev brugt. De eneste ændringer i forhold til originalteksten er, at oplysningerne om, hvor og hvornår stenene nedlægges, er udeladt - og så er en enkelt dato rettet.

Snublesten: Svend blev tortureret til døden

Af Michael Rathje

Svend Holm var med sine 26 år lidt ældre end de tre andre unge nyborgensere, der i marts 1945 mistede livet i kampen for et frit Danmark. Svend Holm var heller ikke født i Nyborg, men i Horsens den 9. april 1918. Som 25-årig blev han ansat som fængselsbetjent i Nyborg Statsfængsel.  

Han blev rekrut i 1938, i april 1941 udnævnt til sergent og november 1942 til oversergent. Året før var han blevet gift med Sophie Cathrine Iversen. Det unge par indlogerede sig som lejere hos bageren i Pilshuse, et hus der ikke længere findes. 

Sammen med andre fængselsfolk var Svend Holm i modstandsgruppen i Nyborg, der stod for våbeninstruktion, våbenmodtagelse og jernbanesabotage. 

Svend Holm arbejdede primært i modtagegruppen, og han opbevarede gruppens våbenlager i sit hjem i Pilshuse, muret inde i spisekammeret. 

Ca. år 1930 Erhardt Carl Jensen

I et samarbejde mellem modstandsfolk fra fængslet, først og fremmest viceinspektør Rafael og vagtkommandør Birkeholm, og modstandsfolk fra Odense lykkedes det 11. februar 1945 at befri 20 politiske fanger fra fængslet, da de var i risiko for at blive deporteret til KZ-lejre i Tyskland.

Rafael og Birkeholm gik under jorden resten af krigen. De fængselsbetjente, der, som Svend Holm, var modstandsmænd, deltog dog ikke direkte i aktionen for at undgå at blive genkendt. Selve befrielsen af fangerne fandt sted uden tab af menneskeliv. Men tyskerne var rasende og foranstaltede razziaer mange steder i byen. 

Den 17. marts blev Svend Holm og to af hans kolleger arresteret. Svend Holm var blevet stukket. Det var de muligvis alle tre.  Han blev officielt arresteret for at deltage i modstandsarbejde med begrundelsen: "Gemt våben i sit hus".

Svend Holm blev ført til afhøring, først i kælderen under politistationen i Nyborg, siden på Husmandsskolen i Odense. Her blev han underkastet tortur af op til fem Gestapofolk ad gangen. 

Torturen var grusom og dødelig. Angiveligt hoppede en af torturbødlerne fra et møbel og ned på Svend Holms underliv og mellemgulv, mens fire andre stod på hans arme og ben. Obduktionsrapporten fra 14. maj 1945 vidner om omfattende og voldsomme skader. Efter ni dage på Husmandsskolen blev Svend Holm overført til Frøslev Lejren, hvor han blev nægtet lægehjælp i fire dage.

Alt for sent blev han overført til Statshospitalet i Sønderborg, hvor han få timer senere døde uden at være kommet til bevidsthed. Han døde den 30. marts 1945, to dage efter de tre unge nyborgensiske frihedskæmpere var blevet henrettet i Ryvangen.

Svend Holm og hans kone ventede et barn, som blev født senere på året.

Liget af Svend Holm blev gravet ned på skydebanen i Sønderborg, og seks ugers senere, efter befrielsen, fundet af modstandsfolk. Svend Holm var brutalt kastet ned i graven med en kiste ovenpå sig. Han blev genbegravet på kirkegården i Sønderborg. 

Den 16. maj 1945 blev Svend Holm sammen med fire andre frihedskæmpere begravet på Sønderborg Kirkegård. Foto: Sønderborg Lokalhistoriske Arkiv

To af Svend Holms torturbødler var danskere i tysk tjeneste: Erik Laurits Larsen, vagt i organisationen Todt, og Kristian Egede Lundholm, begge tolke og medhjælpere ved Gestapo. De to blev efter retsopgøret dødsdømt og henrettet 17.5.1947 i Undallslund Skov ved Viborg. En tredje bøddel var tyskeren Ernst Erik Biecha, som efter befrielsen var flygtet ind i Frøslevlejren, forklædt som Marine-Unterfeldwebel (underofficer). 

I en artikel i Sønderjyden 7. juni 1945 benævnes han kriminalassistent. I Frøslevlejren blev han imidlertid genkendt af modstandsmænd fra Nyborg - og kom for retten i Nyborg. 

Kilder: Snublesten Fyn, Nyborg i 800 år af Preben Hahn-Thomsen, Frihedsmuseets Database, Jydske Vestkysten og Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

En blodig affære

I forbindelse med 60-året for Danmarks befrielse skrev historikeren og tidligere arkivar ved Odense Stadsarkiv, Andreas Skov, den nedenstående artikel, der fint samler op på, hvad der egentlig skete i Odense på befrielsesdagen.

