Togafsporing ved Marslev Station i januar 1943

Det nedenstående er politirapporten og flere opfølgende rapporter i forbindelse med en togafsporing tæt ved Marslev Station, hvor toget primært bestod af tyske godsvogne.

Det er værd at bemærke, at rapporten blandt andet er underskrevet af overbetjent C.H. Vogelius Andersen, der havde et samarbejde med modstandsbevægelsen. Han er således omtalt i Jørgen Hæstrups bog "Kontakt med England".

"Et særligt klart eksempel på værdien af et særdeles direkte samarbejde med politiet er formuleret i en beretning til det særlige arkiv for Fyns-regionen. Det hedder her: »For at skabe størst mulig sikkerhed for organisationens medlemmer søgte man forbindelse indenfor politiet og fik her forbindelse med daværende overbetjent Vogelius Andersen og kriminalbetjent Troelsen, begge politiets tekniske afdeling. Disse havde som medlemmer af teknisk afdeling særlige betingelser for at kunne skabe sikkerhed for medlemmerne af organisationen, idet de dels skaffede oplysninger om den viden, sikkerhedspolitiet fik om de udførte sabotager, dels havde muligheder for at bortskaffe eventuelt bevismateriale på sabotagepladserne, idet de altid på forhånd var underrettet om, hvor og hvornår sabotagen skulle finde sted..."

I rapporten omtales fotografier, der har været vedlagt. Disse har det ikke været muligt at finde.

Teksten er blevet afskrevet uden rettelser. Den afsluttende rapport er blevet scannet, så det sidste af linjerne mangler. Disse er blevet gættet frem eller der er indsat "???", hvor dette ikke har været muligt.

Rapportens forside. Fotokilde: Danmarks Jernbanemuseum.

RIGSPOLITIET
TEKNISK AFDELING
ODENSE

L. Nr. 72 A3.

VEDRØRENDE: Afsporing af Sær-Godstog Vest for Marslev Station den 19/1 1943.

Rapport, side 1/6. Fotokilde: Danmarks Jernbanemuseum.

Rapport, side 2/6. Fotokilde: Danmarks Jernbanemuseum.

Rapport, side 3/6. Fotokilde: Danmarks Jernbanemuseum.

Rapport, side 4/6. Fotokilde: Danmarks Jernbanemuseum.

Rapport, side 5/6. Fotokilde: Danmarks Jernbanemuseum.

Rapport, side 6/6. Fotokilde: Danmarks Jernbanemuseum.

RIGSPOLITIET
Teknisk Afdeling Odense
20. Januar 43.
72/43.

Den 19/1-43 Kl. 14,40 blev Afdelingen af Kriminalassistent Thulesen anmodet om at medvirke ved en Undersøgelse paa Baneterrænet Vest for Marslev, hvor et Tog var løbet af Sporet. Kriminalbetjentene Troelsen og Abrahamsen samt undertegnede begav os straks i Afdelingens Tjenestevogn til Stedet, hvor vi ankom Kl. 15,15.

Der er under den derefter foretagne Undersøgelse optaget en Del Fotografier, hvortil der vil blive henvist i det følgende.

Toget, hvoraf en Del er afsporet, var et Sær-Godstog, som passere Strækningen Fredericia - Nyborg uden Standsning. Det skulde blandt andet have passeret Marslev Kl. 12,34, men var forsinket. Afsporingen har fundet Sted Kl. ca. 13. Ved Afsporingen er ialt 13 Vogne delvis ødelagte og løbet af Sporet, en Del af dem er væltet. Toget har bestaaet af ialt 40 Vogne, hvoraf den forreste var en Personvogn, som ikke var afsporet. De følgende 13 Vogne var delvis afsporede og ødelagte; Resten af Vognene var blevet paa Skinnerne. - Toget har, da Uheldet skete, efter det oplyste kørt med en Fart af 35-40 km/Time.

De første Undersøgelser blev straks koncentreret om Strækningen Vest for Uheldsstedet. De første Spor blev fundet 60 m Vest for 22 km Stenen (regnet fra Nyborg). Vest for dette Sted er der ved en nøje Gennemgang af Sporene og Skinneterrænet i det hele taget ikke fundet nogen Uregelmæssigheder eller Forhold iøvrigt, som kan være vejledende med Hensyn til Uheldet. - Planen Nr. 1 er en forstørret Gengivelse af Maalebordsblad Nr. 3616, der viser Banens Forløb paa Strækningen omkring Uheldsstedet.

Fotografi Nr. 2 er optaget paa det netop nævnte Sted i Retning mod Marslev (østlig Retning). I Billedets Baggrund ses Viadukten, hvorover Bivejen fra Hovedvej 1 (ca. 6,5 km fra Odense) fører til Kærby. Sporet, der ses til højre i Billedet, er med andre Ord det sydlige Spor, d.v.s. det Spor, ad hvilket Særtoget har kort i Retning mod Marslev.

De i Fotografiet indtegnede, med Bogstaver forsynede Pile betegner følgende: a en Sod- eller Olieplet oven paa Sneen. Denne Plet betegner det Sted, hvor den senere omtalte Akselkasse er begyndt at falde af, og maa formodes at bestaa af forbrændte (?) Olierester eller lignende. Umiddelbart bag Punkt a ses en begyndende Slæbefure i Sneen (b), der bliver dybere og dybere, indtil der 16 m fra Punkt a findes et Hul i Sneen (c), der betegner det Sted, hvor Akselkassen i Faldet har ramt Banelegemet. 1,5 m længere fremme ligger Enden af den senere omtalte knækkede Aksel (d) i en Afstand af 60 cm fra det sydlige Spor. Herfra og skraat over mod det nordlige Spor ses en Række Mærker i Sneen, der viser den Bane, ad hvilken Akselkassen dels er rullet, dels hoppet, indtil den er blevet liggende (e) op mod og delvis ind over den sydlige Skinne af det nordlige Spor i en Afstand af 27,5 m fra Punkt a. Imellem punkterne d og e fandtes forskellige Brudstykker smeltet ned i Sneen. Disse Stykker maa antages at hidrøre fra det Indre af Akselkassen og er ligesom denne og Akselenden taget i Bevaring til sagen under Numrene

1. en afknækket akselende, Længde 15 cm, Diameter i Yderenden 12 cm, i Inderenden 9,6 cm. Akselenden er fotograferet i Nærbillede paa Stedet paa Foto Kr. 3, hvor den ses at have smeltet Sneen omkring sig i ret stor Omkreds. Da Billedet blev optaget Kl. 16 (d.v.s. ca. 3 Timer efter Uheldet) var den endnu haandvarm at føle paa,

2. den afsprængte Akselkasse, der ses pas Fotografierne 4,5 og 6, optaget henholdsvis fra Vest, Syd og Øst. Foto Nr. 4 viser den Ende af Kassen, der har siddet ind mod Vognen. I Kassens Indre ses enkelte Løsdele. Kassen ligger iøvrigt op imod og delvis ind over Skinnen med Bunden (med Stempel) opad mod højre. Foto Nr. 5 viser Kassens Bund med Fabriksmærket

SCH.1009
LETMATHE
1940

Foto Nr. 6 viser Kassens Yderende med Paafyldningsstedet for Smøreolie.

Ogsaa Akelkassen ses paa Billederne at have været saa varm, at den har smeltet Sneen omkring det Sted, hvor den er blevet liggende, dog ikke i forholdsvis saa stor Omkreds som Akselenden. - Akselkassen var kold, da den blev fotograferet,

3. diverse Smaastykker af Metal fra Akselkassen, som er fundet i Sneen mellem Akselenden og Akselkassen. Et af disse Stykker ses fotograferet paa Foto Nr. 7, som viser, at Metalstykket har smeltet sig ned i Sneen.

i Bevaring er yderligere taget

4. den paa Foto Nr. 2 med Pil a betegnede Sod- eller Olieplet i Sneen. Som Følge af Underlaget maa denne Prøve antages at byde de bedste Betingelser for en Undersøgelse til Konstatering af en eventuel Tilstedeværelse af Fremmedlegemer i Smøreolien,

5. Olierester afskrabet af Svellen under det Sted, hvor Akselkassen er blevet liggende efter Faldet. Denne Prøve maa, som Følge af Stedet hvor den er taget, anses for uegnet til en Paavisning af, om der har været Sand i Akselkassens Smøreolie, men iøvrigt egnet til en Konstatering af eventuelle Fremmedlegemer af anden Art i Smøreolien,

6. en Del Sten med Olie, taget fra Banelegemet under Akselkassen. De i Bevaring tagne Effekter vil snarest blive tilstillet Teknologisk Institut i København til Undersøgelse efter Sagens Anledning.

Hele Banelegemet Vest for det Sted, hvor Vognene er brudt sammen og ca. 3 km i Retning mod Odense, altsaa i den Retning, hvorfra Toget er kommet, er nøje undersøgt. Der er ikke herved konstateret nogen Uregelmæssigheder ved Sporet, Tilstedeværelse af Fremmedlegemer anbragt i skadeforvoldende Øjemed, eller i det hele taget Forhold, der kan tænkes at have med Togafsporingen at gøre.

Paa Foto Nr. 3 ses den Jermbanevogn, der er den direkte Aarsag til Afsporingen. Vognen har været anbragt som Nr. II i Togstammen efter Lokomotivet (Vogn Nr. I en dansk Personvogn, uafsporet, mærket D.S.B., CA1020.

Vogn Nr. II er en aaben tysk Godsvogn, der er losset med Brunkul; den bærer Mærket

Breslau
69 546
Om

Vognen har en Egenvægt af 9820 kg, en Lasteevne af 20.000 kg og en højeste Bæreevne paa 21.000 kg. Vognens forreste ende (til venstre i Billedet) ses at hvile ned mod Banelegemet, idet det forreste Hjulpar er revet fuldstændig af. Det venstre, bageste Hjul, som er mærket med en Pil paa Billedet, er det Hjul, hvor Akselende og Akselkasse er knækket af. Vognen er herved sunket ned og her blokeret Hjulet, der er fastsiddende paa Akselen, og den Vridning eller Vipning, der herved bibringes Vognen, maa anses for tilstrækkelig til at foraarsage en Afsporing, der i dette Tilfælde kun har ramt det forreste Hjulpar, idet det bageste er blevet staaende paa Skinnerne.

