Snublesten: ”Min kære lille elskede pige. Jeg er dømt til døden i dag”

Da der i maj 2024 blev nedlagt fire snublesten i Nyborg, skrev journalist Michael Rathje artikler om de fire unge mænd, der blev nedlagt snublesten for. Artiklerne blev bragt i Nyborg Avis, der nu er lukket.

Michael Rathje har givet Fyn under besættelsen lov til at bringe de fire artikler. Og de bringes med det billedmateriale, der oprindeligt blev brugt. Eneste ændring i forhold til originalteksten er, at oplysningerne om hvor og hvornår stenen nedlægges er udeladt.

Snublesten: ”Min kære lille elskede pige. Jeg er dømt til døden i dag”

Af Michael Rathje

Henning Børge Hansen var en af de fire unge frihedskæmpere, der mistede livet i kampen for et frit Danmark. Han blev født den 29. januar 1925 og var således kun lige fyldt 20 år, da han den 28. marts 1945 blev henretter af tyskerne.

Henning voksede op hos en plejefamilie i Nyborg, politiassistent Carl Chr. Vogelius Andersen og hans kone Marie. Aldersmæssigt kunne plejeforældrene have været Hennings bedsteforældre. De havde mange voksne børn, hvoraf der stadig var fire hjemmeboende, da de tog den spæde Henning til sig.

Henning havde et varmt og tillidsfuldt forhold til sin 20 år ældre plejebror, Charles Helmuth Vogelius Andersen, og hans afskedsbrev fra Vestre Fængsel til dem derhjemme tyder i det hele taget på en god og tryg opvækst i hjemmet i villaen Dieudonne. ”Jeg vil takke eder for alt, hvad I har været for mig – specielt dig, lille Mor, en bedre Mor kan ingen ønske sig her paa Jorden”. Hennings plejefar var død i 1940, 79 år gammel.

 

Som ganske ung blev Henning optaget i CB-politiet. CB-politiet (CB: Civil Beskyttelse) var et korps af civile betjente, der var oprettet i 1938 under indtryk af de politiske forhold syd for grænsen og med det formål at beskytte befolkningen mod følger af luftangreb.

CB’erne patruljerede som regel sammen med rigtige politibetjente og blev kaldt ”føl” eller ”de Blaa” på grund af farven på deres uniform.

Efter grundskolen i CB, et kortere forløb af 14 dages varighed, blev Henning undergruppefører i CB-politiet i Nyborg.

Ud over et beskedent honorar som CB’er klarede Henning sig som bud.

I 1944 blev han sammen med sine skolekammerater fra Den Private Realskole aktiv i modstandsbevægelsen i Nyborg.

Efter hans ven Bent Christensen var blevet taget til fange den 9. marts i forbindelse med et sabotageforsøg på jernbanelinjen ved Nyborg, blev Henning taget af Gestapo tidligt om morgenen den 10. marts 1945 på sin bopæl i Skippergade 12, 1. sal. Her boede han til leje sammen med sin kæreste Olga Marie, der ventede barn. Barnet kom til verden i juli 1945.

Henning blev efter anholdelsen ført til arresten på Albanigade i Odense. Her fik han den 16. marts lov til at sende et brev til sin plejemor: ”Blot to ord for at bede om eder om at sende Undertøj og Toiletartikler ud til mig. Jeg haaber at I har det godt derhjemme alle sammen … ”

Få dage senere blev Henning overført til Vestre Fængsel i København. Den 28. marts blev han stillet for en tysk krigsret og dømt til døden for sin kamp i modstandsbevægelsen. Normalt gav Gestapo dødsdømt lov til at sende et afskedsbrev, men af uvisse grunde fik Henning lov til at sende tre afskedsbreve. Det første brev var til hans biologiske far:

Vestre Fængsel d. 28/3 45

 
Kære elskede Fader

Det frygtelige er sket, jeg er dømt til døden af tysk Krigsret i Dag. Kære Fader, du maa tage det roligt og fornuftigt, jeg dør jo for en god Sag, og saa er det jo ikke saa slemt. Kære Fader, du maa love mig at tage dig godt af lille Olga og den lille, hende er det mindst lige saa slemt for som dig, trøst hende alt hvad du kan og hjælp hende, kære Fader. Kære Fader, vær ved godt Mod. Hils Gurli mange gange fra mig og sig tak for alt godt.

Tak for alt godt kære Fader

Hils lille Olga

Farvel

Eders Henning

Gud hjælpe eder.