Artiklen gengives med tilladelse fra Andreas Skov.

Modstandsfolk på Albanigade den 5. maj 1945. Fotokilde: Odense Stadsarkiv.

5. MAJ: Befrielsens bitre skær ramte Odense for 60 år siden. 26 mennesker mistede livet

Det skulle have været en glædens dag. Men den 5. maj 1945 blev den blodigste dag i Odenses nyere historie. I to-tre timer om eftermiddagen mindede den indre by om en regulær krigszone. Mindst 26 mennesker mistede livet, og cirka 80 blev såret.

Da befrielsesbudskabet lød over radioen fra London den 4. maj klokken 20.36, udløste det straks hektisk aktivitet i byens modstandskredse. Fynsledelsen, der stod i spidsen for modstandsbevægelsen på Fyn, opslog hovedkvarter i Sukkergården i Frederiksgade. Hertil kom også byens lokale modstandsledelse, byledelsen.

Under mistanke

De odenseanske væbnede modstandsstyrker omfattede cirka 2000 mænd, hvoraf tre fjerdedele blot havde været med i mindre end ét år. Det var kun et mindretal, som havde deltaget i sabotager, våbenmodtagelser eller stikkerlikvideringer. Hovedparten tilhørte de såkaldte M-grupper.

I løbet af aftenen og natten gik modstandsbevægelsen i gang med at forberede morgendagens arrestationer af formodede stikkere og andre, der i de sidste mange måneder var blevet opført i et kartotek, Fynsregistraturen, der indeholdt oplysninger om 3000-4000 personer over hele Fyn.

Om aftenen og natten blev strategisk vigtige bygninger såsom telefonhuset, elværket, gas- og vandværket og hovedbanegården sat under bevogtning. Klokken 6.50 næste morgen beordrede byledelsen alle udfaldsveje spærret. Alle civile, der forsøgte at forlade byen, skulle visiteres, og hvis den pågældende havde våben eller tyske papirer, skulle han/hun omgående arresteres.

Klokken otte begyndte alle byens kirkeklokker at ringe som tegn på, at nu var befrielsen en realitet. Samtidig ankom to repræsentanter fra Fynsledelsen til kasernen på Sdr. Boulevard, hvor cirka 400 tyske soldater holdt til. Her havde de en samtale med den tyske kommandant for hele Fyn, major Greisner, der angiveligt var meget rystet over den tyske overgivelse, men også meget samarbejdsvillig, i det han lovede at holde sine soldater inde på kasernens område.

Kapitulationen gjaldt kun de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark, og det var repræsentanter for feltmarskal Montgomerys 21. armé, der skulle modtage de tyske troppers kapitulation. Den danske modstandsbevægelse havde således ingen bemyndigelse til at forsøge at afvæbne de tyske soldater.

Befrielsen blev i høj grad præget af de mange arrestationer. Klokken 15 var der blevet anholdt 89 personer - og da dagen var omme, var tallet steget til 209.

Arresthusets kapacitet var 60, og det blev snart nødvendigt også at tage den gamle tvangsarbejdsanstalt i Klaregade i brug. Alligevel var der i dagene efter den 5. maj i perioder indsat over 400 personer i Odense Arrest. Mange blev hurtigt løsladt igen, mens den resterende del blev overført til en interneringslejr i Nyborg.

Skød på hinanden

Efter omstændighederne forløb det meste af befrielsesdagen roligt, men sidst på eftermiddagen gik det galt. Klokken 16.10 fik byledelsen en meddelelse om, at en gruppe personer fra det berygtede Hipo-korps var blevet observeret på Middelfartvej nogle kilometer vest for Odense. Byledelsen sendte straks forstærkninger til Bolbro Bakke.

I samme tidsrum var modstandsfolk fra Middelfart ligeledes på jagt efter Hipo-folk, der var blevet observeret på Vestfyn, og modstandsfolkene nærmede sig nu Odense. Da de kørte op ad Bolbro Bakke, blev de pludselig beskudt af de odenseanske modstandsfolk, der troede, det var Hipo-folkene. Gruppen fra Middelfart troede omvendt, at de blev beskudt af Hipo-folk. Situationen kom hurtigt ud af kontrol. Skuddene bragede, så det kunne høres inde i byen, og byledelsen sendte flere folk til området, hvilket blot gjorde situationen endnu mere kaotisk.

To unge mænd fra henholdsvis Odense og Middelfart blev dræbt, og et ukendt antal modstandsfolk blev såret. I den oppiskede stemning var to efterretningsfolk fra den odenseanske modstandsbevægelse også tæt på at blive likvideret af en anden odenseansk gruppe, som var overbevist om, at de to var Hipo-folk.

