Anna Bella Stern

Den nedenstående tekst er skrevet af Dorte Schmidt-Nielsen, der meget venligt har stillet den til rådighed for Fyn under besættelsen. Teksten er skrevet i forbindelse med 125 års jubilæet for Sydfyns Fri Fag- og Efterskole i 2025.

Anna Bella Stern. Fotokilde: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv

Anna Bella Stern

”1. Oktober: De første Oktoberdage var nogle mærkelige Dage i København, mange maatte forlade Landet paa Grund af deres Afstamning. Anna Bella er ført Syd paa, vi har faaet Kort fra hende, at hun opholder sig i Böhmen-Mähren. Esther er mere heldig, hun er hinsides Sundet.”

Sådan skrev fru Anna Clausen, forstander Cl. Clausens kone, i november 1943 i ”Dagbogen” (i: Aarbog for Foreningen Skaarup Elever 1943).

Når Anna Clausen skrev om ”nogle mærkelige Dage i København” (jøde-aktionen og jødernes flugt) og næsten ikke noget om, hvad der var sket hjemme i Skaarup, var det, fordi hun var i København for at være hos sin søn Ib, der var blevet indlagt på hospitalet.

Anna Bella Stern og Erna Esther Reichwald var begge elever på Skaarup Husholdningsskoles sommerskole fra 1. april 1943. I ”Dagbogen” i skolens årsskrift, henvendt til tidligere elever, beretter Anna Clausen om begivenheder på skolen og i familien Clausen med børn og børnebørn. Om midsommerfesten den 23. juni skrev hun, at ” [festen] sluttede med Baalsange omkring Baalet, 3 danske Piger sang 2 danske Baalsange. Vore 2 smaa Jødinder sang 2 hebræiske Baalsange. Derefter fik vi Jordbær og Butterdejkage fra Demonstrationen”.

De ”2 smaa Jødinder”, Anna Bella og Esther, var jødiske flygtninge fra Leipzig og Berlin. Anna Bella blev arresteret på husholdningsskolen af tyskerne, da jagten på jøderne i Danmark gik ind 1. oktober 1943.

Anna Bella – et ’Liga-barn’

Når Anna Bella og Erna Esther var i Danmark, skyldtes det en fantastisk indsats fra tre kvindeorganisationer: For at redde jødiske børn og unge ud af Nazityskland og tysk besatte lande fik kvindeorganisationerne Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, Jødisk Kvindeforening og en tredje kvindeforening i slutningen af 30’erne gennemført at få 320 jødiske børn og unge fra 13 til 17 år til Danmark gennem den zionistiske ungdomsorganisation Jugend Aliyah. Meningen var først og fremmest at redde dem. Desuden var det ungdomsorganisationens formål, at de skulle lære landbrug, gartneri o.a. praktiske håndværk for at rejse videre til det britiske mandatområde Palæstina og som pionerer opbygge et hjemland for jøder.

Anna Bella ankom til København i juni 1939; fra november 1940 boede hun som ”plejebarn” hos familien Moritz og Mélanie Oppenhejm i København. Mélanie O. var formand for Jødisk Kvindeforening, og Anna Bella blev veninde med deres jævnaldrende datter Ellen. I 1941 blev Anna Bella sendt til Kvindeligaens Nyborg-kreds, hvor hun boede hos gårdejerparret Chresten og Ingeborg Tofte, Refsvindinge. Men hun var ked af at være der, så fra april 1943 var hun elev på Skaarup Husholdningsskoles sommerskole.

De Liga-børn, som endnu ikke var rejst videre, var strandet i Danmark den 9. april 1940, da Danmark blev besat af Tyskland. Og med den dansk-tyske samarbejdspolitiks sammenbrud 29. august 1943 ophørte beskyttelsen af jøderne her i landet, så natten mellem 1. og 2. oktober gik tyskernes jagt på jøderne ind – den såkaldte ’jøde-aktion’. På det tidspunkt var der 184 Liga-børn i Danmark, anbragt i værtsfamilier rundt omkring i landet. Af dem blev i alt 43 Liga-børn i Danmark fanget og deporteret. De 31 var fra Fyn. De var ikke blevet advaret.

