Om Husmandsskolen

I apriludgaven af Pigtraad 1952, der skriver og fortæller Paul Eduard Mahler om Husmandsskolen, hvor Gestapo havde deres fynske hovedkvarter. P.E. Mahler var under besættelsen leder af modstandsarbejdet i Nørre Søby, der ligger mellem Odense og Ringe.

P.E. Mahler blev selv taget af tyskerne i januar 1945, hvor han efter sin arrestation blev indsat på Husmandsskolen. Herefter kom han over Frøslevlejren til Dachau, for til sidst at ende i Neuengamme, hvorfra han blev bragt hjem med de hvide busser.

Bemærk venligst, at jeg for læsevenlighedens skyld har ændret en smule i tegnsætningen og inddelt teksten i afsnit.

Billedkilde: Pigtraad

GESTAPOS HOVEDKVARTER PÅ FYN

P. E. Mahler beretter om husets fortid, om dramatiske dage og om bombningen.

Fyns Stifts Husmandsskole blev oprettet 1908 i Tarup ved Odense. Skolen havde et tilliggende på ca. 18 tdr. land, der dels var frugtplantage og dels hønseri. Skolens bygninger bestod af en hovedbygning og en række andre bygninger til forskelligt formål som udstillingsbygning, hønsehuse, lærerboliger o.s.v. De var ret rummelige og lå passende afsondret fra omverdenen til, at tyskerne kunne få lyst til at anvende dem til deres særlige formål.

Tyskerne besigtigede i 1943 en række slotte og skolebygninger rundt om på Fyn, og det kan ikke undre, at de netop valgte husmandsskolen i Tarup på grund af dens centrale beliggenhed i nærheden af Odense, og dermed gik skolen ind i en periode, hvor den blev kendt også af andre end landbo- og skoleinteresserede ud over det ganske land, fordi det var her, at Poul Tysker, Müssener, Frahm, Sieck, Söhnlein under Gutmanns og Dohses ledelse udøvede en terror, der satte skræk i hele Fyns befolkning på grund af dens ikke tidligere oplevede grusomhed og brutalitet.

Det var herfra, at togterne til de mange rædselsaktioner rundt om på øen foregik - og det var her, man mishandlede fredelige, dansksindede borgere og spærrede dem inde i en mørk og fæl fangekælder. Selv om de ikke forandrede meget ved skolens bygninger, fandt de det dog nødvendigt at lægge cementgulv i skolens foredragssal og at slå en mur ned for at sætte porte i, så salen kunne anvendes til garage. De 6 fangehuller i kælderétagen ved siden af køkkenet blev indrettet i den tidligere spisesal.

Tyskernes første besøg på skolen fandt sted den 22. september 1943 og resulterede i, at man fik ordre til snarest at frigøre skolen. Dette fremkaldte selvsagt nogen uro blandt skolens elever, der gav sig til at pakke for at tage afsted straks. Men efter nogen overvejelse enedes man dog om at blive, til alle formaliteter var endelig i orden. Den 3. oktober kom beslaglæggelsesdekretet med ordre om, at skolen skulle være rømmet dagen efter, dog hastede det ikke med forstander- og lærerboliger. De sidste blev rømmet til den 15. oktober, og nu var kun skolens gartner, Gunnar Hansen, tilbage sam­men med et par medhjælpere for at passe den del af skolen og plantagen, som tyskerne ikke gjorde krav på.

Daværende forstander Fjord Jensen fortæller, at man følte sig tvunget til at levere tyskerne af plantagens produkter, og at tyskerne medbragte en »forbindelsesofficer«, en dansker ved navn Harald Sørensen.

Denne blev et års tid efter likvideret på grund af sin stikkervirksomhed. »Forstander Sørensen«, som vi kaldte ham, beretter Fjord Jensen, blev mit eneste bekendtskab med den nye front, og han fortalte mig straks sin historie - "Jeg måtte ligesom så mange andre melde mig til tjeneste som tysklandsarbejder, men da jeg taler tysk, fik jeg tilbud om at arbejde for værnemagten her i landet. Jeg fyrede for dem ude på kasernen (i Odense). Den 29. august fik jeg ligesom så mange andre min lejlighed ødelagt..."

Sørensen var ikke ubegavet, fortsætter forstanderen, men han var mærket af sit farefulde arbejde. Han havde glimtet i øjet som et jaget dyr. Hans væsen var underlig sprængt, det svingede mellem de to yderpunkter: Brutalitet og kryberi. Hans 15-årige søn fik daglig prygl, og da faderen blev likvideret, sagde han - "Så fik de da ram på ham, det gamle svin."

