Viser opslag med etiketten Middelfart. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Middelfart. Vis alle opslag

07/05/2025

Artikel om Børge Tormod Nielsen

Middelfart Venstreblad bragte den 7. maj 1945 den nedenstående artikel om Børge Tormod Nielsen, der blev skudt den 5. maj 1945 og senere døde af sine kvæstelser.

Artiklen er interessant, fordi den viser, hvor mange fejlinformationer der var i aviserne i dagene omkring befrielsen.

Det er rigtigt nok, at modstandsfolkene fra Middelfart arresterede en flok, der havde tilknytning til tyskerne.

Det er dog aldrig bevist, at der var Hipo-folk indblandet, da Børge Tormod Nielsen blev ramt. 

Han blev dødeligt såret under en træfning med odenseanske modstandsfolk ved Bolbro Bakke. De odenseanske modstandsfolk var taget ud til Bolbro Bakke, fordi de havde fået oplysninger om, at en flok Hipo-folk var på vej til Odense.

Træfningen kostede også modstandsmanden Orla Christensen fra Odense livet. Han blev dræbt på stedet.
Børge Tormod Nielsen. Fotokilde: Striib.dk.
Ung vestfynsk Frihedskæmper faldet i Kampen mod Hipo

Børge Tormod Nielsen fra Staurby dræbt under Aktionen, hvor 16 Hipofolk blev fanget

Lørdag Eftermiddag udførte Modstandsstyrkerne en rask Bedrift, der uskadeliggjorde en Bande Hipofolk, men desværre kostede en ung Frihedskæmper Livet.

Fra Aarup blev det rapporteret, at en Rutebil holdt ved Vissenbjerg, og at en Flok uniformerede Mænd var ved at klæde sig om i civilt Tøj, hvorefter de fortsatte mod Odense til Fods.

Ledelsen i Middelfart besluttede at sende en større Styrke ud til Vissenbjerg, og det fortælles, at de unge Mænd næsten kæmpede om af faa Lov til at være med.

Et Stykke fra Vissenbjerg mødte man tre unge Mænd, og skønt de forsikrede, at de var fredelige Vandrere, blev de visiteret og fandtes i Besiddelse af Skydevaaben og Beviser for at tilhøre Hipokorpset.

Længere ind mod Odense fangede man et Par andre, og nær Blommenslyst naaede man ind paa Livet af de øvrige.

De spredte sig imidlertid ud over Markerne, og en ivrig Jagt begyndte. Hipofolkene skød paa deres Forfølgere, og der opstod flere dramatiske Situationer; men efter en Times Kamp havde man fanget ialt 16 af 23 Hipobanditter. Fra Odense blev Hipofolkene ogsaa angrebet, og kun faa af dem menes at være sluppet bort.

Under Kampen blev den 25-aarige Børge Tormod Nielsen fra Staurby saaret saa haardt, at han senere døde paa Amtssygehuset i Odense.

Børge Nielsen, der stammer fra Rørby ved Kalundborg, tjente som Forkarl hos Fru Byskov Ovesen for anden Gang og var en dygtig ung Mand. Han havde i det sidste halve Aar deltaget aktivt i Frihedskampen, og han glædede sig til at være med til Aktionen mod Hipo.

Hans Kammerater kørte efter Kampen ind til Sygehuset uanset det livlige Skyderi, der var i Byen, for at se til ham. Han var da ved Bevidsthed, og henvendt til en Kammerat, der ogsaa hed Børge, sagde han: Naa, Børge, slap du vel fra det hele? En Bemærkning, der viste, at han ikke tænkte paa sig selv, men paa sine Kammerater.

Hans Kammerater maatte søge Sikkerhed, men mindedes senere den døde med to Minutters Stilhed.

l Middags var der en Mindeappel paa Kabelfabriken for den faldne.

12/03/2025

Papirer fra Husmandsskolen

Alle de nedenstående dokumenter stammer fra Husmandsskolen.

Deres nuværende ejer købte dem for en årrække siden af en nu ældre kvinde, der selv havde samlet dem op, efter Husmandsskolen var blevet bombet den 17. april 1945. Bemærk, at flere af dem har brandmærker.

Fællesnævneren for dokumenterne er ordet ”Sammelakte”, der på dansk bedst kan oversættes med notat eller sagsfremstilling. Hvert dokument ridser ganske kort en hændelse op med sted, tid og en beskrivelse af, hvad der er sket.

Dokumenterne dækker hændelser forskellige steder på Fyn, bl.a. i Odense, Svendborg, Nyborg og Middelfart, mens de beskrevne hændelser strækker sig fra sabotage og togsabotage til likvideringsforsøg.

Dokumenterne kan forstørres, hvis du klikker på dem.
Fotokilde: Allan Berg.

Fotokilde: Allan Berg.
Fotokilde: Allan Berg.
Fotokilde: Allan Berg.
Fotokilde: Allan Berg.
Fotokilde: Allan Berg.
Fotokilde: Allan Berg.
Fotokilde: Allan Berg.
Fotokilde: Allan Berg.
Fotokilde: Allan Berg.
Fotokilde: Allan Berg.
Fotokilde: Allan Berg.
Fotokilde: Allan Berg.
Fotokilde: Allan Berg.
Fotokilde: Allan Berg.
 

11/02/2025

Dæknavne

Tysk dokument, der viser de dæknavne for en række danske byer, som tyskerne brugte den 9. april 1940.

Her kan det ses, at Nyborg havde dæknavnet "Nordenham" og at Middelfartssiden af Lillebæltsbroen havde fået dæknavnet "Minden".

Fotokilde: Jørn Junker.

24/09/2023

Modstandsfolk på Munkgården

Det nedenstående billede er taget på Munkgården, Hovedvejen 103, Kauslunde.

På billedet ses både lokale modstandsfolk, foruden modstandsfolk fra Middelfart. H. Bonde var så vidt vides ikke involveret i modstandsarbejdet.

Billedet er ikke dateret, men er taget i befrielsesdagene. Da der var engelske tropper, der gjorde holdt på Munkgården, da de kom til Fyn i dagene efter befrielsen, kan et bud være, at billedet er taget i denne forbindelse.