Det andet brev blev sendt til hans plejefamilie:

Vestre Fængsel d. 28/3 45

Kære alle sammen derhjemme!

Det frygtelige er sket. Jeg er dømt til Døden i dag af en tysk Krigsret. Men I må tage det roligt og fornuftigt, nu var det Guds vilje, at jeg skulle den Vej saa tidligt, og så må det jo være det rigtige.

Jeg vil takke Eder for alt, hvad I har været for mig – specielt dig, lille Mor, en bedre Mor kan ingen ønske sig her på Jorden.

Det piner mig at måtte sige Farvel, men jeg dør for Danmarks Sag, og så er det ikke så slemt.

Mine Ting vil jeg skænke lille Olga og den lille, vær altid god ved hende, for hende er det lige så slemt som for Eder, kan I tro, I må trøste hende, alt hvad I kan, lov mig det.

Jeg beder Eder hilse alle, jeg kender, deriblandt min Fader i Odense.

Jeg kan ikke finde på mere at skrive om, så jeg vil slutte mit sidste Brev til Eder med tusinde Tanker og med tak for alt godt.

Farvel

Gud hjælpe Eder

Henning

Hennings sidste brev var til hans gravide kone Olga i Skippergade.

Vestre Fængsel d. 28/3 45

Min kære lille elskede Pige

Jeg er dømt til Døden i Dag og det er svært for mig at maatte sige dig Farvel lille Olga. Du må tage det roligt og fornuftigt lille Olga, du ved jeg dør for Danmarks Sag og saa er det ikke saa slemt. Værst er det for dig lille Olga, du maa være standhaftig, du maa passe godt paa den lille som vi faar og være en god og kærlig Mor for den …

… Kære lille Olga vær ved godt Mod, lev paa vore gode Minder og trøst dig med den lille.

Et sidste Farvel med tusinde kærlige Tanker.

Farvel lille Olga

Gud hjælpe dig

Din Henning

Samme dag blev Henning Børge Hansen henrettet ved skud i Ryvangen, hvor han blev begravet.

Efter befrielsen i maj 1945 blev ligene af de tre unge nyborgensiske frihedskæmpere gravet op og transporteret til Nyborg. Her blev de bisat i Vor Frue Kirke og begravet på Nyborg Kirkegård.

Kilder: Snublesten Fyn, Nyborg i 800 år af Preben Hahn-Thomsen, Frihedsmuseets Database og Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

Klosterbakken den 5. maj 1945

Det nedenstående billede er taget på Klosterbakken, tæt på Flakhaven, i Odense den 5. maj 1945, hvor en eller flere granater går af bag en lastbil. 

I baggrunden ses elektricitetsværket, der var blevet beslaglagt af tyskerne og blandt andet husede tyske politisoldater. I forgrunden ses bygningen, der i dag rummer Historiens Hus.

Granaterne har været en del af de kamphandlinger, der spredte sig fra Flakhaven og endte med at koste mange liv og endnu flere sårede.

Klosterbakken den 5. maj 1945. Fotokilde: Nationalmuseet.

Hermann Sieh til påvisning i Seden

Et billede taget ved skydebanen i Seden af "Stoffer".

Herren i den tyske uniform er Kriminalrat/kriminalsekretær Hermann Sieh, der var ansat hos Gestapo på Husmandsskolen og deltog i forhør og arrestationer af modstandsfolk. Betjenten, der har fat i Hermann Sieh er Poul Lyrk.

 
Billedet er taget den 28. maj 1945, hvor Hermann Sieh var til påvisning af stedet. Der var på det tidspunkt fundet ti kister nedgravet i området. Yderligere tre blev fundet i september 1945 og den sidste i januar 1946.

Hermann Sieh, Seden 28. maj 1945. Fotograf: "Stoffer". Fotokilde: Frihedsmuseets fotoarkiv.

Fotos af Heinz Hanke

Den 20. februar 1944 styrtede en tysk Focke-Wulf 190-jager ned ikke langt fra Vellingegård, ca. seks kilometer nord for Otterup. Piloten ombord, Heinz Hanke, reddede sig ud med faldskærm og fandt vej til gården, hvor de viste billeder blev taget.

På det ene billede er han i selskab med gårdmandskonen Olga Lund og Bårdesøs bedemand, Jens Peter Jensen (hans tilstedeværelse er muligvis relateret til en begravelse i den nærliggende Bederslev Kirke).