Da man endelig blev klar over, at modstandsfolk skød på hinanden, og der blev roligt i området, begyndte det at brage inde i byen. Hvem og hvad der udløste skyderierne, er vanskeligt af afgøre. Men dagen efter var aviserne var ikke i tvivl. Det var Hipo-folk, der var trængt ind i byen og var begyndt at skyde på både modstandsfolk og tyskere! Det virker dog ikke sandsynligt, idet hele byen var afspærret af modstandsfolk; desuden blev der ikke registreret nogle Hipo-folk blandt de dræbte og sårede på byens sygehuse, og i byens arresthus blev der den 5. maj kun indsat tre Hipo-folk. Der kan imidlertid næppe herske tvivl om, at danskere, der på den ene eller anden måde havde været i tysk tjeneste, deltog i skyderierne - det har blot ikke været i det store omfang, aviserne gav indtryk af.

Det var sandynligvis et vådeskud, der fik det hele til at eksplodere. Som en tidligere modstands- og politimand har bemærket: "Det var jo ikke alle frihedskæmpere, der var vant til at omgås skydevåben".

På Klosterbakken var det meget voldsomt. KFUM-bygningen, der husede cirka 100 tyske politisoldater, kom under heftig beskydning fra blandt andre modstandsfolk ved elværket, og tyskerne besvarede ilden. Mange civile blev fanget i krydsilden, og en otte-årig dreng blev dræbt. Ved Klosterhaven blev seks personer dræbt. Telefonhuset ved siden af KFUM-bygningen kom også under beskydning - blandt andet fra rådhuset, hvor politifolkene holdt til! Telefonforbindelsen blev afbrudt, således at Fynsledelsen i cirka to timer mistede ethvert overblik over situationen.

Rådhuset, hvor adskillige civile havde søgt tilflugt, blev på et tidspunkt beskudt fra Skt. Albani Kirkes tårn, og der var også skyderier i området omkring Kongensgade, Vestergade og Mageløs. Her var en gruppe modstandsfolk - iført tyske stålhjelme! - i kamp med uidentificerede soldater. Også ved Ansgar Kirke var der hårde kampe.

Luften var fyldt med granater og kugler. I Skt. Jørgens Gade mistede en kvinde livet, da hun blev ramt en kugle fra en modstandsmand, der forsøgte at ramme nogle tyske soldater; og på Kirkegaards Allé blev en blomsterhandler ramt af en kugle og dræbt, mens han stod inde i sin forretning.

Da modstandsstyrkerne fra Bolbro Bakke søgte tilbage til byen, kom pludselig en BMW kørende i høj fart fra Ansgargade ved krydset Vesterbro-Vindegade. Modstandsfolkene antog den for at være en "Hipo-bil" og skød med det samme (kilderne er uenige om, hvorvidt modstandsfolkene blev beskudt først). Bilens tre passagerer blev dræbt, og det viste sig efterfølgende at være tyske marinesoldater.

Efter over to timers voldsom skydning lykkedes det endelig Fynsledelsen at få standset kampene. Da havde 10 modstandsfolk mistet livet, og 17 modstandsfolk var blevet såret. Det var imidlertid de civile, der havde betalt den højeste pris: 13 var blevet dræbt og 64 såret. Derudover var tre tyske soldater blevet dræbt og mindst syv såret.

Odenses befrielse fik således et temmeligt bittert skær. Cocktailen af urutinerede modstandsfolk og manglende kommunikation er givetvis en del af forklaringen på tragedien. Men befrielsesdagene i de danske byer var generelt meget blodige. På landsplan mistede flere hundreder mennesker livet - heraf en del ved vådeskud. Der var mange våben mellem hænderne på folk, og i den første uge efter befrielsen skulle de unge modstandsfolk sørge for ro og orden, samtidig med at de gennemførte Danmarkshistoriens største massearrestation. Ikke alle ønskede at lade sig arrestere frivilligt. Det er derfor ikke underligt, at netop befrielsen blev en blodig affære.

Dræbte tyske marinere i Vindegade

De billeder, der vises her, er affotograferinger af de originale fotos. Fyn under besættelsen har fået dem tilsendt uden en tilhørende baghistorie.

Nummerpladen ”WM-20774” på bilen afslører dog, hvor billederne er taget henne.

Den 5. maj 1945 blev tre tyske marinere skudt og dræbt af modstandsfolk ved krydset Vesterbro–Ansgarsgade–Vindegade. Modstandsfolkene havde troet, at der var tale om danske HIPO-folk.