Fra venstre ses:

  • Smed H. Bonde, 
  • Hans Peter Larsen, 
  • Jens Bonde
  • Thøger Jensen
  • Overlæge Sven Aage Juul Ulrich

Modstandsfolk på Munkgården. Fotokilde: Kauslunde-Gamborg Lokalhistoriske Arkiv.

Modstandsfolk på Gamborg Korsvej

Det nedenstående billede er blevet beskrevet som taget på Gamborg Korsvej.

Gamborg Korsvej findes ikke, men skulle dække over krydset mellem Gamborgvej, Assensvej og Kauslundevej, lidt nordøst for Gamborg.

Fra venstre ses:

  • Arne Lund
  • Erik Jensen 
  • Gunner Olsen
  • August Hansen
  • Gunner Rasmussen
  • Ukendt
  • Ove Jantzen
  • Otto Jespersen
  • Ukendt
  • Rikard Jørgensen
  • Henry Olsen
  • Laurits Jørgensen

Modstandsfolk på Gamborg Korsvej. Fotokilde: Kauslunde-Gamborg Lokalhistoriske Arkiv.

 


16/08/2023

Foto af Bjarne Christian Poulsen

Bjarne Christian Poulsen var blandt de fynboer, der faldt den 9. april 1940. Den 21-årige fynbo, der var blevet indkaldt som soldat i april 1939, faldt ved Bjergskov syd for Aabenraa.

Det nedenstående billede viser Bjarne i selskab med hans kæreste Rita. Billedet er taget ombord på motortorpedobåden Glenten. Parret havde planlagt at forlove sig den 24. april 1940. Datoen for Bjarnes 22 års fødselsdag.

Bjarne Christian Poulsen i selskab med kæresten Rita Andersen. Fotokilde: Middelfart Museum.
Kilde: Fyens Stiftstidende.

Antiluftskyts ved Lillebæltsbroen

Fotos af antiluftskyts placeret på Fynssiden af Lillebæltsbroen. Årstal ukendt.

Fotokilde: Ukendt
Fotokilde: Ukendt


Modstandsfolk fra Middelfart

Billede af modstandsfolk fra Middelfart og/eller omegn. Det er politiassistent Aage Wilhelm Børresen i midten af billedet.
Fotokilde: Ukendt


14/06/2023

Harri Lundsfryd Jensens lærebog

For et stykke tid siden blev min bogreol beriget med denne Lærebog for orlogsgaster.
Harri Lundsfryd Jensens lærebog for orlogsgaster.
I fynsk sammenhæng er den interessant fordi den tilhørte Harri Lundsfryd Jensen fra Middelfart. Hvis efternavnet virker bekendt, så er det nok fordi han var farfar til den nuværende Middelfart-borgmester Johannes Lundsfryd Jensen.

Harri Lundsfryd Jensen blev ifølge hans egne indtegninger i bogen indkaldt den 2. august 1943. Altså ganske kort før samarbejdspolitikkens ophør og Operation Safari, hvor den tyske værnemagt afvæbnede den danske hær og marine.
Harri Lundsfryd Jensens indskrevne oplysninger i bogen. 
Som eksercerskole har Harri skrevet Fyn. Mit bud er, at der er tale om kasserneskibet Fyen, der i august 1943 lå ved Holmen i København, hvor flåden holdt til. Dette har jeg efterfølgende fået bekræftet af Harris datter Birthe.

Fyen var oprindeligt en fregat, men blev omkring 1907 taget i brug som kasserneskib. Der var plads til 600-800 mand på skibet. Enkelte af disse har Harri fået til at skrive navn og adresse ind på de sidste sider i lærebogen.
Nogle af de navne og adresser, der er indskrevet i bagerst i lærebogen.
Som orlogsgast har Harri skulle tilbringe tre måneder ombord. Tiden på eksercerskole blev under besættelsen hævet fra tre uger til tre måneder, da der grundet tilstandene blev stillet større krav til orlogsgasterne.

Knap fire uger efter Harris indkaldelse rykkede tyske tropper om morgenen den 29. august 1943 ind på Holmen. Flåden sænkede en del af deres egne skibe, dog ikke Fyen. De indkvarterede på Fyen havde tilbragt natten i et beskyttelsesrum på Holmen. Enkelte havde dog tilbragt natten ombord, så da tyskerne rykkede ind om morgenen begyndte de at kaste eksercerskolens geværer overbord.
Fyen liggende bag et sænket Peder Skram. Fotokilde: Rigsarkivet.
I forbindelse med de kamphandlinger, der fandt sted på Holmen den 29. august, blev en mathelev og en værnepligtig, der var indkvarteret på Fyen dræbt. Den værnepligtige, Ove Kaj Rasmussen, stammede fra Odense.

Efter at have tilbragt dagen samlet under fri himmel, blev de indkvarterede på Fyen i løbet af eftermiddagen også interneret på Fyen sammen med besætninger fra de sænkede skibe. Ca. 600 mand i alt. De blev sendt hjem midt i oktober 1943.

Jeg kender ikke Harri Lundsfryd Jensens historie, men det ovenstående er noget af det, jeg formoder, at han har set og oplevet i sin tid på Holmen. 
Nogle af de navne og adresser, der er indskrevet i bagerst i lærebogen.
Nogle af de navne og adresser, der er indskrevet i bagerst i lærebogen.
Bemærkning: I en tidligere udgave af artiklen, der er det usikkert om Harri Lundsfryd Jensen var på Holmen. Dette er blevet bekræftet af hans datter Birthe Lundsfryd Trapp, og teksten er blevet rettet til. 

Middelfart 1942

Det nedenstående foto er taget af en feriegæst i Middelfart i 1942. Det er taget fra en lejlighed i Knorregade med retning mod Skovgade.
Tyske soldater marcherer i Middelfarts gader. Fotokilde: Gentofte Lokalarkiv

Foto af Anton Elias Toft

Dateringen på det nedenstående foto er ukendt, men må være fra efter befrielsen. Anton Elias Toft var en del af militærgrupperne i Middelfarts 7. deling. Der var otte delinger i Middelfart, dertil nogle stykker i oplandet.
Anton Elias Toft. Fotokilde: Ukendt

Middelfart omkring befrielsen

De to nedenstående fotos er alle taget i Middelfart omkring befrielsen. 

