I Frihedsmuseets arkiv kan man finde et uddrag af Andreas Mortensens erindringer. Andreas Mortensen var havnefoged på havnen i Søby på Ærø under hele besættelsen.
Erindringerne rummer mange detaljer, der sjældent opleves i disse besættelseserindringer.
Der er blevet foretaget en redigering af teksten, der oprindeligt er lavet som maskinskrevet. Der er blevet rettet en del stavefejl, samtidig er der blevet arbejdet intenst med tegnsætningen, der var meget mangelfuld. Der er også indsat flere linjeskift for læsevenlighedens skyld.
Der er ingen dato på, hvornår erindringerne er skrevet ned. Den oprindelige titel på erindringerne var ”Mine Oplevelser fra april 1940 til 15. August 1957” – derfor må det formodes, at de er skrevet derefter. Denne udgave af erindringerne slutter i december 1945.
 |
| Postkort af Søby Havn, poststemplet 1957. Her ses havnefyret på den østlige mole, der omtales flere gange i erindringerne. Fotokilde: Ærøskøbing Lokalhistoriske Forening. |
Erindringerne
Jeg blev ansat som Havnefoged den 1. april 1940. Natten mellem den 8. og 9. april var der ingen som fik sovet ret meget for der var Overflyvninger hele Natten, der kom den ene Bølge af Maskiner efter den anden.
Op af Dagen den 9. april kom de så tilbage igen og de fløj meget lavt, næsten helt nede over Hustagene. På det Tidspunkt var der endnu ingen, der rigtigt vidste, hvad der foregik, men gå fik vi at vide i Radioen, at tyskerne havde besat Norge og Danmark.
Folk samlede sig i små klynger nede på Havnen og der blev snakket frem og tilbage, ingen vidste, hvad der skulde ske, men vi ventede alle det værste. Da Klokken var ca. 10.00, var der et Marinefartøj, der rundede Næbbet og satte Kursen ind imod Havnen, så var vi klar over, at nu skete der noget.
Den kom ind i Havnen med stor Fart og lagde til ved Østre Mole, der var ingen ude på broen og jeg var med vilje ikke gået derud, for jeg vilde ikke tage imod en Trosse fra dem. Da de havde fortøjet, sprang der 30 Mand op på Broen med Maskingeværer, der var to Officerer som førte kommandoen, jeg stod længere inde på Broen sammen med Tolderen. Vi blev enige om at gå derud.
Da vi var et stykke fra dem, kom de to Officerer ind imod os, den store af dem talte dansk og han vilde have at vide, hvor Havnefogeden var henne. Tolderen sagde så, at det var mig. Derpå henvendte han sig så til mig og vilde vide, hvordan de hurtigst kom ud til den danske Marinestation.
Jeg sagde, at de kunde leje er Lastbil, men det lod ikke til at have hans interesse, så måtte jeg jo til at forklare ham, hvad vej de skulde, men jeg var klar over, at det var om at trække Tiden ud så længe som muligt, for jeg havde set en af de danske marinesoldater, som løb ind i Pakhuset ved Færgen og jeg regnede med, at han var inde og telefonere og det var han også, fik jeg senere at vide.
Så det blev jo en længere Forklaring at jeg kom med. Jeg kunde se, at den anden tysker ikke kunde forstå dansk og at han blev mere og mere gal, det har jo nok varet for længe med at komme afsted. Der var nu kommet flere ud på Broen og de kom nærmere hen imod os for at høre, hvad der blev sagt. Der var også en, der blandede sig i Samtalen.
Et Øjeblik efter blev der givet Ordre til Afmarch, så vidt jeg husker gik de forkert og kom ud til Jørbæk. De gik gå langs Stranden ud til Marinestationen. Da de kom derud spredtes de og kom ind fra alle sider, klar til at skyde, men danskerne var nået at komme afsted til Søby og med Færgen til Fåborg, de havde også nået og få alle instrumenterne slået i stykker før tyskerne kom. Der blev så nogle tyskere derude, hvor mange ved jeg ikke, de andre kom så tilbage og sejlede herfra omkring ved Kl. 2 om Eftermiddagen.
