Artikel fra Faaborg Folketidende den 13. juli 1945.
I Dag er det nøjagtig 8 Maaneder siden Arbejdsmand Jens Petersen, Engvej, blev hentet af Gestapo paa sin Arbejdsplads paa Bryggeriet Sydfyn og ført til Husmandsskolen i Odense. Efter Kapitulationen haabede Fru Petersen at faa sin Mand hjem, men da hun stadig intet hørte fra ham, havde hun næsten opgivet Haabet. Han blev i Maj Maaned efterlyst i Radioen, men uden Resultat.
Det er derfor ikke mærkeligt, at der blev Glæde i Hjemmet hos Fru Petersen og 5 Børn, da der for to Dage siden kom Besked om, at Petersen vilde komme hjem. Det viste sig, at han har ligget syg i Tyskland efter Kapitulationen, og først i Gaar ankom han med en dansk Røde Kors Ambulance til Mommark, hvorfra han kom til Faaborg med Eftermiddagsfærgen. Her blev Jens Petersen i Gaar Eftermiddag hjertelig modtaget af en Deputation fra det kommunistiske Parti og Frihedsbevægelsen, der overrakte ham Blomster.
En Maaned i Neuengamme-Lejren.
I Hjemmet paa Engvej, hvor vi i Formiddag havde Lejlighed til at faa en Samtale med Petersen, lignede det ogsaa en sand Blomsterhave, og der var rejst Æresport udenfor.
Petersen fortæller, at han blev arresteret den 13. November 1944 og ført til Husmandsskolen i Odense. Efter 14 Dages Ophold her røg han en lille Uge i Albanigaade-arresten og kom derefter med en Transport til Frøslev. Den 13. Januar kom han paa en Transport med 250 Medfanger til Neuengamme-lejren.
Vi har hørt mange rædselsvækkende Beretninger fra Nazisternes Koncentrationslejre, og Petersen kunde fortælle meget, der ligner de andre. Det interessante ved hans Beretning er imidlertid, at han har været rundt omkring i Tyskland, og han har set, hvilke Ødelæggelser, det allierede Luftvaaben anrettede, som ingen andre Faaborgensere.
En halv Snes Angreb om Dagen.
– Den 13. Februar kom jeg sammen med 520 Mand – deraf 26 danske – paa en rullende Transport, fortæller Petersen. Det var de mest kraftige, der blev udtaget hertil. Vi blev indkvarteret i Jernbanevogne, 24 Mand i hver, med en Kakkelovn i hver og Sovepladser, 2 Mand i hver Køje.
– Og Deres Opgave var?
– At udbedre Banelegemet paa de Steder, hvor det var bombet. Under dette Arbejde fik vi at se, hvilke enorme Ødelæggelser det allierede Luftvaaben anrettede, idet vi hele Tiden opholdt os ved Jernbaneknudepunkterne. Efter 4 Døgns Rejse kom vi til Trafikknudepunktet Soest i Westphalen, en By paa Størrelse med Odense. Den var fuldstændig ødelagt, og det samme var Tilfældet med Banen. Det var et fuldkommen ørkesløst Arbejde at udbedre noget, men Tyskerne blev ved til det sidste. Hvad vi havde gjort i Stand den ene Dag, blev ødelagt den anden. Der var gennemsnitlig 2-3 Bombangreb om Dagen og 6-7 Angreb af Dykflyvemaskiner.
Den 28. Marts blev der foretaget et saakaldt Dobbeltangreb baade af Bombemaskiner og Dykflyvemaskiner. Ved dette brændte hele vor Kolonne og 36 af vore Folk, deriblandt 2 Danske blev fundet som forkullede Lig og begravet. 1 Dansk blev dræbt af Dykflyvere. Efter dette Angreb blev vi indkvarteret i en Bondegaard 2-3 km udenfor Byen i Bad Sassendorf.
Jeg har været heldig.
– De har altsaa været udsat for et Utal af Bombangreb?
– Ja, men jeg har været heldig. En Gang laa jeg i Ly bag en almindelig Tjærebæk, da en Bombe sprang 3-4 Meter fra mig. Det var saa tæt ved, at Jernstumper og andet fløj over Hovedet paa mig. Havde jeg ligget 10 Meter fra, var jeg maaske bleven dræbt af Splinter. En Andre Gang laa jeg i Kælderen til et ubeboet Hus, der styrtede sammen om os.
– Hvordan var Arbejdsforholdene?