Foto Nr. 9 viser et Nærbillede af Hjulet, hvor man midt i Billedet ser Enden af den knækkede Aksel. Vognfjederen, hvis Midte har hvilet oven paa Akselen, ses nu at vare boret helt ned i Banelegemet, tynget af Vægten af Vognens Overdel og dens Last.

Foto Nr. 10 er optaget mod den modsatte Ende af den knækkede Aksel og viser den tilsvarende Konstruktion af Akselkasse og Ophængning. Det maa dog bemærkes, at Akselkassen for denne Ende af Akselen, som det ogsaa fremgaar af Foto Nr. 11, er af en anden Konstruktion end den afknækkede Kasse, saaledes at der paa et eller andet Tidspunkt maa have fundet en Udskiftning Sted.

Fotografierne Nr. 12, 13 og 14 viser forskellige Situationer fra Ophobningen og Sammenfiltringen af de øvrige afsporede Vogne, ialt 12. Billederne er taget i Retning fra Vest mod øst og viser følgelig, at nogle af Vognene er tvunget saaledes ud til Siden, at de ogsaa har blokeret Liniens nordlige Spor.

Den formentlige Rækkefølge af Vognene regnet fra Lokomotivet har været som følger:

I: dansk Personvogn, uafsporet, mærket D.S.B., CA1020,

II: den tidligere ontalte tyske Godsvogn, der har forvold Uheldet,

III: dansk, aaben Godsvogn, afsporet, mærket Pc 27071.

Disse Vogne stod ud for 20,9 km Stenen (regnet fra Nyborg), hvilket altsaa vil sige, at der er en Afstand af 1160 m mellem det Sted, hvor Akselende og Akselkasse er faldet af og til det Sted, hvor den herved beskadigede Vogn er blevet staaende. Paa en Strækning af 75 m bag Vogn Kr. III fandtes ingen Vogne paa eller ved Sporet, langs hvilket der fandtes mærker efter de forreste tre Vogne i Form af Oprivninger af Jord og Sten. Derefter fulgte i følgende tilsyneladende Rækkefølge:

IV: aaben tysk Godsvogn mærket Breslau 423 Om, væltet om paa Siden, læsset med Brunkul. I Vinkel med denne Vogn

V: aaben tysk Godsvogn mærket Breslau 89115 Om, den knuste Bagende af denne Vogn laa over paa det sydlige Spor. I denne Ende af Vognen laa et afrevet Hjulpar, som formentlig er de forreste Hjul fra Vogn Nr. II; herefter fulgte

VI: aaben dansk Godsvogn PH 7663,

VII: tysk Tankvogn, mærket Wupper 541432,

VIII: lukket tysk Godsvogn, mærket Kassel 13655,

IX: lukket tysk Godsvogn, mærket Karlsruhe 15390 G,

X: lukket tysk Godsvogn, mærket Hannover 36767,

XI: lukket tysk Godsvogn, mærket Dresden 7294,

XII: tysk Tankvogn, mærket Wuppertal 541145 P,

XIII: dansk lukket Godsvogn, mærket QG 33633,

XIV: dansk Kødvogn, mærket QH 32135 og

XV: dansk lukket Godsvogn, mærket LU 211. Denne Vogn var beskadiget, men ikke afsporet.

Den sidste af de afsporede Vogne stod i en Afstand af 21,055 km fra Nyborg, hvilket altsaa vil sige, at de afsporede Vogne stod over Strækning af 155 m, hvori dog er medregnet de ovenfor nævnte 75 m tomt Spor. Ind imellem de afsporede og væltede Vogne var der stor Skade paa Banelegemet, idet Sveller var knækkede, Skinner var sprængt fra deres Plads og Singelsballasten pløjet op og spredt.

De resterende 25 Vogne stod endnu paa Sporet. Afdelingen har ikke haft Lejlighed til at konstatere, om der er sket nogen Skade paa disse Vogne, idet de blev kørt bort kort efter vor ankomst til Stedet. Paa Grund af det disede Vejr og Mørkets Indtræden kunde der ikke optages flere Billeder til Oversigt over Skadens Omfang. Det rekvirerede Hjælpemandskab var straks gaaet i Gang med Rydning, navnlig af det nordlige Spor. Der var i dette Øjemed givet Tilladelse til, at Falcks Redningskorps opstillede en Nødbelysning paa Stedet.

Ved den den 20/1 her i Afdelingen og paa Odense Banegaard fortsatte Undersøgelse er der optaget yderligere 6 Fotografier og udarbejdet en Tegning:

Foto Nr. 15 - 16 viser den afknækkede Akselende ("Akselhals") set fra Siden og den yderste Ende. Det fremgaar af Billederne, at Akselen har varet udsat for meget stærk Varme og mekanisk Paavirkning. Varmepaavirkningen viser sig derved, at det oprindelige, kantede Bryst paa yderste Ende har kunnet "kraves" helt om, saa det danner en afrundet Vold paa selve Endefladen af Akselen. Et Par Steder i denne Vold findes et dybt Hak, der sikkert er slaaet ved Akselhalsens Fald. Ogsaa disse Hak vidner om en meget høj Temperatur. Den mekaniske Paavirkning viser sig derved, at Akselen ved sit stærke Slid i tør Tilstand mod Lejeforingen, der ser ud til at bestaa af Rødgods, er blevet slidt og "drejet" af, saaledes at dens Form nu fremtræder som konisk i Stedet for cylindrisk og saaledes, at den spidse Ende er den med Akselens Midte vendende. En saadan Afdrejning vil naturligvis hurtigt svække Akselen, hvis modstandskraft yderligere svækkes ved den opstaaede, meget høje Temperatur.

Foto Nr. 17 viser det af den afknækkede Akselkasse udtagne Smøreapparat. Det bestaar af en Uld(?)maatte (bortbrændt), der hvilende pаa en Plade trykket op mod Akselens Underside ved Hjælp af et Per Spiralfjedre. Under Fjedrene har siddet en Oliebakke, hvorfra Smøreolien suges op i Maatten gennem nogle Uld(?)væger. Smøreolien kan paahældes udefra gennem en Klap i Enden af Akselkassen.

Lejets Konstruktion fremgaar iøvrigt i skematisk Form af Skitsen Nr. 18, der er udarbejdet paa Statsbanernes herværende Værksted efter en tysk Vogn af samme Art som Vogn II i Særtoget.

Fotografierne Nr. 19 og 20 viser en tysk Akselkasse med afskruet Dæksel paa Kassens Ende. Paa Nr. 19 ses Smørebakken sat paa Plads, paa Nr. 20 er den trukket halvt ud.

Foto Nr. 21 viser et nyt Leje og en ny Smøreanordning af omtrent samme Konstruktion som i det udbrændte Leje.

Der er ved Afdelingens Undersøgelser intet fundet, der tyder paa en Sabotagehandling mod Skinnelegemet. Der er heller ikke fundet Tegn paa noget saadant ved Vogn II i Særtoget. Efter det ved Undersøgelsen Konstaterede bestaar den eneste Mulighed for Sabotagehandling i en Indføring af Fremmedstof i Lejet ved den knækkede Aksel. Nærmere Oplysning herom vil fremkomme i Erklæringen fra Teknologisk Institut, hvor der telefonisk er anmodet om omgaaende Undersøgelse.

C.H.Vogelius Andersen, OB.

Opfølgning på rapporten. Fotokilde: Danmarks Jernbanemuseum.

tinueret den 21. Januar 1943.

Efter telefonisk Anmodning af Dr. Madsen, Teknologisk Institut, har Afdelingen D. D. ved Kriminalbetjent Troelsen og undertegnede paa Benelegemet i Nærheden af Uheldsstedet mellem de to Spor under Nr. 7 taget en Prøve af Sne i Bevaring, for at man dermed kan have et Sammenligningsgrundlag ved Undersøgelsen af den til Instituttet under Nr. 4 indsendte Prøve. Prøven vil straks blive oversendt til Teknologisk Institut.

C.H.Vogelius Andersen, OB.

Opfølgning. Fotokilde: Danmarks Jernbanemuseum.

RIGSPOLITIET
Teknisk Afdeling
Odense 21. Januar 43.
72/43.

Den 19/1-43 kl. ca. 13 er der sket en Togafsporing ca. 2 m Vest for Marslev Station paa Middelfart-Nyborg-Banen, hvorved ialt 13 Vogne er delvis afsporede og ødelagte. Efter det ved Undersøgelsen konstaterede skyldes Afsporingen, at den bageste Aksel i den næstforreste Vogn i Togstammen er løbet varm og knækket. Akselkasse og Akselende er faldet af ca. 1150 m fra det Sted, hvor Vognen er standset op.

Med Henblik paa en Konstatering af, hvorvidt der kan foreligge on Sabotagehandling, er de i vedlagte Genpart af Afdelingens Erklæring under Nr. 1-6 i Bevaring tagne Effekter Dags Dato indsendt til Instituttet til Undersøgelse af, hvorvidt der er indført Fremmedlegemer i Akselens Smøreolie. Under Henvisning til telefonisk samtale af Gaars Dato med Laboratorieforstander, Dr. techn. Th. Madsen, anmodes der om omgaaende Undersøgelse af de indsendte Effekter.

C.H.Vogelius Andersen, OB.

Br/VA.

Tilstilles Teknologick Institut, Hagemanmegade 2, Kbhvn V.

POLITIMESTEREN I ODENSE den 21. Januar 1943.

Opfølgning. Fotokilde: Danmarks Jernbanemuseum.

RIGSPOLITIET
Teknisk Afdeling Odense 22. Januar 43.
72/43.

I Henhold til telefonisk Samtale wed Dr. techn. Th. Madsen fremsendes hermed en Prøve af sne (mærket Nr. 7) taget paa Banelegemet ved Uheldestedet Vest for Marslev under samme Betingelse som den Under Nr. 4 indsendte Prøve, mon paa et Sted, hvor Sneen løvrigt ikke viste Spor efter Uheldet, saaledes at de eventuelle Urenheder, der maatte findes i nærværende Prøve Nr. 7, maa antages at være af samme Art og Mængde som for Uheldet har været til Stede i Sneen paa det Sted, hvor Prøven Nr. 4 er taget i Bevaring.

