Samarbejdspolitikkens fallit 29. august 1943

I Pigtraad-Gestapofangen nummer 4 fra august 1993 skrev Kaj Christensen de nedenstående tanker om Odense i tiden op til den 29. august 1943.

Asylgade under augustoprøret. Fotokilde: Nationalmuseet.

Samarbejdspolitikkens fallit 29. august 1943

Det begyndte i Odense

Af Kaj Christensen

Optakten

Odense var den næststørste industriby i Danmark, og havde dermed mange organiserede arbejdere, der var strejkevante.

Den lille - berømte - dråbe, der fik vandet til at løbe over, var tyskernes placering af bevæbnede vagtposter på en saboteret nybygning på Odense Stålskibsværft. Dette ville arbejderne ikke finde sig i.

Denne konflikt med mere end 3000 arbejdere, der nedlagde arbejdet - strejkede - blev vundet den 5. august 1943 - 100 pct., og herefter »sprang« strejkevåbnet til Esbjerg, hvor det udviklede sig til en egentlig generalstrejke, hvor ikke alene arbejderne strejkede, men hvor også funktionærer, kontorer og butikker fulgte med. Ja, stort set hele byen.

Tyske provokationer I Odense var der i dagene 12.-15. august flere tilløb - på grund af tyske provokationer - unge menneskers rudeknusninger, slagsmål mellem danske, såvel de i Odense garnisonerede danske soldater, samt andre unge mennesker og de tyske soldater, ligesom det ofte gik ud over forretninger og også private hjem, hvor man mente, at disse arbejdede for tyskerne, eller havde nazistiske sympatier.

Den 16. august fortsatte om aftenen disse rudeknusninger og slagsmål, hvilket fik tyske soldater - i store flokke på 50 til 100 mand - til yderligere at eskalere modsætningerne.

Bajonetter og skud

Den 17. august udviklede provokationerne sig, og de tyske soldater anvendte nu både bajonetter og våben, ligesom de skød ind i folkemængden.

Færdselsforbud

Onsdag morgen den 18. august nedlagde arbejderne på fabrikkerne Frederiksbroen, Thrige, Allerup DAE og Skibsværftet arbejdet. Ved 10-tiden lukkedes kontorer og butikker, og strejken forplantedes - stort set - til hele byen.

På grund af flere sabotagehandlinger og unge menneskers rudeknusninger og slagsmål med tyskere, samt igen uorganiserede angreb fra disse på forretninger, hvor man vidste - eller troede - at indehaveren havde nazistiske sympatier, indførtes kl. 13.30 færdselsforbud.

Den 19. august kl. 7.00 ophævedes forbuddet, men allerede kl. 9.50 måtte det igen indføres. Også selv om opråbet til Odenses befolkning om normalisering var vedtaget af bl.a. borgmesteren og smedenes formand.

De kommunale værker

Samme dag den 19. august vedtog arbejdere og funktionærer ved de kommunale værker at nedlægge arbejdet. Dette blev dog forhindret ved en aftale med magistraten.

På grund af udviklingen i Odense blev der indkaldt politistyrker fra Frederiksberg, Århus, Haderslev og Sønderborg samt fra politiskolen, i alt ca. 700 mand.

Selv om dagen forløb nogenlunde roligt, gik arbejderne dog ikke i arbejde.

Møder - møder - møder

Der afholdtes møder på Rådhuset med mange myndigheder, fagforbundsformænd og den tyske besættelsesmagt, ligesom der var kontakter til regeringen.

Mandag den 23. august udsendtes så en »avis«, hvori der blev redegjort for aftalerne mellem borgmesteren og de tyske myndigheder.

Ligeledes var der i samme »avis« en udtalelse fra arbejdsminister Kjærbøl. Arbejdet skulle nu genoptages, og en del gik også i arbejde, men allerede ved 12-tiden var der igen arbejdsnedlæggelser.

Nye møder i Fællesorganisationen, hvor 500 tillidsmænd deltog, og et andet møde med ligeledes 500 erhvervsfolk udmøntede sig i, at arbejdet SKULLE genoptages.

Procession til stadion

Smedene havde indkaldt til møde i Fyens Forum, hvor 2000 mand deltog, og hvor man med stort flertal vedtog at gå i arbejde, samtidigt havde et tidligere nedsat strejkeudvalg på 9 mand fået forsamlet flere tusinde mennesker uden for Fyens Forum, hvorfra man gik i procession til Stadion, hvor der holdtes møde.

Der vedtoges en skarp resolution mod den måde, Fællesorganisationen havde varetaget arbejdernes krav på.

Tirsdag den 24. august var strejkerne overstået, og alle mand i arbejde.

Bisættelsen

Den 25. august skulle en under urolighederne hårdt såret kollega, der nu var død, bisættes kl. 12.00.

Dette modsatte de tyske myndigheder sig, og gennem forhandlinger mellem disse, borgmesteren, politimesteren og embedsmænd, samt i forståelse med afdødes familie fandt bisættelsen sted kl. 8.00, hvor kun den nærmeste familie måtte være til stede.

Da arbejdspladserne hørte dette, og da mange af kollegerne på den måde blev frataget retten til at tage afsked med en kammerat, gik mange fra de store arbejdspladser igen.

Det koster

Strejkerne og de andre protester mod besættelsesmagten kostede en stor del en indlæggelse på sygehuset. 56 blev indlagt, heraf 11 med skudsår.

Samarbejdspolitikken

Ophørte den 29. august 1943. Regeringen måtte gå af, da urolighederne fortsatte i de større byer særlig voldsomt i Aalborg. Noget - nogen Generalstrejkerne - af nogen historikere kaldet folkestrejker - er ofte - særligt af mange daværende politikere og fagforeningsfolk kaldt spontane, hvilket er noget helt forvrøvlet sludder. Strejker opstår aldrig spontant, der skal noget, eller nogen, til at sætte dem i værk.

Dette »noget« var på samme gang det økonomiske pres, der særligt i 1941 og 1942 var lagt på arbejderbevægelsen, det var forsyningssituationen og provokationen fra tyskerne og ikke mindst fra danske landsforrædere, samt den hårde tone fra De Samvirkende Fagforbund over for specielt værftsarbejderne om et 40 pct. faretillæg.

Og »nogen«, det var de meget bevidste værftsarbejdere, der gik foran.

DKP »hægtede« sig dog hurtigt på, og gennem det illegale blad »Trods Alt« blev strejkerne og dermed modstanden mod tyskerne mere organiseret.

Historiske bøger

Alle historiske bøger, doktorafhandlinger og andre skrifter peger entydigt på, at det var folket i bredeste betydning, der gjorde oprør mod samarbejdspolitikken.

At strejkerne egentlig ikke - i de første augustdage, var styret fra politisk hold, men kom overrumplende for politikerne, også selv om samme politikere gennem opråb og proklamationer, godt hjulpet af DSF, erhvervsorganisationerne, den samlede legale presse og rigsdagsmændene, der rejste landet tyndt og holdt møder.

På gaden blev borgerne direkte og ofte, korporligt af det danske politi forsøgt »banket« på plads.

Danmark anerkendt

Men den gik ikke. Folket og modstandsbevægelsen ville noget andet. Det kostede både blod og liv, men danskeren ville ikke længere »bøje nakken«.

Ikke mindst generalstrejkerne op til den 29. august 1943 var med til, at Danmark af De Allierede blev anerkendt som en kæmpende nation.

Samarbejdspolitikken havde endelig spillet fallit.

Note: Dette er selvfølgelig - det kan ikke være andet - kun fragmenter af begivenhederne i Odense op til 29. august 1943.