Hermann Sieh til påvisning i Seden

Et billede taget ved skydebanen i Seden af "Stoffer".

Herren i den tyske uniform er Kriminalrat/kriminalsekretær Hermann Sieh, der var ansat hos Gestapo på Husmandsskolen og deltog i forhør og arrestationer af modstandsfolk. Betjenten, der har fat i Hermann Sieh er Poul Lyrk.

 
Billedet er taget den 28. maj 1945, hvor Hermann Sieh var til påvisning af stedet. Der var på det tidspunkt fundet ti kister nedgravet i området. Yderligere tre blev fundet i september 1945 og den sidste i januar 1946.

Hermann Sieh, Seden 28. maj 1945. Fotograf: "Stoffer". Fotokilde: Frihedsmuseets fotoarkiv.

Snublesten: Da tyskerne sendte storebror i koncentrationslejr blev Bendt frihedskæmper

Da der i maj 2024 blev nedlagt fire snublesten i Nyborg, skrev journalist Michael Rathje artikler om de fire unge mænd, der blev nedlagt snublesten for. Artiklerne blev bragt i Nyborg Avis, der nu er lukket.

Michael Rathje har givet Fyn under besættelsen lov til at bringe de fire artikler, og de bringes med det billedmateriale, der oprindeligt blev brugt. De eneste ændringer i forhold til originalteksten er, at oplysningerne om, hvor og hvornår stenene nedlægges, er udeladt - og så er billedet af Bendt Stentoft tilføjet.

Snublesten: Da tyskerne sendte storebror i koncentrationslejr blev Bendt frihedskæmper

Af Michael Rathje

Bendt Stentoft blev født den 17. maj 1925 og likvideret af tyskerne den 28. marts 1945

Bendts far, Christen Stentoft, uddannet gartner fra Gl. Estrup, var bestyrer af landbrugsskolen Skaboeshus.

Det var en landbrugsskole i Nyborg for døve mænd, døvstumme eller havde andre funktionsnedsættelser.

Her voksede Bendt op sammen med sine storebrødre Erlan og Jørgen Christian Carl Stentoft. Der var et tæt forhold mellem beboerne på skolen og familien Stentoft.

For eksempel indtog familien Stentoft i vid udstrækning måltiderne sammen med beboerne. Jørgens søn Chris (Bendts nevø) fortæller, at familien også fejrede juleaftenerne sammen med de beboere, der ikke havde kontakt med deres familie: ”Min far har fortalt, hvordan en af beboerne hver juleaften, når julemiddagen var indtaget, rejste sig op og sagde: ”Gud bevare Kongen - og fru Stentoft”. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange den episode har været nævnt, og det vidner jo om, at farmor Inger var værdsat, hvilket jeg er sikker på, at min farfar også var.”

Bendt gik på Nyborg Private Realskole. Han var dygtig i skolen, men blev taget ud i 4. mellem, da der forelå ”særlige omstændigheder”: Hans far lå for døden, og han døde i februar 1940, og et par år efter flyttede Inger Stentoft og Bendt til Frisengårdsvej 73.

Det var Bendts drøm at blive teknikumingeniør, så han kom i elektrikerlære i firmaet Kruse & Bech og fortsatte sin skolegang på teknisk skole, som han afsluttede i 1944 med ug minus.

Bendts 5 år ældre storebror Jørgen var politibetjent i Nyborg. Han blev taget på Politigården i Odense den 19. september 1944, da tyskerne under Operation Möwe tog politiet i de større danske byer, og sammen med 118 andre Odense-politifolk blev storebroren deporteret til kz-lejren Neuengamme, videre til Buchenwald, og derfra til krigsfangelejren Mühlberg, hvorfra han blev befriet af De hvide Busser i april 1945.

Anholdelsen af Bendts storebror og de andre betjente i Nyborg fik angivelig Bendt og hans to kammerater Henning og Bent til at blive aktive i modstandsgruppen i Nyborg.

Den yngste af vennerne, den 18-årige Bent, blev fanget den 9. marts af tyskerne på vej til en sabotageaktion og efterfølgende udsat for grove forhørsmetoder.

Tidligt næste morgen blev den 19-årige Bendt blev anholdt af Gestapo hjemme på Frisengårdsvej 73.

Han blev ført til Husmandsskolen i Odense, hvor han efter al sandsynlighed også blev underkastet tortur.

Han blev sammen med de to andre unge nyborgensiske modstandsfolk Henning Børge Hansen og Bent Christensen overført til Vestre Fængsel den 16. marts.

Ved en tysk krigsret blev han idømt dødsstraf, og sammen med Bent og Henning Børge henrettet i Ryvangen den 28. marts.

Efter befrielsen i maj 1945 blev han lig gravet op og sammen med de to kammerater transporteret til Nyborg, hvor de tre unge nyborgensere blev bisat fra Vor Frue Kirke og begravet på byens kirkegård.

Kilder: Snublesten Fyn, Nyborg i 800 år af Preben Hahn-Thomsen, Frihedsmuseets Database og Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

Sagen mod Eigil Veng Andersen

Der findes historier fra besættelsen, der er gået i glemmebogen. De dukker alligevel op – som regel, når jeg er på jagt efter noget andet.

F.eks. den nedenstående sag, der omhandler skræddersvenden Eigil Veng Andersen. 

Artiklen er taget fra Fyens Stiftstiden, den 24. august 1945.

Når man læser artiklen igennem, så når Eigil Veng Andersen både at være stikker, modstandsmand, rovmorder, løgner og tyv. Om ikke andet, så er det et bevis på, at historien ikke altid er sort/hvid – og at der også fandtes lyssky elementer og opportunister blandt modstandsfolkene.

Jeg har forsøgt at blive klogere på sagen, men det er kun småting, der kan graves frem. Læs eventuelt artiklen før du læser dem.

Via arkiv.dk kan jeg se, at den kommunistiske modstandsmand Niels Alfred Lunde blev indkaldt som vidne mod Eigil Veng Andersen.

Scharnweber var blandt dem, der blev mishandlet af ”Poul Tysker”.

I De Frie Danske nr. 8 fra maj 1944 omtales arrestationen af flere af de navne, Eigil Veng Andersen stak. Her kan det ses, at flere af dem havde tilknytning til ungdomspolitiske partier.

Udsnit af De Frie Danske nr. 8 fra maj 1944.

På nettet findes denne afskrift af en avisartikel fra Kalundborg Avis, den 29, januar 1947.

Samsømorderen fik 14 års fængsel

Ved domsmandsretten i Nyborg er Samsømorderen, fhv. fængselsbetjent Eigil Veng Andersen, idømt 14 års fængsel med fradrag af 1 år og 6 måneder for udstået varetægtsarrest samt frakendelse af de borgerlige rettigheder for bestandig.

Som formildende omstændigheder med hensyn til mordet på Samsø må anføres – hedder det i dommen – at det er godtgjort, at den dræbte Plougmann stod i tysk tjeneste og havde været SS-mand, og at det, under hensyn til fængsledes særlige mentalitet, ikke er utænkeligt, at denne – skønt der ikke findes at have været tilstrækkeligt grundlag herfor – har været ængstelig for Plougmanns tilstedeværelse på Samsø og i drabsøjeblikket har været stærkt ophidset.

Fyens Stiftstidende, den 24. august 1945.

Afskrift:

Bemærk, at der i afskriften optræder en del stavefejl, der er bibeholdt fra artiklen. Enkelte steder har jeg indsat en parentes med rettelse af fejl.

Reservebetjenten i Nyborg, der er afsløret baade som Stikker og Rovmorder

Begivenhederne omkring Skrædersvenden Eigil Veng Andersen, under hele den tyske Besættelse den Mand, som har vakt mest Opmærksomhed og Afsky i Nyborg

Af alt, hvad der er sket i Nyborg under Tyskernes Besættelse har vist Begivenhederne omkring Eigil Veng Andersen vakt mest Opmærksomhed og Afsky.

Veng Andersen, 25 Aar, Skrædersvend, født i Silkeborg. Han har en tid været leder af et Skræderværksted for Tyskerne, men blev i December 1943 ansat som Reservebetjent paa Statsfængslet i Nyborg.

Denne Herlighed varede dog kun 2 Maaneder, da hans Papirer viste Tyverier 2 Gange. Hans eneste Arbejde var herefter Tjeneste hos Tyskerne for 150 Kr. pr. Uge samt vistnok en Sum for hver Angivelse, der gav resultat.

Efter kort Tids Forløb blev han i Foraaret 1944 Medlem af en Modstandsgruppe i Nyborg, og han angav Købmand Knud Wilde, daværende Fængselsassistent Abildgaard Jensen, Trikotagehandler Meier, Bogbindermester Schaarnweber og endnu nogle flere til Tyskerne.

For at aflede Mistanke blev han af Tyskerne taget til Husmandsskolen, og da han efter nogle Dages Forløb kom tilbage til Nyborg, aflagde han Visit hos Paarørende til de Internerede og bragte Hilsen fra dem.

Men hans Skurkestreger var opdaget; i alt fald havde man stærke formodninger om, at (her er der nok faldet et ”han” ud) var Stikkeren, og hans Sportskammerater og andre, han søgte Omgang med viste ham den kolde Skulder, saa han havde det ikke ret godt i Nyborg, og han besluttede at fortrække. Som Driftskapital stjal han 1000 Kr. fra det tyske Politi, i hvilket han blev ansat i Forsommeren, og stak af til Samsø. Her lejede han sig ind paa Hotel, og det lykkedes ham ogsaa her at komme i Forbindelse med Modstandsstyrken, idet han udgav sig for at være udsendt af Frihedsraadet.