Det bemærkes samtidig, at Olien og Sneen i smeltet Tilstand i Prøve Nr. 4 havde et Rumindhold paa tilsammen 292 cm3.

C.H.Vogelius Andersen, OB

Til Herr Dr. techn. Th. Madsen, Teknologisk Institut, København.

Fjernskrivermeddelelse? Fotokilde: Danmarks Jernbanemuseum.

(Det formodes at det nærmest ulæselige i øverste højre hjørne er stemplet med ”Rigspolitiet, Teknisk Afdeling, Odense”, der er påført på bagsiden og gaaet igennem papiret)

xr.r. kalder esb+++++++odense den 1/2/43 kl.16.45.

til obtj. vogelius andersen. tekn. afd. i odense.

dr. madsen har medd., at undersøgelsen af akslen først kan være færdig i slutningen af denne uge. - intet spor af sabotage.

sign. christiansen. politikommissær.

boch andersen. kb.++++

Oddense her + medd + modt + videregive s+

e.e.madsne3

kontorist.

c mxkqpnm

Rapport fra Teknologisk Institut. Fotokilde: Danmarks Jernbanemuseum.

Rapport fra Teknologisk Institut. Fotokilde: Danmarks Jernbanemuseum.

TEKNOLOGISK INSTITUT
FAGSKOLEN FOR HAANDVÆRKERE OG MINDRE INDUSTRIDRIVENDE

POSTGIRO-KONTO: 97 6
TELEGR.: TEKNOLOGISK
TELEF.: CENTRAL 87 60
HAGEMANNSGADE 2
KEMISK LABORATORIUM

Bedes anført ved Besvarelsen M/IJ. HK.

Politimesteren i Odense,

Odense.

Vedr. Afsporingen ved Marslev St. paa Middelfart-Nyborg Banen den 19.1.43.

KØBENHAVN V, den 5.2.43.

Under 21. Januar har Herr Politimesteren fremsendt en af Teknisk Afdeling, Odense, i Anledning af Sagen optaget Rapport samt en Række Effekter, der var taget i Bevaring i Anledning af Undersøgelse: - heriblandt bl.a. en afknækket Akselhals og en afsprængt Akselkasse samt div. mindre Metalstykker opsamlet paa Banelegemet omkring Akselkassen. Endvidere var fremsendt forskellige Olierester.

Akselhalsen og Akselkassen er blevet undersøgt af vor maskintekniske Afdeling i Forbindelse med Statsbanernes Sagkyndige, hvorefter vor Maskinafdeling udtaler følgende: Efter derom truffen Aftale har undertegnede sammen med Ingeniør Ejner Olsen og Værkmester Lohse fra Statsbanernes Centralværksteder undersøgt Akselkassen og medfølgende afknækkede Akselende, der er indsendt af Rigspolitiet i Anledning af Afsporingen den 19.1.43 Vest for Marslev St.

Akselkassen er fra en tysk Vogn, men i Hovedsagen af den normal Konstruktion med Vægesmøring, der ogsaa benyttes af De danske Statsbaner. Man har ved Statsbanerne Erfaring for, at Varmløbning af Vognaksler giver lignende Havarier som det foreliggende. Først smelter Hvidtmetallet, og Broncepanden sprænges i Stykker, saaledes at selve Akselkassen synker ned og støtter direkte paa den ???bende Akselende. Denne bliver derved slidt ned i Timeglasfacon samtidig med, at Akselkraven bliver valset ned over Yderkanten Akslen.

Det er ikke almindeligt, at Akslen knækker, men i foreliggende Tilfælde, hvor Afslidningen har været usædvanlig stor, er Akslen knækket paa det tyndeste Sted. Brudfladens Udseende tyder paa, at Akslen forinden det endelige Brud har haft Revne i de yderste ca. 20 mm. Dybde, hvorimod Kærnematerialet er vredet over, mens Akslen har været rødvarm.

De Metaldele, der fulgte med Akselkassen, er alle normale Tilbehørsdele, herunder et Smørepudestel med Fjedre, Brudstykkker af Broncepanden støbt over et Skelet af Bronceribber sammenholdt med et Staalbaand; endvidere Stumper af Jernt??? der har været benyttet til at binde

Vægen til Smørepudestellet. Endelig fandtes afslidt Staalmateriale i Form af samsvejsede Skaller. Statsbanernes Eksperter mener ikke, at en eventuel Indkastning af Smergelpulver eller Sand paa Vægen eller i Akselkassens Smørebakke kan foraarsage Varmløbning, da saadanne f??? Partikler ikke af Vægen vil blive trukket op til Bærefladen. I de nævnte Dele fandtes intet, der kunde tyde paa, at Le??? Maskindele forinden Varmløbningen har været Genstand for sabotagehandling. Man mener derfor, at Aarsagen til Varmløbningen kan antages at skyldes enten mangelfuld Vedligeholdtilstand af Lejet, Overbelastning af Akslen eller Smøreoliens Tilstand.

Akselkassens Dæksel med tilhørende Bolte og Sikringer var ubeskadiget, og der kunde ikke paavises Mærker efter Sabotagehandlinger af nogen Art. De forskellige Olieprøver er blevet undersøgt af kemisk Afdeling, og man har i Særdeleshed haft Opmærksomheden henvendt om der i Olien skulde kunne eftervises Slibemidler eller Kemikalier som kunde tænkes at have virket angribende paa Lejet eller Akslen. Det er ikke ved de foretagne Undersøgelser i noget Tilfælde lykkedes at paavise hverken Slibemidler eller fremmede Kemikalier. En Del af Olieprøverne har været forurenede med Sand, ligesom der i nogle Olieprøverne har kunnet paavises Urenheder bestaaende af smaa Partikler af Lejemetal og Jernilter stammende fra Lejet og Akselen. Foruden fandtes en Del forkullede Partikler, som antagelig er opst??? af Olien gennem Ophedningen som Følge af Varmløbningen.

Dokumenter om nedskydningen af Karl Aezemann

De to nedenstående tyske dokumenter er relateret til den hændelse, der indtraf i Odense den 19. september 1943, hvor en tysk underofficer blev skudt og dræbt.

General von Hanneken, der var tysk øverstbefalende i Danmark, krævede, at Odense betalte en million kroner i erstatning. Under protest betalte byrådet erstatningen den 22. september.

Endvidere blev der indført udgangsforbud kl. 19–05, restaurationer skulle lukke kl. 18, cykling blev forbudt i spærretiden, og alle forlystelsessteder skulle holdes lukket i dagene efter skyderiet, dvs. frem til den 23. september.

Trods en udlovet dusør på 50.000 kroner blev der ikke fundet nogen gerningsmand.

Efter hvert dokument er der en dansk oversættelse.

Kilde: Odenseleksikon.

Fotokilde: BAMA/Jørn Junker.

Sektionsnummer: 122/43

Navn, Fornavn: Aezemann, Karl

Tjenestegrad: Underofficer

Troppeenhed: 2. Luftmeldingsregiment XI

Soldaterbog/ID-mærke: Ers.Komp.mot.1811 Nr. 790

Alder: 23 år

Obducent: Stabs-læge Dr. Scribe

Sted, dato og klokkeslæt (Skadestidspunkt): Odense, den 19.9.43 kl. 21.10

Dødstidspunkt: Odense, den 19.9.43 kl. 21.20

Tidspunkt for ligåbning: Odense, den 23.9.43 ca. kl. 14.30

Luftgau (Luftdistrikt): XI

Hovedlidelse/Primær årsag: Gennemsskudssår i brysthulen med læsion af arteria subclavia (nøglebensarterien).

Dødsårsag: Forblødning i venstre lungehule (pleurahule).

Anatomisk diagnose: Gennemsskudssår i brysthulen: Indskudsåbning på ryggen i midterlinjen mellem 1. og 2. brysthvirvels tornudspring. Tangentiel skudlæsion på venstre side af 3. brysthvirvellegeme. Overrivning af venstre nøglebensarterie ved dens nedre kant med stor venstre hæmatothorax (blodansamling i brysthulen). Gennemsskudssår på den mediale side af venstre lunges overlap. Udskudsåbning i 2. venstre interkostalrum (mellemribbensrum) 4 cm til venstre for midterlinjen.

Fotokilde: BAMA/Jørn Junker.

Udførlig klinisk rapport eller ulykkesrapport. Hvis muligt den originale rapport fra militærlægen (Det ligner, at dette stykke er tilføjet dokumentet).

Uddrag fra rapporten om gerningen.

Den 19.9.43 kl. 21.10 blev underofficer Aezemann fra enheden 2. Luftmeldingsregiment XI skudt på hjørnet af Mageløs og Vestergade i Odense. På daværende tidspunkt var der stadig, trods mørket, tæt trafik i vejkrydset. Dog var stedet umiddelbart omkring gerningsstedet tomt, da den første Wehrmacht-tilhørende ankom cirka 1 minut efter, at skuddet faldt. Ved indlæggelse på hospitalet kunne kun døden konstateres. Det danske politi ankom kl. 21.25 og fandt et 9 mm hylster af dansk fabrikat.

Snublesten: Det blev fatalt da Bent kom for sent til en sabotage

Da der i maj 2024 blev nedlagt fire snublesten i Nyborg, skrev journalist Michael Rathje artikler om de fire unge mænd, der blev nedlagt snublesten for. Artiklerne blev bragt i Nyborg Avis, der nu er lukket.

Michael Rathje har givet Fyn under besættelsen lov til at bringe de fire artikler, og de bringes med det billedmateriale, der oprindeligt blev brugt. De eneste ændringer i forhold til originalteksten er, at oplysningerne om, hvor og hvornår stenene nedlægges, er udeladt.

Snublesten: Det blev fatalt da Bent kom for sent til en sabotage

Af Michael Rathje

En af de fire modstandsfolk var den kun 18-årige Bent Christensen. Han blev født den 6. februar 1927 og likvideret af tyskerne den 28. marts 1945

Bent voksede op på Fjordvej 19 i Nyborg samme med sine to storesøstre. Hans far, Christen Christensen, var vognmester ved DSB.

