18/04/2024

Tysklandsarbejdere

Sådan kunne en annonce se ud, når der blev søgt efter tysklandsarbejdere. 

Over 100.000 danskere endte med at tage over grænsen for at arbejde.
Hverveannonce fra Svendborg Avis den 19. marts 1942. Fotokilde: Svendborg Forsorgsmuseum.


17/04/2024

Havnefoged Andreas Mortensens erindringer

I Frihedsmuseets arkiv kan man finde et uddrag af Andreas Mortensens erindringer. Andreas Mortensen var havnefoged på havnen i Søby på Ærø under hele besættelsen.

Erindringerne rummer mange detaljer, der sjældent opleves i disse besættelseserindringer.

Der er blevet foretaget en redigering af teksten, der oprindeligt er lavet som maskinskrevet. Der er blevet rettet en del stavefejl, samtidig er der blevet arbejdet intenst med tegnsætningen, der var meget mangelfuld. Der er også indsat flere linjeskift for læsevenlighedens skyld.

Der er ingen dato på, hvornår erindringerne er skrevet ned. Den oprindelige titel på erindringerne var ”Mine Oplevelser fra april 1940 til 15. August 1957” – derfor må det formodes, at de er skrevet derefter. Denne udgave af erindringerne slutter i december 1945.
Postkort af Søby Havn, poststemplet 1957. Her ses havnefyret på den østlige mole, der omtales flere gange i erindringerne. Fotokilde: Ærøskøbing Lokalhistoriske Forening.
Erindringerne
Jeg blev ansat som Havnefoged den 1. april 1940. Natten mellem den 8. og 9. april var der ingen som fik sovet ret meget for der var Overflyvninger hele Natten, der kom den ene Bølge af Maskiner efter den anden. 

Op af Dagen den 9. april kom de så tilbage igen og de fløj meget lavt, næsten helt nede over Hustagene. På det Tidspunkt var der endnu ingen, der rigtigt vidste, hvad der foregik, men gå fik vi at vide i Radioen, at tyskerne havde besat Norge og Danmark.

Folk samlede sig i små klynger nede på Havnen og der blev snakket frem og tilbage, ingen vidste, hvad der skulde ske, men vi ventede alle det værste. Da Klokken var ca. 10.00, var der et Marinefartøj, der rundede Næbbet og satte Kursen ind imod Havnen, så var vi klar over, at nu skete der noget. 

Den kom ind i Havnen med stor Fart og lagde til ved Østre Mole, der var ingen ude på broen og jeg var med vilje ikke gået derud, for jeg vilde ikke tage imod en Trosse fra dem. Da de havde fortøjet, sprang der 30 Mand op på Broen med Maskingeværer, der var to Officerer som førte kommandoen, jeg stod længere inde på Broen sammen med Tolderen. Vi blev enige om at gå derud. 

Da vi var et stykke fra dem, kom de to Officerer ind imod os, den store af dem talte dansk og han vilde have at vide, hvor Havnefogeden var henne. Tolderen sagde så, at det var mig. Derpå henvendte han sig så til mig og vilde vide, hvordan de hurtigst kom ud til den danske Marinestation. 

Jeg sagde, at de kunde leje er Lastbil, men det lod ikke til at have hans interesse, så måtte jeg jo til at forklare ham, hvad vej de skulde, men jeg var klar over, at det var om at trække Tiden ud så længe som muligt, for jeg havde set en af de danske marinesoldater, som løb ind i Pakhuset ved Færgen og jeg regnede med, at han var inde og telefonere og det var han også, fik jeg senere at vide. 

Så det blev jo en længere Forklaring at jeg kom med. Jeg kunde se, at den anden tysker ikke kunde forstå dansk og at han blev mere og mere gal, det har jo nok varet for længe med at komme afsted. Der var nu kommet flere ud på Broen og de kom nærmere hen imod os for at høre, hvad der blev sagt. Der var også en, der blandede sig i Samtalen. 

Et Øjeblik efter blev der givet Ordre til Afmarch, så vidt jeg husker gik de forkert og kom ud til Jørbæk. De gik gå langs Stranden ud til Marinestationen. Da de kom derud spredtes de og kom ind fra alle sider, klar til at skyde, men danskerne var nået at komme afsted til Søby og med Færgen til Fåborg, de havde også nået og få alle instrumenterne slået i stykker før tyskerne kom. Der blev så nogle tyskere derude, hvor mange ved jeg ikke, de andre kom så tilbage og sejlede herfra omkring ved Kl. 2 om Eftermiddagen.

I 1941 fik jeg Brev fra Handelsministeriets Søfartskontor om jeg vilde møde i Odense en bestemt Dag og Klokkeslæt, der var også et Legitimationskort med, for det var et hemmeligt møde. Jeg ankom præcis på Klokkeslæt og blev vist ind i et Lokale og viste mit Legitimationskort frem. Mødet blev holdt på et Hotel, der lå lige ved Banegården, jeg husker ikke, hvor mange vi var, vel 7-8 Mand. 

Færgen Ellen i Søby Havn. Flaget der stikker frem, afslører at billedet er taget under besættelsen. Fotokilde: Ærøskøbing Lokalhistoriske Arkiv. 
Fra Handelsministeriet var Kontorchef Helge Juul, han fortalte nu, hvorfor vi var blevet indkaldt til Mødet. De fremmødte var Havnefogeder fra Fyn og jeg var den eneste Havnefoged fra Ærø. Det, det drejede sig om, var, at der var nogle Havne, som skulde have Udlevering af Sejlanvisninger, da alle skibe over 20 bruttoton skulde følge de Minestrøgne Ruter.

Der var mange Skibe, som anløb Søby Havn dengang, og der blev losset og lastet meget, og så var Søby Havn hjemsøgt af mange Skibe, som kom fra Flensborg med Last for at ligge Natten over og andre som skulde til Flensborg for at hente Last. De vilde ikke så gerne ligge i Flensborg om Natten, de var bange for, at der skulde blive bombet.

Foruden Fragtskibene, havde vi jo også en stor Fiskeflåde, som fiskede her fra Søby om Vinteren. Der var tit 25-30 Både og 10-14 Lastskibe, og der skulde også være Plads til Færgen, som skulde vende i Havnen. Det skete, at der kom et par Lastskibe efter at Færgen var kommet sidste gang om Aftenen og at der så ikke var mere Plads i Havnen. Så måtte de fortøje ved Østre Mole ude ved Havnefyret og så love at sejle før Færgen skulde gå.

Kort Tid efter, at vi havde haft det Møde i Odense, fik jeg Besøg af Helge Juul som kom for at sætte mig ind i Arbejdet med Udleveringen af Sejlanvisningerne. Arbejdet bestod i at modtage Telegrammer om Natten og så rette Sejlanvisningerne i Overensstemmelse dermed, inden de blev udleveret til de Skibe, der skulde sejle om Morgenen. 

Der blev jo smidt Magnetminer hver Nat og mange Skibe blev minesprængt. Jeg fik op til 8-10 Telegrammer hver Nat, som jeg modtog i Telefonen, og så om Morgenen kom de samme telegrammer oppe fra Telegrafstationen. Jeg skulde også passe Havnefyret og lysene ved Havnen, de skulde jo slukkes, når der kom Flyvevarsling og igen tændes, når der kom Afvarsling. Så der var ikke meget ro til at sove der. Der var mange nætter, jeg ikke kom af Tøjet.

Den 14. december 1942 fik jeg så igen Besøg af Helge Juul. Han kom for at kontrollere Sejlanvisningerne, da vi havde gået alle papirerne igennem, spiste vi Middag. Jeg husker, at vi fik kogt Torsk. Da vi havde fået Kaffen, sagde Juul til mig, om jeg kunde tænke mig at have noget illegalt Arbejde, jeg sagde straks ja til det. 

Jeg skulde indrapportere, hvad tyskerne foretog sig her på Øen og hvad tyske Marineskibe, der anløb Havnen, og hvis jeg kunde få at vide, hvor mange Mand, der var i Oldemarkslejren. Jeg fik udleveret et lille Etui til Tændstikker, det var lavet af Fiskeskind og han sagde, at der var kun 12 af dem.