– Vi arbejdede saa lidt som muligt, og vi kunde heller ikke udrette meget med den Kost, vi fik. Om Morgen og Eftermiddag Brød og i Reglen lidt Te, om Middagen en Humpel Brød paa 2-3 Tommer og lidt Margarine, hvis de havde noget, og om Aftenen en Linse Roesuppe – det vil sige en halv Snes Terninger Roer og Resten Vand, hvis altsaa Kokkene var til Sinds at lave Mad, for det var ikke især hver Dag Mange sultede ihjel, fik Dysenteri og døde senere.
Senere paa vore Marcher saa vi vore Folk til, især SS’erne, der bevogtede os, var andre Steder, at stjæle Kartofler paa Markerne. Dem spiste vi raa, eller stegte dem om Natten og spiste dem sammen med Brandenælder og hvad vi ellers kunde faa fat i. Det var Herretter. En Gang lykkedes det os ogsaa at stjæle nogle Høns i et ubeboet Hus og nogle Porrer. Vi gik ud i Skoven og kogte Hønsekødsuppe, og det varede nogle Timer, før en af Vagtposterne fandt os. Men han fik en Gang Hønsekød med, og der skete intet.
Vagtposterne kunde bestikkes med Cigaretter.
– Vagtposterne kunde altsaa bestikkes?
– Ja, først og fremmest med Cigaretter, som jeg havde nogle af fra den Tid, vi var i Neuengamme og fik Røde Kors Pakker. Kun een Gang senere har jeg faaet en Pakke. Det var nu mod Slutningen paa en af vore Marcher, hvor vi pludselig fik Ordre til at gøre Holdt i Græsset, og de internationale Røde Kors uddelte Pakker. De indeholdt Cigaretter, Kakao, Marmelade, Kiks o. s. v. og var meget kærkommen paa dette Tidspunkt, da vi trængte allermest til det.
Vagtposterne var i øvrigt for en Del Jernbanearbejdere, der var taget fra deres Arbejde og iklædt Uniform, og de var meget menneskelige. Kapoer og Arbejdsformænd var derimod Landets Bærme, rene Forbrydere.
Paa March gennem Tyskland.
– Den 1. April, fortæller Petersen videre, fik alle, der kunde holde til at marchere, Ordre til at bryde op og begive sig paa March. De andre blev ladt tilbage, heriblandt 10 Danskere.
Vi marcherede mod Høxte og Padeborn i Westphalen og tog derfra med Toget til Halle. Paa Marchen var mange allerede faldet fra. De fik Lov til at ligge. Senere har jeg faat at vide, at nogle af dem er kommet hjem. Sandsynligvis har Civilbefolkningen taget sig af dem. Efter at have været i Halle i 14 Dage og arbejdet til det sidste kom vi til Sydøst-Tyskland. Civilbefolkningen gav os Mad, og det reddede mange Menneskeliv. Saa marcherede vi mod Dessau, men vi kom aldrig dertil, for den var besat, inden vi naaede frem. Saa blev vi spredt for alle Vinde. Jeg kom sammen med en anden dansk og nogle Russere og Polakker til Ansinge. Alt var i Opløsning. Vagtposterne klædte sig civilt, og to Timer efter at vi var kommet til Byen, overgav den sig uden Kamp til Amerikanerne. Det hvide Flag var allerede hængt ud, da vi kom.
Jeg vidste ikke, at der var blevet Fred.
– Hvorfor kommer De først hjem nu?
– Jeg kunde ikke taale igen at faa ordentlig Kost, men blev syg, og den 6. Maj blev jeg indlagt paa Lazarettet. Freden kom jo først hertil den 5. Maj, og jeg var bevidstløs i 14 Dage og vidste først der var blevet Fred, da jeg vaagnede igen. Nogle Dage efter blev jeg overflyttet til München Sygehus, hvor jeg laa syg i 2 Maaneder af Dysenteri, Plettyfus og Bronchitis, ligesom jeg fik en Del Bylder af den usunde Kost, jeg havde ført.
Fra Sygehuset blev jeg i en dansk Røde Kors Ambulance ført til Padborg. Vi blev afluset, skønt vi ingen Lus havde denne Gang. Dem havde vi sikret haft nok af.
– Hvordan er det at komme hjem igen?
– Det er en herlig Følelse. Vi mærkede Fornemmelsen første Gang den Dag, Amerikanerne drog ind i Byen. Det var som at faa smidt en tung Sæk fra Skuldrene.