Hændelsen er blevet genfortalt i flere versioner. Blandt andet hersker der tvivl om, hvorvidt der blev skudt på modstandsfolkene fra bilen, eller om modstandsfolkene har besvaret ilden fra det, der reelt set har været lyden af skud fra et andet sted i byen.

Affotografering: Krank Trio Lillehammer

Affotografering: Krank Trio Lillehammer

Affotografering: Krank Trio Lillehammer

Overbødlens Kuffert drev i Land paa Ærø

Det nedenstående er en artikel om, hvordan strandingsgods på Ærø kunne kobles til krigsforbryderen Anton Thumann. Den tyske Obersturmführer var involveret i henrettelser så sent som slutningen af april 1945. Han blev dømt i maj 1946 og hængt i oktober 1946.

Artikel fra Ærø Tidende og Folketidende den 18. juni 1945.

Overbødlens Kuffert drev i Land paa Ærø

Ved Trappeskov fandt man en Masse Ting, tilhørende Manden, der myrdede 27,000 Mennesker.

»Ærø Folkeblad« meddelte i Lørdags, at man i Fængslet i Rendsborg forleden fandt den berygtede Overbøddel fra Lublin-Udryddelseslejren og Neuengamme Obersturmbannführer Thumann, som personlig har nedskudt 27,000 russiske Krigsfanger med Maskingeværer, ligesom han i Neuengamme var ansvarlig for, at Tusinder blev torteret og dræbt.

Efter at Modstandsbevægelsens Folk havde læst denne Meddelelse, blev man klar over, at Havet for nogen Tid siden har sendt Øen en Hilsen fra denne modbydelige Karl.

Blandt det meget ilanddrevne Gods, som blev bragt til Toldopsynsmand Jensens Bolig i Trappeskov, hvor der, som bekendt er et vældigt Lager af de mange Ting, som Havet bragte, fandtes en stor Kuffert, mærket med Navnet »Anton Thumann — Obersturmführer«. Da man læste Meddelelsen om Banditten, der sad fanget i Rendsborg, kom man i Tanker om, at netop Navnet Thumann var malet paa Kufferten i Trappeskov, og en nærmere Undersøgelse af Kufferten, en stor Trækuffert, viste, at denne bl. a. indeholdt en SS-Soldaterjournal, som beretter om Slyngelens Karriere fra den første SS-Tid i 1932 til Posterne som Overbøddel i de to berygtede Lejre.

Kufferten indeholdt en Masse Billeder, og man lagde i denne Samling især Mærke til adskillige Gengivelser af Overbanditten Heinrich Himmler. Desuden var der Fotografier af Thumann selv og hans Hjælpere i Rædselsarbejdet, en Del Breve, Kvindebilleder og Fotografier af den Thumannske Familie. Desuden pelsforede SS-Uniformer med Dødningehoved paa Uniformsfrakken, fine Støvler med blødt og lækkert Pelsfoer, Silkepyjamas, Undertøj og mange andre Ting.

Det fremgik tydeligt af Billedmaterialet, at det var en af de værste Slynglers Ejendele, man her havde fundet, men der var dog ingen, der kunde ane, at det kunde være saa grusomt et Menneske, der var Tale om. Opklaringen herpaa kom først med Meddelelsen om Overbødlens mange Mord og Oplysningen om hans Navn.

Der er ingen Tvivl om, at Indholdet af denne Kuffert vil være af stor Værdi i en Undersøgelse, der skal belyse de Herrer Nazikarles aandelige og moralske Habitus. Lørdag Aften hentede Modstandsbevægelsens Folk den interessante Kuffert i Trappeskov, og den vil nu via Modstandsstyrkerne i Svendborg blive ekspederet videre til en Undersøgelse, der foretages i Kontakt med Fyns Ledelsens i Odense.

Snublesten: ”Min kære lille elskede pige. Jeg er dømt til døden i dag”

Da der i maj 2024 blev nedlagt fire snublesten i Nyborg, skrev journalist Michael Rathje artikler om de fire unge mænd, der blev nedlagt snublesten for. Artiklerne blev bragt i Nyborg Avis, der nu er lukket.

Michael Rathje har givet Fyn under besættelsen lov til at bringe de fire artikler. Og de bringes med det billedmateriale, der oprindeligt blev brugt. Eneste ændring i forhold til originalteksten er, at oplysningerne om hvor og hvornår stenen nedlægges er udeladt.

Snublesten: ”Min kære lille elskede pige. Jeg er dømt til døden i dag”

Af Michael Rathje

Henning Børge Hansen var en af de fire unge frihedskæmpere, der mistede livet i kampen for et frit Danmark. Han blev født den 29. januar 1925 og var således kun lige fyldt 20 år, da han den 28. marts 1945 blev henretter af tyskerne.

