![]() |
| Artikel fra Ærø Tidende og Folketidende den 18. juni 1945. |
Overbødlens Kuffert drev i Land paa Ærø
Ved Trappeskov fandt man en Masse Ting, tilhørende Manden, der myrdede 27,000 Mennesker.
»Ærø Folkeblad« meddelte i Lørdags, at man i Fængslet i Rendsborg forleden fandt den berygtede Overbøddel fra Lublin-Udryddelseslejren og Neuengamme Obersturmbannführer Thumann, som personlig har nedskudt 27,000 russiske Krigsfanger med Maskingeværer, ligesom han i Neuengamme var ansvarlig for, at Tusinder blev torteret og dræbt.
Efter at Modstandsbevægelsens Folk havde læst denne Meddelelse, blev man klar over, at Havet for nogen Tid siden har sendt Øen en Hilsen fra denne modbydelige Karl.
Blandt det meget ilanddrevne Gods, som blev bragt til Toldopsynsmand Jensens Bolig i Trappeskov, hvor der, som bekendt er et vældigt Lager af de mange Ting, som Havet bragte, fandtes en stor Kuffert, mærket med Navnet »Anton Thumann — Obersturmführer«. Da man læste Meddelelsen om Banditten, der sad fanget i Rendsborg, kom man i Tanker om, at netop Navnet Thumann var malet paa Kufferten i Trappeskov, og en nærmere Undersøgelse af Kufferten, en stor Trækuffert, viste, at denne bl. a. indeholdt en SS-Soldaterjournal, som beretter om Slyngelens Karriere fra den første SS-Tid i 1932 til Posterne som Overbøddel i de to berygtede Lejre.
Kufferten indeholdt en Masse Billeder, og man lagde i denne Samling især Mærke til adskillige Gengivelser af Overbanditten Heinrich Himmler. Desuden var der Fotografier af Thumann selv og hans Hjælpere i Rædselsarbejdet, en Del Breve, Kvindebilleder og Fotografier af den Thumannske Familie. Desuden pelsforede SS-Uniformer med Dødningehoved paa Uniformsfrakken, fine Støvler med blødt og lækkert Pelsfoer, Silkepyjamas, Undertøj og mange andre Ting.
Det fremgik tydeligt af Billedmaterialet, at det var en af de værste Slynglers Ejendele, man her havde fundet, men der var dog ingen, der kunde ane, at det kunde være saa grusomt et Menneske, der var Tale om. Opklaringen herpaa kom først med Meddelelsen om Overbødlens mange Mord og Oplysningen om hans Navn.
Der er ingen Tvivl om, at Indholdet af denne Kuffert vil være af stor Værdi i en Undersøgelse, der skal belyse de Herrer Nazikarles aandelige og moralske Habitus. Lørdag Aften hentede Modstandsbevægelsens Folk den interessante Kuffert i Trappeskov, og den vil nu via Modstandsstyrkerne i Svendborg blive ekspederet videre til en Undersøgelse, der foretages i Kontakt med Fyns Ledelsens i Odense.