Han fortale ogsaa, at han havde faaet som Opgave at likvidere en SS-Mand, der var Dansker og hed Plovmand (Plougmann). Sammen med to Mand af den lokale Modstandsbevægelse overfaldt de SS-Manden en Aften og førte ham til en Mose, hvor de efter at have underkastet ham Forhør kvalte ham med et halstørklæde og kastede ham ud i Mosen. Liget blev fundet, men den tyske Kommandant paa Øen ønskede Ro, saa der blev ikke foretaget noget i den Anledning. Han raadede for øvrigt kun over 10-12 Mand.

Veng Andersen overgav den Myrdedes Pistol og hans SS-Ausweis til den lokale Frihedsbevægelse: men beholdt selv de 1000 Kr., der fandtes på ham. Det var altsaa et rent Rovmord; men det menes ogsaa, at han som Motiv til Mordet har haft at styrke sin Stilling inden for Modstandsbevægelsen: maaske var det røgtedes til Samsø, at man i Nyborg ansaa ham for Stikker.

Det lykkedes ogsaa for Veng Andersen endnu en Gang at vinde Tillid, og ved Modstandsbevægelsens Foranstaltning kom han i December Maaned 1944 i en Fiskerbaad fra Sæby til Sverige; men nu gik den ikke længere. Hans Meriter var nu blevet saa aabenbare, at Modstandsbevægelsen satte det svenske Politi ind i Sagen og Veng Andersen blev interneret som mistænkelig Person.

Den 17. Juli blev han overført fra Sverige til Fængslet i Nyborg, og det blev Kriminalbetjent Anders Hansen, der fik som opgave at udrede Traadene paa hans Forbryderbane.

Man imidlertid ikke ment, at det var heldigt at lade Forhøret over ham være offentligt tilgængeligt, da man har Mistanke om, at han har flere Forbrydelser at svare til end de nu kendte.

Det menes, at man ikke er klar til offentligt Forhør før om ca. 3 Maaneder.

Kilder: Samsoeroots, Retssagen mod Poul Tysker af Andreas Skov.

Beretning fra Jens Kristian Jacobsen

Det nedenstående er den beretning, som Jens Kristian Jacobsen vedlagde, da han i februar 1985 sendte forskellige kort og rapporter til historiker Hans Henrik Skov Kristensen.

Beretningen starter ved bombningen af Husmandsskolen den 17. april 1945.

Der nævnes et par navne og noget camouflage, som det virker til, at læseren burde kende, men beretningen er ikke længere end det, der kan læses her. Opsætningen af et par af datoerne er ændret for at gøre dem lettere at læse.

Husmandsskolen. Fotokilde: Paarup Lokalhistoriske Arkiv.

Om begivenhederne d. 17. april 1945 kan jeg erindre, at der blev blæst luftalarm lige efter, at jeg havde forladt Teknisk Skole i Munke Mose.

Det må have været lige efter kl. 16, og at jeg satte fuld fart på for at komme hjem til Ingrids Allé i Fruens Bøge, hvor jeg boede, for ikke at blive tvunget ned i et eller andet offentligt beskyttelsesrum.

Jeg må have været på Langelinie lige før Tietgens Allé på vej til Søndre Boulevard, da jeg så maskinerne komme fra sydlig retning.

Jeg var ikke i tvivl om målet, men meget bekymret over om de kunne finde det på grund af den ovennævnte camouflage. Det mellemliggende byggeri hindrede udsynet, men jeg hørte en lang række eksplosioner og så røgskyer inden jeg nåede hjem.

Dagen efter besøgte jeg stedet men blev sammen med en masse andre nysgerrige jaget væk af Hipo-folk, der ankom i en sort Opel. Særligt en meget bleg ung mand med ildrødt hår var ualmindelig brutal, da han gennede folk væk. Der lød et par skud, men jeg så ingen blive ramt.

Som det fremgår af min rapport 1 dateret 22. april 1945, var der udover selve skolen totalt jævnet med jorden 6 beboelseshuse på Husmandsskolens Allé.

Der gik en masse rygter om dræbte og såredes antal, men ingen vidste dengang noget konkret. En af mine kolleger, som boede tæt ved, havde hørt en masse ambulancer køre til og fra området dagen før.

Som De måske kan forestille Dem, havde jeg som menig overhovedet ikke noget kendskab til organisationen i regionen før efter maj 1945, og så mærkeligt det nok lyder i dag, anede ingen af os, hvilken gren af modstandsbevægelsen vi arbejdede for.

Kun én i gruppen havde kontakt opefter (Karl Schmidt) og end ikke alle i gruppen kendte alle gruppens medlemmer, selv om vi gik i samme klasse på Teknikum!

Jeg kom fra Helsingør til Odense sidst i oktober 1943 for at læse til maskiningeniør på Odense Maskinteknikum, og jeg boede indtil december 1945 hos bekendte af mine forældre i Fruens Bøge. Deres søn var i øvrigt med til at stifte "Churchill-klubben, han var fætter til Jens og Knud Pedersen, som jo kom til Nyborg Statsfængsel, da de blev taget. Hans Jørgen var mindre heldig, for han kom i tysk tugthus og døde der, angiveligt af tuberkulose. Selvom jeg således kendte mine værtsfolks indstilling, drøftede jeg ikke illegalt arbejde med dem, før jeg bad om hans tilladelse til at opbevare gruppens våben på hans loft, hvilket jeg fik.

Jeg blev "hvervet" af to klassekammerater fra Kerteminde, Poul A. Pedersen og Peter Steman Petersen. Den sidste havde en søster, der var gift med Niels Grunnet (Dansk Radio fra London) og en broder Christian, der på det tidspunkt (efteråret 1944) efter som dansk søofficer at være flygtet over Sverige til England, må have været under uddannelse i SOE. I hvert fald dukkede han senere op og har formentlig været den, som har givet Peter ordrer om at skaffe efterretninger. Om han har haft kontakt til Fynsledelsen ved jeg ikke.

Jeg vidste på dette tidspunkt intet om dette, og man spurgte ikke. For jo mindre man vidste, jo mindre kunne man jo tilstå, hvis man blev taget.

Men alt tyder på, at det ikke var Fynsledelsen, der bad om efterretninger, for så var anmodningen kommet igennem Karl Schmidt, der ikke var med dette arbejde, og ikke gennem Peter, som ikke - så vidt jeg ved - havde kendskab til ventegruppernes organisation.

De oplysninger, som Peter bad om og selv var med til at indhente var: Hvilke arter af tropper var der i Odense, hvor mange og hvor. Hvordan var de pågældende kvarterer indrettet og indhegnet, hvordan var de bevogtet, samt alle øvrige oplysninger, som kunne være interessante. Som sagt spurgte man ikke for meget, men jeg fik at vide, at alt kunne laves på dansk og helst skulle maskinskrives, da det skulle mikrofotograferes, før det gik videre. Dette tyder heller ikke på, at det skulle bruges lokalt.

Blandt de vigtigste opgaver var skibsværftet med flakskyts og Beldringe flyveplads, som var ved at blive udbygget. Poul og jeg kørte en søndag rundt om i terrænet ved værftet og gjorde optegnelser om placeringer af skyts og større skibe. Da vi på hjemvejen skulle passere værftets port, blev vi anholdt og ført ind i vagtstuen, hvor vi blev grundig afhørt, men heldigvis ikke visiteret. 

Det traf sig så heldigt, at den officer, der afhørte os, i det civile liv var skibsingeniør, og da han hørte, at vi studerede skibs- og maskinbygning, og vi fortalte, at vi havde ansøgt om tilladelse til et studiebesøg på værftet men fået afslag, blev vi så gode venner, at han bad os om at komme igen en dag, hvor der blev arbejdet, så ville han personlig vise os rundt. Han gjorde ingen notater, og da vi havde set, hvad vi ønskede, kom vi ikke igen!

Værre gik det en kammerat, som var bror til en i vor gruppe hos hvem han boede "under jorden”, idet han var hjemmehørende i København. Han havde fået flyvepladsen som opgave og fulgtes med de tilrejsende danske arbejdere ind på pladsen hver morgen og ud igen hver aften, men blev en dag taget på fersk gerning med kortskitser, kikkert og kompas.

Heldigvis kendte han kun Peter og sin bror Niels Juel Nielsen ved navn og adresse, og under forhøret på Husmandsskolen blev han efter nogle timers forhør nødt til at røbe disse. De blev begge advaret, og vi har ofte spekuleret på, hvem der advarede, men Deres oplysning om den kontinuerlige telefonaflytning er jo den sandsynlige forklaring herpå.

De gik begge under jorden, og vi var nogle stykker, som efter, at tyskerne havde endevendt lejligheden, listede ud og fik pakket det nødvendigste af deres tøj. Den tilfangetagne overlevede og var ved krigens afslutning nået til Frøslevlejren, men er senere død ved en ulykke.

Så vidt jeg kan regne ud, må dette være sket i marts eller først i april 1945. Desværre har jeg ingen notater.

Det må have været på omtrent samme tid, jeg en dag fik besked om at møde en mand, så vidt jeg husker, var hans "navn" Karl Jørgensen, på Missionshotellet overfor banegården på et nærmere angivet tidspunkt.