Henning voksede op hos en plejefamilie i Nyborg, politiassistent Carl Chr. Vogelius Andersen og hans kone Marie. Aldersmæssigt kunne plejeforældrene have været Hennings bedsteforældre. De havde mange voksne børn, hvoraf der stadig var fire hjemmeboende, da de tog den spæde Henning til sig.

Henning havde et varmt og tillidsfuldt forhold til sin 20 år ældre plejebror, Charles Helmuth Vogelius Andersen, og hans afskedsbrev fra Vestre Fængsel til dem derhjemme tyder i det hele taget på en god og tryg opvækst i hjemmet i villaen Dieudonne. ”Jeg vil takke eder for alt, hvad I har været for mig – specielt dig, lille Mor, en bedre Mor kan ingen ønske sig her paa Jorden”. Hennings plejefar var død i 1940, 79 år gammel.

 

Som ganske ung blev Henning optaget i CB-politiet. CB-politiet (CB: Civil Beskyttelse) var et korps af civile betjente, der var oprettet i 1938 under indtryk af de politiske forhold syd for grænsen og med det formål at beskytte befolkningen mod følger af luftangreb.

CB’erne patruljerede som regel sammen med rigtige politibetjente og blev kaldt ”føl” eller ”de Blaa” på grund af farven på deres uniform.

Efter grundskolen i CB, et kortere forløb af 14 dages varighed, blev Henning undergruppefører i CB-politiet i Nyborg.

Ud over et beskedent honorar som CB’er klarede Henning sig som bud.

I 1944 blev han sammen med sine skolekammerater fra Den Private Realskole aktiv i modstandsbevægelsen i Nyborg.

Efter hans ven Bent Christensen var blevet taget til fange den 9. marts i forbindelse med et sabotageforsøg på jernbanelinjen ved Nyborg, blev Henning taget af Gestapo tidligt om morgenen den 10. marts 1945 på sin bopæl i Skippergade 12, 1. sal. Her boede han til leje sammen med sin kæreste Olga Marie, der ventede barn. Barnet kom til verden i juli 1945.

Henning blev efter anholdelsen ført til arresten på Albanigade i Odense. Her fik han den 16. marts lov til at sende et brev til sin plejemor: ”Blot to ord for at bede om eder om at sende Undertøj og Toiletartikler ud til mig. Jeg haaber at I har det godt derhjemme alle sammen … ”

Få dage senere blev Henning overført til Vestre Fængsel i København. Den 28. marts blev han stillet for en tysk krigsret og dømt til døden for sin kamp i modstandsbevægelsen. Normalt gav Gestapo dødsdømt lov til at sende et afskedsbrev, men af uvisse grunde fik Henning lov til at sende tre afskedsbreve. Det første brev var til hans biologiske far:

Vestre Fængsel d. 28/3 45

 
Kære elskede Fader

Det frygtelige er sket, jeg er dømt til døden af tysk Krigsret i Dag. Kære Fader, du maa tage det roligt og fornuftigt, jeg dør jo for en god Sag, og saa er det jo ikke saa slemt. Kære Fader, du maa love mig at tage dig godt af lille Olga og den lille, hende er det mindst lige saa slemt for som dig, trøst hende alt hvad du kan og hjælp hende, kære Fader. Kære Fader, vær ved godt Mod. Hils Gurli mange gange fra mig og sig tak for alt godt.

Tak for alt godt kære Fader

Hils lille Olga

Farvel

Eders Henning

Gud hjælpe eder.

Det andet brev blev sendt til hans plejefamilie:

Vestre Fængsel d. 28/3 45

Kære alle sammen derhjemme!

Det frygtelige er sket. Jeg er dømt til Døden i dag af en tysk Krigsret. Men I må tage det roligt og fornuftigt, nu var det Guds vilje, at jeg skulle den Vej saa tidligt, og så må det jo være det rigtige.

Jeg vil takke Eder for alt, hvad I har været for mig – specielt dig, lille Mor, en bedre Mor kan ingen ønske sig her på Jorden.

Det piner mig at måtte sige Farvel, men jeg dør for Danmarks Sag, og så er det ikke så slemt.

Mine Ting vil jeg skænke lille Olga og den lille, vær altid god ved hende, for hende er det lige så slemt som for Eder, kan I tro, I må trøste hende, alt hvad I kan, lov mig det.

Jeg beder Eder hilse alle, jeg kender, deriblandt min Fader i Odense.

Jeg kan ikke finde på mere at skrive om, så jeg vil slutte mit sidste Brev til Eder med tusinde Tanker og med tak for alt godt.

Farvel

Gud hjælpe Eder

Henning

Hennings sidste brev var til hans gravide kone Olga i Skippergade.