I 1941 fik jeg Brev fra Handelsministeriets Søfartskontor om jeg vilde møde i Odense en bestemt Dag og Klokkeslæt, der var også et Legitimationskort med, for det var et hemmeligt møde. Jeg ankom præcis på Klokkeslæt og blev vist ind i et Lokale og viste mit Legitimationskort frem. Mødet blev holdt på et Hotel, der lå lige ved Banegården, jeg husker ikke, hvor mange vi var, vel 7-8 Mand.
 |
Færgen Ellen i Søby Havn. Flaget der stikker frem, afslører at billedet er taget under besættelsen. Fotokilde: Ærøskøbing Lokalhistoriske Arkiv.
|
Fra Handelsministeriet var Kontorchef Helge Juul, han fortalte nu, hvorfor vi var blevet indkaldt til Mødet. De fremmødte var Havnefogeder fra Fyn og jeg var den eneste Havnefoged fra Ærø. Det, det drejede sig om, var, at der var nogle Havne, som skulde have Udlevering af Sejlanvisninger, da alle skibe over 20 bruttoton skulde følge de Minestrøgne Ruter.
Der var mange Skibe, som anløb Søby Havn dengang, og der blev losset og lastet meget, og så var Søby Havn hjemsøgt af mange Skibe, som kom fra Flensborg med Last for at ligge Natten over og andre som skulde til Flensborg for at hente Last. De vilde ikke så gerne ligge i Flensborg om Natten, de var bange for, at der skulde blive bombet.
Foruden Fragtskibene, havde vi jo også en stor Fiskeflåde, som fiskede her fra Søby om Vinteren. Der var tit 25-30 Både og 10-14 Lastskibe, og der skulde også være Plads til Færgen, som skulde vende i Havnen. Det skete, at der kom et par Lastskibe efter at Færgen var kommet sidste gang om Aftenen og at der så ikke var mere Plads i Havnen. Så måtte de fortøje ved Østre Mole ude ved Havnefyret og så love at sejle før Færgen skulde gå.
Kort Tid efter, at vi havde haft det Møde i Odense, fik jeg Besøg af Helge Juul som kom for at sætte mig ind i Arbejdet med Udleveringen af Sejlanvisningerne. Arbejdet bestod i at modtage Telegrammer om Natten og så rette Sejlanvisningerne i Overensstemmelse dermed, inden de blev udleveret til de Skibe, der skulde sejle om Morgenen.
Der blev jo smidt Magnetminer hver Nat og mange Skibe blev minesprængt. Jeg fik op til 8-10 Telegrammer hver Nat, som jeg modtog i Telefonen, og så om Morgenen kom de samme telegrammer oppe fra Telegrafstationen. Jeg skulde også passe Havnefyret og lysene ved Havnen, de skulde jo slukkes, når der kom Flyvevarsling og igen tændes, når der kom Afvarsling. Så der var ikke meget ro til at sove der. Der var mange nætter, jeg ikke kom af Tøjet.
Den 14. december 1942 fik jeg så igen Besøg af Helge Juul. Han kom for at kontrollere Sejlanvisningerne, da vi havde gået alle papirerne igennem, spiste vi Middag. Jeg husker, at vi fik kogt Torsk. Da vi havde fået Kaffen, sagde Juul til mig, om jeg kunde tænke mig at have noget illegalt Arbejde, jeg sagde straks ja til det.
Jeg skulde indrapportere, hvad tyskerne foretog sig her på Øen og hvad tyske Marineskibe, der anløb Havnen, og hvis jeg kunde få at vide, hvor mange Mand, der var i Oldemarkslejren. Jeg fik udleveret et lille Etui til Tændstikker, det var lavet af Fiskeskind og han sagde, at der var kun 12 af dem.
Han sagde, at jeg skulde altid have det på mig og at jeg ikke måtte vise nogen det, kun hvis der kom en og vilde tale med mig og viste mig et magen til, skulde jeg også vise mit frem. Jeg fik så at vide, at der om kort tid vilde komme en Dame og tale med mig og at hun hed Yrsa Petersen. Jeg ved ikke, om det var hendes rigtige Navn eller et Dæknavn.