Efter at have taget mellemskoleeksamen fra Nyborg Realskole blev Bent i juni 1943 optaget som math-elev, dvs. menig frivillig mariner i Søværnet.

Den 29. august 1943 kom det til et brud mellem det officielle Danmark og den tyske besættelsesmagt, der indførtes militær undtagelsestilstand, og det danske forsvar blev afvæbnet af den tyske besættelsesmagt.

I Nyborg kom det til åben kamp mellem tyske og danske soldater, og tre danske soldater og en orlogsgast mistede livet.

Som marinesoldat blev Bent interneret, og efter interneringen gik han i malerlære. Hans svoger Poul Pedersen var dengang aktiv modstandsmand i Nyborg.

Da Pouls svigerdatter mange år senere spurgte sin svigermor Birthe, hvorfor hun havde et billede af en – syntes hun – ret intetsigende gård hængende på sin væg, svarede Birthe: - Det er, fordi det engang var et meget vigtigt hus.

Gården var nemlig et af de skjulesteder, som modstandsfolk i Nyborg benyttede, når de skulle under jorden.

 

Fredag aften den 9. marts 1945 skulle Bent bringe våben og ammunition ud til en jernbanesabotage samme nat. Den skulle finde sted på jernbanenettet ved Hjulby.

Angiveligt var det Bents første aktive deltagelse i en sabotageaktion, men af en eller anden grund kom han 5 - 10 minutter senere af sted end planlagt og løb lige i armene på de tyske vagtposter.

Han blev bragt til Husmandsskolen i Odense, hvor han blev underkastet skarpt forhør, hvor der blev brugt tortur.

Den følgende morgen blev de to kammerater Bendt og Henning arresteret. Det lykkedes deres gruppefører at slippe væk sammen med 20 andre modstandsfolk fra Nyborg.

Sammen med Bendt og Henning blev Bent overflyttet til Vestre Fængsel. Han blev dømt til døden ved en tysk krigsret og henrettet i Ryvangen 28. marts 1945.

Efter befrielsen blev hans lig gravet op og fragtet til Nyborg. Sammen med Henning og Bendt blev han bisat fra Vor Frue Kirke i Nyborg. Et stort begravelsestog gik igennem Nyborgs gader med de tre kister til kirkegården, hvor han blev stedt endelig til hvile.

Kilder: Snublesten Fyn, Nyborg i 800 år af Preben Hahn-Thomsen, Frihedsmuseets Database og Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

Nytårsaften 1944/1945

I perioden op til nytårsaften ved årsskiftet mellem 1944 og 1945 havde Johan Erik Hecht-Johansen fra Fynsledelsen, og nedkastningsleder for Fyn, Erik Frandsen, telegraferet til England, at man ikke ønskede at modtage nedkastninger i de tre juledage og nytårsaften, da det ville udsætte de involverede for en betydelig sikkerhedsrisiko.

Alligevel lød der på BBC nytårsaften en meddelelse om, at der ville blive foretaget fire nedkastninger på Fyn om natten. Blandt andet ved nedkastningspladsen med kodenavnet ”Herman”, der var placeret ved Rugaard, et stykke vest for Morud. Pladsen hørte under Odensegrupperne.

Den nedenstående rapport er udfærdiget af Erik Malmmose, og blev sendt til Erik Frandsen den 1. januar 1945. Dokumentet findes på Rigsarkivet i mappen med Erik Frandsens dokumenter.

Nytaar Odense (Herman)
Var paa Pladsen Kl. 23.10. 7 Md. var mødt. Sendte dem hjem omgaaende, paa nær een der blev for at holde Vagt ved Vognen. Han fik en P. til Selskab.

Løb hurtigst muligt til Pladsen sammen med O.

Var paa Pladsen Kl. 2320, alt roligt. Der var et ualmindeligt livligt Skyderi rundt omkring, og livlig Trafik af Vogne som vi kunde høre ude fra Vejene. Kl. 1200 ønskede vi hinanden Godt Nytaar.

Kl. ca. eet lød et Skud ret nær og lige i Retning af Vognen. Da der kun kom det samme regnede vi med, at det var en Krybskytte.

Kl. ca. 0130 hørte vi, at der blev blæst Alarmtilstand i Bogense regnede vi med. Umiddelbart efter lød Motorlarm og en Maskine passerede os ret nær — vi kunde ikke se den, men det lød som den kom fra N. V. og forsvandt mod S. Ø.

Kl. 0200 hørte S igen Motorlarm og en Maskine passerede Pladsen, kom fra N. Ø. og forsvandt mod S. V.

Kl. 0210 kom en Maskine fra S. V. og passerede Pladsen svingende i en stor Cirkel fra S. til S. Ø. og tilbage. Maskinen fortsatte i en stor Cirkel og kom igen Kl. 0212 fra S. V. og fortsatte i en stor Cirkel.

Maskinen forsvandt i N. lig Retning. Vi løb til dette til Vognen. Havde lidt Vanskeligheder med at starte. Forsøgte at skubbe den ud mod Landevejen, det var næsten umuligt, kommet halvvejs forsøgte jeg med Haandsvinget, det lykkedes. Kørte hjem ad omveje.

Rapport fra Herman.

Kilder: Jørgen Hæstrup - Vaabenmodtagelser paa Fyn under besættelsen.

Ringe 1940-1945

Den nedenstående artikel bliver gengivet med tilladelse fra Ringe Lokalhistoriske Arkiv. Den blev oprindeligt bragt i deres årsskrift Ræthinge-Posten i 1985. Artiklen er forfattet af Niels Albretsen.

Der er lavet et fåtal af rettelser i teksten. Enkelte forkortelser er blevet skrevet ud, der er sat et navn ind i en parentes efter et dæknavn, der er indsat flere linjeskift for læsevenlighedens skyld og et par stavefejl er rettet, men ellers fremstår artiklen som den gjorde i Ræthinge Posten.

Der optræder rigtigt mange navne i artiklen, det har desværre ikke været muligt, at sætte etiketter på dem alle.

Artiklens forfatter, Niels Albretsen, fotograferet i 1947. Fotokilde: Ringe Lokalhistoriske Arkiv.

1940-1945

Efter 1. verdenskrig var Tyskland et splittet og forvirret samfund, politisk og administrativt.

Man havde afskrevet kejserdømmet, og de demokratiske synspunkter havde svært ved at slå igennem i republikken. Hævntanken overfor størstedelen af det øvrige Europa havde let grobund, - derfor havde Hitler let spil.

Tyskland var blevet en militær stormagt, klædt i stål, det var gjort til et råt og brutalt militærdiktatur. Jødeforfølgelser, arrestation af politisk anderledes tænkende hørte til dagens begivenheder. Begrebet koncentrationslejre opstod, hvilken grusom betydning det ord havde, gik vist først op for mange flere år efter krigens udbrud.

Hvordan kunne det lade sig gøre?

Vel nok fordi særlig den ældre generation var imponeret over udviklingen i Hitlers første regeringsår. Man huskede Weimar republikken med dårlig økonomi og forvirrede forhold. Man gruede nok over den tyske udvikling, men var måske også imponeret!

»Alt virkede, togene kørte præcist, og der var gode motorveje - Autobahn«.

Og der var ingen arbejdsløshed, som man ellers var plaget med i alle andre lande. Det havde Tyskland ikke, af den gode grund, at man var indkaldt som soldat eller i arbejdstjeneste - camoufleret militærtjeneste. Gennem f.eks. Dansk Vandrelaug kom adskillige unge danske på cykeltur i Tyskland. Vi så vist nok mest til det selvglade, stolte militærdiktatur, der var opbygget. Det lagde Hitlerjugend i hvert fald ikke skjul på.

Den 31. maj 1939 afsluttes på tysk initiativ en ikke-angrebstraktat mellem Danmark og Tyskland. Allerede på dette tidspunkt må den danske regering have gjort sig visse tanker om Tysklands hensigt. Den 23. august 1939 underskrives en ikke-angrebspagt mellem Tyskland og Sovjetunionen. Den 1. september 1939 angriber Hitler Polen, og anden verdenskrig er i gang.

28. september kapitulerer Polen. Hitler og Stalin aftaler Polens deling. Desuden blev Estland, Letland og Litauen ganske enkelt indlemmet i Sovjetunionen.

Vestmagterne har ikke nået andet end at erklære Tyskland krig den 3. september i følge traktatmæssige forpligtelser overfor Polen. Begivenhederne ude i Europa gik ikke sporløst hen over det danske folk, mange frygtede udviklingen i Tyskland - men ingen gjorde noget ved det.

Regeringen havde siden 1920-erne ført en svag neutralitetspolitik. »Hvad kan det nytte-indstillingen var alt for fremtrædende.

1920 - Sønderjyllands genforening var endnu i frisk erindring - og historieundervisningen var ikke afskaffet i skolerne! Her på egnen må man nok sige, at højskoletankens nationale grundsyn stadig i 1930-erne var særdeles levende. Det har ganske givet smittet af på hele egnen, og derfor havde en række ungdomsforeninger god tilslutning f.eks. Gymnastikforeningen, Skytteforeningen, Det unge Grænseværn, Dansk Vandrelaug.

Særlig må her nævnes Det unge Grænseværns meget ihærdige formand, Anna Margrethe Kaaber, der her på stedet formåede at gøre den sønderjyske grænsekamp forståelig og nødvendig. Det unge Grænseværn (senere Dansk Nordisk Ungdomsforbund) 23 var en af de få ungdomsforeninger, der forsøgte at dæmme op for den stadig mere og mere provokerende nazistiske propaganda, som ikke mindst Sønderjylland blev udsat for.

9. april 1940 rullede tyske tropper ind over vores sydgrænse. Havne og flyvepladser blev besat. Trods mange oplysninger fra den danske udenrigstjeneste og fra danske pressefolk i Tyskland foretog regeringen sig intet, før besættelsen var sat i gang.