Det nederste billede skulle i følge den gemte billedtekst vise anholdte, der står med ryggen til. De to herrer til højre står dog med koste, så jeg tvivler på, at det er tilfældet. 
Modstandsfolk bag på lastbil den 5. maj 1945. Fotokilde: Ukendt
Foto taget ved NKT på Gl. Banegårdsvej, hvor modstandsbevægelsen havde hovedkvarter i befrielsesdagene. Fotokilde: Ukendt

09/04/2023

Lillebæltsbroen den 9. april 1940

De viste fotos er alle taget fra Fynssiden af Lillebæltsbroen på besættelsesdagen den. 9 april 1940. De er taget af fotograf Eduard "Stoffer" Christoffersen, der var tilknyttet Fyns Tidende.
Fotokilde: Frihedsmuseets fotoarkiv
Fotokilde: Frihedsmuseets fotoarkiv
Fotokilde: Frihedsmuseets fotoarkiv

12/10/2022

Breve til internerede

I perioden efter den 29. august 1943 blev de danske soldater og befalingsmænd interneret forskellige steder. Trods internering har det været muligt at modtage post. Bemærk at enkelte af brevene er påskrevet "interneret forsendelse" og "interneret post". Et enkelt af brevene er også påstemplet "Geprüft", hvilket betyder, at det er blevet godkendt af censuren.

Det øverste postkort er stilet til menig Nielsen fra 10. bataljon, 3. kompagni, Kølstrup. Menig Nielsen har været interneret på Ulriksholm Slot, der er beliggende ved Kølstrup. Her blev bl.a. soldaterne fra Ringe interneret. 10. bataljon, 3. kompagni befandt sig dog på Ulriksholm Slot den 28. og 29. august 1943, og blev altså siden også interneret dér.

Det andet brev er stilet til Rekrut 330, Lind. Også i Assens blev soldater interneret. Her blev baraklejren ved dyrskuepladsen, hvor omkring 500 danske soldater var indkvarteret, omdannet til interneringslejr.

De sidste breve er stilet til Kaptajn K. Kjeldsen, der var interneret ved Hindsgavl. Ved Hindgavl var det primært officerer, der var interneret, men dog også enkelte menige. Jeg formoder, at der er tale om Kaptajn Kristen Kjeldsen, der var bosat i Assens (det ene brev er poststemplet i Assens). Kaptajn Kristen Kjeldsen var efter interneringen involveret i modstandsarbejde i modstandsbevægelsens region III. Han blev i august 1944 indsat i Frøslevlejren, hvortil han blev overført fra Horserød. I september 1944 blev han overført til Neuengamme og siden Porta Westfalica-Barkhausen. Han overlevede sit ophold i koncentrationslejrene og vendte efter krigen tilbage til Danmark.

Billedkilde: Stamps.dk
Billedkilde: Stamps.dk

Billedkilde: Stamps.dk
Billedkilde: Stamps.dk
Billedkilde: Stamps.dk

26/08/2022

Hindsgavl Slot

Da jeg søgte på oplysninger om den internering, der foregik på Fyn i forlængelse af 29. august 1943, der stødte jeg på disse to billeder fra Hindsgavl Slot ved Middelfart.

Det ene billede viser tyske soldater på hestevogn foran Hindsgavls avlsbygninger. Billedet stammer muligvis fra den 9. april 1940. Frem til april 1941 var der op til 250 tyske soldater indkvarteret på Hindsgavl.

Det andet billede viser de internerede i Hindsgavl Slotspark. Omkring 150 danske officerer var internerede på Hindsgavl, foruden 30 menige. Dertil kom en tysk vagtstyrke på omkring 40 mand. Interneringen varede fra 6. september 1943 og seks uger frem.

I efteråret 1944 beslaglagde beslaglagde tyskerne igen en del af Hindsgavl, og fra 16. marts 1945 oprettede de tuberkuloselazaret der. Mange patienter døde her, og patienternes tilstand var således, at tuberkuloselazarettet var aktivt helt frem til september 1945.
Fotokilde: Middelfart Museum

Fotokilde: Odense Stadsarkiv


09/03/2022

Ungarske soldater på Fyn

Kolonne af ungarske soldater på Jernbanegade. Tv. ses tomten efter Fyens Stiftstidende. Billedkilde: Arkiv.dk.

I slutningen af besættelse kom der ungarske soldater til Danmark. Faktisk så mange, at man nåede op på 12.000 stk. De ungarske soldater er i mangel af bedre ord et mudret kapitel, da mange af dem ikke nærede sympati for tyskerne og var tvangsudskrevet til arbejdet som soldater på tyskernes side. Man skal heller ikke dykke langt ned for at opdage, at tyskerne heller ikke havde den store tiltro til ungarerne. 

På Fyn var der også udstationeret ungarske soldater. Deres hovedopgave var bevogtning af jernbanelinjerne for at sikre dem mod sabotage. I forlængelse af den manglende tiltro, findes der fortællinger om, at ungarere på vagt andetsteds i landet kun fik uddelt et fåtal af patroner. Faktisk gik det så vidt, at Information på et tidspunkt rapporterede, at deres geværer ikke var ladte. Der findes også flere fortællinger fra rundt om i landet, at ungarerne indgik aftaler med de lokale modstandsbevægelser om at træde ind på allieret side i tilfælde af invasion. 14 dage før befrielsen kom det endda til kamphandlinger mellem ungarske og tyske soldater i København. Kampe, der kostede otte danskere livet.

Jeg har af Søren Peder Sørensen, der i 2005 udsendte bogen ”De ungarske soldater” fået lov til at gengive afsnittet om Fyn, der giver et kort overblik over de ungarske soldaters tilstedeværelse på Fyn.

Fyn
Middelfart, Odense, Nyborg, Ringe

Ungarske soldater var i en kort periode beskæftiget med patruljering langs jernbanelinjen mellem Middelfart og Nyborg. Med undtagelse af Ringe lå deres indkvarteringssteder tæt på denne jernbanelinje.