Jeg fik at vide, at oplysninger skulle afleveres i en nærmere angivet maskinforretning, hvor jeg skulle spørge efter nogle tandhjul, der var bestilt til Karl Jørgensen, og at jeg kunne komme kontakt med ham ved at aflevere en kuvert samme sted. Det fungerede et par gange, så kom jo befrielsen. Jeg har ikke senere haft kontakt med denne mand, der var meget høj (jeg er selv 1,84) og i sin optræden virkede militærisk. Jeg ved, at han har opsøgt min tidligere vært efter, at jeg var rejst fra byen og uden at oplyse sit navn eller sin adresse. Om det kan have været "Steffen" ved jeg ikke.

Jeg tror ikke, jeg kan berette meget mere af interesse i denne sag. Måske skulle jeg nævne, at vi på et ret tidligt tidspunkt fik at vide, at hvis der skete noget uforudset, skulle vi mødes på et nærmere angivet sted i Langesø Skov, hvor vi var ude at rekognoscere er par gange.

Først om natten mellem 4. og 5. maj mødtes gruppen (med undtagelse af de to, der var bortrejst) med resten af delingen og blev præsenteret for delingsføreren, en løjtnant af reserven ved navn Danielsen. 

Gruppen blev suppleret op med to mand og sendt på en vejspærringsopgave. Vi blev hen på eftermiddagen indkvarteret på Holsedore Skole, hvor vi fik at vide, at vi var i 4. kompagni, 2. deling, og hvor vi havde kvarter i nogle måneder, hvor vi var beskæftiget med bevogtning af depoter og flygtningebelægninger etc. inden vi fik lov at tage hjem.

Eksempel på rapport. I dette tilfælde Deutsches Haus.

Eksempel på kort. I dette tilfælde Deutches Haus.

Papirer fra Husmandsskolen

Alle de nedenstående dokumenter stammer fra Husmandsskolen.

Deres nuværende ejer købte dem for en årrække siden af en nu ældre kvinde, der selv havde samlet dem op, efter Husmandsskolen var blevet bombet den 17. april 1945. Bemærk, at flere af dem har brandmærker.

Fællesnævneren for dokumenterne er ordet ”Sammelakte”, der på dansk bedst kan oversættes med notat eller sagsfremstilling. Hvert dokument ridser ganske kort en hændelse op med sted, tid og en beskrivelse af, hvad der er sket.

Dokumenterne dækker hændelser forskellige steder på Fyn, bl.a. i Odense, Svendborg, Nyborg og Middelfart, mens de beskrevne hændelser strækker sig fra sabotage og togsabotage til likvideringsforsøg.

Dokumenterne kan forstørres, hvis du klikker på dem.

Fotokilde: Allan Berg.

Fotokilde: Allan Berg.

Fotokilde: Allan Berg.

Fotokilde: Allan Berg.

Fotokilde: Allan Berg.

Fotokilde: Allan Berg.

Fotokilde: Allan Berg.

Fotokilde: Allan Berg.

Fotokilde: Allan Berg.

Fotokilde: Allan Berg.

Fotokilde: Allan Berg.

Fotokilde: Allan Berg.

Fotokilde: Allan Berg.

Fotokilde: Allan Berg.

Fotokilde: Allan Berg.

 

"Telefon til Gestapo"

Den nedenstående artikel blev på et tidspunkt bragt i Telemagasinet, der blev udsendt af Fyns Telefon. Årstal og forfatter kendes ikke, men da Fyns Telefon i 1995 blev en del af Tele Danmark, må dateringen ligge tidligere.

Der er rettet en smule i tegnsætning og opsætning for læsevenlighedens skyld, ligeledes er der rettet stavefejl.

Aflytningsrapporten i fysisk form. Fotokilde: Stadsarkivet.

Telefon til Gestapo

Den 5. maj 1945 kl. 07.15 noteredes den sidste samtale i Gestapos telefoner i Odense.

”Seuner til Schnotz. De er alle væk … der står på en seddel til mig, at de har forladt stedet kl. 5 … Der er et utroligt roderi her, vi kan ikke aflevere det sådan …”

Den rådvilde tilflugt til gode småborgerlige værdier i kapitulationens øjeblik falder i øjnene ved læsningen af udskriften af samtalen fra Gestapos Hovedkvarter i Odense.

Men det var nu ikke for at danne sig et indtryk af tysk borgerlighed, at modstandsbevægelsen på Fyn i det sidste år af besættelsen systematisk lyttede med på Gestapos telefoner.

Gestapos opgaver var som Geheime Staats Polizei at opspore sabotører og foretage forhør, ofte under brug af streng tortur. Hvis modstandsbevægelsen derfor kunne få et indblik i Gestapos aktiviteter og planer, var meget vundet. På Fyn betød den vellykkede aflytning større sikkerhed ved sabotageaktioner og færre arrestationer.

Den første forbindelse
Fra første færd havde sabotørerne på Fyn et godt øje til Fyns Kommunale Telefonselskab.

I tiden før våbennedkastningerne var det nødvendigt at være opfindsomme og telefonmontørernes såkaldte mox-box med tilhørrende stormtændstikker, som montørerne brugte, når de skulle lodde ude i terrænet, var velegnet til at lave en primitiv brandbombe af. Den kunne nemlig antændes med en tre-minutters forsinkelse, som betød at sabotøren nåede at slippe væk.

Børge Poulsen, med dæknavnet Tonny, som var en af de ledende personer i opbygningen af militær- og sabotagegrupper på Fyn, havde netop på grund af mox-boxerne en bred kontaktflade til telefonarbejderne, og det fik videre betydning i oktober 1943. 

Efter at den danske regering var trådt tilbage, kom Gestapo til Danmark, og i Odense beslaglagde de Husmandsskolen i Taarup, hvortil de straks bestilte et antal telefonforbindelser hos Fyns Kommunale Telefonselskab.

"Da vi hørte, at de bestilte almindelige telefoner, satte det straks tankerne i gang hos os om at lytte med på linjen" fortæller Børge Poulsen.

"Jeg kontaktede daværende telefonformand Viggo Jørgensen, som sagde, at det kunne han da godt hjælpe med, men så ville vi straks blive afsløret. 

Den tyggede vi lidt på indtil en af de mere opfindsomme i gruppen sagde, at så gjorde vi det da bare selv. Og det gjorde vi. 

Op i masten og så koblede vi os ind på ledningen med en almindelig telefongaffel med to ledninger med ørnenæb. Vi kom rent faktisk ind på linjen, og vi blev ikke opdaget, hvad der nok var mere held end forstand, men vi blev hurtigt enige om, at vi ikke kunne bruge en tilfældig aflytning til noget som helst. Sagen måtte sættes i system."

Børge Poulsen (i midten) ved Østre Skole i befrielsesdagene. Fotokilde: Ukendt.

Aflytning i krydsfeltet
"Jeg bad om en samtale med et medlem af modstandsbevægelsens øverste ledelse på Fyn" forsætter Børge Poulsen. 

"Det viste sig at være min egen læge, Einar Kruse, og han blev straks fyr og flamme. Få dage efter blev jeg kaldt til et nyt møde, og her fik jeg at vide, at jeg skulle gå tilbage til min gruppe og sige, at sagen var droppet som uigennemførlig. 

Samtidig skulle jeg aflevere alle navnene på alle de telefonarbejdere, der var i min organisation. De blev samlet i en telefondeling, der til sidst nåede op på 35 mand. Den skulle forsvare telefonbygningen inde på Klosterbakken.

Så kunne jeg godt regne ud, at der var fundet en vej højere i systemet. Og jeg var faktisk også klar over, hvor ledelsen var gået hen."

Modstandsbevægelsens Fynsledelse havde kontaktet overingeniør Werner Hjort, der var ansat i Fyns Kommunale Telefonselskab, og han påtog sig, at installere de nødvendige installationer, så aflytningen af Gestapo på Husmandsskolen kunne finde sted.

Telefonmekanikerne M. Adamsen og Aage Pedersen gik ind i krydsfeltet, hvor man skabte forbindelse mellem Gestapos telefon og den aflyttende telefon ved at trække en ledning igennem krydsfeltet til det kabelnummer, der gik ud til aflytningsstedet. Denne ledningsforbindelse blev udført sådan, at hvis den blev opdaget og man trak i den for at finde ud af, hvor den gik hen, ville tråden gå i stykker.

Det var også nødvendigt at trække en ledning til det sted, hvor aflytningerne skulle ske. Det udførte overingeniør Hjort og overmontør Holger Rasmussen efter fyraften.

"Jeg ved det ikke, men jeg tror at overingeniør Werner Hjort var Dansk Samling-mand" siger Børge Poulsen. "I hvert fald havde han været logivært siden 1941. Han husede flere kommunister som Ib Nørlund og Holger Viveke, kaldet Fuglehandleren.

Da krigen var ved at være slut blev han arresteret og underkastet tortur, men han røbede ikke noget om telefonaflytningen."

Tysk og god hørelse en fordel
De første aflytninger fandt sted fra faldskærmmanden Peter Karlsens lejlighed på Drewsensvej i Odense og senere fra Hjorts hus på Carl Bernhards 25, men fra juni blev aflytningen sat i system fra en lejlighed på Chr. Richards Vej.

Det var den tyske kommunist Ernst Pudlich, der var flygtet til Danmark i 1935, som aflyttede Gestapo. Pudlich havde af naturlige årsager ikke svært ved at forstå, hvad der blev sagt. Både af tyskerne og deres danske håndlangere.

Men han havde et handicap, som var temmelig uheldigt i netop den branche, han forsøgte sig i. Han var tunghør. Så allerede i juli blev han afløst af Jørgen Adelgod, som kom fra Tønder, hvor han var stærkt eftersøgt.

