Det nedenstående er Heinrich Jürgen Petersens erindringer fra besættelsen, der er skrevet i 1985. Heinrich Jürgen Petersen tog senere navneforandring til Jørgen Adelgod.
Erindringen ligger i dag på Odense Stadsarkiv.
FKT står for Fyns Kommunale Telefonselskab.
Erindringen er blevet redigeret. Der er blevet ryddet op i en noget sparsom tegnsætning, udeladte ord er indsat og en del sætninger er blevet vendt på hovedet for at give mening. Alt er sket for at gøre erindringen lettere at læse og der er ikke ændret på noget i forhold til indholdet.
 |
| Jørgen Adelgods illegale legitimation. Fotokilde: Affotograferet af Fyn under besættelsen på Historiens Hus. |
Fra jernbanen til telefonen.
Den 9. april 1940 overskred de tyske tropper den danske grænse, og jeg vågnede om morgenen ved, at der var tyske tropper i gaden, samt en mængde flyvemaskiner over byen.
Som bekendt overgav Danmark sig samme dag, vi kunne intet gøre over for overmagten.
På det tidspunkt var jeg formand for en DSU-afdeling og vi unge drøftede meget på vores ugentlige møder, hvordan vi skulle forholde os, for nu havde vi jo ikke den frihed som før.
Den tyske organisation DNSAP i Tønder var efterhånden en magtfaktor, som vi flere gange kom i slagsmål med, bl.a. på Tønder kirkegård, hvor vi kæmpede både med sten og cykelpumper, men vi fik overmagten og fik jaget dem på flugt. Det her var kun en af de mange træfninger, vi havde med dem.
Jeg var ansat ved DSB i Tønder henholdsvis som remisearbejder og vognopsynsmand. Her var vi en del DSU’er, som begyndte at lave sabotage.
Som vognopsynsmand havde jeg den opgave, at al transport fra Tyskland, som kom til Tønder, skulle jeg påse, om alt var pålæsset rigtigt og om hjulene var i orden. Dertil brugte jeg en langskaftet hammer og bankede på hjulene, hørte man ikke en klingende lyd, var hjulet defekt og den vogn skulle sendes tilbage til Tyskland igen. Jeg sendte mange vogne tilbage, selvom de intet fejlede.
Det blev efterhånden tyskerne påfaldende og en dag kom der en skrivelse til DSB, at alt tysk jernbanemateriel ikke måtte forsinkes og skulle frem uden eftersyn.
Der kom jo en mængde transport sydfra. Bl.a. en mængde biler og tanks. Der nåede vi at hælde sukker i olien og ellers rive samtlige ledninger itu. Var vi tissetrængende, gjorde vi det i benzintankene. De vogne som kom ind med koks og brændsel, stjal vi fra til eget forbrug.
Senere kom der bevæbnede tyske soldater på vagt, men alligevel kunne vi sabotere en del. F.eks. talte man med vagten, så andre kunne sabotere imens.
I 1944 fik vi det mere organiseret. Det havde bl.a. med sprængstof at gøre. Vi var f.eks. 4 mand samlet, hvor vi lavede disse ”marcipanbomber”. Det kaldte vi dem, fordi det lignede marcipan meget, vi fik det tilsendt fra modstandsbevægelsen i Esbjerg.
Vi sad virkelig og hyggede os med arbejdet og havde piber, cigaretter eller cigarer tændt. Af en ekspert fik vi senere at vide, at var vort lager gået i luften, så havde det meste af Tønder været udslettet.
 |
| Tønder den 9. april 1940. Fotokilde: Lokalhistorisk Arkiv for gl. Tønder Kommune. |
Vi nåede bl.a. at sætte ild og sprængning på op til 8 værnemagerværksteder, den nat var der ikke mørklagt i Tønder. Vi var alle nået at komme hjem i seng uden at blive opdaget. Vores næste opgave var bl.a. at sprænge DSBs remise i luften eller i hvert fald at ødelægge deres lokomotiver.
Planen var følgende. Den pågældende nat havde jeg nattevagt sammen med en kollega, som ikke var indviet i planen. Vagten var fra kl. 22.00 til kl. 6.00 morgen. De 2 første timer arbejdede vi med at rense lokomotiver, således at de var klar til afgang igen, samt føre de lokomotiver ud på drejeskiven, som skulle ud at køre.
Efter kl. 24.00 var der forholdsvis arbejdsro, så den ene af os kunne godt lægge sig ned og sove et par timer på vores samlingsstue. Den aften var det min kollegas tur til at sove. Da han havde lagt sig og allerede sov ved 00.30-tiden, kom der 3 af mine sabotagekammerater.
Vi lagde i fællesskab bomber i lokomotiverne. 7 stk. i alt, samt en bombe under drejeskiven som er beregnet til, at når lokomotivet stod på den, kan man dreje lokomotivet ud på det spor, som det nu skulle køre på.
Bomberne var tidsindstillet på en halv time. Da det var overstået, gik de tre kammerater efter planen hen, vækkede min kollega og sagde til ham, at det var fra modstandsbevægelsen. For ikke at han skulle løbe, blev han bundet på kryds og tværs, hvorefter jeg blev ført ind til ham, blev ”bundet” og lagt ved siden af ham.