Der boede soldater i Statsbanernes bygninger på Knudshoved ved Nyborg (300), i Hjulby Forsamlingshus (135), på en ejendom i Aasum nordøst for Odense (40), på Korsløkkeskolen i Odense (300 samt 10 officersfruer med børn), i Strib ved Middelfart (50) og i Ringe (450).

Ifølge den politirapport, som efter krigen blev sendt til Ministeriet for særlige Anliggender, fremgik det, at de ungarske Besættelsestropper har fortrædiget Befolkningen, og det almindelige Indtryk var, at Ungarerne var ”en slags tyske Krigsfanger”, og når de marcherede i sluttede Kolonner, var der i Reglen to á tre tyske befalingsmænd med som uofficielle ”Fangevogtere”, sluttede politiassistenen fra Nyborg sin rapport.

Mandskabet på Fyn har sandsynligvis tilhørt 93. regiments 1. bataljon. Når der har været tvivl om deres tilhørsforhold, skyldes det, at visse af de militære kortoplysninger peger på, at bataljonen lå på Sjælland. Disse oplysninger modsvares af den tyske krigsdagbog, der i februar 1945 skrev, at 93/I bataljonen var blevet lagt sammen med den tyske regimentsstab D1101, som senere blev ført til Fyn. Kort før befrielsen blev 400 ungarere ført fra Fyn til Bornholm.

Søren Peder Sørensen interviewede for et par år siden den ungarske officer Imre Ferencsin, der i 1945 var kommandant for et kompagni, der først opholdt sig i Odense og siden blev beordret til Bornholm i slutningen af april. Her mødte kompagniet en hård skæbne. Interviewet kan læses her og kan stærkt anbefales.

Stor tak til Søren Peder Sørensen for at give tilladelse til at gengive hans tekst.

17/02/2022

Plakater fra befrielsen

Da befrielsen kom, blev der hængt plakater op. Jeg har her samlet fire fynske eksemplarer. 

Der er ingen plakater fra Kerteminde, men i bogen "Kerteminde Værn" beskrives produktionen af plakaterne til Kerteminde på befrielsesnatten med disse ord: "Plakaten, der skulde meddele modstandsstyrkernes Overtagelse af Magten, blev skrevet af Chefen. Bogtrykkeren blev vækket Kl. 04.00, Korrekturen var klar Kl. 05.20 og 200 stk. færdige Kl. 05.35, hvorefter Ophægningen begyndte."

Den kommunistiske plakat øverst i samlingen stikker lidt ud, ved at stille krav, mens de andre i høj grad maner til besindighed.
Plakat fra Odense. Fotokilde: Frihedsmuseet
Plakat fra Middelfart. Billedkilde: Frihedsmuseet.
Plakat fra Faaborg. Billedkilde: Frihedsmuseet.
Plakat fra Nyborg. Billedkilde: 1940-1945.dk

06/02/2022

Likvideringen af en stikker

Fyn under besættelsen er meget taknemmelige for, at have fået lov til at gengive den nedenstående artikel af Poul Christensen. Alle rettigheder til artiklen tilhører Poul Christensen. Læs mere af hans arbejde på hans hjemmeside. Poul kan kontaktes her.

Gestapo og danske stikkere er ved at optrevle den vestfynske modstandsbevægelse i månederne før Anden Verdenskrigs afslutning. En gruppe frihedskæmpere fanger Gestapos mand og har kun et valg.

Research: Poul Erik Pedersen
Tekst: Poul Christensen


Der var ting, som modstandsmanden, Niels Byskov Ovesen fra Staurby, ikke så gerne fortalte om. Det gjaldt ikke mindst likvideringen af Gordon Torp, der fandt sted torsdag den 19. april 1945 kl. 21.55 ved Båring Vig-stranden ud for gården ”Klintholm”.

Byskov og hans kammerater i modstandsbevægelsen var stillet over for dilemmaet: At aflive et menneske eller at risikere, at en selv og ens kammerater blev arresteret, tortureret og henrettet eller sendt til en nazistisk koncentrationslejr.

Niels Byskov Ovesen. Født 1920 i Staurby. Landmand og medlem af den vestfynske modstandsbevægelse. En af de personer, som har ydet den største indsats for den vestfynske modstandsbevægelse. Var med til mange våbenmodtagelser og var i ildkamp med en tysk patrulje ved Udby i februar 1945. Stillede sin gård til rådighed som hovedkvarter for den vestfynske modstandsbevægelse i de sidste krigsmåneder. Han fortsatte efter krigen med at drive sin gård. Har skrevet og fortalt om modstandsbevægelsen, bl.a. et foredrag i Vejlby-Strib Lokalhistoriske Forening i 1995, se Bavnen 2005/1. Døde i 2003. (Foto: Poul Erik Pedersen 1997, mindepladen for modstandskampen til venstre for døren)

Vi springer knap seks år frem til første juledag 1950. Havets bølger, vind og vejr har taget et stykke af klint og strand. 20-årige Anker Jørgensen fra Vejlby Skov og en kammerat har lige spist julefrokost og strækker ben nede på stranden i det kolde og overskyede vejr.

- Se, der ligger da en død mand dér i sandet, siger han.

De ser to brune sko stikke ud til hver sin side bag en høfde. Med sin knortekæp pirker Anker Jørgensen til den ene sko, og de ser, at hele foden brækker af. De skynder sig hen til fisker Frederik Petersen, der bor i nærheden, og han ringer til politistationen i Middelfart.

Anker Jørgensen og kammeraten hjælper politiet og de tilkaldte Falckfolk med at grave liget op. Det har en grålig frakke på, og det mangler hovedet. De finder bl.a. en sort dokumentmappe med en bog i samt en hat. Liget bliver sammen med frosset sand og isstykker drejet om på en båre og ført til kapellet på Middelfart Sygehus, og det bliver undersøgt på politiets tekniske afdeling i Odense. Senere bliver det for politiets regning begravet på Assistenskirkegården i Odense.

De lokale aviser skriver om det mystiske ligfund, som ”synes at være en mand, der er druknet forrige sommer”. Der står ikke noget om, at hovedet mangler. Men politiet er klar over, hvem det er. Det her skal dysses ned, så kort tid efter krigen. Det gælder også det kranie, som to lokale fiskere et halvt år før havde fået i deres garn ud for stranden samme sted.

