S5, Havørnen i Faaborg

I starten af året dukkede der et fotoalbum op, der indeholdt billeder fra søværnet, taget i perioden 1940-43. Billederne må formodes, at være taget af en af de ombordværende på minestrygeren S5, Havørnen, der kan ses på flere af billederne.

Blandt billederne i albummet er flere taget i og ved Faaborg, hvor Havørnen var udstationeret i starten af 1943. Det er disse billeder, der vises her.

Kort før, at Havørnen skiftede havn til Nyborg, der blev Aage Oscar Schultze chef for skibet. Han valgte den 29. august 1943, at sejle skibet på grund for at besætningen kunne slippe væk. Den historie kan læses flere steder.

Umiddelbart bliver tiden i Faaborg dog kun berørt i den beretning Arne Johansen, der var værnepligtig ombord på Havørnen, har skrevet ned. Der følger her et uddrag, der berører tiden på Fyn.

Efter et fire-måneders togt med »Islands Falk« i Isefjorden, fik jeg sidst i januar 1943 besked på at tage køjesækken på nakken og tage toget til Faaborg, hvor jeg skulle melde mig om bord på »Havørnen«.

Det var en gammel torpedobåd fra 1917, der var ombygget til minestryger.

Vores opgave var at holde sejlruterne mellem Faaborg og Mommark og ruten til Søby på Ærø og til Avernakø fri for magnetiske miner. Det lykkedes da også at sprænge tre stykker, medens vi var dernede.

Omkring 1. maj afgik vi til Nyborg for at afløse en anden minestryger, der skulle til Næstved for at afløse der. Den minestryger, der lå i Næstved skulle til Faaborg og afløse der. Vi var således fire måneder hvert sted.

Fra Nyborg skulle vi holde sejlruten til Lohals og Svendborg sund fri for miner. Der fik vi nu ingen gevinst, men en dag vi skulle stryge i et bestemt felt udenfor ruten til Korsør, fik vi fire magnetiske miner til at sprænge. Det mærkede vi ikke så voldsomt, som dem vi tog ved Faaborg, for der er større vanddybde i Storebælt.

Vi holdt skydeøvelser med vores torpedo. Den havde vi ude i stævnen. Vores P-kutter slæbte et mål efter sig, som vi skulle træffe. Det var naturligvis nødvendigt, men bevare mig vel for arbejdet med at få torpedoen på plads igen efter øvelsen. Først hejse den op langs skibssiden, så ind gennem rummet, hvor styremaskinerne stod. Derfra ned på banjen, hvor vi menige boede og videre gennem de tre underkvarter-mestres rum.

Tiden gik, til vi var kommet hen i august måned. Der blev mere og mere ballade rundt omkring. I Odense strejkede man, og vi fik besked på at holde os i skindet, når vi kom på værtshus. Ikke noget med at provokere tyskerne.

En nat var vi oppe for at skifte næsen ud på torpedoen. Den skulle have tændsatsen sat på, så den var klar til at sendes mod fjenden. Sprængladningen agter hos chefen, kaptajnløjtnant Aage Schultze, var også klar, så den kunne bruges straks, hvis det blev nødvendigt…

Marinesoldat foran S5, Havørnen i Faaborg Havn. Fotokilde: Ukendt.

Der afleveres post til skibet. I baggrunden ses Det Hvide Pakhus.

Faaborg set fra søsiden, Faaborg Klokketårn ses tydeligt. Fotokilde: Ukendt

Dampskibet S/S Otto Petersen. Skibet var i Faaborg havn den 16. februar 1943. Den 12. januar 1945 stødte det på en mine ud for Drammen i Norge.

Banke Jung-Jensen om slutningen af krigen

I den udgave af Pigtraad, der blev udsendt i april 1970 fortæller Banke Jung-Jensen om, hvordan han oplevede slutningen af krigen.

Banke Jung-Jensen står nummer tre fra venstre. Billedet er taget ved hjemkomsten til Odense Banegård. Fotokilde: Museum Sachsenhausen.

Befrielsen oplevet i flere etaper

Banke Jung-Jensen var indespærret i 1 1/2 år. Det meste af tiden i Sachsenhausen ved Berlin. Først blev han evakueret fra Berlin til Neuengamme. Efter en måneds ventetid gik turen til Sverige

Jeg husker især rygterne om, at Røde Kors skulle hente os nordmænd og danskere væk fra lejrene, og efterhånden, som rygterne svirrede, troede vi på det, og pludselig var det en kendsgerning, at nordmænd og danskere begyndte at skulke fra arbejdet.

Det var jo ellers ret farligt, idet det blev straffet temmelig hårdt, men for at klare frisag, havde vi fået lært en lille sætning, der klarede denne sag, og denne sætning lød blot: »Vi venter på transport«, og jeg tror, det var noget, som Johs. Fosmark havde lært os.

På turen gennem Danmark var der mange oplevelser, men den glædeligste for mit vedkommende var, da vi nåede Storebæltsfærgerne og var gået ombord. Her kom en af matroserne og spurgte mig, om jeg eventuelt skulle kende en ung mand, der hed Banke. Jeg svarede, at det var mig selv. Han sagde, at der stod en ung pige henne ved landgangen, som ville tale med mig, og jeg blev noget overrasket, da jeg så, at det var min egen søster.