Heinz Hanke havde deltaget i en kamp mellem otte tyske Focke-Wulf 190-jagere og flere amerikanske B-17-fly, der var på vej mod tyske anlæg i Tyskland og Polen. Skytterne ombord på et af de flyvende fæstninger havde fået ram på hans fly, så olie sprøjtede ud i cockpittet – deraf hans tilsværtede udseende.

Han havde dog også fået ram på det amerikanske fly, som endte med at styrte ned ved Bellinge. To medlemmer af besætningen blev dræbt, mens de sidste otte blev taget til fange.

Heinz Hanke blev bragt til Husmandsskolen ved Odense. Her havde han en samtale med Orlin Holm Markussen, der var pilot på en anden amerikansk B-17, som blev skudt ned over Fyn samme dag. I alt blev tre B-17-fly skudt ned over Fyn den 20. februar 1944.

De to mødtes igen i 1976 på årsdagen for luftkampen, hvor Orlin besøgte Heinz i München, efter at Heinz havde efterlyst ham i et amerikansk blad for krigsveteraner.

 
I alt blev Heinz Hanke noteret for ni nedskydninger, bl.a. den B-17, der styrtede ned ved Bellinge. Han blev også tildelt Jernkorset af 1. grad.

Heinz Hanke med gårdmandskonen Olga Lund og Bårdesøs bedemand, Jens Peter Jensen. Fotokilde ukendt.

Heinz Hanke smurt ind i olie. Fotokilde: Ukendt.

Omkring den 9. april i Odense

Den nedenstående tekst er skrevet af Oberst R. Mikkelsen, der var chef for 6. regiment på Odense Kasserne den 9. april 1940. Teksten er skrevet den 5. maj 1942 og optræder i bogen ”Fem Aar, Indtryk og Oplevelser”.

Oberst Mikkelsen fotograferet i 1945. Fotokilde: Fyens Stiftstidende.

OMKRING DEN 9. APRIL I ODENSE

Paa Kasernen i Odense laa - udover nogle faa Arbejdssoldater - kun Tropper af andre Afdelinger: 2 Rekrutkompagnier af 7. Regiment, Rekrutter med ca. 5 Maaneders Uddannelse og 2 Kompagnier af Fodfolkspionererne, ligeledes Rekrutter med kun ca. 2 Maaneders Uddannelse. - De eneste Tropper, 6. Regiment havde under Fanerne, var 4. Bataillon, en 450 Mand fuldt uddannede Cyklister - de laa i Sønderjylland paa Søgaard og i Kantonnement der omkring.

Det kunde maaske være interessant nok at berette om og at høre om, hvad der skete i Odense den 9. April, men jeg skal - for ikke at gøre mit Indlæg for langt, og fordi det, der skete i Sønderjylland, jo er langt det vigtigste - indskrænke mig til at oplyse, at vi takket være en Sergent, der var paa Orlov og som ringede os op fra en Bagerbutik i Nyborg, blev underrettet i Tide, saa at vi havde Kasernen i fuld Forsvarstilstand, havde udsendt Motorcyklekommandoer saavel mod Nyborg som mod Middelfart og netop stod klar til at sende 2 Kompagnier paa Lastvogne mod Middelfart eller Nyborg for at kaste de derværende Tyskere ud og til at evakuere Kasernens civile Beboere, da Ordren kom: »Der maa ikke gøres Modstand.« Vi fik den fortvivlede Ordre samtidigt fra 2 Sider, fra Divisionen og fra Krigsministeriet.

Virkningen paa alle, jeg saa, var den samme, at dette dog var det værste, der kunde ske. Det gjaldt Kvinder og Børn, det gjaldt Befalingsmænd og Menige, og det gjaldt de civile Lastbilchauffører. — Det var ikke blide Ord, der faldt, mange græd. - Et Øjeblik var vi alle som lamslaaet, men Tjenesten maatte passes. Der var nok at ordne, Telefonerne kimede, snart fra danske snart fra tyske Myndigheder, og snart kom fra Sønderjylland de første Meldinger fra 4. Bataillon, Meldinger om Kampen og om Tabene. Saa kom der ængstelige Forespørgsler fra Forældre og andre, der havde Paarørende med. Da Meldingen kom om det første Tab - det var om Sergent Vous - beordrede jeg Flaget paa halv.

I Løbet af den 10. fik vi fuldt Rede paa Tabene baade af faldne og saarede (6+13) og Meddelelse derom blev afgivet til de Paarørende ved udsendte Officerer.