Jørgen nedskrev samtalerne på dansk og var resten af besættelsen manden, som satte tingene i system med hjælp, fra blandt andet en kammerat fra Tønder, Johan Kyster og den senere Jette Hecht-Johansen.

Det var psykisk krævende at aflytte Gestapo. Ofte fremgik det at Gestapo mente, at telefonen blev aflyttet, og uden tvivl var der risiko for at blive taget på fersk gerning.

"Jeg har senere fået at vide, at tyskerne sagtens kunne have fundet frem til, hvordan de blev aflyttet" fortæller Børge Poulsen, "men der blev aldrig gjort et helhjertet forsøg. Mon ikke tyskernes kvalificerede telefonfolk havde nok at gøre med at opretholde forbindelser nede i det efterhånden sønderbombede Tyskland. Det tror jeg."

Reddet i sidste øjeblik
I slutningen af 1944 og begyndelsen af 1945 afsløredes mange stikkere og værnemagere, og modstandsbevægelsen fik et godt varsel, når Gestapo foretog razziaer eller anholdelser.

Masser af dispositioner ikke blot fra Gestapos side, men også fra værnemagtens blev kendt, lige som man vidste, hvor de fleste tyskere med kvarter på Husmandsskolen befandt sig.

"Vi kunne sagtens have likvideret f.eks. Kaj Munks morder, Wolfgang Söhlein, som ledede afdelingen for Sicherheitsdienst, eller højere placerede personer som Bovensiepen og Pancke. Vi vidste simpelthen, hvornår de stod på banegården i Odense, men vi havde en stående ordre om kun at agere, hvis vores egne operationer eller medlemmer var truede" fortæller Børge Poulsen, som selv med nød og næppe undslap tyskerne efter at være blevet stukket. Den danske stikkers telefonbesked blev imidlertid aflyttet og man nåede at advare Børge Poulsen og han højgravide hustru, som var i færd med at flygte til Sverige.

Kommandovejen bliver kortere
Fra 1. januar 1945 fik Børge Poulsens folk ordre om at angribe Gestapo og deres medhjælpere direkte, mens værnemagten blev holdt udenfor.

"Jeg stillede krav om at få en direkte forbindelse til aflytningerne. Og det fik jeg. I første omgang via kurer, derefter pr. telefon.

Aflytningerne spillede en afgørende rolle for vores operationer, og rent faktisk vandt vi, hver gang vi udfordrede Gestapo.

Jeg kan nævne et godt eksempel på, hvordan aflytningerne bragte os et skridt foran. En af mine kompagnichefer var eftersøgt og Gestapo sad med tre mand og en dansk stikker og ventede på ham i hans lejlighed. De blev øjensynligt utålmodige, for de gik ind til naboen og ringede til Husmandsskolen for at blive hentet. Vi opsnappede meddelelsen, angreb øjeblikkeligt og uskadeliggjorde tyskerne efter et håndgranatsangreb, hvor den danske stikker blev dræbt."

Husmandsskolen. Fotokilde: Paarup Lokalhistoriske Arkiv.

Gestapo på Grand Hotel

Gestapos hovedkvarter på Husmandsskolen blev bombet d. 17. april 1945, hvorefter Gestapo flyttede ind på Grand Hotel. Overingeniør Hjort og telefonmanden Holger Rasmussen, som var et stort organisationstalent, genoprettede dog allerede den 23. april aflytningen og umiddelbart efter blev Hjort, som nævnt arresteret.

"Vi havde gavn af aflytningerne til det sidste" erindrer Børge Poulsen.

"Tro det eller lad være. Så sent som 2. maj modtog Gestapo stadig anonyme danske stikkermeddelelser. Men takket være, at vi var så velorienterede, kunne fynsledelsen og den tyske kommandant for værnemagten den 3. maj holde et hemmeligt møde, hvor det blev aftalt, at de tyske soldater holdt sig på kasernen og at vi ikke angreb dem i perioden indtil de allierede kom.

Kommandanten kunne ikke garantere for, hvad Gestapo kunne finde på at gøre. Men det kunne vi."

Fra jernbanen til telefonen.

Det nedenstående er Heinrich Jürgen Petersens erindringer fra besættelsen, der er skrevet i 1985. Heinrich Jürgen Petersen tog senere navneforandring til Jørgen Adelgod.

Erindringen ligger i dag på Odense Stadsarkiv.

FKT står for Fyns Kommunale Telefonselskab.

Erindringen er blevet redigeret. Der er blevet ryddet op i en noget sparsom tegnsætning, udeladte ord er indsat og en del sætninger er blevet vendt på hovedet for at give mening. Alt er sket for at gøre erindringen lettere at læse og der er ikke ændret på noget i forhold til indholdet.

Jørgen Adelgods illegale legitimation. Fotokilde: Affotograferet af Fyn under besættelsen på Historiens Hus.

Fra jernbanen til telefonen.

Den 9. april 1940 overskred de tyske tropper den danske grænse, og jeg vågnede om morgenen ved, at der var tyske tropper i gaden, samt en mængde flyvemaskiner over byen.

Som bekendt overgav Danmark sig samme dag, vi kunne intet gøre over for overmagten.

På det tidspunkt var jeg formand for en DSU-afdeling og vi unge drøftede meget på vores ugentlige møder, hvordan vi skulle forholde os, for nu havde vi jo ikke den frihed som før.

Den tyske organisation DNSAP i Tønder var efterhånden en magtfaktor, som vi flere gange kom i slagsmål med, bl.a. på Tønder kirkegård, hvor vi kæmpede både med sten og cykelpumper, men vi fik overmagten og fik jaget dem på flugt. Det her var kun en af de mange træfninger, vi havde med dem.

Jeg var ansat ved DSB i Tønder henholdsvis som remisearbejder og vognopsynsmand. Her var vi en del DSU’er, som begyndte at lave sabotage.

Som vognopsynsmand havde jeg den opgave, at al transport fra Tyskland, som kom til Tønder, skulle jeg påse, om alt var pålæsset rigtigt og om hjulene var i orden. Dertil brugte jeg en langskaftet hammer og bankede på hjulene, hørte man ikke en klingende lyd, var hjulet defekt og den vogn skulle sendes tilbage til Tyskland igen. Jeg sendte mange vogne tilbage, selvom de intet fejlede.

Det blev efterhånden tyskerne påfaldende og en dag kom der en skrivelse til DSB, at alt tysk jernbanemateriel ikke måtte forsinkes og skulle frem uden eftersyn.

Der kom jo en mængde transport sydfra. Bl.a. en mængde biler og tanks. Der nåede vi at hælde sukker i olien og ellers rive samtlige ledninger itu. Var vi tissetrængende, gjorde vi det i benzintankene. De vogne som kom ind med koks og brændsel, stjal vi fra til eget forbrug.

Senere kom der bevæbnede tyske soldater på vagt, men alligevel kunne vi sabotere en del. F.eks. talte man med vagten, så andre kunne sabotere imens.

I 1944 fik vi det mere organiseret. Det havde bl.a. med sprængstof at gøre. Vi var f.eks. 4 mand samlet, hvor vi lavede disse ”marcipanbomber”. Det kaldte vi dem, fordi det lignede marcipan meget, vi fik det tilsendt fra modstandsbevægelsen i Esbjerg.

Vi sad virkelig og hyggede os med arbejdet og havde piber, cigaretter eller cigarer tændt. Af en ekspert fik vi senere at vide, at var vort lager gået i luften, så havde det meste af Tønder været udslettet.

Tønder den 9. april 1940. Fotokilde: Lokalhistorisk Arkiv for gl. Tønder Kommune.

Vi nåede bl.a. at sætte ild og sprængning på op til 8 værnemagerværksteder, den nat var der ikke mørklagt i Tønder. Vi var alle nået at komme hjem i seng uden at blive opdaget. Vores næste opgave var bl.a. at sprænge DSBs remise i luften eller i hvert fald at ødelægge deres lokomotiver.

Planen var følgende. Den pågældende nat havde jeg nattevagt sammen med en kollega, som ikke var indviet i planen. Vagten var fra kl. 22.00 til kl. 6.00 morgen. De 2 første timer arbejdede vi med at rense lokomotiver, således at de var klar til afgang igen, samt føre de lokomotiver ud på drejeskiven, som skulle ud at køre.

Efter kl. 24.00 var der forholdsvis arbejdsro, så den ene af os kunne godt lægge sig ned og sove et par timer på vores samlingsstue. Den aften var det min kollegas tur til at sove. Da han havde lagt sig og allerede sov ved 00.30-tiden, kom der 3 af mine sabotagekammerater. 

Vi lagde i fællesskab bomber i lokomotiverne. 7 stk. i alt, samt en bombe under drejeskiven som er beregnet til, at når lokomotivet stod på den, kan man dreje lokomotivet ud på det spor, som det nu skulle køre på.

Bomberne var tidsindstillet på en halv time. Da det var overstået, gik de tre kammerater efter planen hen, vækkede min kollega og sagde til ham, at det var fra modstandsbevægelsen. For ikke at han skulle løbe, blev han bundet på kryds og tværs, hvorefter jeg blev ført ind til ham, blev ”bundet” og lagt ved siden af ham.

Det skulle jo se ud som om, vi begge 2 var taget af modstandsgruppen. Kollegaen og jeg talte lidt sammen om vores situation, da bomberne pludselig sprang. Det var nogle ordentlige brag, så vi troede faktisk, at murene skulle styrte omkring os.