Det skulle jo se ud som om, vi begge 2 var taget af modstandsgruppen. Kollegaen og jeg talte lidt sammen om vores situation, da bomberne pludselig sprang. Det var nogle ordentlige brag, så vi troede faktisk, at murene skulle styrte omkring os.
Jeg kunne efter det hurtigt løsne mig selv af rebet og derefter min kollega. Vi styrtede afsted op til banegården, som lå cirka 1 kilometer fra remisen.
Der mødte vi det danske politi og var til afhøring. Vi fortalte så, hvordan vi var blevet bundet af 3 mænd, som fortalte os, at de ville sabotere remisen og lokomotiverne.
Det var underligt for mig, at være til afhøring og være klar over, hvordan det var arrangeret. Det var lettere for min kollega til trods for, at han var chokeret – en ældre herre, god kollega og en god dansk mand.
 |
| Saboteret lokomotiv. Står i remisen ved Tønder Station. Fotokilde: Frihedsmuseets fotoarkiv. |
Da de 3 sabotagegutter tog fra remisen og bomberne sprang, var der 2 af dem, der ikke turde tage hjem, men gik ud på landet og så ville tage til byen om morgenen, inden de skulle på arbejde.
De skulle have gjort som den ene, nemlig at gå lige hjem i seng, ham skete der intet. Derimod da de 2 andre kom ind mod Tønder, var byens indfaldsveje besat af dansk politi, som arresterede de to gutter til afhøring. De fortalte, at de havde bragt et par piger hjem, som boede på to forskellige bondegårde.
Politiet efterforskede forløbet og var hos samtlige bondegårde og der var selvfølgelig ikke nogle af pigerne, der var blevet fulgt hjem. Situationen var kritisk for vi 2 andre, for vi vidste jo ikke om de fængslede, havde fortalt noget.
En af mine bedste venner inden for politiet, en overbetjent der var formand for Socialdemokratiets Tønderkreds, ham talte jeg med. Vi drøftede jernbanesabotagen, dog uden at jeg var impliceret, men jeg sagde til ham, da han havde stor indflydelse i politiet, at det var ret vigtigt, at de blev løsladt ret hurtigt, for ellers blev de overført til Gestapo. For som jeg sagde til ham, at de 2 gutter havde med udbringningen af illegale blade at gøre.
Efter 11 dages fængsling med god kost og logi blev de løsladt. I løbet af 1944 blev der foretaget mange arrestationer af det tyske Gestapo, bl.a. også af mine modstandskammerater. De blev ført til Tyskland og i koncentrationslejre. Pragtfulde gutter, der intet røbede om os andre. De kom heller ikke hjem igen, de døde, hvor de var.
Et stort indtryk minder mig stadig om en oplevelse, jeg havde på mit arbejde. En dag på Tønder station kom et tysk tog ind, hvor der foran lokomotivet var 2 kreaturvogne. Da toget holdt stille, kom en tysk soldat og lukkede op for kreaturvognene, og til min store forbavselse lå der flere personer i halm.
En af dem var en af mine modstandskammerater, som var taget af Gestapo et par måneder forud. Han så på mig, løftede en finger over munden, for derved at tilkendegive at han ikke havde røbet noget. Jeg spurgte den tyske vagtsoldat, om vi måtte give dem vores madpakker samt tilfældig røg, vi havde på lommen. Det gav soldaten tilladelse til og efter en kort pause, skulle toget videre nordpå. Han døde senere i koncentrationslejren.
Efterhånden var der flere af mine nærmeste, der blev taget af Gestapo. En dag var de ude efter mig. Jeg var på arbejde den dag fra kl. 14.00 til kl. 22.00.
Cirka kl. 14.30 kom 2 mænd og de løb tilfældigt på mig. De spurgte, om jeg vidste, hvor jeg var henne, men jeg fik mistanke om, at det var Gestapo, henviste dem til mesterkontoret for at få oplysninger om, om jeg var på arbejde.
De løb derhen, hvor jeg løb modsat vej til et værktøjsmagasin, hvor jeg indviede formanden der om min mistanke. Han fik mig beordret til et gemmeskjul i kælderen. Derefter løb han op til mesterkontoret og da lokomotivmesteren så ham, spurgte han om formanden vidste, hvad tjenestetid jeg havde.
Formanden fik fat i tjenestetidsdagbogen og bladede i den, hvor han lod Gestapo se, at jeg var taget hjem den dag kl. 14.00. Det var de tilfredse med og takkede. Formanden havde vist dem min tjenestetid ugen i forvejen, hvor jeg altså havde fyraften kl. 14.
Han kom hurtigt hen til mig og fortalte forløbet og at de nok sad hjemme på mit værelse og ventede på mig. Bagefter fik jeg at vide, at de havde ventet på mig i 3 timer. Da jeg ikke kom, tog de min nyerhvervede radio med samt andre ting af værdi.
Samme dag var der 2 fyrbødere, Holger fra Odense og Tjæreborg, det kaldte vi ham, da han var fra denne by, der skul le være hjemme kl. 17.00. De kom med tog nordfra.