Når jeg modtog rettelsesblade fra Handelsministeriets Søfartskontor hver Dag, og jeg sendte også de gamle sejlanvisninger ind hver Dag, hvis jeg havde noget fortroligt at skrive om, skulde jeg skrive det forneden på et Rettelsesblad, men uden Farve båndet var på Maskinen. Når jeg sendte noget fortroligt skulde jeg sende det til Handelsministeriets Søfartskontor, Assistent Clausen, det var hans Dæknavn.
Formålet med de fortrolige Oplysninger var at beskytte den danske Handelsflåde, når den dag kom, at tyskerne skulde forlade Landet.
Den 9. marts 1944, om aftenen, gik jeg over på Færgen og lagde et Brev i Postkassen med Rettelsesblade på det ene af bladene var skrevet noget fortroligt angående et Skib, som havde anløbet Havnen.
Lørdag den 11. ringede Fru Juul, at jeg måtte ikke ringe eller skrive, for tyskerne havde taget Juul og Telefonen blev aflyttet og alle Breve blev åbnet.
Hun var gået i Byen og havde ringet til mig. Det var jo ikke så godt, for nu vidste jeg ikke, om tyskerne havde fået fat i det Brev, som jeg sendte Torsdag Aften. Jeg var ikke glad ved Situationen og jeg tænkte også på, hvad der var sket med Helge Juul og hvordan tyskerne havde kundet opdage ham, om der var nogen, der havde stukket ham.
Jeg fik senere at vide, at tyskerne havde taget to mand af vores Gruppe og at de havde fået fat i et af de etuier af Fiskeskind, som jeg før har omtalt. Så nu kunde der være Fare for, at de rejste rundt til alle havne for at få nogen til at gå i en Fælde. Jeg gik stadig og ventede på denne Fru Yrsa Petersen, som skulde komme og tale med mig. Jeg fik senere at vide, at hun var kommet over til Sverige. Det var så vidt, jeg husker, omkring ved samme Tid som da Juul blev taget.
Søby, Godthåb og Bregninge Brugsforeninger fik mange laster Tørv ind over Søby Havn dengang. Vi havde fået en ny Vognvægt og da jeg var Vejer og Måler, var det mig, der vejede allé lasterne ind. De blev jo kørt ud til dem, som skulde have dem med det samme. Der lå gå tit flere skibe og lossede Brændsel.
 |
| Hvad der ligner et udflugtsskib under naziflag i Søby Havn. Fotokilde: Ærøskøbing Lokalhistoriske Arkiv. |
Så en Dag, jeg mener, at det var i Maj Måned 1944, jeg var oppe ved Vægten, så jeg, at der kom 5 af de grønne Gestapo, det var dem, vi skulde passe mest på, for det var danskere i tysk Uniform.
Jeg så, at de gik hen til Kajen lige ned for Toldboden, der lå Freyaparketten. De sagde noget til Styrmanden og han pegede ud efter Havnefyret og så gik de ud på Østre Mole, så snart de var kommet et Stykke derud, kom han op til mig og sagde, at nu må du hellere passe på, for det var dig, de vilde have fat i.
Jeg løb så hjem og fik Ellen og Drengene sendt op til hendes Forældre med besked om, at de ikke måtte komme hjem, før de hørte nærmere. Jeg holdt mig så borte fra Havnen, men holdt alligevel Øje med dem. De blev på Havnen i ca. to Timer, så kørte de endelig ud af Byen igen, men jeg var ikke sikker på, om de vilde komme igen, så der var jo Nerver på, men de kom ikke tilbage den Dag.
Der kom nogle flere gange efter den Tid, men jeg er ikke sikker på, at det var de samme, men når jeg så dem, holdt jeg mig borte fra Havnene.
