Der er rettet en smule i tegnsætning og opsætning for læsevenlighedens skyld, ligeledes er der rettet stavefejl.
 |
| Aflytningsrapporten i fysisk form. Fotokilde: Stadsarkivet. |
Telefon til Gestapo
Den 5. maj 1945 kl. 07.15 noteredes den sidste samtale i Gestapos telefoner i Odense.
”Seuner til Schnotz. De er alle væk … der står på en seddel til mig, at de har forladt stedet kl. 5 … Der er et utroligt roderi her, vi kan ikke aflevere det sådan …”
Den rådvilde tilflugt til gode småborgerlige værdier i kapitulationens øjeblik falder i øjnene ved læsningen af udskriften af samtalen fra Gestapos Hovedkvarter i Odense.
Men det var nu ikke for at danne sig et indtryk af tysk borgerlighed, at modstandsbevægelsen på Fyn i det sidste år af besættelsen systematisk lyttede med på Gestapos telefoner.
Gestapos opgaver var som Geheime Staats Polizei at opspore sabotører og foretage forhør, ofte under brug af streng tortur. Hvis modstandsbevægelsen derfor kunne få et indblik i Gestapos aktiviteter og planer, var meget vundet. På Fyn betød den vellykkede aflytning større sikkerhed ved sabotageaktioner og færre arrestationer.
Den første forbindelse
Fra første færd havde sabotørerne på Fyn et godt øje til Fyns Kommunale Telefonselskab.
I tiden før våbennedkastningerne var det nødvendigt at være opfindsomme og telefonmontørernes såkaldte mox-box med tilhørrende stormtændstikker, som montørerne brugte, når de skulle lodde ude i terrænet, var velegnet til at lave en primitiv brandbombe af. Den kunne nemlig antændes med en tre-minutters forsinkelse, som betød at sabotøren nåede at slippe væk.
Børge Poulsen, med dæknavnet Tonny, som var en af de ledende personer i opbygningen af militær- og sabotagegrupper på Fyn, havde netop på grund af mox-boxerne en bred kontaktflade til telefonarbejderne, og det fik videre betydning i oktober 1943.
Men det var nu ikke for at danne sig et indtryk af tysk borgerlighed, at modstandsbevægelsen på Fyn i det sidste år af besættelsen systematisk lyttede med på Gestapos telefoner.
Gestapos opgaver var som Geheime Staats Polizei at opspore sabotører og foretage forhør, ofte under brug af streng tortur. Hvis modstandsbevægelsen derfor kunne få et indblik i Gestapos aktiviteter og planer, var meget vundet. På Fyn betød den vellykkede aflytning større sikkerhed ved sabotageaktioner og færre arrestationer.
Den første forbindelse
Fra første færd havde sabotørerne på Fyn et godt øje til Fyns Kommunale Telefonselskab.
I tiden før våbennedkastningerne var det nødvendigt at være opfindsomme og telefonmontørernes såkaldte mox-box med tilhørrende stormtændstikker, som montørerne brugte, når de skulle lodde ude i terrænet, var velegnet til at lave en primitiv brandbombe af. Den kunne nemlig antændes med en tre-minutters forsinkelse, som betød at sabotøren nåede at slippe væk.
Børge Poulsen, med dæknavnet Tonny, som var en af de ledende personer i opbygningen af militær- og sabotagegrupper på Fyn, havde netop på grund af mox-boxerne en bred kontaktflade til telefonarbejderne, og det fik videre betydning i oktober 1943.
Efter at den danske regering var trådt tilbage, kom Gestapo til Danmark, og i Odense beslaglagde de Husmandsskolen i Taarup, hvortil de straks bestilte et antal telefonforbindelser hos Fyns Kommunale Telefonselskab.
"Da vi hørte, at de bestilte almindelige telefoner, satte det straks tankerne i gang hos os om at lytte med på linjen" fortæller Børge Poulsen.
"Jeg kontaktede daværende telefonformand Viggo Jørgensen, som sagde, at det kunne han da godt hjælpe med, men så ville vi straks blive afsløret.
"Da vi hørte, at de bestilte almindelige telefoner, satte det straks tankerne i gang hos os om at lytte med på linjen" fortæller Børge Poulsen.
"Jeg kontaktede daværende telefonformand Viggo Jørgensen, som sagde, at det kunne han da godt hjælpe med, men så ville vi straks blive afsløret.