Vestre Fængsel d. 28/3 45

Min kære lille elskede Pige

Jeg er dømt til Døden i Dag og det er svært for mig at maatte sige dig Farvel lille Olga. Du må tage det roligt og fornuftigt lille Olga, du ved jeg dør for Danmarks Sag og saa er det ikke saa slemt. Værst er det for dig lille Olga, du maa være standhaftig, du maa passe godt paa den lille som vi faar og være en god og kærlig Mor for den …

… Kære lille Olga vær ved godt Mod, lev paa vore gode Minder og trøst dig med den lille.

Et sidste Farvel med tusinde kærlige Tanker.

Farvel lille Olga

Gud hjælpe dig

Din Henning

Samme dag blev Henning Børge Hansen henrettet ved skud i Ryvangen, hvor han blev begravet.

Efter befrielsen i maj 1945 blev ligene af de tre unge nyborgensiske frihedskæmpere gravet op og transporteret til Nyborg. Her blev de bisat i Vor Frue Kirke og begravet på Nyborg Kirkegård.

Kilder: Snublesten Fyn, Nyborg i 800 år af Preben Hahn-Thomsen, Frihedsmuseets Database og Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

Klosterbakken den 5. maj 1945

Det nedenstående billede er taget på Klosterbakken, tæt på Flakhaven, i Odense den 5. maj 1945, hvor en eller flere granater går af bag en lastbil. 

I baggrunden ses elektricitetsværket, der var blevet beslaglagt af tyskerne og blandt andet husede tyske politisoldater. I forgrunden ses bygningen, der i dag rummer Historiens Hus.

Granaterne har været en del af de kamphandlinger, der spredte sig fra Flakhaven og endte med at koste mange liv og endnu flere sårede.

Klosterbakken den 5. maj 1945. Fotokilde: Nationalmuseet.

Hermann Sieh til påvisning i Seden

Et billede taget ved skydebanen i Seden af "Stoffer".

Herren i den tyske uniform er Kriminalrat/kriminalsekretær Hermann Sieh, der var ansat hos Gestapo på Husmandsskolen og deltog i forhør og arrestationer af modstandsfolk. Betjenten, der har fat i Hermann Sieh er Poul Lyrk.

 
Billedet er taget den 28. maj 1945, hvor Hermann Sieh var til påvisning af stedet. Der var på det tidspunkt fundet ti kister nedgravet i området. Yderligere tre blev fundet i september 1945 og den sidste i januar 1946.

Hermann Sieh, Seden 28. maj 1945. Fotograf: "Stoffer". Fotokilde: Frihedsmuseets fotoarkiv.

Fotos af Heinz Hanke

Den 20. februar 1944 styrtede en tysk Focke-Wulf 190-jager ned ikke langt fra Vellingegård, ca. seks kilometer nord for Otterup. Piloten ombord, Heinz Hanke, reddede sig ud med faldskærm og fandt vej til gården, hvor de viste billeder blev taget.

På det ene billede er han i selskab med gårdmandskonen Olga Lund og Bårdesøs bedemand, Jens Peter Jensen (hans tilstedeværelse er muligvis relateret til en begravelse i den nærliggende Bederslev Kirke).

Heinz Hanke havde deltaget i en kamp mellem otte tyske Focke-Wulf 190-jagere og flere amerikanske B-17-fly, der var på vej mod tyske anlæg i Tyskland og Polen. Skytterne ombord på et af de flyvende fæstninger havde fået ram på hans fly, så olie sprøjtede ud i cockpittet – deraf hans tilsværtede udseende.

Han havde dog også fået ram på det amerikanske fly, som endte med at styrte ned ved Bellinge. To medlemmer af besætningen blev dræbt, mens de sidste otte blev taget til fange.

Heinz Hanke blev bragt til Husmandsskolen ved Odense. Her havde han en samtale med Orlin Holm Markussen, der var pilot på en anden amerikansk B-17, som blev skudt ned over Fyn samme dag. I alt blev tre B-17-fly skudt ned over Fyn den 20. februar 1944.

De to mødtes igen i 1976 på årsdagen for luftkampen, hvor Orlin besøgte Heinz i München, efter at Heinz havde efterlyst ham i et amerikansk blad for krigsveteraner.

 
I alt blev Heinz Hanke noteret for ni nedskydninger, bl.a. den B-17, der styrtede ned ved Bellinge. Han blev også tildelt Jernkorset af 1. grad.

Heinz Hanke med gårdmandskonen Olga Lund og Bårdesøs bedemand, Jens Peter Jensen. Fotokilde ukendt.

Heinz Hanke smurt ind i olie. Fotokilde: Ukendt.