Den 11. blev 4. Bataillons 6 Faldne ført hjem til Odense Kaserne af Bataillonskommandøren Oberstljt. Claussen. Vi havde indrettet Kasernens Parolestue saa godt og smukt, som vi kunde det, til at modtage dem.

Alt tjenstgørende Mandskab stod naturligvis opmarcheret, og desuden var til Stede: De faldnes Paarørende, Regimentets Feltpræst, Pastor Pontoppidan Thyssen, de højere civile Myndigheder i Odense, Repræsentanter fra Soldaterforeningerne m.fl. Alle Kasernens Beboere og Repræsentanter for alle Blade i Odense.

De 6 Kister blev stillet foran den paraderende Bataillon, og staande ved 4. Bataillons Fanevagt udtalte jeg:

»Lad præsentere Gevær, sænk Fanen.«

Danske Soldater! Danske Borgere!

I en for vort Fædreland saare alvorlig Stund har jeg det tunge Hverv at modtage 6 af Regimentets unge tro Soldater, der faldt under Fægtningen den 9. April, men det er tillige et ærefuldt Hverv at modtage disse 6 af Regimentets Sønner. - Jeg har ønsket, at de faldne skulde føres her til den gamle Kaserne, for at vi kunde tage Afsked med dem her - her, hvor de fik deres første Uddannelse som Soldater - her, hvor de glade og frejdige drog ud - her skal lyde en Tak saa hjertelig og inderlig, som jeg formaar at udtrykke den.

Vi takker for det Offer, I har bragt, da I uden Tøven stillede jer imod en knusende fjendtlig Overmagt, fordi I uden Vaklen opfyldte jeres Soldaterpligt og udgød jert Blod til Forsvar af Sønderjylland - det Sønderjylland, i hvis Jord man end ikke havde undt jer at grave et Hul at dø i. Men det skal siges her i Dag: I har ved jeres Færd raabt det ud over den danske Hær, over det danske Folk, ja over hele Verden: Det var ikke den danske Soldat, der svigtede - det var andre! Vi sænker Bataillonens gamle Fane over jeres Kister og takker jer.

Æret og velsignet være Eders Minde.«

Jeg sagde derefter henvendt til de Paarørende: »Jeg ved godt, at Menneskeord formaar saa lidt at trøste i den store Sorg, De har haft - men en Trøst maa det være for Dem at vide, at Deres Dreng har gjort sin Pligt til det sidste, jeg ved ogsaa, at den virkelige Trøst skal hentes oven fra, fra den Gud, der gav sin Søn som Offer, og som har givet os de Ord, at ingen har større Kærlighed end den, der sætter Livet ind for sine Venner.«

Derefter talte Feltpræsten, og Kisterne blev ført til Parolesalen, hvor de blev overgivet til Forældrene, som derefter kunde hente deres Dreng hjem. I Løbet af 2 Dage blev alle Kister afhentet, og hver Gang traadte den forstærkede Vagt til Gevær og gav med præsenteret Gevær de faldne Soldater det sidste Farvel fra deres gamle Kaserne.

Den 13. tog jeg med min Adjudant til Sønderjylland for paa Stedet at takke 4. Bataillon for dens Kamp.

Den 14. skulde Bataillonen over Mommark-Faaborg vende tilbage til Odense. Jeg underrettede begge Byer derom og henstillede, at man i den Anledning flagede. Begge Steder forstod man min Henvendelse, men fra begge Byer blev jeg senere ringet op og fik den Meddelelse, at man havde forespurgt i København, om der maatte flages, og Svaret fra København var, »at det var vist ikke værd«!

Men der var andre, der forstod det bedre. Beboerne i Brændekilde og Ravnebjerg, hvor 4. Bataillon havde ligget i Kantonnement, før den afgik til Sønderjylland, havde paa en eller anden Maade sat sig i Forbindelse med Bataillonen og faaet den den Vej over. Og her var Flagene hejst, og hver Soldat fik en lille Buket, og der blev trakteret.

Saa kom Bataillonen hjem til den gamle Kaserne med alt sit sønderskudte og ødelagte Materiel, der - mere end Ord kan gøre det - fortalte, at Bataillonen havde været i Ilden.