Vi havde nogle Gæster om Sommeren, som boede ved os. De var fra København. Han hed Angelo Olsen og hun hed Birte. Så en dag ringede Birte og sagde, at Angelo var på Vej over til os, han havde fået nogle Dage fri Jeg gik over til Færgen og tog imod ham, da han kom.
Han gik med den ene Hånd inde under Frakken og da vi kom hjem, fortalte han, at han havde fået en Kugle i gennem den ene Hånd og om jeg vilde hjælpe ham. Jeg ringede så til Læge Poulsen i Bregninge, ham vidste jeg, at vi kunde stole på, han var en af dem, som nok vidste, hvad jeg havde med at gøre. Han lå i Sengen og var syg, men han sagde ”kom efter kl. 20.00, så er min Vikar gået”.
Vognmand Rasmus P. Rasmussen kørte os derop med sin Lastbil med Gasgenerator. Vi var, så vidt jeg husker, deroppe 3 gange. Angelo var her nogle Dage til hans Hånd var nogenlunde rask igen, men så en Morgen skulde han rejse og jeg fulgte ham over til Færgen. Lige før Færgen skulde til at sejle, kom der to tyske Soldater.
Angelo stod på Færgen, jeg stod på Broklappen, så det var ham, der så dem først. Han sagde ”du må ikke vende dig om, for der er nogen bagved dig”, bagefter sagde han, at han stod med sin Revolver klar, men lige i det samme ringede det afgang og vi hilste af og Færgen sejlede. Så det har været et tilfælde, at de to tyskere var der den Morgen.
Angelo fortalte mig, at han skulde til Nyborg og hente en Taske med Sprængstof derfra til Odense og sprænge on Fabrik i Luften. Så jeg var meget spændt på, hvordan det gik. Næste Dag, da han var kommet til København, ringede han og sagde tak for sidst, så vidste vi, at det var gået godt og om Aftenen kom det også i den engelske Radio.
En dag kom der en højtstående tysk Officer og opsøgte mig i mit Hjem, han vilde leje mit Hus, for der skulde være en tysk Havnekaptajn og 3 Marinesoldater ved Havnen. Jeg sagde, at jeg ikke vilde leje mit Hus ud, det kunde jeg nok se, at det ikke passede ham. Han sagde, at det kom jeg jo nok til, så sagde jeg til ham, at hvis de Skulde have mit hus, kom de til at tage det. De talte så sammen, jeg forstod ikke, hvad de sagde, men gå sagde han til mig, at nu kørte de og de kom igen.
Da de var kørt, var vi ovre ved Toldassistent Rasmussen og der fik vi Kaffe og snakkede om det, men der var jo ikke noget at gøre, mente vi. Da vi kom hjem derovrefra kom tyskerne igen, han kom for at sige, at de havde fået et Hus. Jeg kunde se på ham, at han også var godt tilfreds med den Løsning. De havde så lejet den gamle Marinestation af Jens Vilson, den havde han jo købt og flyttet ind på Havnen.
Jeg husker en dag, hvor vi lige havde sat to Kuttere op på Beddingen og jeg var gået ud til Havnefyret for at se til Sirenen, da det var meget tåget den dag. Jeg hørte en Motor og da den kom nærmere, så jeg, at det var Fisker Christen Christoffersen med Elevnora, som havde en Kuf på slæb.
Han råbte ind til mig, om jeg vilde gøre Beddingen klar, for den var minesprængt og den vilde synke, men han mente nok, at den kunde flyde til den kom ind til Beddingen. De to Både som vi lige havde sat på Bedding, fik vi hurtigt i Vandet igen.
Da Kuffen kom ind til Beddingen lå den med Dækket i Vand. Agter, hele Agterenden og Maskinrummet var fyldt med Vand. Vi fik den ind på Beddingen og begyndte at hive den op, men måtte standse flere gange, til der løb noget Vand ud.
