Af Stubberup Sogns Lokalhistoriske Arkiv har jeg fået lov til at gengive disse erindringer fra besættelsen.
Erindringerne stammer fra Hanne Hillerup Jørgensen, der tager os igennem besættelsen, som hun husker den i det nordfynske.
 |
| Martofte Skole, 1948. Fotokilde: Det Kongelige Bibliotek. |
Den 1. april 1940 begyndte jeg i 1. klasse i Martofte skole. Skoleåret gik dengang fra 1. april til 1. april.
Den 9. april blev vi vækket om morgenen af de tyske flyvemaskiner, der fløj henover landet. I radioen hørte vi at Danmark var blevet besat af tyske soldater. Jeg cyklede i skole, og fik besked på at cykle hjem igen og holde fri den dag.
Der blev sat sedler op på lygtepælene, der beordrede alt lys mørkelagt om aftenen og om natten. Vi fik sorte rullegardiner op for alle vinduer. Lys på cykler og biler skulle afskærmes så det kun kom ud gennem en smal sprække.
For at følge med i hvordan krigen udviklede sig ude i verden hørte vi hver aften radio fra BBC i London. Det var strengt forbudt at høre engelsk radio, men jeg tror at alle gjorde det. Tyskerne lagde en masse støj på for at genere udsendelserne.
Næsten hver nat hørte vi de engelske Royal Air Force bombemaskiner flyve henover os. De fløj sydover for at bombe de tyske byer. Af og til kunne vi se ildskæret over Kiel, når de bombede der. Tyskerne havde opstillet luftværnskanoner på Fynshoved. På Hitlers fødselsdag den 21. april 1943 kom de i brug mod de engelske flyvemaskiner da de fløj lavt henover området. Det resulterede i nedkastning af lysbomber og brandbomber over Nordskov og det nordlige Hindsholm. Jeg kan huske hvor bange jeg var - puttede mig mellem min mor og far i deres senge.
På Langø boede lærer Funck der var ivrig radioamatør. Han havde kontakt med engelske flyvere for at hjælpe med navigation over Danmark på vej til Tyskland om natten. Tyskerne besøgte lærer Funck for at finde radiosenderen. Det lykkedes ikke, men en officer fandt en krystal (som blev brugt i radioer dengang). Han viste den til lærer Funck, kørte igen - og intet skete.
Der blev mangel på næsten alting - meget kunne man efterhånden slet ikke købe mere bl.a. kaffe, te, tobak, chokolade, bananer og appelsiner. Der kom erstatninger for kaffe og te samt tobak. Vi havde tobaksplanter i haven. De blev tørret og røget i piben. Andre ting blev rationeret: brød, mel, sukker, smør og tøj. Vi fik rationeringsmærker og måtte spare meget.
Der blev en del bytteri med rationeringsmærkerne - man kunne bytte smørmærker til sukkermærker - og omvendt. Hvedemel kunne man kun få lidt af. Jeg husker far malede hvede (som vi jo havde på marken) til mel i dybeste hemmelighed oppe på loftet, så ingen opdagede det. Det var nemlig strengt forbudt. Tøj og sko kunne man næsten ikke købe - der blev lavet noget tøj af celluld. Men det var meget dårligt - holdt ikke længe. Vi syede om af gammelt tøj, jeg fik et par skibukser af farfars gamle overfrakke. Et par nye sko jeg fik var af rødspætteskind - de var heller ikke særlig holdbare.
Der kom rigtig mange erstatningsvarer. Sæben vi kunne købe var af ringe kvalitet, så vi var nok ikke altid helt så rene. Jeg kan huske at vi ikke ville sidde på plydssæderne i toget. Vi kaldte dem lusekupeer og satte os kun på træsæderne. Hjemme kogte vi sæbe af en hel gris! Det foregik i gruekedlen i bryggerset. Den kogte så vidt jeg husker i flere dage og lugtede helt forfærdeligt. I øvrigt havde vi sæbe i mange år efter krigen.
Jeg cyklede til skole hver dag, så på et tidspunkt var mine cykeldæk slidt op. Men for at kunne købe nye skulle man have 3 km til skole, og da jeg kun havde 2.8 km fik jeg ingen.
Kul og koks fyrede vi med før krigen, men måtte nu finde andre erstatninger. Det blev til tørv som vi gravede i en mose nede på marken. Man skar tørv i form som en mursten og stablede dem så der kunne komme luft til - de blev sat til at tørre sommeren over. Tørvene varmede ikke særlig godt i de kolde vintre vi havde i fyrrene - lugte surt og grimt gjorde de også.
Benzin kunne vi ikke mere få, bilerne blev "klodset op", d.v.s. kørt i garage med et dækken over. Varevogne, taxier og busser blev forsynet med en generator hvori man fyrede som i en kakkelovn.
I 1944 blev politiet taget af tyskerne og sendt i koncentrationslejre. Samtidig blev det forbudt at færdes på vejene mellem kl. 20.30 og 5.30. Den sommer skulle der være stort bryllup hos en nabo. Men alle gæsterne måtte gå hjem kl. 20. Jeg var en af i alt fire brudepiger, der havde fået smukt turkis crepe de chine stof til kjoler "under bordet" i en forretning i Kerteminde.
Efter politiet forsvandt i 1944 blev der oprettet et vagtværn. Min far deltog og armeret med en knippel skulle han "fange tyve og krybskytter".
For at drille tyskerne og vise at vi holdt med englænderne gik mange af os unge med en lille rund hæklet hue i rødt, hvidt og blåt som logoet på Royal Air Force flyvemaskinerne.
Forholdet mellem de tyske soldater og os der boede her var som regel uden de store problemer. Men enkelte episoder var der naturligvis. F.eks. den aften hvor vi unge spillede håndbold på sportspladsen i Martofte, og det forlød at en fuld soldat i toget fra Odense til Martofte havde moret sig med at skyde til måls efter telefonpælene med sin pistol. Og nu var han på vej fra stationen hen mod sportspladsen. Han kom og startede med at se på, men tog så sit bælte med pistolen af og lagde det i græsset for at være med til at spille. Men vi ville ikke spille med ham og gik ind i forsamlingshuset. Det blev han så sur over, at han begyndte, at skyde i den retning vi var forsvundet. Nogen ringede til forlægningen på Fynshoved og han blev hentet.
Mange var utrygge, nogle satte livet på spil for at bekæmpe tyskerne.
Den 4. maj om aftenen hørte vi på BBC at tyskerne havde overgivet sig i Holland, Belgien og Danmark. Jeg husker det var en dejlig forårsaften. Alle mørklægningsgardinerne kom ned i en fart. Mor og jeg gik op på Elverhøj og så ud over Dannebrogsflag og lys, der skinnede ud fra alle huse. Siden er det jo blevet skik at sætte levende lys i vindueskarmene den 4. maj om aftenen.