Den korte kamp ved grænsen af en fåtallig dansk styrke aftvang den største respekt, men måtte nok forekomme de fleste meningsløs. Ungdommen følte sig ydmyget. Selvfølgelig bar den række af regeringer, der gennem år havde ladet stå til, det største ansvar, - men alligevel: »Aldrig mere en 9. april!« ~ det var ord, man hørte dengang - og man kan stadig støde på lignende udtalelser - men nu 45 år efter - hvordan er da den danske indstilling, er vi overhovedet værdige til at bruge så store ord?

Man må erkende tyskernes militære overlegenhed på de forskellige krigsskuepladser. Vi var desværre ikke de eneste, der var dårligt forberedte. Danmark blev erobret på een dag, Norge blev erobret på een måned og Sverige ved en 15 minutters telefonsamtale.

Det er ikke særlig pænt sagt med datidens lille skarpe ordspil, men reelt opnåede tyskerne en direkte kontakt til Sveriges malmlejer i nord med jernbanen gennem Norge, og svenskerne måtte finde sig i tyske troppetransporter.

Det var ikke bedre ude i Europa. 10. maj 1940 går tyskerne til angreb mod Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig. Hele Vesteuropa udsættes for Hitlers »Blitzkrieg«. Mindre end 2 måneder efter er Vesteuropa besat af tyske tropper. Kun England holder stand.

Efter evakueringen af de engelske styrker fra stranden ved Dunkerque viser det sig, at Royal Air Force kan modstå de tyske angreb i »Slaget om England«, og Hitler må opgive »Operation Søløve« - invasion af England.

Herhjemme har tyskerne gjort Danmark til et »mønsterprotektorat«, der behandles lidt bedre end andre besatte lande. Den socialdemokratisk/radikale regering, der måtte tage den største kritik af 9. april, blev med megen modvilje suppleret med ministre fra konservative og venstre. En samlingsregering blev dannet.

Med besættelsen fulgte øjeblikkeligt påbud om mørkelægning, og senere indførtes rationering på en lang række områder, både hvad angik fødevarer, brændsel, tøj, benzin, materialer osv.

Hverdagen i Danmark var blevet en anden end 30-ernes hyggelige tid, hvor man trods megen arbejdsløshed mærkede en jævn fremgang i hele samfundet. Hvor mærkeligt det end lyder, fik Danmark lov at beholde en militær styrke og sit eget politi, alt sammen et led i tyskernes ideelle »mønsterprotektorat«. Derfor oplevede Ringe bl.a. at blive garnisonsby for en kort tid i 1943.

Straks den 9. april udsendes udover tyskernes berømte »Oprop« både opråb fra regeringen og fra kongen. De to sidste fremhævede nødvendigheden af »rolig og behersket holdning overfor de forhold, der er opstået« og »at udvise en fuldt ud korrekt og værdig optræden, da enhver uoverlagt handling eller ytring kan have de alvorligste følger«.

Landets administration hvilede i sig selv, lovene administreredes med supplering i nødvendigt omfang af forbud og rationeringer. Regeringen var der bare.

Begrebet modstandsbevægelse eksisterede ikke i 1940, ingen kunne vist heller forestille sig dette: alt var kommet for pludseligt. Som nævnt havde tyskerne allerede i august 1939 sluttet ikke-angrebspagt med Sovjet, det var nok årsag til, at selv kommunisterne, som vi selvfølgelig havde en del af, følte sig helt usikre, de vidste ikke, hvilket ben de skulle stå på!

Besættelsen havde givet det danske folk et chok, heldigvis ikke værre end at opråbet om korrekt og værdig optræden blev tolket således, at man burde give tyskerne en kold skulder, hvilket det store flertal udmærket forstod og gjorde.

Og medens restriktioner og rationeringer væltede ned over os alle, og medens de tyske hære rykkede frem overalt i Europa, rykkede vi nærmere sammen. Fælles skade - fælles trøst.

Med hovedet dybt inde i de nyanskaffede radioer, der kunne tage 31- og 41 m båndet lyttede danskeren til London og »kæmpede tappert til den sidste Englænder«.

Trangen til fællesskab var stor og fandt bl.a. udtryk i Alsangen. Ved store sangstævner, der ofte kunne tælle flere tusinde, fandt deltagerne åndelig støtte i de gamle fædrelandssange. Mange mindes sikkert sangstævner f.eks. i Rubjerglund og Ringe Håndværker og Industriforenings plantning af Kongeegen på kong Chr. d. 10's 70-års fødselsdag den 26. sept. 1940. Andre vil erindre samme forenings arrangement 1. juni 1941 med Studentersangernes besøg, der blev i hvert fald både sunget og festet i flere dage, det gik der sære frasagn om i flere år.

Foreningslivet blomstrede. Sportsforeningerne havde stor tilslutning til deres stævner. Særlig må nok fremhæves Skytte- og Gymnastikforeningens årlige Lombjergefest; der har næppe nogensinde været større tilslutning og aldrig har sangen lydt mere følelsesladet end netop i disse krigsår. Som en næsten fast tradition sluttede en sådan aften med »Altid frejdig når du går«.

Selvom man herhjemme stadig hyggede sig i smug med alsang og nationale møder, hvor gode de end kunne være, var det ikke nok for ungdommen. Der var almindelig harme over, at regeringen kunne acceptere diktat fra tysk side - man så hellere norske tilstande og ville have åbne, rene linier.

Og man var skuffet over, at danskere overhovedet kunne tækkes besættelsesmagten. De hjemlige nazister havde ingen større succes, men holdt selvfølgelig agitationsmøder, således også i Ringe. Efter et sådant møde i vinteren 1941 udvikledes et helt slagsmål på Odensevej, hvor unge Ringensere overfaldt Odense-nazister på vej hjem fra møde i Ringe. Der vankede brodne pander og ødelagte cykler, men der blev af samme grund ikke flere møder i Ringe.

Der var andre, bl.a. officerskredse, der havde fundet ud af, at ungdommen savnede en militærlignende uddannelse, der kunne anvendes i den langsomt fremspirende modstandsbevægelse.

Kristian Birkelund, urmager i Ringe, satte sig i forbindelse med kaptajn Mackeprang, Odense. Allerede i påsken 1941 var Kristian på terrænsportskursus på Herlufsholm, og snart efter var to grupper á 8 mand dannet. 25. maj 1941 afholdtes den første større øvelse i området ved Gislev/Lykkesholm med deltagelse af 35-40 unge mænd, og dermed var modstandsbevægelsen i Ringe startet.

Kristian fortæller med en vis stolthed, at deltagertallet holdt, lige til tyskerne i august 1944 satte en stopper for terrænsporten. Der var naturligvis en vis udskiftning, vi var jo alle unge mennesker under uddannelse: læreplads, fagskoler osv.

Ligeledes fremhæver Kristian, at 22 af de første deltagere gik militærvejen i videreuddannelse. Hans to yngre brødre Frede og Hakon, henholdsvis boghandler og urmager, der hurtigt indtog ledende poster i delingen, avancerede senere i modstandsbevægelsen udenfor vort område, sikkert på grund af deres rolige optræden og ikke mindst deres store mod.

Frede Birkelund, der var elev fra officersskolen, kom efter 29. august 1943, ad mærkelige veje ind i den engelske efterretningstjeneste og bevægede sig i Tyskland foran den egentlige frontlinje. Ved fredsslutningen vendte han tilbage højt dekoreret, genoptog uddannelsen på officersskolen, blev pilot og som oberstløjtnant eskadrillechef i Karup, indtil han med et træningsfly styrtede ned og dræbtes i 1956 i Værløse.

Terrænsporten gik ud på at lære at bevæge sig i terrænet efter kort og kompas, lære sin hjemegn nøje at kende - til fods, i løb og på cykel. Ret hurtigt kom skydeøvelser og granatkastning med i billedet. Det var efterhånden et ganske alvorligt militant foretagende. Vi snakkede ikke så meget om det, men vi var alle klar over hensigten.

Snart kom terrænsporten på landsplan ind under Skytte- og Gymnastikforeningerne, dvs., at skydning og våbeninstruktion foregik på de officielle baner. cand Pharm. Gerke, der var kaptajnløjtnant, trådte til som instruktør, men det gik ikke helt godt.

Bankbogholder Svend Kyhl, løjtnant af reserven, afløste og sørgede derefter for den militære baggrund. Han skaffede sikkert også de første illegale våben, delingen havde, nemlig maskinpistoler af fabrikat Suomi og Husquarna, så ret tidligt lærte vi at håndtere disse. Det, at man stadig kunne bruge Skytteforeningens skydebaner og skydevåben, hænger sammen med hele situationen, at man fra tysk side stadig forsøgte at bevare et godt forhold til hele den danske nation, at man her anvendte så militærprægede våben, var nok noget ud over det tilladte.

Den danske modstandsbevægelse udviklede sig i løbet af krigen idemæssigt og organisatorisk parallelt med modstandsbevægelserne i de øvrige besatte lande, men adskilte sig på eet vigtigt punkt. Samarbejdsregeringen, der dannedes i følge dansk-tysk forståelse efter 9. april betød, at de allierede ikke kunne godtage en sådan regering, der nærmest gjorde 9. april til en reguleret besættelse accepteret af regeringen.

Der blev aldrig dannet nogen eksilregering, der kunne have legaliseret modstandsbevægelsen, set med allierede magters øjne. Vi blev altså ikke betragtet som allieret nation, selvom den danske modstandskamp ret hurtigt blev gennemført i nær kontakt med de allierede magter, og dens kamphandlinger i videst muligt omfang blev indpasset i det fælles strategiske mønster.

Sin anerkendelse måtte den danske modstandsbevægelse søge i kraft af sine ord og handlinger. Det skete gradvis med sympati og støtte fra praktisk talt alle i den danske befolkning og fra det allierede udland. Men det var svært.

Endnu i 1942, hvor Hitlers tropper stadig var i fremmarch., var mange danskere endnu usikre. Visse begivenheder havde dog gjort mange blandt både politikere og almindelige danskere mere bevidste. Bl.a. ledende kommunisters arrestation 22. juni 1941 og udenrigsminister Scavenius' underskrivelse af Antikomintern-pagten den 27. november 1941 i Berlin.