Jeg kunne efter det hurtigt løsne mig selv af rebet og derefter min kollega. Vi styrtede afsted op til banegården, som lå cirka 1 kilometer fra remisen.

Der mødte vi det danske politi og var til afhøring. Vi fortalte så, hvordan vi var blevet bundet af 3 mænd, som fortalte os, at de ville sabotere remisen og lokomotiverne.

Det var underligt for mig, at være til afhøring og være klar over, hvordan det var arrangeret. Det var lettere for min kollega til trods for, at han var chokeret – en ældre herre, god kollega og en god dansk mand.

Saboteret lokomotiv. Står i remisen ved Tønder Station. Fotokilde: Frihedsmuseets fotoarkiv.

Da de 3 sabotagegutter tog fra remisen og bomberne sprang, var der 2 af dem, der ikke turde tage hjem, men gik ud på landet og så ville tage til byen om morgenen, inden de skulle på arbejde.

De skulle have gjort som den ene, nemlig at gå lige hjem i seng, ham skete der intet. Derimod da de 2 andre kom ind mod Tønder, var byens indfaldsveje besat af dansk politi, som arresterede de to gutter til afhøring. De fortalte, at de havde bragt et par piger hjem, som boede på to forskellige bondegårde.

Politiet efterforskede forløbet og var hos samtlige bondegårde og der var selvfølgelig ikke nogle af pigerne, der var blevet fulgt hjem. Situationen var kritisk for vi 2 andre, for vi vidste jo ikke om de fængslede, havde fortalt noget.

En af mine bedste venner inden for politiet, en overbetjent der var formand for Socialdemokratiets Tønderkreds, ham talte jeg med. Vi drøftede jernbanesabotagen, dog uden at jeg var impliceret, men jeg sagde til ham, da han havde stor indflydelse i politiet, at det var ret vigtigt, at de blev løsladt ret hurtigt, for ellers blev de overført til Gestapo. For som jeg sagde til ham, at de 2 gutter havde med udbringningen af illegale blade at gøre.

Efter 11 dages fængsling med god kost og logi blev de løsladt. I løbet af 1944 blev der foretaget mange arrestationer af det tyske Gestapo, bl.a. også af mine modstandskammerater. De blev ført til Tyskland og i koncentrationslejre. Pragtfulde gutter, der intet røbede om os andre. De kom heller ikke hjem igen, de døde, hvor de var.

Et stort indtryk minder mig stadig om en oplevelse, jeg havde på mit arbejde. En dag på Tønder station kom et tysk tog ind, hvor der foran lokomotivet var 2 kreaturvogne. Da toget holdt stille, kom en tysk soldat og lukkede op for kreaturvognene, og til min store forbavselse lå der flere personer i halm. 

En af dem var en af mine modstandskammerater, som var taget af Gestapo et par måneder forud. Han så på mig, løftede en finger over munden, for derved at tilkendegive at han ikke havde røbet noget. Jeg spurgte den tyske vagtsoldat, om vi måtte give dem vores madpakker samt tilfældig røg, vi havde på lommen. Det gav soldaten tilladelse til og efter en kort pause, skulle toget videre nordpå. Han døde senere i koncentrationslejren.

Efterhånden var der flere af mine nærmeste, der blev taget af Gestapo. En dag var de ude efter mig. Jeg var på arbejde den dag fra kl. 14.00 til kl. 22.00.

Cirka kl. 14.30 kom 2 mænd og de løb tilfældigt på mig. De spurgte, om jeg vidste, hvor jeg var henne, men jeg fik mistanke om, at det var Gestapo, henviste dem til mesterkontoret for at få oplysninger om, om jeg var på arbejde. 

De løb derhen, hvor jeg løb modsat vej til et værktøjsmagasin, hvor jeg indviede formanden der om min mistanke. Han fik mig beordret til et gemmeskjul i kælderen. Derefter løb han op til mesterkontoret og da lokomotivmesteren så ham, spurgte han om formanden vidste, hvad tjenestetid jeg havde.

Formanden fik fat i tjenestetidsdagbogen og bladede i den, hvor han lod Gestapo se, at jeg var taget hjem den dag kl. 14.00. Det var de tilfredse med og takkede. Formanden havde vist dem min tjenestetid ugen i forvejen, hvor jeg altså havde fyraften kl. 14. 

Han kom hurtigt hen til mig og fortalte forløbet og at de nok sad hjemme på mit værelse og ventede på mig. Bagefter fik jeg at vide, at de havde ventet på mig i 3 timer. Da jeg ikke kom, tog de min nyerhvervede radio med samt andre ting af værdi.

Samme dag var der 2 fyrbødere, Holger fra Odense og Tjæreborg, det kaldte vi ham, da han var fra denne by, der skul le være hjemme kl. 17.00. De kom med tog nordfra.

Da de kom hjem, fik jeg fat i dem og forklarede, at nu var det alvor. De var i samme gruppe som mig, så vi blev enige om hurtigt at tage det første tog nordpå, hvor Tjæreborg havde sine forældre boende. Vi fik god hjælp undervejs, idet vi sad i selve postvognen, så ingen skulle opdage eller genkende os.

Vi nåede Tjæreborg hen ved kl. 24.00 og vækkede kammeratens forældre. Jeg husker dem tydeligt. Et dejligt ægtepar, der var både ængstelige og omsorgsfulde for os. De var stået ud af sengen og begge i nattøj. Det første vi skulle, var at få noget at spise. Da de havde bøfkød stående fik vi alletiders middag og det slog slet ikke min appetit i stykker, at de gik i nattøj og i bare tæer med mange lakridser imellem.

Næste dag drog vi videre mod Odense, hvor Holger hørte til og der var jo også større muligheder for, at gemme sig i en storby.

Vi nåede Odense med toget, hvor vi afventede begivenhedernes gang i Kongens Have. For som Holger sagde, vi skal lige vente på en, jeg kender, som skal sige min bror besked, at vi er her og skal have hjælp.

Der kom en jernbanemand forbi som Holger kendte. Han satte ham ind i sagen, om han ville give Holgers bror besked, at vi sad her i Kongens Have.

Kongens Have, oktober 1943. Fotokilde: Stadsarkivet.

Det ville han gerne, men fik sit livs forskrækkelse, da han gav beskeden til Holgers bror. Denne trak en revolver, pegede på jernbanemanden og sagde: Det vil jeg sige dig, jeg kender dig ikke, du kan jo være stikker og alt muligt, nu cykler du 3 meter foran mig og er der den mindste tvivl, så bliver du skudt omgående. 

Stakkels mand, han blev chokeret, men da de kørte forbi Kongens Have og Holgers bror så os, fik han lov til at cykle videre.

Holgers bror fik besked om vores flugt fra Tønder og at vi gerne ville i modstandsbevægelsen her. Den første nat blev vi indlogeret på et værelse på anden sal et sted i Skibhuskvarteret, hvor vi fik rugbrødsmadder og en kasse øl. 

Dengang var der 50 øl i en kasse, så der var nok at tage af. Men husk på, at værelset var aflukket, så vi ikke kunne komme ud før næste formiddag og da der ikke var noget toilet, var der kun et at gøre, at tisse i de tomme ølflasker. Om det gik lige op, husker jeg ikke.

Dagen efter kom vi på et klubværelse på Nørrebro, hvor vi skulle afvente begivenhedernes gang. Holger og Tjæreborg kom i en sabotagegruppe, blev senere taget af Gestapo, ført sydpå og blev mærket for livet. De blev gennembanket og gennemgik de værste pinsler. 

Bagefter sagde de til mig, at de havde opgivet mig som hovedmand. Det havde lettet på pinslerne, for nu var Gestapo for alvor på jagt efter mig. De tænkte, som sandt var, at Jørgen fanger de nok ikke.

For mit vedkommende blev jeg sat til at aflytte Gestapos telefoner, fordi jeg kunne tysk og det job havde jeg fra 5. juli 1944 til 5. maj 1945. Det var et spændende job og et par gange var Gestapo ved at finde mig, men jeg nåede at komme fra stedet, hvor jeg aflyttede til et andet sted i byen. Det er for vidt at beskrive derom, det ville fylde en hel roman om min virksomhed som frihedskæmper i Odense.

Den mand, der foranledigede aflytningen var bl.a. medlem af Fynsledelsen, som jeg på det tidspunkt ikke anede, hvem var.

Efter 5. maj fik jeg at vide, hvem han var. Det var overingeniør Werner Hjort, senere direktør for FKT.

Efter befrielsen skulle jeg jo tilbage til Tønder, men fik et job ved efterretningstjenesten, hvor jeg stod frit stillet med bil at arrestere eftersøgte personer over hele landet. Jeg havde fået orlov fra jernbanen fra maj 1945 til maj 1946. Det var en meget interessant opgave i samarbejde med politiet og modstandsbevægelsen.

Nu havde jeg sat mig for, at jeg ikke ville tilbage til Tønder og søgte om at blive forflyttet til Odense, Svendborg eller Nyborg.

Lige efter besættelsen havde jeg bedt Werner Hjort om at blive ansat ved FKT. Desværre sagde han, det er småt med arbejde, vi har ingen materiel og en del telefonmænd er blevet afskediget under krigen og de skulle først ansættes igen. 

En måned før jeg skulle begynde hos DSB i Nyborg, ringede Werner Hjort til mig, at jeg godt kunne få et job ved FKT, men skulle lige bestå en lille prøve, og den bestod jeg med glans. 

Jeg kan huske, vi var cirka 10 mand til prøve, det foregik skriftligt og jeg husker, at jeg havde en lille fejl og det var, at jeg havde skrevet Ebeltoft med Æ.