Han sagde, at jeg skulde altid have det på mig og at jeg ikke måtte vise nogen det, kun hvis der kom en og vilde tale med mig og viste mig et magen til, skulde jeg også vise mit frem. Jeg fik så at vide, at der om kort tid vilde komme en Dame og tale med mig og at hun hed Yrsa Petersen. Jeg ved ikke, om det var hendes rigtige Navn eller et Dæknavn. 

Når jeg modtog rettelsesblade fra Handelsministeriets Søfartskontor hver Dag, og jeg sendte også de gamle sejlanvisninger ind hver Dag, hvis jeg havde noget fortroligt at skrive om, skulde jeg skrive det forneden på et Rettelsesblad, men uden Farve båndet var på Maskinen. Når jeg sendte noget fortroligt skulde jeg sende det til Handelsministeriets Søfartskontor, Assistent Clausen, det var hans Dæknavn.

Formålet med de fortrolige Oplysninger var at beskytte den danske Handelsflåde, når den dag kom, at tyskerne skulde forlade Landet.

Den 9. marts 1944, om aftenen, gik jeg over på Færgen og lagde et Brev i Postkassen med Rettelsesblade på det ene af bladene var skrevet noget fortroligt angående et Skib, som havde anløbet Havnen.

Lørdag den 11. ringede Fru Juul, at jeg måtte ikke ringe eller skrive, for tyskerne havde taget Juul og Telefonen blev aflyttet og alle Breve blev åbnet.

Hun var gået i Byen og havde ringet til mig. Det var jo ikke så godt, for nu vidste jeg ikke, om tyskerne havde fået fat i det Brev, som jeg sendte Torsdag Aften. Jeg var ikke glad ved Situationen og jeg tænkte også på, hvad der var sket med Helge Juul og hvordan tyskerne havde kundet opdage ham, om der var nogen, der havde stukket ham. 

Jeg fik senere at vide, at tyskerne havde taget to mand af vores Gruppe og at de havde fået fat i et af de etuier af Fiskeskind, som jeg før har omtalt. Så nu kunde der være Fare for, at de rejste rundt til alle havne for at få nogen til at gå i en Fælde. Jeg gik stadig og ventede på denne Fru Yrsa Petersen, som skulde komme og tale med mig. Jeg fik senere at vide, at hun var kommet over til Sverige. Det var så vidt, jeg husker, omkring ved samme Tid som da Juul blev taget.

Søby, Godthåb og Bregninge Brugsforeninger fik mange laster Tørv ind over Søby Havn dengang. Vi havde fået en ny Vognvægt og da jeg var Vejer og Måler, var det mig, der vejede allé lasterne ind. De blev jo kørt ud til dem, som skulde have dem med det samme. Der lå gå tit flere skibe og lossede Brændsel. 
Hvad der ligner et udflugtsskib under naziflag i Søby Havn. Fotokilde: Ærøskøbing Lokalhistoriske Arkiv.
Så en Dag, jeg mener, at det var i Maj Måned 1944, jeg var oppe ved Vægten, så jeg, at der kom 5 af de grønne Gestapo, det var dem, vi skulde passe mest på, for det var danskere i tysk Uniform. 

Jeg så, at de gik hen til Kajen lige ned for Toldboden, der lå Freyaparketten. De sagde noget til Styrmanden og han pegede ud efter Havnefyret og så gik de ud på Østre Mole, så snart de var kommet et Stykke derud, kom han op til mig og sagde, at nu må du hellere passe på, for det var dig, de vilde have fat i. 

Jeg løb så hjem og fik Ellen og Drengene sendt op til hendes Forældre med besked om, at de ikke måtte komme hjem, før de hørte nærmere. Jeg holdt mig så borte fra Havnen, men holdt alligevel Øje med dem. De blev på Havnen i ca. to Timer, så kørte de endelig ud af Byen igen, men jeg var ikke sikker på, om de vilde komme igen, så der var jo Nerver på, men de kom ikke tilbage den Dag. 

Der kom nogle flere gange efter den Tid, men jeg er ikke sikker på, at det var de samme, men når jeg så dem, holdt jeg mig borte fra Havnene.

Vi havde nogle Gæster om Sommeren, som boede ved os. De var fra København. Han hed Angelo Olsen og hun hed Birte. Så en dag ringede Birte og sagde, at Angelo var på Vej over til os, han havde fået nogle Dage fri Jeg gik over til Færgen og tog imod ham, da han kom. 

Han gik med den ene Hånd inde under Frakken og da vi kom hjem, fortalte han, at han havde fået en Kugle i gennem den ene Hånd og om jeg vilde hjælpe ham. Jeg ringede så til Læge Poulsen i Bregninge, ham vidste jeg, at vi kunde stole på, han var en af dem, som nok vidste, hvad jeg havde med at gøre. Han lå i Sengen og var syg, men han sagde ”kom efter kl. 20.00, så er min Vikar gået”. 

Vognmand Rasmus P. Rasmussen kørte os derop med sin Lastbil med Gasgenerator. Vi var, så vidt jeg husker, deroppe 3 gange. Angelo var her nogle Dage til hans Hånd var nogenlunde rask igen, men så en Morgen skulde han rejse og jeg fulgte ham over til Færgen. Lige før Færgen skulde til at sejle, kom der to tyske Soldater. 

Angelo stod på Færgen, jeg stod på Broklappen, så det var ham, der så dem først. Han sagde ”du må ikke vende dig om, for der er nogen bagved dig”, bagefter sagde han, at han stod med sin Revolver klar, men lige i det samme ringede det afgang og vi hilste af og Færgen sejlede. Så det har været et tilfælde, at de to tyskere var der den Morgen. 

Angelo fortalte mig, at han skulde til Nyborg og hente en Taske med Sprængstof derfra til Odense og sprænge on Fabrik i Luften. Så jeg var meget spændt på, hvordan det gik. Næste Dag, da han var kommet til København, ringede han og sagde tak for sidst, så vidste vi, at det var gået godt og om Aftenen kom det også i den engelske Radio.

En dag kom der en højtstående tysk Officer og opsøgte mig i mit Hjem, han vilde leje mit Hus, for der skulde være en tysk Havnekaptajn og 3 Marinesoldater ved Havnen. Jeg sagde, at jeg ikke vilde leje mit Hus ud, det kunde jeg nok se, at det ikke passede ham. Han sagde, at det kom jeg jo nok til, så sagde jeg til ham, at hvis de Skulde have mit hus, kom de til at tage det. De talte så sammen, jeg forstod ikke, hvad de sagde, men gå sagde han til mig, at nu kørte de og de kom igen.

Da de var kørt, var vi ovre ved Toldassistent Rasmussen og der fik vi Kaffe og snakkede om det, men der var jo ikke noget at gøre, mente vi. Da vi kom hjem derovrefra kom tyskerne igen, han kom for at sige, at de havde fået et Hus. Jeg kunde se på ham, at han også var godt tilfreds med den Løsning. De havde så lejet den gamle Marinestation af Jens Vilson, den havde han jo købt og flyttet ind på Havnen.

Jeg husker en dag, hvor vi lige havde sat to Kuttere op på Beddingen og jeg var gået ud til Havnefyret for at se til Sirenen, da det var meget tåget den dag. Jeg hørte en Motor og da den kom nærmere, så jeg, at det var Fisker Christen Christoffersen med Elevnora, som havde en Kuf på slæb. 

Han råbte ind til mig, om jeg vilde gøre Beddingen klar, for den var minesprængt og den vilde synke, men han mente nok, at den kunde flyde til den kom ind til Beddingen. De to Både som vi lige havde sat på Bedding, fik vi hurtigt i Vandet igen. 

Da Kuffen kom ind til Beddingen lå den med Dækket i Vand. Agter, hele Agterenden og Maskinrummet var fyldt med Vand. Vi fik den ind på Beddingen og begyndte at hive den op, men måtte standse flere gange, til der løb noget Vand ud. 

