I Pigtraad-Gestapofangen nummer 4 fra august 1993 skrev Villy Mørk Jensen om Bogense i tiden op til den 29. august 1943.
 |
Schous Sæbehus efter sabotagen den 21. august 1943. Fotokilde: Lokalhistorisk Arkiv i Bogense.
|
Et vendepunkt: 29. august 1943!
Af Villy Mørk Jensen
29. august blev i 1943 for nogle unge mennesker i en lille
provinsby på Fyn et vendepunkt for livet.
Byen, Bogense, havde bl.a. et jernstøberi, hvor nogle lærlinge
og maskinarbejdere allerede i 1942 havde taget fat på modstandsarbejde. Alle
var fra 17-25 år. Fabrikkens driftsleder, ingeniør Skov Pedersen, var med. Han
havde kontakt med bl.a. en sagfører og sygehusets overlæge.
Bogense var en lille småborgerlig by, hvor alle kendte alle.
Langs gaderne havde hvert eneste hus et gadespejl, så alle var godt orienteret.
Ungdommen var også medlemmer i sportsforeningen. En af dem var en kendt bokser,
men i øvrigt var vi mest børn af forældre, der for størstepartens vedkommende
var arbejdere.
 |
Villy Mørk Jensen. Fotokilde: Bogense Årbog 2015/Modstandsdatabasen
|
Vort første illegale blad døbte vi »Svinetællingen«. Det blev skrevet på en skrivemaskine, som vi lånte af en lokal købmand.
På byens hotel var de tyskere indlogeret, der holdt vagt i rådhuset, hvorfra de havde en telefonledning ned til hotellet. Den fik vi da skåret ned. Byens skomager forsålede støvler for tyskerne, så dem stjal vi og gemte dem under dansegulvet ude i Fredsskoven.
I Skovby uden for Bogense oprettede tyskerne en lyttepost, og dermed kom der mere gang i begivenhederne. Der kom både soldater og Funker-mädels til byen for at få deres part af flødeskumskagerne.
Da de en nat skulle tilbage til lejren, ændrede vi sporskiftet, så toget i stedet endte i remisen. Ellers benyttede de cykler for at komme til bal i Fredsskoven, så det var nærliggende en aften at snitte samtlige dæk. Vi listede ud i køkkenet og forsynede ølflaskerne med RAF-mærker. Alt sammen småting. Men i foråret 1943 kom vi i forbindelse med SOE i Odense. De skaffede os pistoler og sprængstof. Så kunne det for alvor gå løs.
Bagefter er det nemt at se, at det ville ende galt. Men der var også lyspunkter: Engang skulle vi ødelægge et autoværksted mellem Bogense og Middelfart. Hos en kammerat sad vi og fabrikerede bomberne. Så cyklede vi de 15 km ud til stedet. Desværre lå kroen ved siden af værkstedet, og der var der bal, så vi måtte køre en tur i ventetiden.
Endelig blev ballet slut. Vi fik anbragt sprængstoffet i nogle busser i værkstedet, og forsvandt så igen. Næste morgen fik vi at vide, at et kærestepar havde befundet sig på bagsædet. Der skete dem ikke noget. Men nu var manden bange for, at tyskerne skulle tro, han havde været med. Så han blev sendt til Sverige.
Vor sidste sabotage foregik den 21. august i Bogense. Det var meningen, at vi skulle have haft hjælp fra Odense, men det var ikke muligt for SOE-folkene at nå igennem. Så ved fælles hjælp fik vi lavet aktionen, der resulterede i arbejdsnedlæggelse og demonstrationer i byen. Det var optakten til, at nu var det danske folks tålmodighed bristet.
Da vi så nåede til 29. august, blev der rundt om i Bogense arresteret mange borgere. Fra vor gruppe blev tre hentet og noget senere to andre, og vi endte alle i Tyskland, hvorfra vi blev hentet hjem af De hvide Busser.
Relateret indhold:
Læs mere om sabotagen den 21. august
her.
Læs om tiden efter Villy Mørk Jensens anholdelse
her.