Aflytning vedrørende Geels Kro

I perioden fra juni 1944 til maj 1945, der blev alle telefonsamtaler fra Husmandsskolen aflyttet.

På Rigsarkivet findes der en mappe, som dækker over Walthergruppen. Indholdet er beskedent, men blandt papirerne deri, der ligger der en computerskrevet afskrift af de aflytninger, som vedrører træfningen ved Geels Kro.

Det 13 sider lange dokument er fascinerende læsning, da det giver et meget direkte indblik i kommunikationen omkring træfningen, men også kommunikationen omkring Husmandsskolen generelt.

Det er også besværlig læsning, for ikke alt giver sig selv. Noget er oversat fra tysk, noget er ikke. Nogle steder er der bibeholdt tyske ord og vendinger i danske sætninger. Nogle steder læser man ting, der ikke helt giver mening. Med det sagt, så skal teksten læses med forbehold for menneskelige lytte- og skrivefejl.

Der er tilføjet store startbogstaver på en del tyske ord og en del tyske stavefejl er forsøgt rettet.

I den oprindelige tekst bruges forkortelsen S.P.O. flittigt. S.P.O. dækker over Schützpolizei. I gengivelsen her er S.P.O. omskrevet til Husmandsskolen og Gestapo, da dette giver mere mening.

Der er tilføjet ord, hvor disse synes faldet ud og en hel del forkortelser er blevet skrevet ud for læsevenlighedens skyld. Der er dog ændret minimalt i ordlyden på det, der er blevet sagt.

En del personer optræder i aflytningen, derfor har jeg lavet et persongalleri med korte oplysninger om dem, der er indsat i bunden af dette opslag. Andre optræder i teksten med titel og er derfor ikke taget med i persongalleriet.

I den oprindelige afskrift, der var der en del bemærkninger i parentes. Nogle er i denne udgave blevet fjernet, andre tilføjet og en del uddybet. 

Husmandsskolen. Fotokilde: Paarup Lokalhistoriske Arkiv.

Onsdag d. 12 juli 1944 kl. 16.55.
Fra Husmandsskolen til konsul Böhme.

Husmandsskolen: Ja, her er Bennemann. Jeg vil gerne meddele dem, at af diesen Bürschen har vi skudt tre, hvoraf en er død, to er løbet deres vej, og en af vore folk, Dolmetscher (tolk) Poul Hansen ist verletzt.
Böhme: Danke hr. Bennemann, dass hast aber einen harten kampf gewesen.

Kl. 18.20.
Kurt Gutmann ringer ude fra byen til Hannes Frahm.

Gutmann: Er Andersen kommen?
Gutmann: Han har jo adresserne med. Kør straks til forældrene, eller hvad der er af familie, afhør dem kort, tag dem med, se hvilken omgangskreds drengene - die jugend - har haft. Verificer adresserne. Jeg kører om lidt til sygehuset. Poul Hansen er ikke livsfarligt såret.

Kl. 19.15.
Politifuldmægtig Voldborg, Kerteminde politi til Husmandsskolen.

Voldborg: Jeg vil gerne tale med hr. Gutmann.
Frk. Bachhaus: Hr. Gutmann er ikke her, hr. Voldborg. Har de noget tjenstligt at meddele vedrørende denne sag?
Voldborg: Nej, men hr. Gutmann har lovet mig, at give mig personalia m.m. for de sårede sabotører. Vil de bede hr. Gutmann om, at ringe mig op desangående.

Kl. 19.30.
Kriminalassistent Thuesen, Odense politi, til Husmandsskolen.

Thuesen: Jeg vil gerne tale med en dansktalende (en dansktalende kommer til telefonen).
Thuesen: Om man ikke vil være så venlig, at sige til Kriminalrat, hr. Gutmann, at bede ham sørge for, at hente de fem cykler på Geels Kro endnu i aften, idet jo to af de fem sabotører stak af, og kromanden er bange for, at de kommer igen i aften, eller i nat efter cyklerne. Cyklerne kan også være værdifulde ved undersøgelsen. De står i kælderen.
Husmandsskolen: Javel, det skal blive sagt til Hr. Gutmann.

Kl. 22.05.
Fra Husmandsskolen til tlf. 3654 – kriminalassistent Thuesen privat.

Rohde: Ja, det er Rohhde. Jeg vil gerne spørge dem hr. Thuesen, hvornår de har tid til at tale med hr. Gutmann. Det drejer sig om identificering af liget (liget af Gunnar Carlo Nielsen, der blev dræbt ved Geels Kro).
Thuesen: Hvilket lig?
Rohde: Ja, det er jo fra i eftermiddag. Der er en død, og tre sårede på Sygehuset.
Thuesen: Ja, hr. Rohde, skal vi sige i morgen kl. 09.30.
Rohde: Javel, hr. Thuesen, så siger vi det.
Thuesen: Hr. Rohde, hvordan går det med cyklerne, der står ved Geels Kro i kælderen? Værten var nemlig ikke glad for, at have dem stående dér, for de (sabotørerne) kunne komme i nat og hente dem.
Rohde: De skal nok blive hentet, hr. Thuesen.

Aflytningsrapporten. Fotokilde: Stadsarkivet.

Torsdag den 13. juli 1944 kl. 08.10.
Fra Husmandsskolen til Shellhuset, København.

Kriminalrat Hofmann meddeler, at hr. Gutmann ikke kommer til København i dag, grundet begivenhederne i går (Her tror jeg, at der er en fejl. Og at det er en Kriminalrat, der meddeler Hofmann på Shellhuset, at Gutmann ikke kommer).

Kl. 08.20.
Söhnlein fra Husmandsskolen til Untersturmführer Padel, København.

Söhnlein: Endvidere blev der den 12. juli ved Geels Kro, ca. 7,5 km. fra Odense, en skudveksling mellem fem unge mænd, der holdt skydeøvelse i en grusgrav og Gestapo, som havde fået besked derom. (De fem unge mænd var blevet stukket af den ene af to brødre, der drev slægtsgården Pedersminde ved Raagelund).
Dolmetscher (tolk) Poul Hansen blev hårdt såret ved et skud gennem halsen. Af de fem illegale, blev to hårdt såret og en er død.
Ikke længe efter denne begivenhed, vidste hele Odense besked herom og der samlede sig straks mere eller mindre kommunistiske elementer i gaderne og diskuterede sagen. Endvidere diskuteredes den ugunstige situation på Østfronten. I øvrigt er hadet til Gestapo steget betydeligt. På den anden side forstår borgerne ikke, at Gestapo viste dét angående skydeøvelserne i Gelsted. Endvidere harmes befolkningen over, at der næsten dagligt sker mord, både for og imod, der jo ikke kan blive ved ret længe, før der skabes en mægtig uro. Ved begivenhederne i går siges det i befolkningen, at der er faldet flere Gestapo-folk.

Kl. 08.50.
Fra Husmandsskolen til den tyske krigsmarines fjernskriver.

Den 12. juli 1944 blev det bragt i erfaring, at i en grusgrav ved Rågelund blev der holdt skydeøvelser af fem unge mænd med pistoler og et maskingevær.
Ved en hurtig kommando fra os blev personerne i Gelsted (Her må menes Geels Kro) overrasket, og det kom til skyderi, hvorved Dolmetscher Poul Hansen, der er ved det herværende tjenestested (Husmandsskolen), blev hårdt såret ved et skud gennem halsen.
Af de fem personer, der er fra en illegal terrorgruppe i Odense, blev tre hårdt såret, og indlagt på Odense sygehus.

Det drejer sig om smed, Poul Arne Andreasen, født den 9. februar 1925 i Odense, boende St. Glasvej 41 hos forældrene, samt smed Erik Giersing, født den 20. september 1925 i Odense, boende Lollandsgade 26, ved fru Jørgensen.

En ikke identificeret person, der ved indlæggelsen på sygehuset var død.

To, til nu, ukendte personer kunne nå at komme bort.

De sårede havde tre stk. 11 mm. pistoler.

Gez (underskrevet).

SS-Hauptsturmführer
Kurt Gutmann.

Kl. 09.00.
Fra Rohde til Husmandsskolen.

Rohde meddeler, at Poul Hansens tilstand er god og at han vil blive sendt på lazaret i Fredericia i dag.

Kl. 09.45.
Til Husmandsskolen fra Müssener.

Müssener: Tag en vogn, og hent fru Hansen, kør hen på sygehuset med hende, og se om hun kan kende liget.

Kl. 16.30.
Fra Husmandsskolen. Telefondame Erika til Leonardt Pochter, Fredericia feltlazaret.

Kriminalrat Pochter til overlæge Heiss: Poul Hansen har ikke haft opkastninger og er ved fuld bevidsthed. Kun ansigtstrækkene er unormale.

Fredag den 14. juli 1944, kl. 10.30.
Fra Husmandsskolen til Kerteminde, tlf. 369 - politikontoret.

Politifuldmægtig Voldborg til Kurt Gutmann.

Voldborg: Det drejer sig om Geels Kro-affæren. Se, efter dansk lov kan vi få liget udleveret og sørge for dets begravelse.
Gutmann: Derom har jeg talt med politimesteren i Odense, og han siger: Det er et rent tysk anliggende, der er afgjort i København.
Voldborg: Nå, så får vi ikke liget udleveret?
Gutmann: Nej, det beholder vi!
Voldborg: Nå, så må De undskylde, det var blot det, jeg skulle have at vide.