Alle arresterede jøder fra Fyn, inkl. Anna Bella og de 30 andre Liga-børn, blev samlet i skolegården på Vestre Skole i Odense, i lukkede lastbiler ført til Staldgården i Kolding, Gestapos hovedkvarter for Syd- og Sønderjylland, og sammen med de arresterede jøder fra Jylland om aftenen i buldermørke ført til banegården, stående på lastbiler, og deporteret til ghettoen Theresienstadt i kreaturvogne, ca. 35 i hver vogn.

Her genså Anna Bella familien Oppenhejm, hvis flugt over Øresund var gået grueligt galt.

Når Erna Esther nåede til Sverige i tide, skyldtes det, at hun 1. oktober var elev som barneplejerske på Mariahjemmet i Odense, et mødre- og spædbørnshjem, hvor hun også boede. Hvem der advarede hende, og hvordan hun bar sig ad med at flygte, ved jeg ikke. Flugtvejene for de unge udenlandske jøder var mange og forskellige.

Redningen

Den 18. april 1945 kom Anna Bella og 422 andre jøder fra Theresienstadt til Sverige med De Hvide Busser – Danmark var jo stadig besat, så de måtte videre til Sverige. Efter krigen vendte Erna Esther tilbage til Danmark, mens Anna Bella blev i Sverige, hvorfra hun emigrerede til Palæstina - ligesom sin storebror Heinz. Der var ikke noget i fødebyen Leipzig at vende tilbage til: Hendes far var død i 1930, hendes mor Luise, f. Rosenfeld, var deporteret og myrdet i Riga i 1942, og hendes to søstre boede begge i Haifa - storesøster Frieda Friedel udvandret i 1936, lillesøster Edith flygtet i 1939. Heinz var kommet til Danmark i 1939 med hjælp fra en hjælpeorganisation for ældre landbrugselever. Han havde været anholdt og indsat i KZ-lejren Buchenwald i Tyskland efter ”Krystalnatten” 1938. I Danmark kom han først til Gelsted på Fyn, derfra til Landbrugsskolen i Haslev og i 1943 ansat som landvæsenselev på Køgeegnen. Det lykkedes ham at flygte til Sverige i oktober 1943.

Anna Bella blev gift Baer, og i 1948 sejlede hun fra Genua til Palæstina, hvor hun bosatte sig i Kibbutz Kfar Szold 12230 Galil Eljan, Israel. Hun døde i 2006.

Der er nedsat 5 snublesten for Anna Bella og hendes familie ud for Jahnallee 5, Leipzig, som var deres sidste frivillige bopæl.

………

Jeg kom som barn til Skaarup, syv år efter at Anna Bella var blevet taget af Gestapo på husholdningsskolen. Jeg boede i Skaarup hele min barndom; der blev talt meget om krigen og tyskerne og også om, hvad der var sket i den lille by. Når vi børn gik forbi Biely Dom på Vinkelvej, hvor den unge modstandsmand Oleg Saucants mor boede, dæmpede vi stemmerne. Han var død ganske få år tidligere efter sin hjemkomst fra Neuengamme med De Hvide Busser. Men ingen sagde nogensinde noget om Anna Bella, den næsten 19-årige unge pige, der var blevet taget af tyskerne oppe på husholdningsskolen. Hun findes ikke i byens historie. Men hun var der. Heldigvis ligger der en snublesten i Leipzig til minde om hende.

Regnar Henning Gøttsche Jensen

I forbindelse med nedsættelsen af tre snublesten i Middelfart den 4. maj 2026 havde forperson for Snublesten Fyn, Dorte Schmidt-Nielsen, skrevet en kort introduktion til hver. Dette er introduktionen til Regnar Henning Gøttsche Jensen.

Teksten gengives med tilladelse fra Dorte Schmidt-Nielsen.

Regnar Henning Gøttsche Jensen. Fotokilde: Middelfart Byarkiv

Regnar Henning Gøttsche Jensen led af alvorlig epilepsi og var invaliderentenyder, men passede en kiosk i Middelfart. Den 4. september 1943 om morgenen blev han arresteret, da han ville åbne kiosken. Han døde i Neumünster Fængsel den 16. juni 1944, 33 år gammel.