Da de kom hjem, fik jeg fat i dem og forklarede, at nu var det alvor. De var i samme gruppe som mig, så vi blev enige om hurtigt at tage det første tog nordpå, hvor Tjæreborg havde sine forældre boende. Vi fik god hjælp undervejs, idet vi sad i selve postvognen, så ingen skulle opdage eller genkende os.
Vi nåede Tjæreborg hen ved kl. 24.00 og vækkede kammeratens forældre. Jeg husker dem tydeligt. Et dejligt ægtepar, der var både ængstelige og omsorgsfulde for os. De var stået ud af sengen og begge i nattøj. Det første vi skulle, var at få noget at spise. Da de havde bøfkød stående fik vi alletiders middag og det slog slet ikke min appetit i stykker, at de gik i nattøj og i bare tæer med mange lakridser imellem.
Næste dag drog vi videre mod Odense, hvor Holger hørte til og der var jo også større muligheder for, at gemme sig i en storby.
Vi nåede Odense med toget, hvor vi afventede begivenhedernes gang i Kongens Have. For som Holger sagde, vi skal lige vente på en, jeg kender, som skal sige min bror besked, at vi er her og skal have hjælp.
Der kom en jernbanemand forbi som Holger kendte. Han satte ham ind i sagen, om han ville give Holgers bror besked, at vi sad her i Kongens Have.
 |
| Kongens Have, oktober 1943. Fotokilde: Stadsarkivet. |
Det ville han gerne, men fik sit livs forskrækkelse, da han gav beskeden til Holgers bror. Denne trak en revolver, pegede på jernbanemanden og sagde: Det vil jeg sige dig, jeg kender dig ikke, du kan jo være stikker og alt muligt, nu cykler du 3 meter foran mig og er der den mindste tvivl, så bliver du skudt omgående.
Stakkels mand, han blev chokeret, men da de kørte forbi Kongens Have og Holgers bror så os, fik han lov til at cykle videre.
Holgers bror fik besked om vores flugt fra Tønder og at vi gerne ville i modstandsbevægelsen her. Den første nat blev vi indlogeret på et værelse på anden sal et sted i Skibhuskvarteret, hvor vi fik rugbrødsmadder og en kasse øl.
Dengang var der 50 øl i en kasse, så der var nok at tage af. Men husk på, at værelset var aflukket, så vi ikke kunne komme ud før næste formiddag og da der ikke var noget toilet, var der kun et at gøre, at tisse i de tomme ølflasker. Om det gik lige op, husker jeg ikke.
Dagen efter kom vi på et klubværelse på Nørrebro, hvor vi skulle afvente begivenhedernes gang. Holger og Tjæreborg kom i en sabotagegruppe, blev senere taget af Gestapo, ført sydpå og blev mærket for livet. De blev gennembanket og gennemgik de værste pinsler.
Bagefter sagde de til mig, at de havde opgivet mig som hovedmand. Det havde lettet på pinslerne, for nu var Gestapo for alvor på jagt efter mig. De tænkte, som sandt var, at Jørgen fanger de nok ikke.
For mit vedkommende blev jeg sat til at aflytte Gestapos telefoner, fordi jeg kunne tysk og det job havde jeg fra 5. juli 1944 til 5. maj 1945. Det var et spændende job og et par gange var Gestapo ved at finde mig, men jeg nåede at komme fra stedet, hvor jeg aflyttede til et andet sted i byen. Det er for vidt at beskrive derom, det ville fylde en hel roman om min virksomhed som frihedskæmper i Odense.
Den mand, der foranledigede aflytningen var bl.a. medlem af Fynsledelsen, som jeg på det tidspunkt ikke anede, hvem var.
Efter 5. maj fik jeg at vide, hvem han var. Det var overingeniør Werner Hjort, senere direktør for FKT.
Efter befrielsen skulle jeg jo tilbage til Tønder, men fik et job ved efterretningstjenesten, hvor jeg stod frit stillet med bil at arrestere eftersøgte personer over hele landet. Jeg havde fået orlov fra jernbanen fra maj 1945 til maj 1946. Det var en meget interessant opgave i samarbejde med politiet og modstandsbevægelsen.
Nu havde jeg sat mig for, at jeg ikke ville tilbage til Tønder og søgte om at blive forflyttet til Odense, Svendborg eller Nyborg.
Lige efter besættelsen havde jeg bedt Werner Hjort om at blive ansat ved FKT. Desværre sagde han, det er småt med arbejde, vi har ingen materiel og en del telefonmænd er blevet afskediget under krigen og de skulle først ansættes igen.
En måned før jeg skulle begynde hos DSB i Nyborg, ringede Werner Hjort til mig, at jeg godt kunne få et job ved FKT, men skulle lige bestå en lille prøve, og den bestod jeg med glans.
Jeg kan huske, vi var cirka 10 mand til prøve, det foregik skriftligt og jeg husker, at jeg havde en lille fejl og det var, at jeg havde skrevet Ebeltoft med Æ.
_(2)_1%20-%20nationalmuseet.jpg)
