B-17 i Amalielystskoven

På et bombetogt mod et værft i Kiel blev en amerikansk B-17 bombemaskine med 10 besætningsmedlemmer ombord den 4. januar 1944 ramt af antiluftskyts.

Beskydningen betød, at flyets ene motor brød i brand, hvilket skulle vise sig, at blive fatalt for bombemaskinen.

Nord for Ærø begyndte besætningen at forlade flyet med faldskærm. To landede på selve Ærø, mens fire andre blev taget af den stærke vind og forsvandt over vandet.

De resterende ombord må have ventet med at springe, for de næste to, der forlod flyet blev samlet op af forskellige lokale fiskere tæt på den sydfynske kyst. Fiskerne havde set besætningsmedlemmerne forlade flyet og sat deres både i vandet for at hjælpe dem. De to besætningsmedlemmer kom på tysk lazaret i henholdsvis Faaborg og Svendborg.

Som de sidste forlod piloterne flyet og landede med deres faldskærme, den ene ved Syltemae Ås udløb, den anden ved Dalsmose nord for Ollerup.

Efter at besætningen havde forladt flyet cirklede flyet fra Ollerup til Egebjerg Bakker og så videre mod Kirkeby og Lunde, før det fløj tilbage over Kirkeby og til sidst havarerede I Amalielystskoven, få hundrede meter syd for Hvidkilde Gods. 

Styrtet skete kort før kl. 13. 

På Ollerupbunkerens hjemmeside kan du læse en masse øjenvidneberetninger og på Airwar over Denmark kan du finde en mere detaljeret beretning om flyet.

Nedstyrtningsstedet i Amalielystskoven. Fotokilde: Egense Lokalarkiv.

Flystyrtet set fra Ollerup. Fotokilde: Egense Lokalarkiv.

Kilder: Airwar over Denmark, Ollerupbunkeren.

Svinehaverne som øvelsesterræn

Billedkilde: Aage Sækmose

Da jeg i sommers var forbi Ollerupbunkeren, der hæftede jeg mig især ved en tysk 74 mm øvelsesgranat fra Svinehaverne, der var udstillet i en af montrerne.

Svinehaverne er et område, der rent geografisk befinder sig mellem Stenstrup og Ollerup. Under besættelsen brugte de tyske soldater fra Ollerup åbenbart området som øvelsesterræn.

Det er kort beskrevet i opgaven ”Brikker”, der i 1976 blev afleveret som årgangsopgave af Bjarne Engelbrecht Jensen på Den Frie Lærerskole. Opgaven havde undertitlen ”Belysning af modstandsbevægelsen og den tyske værnemagts aktiviteter i Ollerup og omegn 1940 – 1945”.

”På Svinemarken i Egebjerg Bakker blev der gravet løbegange, hvorfra man kastede med håndgranater m.m.”

Lokalhistorikeren Hans Nørgaard har været leveringsdygtig i denne øjenvidneberetning fra Keld Nielsen, der er født i 1933 og opvokset i området.

”Hver onsdag kom gamle tyskere og helt unge tyske knægte til Svinehaverne og havde øvelser. Områdets landmænd kunne ikke arbejde de dage. Der var meget larm, og hestene blev skræmte. Når der var øvelse kunne vi ofte se, at vandet i dammen stod op søjler. Der blev kastet med håndgranater i den. Når soldaterne skulle hjem, vandrede de gennem Skjoldemose-skoven til Rødme. I Rødme handlede de hos den lokale købmand, og når de gik sang de så højt, at alle kunne høre dem. De fulgte vejen forbi Egebjerg Mølle til Ollerup.”

Tyskerne var indkvarteret på de skoler i Ollerup, der i oktober 1943 blev beslaglagt af den tyske Kriegsmarine og brugt som en slags rekrutskole og til indkvartering af de meget unge rekrutter og halvgamle mænd, der blev uddannet der.

Det er værd at bemærke, at soldaternes rute har ført dem forbi Skjoldemose, hvis jorder flere gange blev brugt til nedkastning af illegalt materiale fra England.

Kilder: Aage Sækmose, Højskolehistorie.dk

Niels Langdal Nielsens erindringer fra besættelsen

Modstandsfolk fotograferet foran Gammel Klingstup Gods. Billedkilde: Svendborg.dk

Den følgende beretning nedfældede Niels Langdal Nielsen til Frihedsmuseet. Den er dateret til august 2009.

Niels Langdal Nielsen var en af de seminarieelever på Skårup Statsseminarium, der var aktiv i modstandsbevægelsen. Efter befrielsen blev kompagni Jacob som han tilhørte indkvarteret på Gammel Klingstrup Gods nord for Skårup.

Jeg kom ikke med i modstandsbevægelsen før i januar/februar 1944. Mordet på Kaj Munk gav det skub, der skulle til.

I første omgang kom jeg med i en gruppe, hvor de andre medlemmer alle var betydelig t ældre end mig. Det varede ikke så længe. Om det var, fordi jeg syntes, de var for gamle til mig, eller fordi jeg ikke kunne få dem til at afprøve våbnene, kan jeg ikke i dag huske. Begge dele, måske. Jeg var med til at bære våbnene ud i en skov og grave dem ned.

Niels Langdal Nielsen. Billedkilde: Gudme Lokalhistoriske Arkiv.