Det viste sig, at der var et Hul i Styrbord Side ud for Maskinrummet. Da vi fik den op, så vi, at også Maskinen var raslet sammen, der lå kun en Bunke Jern dernede i Maskinrummet og Loggespillet lå spredt over hele Dækket. Alt i Kabyssen var splintret, foruden Skipper og Styrmand var Skipperens Kone og to små piger med, men der var ingen af den, som var kommet noget til. De stod så her på Bedding nogen Tid, så kom der en Slæbebåd fra Kiel og slæbte den derover, efter at der var blevet svejset en Plade over Lækken.

Jeg husker også en Gang, hvor jeg blev ringet op fra Skjoldnæs Fyr, det var den 14. december 1942. De sagde, at der var to kuttere på Vej ind med en Kutter, der var blevet minesprængt. Vi fik Beddingen klar og fik den firet ud, så de kunde sejle lige ind på den. Det var Anna M976, det var gået ud over denne Gang.

På Kutteren befandt sig foruden Fiskeskipper Peter H. Petersen, Fisker Hans Albertsen, men de slap heldigvis godt fra det. Derimod var der sket meget med Båden, alt var ribbet, ja selv Motoren var flyttet over i bagbord side så Svinghjulet stod imod Klædningen. De første, der kom til Hjælp, var Jørgen Petersen med Kutteren Anni.

Jeg husker også en søndag, hvor Jens Ibsen og mig var sejlet ud for at pilke Torsk. Vi lå ovre ved Billes Grund, der var ikke ret meget Vind og Vinden var sydøst, det tænkte vi jo på dengang, for vi havde ingen Motor, men måtte ro eller bruge Sejl. 

Da vi lå der, kom der nogle Engelske Bombefly lige hen over os, det var et flot Syn med disse store sølvglinsende Maskiner, som fløj deroppe støt og roligt. Alt så så fredeligt ud, men så pludselig hørte vi en skrattende Lyd og så kom der en tysk Jager. 

Det var den, der skød efter de store sølvglinsende Maskiner. Et Øjeblik efter var der en af de store Maskiner, der skilte sig ud fra de andre og satte Kursen efter den lille sorte Jager, der hørtes nogle skud fra den store Maskine og vi så en sort Røg stå ud fra Jageren og den forsvandt i Havet, der ned efter Lyø. Da vi kom hjem og hørte den engelske Radio, fik vi at vide, at de den Søndag Eftermiddag havde bombet det der, hvor tyskere lavede V-Bomberne.

I 1944 og 45 var der særligt mange Skibe, der søgte Havn i Søby for at ligge Natten over, der var også mange tyske Skibe. Jeg havde jo Kontakt med dem alle. Der var mange af de tyske skippere, der var flinke. Det var jo folk, som havde sejlet her på Danmark i mange år før Krigen og de var ikke nazister, så dem kunde vi tale med, men der skulde passes på, for der var også nogle, som var nazister og det var ikke nemt at se på dem. 

Jeg husker engang, da jeg kom ombord til en og han vilde give en Bitter. Han begyndte at tale om Krigen, han mente, at tyskerne nok skulde vinde den, det var jeg ikke enig med ham i. Jeg fik nok sagt lidt for meget, for han blev pludselig helt afsindig og slæbte Skufferne ud i Skibskommoden som stod der i Kahytten, lagde to Revolvere på Bordet og en Uniform, en Stak hvide Skjorter, så råbte han, at alle i den tyske Handelsflåde også var i den tyske Marine og at vi dumme danskere nok skulde få det at mærke, når Krigen var forbi. Der mente jeg igen at have et Bevis på, at han var en af dem, som skulde være med til at ødelægge den danske Handelsflåde, hvis tyskerne tabte Krigen og skulde ud af Danmark.

I 1944 fik jeg Besøg af en Kaptajnløjtnant fra Århus Marinekommando, jeg mener, han hed Nørgård, men det er jeg nu ikke sikker på. Vi havde et Møde i Havnekontoret, til Mødet var indkaldt Toldassistent J. Rasmussen, Lods Chr. Rasmussen og undertegnede. 

Vi skulde holde Øje med de tyske skibs Bevægelse i vore farvande og Anløb af Søby Havn. Kort tid efter fik jeg Brev fra Århus Marinekommando, at Kaptajnløjtnant Nørgård vilde komme en bestemt Dag. Vi havde så igen et Møde, det drejede sig om, at jeg skulde have et Lager af Gasolie og Smøreolie m.m. og Papirer, så jeg kunde udskrive de Skibe, der lå i Havnen i Tilfælde af, at der blev Brug for det, skulde de få kunde få tanket op. 

På det Tidspunkt regnede alle med, at Krigen snart vilde være forbi. Når den Dag så kom, at Tyskerne kapitulerede, var de bange for, at russerne skulde komme før Englænderne op igennem Sønderjylland og gå skulde Civilbefolkningen evakueres over til Fyn, men det gik heldigvis ikke sådan, så der blev ikke brug for det.

Da Dagen kom, den Dag vi alle havde længes efter og som ingen, der har oplevet den, vil glemme så længe de lever. Jeg gad hjemme i Stuen og rettede Sejlanvisninger og havde åbnet for BBC. Ordene lød ud i Stuen, at tyskerne havde kapituleret i Danmark, Norge, Holland og Belgien. Jeg kunde næsten ikke forstå, at det var rigtigt. 

Jeg havde ingen at tale med. Ellen var gået op til sine forældre og drengene var der heller ikke. Jeg ringede op på Telefonen og råbte de har kapituleret. Jeg løb ud på Havnepladsen. Den første, der kom, var Simon Oster. Han var helt ellevild af Glæde. Så kom den gamle Havnekaptajn, han græd af Glæde og sagde, at nu skulde han hjem til sin Familie, bare de nu var i live, da han ikke havde hørt fra dem et stykke Tid.

Den 6. maj om Eftermiddagen kom der et tysk Landgangsfartøj og ankrede op uden for Havnen. Nogen Tid efter kom der også et Marinefartøj og en Galease og lagde sig på siden af Landgangsfartøjet. Nogen Tid efter sejlede Galeasen hen og ankrede op ved Næbbet, der blev nu vildt røre på Havnen.

Frihedskæmperne var mødt op med Armbind og Skydevåben og der blev sendt Bud efter Forstærkning af Frihedskæmpere fra Ærøskøbing. De regnede med, at der var nogle højtstående tyskere ombord som vilde flygte den vej, så nu vilde de fange tyskerne. 

Da Færgen Ellen kom i Havn, blev der slæbt store jernplader ombord og sat op omkring Styrehuset. Så gik Frihedskæmperne ombord, bevæbnet med Rifler og et par Maskingeværer, andre med Haglbøsser. Da de kom hen til Næbbet og nærmede sig Galeasen, så de, at de havde Stillet en Maskinkanon op på Fordækket. Så vendte de og sejlede tilbage til havnen igen. Jeg husker ikke, hvornår tyskerne sejlede, men det har nok været næste Morgen.

Efter at tyskerne havde kapituleret, kom der 6 Kystbetjente. De fik Station i Havnekontoret og de skulde holde Vagt hele Døgnet. Om Dagen skulde de også patruljere ude på kysten. Der var også en Overbetjent, men han boede i Ærøskøbing. 

Dér, lige efter Kapitulationen, drev der en tysk Lægter og en slæbebåd ind omme på den anden side af Øen, ud for Haven. Svitsers Bien kom og trak dem fri og kom her ind i Havnen med dem, det var en Kapt. Vossen.

Den 24. december 1945 om eftermiddagen kom der to tyske Fragtskibe ind i Havnen, de kom fra Norge og det var ikke Marineskibe. På det ene af dem havde Skipperen sin Kone og to små piger på 7 og 9 år med, de havde ikke fået andet at spise end tørre Beskøjter i 8 Dage og de vilde købe Proviant. 