Der er mindst to versioner af årsagen til, at han blev arresteret:

I ”Anholdelse foretaget af tyske Myndigheder”, udfærdiget af kriminalpolitiet i Middelfart 3.10.1943, angives, at han agiterede for Retsstatspartiet og havde været medlem af dette parti. Men de, der havde anholdt ham, kaldt ham for ”den værste Kommunist i Middelfart. Han havde mange Penge paa sig, og var fundet i Besiddelse af en hel Del Smædeviser. Han havde skældt Værnemagten ud, og havde spyttet paa Overløjtant Müller.” 

I anholdelsespapirerne står også, at han led af epileptiske anfald, som på tidspunktet for anholdelsen var meget alvorlige. Endvidere at den pengesum, han var i besiddelse af ved anholdelsen, kunne stamme fra kiosken.

I familien fortælles imidlertid en anden historie:

En ’tyskerpige’ skyldte penge i den kiosk, som han passede, men hun nægtede at betale. ”Så kan du jo få dine tyske venner til at betale”, sagde han - og blev anholdt næste morgen, da han ville åbne kiosken!

Ved en standret på Odense Kaserne 13.9.1943 blev han idømt tre års fængsel for Beschimpfung des Führers.

Han blev deporteret til Staffeanstalt Rendsburg, dernæst videre til Neumünster Fængsel – som også fungerede som KZ-lejr for statsfjendtlige personer.

Hjemme i Middelfart gjorde man, hvad man kunne: Arrestforvalter Sørensen gjorde opmærksom på, at det kunne have været under et anfald af epilepsi, at han havde optrådt, som han gjorde, og læge Tønnesen udstedte en attest på hans sygdom. Også hans familie forsøgte at få ham løsladt med henvisning til hans epilepsi. Lige lidt hjalp det!

Den 16. juni 1944 døde han i Neumünster Fængsel, 33 år gammel. 

I 1947 blev hans kiste overført til Danmark, hvor han blev genbegravet i Middelfart. Regnar Henning Gøttsche Jensen var ugift, havde ingen børn, men et stort familienetværk.

Lejf Larsen

I forbindelse med nedsættelsen af tre snublesten i Middelfart den 4. maj 2026, havde forperson Dorte Schmidt- Nielsen skrevet en kort introduktion til hver. Dette er introduktionen til Lejf Larsen.

Teksten gengives med tilladelse fra Dorte Schmidt-Nielsen. Den optræder her i en redigeret udgave.

Den unge mand t il venstre er Kaj Amelung, til højre er det Lejf Larsen Fotokilde: Privat eje.

Vi ved næsten ingenting om Lejf og hans alt for korte liv. Ingen familiebilleder, ingen klassebilleder fra skolen (Middelfart Kommuneskole), ingen historier i familien om ham.

Ud over kirkebogens registrering af Lejfs fødsel og Folketællingerne fra 1930 og 1940 er det første spor af Lejf en dødsannonce, indrykket i avisen af hans mormor Anna, hans mor og moderens mand.

Her står, at Lejf var død den 22. august 1943 og skulle begraves 6 dage senere fra Middelfart Sygehus. Det var under Augustoprøret 1943 i Middelfart:

I 1943 spidsedes forholdet mellem befolkningen og besættelsesmagten til, og i august kom det mange steder i landet til åbent oprør og omfattende konfrontationer - Augustoprøret. Det begyndte i Odense, bredte sig til Esbjerg (og andre byer) og nåede Middelfart, hvor stemningen fredag den 20. august slog ud i opstand og åben modstand med arbejdsnedlæggelser på to autoværksteder, der reparerede biler for Værnemagten.

Arbejderne her forsøgte at få arbejdere fra Kabelfabrikken og Hess Jernstøberi med i strejken, men det lykkedes ikke - pga. tillidsmændene og ”det socialdemokratiske magtmonopol” i byen (kilde: Kirchhoff).