Den tyggede vi lidt på indtil en af de mere opfindsomme i gruppen sagde, at så gjorde vi det da bare selv. Og det gjorde vi.
Op i masten og så koblede vi os ind på ledningen med en almindelig telefongaffel med to ledninger med ørnenæb. Vi kom rent faktisk ind på linjen, og vi blev ikke opdaget, hvad der nok var mere held end forstand, men vi blev hurtigt enige om, at vi ikke kunne bruge en tilfældig aflytning til noget som helst. Sagen måtte sættes i system."
 |
| Børge Poulsen (i midten) ved Østre Skole i befrielsesdagene. Fotokilde: Ukendt. |
Aflytning i krydsfeltet
"Jeg bad om en samtale med et medlem af modstandsbevægelsens øverste ledelse på Fyn" forsætter Børge Poulsen.
"Jeg bad om en samtale med et medlem af modstandsbevægelsens øverste ledelse på Fyn" forsætter Børge Poulsen.
"Det viste sig at være min egen læge, Einar Kruse, og han blev straks fyr og flamme. Få dage efter blev jeg kaldt til et nyt møde, og her fik jeg at vide, at jeg skulle gå tilbage til min gruppe og sige, at sagen var droppet som uigennemførlig.
Samtidig skulle jeg aflevere alle navnene på alle de telefonarbejdere, der var i min organisation. De blev samlet i en telefondeling, der til sidst nåede op på 35 mand. Den skulle forsvare telefonbygningen inde på Klosterbakken.
Så kunne jeg godt regne ud, at der var fundet en vej højere i systemet. Og jeg var faktisk også klar over, hvor ledelsen var gået hen."
Modstandsbevægelsens Fynsledelse havde kontaktet overingeniør Werner Hjort, der var ansat i Fyns Kommunale Telefonselskab, og han påtog sig, at installere de nødvendige installationer, så aflytningen af Gestapo på Husmandsskolen kunne finde sted.
Telefonmekanikerne M. Adamsen og Aage Pedersen gik ind i krydsfeltet, hvor man skabte forbindelse mellem Gestapos telefon og den aflyttende telefon ved at trække en ledning igennem krydsfeltet til det kabelnummer, der gik ud til aflytningsstedet. Denne ledningsforbindelse blev udført sådan, at hvis den blev opdaget og man trak i den for at finde ud af, hvor den gik hen, ville tråden gå i stykker.
Det var også nødvendigt at trække en ledning til det sted, hvor aflytningerne skulle ske. Det udførte overingeniør Hjort og overmontør Holger Rasmussen efter fyraften.
"Jeg ved det ikke, men jeg tror at overingeniør Werner Hjort var Dansk Samling-mand" siger Børge Poulsen. "I hvert fald havde han været logivært siden 1941. Han husede flere kommunister som Ib Nørlund og Holger Viveke, kaldet Fuglehandleren.
Da krigen var ved at være slut blev han arresteret og underkastet tortur, men han røbede ikke noget om telefonaflytningen."
Tysk og god hørelse en fordel
De første aflytninger fandt sted fra faldskærmmanden Peter Karlsens lejlighed på Drewsensvej i Odense og senere fra Hjorts hus på Carl Bernhards 25, men fra juni blev aflytningen sat i system fra en lejlighed på Chr. Richards Vej.
Det var den tyske kommunist Ernst Pudlich, der var flygtet til Danmark i 1935, som aflyttede Gestapo. Pudlich havde af naturlige årsager ikke svært ved at forstå, hvad der blev sagt. Både af tyskerne og deres danske håndlangere.
Men han havde et handicap, som var temmelig uheldigt i netop den branche, han forsøgte sig i. Han var tunghør. Så allerede i juli blev han afløst af Jørgen Adelgod, som kom fra Tønder, hvor han var stærkt eftersøgt.
Jørgen nedskrev samtalerne på dansk og var resten af besættelsen manden, som satte tingene i system med hjælp, fra blandt andet en kammerat fra Tønder, Johan Kyster og den senere Jette Hecht-Johansen.
Det var psykisk krævende at aflytte Gestapo. Ofte fremgik det at Gestapo mente, at telefonen blev aflyttet, og uden tvivl var der risiko for at blive taget på fersk gerning.