Kl. 10.40.
Gutmann fra Husmandsskolen til løjtnant Reich.

Drøfter begravelsen af liget.

Gutmann: Få en kiste ud i eftermiddag. Har tænkt at begrave ham i morgen tidlig. Mon vi kan komme ind på sygehuset i morgen tidlig kl. 04.00?
Reich: Ved det ikke. 

Brødrene, der angav modstandsfolkene ved Geels Kro, blev i første omgang idømt dødsstraf, men straffen blev anket og de fik i stedet hver 16 års fængsel. Fyens Stiftstidende den 20. maj 1946. 

Men enes med Gutmann om, at begravelsen skal være i morgen aften. Vognen skal komme ud på kasernen kl. 17.45. og få kisten og en 5-6 mand med.
Gutmann: I har vel spader? Vi drøfter sagen nærmere privat i eftermiddag!

Kl. 16.55.
Fra Husmandsskolen til tlf. 102 - Odense Sygehus.

Bennemann til Müssener.

Bennemann: Kan jeg få lov til at tale med en af de to kammerater, der er derude og afhøre de to sårede sabotører?
Müssener kommer til telefonen.
Bennemann: Ja, det er Bennemann. Du, chefen (Gutmann) har sagt til mig, at jeg skal fotografere liget. Kan det nås i morgen tidlig?
Müssener: Ja, det kan det godt.

Lørdag den 15. juli 1944 kl. 10.40.
Gutmann fra Husmandsskolen til Løjtnant Reich.

Reich: Ja, liget har jeg sendt væk nu og sendt to Schutzpolizei mit.
Gutmann: Udmærket, så kommer jeg kl. 06.00 und de Leute sind auch fertig hier.
Reich: Ja, fra os kommer der fire mand.

Kl. 16.50.
Snedkermester Christian Nielsen, Sdr. Boulevard til Husmandsskolen.
Nielsen: Jeg var ude hos dem i formiddags angående liget, men de sagde ingen ligklæder. Tog ligklæderne med igen, men ved en fejltagelse har liget alligevel fået dem på.
Husmandsskolen: Hvordan det, vi har ingen ordre givet derpå!
Nielsen: Jeg gav portøren besked derpå, men så er der kommet en anden portør, der har gjort det Der stod endda der stod to Schutzpolizei-folk og så derpå.
Husmandsskolen: Det er der ikke noget at gøre ved.
Nielsen: Vil De ikke betale?
Husmandsskolen: Kom ind på mandag, så kan vi drøfte sagen.

Mandag den 17. juli 1944, kl. 08.45.
Gutmann fra Husmandsskolen til lazarettet i Fredericia.

Gutmann: Jeg vil gerne tale med overlægen (overlæge Beiler). Hvordan går det med Hansens helbred?
Beiler: Efter omstændighederne godt.
Gutmann: Må vi besøge ham?
Beiler: Højst en eller to gange ugentligt. Trænger stadig til ro og besøg må ikke vare for længe.

Kl. 09.35.

Fra Politifuldmægtig Voldborg, Kerteminde til Husmandsskolen.

Voldborg: Jeg skulle spørge fra politimesteren i Kerteminde, om de havde identificeret liget af den ukendte fra Geels Kro?
Husmandsskolen: Ja, det er Gunnar Nielsen, født den 11. november 1925 i Sønderborg. Hans far har været her. Begravelsen er besørget. Han er allerede i jorden.
Voldborg: Nå, mange tak hr. Gutmann.

Kl. 13.25.
Fra Husmandsskolen til ?

(Da dr. Busch er tilknyttet lazarettet i Fredericia, er det en mulighed, at det er her, der ringes til)  

Husmandsskolen: Jeg skal give dem følgende besked om de to, af os beskudte danskere, der ligger på det danske sygehus.
Poul Arne Andreasen, født den 9. februar 1925 i Odense. Har fem benskud og to brystskud.
Erik Giersing, født den 20. september 1925. Har ét benskud.
Vil de meddele dette til dr. Busch?

Kl. 19.00.
Fra Oberartzt (overlæge) til Husmandsskolen.

B (dækker nok over Beier eller Busch, der begge var overlæger på lazarettet i Fredericia): Meddeler i fortsættelse af samtale om de to sabotører, at den ene ikke er transportfähig, men måske den anden. Vil først tale med dansk læge på sygehuset.

Tirsdag den 18. juli 1944 kl. 09.55
Fra København (Peter) til Gutmann.

Gutmann: Ja, vi havde jo lidt skyderi forleden - ret interessant!
Peter: Fik I fat i nogen?
Gutmann: Ja, en død og to hårdt sårede, men der er en forbindelse med mordforsøget på skibsingeniør Finke, så vi har jo fået noget ud af det.

Kl. 10.35.
Fra dr. Busch til Müssener.

Busch: Giersing kan ikke borttransporteres, men derimod Andreasen. Og jeg har tænkt at tage ham bort torsdag morgen trods den danske læges protester.

Onsdag den 19. juli 1944, kl. 08.15.
Fra Gutmann til dr. Busch.

Gutmann: Kan denne Andreasen ikke komme bort i dag i stedet for i morgen, torsdag?
Busch: Det kan han sådan set godt, men jeg har nu aftalt med den danske læge, torsdag.
Gutmann: Ja, men det det passer mig ikke rigtig, for på torsdag er jeg her ikke.
Busch: Nå, men så siger vi i morgen kl. 09.00.
Gutmann: Skal jeg ringe til sygehuset herom?
Busch: Behøves ikke!
Gutmann: Ja, men dr. Busch jeg gør det sådan, at jeg kommer med transportvognen i morgen kl. 09.00 og forlanger ham udleveret, de kan jo alligevel ikke sætte sig imod det.

Kl. 08.20.
Fra O.K.W. til Hannes Frahm.

O.K.W.: Hør, vognen, der skal hente Andreasen på sygehuset, står ved kasernen.
Frahm: Ja, det er godt.
O.K.W.: Hvor mange kommer der med fra jer?
Frahm: Sygetransporten skal køre i forvejen og vi kommer bagefter i en vogn og passer på med et maskingevær.
O.K.W.: Godt, vi er der ved sygehuset kl. 08.45. Ja, det er vi.

Kl. 19.10.
Fra overlæge Reichler (lazarettet i Fredericia) til Husmandsskolen.

Reichler: Den danske sabotør (Poul Arne Andreasen), der er kommet fra Odense til morgen, overføres fra lazaret Fredericia til arrestlokale i Krankenrevier på kasernen i Fredericia, da han bedre kan bevogtes der.

Den 20. juli 1944, kl. 11.25.
Fra SS-Hauptman Sallike til Gutmann.

Sallike: Hr. Gutmann, må jeg give mine soldater en beretning om skyderiet ved Geels Kro?
Gutmann: Ja, du kan vente en 14 dages tid, så har jeg en fuldstændig beretning herom.
Sallike: Ja, men jeg ville kun give en kort beretning om det, så soldaterne ikke tror de kan gå sorgløst omkring.
Gutmann: Det kan du godt, du kan sige det drejer sig om en terrorgruppe osv. Så får du den endelige afslutning om en 14 dages tid.

Mandag den 31. juli 1944, kl.11.45.
Fra Husmandsskolen. Gutmann til Böhme, det tyske konsulat.

Gutmann: Nu har vi fået fat i den femte mand fra Geels Kro (Hugo Hansen).
Böhme: Gudskelov, jeg gratulerer.
Gutmann: Ja, jeg glæder mig også derover.
Böhme: Hvad så med den fjerde mand? (Normann Grønvig Rasmussen)
Gutmann: Ja, han skulle jo være anskudt, men vi har ikke fundet ham endnu.
Böhme: Kom det til skyderi?
Gutmann: Ja, men ingen af vore folk er sårede, nu glæder jeg mig til afhøringen, for manden skal nok have været med lørdag nat (Raagelund). 

Böhme: Held og lykke.

Onsdag den 2. august 1944, kl. 08.30.
Fra Husmandsskolen. Gutmann til Hauptmann Zahleche.

Gutmann: Angående indberetningen om Bauer Hansen (Tyge Hansen, Raagelund). Kan jeg ikke få det samlede materiale? Sagen interesserer mig meget, fordi jeg har fået flere vigtige oplysninger.

Fredag den 4. august 1944, kl. 11.40.
Fra Husmandsskolen. Gutmann til dr. Busch, lazarettet i Frederica.

Gutmann: Hvordan går det med patienten (Erik Giersing)?
Busch: Ja, han kan ikke transporteres endnu, det vil vare mindst 2-3 uger.
Gutmann: Varer det så længe?
Busch: Ja, det gør det, sein ganzer Oberschenkel (overlår) ist kaput.
Gutmann: Så kommer jeg til at vente.

Tirsdag den 8. august, kl 17.10.
Fra Oberartzt dr. Busch, lazarettet i Fredericia til Gutmann på Husmandsskolen.

Busch: Dolmetscher Hansen skal have 4 ugers orlov.
Gutmann: Kann der komme en Sanitär i morgen og forbinde den sårede mand vi har her (Poul Andreasen)?

Torsdag den 10. august 1944, kl. 15.45.
Gutmann fra Husmandsskolen til Schutzpolizei, Nonnebakken (Odd Fellow-logen).

Gutmann: Hvem skal have vagten på sygehuset?
Schutzpolizei: Det skal 4. kompagni, Schutztpolizei-Oberwachtmeister Kullemann, Lehmann og Vorberg.

Lørdag den 12. august 1944, kl. 15.35.
Fra Husmandsskolen til 4. kompagni, schutztpolizei. Stark til Petri.