Det var efter alle danskes mening et brud på de mest elementære demokratiske rettigheder og blev årsag til de første alvorlige demonstrationer både mod regering og besættelsesmagt. I en resolution til kongen hed det bl.a.: »At vi hellere vil dele kår med det norske folk end uden modstand at lade Danmark bruge til formål, der står i yderste modstrid med vor vilje til at leve i et frit folkestyret Danmark«.

Nu var danskerens modstandsvilje endelig vakt. Langsomt følte regeringen, at der var sket en afgørende vending i befolkningens indstilling. Forbindelsen til England var gennem S.O.E. (Special Operations Executive) bragt i orden allerede i 1940. De første nedkastninger af faldskærmsagenter skete i efteråret 1941, og derefter gennemførtes flere og flere sabotageaktioner over hele landet.

Denne kortfattede beskrivelse af situationens udvikling dækker naturligvis langt fra alle de begivenheder, der førte frem til det, vi, der oplevede disse år, kort og godt benævner 29. august 1943. Den dato betegner en særlig historisk begivenhed, som netop Ringe vil huske.

I løbet af forsommeren 1943 blev alt dansk militær flyttet fra Jylland. Tyskerne var bange for allieret landgang overalt på Europas vestkyster, og med den efterhånden tilspidsede situation i Danmark med strejker, uroligheder og sabotage var tyskerne klar over, at de ikke kunne stole på de danske militære styrker.

Det var i det hele taget et under, at tyskerne overhovedet havde accepteret den mærkelige situation med opretholdelse af en beskeden dansk militær styrke. Resultatet blev, at alle danske styrker blev overflyttet til Fyn og Sjælland, og sådan gik det til, at Ringe blev garnisonsby.

14. artilleriafdeling rykkede ind i byen juni 1943 med to såkaldte polyteknikerbatterier (unge ingeniørstuderende, der aftjente deres værnepligt). Styrken på i alt 170 befalingsmænd og menige under kommando af oberstløjtnant J.J. Gerstoft blev indkvarteret i en teltlejr på gårdejer Jørgen Jørgensens tofte i tilknytning til ægpakkeriets bygning. I 1985-sprog vil det sige på parkeringspladsen ved Ringe Brugsforening og Lactosans oprindelige bygning ved Stationsvej.

Øverstkommanderende blev dog indkvarteret på Ringe Hotel og befalingsmænd privat rundt om i byen. Soldaterne blev modtaget med begejstring af byens borgere, og blev naturligvis særlig feteret af byens kvindelige ungdom.

Det var noget helt nyt for Ringe, man havde ikke haft soldater indkvarteret siden 1931 ved en efterårsmanøvre, og nu skulle 14. artilleriafdeling blive her i flere måneder. Der blev festet både privat og officielt. Den største begivenhed, hvad det festlige angår, var Forsvarsbrødrenes faneindvielse 25. juli 1943.

Med oberstløjtnanten i spidsen for hele styrken efterfulgt af byens forsvarsbrødre og øvrige borgere drog hele optoget fra banegården gennem byen til Stadion, hvor den højtidelige faneindvielse fandt sted med smukke taler og slåen søm i af oberstløjtnant J.J. Gerstoft, sognerådsformand, tidligere korporal, Carl Albretsen og bankbogholder, løjtnant af reserven, Svend Kyhl. Herefter blev der talt og sunget, spist og drukket og danset i Rubjerglund. Aftenen sluttede med bålfest på Stadion.

Men det blev ikke fest alt sammen. Tyskerne var nu på tilbagetog på alle fronter i sommeren 1943. Den danske regerings vage samarbejdspolitik var ved at bryde sammen. Uro, strejker og sabotage gjorde tyskerne nervøse.

Modstandsbevægelsen havde fra de første effektive våbennedkastninger modtaget formålsbestemt sabotagemateriel, der var langt mere effektivt end det hidtidige mere hjemmelavede. Den tyske general Hannekens rapport om tilstandene i Danmark til Hitlers førerhovedkvarter gjorde udslaget.

Det førte til et krav til den danske regering om en stramning af forholdene: Øjeblikkelig indførelse af mødeforbud for mere end 5 personer. Strejkeforbud. Forsamlingsforbud. Udgangsforbud. Pressecensur under tysk kontrol. Oprettelse af særdomstole. Indførelse af dødsstraf for sabotage Skærpet udgangsforbud samt gidseltagning.

Regeringen, der havde gjort, hvad der var muligt for at opretholde ro og orden, kunne ikke acceptere det tyske ultimatum, for sådan måtte man betragte det og den trådte tilbage. Nu var dansk politik ude af de evige ydmygelser. Der var sat punktum.

Den 29. august 1943 om morgenen angriber tyskerne alle danske militære forlægninger. Således også 14. Artilleriafdelings lejr ved Stationsvej. Afdelingen var gennem Jyske Division forberedt på, at et angreb ville finde sted, derfor forstærkedes vagten. Kl. 4.10 observerede posten ved gården ca. 12 mand ved spærringen. Vagtkommandørens »Holdt, hvem der?« blev ikke besvaret, og derefter slog han alarm og lod posten åbne ilden.

Kort efter åbnedes fra tysk side en kraftig beskydning med maskingeværer, maskinpistoler og håndgranater både fra jernbaneterrænet og haverne nord og vest for området. Vagtmandskabet greb straks til våben og besvarede beskydningen.

Da der ingen tvivl kunne være om, at angrebet skyldtes regulære styrker, søgte kaptajn Lindhardt i henhold til de givne ordrer forhandling med de tyske troppers fører, i det kaptajnen råbte »Holdt« og bad om at komme til at tale med kommandanten for de tyske tropper. Skydningen standsede straks, og der blev svaret, at en dansk officer kunne komme over til tyskerne for at forhandle, idet den tyske kommandant var hårdt såret.

Hverken den danske eller tyske fægtningsberetning bringer oplysning om, at de to tyske afdelinger ved en fejltagelse beskød hinanden, hvilket vist nok foregik langs jernbaneterrænet. Der opnåedes efter en kort forhandling enighed om: at standse skydningen, at holde styrkerne hver for sig og at indhente forholdsordre.

Tyskerne anførte, at deres opgave var at afvæbne lejren inden kl. 5, og krævede våbnene afleveret. Kl. 4.30 standsede skydningen, kl. ca. 5.30 blev Ringe Kommuneskole (Guldhøjskolen) beskudt. En nyankommen tysk styrke troede, skolen var kaserne, og åbnede ilden mod østsiden, sprængte hoveddøren til gymnastiksalen, trængte ind og opdagede efterhånden fejltagelsen. Det har været nogle enerverende minutter for de tre lærere og pedel Jørgensen med familie, der boede der. Al skydning blev imidlertid standset, og man afventede ordre fra det danske krigsministerium.

En lille morsom episode bør nævnes. Ringes daværende stationsforstander, Rømhild Christensen, var en type, man bemærkede. Han havde f.eks. gjort meget for wienerbørn efter 1. verdenskrig, en god dansker med hjertet på rette sted. Selvfølgelig havde kamphandlingerne den tidlige morgen 29. august berørt ham voldsomt, så da den normale toggang denne søndag morgen skulle i gang, gjorde han sit til at irritere tyskerne.

Fra kl. 6.00 var der våbenstilstand, og tyskerne havde lagt sig til rette bag stationens perroner med geværerne lagt ind på denne, pegende over mod den danske soldaterlejr. Dengang som nu var første tog om søndagen kl. ca. 7.00. Iført sin fineste uniform og kasket skred Rømhild perronerne af, idet han med kommandorøst råbte: »Sofort entfernen Sie sich, sechsachtundfünfzig solI hier passieren«. Samtidig nærmest sparkede han til geværerne. Tyskernes respekt for uniformer og faste kommandoer er stor - de flyttede sig omgående over bag hegnet øst for ladesporet og 6.58 kunne passere uhindret nogle minutter senere.

Kl. 8.00 forelå endelig skriftlig ordre fra den danske general Knudtzon: al modstand skal standses og ingen modstand mod afvæbning. På dansk side blev 3 sårede indlagt på Ringe Sygehus, desuden blev 3 lettere såret. På tysk side blev 5 sårede indlagt på sygehuset. Den tyske oberstløjtnant, der var hårdt såret, døde vist nok samme dag.

Sideløbende med de militære aktiviteter proklamerede tyskerne militær undtagelsestilstand, der stort set svarede til det ultimatum, der dagen i forvejen var forelagt regeringen. Ved overtrædelse »ville der hensynsløst blive gjort brug af våben«. Regeringen gik af, og Danmark blev fra nu af regeret af embedsmænd - departementschefstyret.

Det var trods den alvorlige situation, som om luften var renset, nu stod vi meget mere klar overfor tyskerne, nu var de en besættelsesmagt. For modstandsbevægelsen blev datoen 29. august 1943 vendepunktet, nu kunne vi endelig anerkendes blandt allierede i den øvrige frie verden. Det illegale Danmarks Frihedsråd dannedes. I vor lille by blev de danske soldater indespærret i lejren. Deres materiel blev kørt bort af tyskerne. Enkelte våben nåede soldaterne at skjule på den ene eller anden måde. En del faldt senere i modstandsbevægelsens hænder. I et par uger forblev hele styrken her, hvor den modtog megen sympati fra befolkningen.

Man måtte aflægge besøg ved lejrspærringen, og man så soldaterne kolonnevis på vej til og fra gymnastik og badning på Guldhøjskolen, men altid under bevogtning af tyske soldater. Midt i september blev hele styrken på en gang i Anton Nielsens lastvogne transporteret til Ulriksholm ved Kerteminde. Interneringen her varede til midt i oktober, hvor soldaterne hjemsendtes.

På en mærkelig både kluntet og fræk måde blev hjemsendelsen af de internerede danske soldater af tyskerne kædet sammen med arrestationen af de danske jøder, den 1.-2. oktober 1943. Lige meget, hvad begrundelsen var, så vakte denne frygtelige aktion mod jøderne stor harme og gav modstandsbevægelsen endnu større sympati.

Hans Erik Olsen (Nole) og Aksel Knudsen (Møtrik) fotograferet efter befrielsen. Fotokilde: Ringe Lokalhistoriske Arkiver. 