I følge historiker, dr.phil. Hans Kirchhoff var strejken i Middelfart kendetegnet ved en særlig vildskab. Det skyldtes de store tyske forlægninger og de mange kollaboratører i området!

Om aftenen drog skarer af unge mennesker gennem gaderne. Man raserede lejligheder, der tilhørte kollaboratører, knuste deres butiksruder og klippede tyskerpiger. I den borgerlige (censurerede) presse blev det kaldt drengestreger og uromagere, men overordnet set var der tale om et folkeligt oprør ”nedefra”, mod besættelsesmagten.

Sammen med andre arbejdere fra Kabelfabrikken var Lejf med i et opløb på 20-30 unge i Østergade uden for kontorer for den tyske hærs motorkøretøjer (Heeres Kraft-Parks kontorer). Man begyndte at kaste med sten mod ruderne, hvorefter en tysk soldat affyrede en maskinpistolsalve mod menneskemængden. En af kuglerne ramte Lejf, dødeligt.

Lørdag morgen rygtedes det i byen, at Lejfs tilstand var alvorlig, og arbejdspladser og forretninger lukkede i protest, ”hjulpet godt på vej af arbejderne med den kommunistiske sygekassekasserer Johannes Skræppenborg Nielsen i spidsen”.

Det kom til generalstrejke. Myndighederne tilkaldte politiassistance fra Odense og Aalborg til at genoprette ro og orden. Fire unge mennesker blev arresteret - de to af dem på stedet idømt 40 dages fængsel, hvilket gjorde borgerne endnu mere rasende. Når opløbene truede med at blive voldelige, blev de spredt af det talstærke politi.

Arbejdernes Fællesorganisation indkaldte formænd og tillidsmænd fra fagforeningerne til møde om mulige strejker, men endte med at opfordre til at genoptage arbejdet mandag morgen - samt en opfordring til tyskerne til at genoprette ”de normale tilstande”, hvilket dog ikke holdt de oprørske borgere tilbage fra at fortsætte med at knuse ruder og på anden måde chikanere tyskervenlige Middelfart-borgere.

Søndag morgen rygtedes det imidlertid, at Lejf var død på sygehuset. Nu strømmede folk ud i gaderne. Det kom til voldsomme sammenstød mellem borgere og politi.

Lejf skulle begraves lørdag den 28. august kl. 13.30 fra Sygehuset og kl. 14 fra kirken. Forretningerne averterede, at de ville lukke kl. 12 - der var igen lagt op til omfattende demonstrationer i byen. Så for at undgå kampe i gaderne hentede tyskerne tidligt om morgenen Lejfs lig på sygehuset og begravede ham kl. 7.30. Han ligger begravet på Søndre Kirkegård.

Dagen efter, den 29. august, afviste den danske regering besættelsesmagtens krav om at indføre undtagelsestilstand med forsamlingsforbud, udgangsforbud og oprettelse af standretter (med dødsstraf til ”terrorister”), og samlingsregeringen trådte tilbage (og erstattedes af et departementsstyre) - som besættelsesmagten reagerede på med at internere den danske hær og flåde.

Luftwaffes radarstilling "AAR" på Ærø

De nedenstående dokumenter vedrører ibrugtagningen af Luftwaffes radarstilling "AAR" på Ærø i september 1943.

Dokumenterne er afskrevet ved hjælp af AI og efterfølgende oversat til dansk. Enkelte udtryk og vendinger er tilrettet, så de giver bedre mening.

Bemærk, at Dunaja er en forkortelse af “Dunkle Nachtjagd”, hvilket dækker over en tilgang, hvor natjagerne opererede ved hjælp af radar.

Fotokilde: BAMA/Jørn Junker.

Marineoverkommando Østersøen Føringsstab — Gkdos. 1634/43 A I K —

Kommandostation, den 29. september 1943.

Fortroligt, kun for ledelsen!

Kontrol-nr. 127 [Håndskrevet: 356] [Stempel: 7. OKT. 1943]

Fordeles som Gkdos.-bilag til Geh.O.T.B. 1942 S. 385, VIII.

Nyetablering af et natjagt-område.