Saa snart jeg kunde det, besøgte jeg de saarede paa Sygehusene i Tønder og Aabenraa og overrakte dem et Sølvbæger. Jeg hørte deres Beretning om Kampen, mærkværdig saa klart det hele stod for dem. Jeg besøgte ogsaa de Steder, hvor der var blevet kæmpet. I Bredevad traf jeg en dansksindet, sønderjydsk Arbejdsmand, der fra Lorenzens Gaard havde overværet Kampen. Han, der selv havde været med i Verdenskrigen, kom hen til mig og sagde uopfordret: »De to, der faldt der (det var i Havehjørnet, hvor nu Mindelunden er) de kæmpede som tro og glimrende Soldater, jeg saa det. De laa der uden Befalingsmænd, og de skulde beskytte Kanonen, der stod ude paa Vejen (det var den Kanon, der bragte 4 tyske Panservogne til Standsning og hvor alle blev saaret). Disse to laa alene, de kunde ikke faa frit Skud, som de laa i Dækning ved Havegærdet, men saa gik de op, saa de kunde skyde. Saa faldt Skytten (Skud i Hovedet), og øjeblikkelig traadte Hjælperen til og skød, indtil ogsaa han faldt (Skud gennem Lungen).« Saadan lød denne jævne Mands Beretning - det var en Mand, der aabenbart kendte til det, han talte om.

Og som disse to - saadan de øvrige. Det er let nok i Fred paa Eksercerpladsen at lære Folkene, at frit Skud gaar forud for Dækning, og det er let nok under samme Forhold at lære Hjælperen, at han skal træde til, hvis Skytten falder fra. Men disse to gjorde det, da det var bitter Alvor - ikke fordi en Befalingsmand sagde, at de skulde gøre det, for der var ingen Befalingsmand, men de gjorde det, for saadan havde de lært det, og fordi det var deres Pligt. - Er det saa ikke rigtigt, at jeg i min Tale over dem sagde: »Det var ikke den danske Soldat, der svigtede.«

Til Slut vil jeg om de faldne sige: De faldt for Danmarks Sag - og deres Død maa ikke være forgæves. Vi svøbte deres Kister i Dannebrog - og under Dannebrog skal vi bære Danmark ind i en ny Dag.

Billeder fra Seden

De nedenstående billeder stammer fra det militære skydebaneområde i Seden, der nok mest er kendt for, at tyskerne her begravede 14 danskere i det skjulte.

Billederne er ikke dateret, lige som fotografen er ukendt, men billederne må formodes at stamme fra perioden lige efter befrielsen.

De to sammensatte billeder viser et gruppefoto af modstandsfolk, ammunition og hvad der ligner modstandsfolkene i færd med at sikre våben og ammunition.

Det sidste billede viser nogle af de jordvolde, der afskærmede skydebanen fra vandet. Jeg ved ikke, om der var flere jordvolde på skydebanen, men det var ved nogle af jordvoldene på stedet, at man fandt flere af de døde danskere gravet ned.

Billederne tilhører Allan Berg og gengives med tilladelse fra ham.

Modstandsfolk med våben og ammunition.

Jordvolde ved skydebaneterrænet.

Gruppefoto og modstandsfolk med våben og ammunition.

Bagsiden af et af billederne.

Ellen Cathrine Thomsens kalender

Den nedenstående kalender har tilhørt Ellen Cathrine Thomsen, der i juli 1945 blev gift med Karl Willy Larsen.

Karl blev i januar 1945 indsat i Frøslevlejren for ”almen illegal aktivitet”, som det hedder i modstandsdatabasen.

Læs mere om Karl her.

Kalenderen giver et indblik i forløbet omkring hans indsættelse, overførsel til Dachau, kommunikation m.m. Det hele er indskrevet i kalenderen i noget, der næsten kan beskrives som kort telegramform.

Fyn under besættelsen har afskrevet det forskellige efter bedste evne. Der er indsat ???, hvor teksten ikke har kunnet aflæses. Der er endvidere tilføjet tegnsætning for at gøre teksterne lettere at læse. Stavefejlen i "Hippo" er beholdt.

Affotograferingen blev tilsendt Fyn under besættelsen, af Anne-Katrine Bondo, der er barnebarn på hendes mors side til parret. Og gengives her med hendes tilladelse.

Den Rasmus, der bliver omtalt i kalenderen, kan være metalsliber Rasmus Viggo Larsen, St. Knudsgade 56. Han er den eneste Rasmus, der optræder på den liste over sårede, som bringes i Fyens Stiftstidende den 6. maj 1945. Her står der endvidere, at han har skudsår i venstre lår og er meget medtaget.