I terrænsportsgruppen blev træningen mere intensiv, og enkelte af de helt skrappe, bl.a. Møtrik (Aksel Knudsen) blev sendt på specialkursus i Snoghøj. Meningen var, at der ud af terrænsportsgrupperne, der nærmest havde en normal militær træning, skulle udtages grupper, der senere kunne indsættes i sabotageaktioner og lignende. Det hang sammen med den efterhånden mere effektive våbennedkastning af både håndvåben, sprængstof og andet materiel.

Møtrik deltog i det hele og var med til modtagelse af de første våbennedkastninger fra engelske bombemaskiner. Han giver en fin beskrivelse af de følelser, det giver, »når maskinen dukker ud af mørket med bombelemmene åbne, og containerne skramler ud - for sekunder efter at dale mod jorden i faldskærme, medens man hører lemmene i maskinen smækkes i, piloten giver motorerne gas og maskinen forsvinder. Man følte kontakten til den frie verden, man var ikke alene i kampen mod tyskerne, der var nationer, der var mennesker, der ville sætte alt ind på at vinde sammen med os«.

I øvrigt samlede Møtrik våben, hvor det var muligt. Tyske soldater blev ganske diskret frataget deres rifler. I svømmebassinet blev 3 danske 89-geværer, der var smidt i bassinets dybe del af danske soldater inden interneringen, fisket op en mørk novembernat i 1943 og bragt til Vantinge. Efterhånden havde tyskerne fået fornemmelsen af, hvad terrænsportsforeningerne foretog sig, og hvad hensigten var.

I august 1944 må Kristian Birkelund og Svend Kyhl »gå under jorden«, de undgik ved tilfældigheder at blive arresteret. Derimod når Møtrik ikke at forsvinde. Han bliver taget med til Husmandsskolen - Gestapohovedkvarteret for Fyn, og bliver udsat for heldigvis kun lettere tortur eller mishandling. Møtrik røber intet ud over, at de personer han nævner, alle er i sikkerhed i Sverige eller gået under jorden, det spilder tyskerne en masse tid på uden resultat heldigvis.

Møtrik anbringes derefter i Frøslevlejren lige til krigens slutning, hvor han kommer til Sverige med de hvide busser. Det var et føleligt slag for modstandsbevægelsen her på egnen, toppen - hele ledelsen var væk. Karl Lindegaard, der også havde våbenanskaffelser på sin samvittighed, var forlængst i Sverige og trådt ind i Brigaden. Ingen var nu sikker på hemmeligholdelsen af våbenlagrene, hvor meget blev der pint ud af Møtrik, det vidste vi ikke.

En aften først i september 1944 skulle jeg derfor hente to 89- geværer i snedkermester Valentinsens værksted i Vantinge. Christian Madsen og Kaj Carlsen fra Møtriks gruppe brækkede værkstedsgulvet op og hjalp med indpakningen af geværerne. Lagt mellem nogle brædder, blev det hele bundet på min cykel og kørt til Ringe. Geværerne blev anbragt i vores våbenlager i den bageste ligkiste i snedkermester J. Lindegaards bagbutik, Algade 37. Hertil må oplyses, at Lindegaards snedkerværksted i stor udstrækning blev anvendt af modstandsgrupperne til våbeninstruktion og til udpakning og klargøring. Selv mahognibordet i snedkerens fine stue blev brugt - dog med et par gamle Fyns Tidende lagt over.

Børge Poulsen. Fotokilde: Odense Stadsarkiv.

Tommy (Børge Poulsen) fra Odense holdt her sine effektive instruktioner ofte gjort mere spændende, når nogle bankede på porten og ville sælge f.eks. »Det store stridsspørgsmål«, og alle kunne ånde lettet op, når Lindegaard fortalte vedkommende, at vi var såmænd så fredelige her.

Der gik nogle dage, så kom Lindegaard ned på min farbrors tømrerværksted, hvor jeg var ved at lave tegnebord: »Du kommer til at komme, Kathrine kan ikke tage det mere« . Fru Lindegaard kunne ikke tage den risiko og evige spænding, som våbenlageret udgjorde, dertil een søn i Brigaden i Sverige, en anden søn og to døtre dybt impliceret i illegale blade, og så den gamle Lindegaard selv, der faktisk var den værste.

Næste dag ved 9-tiden stillede jeg med en trækvogn og 2 kasser. Ligkisten blev tømt, og de to kasser med våben kørt ned til Algade 76 og anbragt på det gamle loft. Under hele aktionen opførte vi os som to håndværkere, der havde mægtig god tid til snak ind imellem slæbet, alt blev overværet af den tyske vagtpost, der var anbragt udenfor det overforliggende Centralhotel, hvor tyske soldater spiste.

I 2-3 uger havde jeg våbenlageret, så stillede Uffe Klausen med en gammel Citroen varevogn fra FKT, og vi kørte det hele til Jens Jensen (Jens Barber eller Bæver Jens kaldet) i Lindved ved åen overfor nuværende Semco.

Her var vi så frimodige at prøveskyde nogle nye canadiske halvautomatiske rifler (US?) som Uffe medbragte. Sidst i september 1944 måtte jeg som tolk for min far, der var sognerådsformand, sammen med ham cykle byen rundt foran en lille DKW med 5 tyske officerer. De krævede indkvarteringsplads for tyske østfront-soldater, der skulle på en lille rekreation her.

Vi viste dem Ægpakkeriet, hvor de danske soldater havde været indkvarteret et år i forvejen. Det gik ikke, hvor meget vi end viste af byens øvrige bygninger, de havde set Ringe Kommuneskole (Guldhøjskolen), og den tog de. Sådan gik det til, at børn og lærere fra oktober 1944 til november 1945 var henvist til at holde skole i Ægpakkeriets bygning, i Museet og i Bethesda.

Imedens blev skolen skiftevis anvendt af snart soldater og snart flygtninge, sidstnævnte indtil ca. 15. september 1945. Efter en halvanden måneds istandsættelsesarbejder tog børnene endelig skolen i brug igen den 1. november 1945.

Med en mundtlig og skriftlig hilsen fra Uffe Klausen til en adresse nær Kastrup lufthavn, drog jeg sidst i september 1944 til København til videre uddannelse som arkitekt og ved hjælp af ovennævnte hilsen kom jeg ind i den københavnske modstandsbevægelse Ringen.

Fra sommeren 1944 blev våbenmodtagelse fra luften den største opgave for modstandsbevægelsen her i området. Leder af denne specielle opgave blev Uffe Klausen, der arbejdede direkte under den fynske modtageleder Erik Frandsen, Odense. Uffe kalder sig selv instruktør, men må nærmest betegnes som modtageleder og kørselsleder for hele Sydfyn.

Leder af stedlige modstandsfolk blev Leo Skjold Hansen, der i øvrigt var CB-delingsfører i Ringe det meste af krigen. I mundtlige beretninger vedrørende krigens sidste år, får man nærmest indtryk af at Leo var heltidsbeskæftiget i modstandsarbejdet. Organisator af Ringe området var Lauge Andersen, der ligeledes gjorde en stor indsats. En tid var han ansat på kommunens rationeringskontor og senere på RTA. Netop hans forbindelse med kommunen satte ham i stand til ved »lånte« stempler at fremstille falske legitimationskort og andre nødvendige papirer for folk, der gik under jorden, og dem blev der flere og flere af.

Våbenmodtagelserne krævede et stort mandskab, et modtagehold var på 50-70 mand opdelt i 5-10 grupper. Kun en del var bevæbnet, da risikoen for arrestation da var mindre, når fantasi og undskyldninger var gode.

Tilgangen til modstandsbevægelsen i 1944 steg i øvrigt i takt med behovet for aktivt mandskab. Last- eller varevogne skulle organiseres for at klare transportbehovet, selv måtte størstedelen af mandskabet cykle til og fra modtagepladserne ad ikke direkte veje for at vildlede tyskerne. Når man ved hvilken forfatning cykler, dæk og slanger var i i 1944, så fatter man, hvor tungt og besværligt dette job har været i vintervejret 1944-45.

Modtagepladserne blev afmærket med lygter, signalblink opsendtes - helst ikke til tyske natjagere. Når nedkastningen var sket, skulle faldskærmene bringes af vejen, og containerne transporteres bort, pladsen skulle være ryddet på 20 minutter, ellers havde tyskerne for store chancer for at nå frem og indfange de implicerede.

Faldt containerne på flad mark, som de skulle, var problemerne ikke så store, Hvis de derimod hang fast i træer, forestod et større arbejde, man måtte af og til opgive disse containere. Der er i øvrigt eksempler på, at man her på Fyn i nattens mulm og mørke har fældet rækker af store træer for at bjerge containere. Hvad skovejeren har sagt til dette, er der ingen, der fortæller.

Efterhånden fik man nedkastet nogle meget avancerede radiofyr »eureca«, der overflødiggjorde den noget farlige brug af lygter. Med eurecaen placeret på pladsen kunne de engelske maskiner styre lige mod målet og udløse den eftertragtede last med stor nøjagtighed, samtidig undgik man flere gentagne overflyvninger, der kunne gøre tyskerne opmærksomme på modtagepladsen.

Deltagerne i våbenmodtagelserne beretter med stolthed, at Fyn har Europarekord i våbenmodtagelse med kun 2,7 % tab af materiel ved modtagelsen. I aIt blev berammet 64 nedkastninger, 35 blev gennemført og 124.000 kg våben/materiel blev nedkastet - og det var kun over Fyn.

Af nedkastningspladser her i området kan nævnes: Nordskov, Stubbendrup, Holstenshus, Skjoldernose, Rødkilde Skov, Sdr. Broby. De nævnte steder, hvor Ringe grupper har deltaget, dækker 8 modtagelser med i alt 32.000 kg våben/materiel samt 8 aflysninger. Det store antal aflysninger er udtryk for den fare, der var, for såvel de engelske maskiner som for de danske modtagehold, men også for den sikkerhed, man krævede. Man tog ingen chancer med dårligt vejr, risiko for tysk opdagelse og lignende, så blev alt aflyst, og mandskabet måtte vende hjem, og maskinerne vende om. Det har været et hårdt job.