Jeg var ombord sammen med Toldassistent Rasmussen og Skipperen gik så med hen på Toldboden og der blev ringet til Overbetjent Hansen i Ærøskøbing og Sagen blev forelagt ham. Han sagde, at de ikke måtte få noget Proviant før der var gået 24 Timer, så kunde de købe lige så meget de vilde, men der blev nu alligevel sørget for, at de ikke kom til at sulte Juleaften.

10/04/2024

Hans Brodersen om den 29. august 1943

Den nedenstående øjenvidneberetning stammer fra Hans Brodersen, der var sergent ved Jydske Dragonregiments ryttereskadron i baraklejren på Belvedere i Svendborg.

Hans Brodersen startede ved Jydske Dragonregiment i 1940. Da det danske militær i efteråret 1942 blev fjernet fra Jylland, der tog han med dragonerne til Sydfyn.

Det nedenstående er hans beretning fra dagene omkring den 29. august 1943.

Efterfølgende var han med til flere sabotageaktioner i Svendborg, men blev taget af Gestapo og indsat på Husmandsskolen i Odense i sommeren 1944. Den 12. september blev han overført til Frøslevlejren, hvor han sad indsat sammen med regimentschefen Oberst C. Gundelach, der også optræder i hans beretning.

Fra Frøslevlejren blev han sendt videre til Neuengamme den 13. januar 1945. Trods dysenteri overlevede han og blev ført tilbage med de hvide busser til i april 1945.
Hans Brodersen fotograferet i 1941-1942. Fotokilde: Jydske Dragonregiment.
Lørdag den 28. august 1943 oplevede jeg som tjenestegørende sergent ved Jydske Dragonregiments ryttereskadron i baraklejrene på ”Belvedere” ved Svendborg, hvor regimentet - efter den af den tyske Værnemagt befalede forlægning i efteråret 1942 - havde garnison sammen med 3. feltartillerireqiment, hvis chef, oberst Schmidt, var garnisonskommandant i området. Begivenhederne står endnu klart på mine nethinder.

På grund af bl.a. generalstrejken i Odense, nogle uroligheder i Kolding, samt skibsværftsbrandene i Svendborg i maj og august 43 og nogle meget spændte forhold i Svendborg, der udløste voldsomme slagsmål mellem tyske og danske soldater, var der allerede fra Iørdag-søndag den 21. og 22. august begrænset frihed i eskadronen, der søndag den 22. holdt en samlet udflugt til Lundeborg, alene med det formål at holde mandskabet beskæftiget. Resten af ugen var der i vagten befalet skærpet opmærksomhed.

On formiddagen den 28. august blev samtlige befalingsmænd kaldt til befalingsmodtagelse hos eskadronchefen, ritmester Birk-Olsen, der gav os en kort redegørelse om, hvad der eventuelt kunne ske de nærmeste dage. Han pointerede, at det var hans opfattelse. at "bæstet" (Verner Best) ville have resten af danske forsvar nedlagt. Hvilket kunne ske enten ved forhandling, eller ved anvendelse af militærmagt, og vi måtte forberede os på den alvorlige løsning, og han udtrykte slutteligt håbet om, at vi hver især gjorde vores pligt, dersom eskadronen kom i kamp.

Senere på dagen blev al meddelt frihed inddraget og hverken befalingsmænd eller menige måtte forlade lejren. Vagten blev fordoblet. Der blev udleveret skarp ammunition og mandskabet var ellers beskæftiget med eftersyn af personlige våben og udrustning, lige som hestene og deres udrustning blev set efter, slidte og defekte dele blev udskiftet med nye.

På grund af træbarakkernes sårbarhed og lejrens udsatte beliggenhed i en kampsituation, havde regimentschefen, oberst C. Gundelach, befalet forholdsordren, at eskadronerne ved en eventuel alarmering skulle forlægges skovene nordvest for Svendborg og der holdes i beredskab til nærmere ordre.

Søndag den 29. august kl. ca. 06.00 kom så ordren om opbrud, og på grund af de sidste dages forberedelser var hele ryttereskadronen og traineskadronen fuldt feltmæssig rede til afmarch på meget kort tid - ryttereskadronen formeret i en trefodsdeling og 4 rekylgeværdelinger.
Hvidkilde fotograferet af Hans Brodersen i 1943. Fotokilde. Jydske Dragonregiment.
Og i.h.t. forholdsordren var vort foreløbige mål skovene nordvest for Svendborg og dernæst marchere over Heldager og Rødskebølle til skovene ved Nielstrup og Hvidkilde, hvor resten af regimentet - stabene og motorcyklisteskadron var indkvarteret. Marchen forløb i ro og orden - dog præget af nogen spænding og nervøsitet — men vi så ingen tyske tropper.

Kl. ca. 0730 var hele styrken nået frem til gården "Nielstrup", hvor vi gik stilling i terrænet omkring gården, og vi afventede så nærmere ordre fra regimentet. Eskadronchefen kontaktede fra gårdens telefon regimentschefen på Hvidkilde slot for at få nærmere ordre.

Ordren var nedslående og ydmygende, idet vi fik besked på, ordre om, at der ikke skulle kæmpes, da der var indledt forhandlinger mellem den tyske og den danske garnisonskommandant. Styrken skulle uopholdeligt returnere til Svendborg.
Hans Brodersen fotograferet i 1943, formodentlig i baraklejren Belvedere. Fotokilde: Jydske Dragonregiment.
Mange af dragonerne smed deres våben ad h… til, da de hørte ordren, og der var også enkelte, der i raseri fældede en tåre.

Ankommet tilbage til baraklejren i Svendborg, skulle så alle våben afleveres til tyskerne. De blev smidt i en bunke i lejrgaden, men der blev ikke mange anvendelige våben til fjenden, det havde dragonerne selvfølgelig sørget for.

Alle underofficerer og menige blev så interneret i lejren, og officererne og befalingsmænd af officiantgruppen blev interneret på Wandalls hotel i Svendborg.

De blev senere overført til internering på Hindsgavl

Under interneringen i baraklejren lykkedes det os at få smuglet ca. 40—50 heste ud og fik dem skjult på gårdene omkring lejren. En stikker angav imidlertid dette til tyskerne, så hestene måtte hentes tilbage igen, det blev nu ikke dem alle!

Vi var så interneret i lejren i Svendborg i 8 dage og blev derefter overført til en baraklejr i Assens, hvor Fodfolkspionererne fra Tønder var garnisoneret efter deres flytning fra deres faste garnison i Tønder.

Forholdene i Assenslejren var efter omstændighederne acceptable med hensyn til hygiejne, indkvartering og forplejning. Men der blev passet godt på os, vi var under konstant bevogtning både dag og nat med skarpe patroner i det tyske vagtmandskabs våben.

Befalingsmændenes opgaver bestod primært i at holde humøret oppe hos mandskabet samt at holde det beskæftiget med alle mulige former for fysisk udfoldelse i dagtimerne, bl.a. med gymnastik, boldspil, boksning o. lign. I aftentimerne arrangeredes der forskellig underholdning så som optræden med diverse sketch, kortspil, boldspil og hypnose m.v.

Der blev også fremskaffet aviser, ugeblade og andet læsestof, ligesom en del skulle have hjælp med udfærdigelse af ansøgning on beskæftigelse ved hjemkaldelse (løsladelse).

Med mange formaninger fra den tyske kommandant om at vi ikke måtte genere Værnemagten i deres "beskyttelse" af Danmark, blev vi hjemsendt, løsladt, medio oktober 1943.

Kilde: Jydske Dragonregiment, Frøslevlejrens fangekartotek.

03/04/2024

Illegalt blad: Sydfyns Nyhedstjeneste

Når jeg skal søge oplysninger om illegale udgivelser fra besættelsestiden, så plejer jeg, at kunne finde svarene i ”Besættelsestidens illegale blade og bøger 1940-1945”, der blev udsendt af Det Kongelige Bibliotek i 1954.