Omkring den 9. april i Odense

Den nedenstående tekst er skrevet af Oberst R. Mikkelsen, der var chef for 6. regiment på Odense Kasserne den 9. april 1940. Teksten er skrevet den 5. maj 1942 og optræder i bogen ”Fem Aar, Indtryk og Oplevelser”.

Oberst Mikkelsen fotograferet i 1945. Fotokilde: Fyens Stiftstidende.

OMKRING DEN 9. APRIL I ODENSE

Paa Kasernen i Odense laa - udover nogle faa Arbejdssoldater - kun Tropper af andre Afdelinger: 2 Rekrutkompagnier af 7. Regiment, Rekrutter med ca. 5 Maaneders Uddannelse og 2 Kompagnier af Fodfolkspionererne, ligeledes Rekrutter med kun ca. 2 Maaneders Uddannelse. - De eneste Tropper, 6. Regiment havde under Fanerne, var 4. Bataillon, en 450 Mand fuldt uddannede Cyklister - de laa i Sønderjylland paa Søgaard og i Kantonnement der omkring.

Det kunde maaske være interessant nok at berette om og at høre om, hvad der skete i Odense den 9. April, men jeg skal - for ikke at gøre mit Indlæg for langt, og fordi det, der skete i Sønderjylland, jo er langt det vigtigste - indskrænke mig til at oplyse, at vi takket være en Sergent, der var paa Orlov og som ringede os op fra en Bagerbutik i Nyborg, blev underrettet i Tide, saa at vi havde Kasernen i fuld Forsvarstilstand, havde udsendt Motorcyklekommandoer saavel mod Nyborg som mod Middelfart og netop stod klar til at sende 2 Kompagnier paa Lastvogne mod Middelfart eller Nyborg for at kaste de derværende Tyskere ud og til at evakuere Kasernens civile Beboere, da Ordren kom: »Der maa ikke gøres Modstand.« Vi fik den fortvivlede Ordre samtidigt fra 2 Sider, fra Divisionen og fra Krigsministeriet.

Virkningen paa alle, jeg saa, var den samme, at dette dog var det værste, der kunde ske. Det gjaldt Kvinder og Børn, det gjaldt Befalingsmænd og Menige, og det gjaldt de civile Lastbilchauffører. — Det var ikke blide Ord, der faldt, mange græd. - Et Øjeblik var vi alle som lamslaaet, men Tjenesten maatte passes. Der var nok at ordne, Telefonerne kimede, snart fra danske snart fra tyske Myndigheder, og snart kom fra Sønderjylland de første Meldinger fra 4. Bataillon, Meldinger om Kampen og om Tabene. Saa kom der ængstelige Forespørgsler fra Forældre og andre, der havde Paarørende med. Da Meldingen kom om det første Tab - det var om Sergent Vous - beordrede jeg Flaget paa halv.

I Løbet af den 10. fik vi fuldt Rede paa Tabene baade af faldne og saarede (6+13) og Meddelelse derom blev afgivet til de Paarørende ved udsendte Officerer.

Den 11. blev 4. Bataillons 6 Faldne ført hjem til Odense Kaserne af Bataillonskommandøren Oberstljt. Claussen. Vi havde indrettet Kasernens Parolestue saa godt og smukt, som vi kunde det, til at modtage dem.

Alt tjenstgørende Mandskab stod naturligvis opmarcheret, og desuden var til Stede: De faldnes Paarørende, Regimentets Feltpræst, Pastor Pontoppidan Thyssen, de højere civile Myndigheder i Odense, Repræsentanter fra Soldaterforeningerne m.fl. Alle Kasernens Beboere og Repræsentanter for alle Blade i Odense.

De 6 Kister blev stillet foran den paraderende Bataillon, og staande ved 4. Bataillons Fanevagt udtalte jeg:

»Lad præsentere Gevær, sænk Fanen.«

Danske Soldater! Danske Borgere!

I en for vort Fædreland saare alvorlig Stund har jeg det tunge Hverv at modtage 6 af Regimentets unge tro Soldater, der faldt under Fægtningen den 9. April, men det er tillige et ærefuldt Hverv at modtage disse 6 af Regimentets Sønner. - Jeg har ønsket, at de faldne skulde føres her til den gamle Kaserne, for at vi kunde tage Afsked med dem her - her, hvor de fik deres første Uddannelse som Soldater - her, hvor de glade og frejdige drog ud - her skal lyde en Tak saa hjertelig og inderlig, som jeg formaar at udtrykke den.