5 engelske maskiner med mandskab gik tabt, nogle få danske blev fanget. De mange hilsener BBC sendte med påfølgende våbennedkastning var udover at være et uundværligt led i hele krigsførelsen også et tegn på, at vi blev værdsat som allieret partner i krigen. Ellers havde man ikke gjort en så kolossal indsats i mennesker og materiel, det var et skulderklap til modstandsbevægelsen.

Også jernbanesabotage tog modstandsfolkene sig af her på egnen. Spor ved Lammehave og ved selve Ringe Station blev sprængt flere gange, så mange gange, at jernbanen foretrak at samle et lager af skinner ved stationen. Så sprængte man skinnelageret, der fløj omkring i ødelagte stykker - heldigvis uden at forårsage ulykker.

Længere nordpå tog Pederstrupgruppen sig særligt af jernbanesabotage, især Aage Thade Petersen og Karl Einar Larsen dyrkede dette arbejde med stor interesse. Pederstrupgruppen blev i øvrigt indsat i de kamphandlinger, der foregik i Odense d. 5. maj 1945, hvor der fandt skudveksling sted i området ved Kongens Have.

I Odense dræbtes i dagene omkring befrielsen 11 modstandsfolk - ingen var dog fra Pederstrup. Den 4. maj 1945, da fredsbudskabet havde lydt i radioen fra London, trådte de af Frihedsrådet dannede byledelser sammen, de skulle ved hjælp af modstandsbevægelsen varetage opretholdelsen af ro og orden samt sørge for interneringen af de personer, der ved deres adfærd havde. mistænkeliggjort sig.

I Ringe, der hørte under byledelsen i Svendborg, tog en lokalkomite sig af de stedlige problemer. Komiteen bestod af: læge Chr. Gormsen, kontorassistent Lauge Andersen, gdr. H.P. Hansen (senere sognerådsformand), maskinassistent Kaj Christoffersen, fabrikant Uffe Klausen og politiassistent J. Kjellberg Nielsen. Leo Skjold Hansen og løjtnant Aagaard Pedersen blev daglige ledere.

Man kan ikke se tilbage til tiden for 40-45 år siden uden at mindes det sammenhold, der prægede både os, der fandt sammen i modstandsbevægelsen, og hele nationen i øvrigt. Det må have været det store fælles mål »Tyskerne ud af landet«, der bandt os sammen. Det bør nævnes, at modstandsbevægelsen her startede upolitisk og sluttede upolitisk, vistnok med alle politiske synspunkter repræsenteret, men det mærkede man ikke.

Modstandsbevægelsen kunne ikke have gennemført det den gjorde uden befolkningens moralske støtte og velvillige baggrund. Det at man ikke så og ikke sagde noget, når der foregik mærkelige ting, det at man kunne »gå under jorden« hos venner og bekendte, og naboerne også kunne tie, det at man kunne gemme sig bare nogle minutter f.eks., i en bagbutik eller lignende uden et spørgsmål - hvorfor?? 

Alt sammen var det et udslag af en fællesskabsfølelse, der holdt krigen igennem.

Fra en britisk flyverbegravelse i Odense

Den nedenstående artikel stammer fra bogen Fem Aar – Indtryk og Oplevelse og er skrevet af redaktionssekretær Knud Madsen, der var ansat på Fyens Tidende.

Artiklen fortæller om begravelsen af besætningen fra det engelske Hampden to-motorers bombefly, der om aftenen den 11. september 1941 styrtede ned ved Sanderum.

Flyet havde været på minelægningsmission ved Kiel og var blevet ramt af flak ved Storebælt. Piloten forsøgte at flyve videre, men blev tvunget til at forsøge en nødlanding ved Sanderum. Flyet eksploderede dog ved landingen.

I artiklens indledning står der, at det var fire canadiske flyvere, der blev begravet. Der var dog tale om én canadier, én newzealænder og to englændere.

• Sgt. Lynn Harding (RAF)
• Pilot Officer William Francis Hull (RCAF)
• Sgt. Samuel Jamieson (RAF)
• Flt/Sgt Duncan Luin Tod (RNZAF)

Der er indsat linjeskift i teksten for at gøre den mere læsevenlig.

FRA EN BRITISK FLYVERBEGRAVELSE I ODENSE
Den 15. December 1941 blev de første faldne britiske Soldater jordede paa den ny Kirkegaard i Odense i Nærheden af Gravene for de faldne danske Helte fra den 9. April. Det var fire canadiske Flyvere, som var styrtet ned med deres Maskine ved Sanderum den 11. December.

Garnisonen i Odense modtog ingen Indbydelse til at sende Repræsentanter til Begravelsen, og alle Forsøg fra Kommandanten, Oberst R. Mikkelsen, paa gennem sin Forbindelsesofficer at faa Oplysning om, hvornaar Begravelsen skulde finde Sted, var frugtesløse.

Paa anden Maade lykkedes det dog Oberst Mikkelsen at faa Besked om Tidspunktet for Begravelsen. Han gav Forbindelsesofficeren, Kaptajn Nielsen, Ordre til at følge med til Begravelsen, samtidig med at han sendte Løbesedler ud til Garnisonens Befalingsmænd med Meddelelse om den. Løbesedlerne gav ikke Befaling til at møde, men kun Oplysning om Tidspunktet for Begravelsen.

Faa Minutter før Højtideligheden skulde begynde, ankom Oberst Mikkelsen til Kirkegaarden sammen med Garnisonens tidligere Chef, Oberst Allerup, og fandt Porten laaset og bevogtet af Politi. Endvidere var der 2-300 Odenseborgere, som havde ønsket at deltage i Højtideligheden og vise de faldne den sidste Ære.

Paa en Henvendelse fra Oberst Mikkelsen svarede en Betjent, at Begravelsen var udsat en Time, og at Folk kunde faa Adgang til Kirkegaarden indtil en halv Time før Begravelsen. Saa skulde Kirkegaarden rømmes.

Betjenten kunde ikke svare paa et Spørgsmaal om, hvorvidt Forbudet mod at overvære Begravelsen ogsaa gjaldt Oberst Mikkelsen som Garnisonskommandant. En ældre Betjent, som Obersten senere traf paa Kirkegaarden, sagde, at selvføgelig kunde den danske Garnisonskommandant overvære Højtideligheden. Derefter tog han Plads i Begravelseskirken sammen med de Odenseborgere, der var mødt, og som roligt tog Plads i Nærheden af de fire Kister, der var dækket med britiske Flag.

Nu kom en Kirkegaardsbetjent og anmodede paa Tyskernes Vegne Følget om at forlade Kirken. Ingen rørte sig. Lidt efter kom den ledende Politimand og anmodede de mødte om straks at forlade Kirken. Dette havde til Følge, at 8-10 gik deres Vej, Resten blev siddende.

Fra Forsamlingen lød forskellige Udbrud: »Det er Guds Hus!« »Det er en dansk Kirke!« Det hele var ved at antage en højst pinlig Karakter. Saa rejste Oberst Mikkelsen sig og anmodede den britiske Konsul, Th. Muus, som han betragtede som nærmeste Paarørende, om Tilladelse til at sige et Par Ord. Da Konsulen gav sit Tilsagn, gik Obersten hen ved Siden af Politimanden, der stod ved Kisterne, og sagde til Forsamlingen: »Jeg opfordrer Dem til at efterkomme Politiets Anmodning; men først vil jeg sige et Par Ord: Jeg forstaar godt, at der hos saa mange danske Borgere har været en Trang til at vise disse unge Canadiske den sidste Ære, disse unge Soldater, der er faldet saa langt fra deres Hjem, i Kamp for de smaa Nationers Sag og dermed ogsaa for vor. Men før vi gaar, vil vi bede et dansk Fadervor ved deres Kister.«

Efter at Oberst Mikkelsen havde bedt Bønnen, tømdes Kirken stille. En højst usædvanlig, men paa sin Vis gribende Højtidelighed. Ogsaa den britiske Konsul forlod Kirken; forinden slog Konsulen Korsets Tegn over Kisterne.

Den gamle østrigske Oberst, der da var Kommandant for Tyskerne i Odense, havde faaet Besked om Episoden og var hastigt kommet til for at ordne Situationen; men Oberst Mikkelsen var paa det Tidspunkt taget fra Kirkegaarden, og den gamle Oberst bøjede sig, da en tysk Kaptajn henviste til, at der var handlet i Overensstemmelse med Instruktionen.

Det er ikke for meget sagt, at Oberst Mikkelsens menneskeligt smukke Handlemåde vakte den største Sympati i Odense. Episoden førte til, at Tyskerne forsøgte at fælde ham ved at indgive en alvorlig Klage, formuleret i ikke færre end syv Punkter; men Generalløjtnant Gortz og hans Stabschef, General Rolsted, i Forening afværgede Anslaget.

Da Stabschefen hos den tyske Overgeneral indfandt sig hos General Rolsted og sagde, at man var klar over, at der forelaa en Misforstaaelse, og at man lod Sagen falde, svarede Generalen: »Vi betragter ikke dette som en Naadesakt, men som en Retfærdighedshandling.«

Hvortil der blev svaret:

»Jawohl!«

I Anklagepunkterne mod Oberst Mikkelsen stod bl. a., at han paa Grund af Episoden havde forspildt Agtelsen blandt Odense Bys Borgere, og at han havde vist, at han ikke var tyskvenlig! Hvorledes
Indstillingen i Byen var overfor Obersten, gav sig bl. a. Udslag i en stor Mængde Blomsterhilsener i Dagene efter Begravelsen.

I øvrigt gav Sagen Anledning til, at der blev indført faste Retningslinjer for Fremgangsmaaden ved fremtidige Begravelser af Tyskernes Fjender, saa man kunde undgaa det højst beklagelige, at der
mødte danske Officerer af højere Rang end de tyske, og at danske Befalingsmænd mødte i »übergrosse Anzahl«.

Kilder: Airwar over Denmark, Dagbogsblade Assistens kirkegården 1940-1943, Airmen.dk.

De fire gravsteder. Fotokilde: Airwar over Denmark.