Gensynsglæden var stor, men da færgen var ved at skulle sejle, måtte vi jo hurtigt tage afsked, og for at mine forældre skulle tro på, at vi virkelig havde truffet hinanden, gav jeg hende et ur med hjem som bevis. (Uret var organiseret i lejren).

I København, måtte vi vente det meste af natten på næste tog, der skulle køre os til Helsingør, hvor vi skulle med færgen til Sverige. Vi blev indkvarteret lidt uden for Helsingborg i Barkåkra, hvor vi havde nogle dejlige dage, inden det glædelige budskab om, at krigen var forbi, kom.

Den 10. maj 1945 stod jeg på banegården i Odense, glad og lykkelig over, at frihedens time var kommet. Hermed sluttede en periode i mit liv, som jeg nødig ser gentaget.

Hvordan var det at vende tilbage til det normale liv, spørges der, jeg må svare, at det var en dejlig følelse at være fri.

Fri for vagtsoldaternes råben og skrigen, fri for onde blikke, hvor vi stod og gik.

Her mødte vi kun venlige og glade mennesker, dels fordi man selv så lyst på tilværelsen efter 18 måneders indespærring, og fordi alle folk var glade over, at krigen var forbi, og at man gik en lysere fremtid i møde.

Tyskernes hovedkvarter i Nyborg

Under besættelsen benyttede tyskerne Borgerforeningens Hus/Industrien i Nørre Voldgade i Nyborg som Stadskommandantur og kaserne.

Borgerforeningens Hus/Industrien, Nyborg - 1943. Fotokilde: Ukendt.

MS4 ved Nyborg

Det nedenstående er et udateret foto af minestrygeren MS4, der her ses ved Nyborg.

Billedet er udateret, men båden blev søsat i maj 1941 og blev sænket ved Holmen af mandskabet den 29. august 1943, så det må stamme fra denne periode.

Der var 10 Minestrygere i MS-serien. MS4 var som den eneste af minestrygerne ikke navngivet, de andre havde navne efter mindre danske øer.

MS4 ved Nyborg. Fotokilde: Ukendt

Odense den 5. maj 1945

Det nedenstående foto er taget ved Flakhaven/Vestergade i Odense den 5. maj 1945, og viser arrestationen af "tyskerhåndlagere. Bemærk lastbilen med modstandsfolk i baggrunden.

Flakhaven/Vestergade den 5. maj 1945.Fotokilde: Historiens Hus

Odense den 5. maj 1945

 To billeder af modstandsfolk taget ved Odense Rådhus lørdag den 5. maj 1945.

Modstandsfolk i skjul bag Odense Rådhus. Billede taget af Ivar Wang. Fotokilde: Frihedsmuseets Fotoarkiv.

Modstandsfolk marchere ved Flakhaven. Billede taget af Christoffersen. Fotokilde: Frihedsmuseets Fotoarkiv. 

Witte Kring om befrielsen

Svendborg på befrielsesdagen. Fotokilde: Danmarkpaafilm.dk

Denne beretning stammer fra april 1960-udgaven af Pigtraad. Beretningen er skrevet af Witte Kring, der var betjent i København, men blev sendt til Svendborg, hvor han oplevede befrielsen. Det er ikke mange oplysninger, der findes om ham, men i Information den 27. december 1944 kan det læses, at han var blandt de betjente, der før jul ankom til Frøslevlejren fra Buchenwald.

Beretningen:  

Politiassistent Witte Kring blev sammen med andre politifolk frigivet i Frihavnen den 14. april 1945. Lægen sendte ham til Svendborg, hvor han oplevede selve befrielsesaftenen

Hvordan oplevede du befrielsen? Spørgsmålet kommer ligesom lidt bag på mig. Tjah; hvordan oplevede jeg den? Tankerne går tilbage — de vil ikke rigtig blive ved befrielsen — de „ta’r en tur“ over Vestre fængsel, Neuengamme, Buchenwald, Frøslev - standser ved 14. april 1945 i Frihavnen.

De norske studenter - danske illegale - og vi politimænd. Nu var der ingen tvivl, vi skulle til Sverige. Så blev politimændene pillet fra - sendt til „aflusning" på Blegdamshospitalet - og så var vi pludselig fri. Hvad følte vi så ved det? Jah, - ud over en usigelig træthed og trang til at lægge sig ned og bare hvile følte vi intet særligt. Såvel fysisk som psykisk var vi „nede".

Min læge sagde: „De trænger hårdt til fred og ro; har De ikke nogen familie et sted på landet, hvor De kan „gemme" Dem og få noget sul på kroppen. Her sker snart noget, så se at komme væk hurtigst muligt!" Det blev barndomsstedet Sydfyn - Svendborg.