Forside af kalenderen.

17. januar
Willy ført til Frøslev.

30. januar
Faaet brev fra Willy. Er i Frøslev ??? har det godt.

15. februar
Willy ført fra Frøslev til Dachau ved München

16. marts
Er gaaet en måned siden Willy kom til Tyskland og har ikke hørt fra ham endnu.

17. marts
Brev fra Røde Kors med gode nyheder.

23. april
Faaet brev fra Willy i ??? og er meget lykkelig. Han har ??? og vand i ???, men ikke noget farligt.

24. april
Sendt brev til Willy i dag. Haaber han snart kommer hjem.

25. april
Gjort orden i skuffer og skabe.

26. april
Ville besøge Ditte og Gunner, men de er i Nordenhuse.

Willys far faaet brev fra Willy.

27. april
Gjort hovedrent i stuen.

Willy kørt gennem byen på vej til Sverige.

Rasmus kom med pakke fra ham.

28. april
Gjort hovedrent i soveværelset og køkken.

Vasket Haar.

29. april
???

30. april
Har fået brev fra Willy fra Korsør.

2. maj
Hitler død.

4. maj
Tyskerne kapitulerer.

5. maj
Fred i Danmark fra kl. 8 morgen.

Er gaaet i byen med Peter og ??? for at fejre det.

Hippo skyder om eftermiddagene. 11 frihedskæmpere dræbt. Rasmus såret.

6. maj
De første Englændere kommer gennem byen.

Vasket Storvask.

7. maj
Fred i Europa. Tyskerne forlader Odense. Skal Gaa hjem. En hel masse englændere kørte gennem.

8.  maj
Får fri kl. 10-11 for at se højtideligheden på Flakhaven over de faldne soldater. Mange mennesker deroppe.

9. maj
Faaet telegram fra Willy. Han rejser fra København torsdag morgen.

10. maj
I teatret med Ruth og se Fuglekræmmeren.

Stryge vasken.

Willy kommer hjem igen.

11. maj
Harald.

Faaet brevkort fra Willy.

12. maj
Sonja og Mads skal giftes.

Min mosters erindringer

For nylig var jeg med, da vores 15-årige søn skulle interviewe min moster til en skoleopgave. Opgaven handlede om mellemkrigstiden, og da min moster er årgang 1937, så var det oplagt, at han skulle tale med hende.

Foruden de forberedte spørgsmål, så kom snakken også til at kredse om besættelsen.

Min mormor og morfars hus til venstre, 1958. Fotokilde: Det Kongelige Bibliotek.

in moster var 7½ år, da befrielsen kom, så der er naturlige grænser for, hvad hun som barn har oplevet, men der var alligevel adskillige indtryk, der stadig stod klart.

Min moster er, som min mor, opvokset på Assensvej mellem Kirkeby og Stenstrup. Det er et stykke landevej, der går fra vejen mellem Svendborg og Odense, gennem Kirkeby og Stenstrup og slutter ved hovedvejen mellem Nyborg og Faaborg, ikke langt fra Egeskov Slot.

Det var ikke meget, der skete på disse kanter under besættelsen, men modstandsbevægelsen var aktiv, der blev gemt betjente, der var gået under jorden, rundt om på gårde på egnen, og der var flere nedkastningssteder i området.

Det første minde, der kommer frem, omhandler da også de dæmpede og hemmelighedsfulde samtaler, der foregik ved bordet derhjemme.

Det var ting, som børneører ikke skulle høre.

Så vidt vides, så var hverken min morfar eller mormor involveret i noget, men deres svoger, Edmund, kørte lillebil i Stenstrup. Hvilket også betød, at han var chauffør for den lokale læge, Johannes Spøhr.

Spøhr, som han omtaltes, var ikke bare læge, men også delingsfører for de lokale modstandsfolk – Svendborg-byledelsens 10. deling. Og den vej fra tilflød der altså oplysninger.

Angsten meldte sig hos min moster under besættelsen. Hun fortalte om at gemme sig under bordet, når det larmede fra de overflyvende bombemaskiner, og når lysglimt og brag fra bomberne i det fjerne kunne ses og høres.

Det kan være svært at forstå, for i fugleflugt er der 90–100 kilometer fra Kirkeby til Kiel, men når der blev bombet, så kunne det høres, og det lyste op i det fjerne. Min moster fortalte om min morfar, der om aftenen stillede sig ud i haven og lyttede og betragtede lyset i det fjerne.