1. Fra natten mellem den 27./28. 9. 43 vil natjagt-området ”Aar” blive befløjet i aktiv indsats. Radarstilling 6 km sydvest for Ærøskøbing på Ærø.
2. Afgrænsning: Seeburg-område 36 km radius omkring radarstillingen. Freya-område 80 km omkring radarstillingen.
3. Skydningsbegrænsning i henhold til M.O.K. Ost 201533 Qu II L Gkdos. af 14. 7. 43.

For Marineoverkommando Østersøen Stabschefen p.v.v. (på vegne af/fungerende) Goetz.

[Håndskrevne notater: f.f.g. / Til sagen Gkdos. 13]

Fotokilde: BAMA/Jørn Junker

Admiral Danmark B. Gkdos 2653/43 A IV

[Håndskrevet: 403] Hovedkvarter (St.Qu.), den 5. okt. 1943

Fortroligt, kun for ledelsen!

[Stempel: Modtaget -8 OKT. 1943 / B. Nr. Gkdos. 1215]

Til Kommandanten i afsnit Sydjylland Kommandanten i afsnit De Danske Øer Marine-artilleriafdeling 508

Hastemeddelelse!

Vedr.: Dunaja-område "Aar".

1.) Dunaja-område "Aar" (Radarstilling 6 km sv. for Ærøskøbing på Ærø) tages i brug øvelsesmæssigt fra natten 23./24.9.43. Aktiv indsats (skarpt beredskab) fra natten 27./28.9. 1943.

2.) Afgrænsning: Seeburg-område = 36 km radius omkring radarstillingen, mod søsiden Freya-område = 80 km radius omkring radarstillingen.

3.) Flyvende enhed: II./N.J.G.3 (2. gruppe af Natjagtluftvinge 3) Indsatsbase: Slesvig.

4.) Ln.-enhed (Luftmeldeenhed): 19./Ln.-Rgt. 222 (19. kompagni af Luftsignalsregiment 222)

5.) Operativ underlæggelse: Natjagtområdefører 1 (Nachtjagdraumführer 1).

6.) Natjagt finder sted over land i alle højder; over sø i henhold til Adm.Dän. Gkdos 1553 A IV af 19.6.43.

7.) Natjagt/Flakartilleri: a) Det lette luftværns virkeområde ved Bagenkop på Langeland skal friholdes under 1000 m ved natjagt. Let luftværn har tilladelse til at skyde på mål op til 1000 m højde. En standsning af luftværnsartilleriet kan ikke finde sted, før telefonforbindelser til kommandostationen "Aar" er etableret.

Fotokilde: BAMA/Jørn Junker.

b) FAK Dänemark (Leder af luftværnsartilleriet i Danmark) foranlediger etablering af telefonforbindelse til brug for samarbejdet mellem natjagt og luftværnsartilleri i henhold til drøftelse mellem Ia op 1 FAK Dänemark og Ia op 2 ved 2. Jagddivision den 10.7.1943 i hovedkvarteret for FAK Dänemark.

c) Ved start og landing på flyveplads Slesvig skal standsning af luftværnsartilleriet rekvireres hos føreren for luftværnsartilleriet gennem den vagthavende officer (O.v.D.) hos Natjagtområdefører 1.

[Stempel: Kriegsmarine - Marinebefehlshaber Dänemark]

Kommandanten i afsnit Sydjylland B.Nr. Gkdos 1215 I Den 11. okt. 1943

Fortroligt, kun for ledelsen!

U.R.: Til Flak-undergruppe Esbjerg oversendt til orientering. [Signatur] [Stempel: Flak-undergruppe Esbjerg / Modtaget 14. OKT 1943 / B.Nr. Gkdos 398/43]

Flak-undergruppe Esbjerg B.Nr. Gkdos 398/43 AII Den 18. oktober 1943

U.: Til Kommandanten i afsnit Sydjylland, Esbjerg. returneret efter gennemlæsning. [Signatur] [Stempel: Kommandanten i afsnit Sydjylland / Modtaget 21. OKT 1943 / B.Nr. Gkdos 1264]

[Håndskrevne notater nederst: f.f.g. (færdig til arkivering) / Til sagen Gkdos. 13]

Hvad vi byggede op den ene Dag, blev ødelagt den næste

Artikel fra Faaborg Folketidende den 13. juli 1945.