Anker Jørgensen må også konstatere, at man ikke skal tale mere om den sag, da han nogle dage efter cykler til politistationen i Middelfart. Han er nysgerrig efter at få at vide, hvem han har fundet. Så meget får han dog ud af betjenten: ”Er Frede Jørgensen ikke din farbror. Han ved besked”. Farbroren ejer ”Klintholm” og var som frihedskæmper med, da Gordon Torp blev fanget og likvideret.

Anker Jørgensen. Født i 1930 i Vejlby Skov. Fandt Gordons Torps lig, da han var hjemme på juleferie i 1950. Kom som dreng og ung på ”Klintholm” og fik indblik i modstandskampen. Blev uddannet ved jernbanen og arbejdede i Røjle og på Assensegnen. Flyttede efter giftermål til Odense. Arbejdede i teknisk afdeling på Odense Sygehus til sin pensionering i 1993. Har bevaret sin tilknytning til fødeegnen via sit sommerhus ved Vejlby Fed. (Foto: Poul Christensen, 2009)

Modstandsfolkene er under pres
I foråret 1945 omfatter den vestfynske modstandsbevægelse ca. 420 bevæbnede personer, svarende til et kompagni. De fleste er i de såkaldte ventegrupper, der skal træde til som undergrundshær, hvis det kommer til åben krig her i landet. Der er få fuldtids frihedskæmpere. De er gået ”under jorden” og udfører sabotage-aktioner og bekæmper de tyske aktiviteter.

Når engelske flyvere nedkaster våben, deltager op til 60 personer til at opsamle og køre våbnene væk. Mange af dem er politifolk, som er gået ”under jorden” den 19. september 1944, da besættelsesmagten opløste det danske politi. Premierløjtnant Ole Justesen er leder af den vestfynske modstandsbevægelse.

Modstandsfolkene kan se, at krigen snart er forbi, men er presset. Efter at en planlagt nedkastning natten mellem den 9. og 10. februar 1945 ikke kan gennemføres på grund af dårligt vejr, kommer det til ildkamp med tyskerne ved Udby.

Gestapo sender stikkeren og lokkeduen, Nina Methea Danielsen, til byen, og hun får kontakt med læge Møller Nielsen og isenkræmmer Mayntzhusen. Hun udgiver sig som indblandet i noget illegalt og søger hjælp. Flere modstandsfolk må derefter gå ”under jorden”.

Presset er så stort, at man anmoder om godkendelse til at likvidere ni navngivne personer fra Vestfyn, som man anser for stikkere og tyske håndlangere. Den 25. februar skriver middelfartledelse: ”Vi haaber meget snart at faa Meddelelse om, at vi kan begynde Udrensningerne. Luften er tyk heroppe”.

Knud Arent. Født 1919 i Fredericia. Kom på kant med sin familie og meldte sig som tysk SS-soldat i 1943. Deserterede ret hurtigt uden at have været i kamp. Levede i foråret 1945 under jorden som skovarbejder i Erholm-skovene ved Aarup. Var på en eller anden måde kommet med i en modstandsgruppe i Aarup, hvor han blandt andet deltog i våbenmodtagelser. Blev idømt otte års fængsel efter krigen og benådet i december 1948.

Knud Arent plaprer op
Fredag aften den 6. april 1945 bliver der drukket tæt ved et bord i krostuen på Bred Kro. Her sidder Knud Arent på 26 år. Han lever ”under jorden” som skovarbejder i Erholm-skovene og er - eller snarere har været - med i en modstandsgruppe i Aarup.

Den dag har han siden middag drukket sammen med tre andre på Industrihotellet i Aarup. Ved aftensmad-tid hyrer fulderikkerne en bil til Bred. I krostuen plaprer Knud Arent op om, at han er med i det illegale arbejde og om jernbanesabotage. Han praler af, at han ved, hvor der er gravet våben ned, og at han selv har en maskinpistol og pistol.

Senere rejser han sig ved bordet og dingler over til et bord tyske soldater, der er udstationeret i Bred for at bevogte stationen og jernbanen. De får den samme historie.

Klokken ni stormer Gestapo ind i krostuen og anholder drikkelaget. Gestapo har samtidig hentet skovfoged Karl Egelund Jensen og skytte Villy Pedersen til kroen. Knud Arent bliver iført en tysk militærkappe og med en spade i hånden tvunget til at grave efter våben i skoven. Derefter viser han vej til flere modstandsfolk i Aarup, som Gestapo arresterer. De endevender modstandsfolkenes hjem og finder papirer, som indeholder oplysninger om modstandsbevægelsen i Middelfart.

De tre drikkebrødre slipper fri. Men Gestapo kører om morgenen Knud Arent og modstandsfolkene til Husmandsskolen i Tarup ved Odense, Gestapos fynske hovedkvarter, hvor de bliver forhørt og mishandlet. Skovfogeden går tilsyneladende fri. Gestapo sender de øvrige fire anholdte modstandsfolk til Frøslevlejren, hvor de bliver frigivet den 5. maj. Knud Arent bliver håndlanger for Gestapo.

Gordon Torp. Født 1916 på Frederiksberg. Syv år senere døde faren, og moren måtte forsørge en søskendeflok på seks. Kom på kostskole i København. Som 10-årig flyttede han til sine bedsteforældre i Frederikssund. Efter sin konfirmation kom han ud at sejle til 1935, hvor han startede som kunsthåndværker i København. I 1938 tog han på vandreturen til bl.a. Frankrig, hvor han meldte sig til Fremmedlegionen. Han blev syg året efter og forlod Fremmedlegionen. Blev igen sømand og vendte i november 1939 tilbage til København. Arbejdede i 1940 i Norge for et tysk firma, hvorfra han stak af, og kom tilbage til København, hvor han arbejdede som kunsthåndværker. Han kom ind i småkriminalitet og fik i 1941 en dom på 80 dages fængsel for hæleri, salg af stjålne cykeldæk. Kom i forbindelse med en illegal gruppe i København, som bl.a. fremstillede falske identitetspapirer og nummerplader til biler. Gruppen blev afsløret den 3. maj 1944. Han blev anholdt. Via Horserød havnede han i barak 15 i Frøslevlejren. Frigivet den 17. februar 1945 til Birkedal-gruppen. Likvideret den 19. april 1945. (Foto: Poul Erik Pedersens affotografering fra politiets arkiver)

Gordon Torp bliver stikker
Gordon Torp, en knap 29-årig københavnsk sømand og kunsthåndværker, kender også Frøslevlejren indefra. Gestaspo har optrevlet den modstandsgruppe i København, han er medlem af, og han bliver sendt til Frøslevlejren. Men han har også flirtet med tyskerne og været hæler.