Snakken om fly bringer endnu et minde frem. Min mormor og morfar var taget til bryllup i Ulbølle, der ligger ca. 12 km sydvest for Kirkeby, da en anskudt flyvemaskine fløj ind over Kirkeby.

Som hun fortæller det, så var der først frygten for, at flyet skulle styrte ned i Kirkeby, men flyet forsatte et stykke, hvorefter det krængede rundt i luften og tog turen tilbage over Kirkeby, hvor frygten meldte sig igen.

Det forsatte dog yderligere mod syd, så frygten skiftede fokus, og min moster var nu bange for, at flyet skulle styrte ned dér, hvor min mormor og morfar var til bryllup, hvilket det heldigvis ikke gjorde. Beskrivelsen passer på den B-17, der i januar 1944 faldt ned i Amalielystskoven ved Hvidkilde Gods, men det kan hverken be- eller afkræftes.

Besættelsen var som bekendt en tid med rationeringsmærker. Min moster fortæller, hvordan hun af sin mor, min mormor, blev sendt ud for at bytte rationeringsmærker. Typisk hos dem med mange børn. Her kunne hun bytte rugbrødmærker til kaffemærker og sukkermærker til smørmærker. Hvorfor det var hende, der blev sendt ud for at bytte, havde hun intet bud på, men det lykkedes ofte at lave byttehandlerne.

Da befrielsen kom, var der tyske soldater på Assensvej, hvor min mormor, morfar og moster boede.

Med al sandsynlighed har de været på vej i retning af Ollerup, hvor de kunne gøre holdt på den beslaglagte gymnastikhøjskole, eller mod Faaborg, hvorfra de tyske soldater blev sejlet over til Mommark på deres vej hjem.

Min moster husker tydeligt, hvordan de tyske soldater blev udsat for spot og hån på deres vej, og hvordan det vred sig i hende, fordi det var dybt ubehageligt at opleve.

Et par dage efter samtalen ringer min moster, at hun, mens hun har ledt efter et billede, vi har talt om, har hun fundet et par aviser fra besættelsens sidste dage. Derfor har jeg nu et par eksemplarer af Svendborg Avis fra de første dage af maj 1945 liggende på mit skrivebord, der er blevet affotograferet og snart skal retur i skuffen hos min moster.

 

Engelske soldater i Svendborg

En af de fotografer, som udstillingen ”Besættelsen i billeder” gik tæt på, da den i sommer og sensommeren 2024 blev vist frem i Svendborg Museums mobile museum, Den Sorte Boks, var Svend Aage Andersen.

Svend Aage var bosat på et loftsværelse på adressen Frederiksgade 7 i Svendborg. Fra adressen havde han udsigt over til Kvægtorvet, hvor Jydsk Dragonregiment og 3. Feltartilleriregiment bl.a. opstaldede deres heste, da de fra oktober 1942 til den 29. august 1943 havde kvarter i byen.

Flere af hans billeder viser, at han ikke har ladet fotomulighederne fra sin bopæl gå til spilde. Da han i løbet af besættelsen blev ansat på Svendborg Rådhus, brugte han også sin adgang til rådhuset, når der skulle tages billeder, hvilket kan ses på hans billeder fra befrielsen.

Svend Aage Andersen var løst tilknyttet modstandsbevægelsen, hvor han hjalp med produktion af illegale blade og opbevaring af våben. Da han var husvagt i ejendommen, hvor han boede, havde han udgangstilladelse, der gjorde det muligt for ham at omgå spærretid og udgangsforbud.

Takket være Casper Holm fra Svendborg Lokalhistoriske Arkiv og Nils Valdersdorf Jensen fra Svendborg Museum er det muligt at vise de nedenstående billeder taget af Svend Aage Andersen. En stor tak til dem for deres hjælp og imødekommenhed.

De nedenstående billeder viser engelske soldater i Svendborg lige efter befrielsen. De er sandsynligvis taget den 9. maj1945, hvor englænderne ankom til Svendborg.

Engelske soldater hyldes på torvet, sandsynligvis 9. maj 1945. Foto taget fra rådhsuet. Fotokilde: Svendborg Lokalhistoriske Arkiv.

Engelske soldater hyldes på torvet. Foto taget fra rådhuset. Fotokilde: Svendborg Lokalhistoriske Arkiv.

Engelske soldater hyldes på torvet. Fotokilde: Svendborg Lokalhistoriske Arkiv.