Det viste sig, at der var et Hul i Styrbord Side ud for Maskinrummet. Da vi fik den op, så vi, at også Maskinen var raslet sammen, der lå kun en Bunke Jern dernede i Maskinrummet og Loggespillet lå spredt over hele Dækket. Alt i Kabyssen var splintret, foruden Skipper og Styrmand var Skipperens Kone og to små piger med, men der var ingen af den, som var kommet noget til. De stod så her på Bedding nogen Tid, så kom der en Slæbebåd fra Kiel og slæbte den derover, efter at der var blevet svejset en Plade over Lækken.
Jeg husker også en Gang, hvor jeg blev ringet op fra Skjoldnæs Fyr, det var den 14. december 1942. De sagde, at der var to kuttere på Vej ind med en Kutter, der var blevet minesprængt. Vi fik Beddingen klar og fik den firet ud, så de kunde sejle lige ind på den. Det var Anna M976, det var gået ud over denne Gang.
På Kutteren befandt sig foruden Fiskeskipper Peter H. Petersen, Fisker Hans Albertsen, men de slap heldigvis godt fra det. Derimod var der sket meget med Båden, alt var ribbet, ja selv Motoren var flyttet over i bagbord side så Svinghjulet stod imod Klædningen. De første, der kom til Hjælp, var Jørgen Petersen med Kutteren Anni.
Jeg husker også en søndag, hvor Jens Ibsen og mig var sejlet ud for at pilke Torsk. Vi lå ovre ved Billes Grund, der var ikke ret meget Vind og Vinden var sydøst, det tænkte vi jo på dengang, for vi havde ingen Motor, men måtte ro eller bruge Sejl.
Da vi lå der, kom der nogle Engelske Bombefly lige hen over os, det var et flot Syn med disse store sølvglinsende Maskiner, som fløj deroppe støt og roligt. Alt så så fredeligt ud, men så pludselig hørte vi en skrattende Lyd og så kom der en tysk Jager.
Det var den, der skød efter de store sølvglinsende Maskiner. Et Øjeblik efter var der en af de store Maskiner, der skilte sig ud fra de andre og satte Kursen efter den lille sorte Jager, der hørtes nogle skud fra den store Maskine og vi så en sort Røg stå ud fra Jageren og den forsvandt i Havet, der ned efter Lyø. Da vi kom hjem og hørte den engelske Radio, fik vi at vide, at de den Søndag Eftermiddag havde bombet det der, hvor tyskere lavede V-Bomberne.
I 1944 og 45 var der særligt mange Skibe, der søgte Havn i Søby for at ligge Natten over, der var også mange tyske Skibe. Jeg havde jo Kontakt med dem alle. Der var mange af de tyske skippere, der var flinke. Det var jo folk, som havde sejlet her på Danmark i mange år før Krigen og de var ikke nazister, så dem kunde vi tale med, men der skulde passes på, for der var også nogle, som var nazister og det var ikke nemt at se på dem.
Jeg husker engang, da jeg kom ombord til en og han vilde give en Bitter. Han begyndte at tale om Krigen, han mente, at tyskerne nok skulde vinde den, det var jeg ikke enig med ham i. Jeg fik nok sagt lidt for meget, for han blev pludselig helt afsindig og slæbte Skufferne ud i Skibskommoden som stod der i Kahytten, lagde to Revolvere på Bordet og en Uniform, en Stak hvide Skjorter, så råbte han, at alle i den tyske Handelsflåde også var i den tyske Marine og at vi dumme danskere nok skulde få det at mærke, når Krigen var forbi. Der mente jeg igen at have et Bevis på, at han var en af dem, som skulde være med til at ødelægge den danske Handelsflåde, hvis tyskerne tabte Krigen og skulde ud af Danmark.
I 1944 fik jeg Besøg af en Kaptajnløjtnant fra Århus Marinekommando, jeg mener, han hed Nørgård, men det er jeg nu ikke sikker på. Vi havde et Møde i Havnekontoret, til Mødet var indkaldt Toldassistent J. Rasmussen, Lods Chr. Rasmussen og undertegnede.