På Politigården i København huserer den danske nazist, Ib Birkedal Hansen, der som leder af Birkedal-gruppen bekæmper modstandsbevægelsen. Birkedal ser, at han kan bruge Gordon Torp. Den 17. februar 1945 beordrer han ham til at tage til København og indfinde sig på politigården, værelse 116. Her får Gordon Torp et tilbud, han ikke kan sige nej til med det synderegister, som han slæber rundt på. Med et løfte om løsladelse og god betaling starter Gordon Torp sin karriere i Gestapos afdeling 4–2A, afdelingen for sabotagebekæmpelse, der gør i stikkeri, arrestationer, tortur og hævn.

Han skal nu jagte illegale våben og opsnuse oplysninger om modstandsbevægelsen, først i København. Han udgiver sig som frihedskæmper, og det lykkes ham flere gange at lokke unge modstandsfolk hjem til sin bopæl og få fat i deres våben og stikke dem til Gestapo. Sammen med andre gennemfører han en halv snes røverier, som skaffer ham penge og omsættelige cigaretter. Sortbørshandel holder han sig heller ikke fra.

Stikkeren kommer til Middelfart
I påsken først i april sender Birkedal Gordon Torp til Fyn, hvor det ikke lykkes at afsløre modstandsfolk, men han når at være med til et røveri hos en læge i Odense.

Lørdag den 14. april kommer Gordon Torp igen til Odense, nærmere bestemt til Gestapo-hovedkvarteret på Husmandsskolen. Her får han de papirer, som Gestapo fandt i Aarup, da de ransagede de tre modstandsfolks hjem. Han får ordre til at udgive sig som frihedskæmper og skal skaffe navne på vestfynske frihedskæmpere. Han får også en seddel, som fulderikken på Bred Kro, Knud Arent, har skrevet stilet til Leo Schmidt, Gordon Torps nye identitet. Knud Arent fortæller ham, hvad han ved om den vestfynske modstandsbevægelse og de lokale forhold, så han kan være godt rustet til opgaven.

Tirsdag den 17. april henter Birkedal og Nina Methea Danielsen Gordon Torp på Husmandsskolen. Hun kender også Middelfart fra sit besøg tidligere på året. De tre forlader Husmandsskolen i en aluminiumsgrå Opel Kaptajn, stjålet fra en garage i Hellerup, og kører vestpå mod Middelfart. De sætter Gordon Torp af ved Centralhotellet på hjørnet af Østergade og Jernbanegade (i dag Rådhuspubben). Han får besked på at aflægge rapport om sine aktiviteter til Birkedal søndag den 22. april kl. 10 udenfor banegården i Kolding. Hvis det møde ikke lykkes, skal Gordon Torp møde op ved banegården i Odense hver fulde time fra kl. 10 mandag den 23. april.

Ib Birkedal Hansen. Født 1909 i Århus. Var sømand og forsøgte sig med fejlslagne forretninger. Blev i 1939 idømt tre måneders betinget fængsel for bedrageri. I 1943 tog han til Tyskland og kom ind i Gestapo, hvor han steg i graderne og endte med at blive den højst placerede dansker i Gestapo. Kendt for at bruge systematisk og voldsom tortur under forhør. Det gav ham i modstandskredse navnet ”Tæve-Hansen”. Flygtede efter krigen til Tyskland, men blev pågrebet i 1947 og dømt til døden for sine forbrydelser under krigen. Han blev henrettet i 1950 som den sidste landsforræder. Peter Øvig Knudsen har skrevet bogen ”Birkedal”, der udkom i 2004. (Foto: Poul Erik Pedersens affotografering fra politiets arkiver)

Nina Methea Danielsen. Født 1917 på en gård på Ringkøbingegnen. To år senere døde moren, og familien flyttede en del rundt i landet. Via forskellige kontorjob blev hun sekretær hos en ingeniør i København. Levede et dramatisk liv med bl.a. sexskandaler. Fik kontakt med danske Gestapofolk, blev stikker, lokkedue og Ib Birkedal Hansens kæreste. Blev efter krigen idømt 16 års fængsel. Benådet i 1950. (Foto: Poul Erik Pedersens affotografering fra politiets arkiver)

Valdemar Andersen. Født 1915 i Middelfart. Uddannet kontorassistent i Middelfart Kommune. Med i modstandsbevægelsen. Overassistent på rådhuset til han i 1977 blev pensioneret. Kasserer i fagforeningen HK. Døde i 1979. Sønnen Torben tog ikke skade af turen i zinkbaljen til Staurby og har udlånt dette private billede fra 1945 af sin far.

Modstandsfolkene handler hurtigt
Det er sandsynligvis Aarup-papirerne, der bringer tyskerne og Gordon Torp på sporet af modstandsmanden, kommuneassistent Valdemar Andersen i Middelfart. Gordon Torp falder i snak med hotelkarlen og får tilsyneladende listet flere oplysninger ud af karlen. I hvert fald dukker Gordon Torp op på kommunekontoret på Gasværksvej, men får at vide, at Valdemar Andersen ikke er på arbejde. Derefter banker Gordon Torp på døren på privatadressen Østergade 49, anden sal. Han præsenterer sig som Schmidt og foregiver, at han kommer fra en kammerat, som er gået ”under jorden”, og at han skal bede Valdemar Andersen om at fjerne nogle papirer. Videre overrækker han den seddel, som Knud Arent har skrevet til Leo Schmidt. Gordon Torp siger også noget forblommet om, at Valdemar Andersen skal møde ham om aftenen bag en lagerbygning i byen.