Her optræder Sydfyns Nyhedstjeneste dog ikke og det er ikke umiddelbart muligt, at søge noget frem. Det er dog et kvalificeret gæt, at Sydfyns Nyhedstjeneste hænger sammen med udgivelserne fra Frit Danmarks Nyhedstjeneste. Disse blade havde lokale redaktioner fordelt over helt landet.

Af den indledende tekst kan det læses, at det er første gang Sydfyns Nyhedstjeneste udkommer i et stort oplag på 2.000 eksemplarer, men at det ikke er første gang Sydfyns Nyhedstjeneste udkommer.

(Klik på billederne for større og mere læsevenlige billeder)

Sydfyns Nyhedstjeneste, januar 1945. Fotokilde: Niels Gyrsting.

Sydfyns Nyhedstjeneste, januar 1945. Fotokilde: Niels Gyrsting.

27/03/2024

Uddrag af "Træk af Lunde Sogns historie"

I 1997 blev bogen ”Træk af Lunde Sogns historie” udgivet som en egen-udgivelse af forfatteren Hans Henrik Jacobsen. Hans Henrik Jacobsen har skrevet flere lokalhistoriske bøger, hvoraf flere også kredser om besættelsen

I bogen ”Træk af Lunde Sogns historie” optræder der et afsnit om tiden under og lige efter besættelsen. Indholdet kredser meget omkring anlæggelsen af Beldringe Lufthavn. 

Det er dette afsnit, du her kan læses i en redigeret udgave, hvor den del af teksten, der træder udenfor emnet besættelsen er pillet fra.
Forsiden af bogen.
Tysk besættelse

De fredelige tilstande i det lille sogn blev brudt, da området omkring Beldringe, Tåstrup og Allesø i efteråret 1943 af den tyske værnemagt blev udset til anlæg af tysk flyveplads. Krigen, der nogle år havde raset ude på Europas slagmarker, rykkede tættere på og fik alvorlige konsekvenser for beboerne i de nævnte byer.

I sommeren 1943 verserede der rygter om, at et større areal på Fyn skulle udses til tysk militær flyveplads, og at det i løbet af efteråret ville blive beslaglagt. Endnu vidste man dog intet med sikkerhed. Man havde først set på arealer i nærheden af Marslev og på et område syd for Odense, og først derefter bestemte man sig for området omkring Beldringe.

Set med tyske øjne var det et godt valg. Flyvepladsen ville komme til at ligge i nærheden af Odense, og en del af det flade „Sletten“ ville være velegnet til flyveplads.

Det første mistænkelige på egnen foregik i begyndelsen af oktober 1943. En tysker -formodentlig en officer -spankulerede rundt i Rosendals marker, ledsaget af en dansker, der var i civil. Hvad deres samtale drejede sig om vides ikke, men på tyskerens adfærd anedes, at der var noget i gære.
Foto af Rosendahl med beskrivelse. Billedet er taget fra en brochure om Nordfyn.
Umiddelbart efter fik sognerådene i Lunde og Allesø-Næsbyhoved Broby en fortrolig meddelelse fra Fyns Statsamt om, at dele af sognene var udset til militær flyveplads. Officielt skete der ikke mere. Beboerne i det faretruede område følte sig dog skræmte, idet 3-4 mænd begyndte at afsætte mærkepæle i markerne, hvilket selvfølgelig frembragte de første bange anelser.

Forarbejdet kom snart i gang, og beboerne i Beldringe og på Tårup mark fik meddelelse om, at de snart ville blive „sagt op“. Den øverstbefalende havde taget ophold på Lunde Ågård, og herfra forlød det, at godt 200 familier i løbet af de kommende måneder ville få besked om at forlade hus og hjem. Det hele blev snart til alvor. Beboerne i Beldringe, Tåstrup, Allesø og på Tårup mark var blevet offer for det tredje riges erobringstrang.

Beldringe skulle omdannes til flyveplads for tyske tropper, mens Allesø og Tåstrup skulle bruges til indkvartering af tyske soldater, anlæg af depoter, flyverskjul og hangarer. Over 2.000 tdr. land af den frodige fynske muld skulle beslaglægges, og godt 200 familier ville med ét blive husvilde.

I dagene før jul blev der holdt et par oplysende møder, hvor forskellige myndigheder var repræsenteret, og det var ved mødet i Lumby Tårup Forsamlingshus, gårdejer Johs. Kyed, Lumby, der en årrække havde repræsenteret Venstre i Folketinget, lovede at støtte beboerne efter bedste evne.

Et af møderne blev holdt i Allesø Forsamlingshus, og her blev der nedsat et lodsejerudvalg. Gårdejer Anton Bentsen og gårdejer Rasmus Rasmussen blev valgt til at repræsentere lodsejerne i Allesø, dyrlæge Valdemar Andersen, gårdejerne Christen Christensen, Marius Hansen og Anders Hansen lodsejerne i Beldringe og på Lumby Tårup mark. Johs. Kyed blev opfordret til at være formand for udvalget, og det indvilligede han i.

En kommission, bestående af både tyske og danske medlemmer med tyskeren Dorn og den senere danske minister Jens Smørum i spidsen vurderede alle ejendommene, og ejerne fik besked om i løbet af kort tid at forlade gårde og huse - og selv skaffe nye boliger. Man stod over for den bitre virkelighed at skulle tage afsked med naboer og forlade sit gode hjem, som måske i flere generationer havde været i slægtens eje, og sorgen greb alle.

Den 1. marts 1944 er sikkert en dato, som mange aldrig glemmer. Det var nemlig sidste frist for rømning af gårde og huse i området. Man enedes i alle tilfælde om en pris, og selv om de evakuerede i første omgang mente, at der var tale om en god pris, fik de en nogen anden opfattelse, da de dag efter dag måtte rejse rundt på Fyn for at se på nye ejendomme, for priserne blev ret hurtigt sat i vejret. Man benyttede sig ganske enkelt af den situation, som beboerne i Beldringe, Tåstrup og Alles^ pludselig var kommet i.

Det gjaldt som helhed, at langt de fleste fandt et nyt værested på Fyn. Man var stavnsbundet, og det blev understreget ved den ekstreme situation, en del af de to sognes beboere var kommet i. Mange familier blev boende på Nordfyn i nærheden af deres gamle hjem for at følge begivenhedernes voldsomme gang på nærmere hold. Et gammelt ord siger: Selv de stærkeste vinde fører ikke Fyns børn uden for bælterne.

I løbet af ganske kort tid måtte først og fremmest Beldringe og Allesø gennemgå en omvæltning, der fuldstændig ændrede de to landsbyers karakter og udseende. Efter at der var rejst to kryds, et på Rosendals marker i vest og et på Lunde Møllegårds marker i Øst for at markere midterlinjen for den kommende startbane, gik arbejdet i gang.

Hegn blev jernet, og det samme gjaldt de ejendomme, der lå i vejen, bl.a. Niels Poulsens gård vest for Rosendal i Beldringe samt to husmandsbrug og to huse, der lå langs vejen fra Beldringe til Lunde. Også denne vej blev udslettet.

Beldringe station blev lukket for al befordring, der ikke havde med anlæg af flyvepladsen at gøre, og der blev anlagt spor fra Lumby holdeplads til Allesø. En annonce i dagbladene lod vide, at der daglig antoges nye arbejdere på „Beldringe Banegaard“, og danske arbejdere strømmede til i hundredvis.

Man mener, at der på et tidspunkt var mere end 4.000 arbejdere på pladsen, lokket til af de gode penge, der var at tjene. Nogle lagde hest og vogn til; andre kom med tog, og så store skarer var der tale om, at der hver dag ved arbejdstids begyndelse og ophør blev sendt ekstratog fra Odense til Beldringe.

Så snart de sidste ejendomme var rømmet, begyndte arbejdet for alvor. Ikke så få entreprenører blev antaget til de omfattende bygningsarbejder, og fra de tyske krigsmarker tilkaldtes adskillige ingeniører og arkitekter.