Det lå i luften, at der snart „skete noget". Da „budskabet" kom - den 4. maj om aftenen - sad jeg sammen med min kone hos min søster og svoger i Svendborgs udkant. De græd - de lo - de omfavnede mig. - Jeg sad og „bed knuder" på kæbemusklerne, og mine tanker gik til Neuengamme og Buchenwald - til alle de kammerater, som ikke kom med hjem - som ikke fik lov at høre befrielsens budskab.

Imens tog larmen til på gaden. Der blev lys i flere og flere vinduer. Folk kom ud på gaden - der lød hurraråb, og der blev dunket i ryggen - man lo - og man sang. Hele Danmark jublede - og på det punkt adskilte Svendborg sig sikkert ikke fra København eller andre danske byer. Efterveerne efter lungebetændelse og gulsot i Buchenwald sad i kroppen.

- Alt for træt - alt for mange dystre minder - alt for tæt inde på livet - til at fare ud og „være med". Hele aftenen sad min kone og jeg med hinanden i hånden. Ordene var få og stille - men den samme lettelse og befrielse, som jeg læste i hendes øjne - hendes ansigts minespil - glædestårer, der ind imellem ligesom i smug - genert - blev strøget væk, har hun sikkert set hos mig. - Den „onde tid" har vel for hende været nok så stort et nervepres som for mig.

Ved en fejlanføring af mit navn fik hun ved første henvendelse til „Røde Kors" at vide, at jeg ikke sås på listen over de til Tyskland førte politimænd. Først efter nogen tid i uvished fik hun ved en ny henvendelse der at vide, at en under navnet Peter King anført formentlig var mig.

Under folkestrejken har hun 2 gange under tyske razziaer bogstavelig måttet løbe for livet, mens tyskernes kugler „fløjtede" hende og andre om ørerne.

Hvordan oplevede DU befrielsen?

Jah, - de ord fik mig i første omgang ligesom til at stå stille. - Tankerne skulle jo lang vej tilbage — tilbage til noget, som er gemt, men aldrig kan blive glemt. Mindet om de fem forbandede år.

Regler for Behandling af Fanger

På Rigsarkivet findes der en kasse, der indeholder retningslinjer, meddelelser m.m. fra Odense Politi i tiden efter befrielsen.

Blandt retningslinjerne er de viste "Regler for Behandling af Fanger, som er indsat i Arresthuset sigtet for landsskadelig Virksomhed m.m.", der primært fortæller om, hvad fangerne må og ikke må få udefra.

De to sider lå sammen i kassen, men bemærk at de har forskellige datoer.

Side 1. Fotokilde: Rigsarkivet.

Side 1.
Odense Arresthus

Telefon 108 Odense, den 24/5 1945.

Til

Politikommandøren.

Efter Anmodning fremsendes hoslagt et Eksemplar af Regler for Behandling af Fanger, som er indsat i Arresthuset sigtet for landsskadelig Virksomhed m.m.

Arrestforvarer.

Side 2. Fotokilde: Rigsarkivet.

Side 2.
Odense Arresthus

Odense, den 15/7 1945.

Telefon 108

Regler for Behandling af Personer, som er indsat i Arresthuset sigtet for landsskadelig Virksomhed m.m.

1. Ekstraforplejning og andet spiseligt, saasom Bolcher, Frugt o.l. kan hverken købes af eller indbringes til Fangerne.

2. Fangerne maa ryge under Gaardtur, og der kan derfor indleveres til dem: Cigarer, Cigaretter, Tobak og Skraa.

3. En Biblioteksbog udleveres Fangen hver 14. Dag. Indlevering af Bøger, Uge- & Dagblade, Spillekort o.l. er ikke tilladt.

4. Kvindelige Fanger maa faa indleveret mindre Haandarbejder.

5. Rent Tøj kan indleveres til Fangerne een Gang om Ugen. Ligeledes maa Fangerne modtage nødvendige Toiletartikler.

6. 1 Brev paa 20 Linier maa modtages og afsendes hver 10. Dag.

7. Besøgstilladelse meddeles kun, naar det drejer sig om vigtige økonomiske Forhold eller Dødsfald, hæftig Sygdom o.l. i den paagældende Fanges nærmeste Familie.

Mindre Fotografier uden Ramme af Hustru, Børn og Forældre maa indleveres til Fangerne.

Arrestforvarer.

Medlemmer af den kommunistiske modstandsbevægelse i Odense

Det nedentående billede er taget i haven til Jagtvej 66 i maj 1945 efter befrielsen og viser medlemmer af den kommunistiske modstandsbevægelse i Odense.

Fra venstre ses:

• Villy Iversen
• Magda Rasmussen
• Ukendt
• Olga Jeppesen
• Alfred Andersen
• Dorrit Petersen (Petra Petersens datter)
• Petra Petersen
• Alfred Lunde (bagved Petra Petersen
• Emma Brink
• Svend Hansen
• Ukendt kvinde
• Sigurd Brink

Medlemmer af den kommunistiske modstandsbevægelse i Odense. Fotokilde: Stadsarkivet.

Tyske soldater på Kongensgade i Odense

En hestevogn med tyske soldater ud for guldsmed Svend Th. Agerfeld på Kongensgade 7 i Odense.

Udateret foto af tyske soldater i Odense. Fotokilde: Odense Stadsarkiv.