Billedkilde: Pigtraad

Gunnar Hansen, der blev tilbage, boede i hestestalden og havde rig lejlighed til at iagttage tyskernes færd og at udveksle synspunkter med dem. Han skriver i skolens årsskrift efter kapitulationen - "Det var trist at måtte vige pladsen for Gestapo. Først blev alt inventar flyttet over i kursusbygningen, men inden længe måtte det også flyttes derfra. Vi selv kunne blive til den 25. oktober, men efter den tid måtte vi morgen og aften passere vagtposterne, hvis truende maskinpistoler ofte pegede efter os fra hjørnerne. Men stikkerne var dog værre. I deres frækhed og overmod truede de os direkte med pistolerne mere end een gang. Øjensynlig gjorde Gestapo stor stads af dem, især når en af dem var blevet skudt og skulle begraves under meget omstændelige foranstaltninger. Vi måtte f.eks. ikke vise os i nærheden, før ceremonien var overstået."

Hansen fortæller videre om gentagne skyderier mellem formodede sabotører og »Hausmeistrene« og beretter om en lørdag aften i slutningen af 1944, da Gestapo holdt razzia i Odense på en del restauranter og i løbet af natten bragte ca. 350 mennesker til husmandsskolen. De fleste fik dog lov til at gå igen efter et forhør. Den sidste gik kl. 7 om morgenen. Hansen hørte ved midnatstid følgende samtale:

- "Nå, Kristian, vil du så med hjem?"

- "Ja, nu fik jeg da en biltur, det har jeg ikke fået i 3 år."

- "De læssede godt, hvad?"

- "Ja, de snakkede ikke noget om, om vi måtte være 30 eller 40 i bilen, de masede os bare ind på kryds og tværs."

Endvidere fortæller han om, hvordan han med gru mindes den måde, hvorpå tyskerne fejrede Hitlers fødselsdag, da de sorte SS-flag gik til tops i flagstangen, og hvorledes de særlig ud på aftenen skabte sig som vilde dyr. Spiritus og kvinder havde de nok af. Det sidste så man særlig den 17. april lige før bombardementet, da »damerne« fik travlt med at redde sig ned over markerne.

Fangerne så de ikke meget til. Henimod aften kom de undertiden på gårdtur på plænen, 20-30 ad gangen, bevogtet af 3-4 mand med maskinpistoler. Cellerne, der var indrettet i skolens tidligere spisesal i kælderen, var 3,81 m lange og 1,28 m brede. Undertiden har 16 mand måttet dele een celle, og Hansen fortæller, at han flere gange har hørt fangernes skrig, når de blev mishandlet under forhørene.

Efterhånden ændrede omgivelserne omkring skolen fuldstændig karakter. Et område omkring hovedbygningen og de nærmeste bygninger blev meget stærkt indhegnet med pigtråd og yderligere sikret med håndgranater og landminer. Tage og facader blev overmalet med camouflerende farver, og camouflagenet blev trukket hen over bygningerne for at skjule dem for evt. flyverangreb. En del af buskadset i parken blev fældet, og hermed hjalp Tarupboerne til for at få gratis brændsel.

Den 17. april kom pludselig en stor del af tyskerne med deres »damer« løbende ned gennem plantagen ved firetiden. De store biler blev kørt i flyverskjul i de nærmeste gader, for nu var et angreb ventet. Få minutter senere var englænderne der, efter at der var blevet blæst forvarsel. R. A. F. mødte med 6 bombere og 11 jagere. Først kredsede de en gang hen over terrainet, og så kom angrebet fra lav højde.

De fire første bomber faldt ved en lille bygning 200 m syd for skolen. De slog smut hen over jorden et par gange og efterlod en voldsom plovfure, hvorefter de trillede lige ned i skolekøkkenet for at eksplodere der. Et andet sæt ramte i springvandshaven og lavede dybe kratere og beskadigede en rød bygning meget svært. I skolegården slog 5 bomber ned og rystede en kursusbygning sammen, en bombe faldt ved hønseriet og ødelagde et af husene totalt.

Uden for skolens grund faldt 12 bomber, de fleste i husene ved alléen op til skolen og et par andre lidt længere borte på Østrupvej. Ni af de nærmest boende naboer blev dræbt og en halv snes såret. En dame var mindre end 5 meter fra fire nedslag, men reddede livet, takket være en solid væg og et skæbnens lykketræf. Skolens hovedbygning brændte totalt og ligeledes udstillingshallen, hvor Gestapo også havde garage. Bortset fra indtrykkede vinduer og døre blev en toiletbygning og en cykelstald stående.

Det menes, at der sad 4 fanger i kælderen, og de skulle være sluppet helskindede ud, efter at de første bomber var faldet. Efter hvad det har været muligt at få oplyst, dræbtes kun een menig tysk soldat af hele den store stab, men Sveriges radio meddelte dagen efter kl. 18.40 - "...hvor mange af de 300-400 gestapomænd, stikkere og vagtmænd, der undslap, vides ikke...", og Frit Danmark for 25. april meddelte - "Ved RAFs angreb på Gestapos hovedkvarter i Odense dræbtes og såredes et stort antal gestapofolk, og meget arkivmateriale ødelagdes. Angrebet kom i det rette øjeblik. Hovedkvarteret skulle netop flyttes til det neutrale Odense."

Mange mener nu bagefter, at det var en fejltagelse, at skolen blev bombet og ingen har heller villet tage ansvaret for at have sendt bud efter RAF. Daværende minister Mogens Fog skulle have hævdet, at det ikke var Frihedsrådet, der havde bedt RAF om at ødelægge husmandsskolen.