Vi skulde holde Øje med de tyske skibs Bevægelse i vore farvande og Anløb af Søby Havn. Kort tid efter fik jeg Brev fra Århus Marinekommando, at Kaptajnløjtnant Nørgård vilde komme en bestemt Dag. Vi havde så igen et Møde, det drejede sig om, at jeg skulde have et Lager af Gasolie og Smøreolie m.m. og Papirer, så jeg kunde udskrive de Skibe, der lå i Havnen i Tilfælde af, at der blev Brug for det, skulde de få kunde få tanket op.
På det Tidspunkt regnede alle med, at Krigen snart vilde være forbi. Når den Dag så kom, at Tyskerne kapitulerede, var de bange for, at russerne skulde komme før Englænderne op igennem Sønderjylland og gå skulde Civilbefolkningen evakueres over til Fyn, men det gik heldigvis ikke sådan, så der blev ikke brug for det.
Da Dagen kom, den Dag vi alle havde længes efter og som ingen, der har oplevet den, vil glemme så længe de lever. Jeg gad hjemme i Stuen og rettede Sejlanvisninger og havde åbnet for BBC. Ordene lød ud i Stuen, at tyskerne havde kapituleret i Danmark, Norge, Holland og Belgien. Jeg kunde næsten ikke forstå, at det var rigtigt.
Jeg havde ingen at tale med. Ellen var gået op til sine forældre og drengene var der heller ikke. Jeg ringede op på Telefonen og råbte de har kapituleret. Jeg løb ud på Havnepladsen. Den første, der kom, var Simon Oster. Han var helt ellevild af Glæde. Så kom den gamle Havnekaptajn, han græd af Glæde og sagde, at nu skulde han hjem til sin Familie, bare de nu var i live, da han ikke havde hørt fra dem et stykke Tid.
Den 6. maj om Eftermiddagen kom der et tysk Landgangsfartøj og ankrede op uden for Havnen. Nogen Tid efter kom der også et Marinefartøj og en Galease og lagde sig på siden af Landgangsfartøjet. Nogen Tid efter sejlede Galeasen hen og ankrede op ved Næbbet, der blev nu vildt røre på Havnen.
Frihedskæmperne var mødt op med Armbind og Skydevåben og der blev sendt Bud efter Forstærkning af Frihedskæmpere fra Ærøskøbing. De regnede med, at der var nogle højtstående tyskere ombord som vilde flygte den vej, så nu vilde de fange tyskerne.
Da Færgen Ellen kom i Havn, blev der slæbt store jernplader ombord og sat op omkring Styrehuset. Så gik Frihedskæmperne ombord, bevæbnet med Rifler og et par Maskingeværer, andre med Haglbøsser. Da de kom hen til Næbbet og nærmede sig Galeasen, så de, at de havde Stillet en Maskinkanon op på Fordækket. Så vendte de og sejlede tilbage til havnen igen. Jeg husker ikke, hvornår tyskerne sejlede, men det har nok været næste Morgen.
Efter at tyskerne havde kapituleret, kom der 6 Kystbetjente. De fik Station i Havnekontoret og de skulde holde Vagt hele Døgnet. Om Dagen skulde de også patruljere ude på kysten. Der var også en Overbetjent, men han boede i Ærøskøbing.
Dér, lige efter Kapitulationen, drev der en tysk Lægter og en slæbebåd ind omme på den anden side af Øen, ud for Haven. Svitsers Bien kom og trak dem fri og kom her ind i Havnen med dem, det var en Kapt. Vossen.
Den 24. december 1945 om eftermiddagen kom der to tyske Fragtskibe ind i Havnen, de kom fra Norge og det var ikke Marineskibe. På det ene af dem havde Skipperen sin Kone og to små piger på 7 og 9 år med, de havde ikke fået andet at spise end tørre Beskøjter i 8 Dage og de vilde købe Proviant.
Jeg var ombord sammen med Toldassistent Rasmussen og Skipperen gik så med hen på Toldboden og der blev ringet til Overbetjent Hansen i Ærøskøbing og Sagen blev forelagt ham. Han sagde, at de ikke måtte få noget Proviant før der var gået 24 Timer, så kunde de købe lige så meget de vilde, men der blev nu alligevel sørget for, at de ikke kom til at sulte Juleaften.