Startbanearealet, der var ca. 2 km. langt, blev planeret og selve startbanen anlagt. Cementen blev blandet i et anlæg, der var placeret for enden af startbanen ved Bladstrupvej, der ligeledes var spærret for trafik, der ikke havde med flyvepladsen at gøre. Gennem en rørledning blev cementen pumpet ud over hele startbaneområdet, og af den grund måtte der arbejdes i døgndrift.

En 18 meter bred ringvej skulle i en længde af ca. 10 km. brede sig rundt omkring pladsen, men den nåede ikke at blive helt fuldført. En strækning af den eksisterer endnu vest for Allesø. Der opførtes to hangarer, en syd for Allesø, der i dag tjener som sportshal, og en over for Christiansholm, der ikke fuldførtes og fjernedes efter krigens slutning.

Der byggedes flyverskjul, bunkers og beskyttelsesrum, transformatorer og brandstation, ligesom der indrettedes lazaret og administrationskontorer. Et par steder oprettedes lytteposter, bl.a. en på det højeste punkt i Lunde sogn, Aasesbanke ved Jeppesgyden. Den betjentes af nogle gamle soldater, som der ikke længere kunne gøres brug af ved fronten. De var -i modsætning til nogle af de ledende tyskere på pladsen - fredelige og lagde ikke skjul på, at de ønskede, at krigen snart måtte være slut.

Byggeadministrationen havde til huse på Lunde Aagård, hvor først stuehus og derefter avlsbygninger blev indrettet til kontorer. Gården lå imidlertid i vejen, eftersom den var beliggende tæt ved enden af startbanen, og som følge deraf blev den revet ned til grunden. Gården havde oprindelig ligget i Vester Lunde, men var nyopført lidt uden for byen i 1915, og ejeren måtte nu se det hele blive jævnet med jorden. Han flyttede tilbage i det oprindelige stuehus i Vester Lunde og fik efterhånden opført nye udbygninger, så at driften af Lunde Ågård kunne fortsætte.

På grund af den korte frist, beboerne havde, solgte de fleste det meste af kvæget til tyskerne. Nogle gårde blev udelukkende lavet om til kostalde, andre til hestestalde og følbokse, mens et par gårde blev omdannet til svinestier. Langt de fleste af de beslaglagte ejendomme var således indrettet til et ganske bestemt formål.

På Lohmann Rasmussens gård i Allesø indrettedes der et fængsel, hvor personer, der på en eller anden måde havde overtrådt loven, blev anbragt og forhørt. Det eneste, der faktisk savnedes på flyvepladsen, var flyvemaskiner!

Pladsen var efterhånden i en sådan stand, at den kunne modtage mange, men det varede længe, før de første landede. Det skete i marts 1945, og da krigen var forbi, var der nøjagtig 50 tyske flyvemaskiner på pladsen. De nåede ikke at få nogen praktisk betydning, og det samme kan man godt sige om de ca. 800 tyske soldater, der i begyndelsen befandt sig på området. Antallet reduceredes snart til 300, og de fleste stod vagt de spærrende bomme. De mange mekanikere fik aldrig brug for deres tekniske kunnen, når de store jagerstyrker skulle repareres, for de kom aldrig!

Da fredsbudskabet lød den 4. maj 1945, var de tyske soldater begyndt den sørgelige hjemmarch. Befrielsesdagene bragte ingen afklaring på spørgsmålet om flyvepladsens fremtid. Den 8. maj landede de første engelske flyvemaskiner på pladsen, og snart overtog engelsk militær området. Nu var det engelske RAF-soldater, der stod vagt ved bommen, som spærrede vejen fra Vester Lunde mod Lumby Tårup, og nu flokkedes børn og unge mennesker ved bommen for om muligt at få en kontakt med en engelsk soldat. Som stor knægt følte jeg det som en stor gevinst her at få de engelske soldaters autografer!

I månederne forinden var ca. 200.000 østprøjsiske flygtninge over Østersøen kommet til Danmark, og mange placeredes i skoler, forsamlingshuse og andre større lokaler. Særlig velegnet var en landsby, der stod tom, og det var netop tilfældet med Allesø.

Det blev denne landsbys skæbne frem til februar 1947, hvor op til 1500 flygtninge boede i byens gårde og huse, flest ældre mennesker og mødre med børn. Fædrene var sendt til fronten, og mange var i krigsfangenskab. Der blev sat pigtrådshegn rundt omkring byen, og Allesø var fortsat lukket land. Denne skæbne overgik ikke gårdene i Beldringe og Tåstrup, men alligevel var der lange udsigter til, at normale tilstande kunne genoprettes.

Jorden var efter tyskernes kapitulation overdraget Statens Jordlovsudvalg, hvis drift af området gav anledning til nogen kritik. Jorden blev ikke dyrket af kvalificerede bønder, og den gav ikke det udbytte, som den gjorde under normale forhold.

Indenrigsministeriet, som havde haft ansvaret siden beslaglæggelsen, kom til det resultat, at flyvepladsen skulle bibeholdes og fungere som privat flyveplads. Der var enighed om at give ejendommene uden for flyvepladsarealet fri i videste omfang, hvilket i praksis kom til at gælde ejendommene i Allesø og på Tårup mark. Hvad ejendommene i Beldringe og Tåstrup angik, var man afventende.
Et tysk Dornier DO217 efterladt på flyvepladsen. Fotokilde: Jørn Junker.
40 ejendomme nær flyvepladsområdet havde siden kapitulationen været udlejet. Nogle havde udsigt til ret hurtigt at blive frigivet, mens andre ikke ville blive frigivet, fordi de lå inden for flyvepladsgrænsen. Beldringe ville blive centrum for administration af den kommende flyveplads, og der var planer om at anlægge en startbane på tværs af den eksisterende, så at der kunne startes i alle fire vindretninger.

I første omgang vedtoges det, at Beldringe fortsat skulle være flyveplads for fynske sportsflyvere; hangaren i Allesø skulle bibeholdes, mens den påbegyndte hangar ved Christiansholm skulle rives ned, og lazaretbygningen, der var indrettet på Rosendal, skulle tjene som administrationsbygning. Der førtes forhandling om tilbagekøb, og resultatet var, at ca. 135 af de godt 200, hvis ejendomme var blevet beslaglagt, ønskede at gøre brug af deres forkøbsret.

I det væsentlige var det landbrugere og håndværkere, der ønskede at vende tilbage. På grund af ejendomme, der ikke længere eksisterede, skulle der foretages en jordfordeling, og de første af de gamle beboere begyndte at vende tilbage til Allesø i sommeren 1947. I løbet af den følgende sommer kom de sidste, og den 8. oktober 1948 kunne man i Allesø for første gang hejse byens flag på anlægget nord for kirken og ved den efterfølgende festgudstjeneste, hvor biskop Øllgaard prædikede, og ved festen i Allesø forsamlingshus markere, at beboerne var vendt tilbage til Allesø, der nu atter var etableret som nordfynsk landsby.

Forinden havde der dog været foretaget et stort oprydningsarbejde og udført mange reparationer. Men det påtog man sig gerne for at kunne bo i de vante omgivelser. Det affødte nogen bitterhed hos de tidligere beboere i Beldringe.

Dyrlæge Andersen, der som nævnt repræsenterede de tidligere lodsejere i Beldringe, tog flere gange til genmæle i dagspressen og skrev bl.a. i dagbladet København: „Det er os en glæde at se vore tidligere naboer og venner vende tilbage, men det svider dobbelt hårdt, at vi stadig er - og vedblivende skal være - bortvist fra vore kære gamle hjem - hjem, hvoraf flere er gamle slægtsejendomme.“ - Kontorchefen i Indenrigsministeriet svarede: „Det er givet, at man ikke kan have en landsby liggende inde på en flyveplads. Det er ikke blot et spørgsmål om huse, men også om, at der skal være mennesker til at dyrke jorden udenom. Hele Beldringe by ligger inden for flyvepladsområdet.“

Så længe flyvepladsens fremtid ikke var afklaret, kunne der ikke tages stilling til tilbagekøb af ejendomme i Beldringe og Tåstrup. Først efter nogle års forløb blev det vedtaget, at den planlagte udvidelse af flyvepladsen ikke ville finde sted, og i 1954 fik de tidligere ejere tilbud om overtagelse af deres ejendomme. Også her vendte de fleste af de tidligere landbrugere tilbage, såfremt deres tidligere ejendomme overhovedet eksisterede. Nogle af de gamle bunkers ligger fortsat i Beldringe, og den bunker, der ligger tæt ved Rosendal, er i foråret 1997 indrettet som Historiecenter Beldringe.