Valdemar Andersen giver straks besked videre til sine kammerater om, at der er fare på færde. Man er klar over, at Gordon Torp er yderst farlig og sidder inde med en viden om personer i modstandsbevægelsen.

De handler hurtigt. Gordon Torp gør intet for at skjule sit besøg. På hotellet renser han sin pistol på hotelværelset, mens stuepigen er til stede. Nogle modstandsfolk får kontakt med Gordon Torp, og de aftaler at mødes næste morgen kl. ni ved trinbrættet i Staurby Skov ved den nordvestfynske jernbane.

Valdemar Andersen, hans kone Erna Elise, og deres lille baby, Torben, må over hals og hoved gå ”under jorden”. De cykler om aftenen med Torben i en zinkbalje på en bagagebæger ud til lærer Erik Petersen i Staurby, der leder en modstandsgruppe. Her opholder de sig nogle dage, indtil der igen bliver ro i byen.

Frihedskæmperne fanger stikkeren
Om morgenen den 18. april forlader Gordon Torp Centralhotellet. Han traver med en hat på hovedet og iført brune sko og grå overfrakke ud af byen mod Strib. Hans hånd griber godt fat om en sort dokumentmappe.

I det skjulte følger et par modstandsfolk med.

Ude ved trinbrættet i den sydlige udkant af Staurby Skov står skibsbygger Børge Larsen og venter. Andre modstandsfolk gemmer sig bag det grønmalede venteskur og bag træer og buske i skovkanten. Det er ved at gå galt, for der er tyske flygtninge i Andelsskolens park tæt ved, og de er nysgerrige efter at se, hvad der foregår. Modstandsfolkene i buskadset må genne dem væk med deres pistoler. Gordon Torp drejer fra Strandvejen og går op ad Skærbæksmøllevej. Han krydser jernbanesporene og svinger til venstre ad stien langs sporene og nærmer sig Børge Larsen ved trinbrættet. Pludselig springer modstandsfolkene frem med ladte pistoler og overmanden Gordon Torp. De fører deres fange ind i skoven til den nærliggende grusgrav, hvor en bil venter. De kører ud til sommerhuset ”Vigen” ved Vejlby Fed, som tilhører overlæge Himmelstrup, der i 1945 er formand for frihedsrådet i Brande. I huset bor fire modstandsfolk: Skibstømrer Børge Larsen, direktør Fritjof Sejersen, mekaniker Arne Nørgaard og skibstømrer Christian Christiansen som er gået ”under jorden” efter Nina Mathea Danielsens Middelfart-besøg.

Støttemærkat, som modstandsbevægelsen solgte.

Modstandsgruppen havde udstyr til at håndtere fanger. Billedet en angiveligt taget i april i sommerhuset ”Vigen”, hvortil Gordon Torp blev ført. Foto fra ”Mor Ingrids gæstebog”.

Nørgaard skyder under forhøret
Modstandsfolkene visiterer Gordon Torp og finder på ham og i hans dokumentmappe:

En tysk militærpistol ladt med ni skud. En håndgranat af engelsk fabrikat. Et politiskilt Rbtj 10-661. En del ammunition til pistolen. En tegnebog med: Et legitimationskort lydende på kunsthåndværker Leo Schmidt, to beslaglagte skrivelser med modstandsbevægelsens fortrolige informationer, nogle hotel- og taxaregninger, nogle små trykte blanketter med påskriften ”Der kommer en dag efter denne. Pris 1 kr.” (et illegalt støttemærke) og 140 kr. i kontanter.

Ole Bernhard Grill Justesen. Født 1916. Uddannet officer og kom som premierløjtnant med i modstandsbevægelsen, efter at besættelsesmagten i august 1943 opløste hæren. Sommeren 1944 chef for modstandsbevægelsen på Vestfyn. Fortsatte efter krigen i hæren, hvor han mest arbejdede ved Fynske Livregiment i Odense. Sluttede karrieren som oberstløjtnant. Døde i 1978. (Foto: Historiens Hus Middelfart, 1945. Ole Justesen taler ved afsløringen af mindepladen på Ove Byskov Ovesens gård i Staurby). (Foto: Historiens Hus, Middelfart)

Ole Justesen og Fritjof Sejersen indleder forhøret, men får ikke så meget ud af fangen ud over navn, fødselsdato og erhverv, som bliver opgivet som søfyrbøder og kunsthåndværker. Han bor hos sin mor i København. Gordon Torp nægter ethvert tilhørsforhold til Gestapo, men så lyder der et brag lige bag hans hoved. Arne Nørgaard er kommet til at trykke på aftrækkeren på sin pistol, og en kugle borer sig ind i trævæggen. Det får Gordon Torp til at tale. Han fortæller, at han er tysk politimand og er kommet kørende til Middelfart sammen med Ib Birkedal Hansen for at skaffe navne på modstandsfolk til Gestapo.

Senere ankommer en politimand, der er gået ”under jorden” og gennemfører en ”mere professionel afhøring”. Det får Gordon Torp til at redegøre for hele sit levnedsløb. Han giver også oplysninger om en række personer med tilknytning til Birkedal-gruppen og andre i København, som går tyskernes ærinde. Han tilstår, at han ville have udført det pålagte arbejde med at skaffe navne på frihedskæmpere i Middelfart og angive dem til Gestapo. Modstandsfolkene skriver en forhørsrapport, som de læser op for Gordon Torp. Han godkender teksten og underskriver rapporten.

Udsnit af den seks sider lange forhørsrapport med Gordon Torps underskrift. Rapporten er betegnet ”Modstandsbevægelsens politistation i … den 19. april 1945”. 

De dømmer ham til døden
Modstandsfolkene dømmer derefter Gordon Torp til døden. Da det bliver mørkt, forlader en gruppe mænd sommerhuset. De går ned på stranden, drejer til venstre og får den kølige, friske vind ind i ansigtet. De følger stranden fire hundrede meter nordpå.

De binder et tørklæde for Gordon Torps øjne. Et pistolskud overdøver et kort øjeblik bølgernes brusen mod stranden, og Gordon Torp falder om. Mændene begraver liget og går tilbage til sommerhuset. Senere skriver de i en rapport til fynsledelse: ”Vi har nu afværget Tyskernes første Forsøg paa at trænge dybere til Bunds i Sagen fra Aarup”.