Den nye gruppe bestod udelukkende af seminariekammerater. Der kom jeg hurtigt med til at affedte våben i en kammerats kælderlejlighed. Samme aften bar vi dem ud i et stort cementrør, der var gravet ind en grøftekant. Jeg var sammen med Oluf Rask (hans beskrivelse kan findes i ”Det skete - bogen om modstandsbevægelsen på Skaarup Statsseminarium under 2. verdenskrig” - side 66). Vi var sammen om et tjekkisk maskingevær, han som skytte, jeg som hjælper. Jeg bar en tung rygsæk med magasiner. Vi fik lov til at have hver en Colt-revolver med hjem, fordi vi ikke havde andre håndvåben. Jeg gemte min i en stak tørv uden for mit værelse.

Siden var jeg med til at pakke våben ud af en container, der var blevet foreløbig gemt i en lille skov ikke langt fra Skaarup. Våbnene blev kørt til gården Gammel Klingstrup og containeren smidt i en mergelgrav på en mark i nærheden. En anden gang var der en større udrykning med flere grupper. Der skulle finde en nedkastning sted. Vi kørte af sted i små hold ad forskellige veje, men vi var mange sammen til sidst i en nedlagt grusgrav. På den anden side af en vej var der små blus, der skulle markere stedet for de engelske flyvere. De kom nu ikke. Senere hørte vi, at våbnene var blevet kastet et tilfældigt sted i nærheden af Fåborg, men de blev vist bjerget af modstandsbevægelsen dér.

Hjemkørslen skete ligesådan ad forskellige veje. Tyskerne skulle jo helst ikke fange os allesammen på én gang. Den aften så vi mange, som vi ellers ikke vidste noget om. Det var jo ellers ikke meningen, at vi skulle vide noget om andre grupper, men den aften var det åbenbart nødvendigt med mange deltagere. Alle slap godt hjem.

Da jeg hos snedker Madsen, hvor jeg boede, d. 4.maj havde hørt budskabet om tyskernes kapitulation, var min første tanke, at jeg skulle op at dele glæden med min kæreste, der dengang var i huset hos forstander Egebæk. Hun havde åbenbart haft den samme tanke, for vi mødtes på halvvejen. Vi havde dog kun lige fået givet hinanden et knus, da Rask kom løbende og sagde: ”Langdal, vi skal ned på Klingstrup, der er Hipoer undervejs”. Da han så min kærestes reaktion, skyndte han sig at sige; „Nej, det er sludder, men vi skal alle sammen møde dernede". Det skulle vi så, måske for hurtigt at kunne ”mobilisere” os alle. Jeg tilbragte det meste af natten siddende i en kurv med optændingsbrænde.

Troppeliste for kompagni Jacob. Billedkilde: Rigsarkivet.

Dagen efter bevogtede vi vejene ind til Skaarup. Vi havde fået billeder udleveret med nogle tyskvenlige krabater, som skulle afhøres. En cyklist kom forbi, hvor Rask og jeg var placeret. Han blev kontrolleret, men han havde kun lige fået lov til at passere, da jeg sagde til Rask: ”For Søren, det var da ham dér på billedet". Så smuttede jeg en anden vej rundt og standsede ham dér - med hævet revolver! -og førte ham til hovedkvarteret. Godt, han ikke gjorde forsøg på at stikke at. Skulle jeg så have skudt?

Et par dage efter var vi ude på Nordre Skole i Svendborg for at tage imod de første engelske soldater. Var jeg da stolt? Nej, jeg husker det tydeligt Jeg var flov. Her havde unge tyskere besat vort land, og unge engelske havde befri et os. Hvad havde jeg udrettet?

Senere var vi vagter ved en stor flygtningelejr i Ollerup. Gymnastikhøjskolen var beslaglagt. Jeg husker især to ting. Ud til os på vagten kom en tyskerker for at forklare, at vi og de allierede var dumme, at vi ikke gik sammen med dem imod russerne. Det kunne han sige i nederlagets stund! 2. Aldrig har en cigaret —engelsk— smagt mig så godt, som den jeg fik efter 4 timers vagt.

Ind imellem var Rask og jeg ude i en lille grusgrav i en skovkant for at prøve vore revolveres skydefærdighed. Den var god.

Efterhånden overtog militæret kommandoen. Officererne mente, at det nok var bedst, om alle de her unge mennesker fik lov at skyde løs et eller andet sted, så de ikke kom til at gøre fortræd med deres våben. Vi kom alle ud på et terræn, en eng på Thurø, og der fik vi lov til efter tur at plaffe løs. Rask og jeg også med vort maskingevær. Bedst som vi var i gang, dukkede 3-4 tyske orlogsfartøjer op i Storebælt ud for hvor vi var. De var på hjemvejen, men de standsede op. De skulle da lige se, hvad vi var for nogle røvere. Ville de skyde løs på os? Vore officerer gav os i hvert fald ordre til hurtigst mulig at søge i den nærliggende skov. Nå, lidt efter dampede tyskerne heldigvis videre.

Og nu opdager jeg, at jeg har glemt at omtale det måske farligste, jeg var med til: Rask, der var uddannet korporal kunne ikke forestille sig, at han skulle stå i en situation, hvor maskingeværet skulle bruges, uden at vide om det nu også kunne skyde. Altså tog vi en nat geværet i to dele, så vi kunne have hver en del på vores cyklers bagagebærere, og kørte ned til en grusgrav nede ved Storebælt. Han ville vist også gerne afprøve min reaktion, når vi skød løs. Geværet fungerede fortræffeligt, og min reaktion var - efter hvad han selv bar skrevet - i orden. Det farligste var, da vi skulle hjem. Vi skulle tværs over Svendborg-Nyborg landevej, og hvis uvedkommende havde hørt skyderiet, kunne der godt være sendt en patrulje fra Svendborg. Det var der heldigvis ikke.