I Dag er det nøjagtig 8 Maaneder siden Arbejdsmand Jens Petersen, Engvej, blev hentet af Gestapo paa sin Arbejdsplads paa Bryggeriet Sydfyn og ført til Husmandsskolen i Odense. Efter Kapitulationen haabede Fru Petersen at faa sin Mand hjem, men da hun stadig intet hørte fra ham, havde hun næsten opgivet Haabet. Han blev i Maj Maaned efterlyst i Radioen, men uden Resultat.

Det er derfor ikke mærkeligt, at der blev Glæde i Hjemmet hos Fru Petersen og 5 Børn, da der for to Dage siden kom Besked om, at Petersen vilde komme hjem. Det viste sig, at han har ligget syg i Tyskland efter Kapitulationen, og først i Gaar ankom han med en dansk Røde Kors Ambulance til Mommark, hvorfra han kom til Faaborg med Eftermiddagsfærgen. Her blev Jens Petersen i Gaar Eftermiddag hjertelig modtaget af en Deputation fra det kommunistiske Parti og Frihedsbevægelsen, der overrakte ham Blomster.

En Maaned i Neuengamme-Lejren.

I Hjemmet paa Engvej, hvor vi i Formiddag havde Lejlighed til at faa en Samtale med Petersen, lignede det ogsaa en sand Blomsterhave, og der var rejst Æresport udenfor.

Petersen fortæller, at han blev arresteret den 13. November 1944 og ført til Husmandsskolen i Odense. Efter 14 Dages Ophold her røg han en lille Uge i Albanigaade-arresten og kom derefter med en Transport til Frøslev. Den 13. Januar kom han paa en Transport med 250 Medfanger til Neuengamme-lejren.

Vi har hørt mange rædselsvækkende Beretninger fra Nazisternes Koncentrationslejre, og Petersen kunde fortælle meget, der ligner de andre. Det interessante ved hans Beretning er imidlertid, at han har været rundt omkring i Tyskland, og han har set, hvilke Ødelæggelser, det allierede Luftvaaben anrettede, som ingen andre Faaborgensere.

En halv Snes Angreb om Dagen.

– Den 13. Februar kom jeg sammen med 520 Mand – deraf 26 danske – paa en rullende Transport, fortæller Petersen. Det var de mest kraftige, der blev udtaget hertil. Vi blev indkvarteret i Jernbanevogne, 24 Mand i hver, med en Kakkelovn i hver og Sovepladser, 2 Mand i hver Køje.

– Og Deres Opgave var? – At udbedre Banelegemet paa de Steder, hvor det var bombet. Under dette Arbejde fik vi at se, hvilke enorme Ødelæggelser det allierede Luftvaaben anrettede, idet vi hele Tiden opholdt os ved Jernbaneknudepunkterne. Efter 4 Døgns Rejse kom vi til Trafikknudepunktet Soest i Westphalen, en By paa Størrelse med Odense. Den var fuldstændig ødelagt, og det samme var Tilfældet med Banen. Det var et fuldkommen ørkesløst Arbejde at udbedre noget, men Tyskerne blev ved til det sidste. Hvad vi havde gjort i Stand den ene Dag, blev ødelagt den anden. Der var gennemsnitlig 2-3 Bombangreb om Dagen og 6-7 Angreb af Dykflyvemaskiner.

Den 28. Marts blev der foretaget et saakaldt Dobbeltangreb baade af Bombemaskiner og Dykflyvemaskiner. Ved dette brændte hele vor Kolonne og 36 af vore Folk, deriblandt 2 Danske blev fundet som forkullede Lig og begravet. 1 Dansk blev dræbt af Dykflyvere. Efter dette Angreb blev vi indkvarteret i en Bondegaard 2-3 km udenfor Byen i Bad Sassendorf.

Jeg har været heldig.