Engelske soldater i Svendborg. Fotokilde: Svendborg Lokalhistoriske Arkiv.

Engelske soldater i Svendborg. Fotokilde: Svendborg Lokalhistoriske Arkiv.

Snublesten: Da tyskerne sendte storebror i koncentrationslejr blev Bendt frihedskæmper

Da der i maj 2024 blev nedlagt fire snublesten i Nyborg, skrev journalist Michael Rathje artikler om de fire unge mænd, der blev nedlagt snublesten for. Artiklerne blev bragt i Nyborg Avis, der nu er lukket.

Michael Rathje har givet Fyn under besættelsen lov til at bringe de fire artikler, og de bringes med det billedmateriale, der oprindeligt blev brugt. De eneste ændringer i forhold til originalteksten er, at oplysningerne om, hvor og hvornår stenene nedlægges, er udeladt - og så er billedet af Bendt Stentoft tilføjet.

Snublesten: Da tyskerne sendte storebror i koncentrationslejr blev Bendt frihedskæmper

Af Michael Rathje

Bendt Stentoft blev født den 17. maj 1925 og likvideret af tyskerne den 28. marts 1945

Bendts far, Christen Stentoft, uddannet gartner fra Gl. Estrup, var bestyrer af landbrugsskolen Skaboeshus.

Det var en landbrugsskole i Nyborg for døve mænd, døvstumme eller havde andre funktionsnedsættelser.

Her voksede Bendt op sammen med sine storebrødre Erlan og Jørgen Christian Carl Stentoft. Der var et tæt forhold mellem beboerne på skolen og familien Stentoft.

For eksempel indtog familien Stentoft i vid udstrækning måltiderne sammen med beboerne. Jørgens søn Chris (Bendts nevø) fortæller, at familien også fejrede juleaftenerne sammen med de beboere, der ikke havde kontakt med deres familie: ”Min far har fortalt, hvordan en af beboerne hver juleaften, når julemiddagen var indtaget, rejste sig op og sagde: ”Gud bevare Kongen - og fru Stentoft”. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange den episode har været nævnt, og det vidner jo om, at farmor Inger var værdsat, hvilket jeg er sikker på, at min farfar også var.”

Bendt gik på Nyborg Private Realskole. Han var dygtig i skolen, men blev taget ud i 4. mellem, da der forelå ”særlige omstændigheder”: Hans far lå for døden, og han døde i februar 1940, og et par år efter flyttede Inger Stentoft og Bendt til Frisengårdsvej 73.

Det var Bendts drøm at blive teknikumingeniør, så han kom i elektrikerlære i firmaet Kruse & Bech og fortsatte sin skolegang på teknisk skole, som han afsluttede i 1944 med ug minus.

Bendts 5 år ældre storebror Jørgen var politibetjent i Nyborg. Han blev taget på Politigården i Odense den 19. september 1944, da tyskerne under Operation Möwe tog politiet i de større danske byer, og sammen med 118 andre Odense-politifolk blev storebroren deporteret til kz-lejren Neuengamme, videre til Buchenwald, og derfra til krigsfangelejren Mühlberg, hvorfra han blev befriet af De hvide Busser i april 1945.

Anholdelsen af Bendts storebror og de andre betjente i Nyborg fik angivelig Bendt og hans to kammerater Henning og Bent til at blive aktive i modstandsgruppen i Nyborg.

Den yngste af vennerne, den 18-årige Bent, blev fanget den 9. marts af tyskerne på vej til en sabotageaktion og efterfølgende udsat for grove forhørsmetoder.

Tidligt næste morgen blev den 19-årige Bendt blev anholdt af Gestapo hjemme på Frisengårdsvej 73.

Han blev ført til Husmandsskolen i Odense, hvor han efter al sandsynlighed også blev underkastet tortur.

Han blev sammen med de to andre unge nyborgensiske modstandsfolk Henning Børge Hansen og Bent Christensen overført til Vestre Fængsel den 16. marts.

Ved en tysk krigsret blev han idømt dødsstraf, og sammen med Bent og Henning Børge henrettet i Ryvangen den 28. marts.

Efter befrielsen i maj 1945 blev han lig gravet op og sammen med de to kammerater transporteret til Nyborg, hvor de tre unge nyborgensere blev bisat fra Vor Frue Kirke og begravet på byens kirkegård.

Kilder: Snublesten Fyn, Nyborg i 800 år af Preben Hahn-Thomsen, Frihedsmuseets Database og Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.