"Jeg har senere fået at vide, at tyskerne sagtens kunne have fundet frem til, hvordan de blev aflyttet" fortæller Børge Poulsen, "men der blev aldrig gjort et helhjertet forsøg. Mon ikke tyskernes kvalificerede telefonfolk havde nok at gøre med at opretholde forbindelser nede i det efterhånden sønderbombede Tyskland. Det tror jeg."
Reddet i sidste øjeblik
I slutningen af 1944 og begyndelsen af 1945 afsløredes mange stikkere og værnemagere, og modstandsbevægelsen fik et godt varsel, når Gestapo foretog razziaer eller anholdelser.
Masser af dispositioner ikke blot fra Gestapos side, men også fra værnemagtens blev kendt, lige som man vidste, hvor de fleste tyskere med kvarter på Husmandsskolen befandt sig.
"Vi kunne sagtens have likvideret f.eks. Kaj Munks morder, Wolfgang Söhlein, som ledede afdelingen for Sicherheitsdienst, eller højere placerede personer som Bovensiepen og Pancke. Vi vidste simpelthen, hvornår de stod på banegården i Odense, men vi havde en stående ordre om kun at agere, hvis vores egne operationer eller medlemmer var truede" fortæller Børge Poulsen, som selv med nød og næppe undslap tyskerne efter at være blevet stukket. Den danske stikkers telefonbesked blev imidlertid aflyttet og man nåede at advare Børge Poulsen og han højgravide hustru, som var i færd med at flygte til Sverige.
Kommandovejen bliver kortere
Fra 1. januar 1945 fik Børge Poulsens folk ordre om at angribe Gestapo og deres medhjælpere direkte, mens værnemagten blev holdt udenfor.
"Jeg stillede krav om at få en direkte forbindelse til aflytningerne. Og det fik jeg. I første omgang via kurer, derefter pr. telefon.
Aflytningerne spillede en afgørende rolle for vores operationer, og rent faktisk vandt vi, hver gang vi udfordrede Gestapo.
Jeg kan nævne et godt eksempel på, hvordan aflytningerne bragte os et skridt foran. En af mine kompagnichefer var eftersøgt og Gestapo sad med tre mand og en dansk stikker og ventede på ham i hans lejlighed. De blev øjensynligt utålmodige, for de gik ind til naboen og ringede til Husmandsskolen for at blive hentet. Vi opsnappede meddelelsen, angreb øjeblikkeligt og uskadeliggjorde tyskerne efter et håndgranatsangreb, hvor den danske stikker blev dræbt."
Så kunne jeg godt regne ud, at der var fundet en vej højere i systemet. Og jeg var faktisk også klar over, hvor ledelsen var gået hen."
Modstandsbevægelsens Fynsledelse havde kontaktet overingeniør Werner Hjort, der var ansat i Fyns Kommunale Telefonselskab, og han påtog sig, at installere de nødvendige installationer, så aflytningen af Gestapo på Husmandsskolen kunne finde sted.
Telefonmekanikerne M. Adamsen og Aage Pedersen gik ind i krydsfeltet, hvor man skabte forbindelse mellem Gestapos telefon og den aflyttende telefon ved at trække en ledning igennem krydsfeltet til det kabelnummer, der gik ud til aflytningsstedet. Denne ledningsforbindelse blev udført sådan, at hvis den blev opdaget og man trak i den for at finde ud af, hvor den gik hen, ville tråden gå i stykker.
Det var også nødvendigt at trække en ledning til det sted, hvor aflytningerne skulle ske. Det udførte overingeniør Hjort og overmontør Holger Rasmussen efter fyraften.
"Jeg ved det ikke, men jeg tror at overingeniør Werner Hjort var Dansk Samling-mand" siger Børge Poulsen. "I hvert fald havde han været logivært siden 1941. Han husede flere kommunister som Ib Nørlund og Holger Viveke, kaldet Fuglehandleren.
Da krigen var ved at være slut blev han arresteret og underkastet tortur, men han røbede ikke noget om telefonaflytningen."
Tysk og god hørelse en fordel
De første aflytninger fandt sted fra faldskærmmanden Peter Karlsens lejlighed på Drewsensvej i Odense og senere fra Hjorts hus på Carl Bernhards 25, men fra juni blev aflytningen sat i system fra en lejlighed på Chr. Richards Vej.
Det var den tyske kommunist Ernst Pudlich, der var flygtet til Danmark i 1935, som aflyttede Gestapo. Pudlich havde af naturlige årsager ikke svært ved at forstå, hvad der blev sagt. Både af tyskerne og deres danske håndlangere.