Stark: Kontroller vagten på sygehuset. Der havde kun været en vagt i middags, og I skal være to hele tiden.
Petri: Vi skal nok påtale det.

Den 26. august 1944, kl. 09.00.
Gutmann fra Husmandsskolen til Meister Rabe.

Gutmann: Skal vi indskrænke?
Rabe: Ja, der skal 14 mand afsted. Ordre fra Bath, 2. kompagni, Jægersborg.
Gutmann: Hvad så med manden på sygehuset (Erik Giersing)? Hvad med vagten?
Rabe: Der bliver 4 mand tilbage.
Gutmann: Ham på sygehuset skal bevogtes. Det er en mand fra invationsgruppen og tager de ham, er meget ødelagt. Så kommer vi ligefrem på bar bund igen! Sig til Petri: Ham på sygehuset skal bevogtes! Man ved aldrig, hvad der kan ske den 28.-29. August.

Kl. 09.15.
Gutmann fra Husmandsskolen til Oberartzt dr. Busch, lazarettet i Fredericia.

Gutmann: Hvordan går det med ham på sygehuset (Erik Giersing)?
Busch: Det går ikke så godt, seine Oberschenkel (overlår) er jo helt revet op og lægerne på sygehuset vil prøve, om det kan lappes sammen.
Gutmann: Ja, men nu skal vagterne bort fra sygehuset, så nu vil vi gerne have ham bort derfra.
Busch: Ja, det kan jeg godt forstå.
Gutmann: Ja, for hvis han kommer til at ligge alene, vil han udtale sig om afhøringen og det går jo ikke.
Busch: Ich will mal den Vogel ansehen, dass sie uns nicht bescheißen (de skal ikke snyde os).

Kl. 09.35.
Gutmann fra Husmandsskolen til Hauptmann Lemcke, O.K.W.

Gutmann klager over, at vagterne bliver taget fra ham.

Lemcke: Ja, men I får jo ersatz!
Gutmann: Også på sygehuset?
Lemcke: Ja, men det kan godt være, det bliver civile i uniform.
Gutmann: Ja, men det gør heller ikke noget. Nu er jeg beroliget.

Kl. 09.55.
Fra Kriminalrat Bergenkopf til Meister Petri.

Bergenkopf: Jeg skal sige fra Gutmann, at vi får ersatz, for dem vi afstår. Der skal ubetinget holdes vagt ved fangen på sygehuset.

Torsdag den 7. september, kl. 17.20.
Fra Kriminalrat Ervin til Gutmann på Husmandsskolen.

Ervin: Der er tale om en sygevogn og en stor personbil. En mand, der har koldbrand, og som der skal have benet sat af. Nogle mænd skal til Nyborg og Beltbrügge (Lillebæltsbroen) for at holde vagt.
(Erik Giersing er blevet befriet)

Kl. 17.35.
Fra Oberartzt dr. Busch til Söhnlein på Husmandsskolen.

Busch taler med Söhnlein om den mand, der skulle have benet sat af. Kalder det hele noget forbandet Schweinerei!

Kl. 19.20.
Aarhus kalder Petri.

Fernspruch S an Hauptmann Roletski.

Am 07.09.1944 gegen 15.40 Uhr wurde der Doppelposten, der in dänischem Krankenhaus einen verletzten Saboteur bewachten, von fünf mit Maschinenpistolen bewaffneten jungen Männern überfallen und entwaffnet.

Der Doppelposten wurde in einen Nebenraum eingeschlossen, und der Saboteur aus dem Krankenhaus weggeschafft.

Die Bewaffnung, der beiden posten, gestand aus einer Maschinenpistole und zwei Pistolen, und wurde von den Tätern mitgenommen.

Die Männer des Doppeltposten würden nicht verletzt. Zu einer Schießerei ist nicht gekommen.

Namen die Doppelposten: Oberwachtmeister der Gendarmerie, Joseph Kuchla. Oberwachtmeister der Schutzpolizei der Reserve Frank Wartechik.

Kl. 19.30.
Weitere zum Schutzpolizei Fernspruch.

Heute Nachmittag, wurde der im Dänischem Krankenhaus angeschossene Terrorristen, Erik Giersing, geboren am 20.09.1944 in Odense, von fünf mit Maschinenpistole bewaffneten Terroristen im Krankenhaus entführt.

Die im Krankenhaus befindliche Wache von zwei Mann wurde Überwältigt und entwaffnet.

Giersing war Mitglied der invations und befand sich seit 17.09.1944 im Krankenhaus (her må menes den 12.07.1944). Er war nicht transponiert… (samtalen afbrudt)

Müssener fotograferet, da han i januar 1946 blev afhørt af politiet i Odense. Det var ham, der viste, hvor Gunnar Carlo Nielsen lå begravet ved Seden. Fotokilde: Stadsarkivet.

Kl. 20.25
Müssener til løjtnant Reich.

Müssener: Der sidder endnu folk fra denne terrorgruppe, der har været på sygehuset, i Albanigade (arresthuset).
Reich: Jeg tror ikke, de kommer i nat.
Müssener: Der må passes godt på.
Reich: Ja, men hvor mange er der da? Müssener: Ah, vistnok en 7-8 mand.

Kl. 20.40.
Fra Wegener til Husmandsskolen, angående Fernspruch.

Müssener ist oben, aber hier ist Heuer.

Heuer: Wegener mener jo, at der bør sættes en ekstra vagt med maskinpistoler i Albanigade.
Müsssener: Skal de ikke snart væk derfra?
Heuer: Jo, om en 8 dages tid til København. Angående Schweinereiet på sygehuset, mener jeg ikke vagten burde have ladet sig afvæbne, men at "dass stinkt, und wird sicher von oben auf dem Deckel gegeben.

Kl. 20.55.
Fra Hannes Frahm til telefondamen Erika.

Frahm: Jeg tror ikke på, at manden fra sygehuset er ført til et andet sygehus, men er et eller andet sted på Fyn.
Erika: Jo, han er nok på et sygehus, die Ältzte sind ja auch alle dabei.

Fredag den 8. september, kl. 12.25.
Gutmann fra Husmandsskolen til Sicherheitsdienst Kolding.

Gutmann: Jeg har sendt mit civile tøj bort. Der er taget en hårdt såret sabotør ud her fra sygehuset i går. Jeg kan ikke gøre for det.

Søndag den 10. september 1944, kl. 05.55.
Meister Raum fra Husmandsskolen til Jäger, 1. Polizei Kompanie i Aarhus.

… og så er to mand sendt på march til København. Disse to mænd er dem, der blev afvæbnet af sabotørerne på sygehuset. Nahme: Joseph Kuchla og Franz Wartechik.

Jäger: Ja, men giv mig hellere en klarmelding og send den med kurer.

21. november 1944, kl. 19.55.
Fra Sicherheitsdienst i Kolding til Gutmann på Husmandsskolen.

Kolding: Sig mig, blev der ikke befriet en mand fra sygehuset hos jer i juni (der må menes september). En med et skud i benet?
Gutmann: Jo, med benskud, har I ham?
Kolding: Måske.
Gutmann: Ha, det er ikke første gang, de render fra os over til jer. Vi må arbejde noget mere sammen. Han er sikkert fra samme gruppe som vores mand (Hugo Hansen).

Onsdag den 29 november 1944, kl. 10.20.
Hannes Frahm fra Husmandsskolen til Rohde s.w.

Frahm: Du, Nolde er hos jer, ikke?
Rohde: Jo, det er han.
Frahm: Spørg ham lige, hvem der var på værelset. Andreassen siger, at Hugo Hansen var der.
Rohde: Et Øjeblik. Hugo, Andreasen, Erik, Gunnar var på Noldes værelse.
Frahm: Var det ikke hos ingeniør Finke?
Rohde: Nej, det var det ikke.

Persongalleri:

• Bennemann: Heinz Bennemann, kriminalinspektør
• Böhme: Georg Böhme, tysk konsul i Odense 1915-1945
• Gutmann: SS Hauptsturmführer Kurt Gutmann, leder af Husmandsskolen/Aussendienststelle Odense.
• Hannes Frahm: Johannes Jürgen Frahm, ansat af Gestapo på Husmandsskolen.
• Andersen: Sandsynligvis Frede Andersen eller Alfred Andersen, begge var tilknyttet Husmandsskolen som tolke og chauffører.
• Poul Hansen: Poul Tysker, der blev såret ved aktionen ved Geels Kro.
• Frk. Bachhaus: Inge Bachhaus, telefondame.
• Rohde: Jens Friedrich Hermann Rohde, Hauptwachtmeister.
• Hofmann: Se note under navnets første optræden.
• Söhnlein: Wolfgang Söhnlein, leder af SD i Odense.
• Müssener: Erwin Müssener, SS-Scharfführer, souschef for Gestapo i Odense
• Fru Hansen: Ubekendt.
• Løjtnant Reich: SS løjtnant.
• Bennemann: Heinz Bennemann, Kriminalrat.
• Peter: Ubekendt.
• Skibsingenør Finke: Ubekendt.
• Dr. Busch: Overlæge på feltlazarettet i Fredericia.
• O.K.W.: Normalt vil dette stå for Oberkommando der Wehrmacht, det har jeg dog svært ved, at få til at passe her.
• Hauptmann Zahleche: Ubekendt.
• Stark: Meister.
• Petri: Meister.
• Hauptmann Lemcke: Ubekendt.
• Heuer: Kriminalinspektør Oscar Heuer.
• Nolde: Ubekendt.