– De har altsaa været udsat for et Utal af Bombangreb? – Ja, men jeg har været heldig. En Gang laa jeg i Ly bag en almindelig Tjærebæk, da en Bombe sprang 3-4 Meter fra mig. Det var saa tæt ved, at Jernstumper og andet fløj over Hovedet paa mig. Havde jeg ligget 10 Meter fra, var jeg maaske bleven dræbt af Splinter. En Andre Gang laa jeg i Kælderen til et ubeboet Hus, der styrtede sammen om os.

– Hvordan var Arbejdsforholdene? – Vi arbejdede saa lidt som muligt, og vi kunde heller ikke udrette meget med den Kost, vi fik. Om Morgen og Eftermiddag Brød og i Reglen lidt Te, om Middagen en Humpel Brød paa 2-3 Tommer og lidt Margarine, hvis de havde noget, og om Aftenen en Linse Roesuppe – det vil sige en halv Snes Terninger Roer og Resten Vand, hvis altsaa Kokkene var til Sinds at lave Mad, for det var ikke især hver Dag Mange sultede ihjel, fik Dysenteri og døde senere.

Senere paa vore Marcher saa vi vore Folk til, især SS’erne, der bevogtede os, var andre Steder, at stjæle Kartofler paa Markerne. Dem spiste vi raa, eller stegte dem om Natten og spiste dem sammen med Brandenælder og hvad vi ellers kunde faa fat i. Det var Herretter. En Gang lykkedes det os ogsaa at stjæle nogle Høns i et ubeboet Hus og nogle Porrer. Vi gik ud i Skoven og kogte Hønsekødsuppe, og det varede nogle Timer, før en af Vagtposterne fandt os. Men han fik en Gang Hønsekød med, og der skete intet.

Vagtposterne kunde bestikkes med Cigaretter.

– Vagtposterne kunde altsaa bestikkes? – Ja, først og fremmest med Cigaretter, som jeg havde nogle af fra den Tid, vi var i Neuengamme og fik Røde Kors Pakker. Kun een Gang senere har jeg faaet en Pakke. Det var nu mod Slutningen paa en af vore Marcher, hvor vi pludselig fik Ordre til at gøre Holdt i Græsset, og de internationale Røde Kors uddelte Pakker. De indeholdt Cigaretter, Kakao, Marmelade, Kiks o. s. v. og var meget kærkommen paa dette Tidspunkt, da vi trængte allermest til det.

Vagtposterne var i øvrigt for en Del Jernbanearbejdere, der var taget fra deres Arbejde og iklædt Uniform, og de var meget menneskelige. Kapoer og Arbejdsformænd var derimod Landets Bærme, rene Forbrydere.

Paa March gennem Tyskland.

– Den 1. April, fortæller Petersen videre, fik alle, der kunde holde til at marchere, Ordre til at bryde op og begive sig paa March. De andre blev ladt tilbage, heriblandt 10 Danskere.

Vi marcherede mod Høxte og Padeborn i Westphalen og tog derfra med Toget til Halle. Paa Marchen var mange allerede faldet fra. De fik Lov til at ligge. Senere har jeg faat at vide, at nogle af dem er kommet hjem. Sandsynligvis har Civilbefolkningen taget sig af dem. Efter at have været i Halle i 14 Dage og arbejdet til det sidste kom vi til Sydøst-Tyskland. Civilbefolkningen gav os Mad, og det reddede mange Menneskeliv. Saa marcherede vi mod Dessau, men vi kom aldrig dertil, for den var besat, inden vi naaede frem. Saa blev vi spredt for alle Vinde. Jeg kom sammen med en anden dansk og nogle Russere og Polakker til Ansinge. Alt var i Opløsning. Vagtposterne klædte sig civilt, og to Timer efter at vi var kommet til Byen, overgav den sig uden Kamp til Amerikanerne. Det hvide Flag var allerede hængt ud, da vi kom.

Jeg vidste ikke, at der var blevet Fred.