Det er en kommandobunker på ca. 90 kvadratmeter, hvis tag og mure er 2 meter tykke og forsynet med tommetykke ståldøre. Til opførelse af denne bunker er i sin tid brugt 990 kubikmeter beton og knap 60 tons stål. Her vil man i udstillinger kunne se materiale om flyvepladsen og dens oprindelige formål. Tyskernes regnskaber er dog ikke bevaret, da de kort tid efter kapitulationen blev brændt på et stort bål, hvor militære papirer, projekter og kvitteringer gik op i luer. Her skulle ingen senere kunne komme og stille nogen til regnskab.

(Større afsnit af tekst fjernet)

Besættelse kalder på modstand, og i januar 1945 gennemførtes en særdeles effektiv sabotageaktion på flyvepladsen, hvor 6 gravemaskiner og 20-30 tipvognslokomotiver totalt udbrændte. Aktionen fandt sted sydvest for Lunde, og herefter gik arbejdet med anlæg af ringvejen næsten i stå. Den nåede aldrig at blive gennemført fra Allesø-Norden til Tåstrup, og det har den vellykkede sabotage nok været medvirkende til.

Der etableredes også en modstandsgruppe i Lunde, bestående af Aage Møllegaard, Lars Børge Olsen, Karl Aage Frederiksen, Ejner Rasmussen, Otto Edlefsen og Erik Møgelvang, der som andre grupper trådte frem ved befrielsen og tog aktivt del i arbejdet.

Også sognepræsten i Lunde, Viggo Pedersen var aktiv, idet han var med til at organisere modstandsbevægelsen på Nordfyn og dermed også Lunde-gruppen. Lunde nåede at få krigen på nært hold, og besættelsen af en del af sognet og dermed lukning af vejen fra Vester Lunde til Odense kunne ikke undgå at berøre sognet. Det har også været medvirkende til, at man i Lunde ønskede at sætte befrielsen et varigt minde.

Den 5. maj 1946 afslørede sognerådsformand Carl Bendtsen på en plads midt i Vester Lunde en mindesten med følgende indskrift, forfattet af gdr. Niels Marius Madsen, Vester Lunde:

Sten af Ælde - her vil melde,
nu er atter Fred paa Jord.
Magt og Vælde - ej skal gælde,
frit staar Danmark end i Nord.

Derefter samledes sognets beboere i forsamlingshuset, hvor der blev talt af tidligere sognepræst Viggo Pedersen, der i mellemtiden havde overtaget embedet som sognepræst i Ørsted på Vestfyn. Gennem tunge år, udtalte han, lærte vi at se på vort fædreland med helt andre øjne og lærte, hvilken uendelig rigdom friheden er for et folk. Og særlig for Lunde sogn vil fortiden blive husket, fordi krigens år betød, at sognet blev revet ud af den tornerosetilværelse, det havde ført i århundreder. Vi, som oplevede det, vil aldrig glemme den skæbnetunge dag, da der kom ordre til, at Beldringe skulle evakueres - og så var det kun begyndelsen.

Han udtalte afsluttende: Hvis vi skal gøre os håb om, at den dyrebare fred, som er vundet, skal bevares, så må vi ville midlerne og bogstaveligt gøre digterens ord til vore, når han siger: „Om din frihed vil vi værne, holde skjoldvagt om din fred.“

20/03/2024

Drabet på Rasmus Marius Nykvist

I sensommeren sidste år gik jeg en tur, der bragte mig forbi Fredens Kirke på Skibhusvej i Odense.

Her gik jeg ind på kirkegården og passerede lidt efter en stor gravsten med navnet R. M. Nykvist.

Navnet ringede en fjern klokke, der skurrede indtil jeg kom i tanke om, at Nykvist var navnet på den fabrikant, der i sensommeren 1944 blev beordret skudt af tyskerne.

Det var altså her, han blev begravet.
R.M. Nykvists gravsten på kirkegården ved Fredens Kirke.
Rasmus Marius Nykvist var møbelfabrikant. Han var i 1923 indtrådt som direktør for Odense Stolefabrik og havde 10 år senere overtaget virksomheden, der ved den lejlighed var blevet omdøbt til Odense Stole- og Møbelfabrik.
Odense Stole- og Møbelfabrik midt i billedet. Privatboligen på Juelsgade 31 ligger til venstre for den nederste del af fabrikken. Fotokilde: Det Kongelige Bibliotek.
Boligen, villaen på Juelsgade 31 i Odenses Skibhuskvarter, stødte op til fabrikken, der var beliggende på adressen Henriettevej 1. Det var fra privatadressen, at han om morgenen den 17. august 1944 var blevet afhentet af tyskerne under et påskud om, at han skulle til afhøring på Husmandsskolen.

Optakten til anholdelsen var at der i de to måneder op til morgenen, hvor Nykvist blev afhentet, var blevet likvideret fire stikkere. Alle var blevet skudt ned på gaden. Likvideringen den 12. august 1944 af kørelærer Hans Christian Hansen, har sandsynligvis været den berømte dråbe, der fik glasset til at flyde over.

I forlængelse af nedskydningen af Hans Christian Hansen dukkede SS-manden Otto Schwerdt, der var leder af Peter-gruppen, op på Husmandsskolen. Han udvalgte et par navne fra et kartotek over tyskfjendtlige emner til en hævnaktion.
Rasmus Marius Nykvist. Fotokilde: Besættelsestidensofre.dk.
Alt tyder på, at Rasmus Marius Nykvists navn var i kartoteket grundet hans tilknytning til Dansk Samling. Et højre- og kristent orienteret parti, der ikke var venligt orienteret overfor samarbejdspolitikken. Partiet havde også mange medlemmer, der var involveret i modstandsarbejdet. Det vides dog ikke, om Nykvist på nogen måde var involveret i dette.

I et par dage forsøgte medlemmer af Peter-gruppen forgæves, at få ram på dels Nykvist, men også konsul Haustrup og hans svigersøn, A.C. Normann.

Den 16. august 1944 ankom Otto von Bovensiepen så til Husmandsskolen. Bovensiepen var chef for det tyske sikkerhedspoliti i Danmark.

Normalt var kutymen den, at clearingmord skete anonymt, men han beordrede, at man skulle lade Nykvist arrestere og derefter lade ham skyde under påskud af et flugtforsøg eller modstand under anholdelsen.

Om morgenen den 17. august 1944 kørte en bil fra Husmandsskolen. Med i bilen var to lokale gestapofolk, samt Henning Brøndum og tyskeren Otto Wagner fra Peter-gruppen.

Da de kørte fra Juelsgade 31 igen, var Nykvist med i bilen. Taget med under påskud af, at han skulle til afhøring på Husmandsskolen.

Nykvist blev skudt undervejs på turen til Husmandsskolen og hans lig blev placeret i en garage derude. Tyskernes officielle forklaring var, at Nykvist var blevet skudt under et flugtforsøg. Det var Otto von Bovensiepen dog langt fra tilfreds med. Det var utroværdigt. Nykvist var en aldrende herre på 61 år, hvordan skulle danskerne kunne tro på det?
Henning Brøndum. Fotokilde: Politimuseet.
I bogen ”Hellere hertug i helvede”, der er baseret på Henning Brøndums selvskrevne manuskript omtales episoden kort – ”…Og fabrikanten i Odense. Det havde ikke været meningen at skyde netop ham, det var bare Wagner, der havde fået kløe i aftrækkerfingeren.