Men han havde et handicap, som var temmelig uheldigt i netop den branche, han forsøgte sig i. Han var tunghør. Så allerede i juli blev han afløst af Jørgen Adelgod, som kom fra Tønder, hvor han var stærkt eftersøgt.
Jørgen nedskrev samtalerne på dansk og var resten af besættelsen manden, som satte tingene i system med hjælp, fra blandt andet en kammerat fra Tønder, Johan Kyster og den senere Jette Hecht-Johansen.
Det var psykisk krævende at aflytte Gestapo. Ofte fremgik det at Gestapo mente, at telefonen blev aflyttet, og uden tvivl var der risiko for at blive taget på fersk gerning.
"Jeg har senere fået at vide, at tyskerne sagtens kunne have fundet frem til, hvordan de blev aflyttet" fortæller Børge Poulsen, "men der blev aldrig gjort et helhjertet forsøg. Mon ikke tyskernes kvalificerede telefonfolk havde nok at gøre med at opretholde forbindelser nede i det efterhånden sønderbombede Tyskland. Det tror jeg."
Reddet i sidste øjeblik
I slutningen af 1944 og begyndelsen af 1945 afsløredes mange stikkere og værnemagere, og modstandsbevægelsen fik et godt varsel, når Gestapo foretog razziaer eller anholdelser.
Masser af dispositioner ikke blot fra Gestapos side, men også fra værnemagtens blev kendt, lige som man vidste, hvor de fleste tyskere med kvarter på Husmandsskolen befandt sig.
"Vi kunne sagtens have likvideret f.eks. Kaj Munks morder, Wolfgang Söhlein, som ledede afdelingen for Sicherheitsdienst, eller højere placerede personer som Bovensiepen og Pancke. Vi vidste simpelthen, hvornår de stod på banegården i Odense, men vi havde en stående ordre om kun at agere, hvis vores egne operationer eller medlemmer var truede" fortæller Børge Poulsen, som selv med nød og næppe undslap tyskerne efter at være blevet stukket. Den danske stikkers telefonbesked blev imidlertid aflyttet og man nåede at advare Børge Poulsen og han højgravide hustru, som var i færd med at flygte til Sverige.
Kommandovejen bliver kortere
Fra 1. januar 1945 fik Børge Poulsens folk ordre om at angribe Gestapo og deres medhjælpere direkte, mens værnemagten blev holdt udenfor.
"Jeg stillede krav om at få en direkte forbindelse til aflytningerne. Og det fik jeg. I første omgang via kurer, derefter pr. telefon.
Aflytningerne spillede en afgørende rolle for vores operationer, og rent faktisk vandt vi, hver gang vi udfordrede Gestapo.
Jeg kan nævne et godt eksempel på, hvordan aflytningerne bragte os et skridt foran. En af mine kompagnichefer var eftersøgt og Gestapo sad med tre mand og en dansk stikker og ventede på ham i hans lejlighed. De blev øjensynligt utålmodige, for de gik ind til naboen og ringede til Husmandsskolen for at blive hentet. Vi opsnappede meddelelsen, angreb øjeblikkeligt og uskadeliggjorde tyskerne efter et håndgranatsangreb, hvor den danske stikker blev dræbt."
 |
| Husmandsskolen. Fotokilde: Paarup Lokalhistoriske Arkiv. |
Gestapo på Grand Hotel
Gestapos hovedkvarter på Husmandsskolen blev bombet d. 17. april 1945, hvorefter Gestapo flyttede ind på Grand Hotel. Overingeniør Hjort og telefonmanden Holger Rasmussen, som var et stort organisationstalent, genoprettede dog allerede den 23. april aflytningen og umiddelbart efter blev Hjort, som nævnt arresteret.
"Vi havde gavn af aflytningerne til det sidste" erindrer Børge Poulsen.
"Tro det eller lad være. Så sent som 2. maj modtog Gestapo stadig anonyme danske stikkermeddelelser. Men takket være, at vi var så velorienterede, kunne fynsledelsen og den tyske kommandant for værnemagten den 3. maj holde et hemmeligt møde, hvor det blev aftalt, at de tyske soldater holdt sig på kasernen og at vi ikke angreb dem i perioden indtil de allierede kom.
Kommandanten kunne ikke garantere for, hvad Gestapo kunne finde på at gøre. Men det kunne vi."