Viser opslag med etiketten Hindsgavl Slot. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hindsgavl Slot. Vis alle opslag

24/02/2023

Brev fra interneret i Nyborg

Det nedenstående brev blev den 9. september 1943 afsendt af Menig Valdemar Larsen, der på det tidspunkt var interneret i Nyborg. Brevet er sendt til hans mor i Svendborg.

Den 29. august 1943 var der kampe ved Hotel Nyborg Strand og vandrehjemmet i Nyborg – de to steder, hvor soldaterne fra Prinsens Livregiment var indkvarteret. Ligeledes var der kampe ved havnen, hvor der befandt sig flere mindre danske flådefartøjer.

Kampene førte til tab på begge sider, og voldsomme ødelæggelser på både Hotel Nyborg Strand og vandrehjemmet. Trods ødelæggelserne blev de danske soldater indledningsvist interneret her. Omkring den 5. september 1943 blev officererne overført til internering ved Hindsgavl ved Middelfart, den 10. september 1943 blev de menige ført til internering ved Kerteminde.   

Tekstsiden af brevet. Fotokilde: Niels Jul Larsen
Valdemar Larsen til venstre. Årstal ukendt. Fotokilde: Niels Jul Larsen
Forside af brevkort. Fotokilde: Niels Jul Larsen

26/08/2022

Hindsgavl Slot

Da jeg søgte på oplysninger om den internering, der foregik på Fyn i forlængelse af 29. august 1943, der stødte jeg på disse to billeder fra Hindsgavl Slot ved Middelfart.

Det ene billede viser tyske soldater på hestevogn foran Hindsgavls avlsbygninger. Billedet stammer muligvis fra den 9. april 1940. Frem til april 1941 var der op til 250 tyske soldater indkvarteret på Hindsgavl.

Det andet billede viser de internerede i Hindsgavl Slotspark. Omkring 150 danske officerer var internerede på Hindsgavl, foruden 30 menige. Dertil kom en tysk vagtstyrke på omkring 40 mand. Interneringen varede fra 6. september 1943 og seks uger frem.

I efteråret 1944 beslaglagde beslaglagde tyskerne igen en del af Hindsgavl, og fra 16. marts 1945 oprettede de tuberkuloselazaret der. Mange patienter døde her, og patienternes tilstand var således, at tuberkuloselazarettet var aktivt helt frem til september 1945.
Fotokilde: Middelfart Museum

Fotokilde: Odense Stadsarkiv