– Hvorfor kommer De først hjem nu? – Jeg kunde ikke taale igen at faa ordentlig Kost, men blev syg, og den 6. Maj blev jeg indlagt paa Lazarettet. Freden kom jo først hertil den 5. Maj, og jeg var bevidstløs i 14 Dage og vidste først der var blevet Fred, da jeg vaagnede igen. Nogle Dage efter blev jeg overflyttet til München Sygehus, hvor jeg laa syg i 2 Maaneder af Dysenteri, Plettyfus og Bronchitis, ligesom jeg fik en Del Bylder af den usunde Kost, jeg havde ført.

Fra Sygehuset blev jeg i en dansk Røde Kors Ambulance ført til Padborg. Vi blev afluset, skønt vi ingen Lus havde denne Gang. Dem havde vi sikret haft nok af.

– Hvordan er det at komme hjem igen? – Det er en herlig Følelse. Vi mærkede Fornemmelsen første Gang den Dag, Amerikanerne drog ind i Byen. Det var som at faa smidt en tung Sæk fra Skuldrene.

Nyborg i befrielsesdagene

Et billede fra befrielsesdagene i Nyborg. Til venstre ses Louis Jensen, der ifølge modstandsdatabasen var med i 4. deling i Nyborg – en militær ventegruppe. Bag dem ses engelske militærkøretøjer. Englænderne kom til Nyborg den 7. maj, så billedet kan tidligst være taget der.

Fotokilde: Tove Grethe Philipsens fotoalbum. 

 

Internerede danske soldater i Faaborg

Et grynet billede af Faaborg Borgerforening, hvor tyske soldater holder opsyn med internerede danske soldater. Billedet må formodes at stamme fra august–oktober 1943. Borgerforeningen fungerede i en perioden underbesættelsen som kantine for først de danske soldater og siden for de tyske soldater.

Fotokilde: Ukendt.

Danske Soldater i Kerteminde

Billeder af danske soldater under afslappede former taget i Kerteminde. Soldaterne fra 7. Regiment, 12. Bataljon, 5. Kompagni opholdt sig i Kerteminde fra 10. februar 1942 til 29. august 1943. De to billeder er ikke dateret, men stammer fra den nævnte periode.

Fotokilde: Kerteminde Byarkiv.

Fotokilde: Kerteminde Byarkiv.

Danske soldater på march ved Odense Havn i 1943

De viste billeder er ikke dateret med andet end årstallet, men er naturligvis taget før interneringen den 29. august. Bedømt på påklædningen, så er de også taget før året for alvor trådte ind i de varme måneder.

Billederne er taget på Kanalvej ved Restaurant Næsbyhoved Skov. Kanalvej var i forbindelse med en udvidelse af havnen blevet omlagt, og fra september 1941 foregik færdslen på den nye Kanalvej. 

I baggrunden kan man på to af billeder se et hus med klokketårn. Det er Sverigesgade 5, der ligger på den anden side af havnen.

Det måske mest interessante ved billederne er, at der nærmest ikke er vand i havnebassinet. Havnen var som tidligere nævnt ved at blive udvidet.

Udvidelsen var vedtaget før besættelsen, og de indledende undersøgelser blev startet op i 1939. I sommeren 1943 blev gravearbejdet afsluttet, og i starten af oktober blev arbejdet med spunsvæg, ankerbukke og bærepæle afsluttet.

Den 7. oktober 1943 begyndte man at lukke vand ind i bassinet. På det tidspunkt havde man fjernet 370.000 kubikmeter jord, heraf de 295.000 med håndkraft.

Danske soldater på Kanalvej, 1943. Fotokilde: Odensebilleder.dk

Danske soldater på Kanalvej, 1943. Fotokilde: Odensebilleder.dk

Danske soldater på Kanalvej, 1943. Fotokilde: Odensebilleder.dk

Danske soldater på Kanalvej, 1943. Fotokilde: Odensebilleder.dk

Kilde: Jørgen Hæstrup: Krig og besættelse. Odense 1940-1945.

Modstandsfolk i Svendborg

Foto af modstandsfolk taget ved Baagøe & Ribers Plads i Svendborg efter befrielsen. 

Fra højre ses styrmand Jes Anton Eghoff, navigationslærer Willy Arne Lund og styrmand Sigmund Dam med hjelm.

Fotokilde: Skattergadebeboerforening.dk.