Skal man tro bogens ord, så er det altså Otto Wagner, der trykker på aftrækkeren – og Nykvists skæbne har åbenbart ikke været endeligt bestemt. Citatet skal tages med det forbehold, at bogen vidt og bredt ikke anerkendes som et sandfærdigt vidnesbyrd.

I al diskretion blev Nykvist begravet på skydearealet ved Seden dagen efter.

Mordet på Nykvist udløste en strejke. I Kate Flerons bog ”Kvinder i modstandskampen” fortæller Petra Petersen om strejken.

…I sommeren 1944 havde arbejderne i Odense ikke strejket med den københavnske befolkning , men de ønskede at give deres sympati til kende. Det havde gæret nogle dage, og så kom den 17. august med mordet på Nykvist på Stolefabrikken. Nu strejker vi, sagde jeg til kammeraterne, og de faglige ledere var enige med mig i, at nu var det rette tidspunkt kommet…"

…Næste morgen lå byen stille fra klokken 7. Strejken varede i 24 timer, og var 100-procentig.

I Information kan der om strejken i Odense læses, at der i løbet af dagen er foregået uroligheder og rudeknusninger. En enkelt demonstrant er blevet ramt af skud i sædepartiet og der meldes om over 100 anholdelser. Politiet havde frabedt sig tyske patruljer, men da de tyske patruljer blev kaldt tilbage, blot for at blive sendt ud igen, trak politiet sig tilbage.

Den 9. og 10. maj 1945 fandt betjente, arbejdsmænd og folk fra modstandsbevægelsen 10 kister på skydebanearealet ved Seden. Nykvist var ikke i blandt dem.

Hans kiste blev først fundet den 2. september 1945. Det var dog ikke den, der blev ledt efter.

På det tidspunkt manglede man også at finde Gunnar Carlo Nielsens lig. Derfor fik hans far og 22 af Gunnars arbejdskammerater lov til i to timer, at lede efter liget på arealet.

Da de to timer var gået, havde man fundet tre kister – bl.a. kisten med Rasmus Marius Nykvist. Kisten med Gunnar Carlo Nielsen blev først fundet i januar 1946.
Rasmus Marius Nykvists kiste graves op. Fotokilde: Fyens Stiftstidende.
Rasmus Marius Nykvist blev begravet fra Fredens Kirke onsdag den 5.september 1945 kl. 14 og lagt til hvile i det samme gravsted som hans kone, der i mellemtiden var død.

Skæbnen ville, at det allerede før Nykvists lig var blevet fundet, var meldt ud, at De Danske Møbelfabrikkers Handelsforening ville hædre Nykvist, der ved sin død havde været formand for foreningen. Dette skulle ske den 6. september 1945, hvor foreningen holdt generalforsamling i Odense.

I den forbindelse afslørede man den mindesten, der stadig står på Fredens Kirkes kirkegård med inskriptionen ”Rejst i taknemmelighed af kolleger”.

Kilder: Besættelsestidensofre.dk, Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen ” Odenseansk fabrikant blev myrdet i hævnaktion under krigen: Liget blev smidt i garagen”, Jørgen Hæstrup ”Krig og besættelse. Odense 1940-1945”, Kate Fleron ”Kvinder i modstandskampen”’, Kristian Isaksen ” Massegravene ved Seden Skydebane”, Erik Thomsen "Massegravene i Seden".

17/03/2024

Svendborg Amtstidende sprunget i luften

Den 17. marts 1945 sprængte Bothilsen-Nielsen-banden Svendborg Amtstidende i luften kl. 4.40 om morgenen. Dagen blev et af de mest intense døgn i Svendborg under besættelsen, da "Skattergade-slaget" fandt sted samme aften.

Et halvt år tidligere, den 11. oktober 1944, var Svendborg Avis blevet sprunget i luften af Petergruppen.

Det havde været planen, at Sydfyns Socialdemokrat i Brogade skulle have været sprunget i luften dagen efter, den 18. marts, men hændelserne i og omkring Skattergade kom til at forhindre dette.
Et sprængt Svendborg Amtstidende. Fotokilde: Ukendt
Et sprængt Svendborg Amtstidende. Fotokilde: Ukendt
Kilder: Information, Svendborghistorier.dk

13/03/2024

Sænkningen af M/S Mary Clausen

Natten til den 13. marts 1944 blev bundventilerne på nybygningen M/S Mary Clausen åbnet.

Skibet lå ved udrustningskajen ved Søndre Værft i Marstal, hvor H.C. Christensens Stålskibsværft var ved at færdiggøre det.

Da de ansatte på værftet næste morgen mødte ind, kunne de konstatere, at skibet, hængende i sine fortøjninger, delvist lå på bunden af havnen.

I løbet af dagen fik Ærø Redningskorps pumpet skibet læns. Da det var sket, blev det konstateret, at ikke bare var bundventilerne blevet åbnet – maskineriets instrumenter var også blevet smadret og der var blevet åbnet for en smøreolietank, hvis indhold var løbet ud i maskinrummet.

Leveringen af skibet til Svendborgrederiet Clausen blev derfor forsinket, da der dels gik tid med at få det repareret og rengjort, dels skulle både motor og de elektriske installationer undersøges for skader.

Rederiet Clausen var egentlig sønderjysk, men havde i disse år deres hovedkontor i Svendborg. Nærmere bestemt på Borgen, den karakteristiske bygning ved Svendborg Lystbådehavn.

På det tidspunkt var rederiet bl.a. kendt for at chartre skibe ud til tyskerne, hvilket nok skal ses som baggrund for sabotagen.

Måneden før var to af rederiets skibe, M/S Carl Clausen og M/S Clara Clausen, blevet sunket i Kolding Havn ved at få sprunget hul i bunden. Senere på året blev også M/S Ann Helene Clausen saboteret, da det lå til reparation ved Svendborg Skibsværft.

I et par dage var Ib Olsen, elev på den lokale navigationsskole, anholdt og mistænkt for sabotagen. Han blev dog løsladt igen.

Hvem der stod bag, blev aldrig endelig opklaret.
M/S Mary Clausen i Marstal Havn. Fotokilde: Museet for Søfart. 

M/S Mary Clausen i Marstal Havn. Fotokilde: Museet for søfart.

Kilder: Ærø besat, Fyns Amts Avis.

06/03/2024

Illegalt blad: Fyrtaarnet

I slutningen af besættelsen, fra januar 1945 til april 1945, der nåede der at udkomme tre eksemplarer af ”Fyrtaarnet”.

”Fyrtaarnet” var målrettet Strib og omegn, men bladets fire duplikerede sider rummede foruden lokalt stof også både nationale/internationale kommentarer.

Nedenfor kan du se den tredje og sidste udgave af "Fyrtaarnet" i sin helhed. Her listes bl.a. lokale værnemagere og ”feltmadrasser” op.

Fyrtaarnet nr. 3, april 1945 - side 1. Fotokilde: Det Kongelige Bibliotek.
Fyrtaarnet nr. 3, april 1945 - side 2. Fotokilde: Det Kongelige Bibliotek.

Fyrtaarnet nr. 3, april 1945 - side 3. Fotokilde: Det Kongelige Bibliotek.
Fyrtaarnet nr. 3, april 1945 - side 4. Fotokilde: Det Kongelige Bibliotek.
Kilde: Besættelsestidens illegale blade og bøger 1940-1945.

02/03/2024

Fotos af Kai Jørgensen

Fyn under besættelsen har fået de to nedenstående billeder tilsendt af Jonas Stærmose. Fællesnævneren på billedet er Kai Jørgensen, der var Jonas morfar. 

Kai Jørgensen var lærling på Wittenborg og var tilknyttet både Walthergruppen og Tonny-grupperne..

Kai Jørgensen er nummer to fra højre. Både sted og de andre på billedet er ukendte. Fotokilde: Jonas Stærmose. 
Kai Jørgensen fotograferet ved Østre Skole i dagene efter befrielsen. Fotokilde: Jonas Stærmose