De gengiver kort hændelsesforløbet og skriver, at ”hidkaldte fagfolk har pumpet ham helt til Bunds”.

Meddelelsen er underskrevet af ”Jens”, og han anmoder om, at en række oplysninger videregives til andre i modstandsbevægelsen. Det sker blandt andet for at ”ramme den førende Landsforræder”, Ib Birkedal Hansen.

Gestapo gør klar til hævn
Birkedal må se langt efter Gordon Torp ved banegården i både Kolding og Odense. Men han får fat i et illegalt blad, som omtaler likvideringen. Onsdag den 2. maj opsnapper modstandsfolk i Odense en samtale mellem Hauptmann Ib Birkedal Hansen fra Politigården i København og gestapochef Dohse i Odense, som nu er flyttet til Grand Hotel i Odense, efter at engelske flyvere har bombet Husmandsskolen.

- Jeg kan oplyse Dem om, at Frøslev (dæknavn for Gordon Torp) er død, myrdet i Middelfart. De har først forhørt ham og derefter skudt ham ned, siger Birkedal.

- Hvorfra ved De egentlig alt det, spørger Dohse.

- Fra et illegalt blad.

- Jeg kommer over i den anledning med det første, i hvert fald inden søndag, men De skal nok få besked. Tak, slutter Birkedal.

Han kommer ikke til Odense, for befrielsesbudskabet lyder blot to dage derefter. Birkedal og Gestapo når ikke at gennemføre hævnaktioner med død og ødelæggelse på Vestfyn til følge.

Der når heller ikke at komme tilladelse til at likvidere de ni navngivne vestfynboere, som står på middelfartsledelsens dødsliste.

Det var Niels Byskov Ovesen glad for. For som han sagde i 1997:

- Så ville det have været mig, der skulle gøre det.

Den 20. juli 1945 indberettede modstandsstyrkerne i Middelfart efter fynsledelses pålæg, at Gordon Torp var blevet likvideret. Det registrerede Rigspolitiets Rejseafdeling og skrev i journalen: Nærmere enkeltheder foreligger ikke. Sagens akter beror i Fynsregistraturen. Henlægges 6.10.45.

Det er stadig uopklaret, hvad der skete med Gordon Torps hoved.

Efterskrift: Aflivning af en myte
Myten om, at en stikker blev skudt og begravet ved fremspringet ”Sylen” i Vejlby Skov kan ikke dokumenteres.

”Sylen” ligger ca. 450 meter nord for det sted, Anker Jørgensen fandt liget i 1950. Desuden skal man går 150 meter i en cirkel for at komme op på ”Sylen”. Som han husker stranden og klinterne mellem ”Sylen” og findestedet dengang, har det været vanskeligt at forcere den strækning, fordi der var en større lerudskridning, og vandet enkelte steder gik helt op til klinterne. Det er usandsynligt, at frihedskæmperne er gået længere end 470 meter fra sommerhuset til findestedet om aftenen den 19. april 1945.

Niels Byskov Ovesen sagde i 1997, at ”Gordon Torp desværre blev begravet for tæt på skrænten”. Et politidokument i Justitsministeriets arkiv taler om, at liget er ”nedgravet i Røjle Klint, der senere er skredet”. Det taler for, at graven lå oppe på en lav skrænt nær findestedet ud for gården ”Klintholm”, og at havet har taget den skrænt.

Anker Jørgensen mener, graven lå på stranden ved høfden, hvor han fandt liget. Han begrunder det med, at liget lå med dokumentmappen under den ene arm, og det var iført en frakke. Sådan kan det ikke ligge, hvis det er skredet ned fra skrænten.

De høfder, der var ved findestedet i 1950, er for længst væk, og findestedet ligger i dag under vand.

Poul Erik Pedersen - og hans kilder
Født 1941 i Kustrup. Maskiningeniør og arbejdet i energiselskaber, senest hos Dong Energy, hvorfra han sommeren 2011 er gået på pension. Har altid interesseret sig for besættelsestidens historie. Begyndte midt i 1990’erne at grave oplysninger frem fra aviser og arkiver og at tale med flere aktører. Førte i 1997 flere samtaler med modstandsmanden Niels Byskov Ovesen, Staurby, som han fik et fortroligt forhold til.

Poul Erik Pedersen er overbevist om, at Byskov fortalte om likvideringen af Gordon Torp, for at den side af modstandsbevægelsens aktiviteter skulle komme frem til offentligheden. Det kan ske nu, flere år efter hans død.

Poul Erik Pedersen betegner sig om amatørforsker i besættelsestidens historie og har en omfattende dokumentation for indholdet af denne artikel. Artiklen er skrevet som en fortælling uden specifikke kildeangivelser til de enkelte begivenheder og personer. Se kildefortegnelsen efter artiklen. Vi prøver at komme så tæt på de virkelige hændelser som muligt, ud fra de tilvejebragte kilder.

De vigtigste kilder
  • Artikler i Middelfart Venstreblad.
  • Fritjof Sejersens skrevne beretning fra modstandsarbejdet (Middelfart Byarkiv/Historiens Hus).
  • Samtaler med Niels Byskov Ovesen i 1997.
  • Samtaler med Anker Jørgensen i 2010.
  • Middelfart Politimester. Anmeldelsesjournal 1948-1951. Løb. Nr. 127-128.
  • Sagen mod Birkedal Hansen-gruppen, 1945, Odense Købstads Politimester.
  • Kartoteker og register vedr. Birkedal Hansen sagen 1945, Odense Købstad Politimester.
  • Rigsarkivet:
  • Forsvarets arkiver nr. 1010.016. Besættelsestidens historie, beretninger fra officerer. Oberstløjtnant O. B. G. Justesen.
  • Modstandsbevægelsens Region IV (Fyn) Emneordnede sager, 1944-1950.
  • Justitsministeriets 6. kontor, journalsager 1947-1967, journalsag 1951, j.nr. 348.
  • Justitsministeriets 5. kontor, journalsager 1947-1967, journalsag 1951, j.nr.502.