Vi takker for det Offer, I har bragt, da I uden Tøven stillede jer imod en knusende fjendtlig Overmagt, fordi I uden Vaklen opfyldte jeres Soldaterpligt og udgød jert Blod til Forsvar af Sønderjylland - det Sønderjylland, i hvis Jord man end ikke havde undt jer at grave et Hul at dø i. Men det skal siges her i Dag: I har ved jeres Færd raabt det ud over den danske Hær, over det danske Folk, ja over hele Verden: Det var ikke den danske Soldat, der svigtede - det var andre! Vi sænker Bataillonens gamle Fane over jeres Kister og takker jer.

Æret og velsignet være Eders Minde.«

Jeg sagde derefter henvendt til de Paarørende: »Jeg ved godt, at Menneskeord formaar saa lidt at trøste i den store Sorg, De har haft - men en Trøst maa det være for Dem at vide, at Deres Dreng har gjort sin Pligt til det sidste, jeg ved ogsaa, at den virkelige Trøst skal hentes oven fra, fra den Gud, der gav sin Søn som Offer, og som har givet os de Ord, at ingen har større Kærlighed end den, der sætter Livet ind for sine Venner.«

Derefter talte Feltpræsten, og Kisterne blev ført til Parolesalen, hvor de blev overgivet til Forældrene, som derefter kunde hente deres Dreng hjem. I Løbet af 2 Dage blev alle Kister afhentet, og hver Gang traadte den forstærkede Vagt til Gevær og gav med præsenteret Gevær de faldne Soldater det sidste Farvel fra deres gamle Kaserne.

Den 13. tog jeg med min Adjudant til Sønderjylland for paa Stedet at takke 4. Bataillon for dens Kamp.

Den 14. skulde Bataillonen over Mommark-Faaborg vende tilbage til Odense. Jeg underrettede begge Byer derom og henstillede, at man i den Anledning flagede. Begge Steder forstod man min Henvendelse, men fra begge Byer blev jeg senere ringet op og fik den Meddelelse, at man havde forespurgt i København, om der maatte flages, og Svaret fra København var, »at det var vist ikke værd«!

Men der var andre, der forstod det bedre. Beboerne i Brændekilde og Ravnebjerg, hvor 4. Bataillon havde ligget i Kantonnement, før den afgik til Sønderjylland, havde paa en eller anden Maade sat sig i Forbindelse med Bataillonen og faaet den den Vej over. Og her var Flagene hejst, og hver Soldat fik en lille Buket, og der blev trakteret.

Saa kom Bataillonen hjem til den gamle Kaserne med alt sit sønderskudte og ødelagte Materiel, der - mere end Ord kan gøre det - fortalte, at Bataillonen havde været i Ilden.

Saa snart jeg kunde det, besøgte jeg de saarede paa Sygehusene i Tønder og Aabenraa og overrakte dem et Sølvbæger. Jeg hørte deres Beretning om Kampen, mærkværdig saa klart det hele stod for dem. Jeg besøgte ogsaa de Steder, hvor der var blevet kæmpet. I Bredevad traf jeg en dansksindet, sønderjydsk Arbejdsmand, der fra Lorenzens Gaard havde overværet Kampen. Han, der selv havde været med i Verdenskrigen, kom hen til mig og sagde uopfordret: »De to, der faldt der (det var i Havehjørnet, hvor nu Mindelunden er) de kæmpede som tro og glimrende Soldater, jeg saa det. De laa der uden Befalingsmænd, og de skulde beskytte Kanonen, der stod ude paa Vejen (det var den Kanon, der bragte 4 tyske Panservogne til Standsning og hvor alle blev saaret). Disse to laa alene, de kunde ikke faa frit Skud, som de laa i Dækning ved Havegærdet, men saa gik de op, saa de kunde skyde. Saa faldt Skytten (Skud i Hovedet), og øjeblikkelig traadte Hjælperen til og skød, indtil ogsaa han faldt (Skud gennem Lungen).« Saadan lød denne jævne Mands Beretning - det var en Mand, der aabenbart kendte til det, han talte om.

Og som disse to - saadan de øvrige. Det er let nok i Fred paa Eksercerpladsen at lære Folkene, at frit Skud gaar forud for Dækning, og det er let nok under samme Forhold at lære Hjælperen, at han skal træde til, hvis Skytten falder fra. Men disse to gjorde det, da det var bitter Alvor - ikke fordi en Befalingsmand sagde, at de skulde gøre det, for der var ingen Befalingsmand, men de gjorde det, for saadan havde de lært det, og fordi det var deres Pligt. - Er det saa ikke rigtigt, at jeg i min Tale over dem sagde: »Det var ikke den danske Soldat, der svigtede.«

Til Slut vil jeg om de faldne sige: De faldt for Danmarks Sag - og deres Død maa ikke være forgæves. Vi svøbte deres Kister i Dannebrog - og under Dannebrog skal vi bære Danmark ind i en ny Dag.