Men for selve skolens arbejde medførte det meget store ulemper. Den fik nu indtil 1948 et par vandreår. Den var en vinter på hotel Kattegat pr. Otterup, en anden på restaurant Klinten, Fåborg, senere flyttede den til den sydfynske herregård Løgismose og havde også en tid til huse på Tarup kommuneskole. I erstatning udbetaltes 385.000 kr., og den nye skole, som opførtes på gården Vrangstrups jorder, et par kilometer længere ude fra Odense end den tidligere skole i Pårup kommune, kom til at koste 1.700.000 kr. at opføre. Skolen, der tidligere havde været gældfri, oplyser forstander Grønborg, har nu en gæld på 400.000 kr. "Vi flyttede ind i de nye bygninger i foråret 1948, men vi måtte bevæge os mellem bygningsmateriel og håndværkere indtil efteråret samme år. Da først blev også skolens foredragssal og gymnastiksal færdig til brug."

- "Hvorfor blev skolen ikke opført på den gamle plads igen?" spørger jeg.

- "Pladsen i Tarup var efterhånden blevet så indeklemt af byggeri udenom, at den var ved at blive for snæver til en ordentlig husmandsskole, derfor overdrog vi den til Odense kommune."

- "Hvad kan De fortælle om den gamle skole?"

- "Ikke ret meget, for jeg boede i Aarhus, indtil min villa blev sprængt i luften af tyskerne, og jeg selv måtte flygte til Sverige, og da jeg blev forstander her, var skolen kun en tomt og en grushob. Dog kan jeg oplyse, at den nuværende skole er af det dobbelte rumindhold som den gamle."

- "Hvad siger nu eleverne af den gamle skole til, at den er flyttet herud?"

- "De gamle elever holdt af deres skole, og de var jo i deres minder knyttet til den, men de elever, vi uddanner her, vil selvfølgelig have deres tilknytning hertil, men jeg vil indrømme, at linien er blevet brudt."

For at få oplyst, hvilke gestapofolk og medhjælpere der spillede den største rolle i gestapotiden på husmandsskolen, henvender jeg mig til Odense kriminalpoliti, som har behandlet sagerne mod de fleste krigsforbrydere derudefra.

Her oplyser kriminaloverbetjent Hartmann, at kvarterets første leder var Gutmann, og under ham stod de såkaldte »Sachbearbeitere« Sieck, Mussener, Frahm m.fl. Endvidere den over det ganske Fyn så berømte Poul Tysker, en tidligere alfons og havnesjover, nu tysk håndlanger og voldsforbryder, der bl.a. på Sjælland har deltaget i mordet på 9 personer på en enkelt nat.

Af andre landsskadelige kan nævnes navne som Rosendal, der særlig tog sig af og organiserede stikkeriet, Harald Sørensen, der likvideredes, og chaufføren Sv. Aa. Larsen m.fl. Senere blev Gutmann afløst af Dohse, da den første fik skyld for at være for hensynsfuld overfor befolkningen.

Der var til hovedkvarteret knyttet et stort bevogtningsmandskab, en mindre afdeling ordenspoliti og en afdeling med hunde, som opererede på hele Fyn. Blandt de kendteste aktioner kan nævnes Skattergade-slaget i Svendborg, træfningen ved Geels Kro, en aktion i Assens o.s.v. Foruden de allerede nævnte var Kaj Munks morder, Sohnlein, også knyttet til husmandsskolen i Tarup.

Politiassistent Clemens Pedersen, Højby, fortæller følgende episode fra tyskertiden derude på husmandsskolen: Gestapochaufføren Sv. Aa. Larsen traf på et bal i Brændekilde en pige, der var delvis forlovet med en karl fra Ravnebjerg. For at få rivalen af vejen formåede Sv. Aa. Larsen dagen efter Gestapo til at tage ud til gården for at anholde karlen, der imidlertid stak af til skovs. Gårdmanden måtte da love at ringe til husmandsskolen, så snart karlen var vendt tilbage, men han ringede i stedet for til Clemens Pedersen for at søge hans assistance.

Politiassistenten tog da ud til husmandsskolen med karlen i bilen, gik op til Dohse og spurgte, hvad der egentlig var i vejen med karlen, for Cl. P. kunne jo forklare, at han intet ulovligt havde at stå til ansvar for.

- "Wo ist der Kerl denn?" spurgte Dohse.

- "Han sidder herude i min vogn" svarede Cl. P., og han vidste jo ikke af, at det var en gestapomand, han havde fornærmet, og føjede han til - "De har vel også andre og bedre ting at tage Dem af."

- "Lass ihn laufen" svarede Dohse.

8 dage senere var Cl. P. blevet stukket og Gestapo på jagt efter ham, men han slap til Sverige sammen med nogle af sine »medskyldige«.

Billedkilde: Pigtraad

Den 11. januar 1945 blev jeg selv arresteret og stiftede straks bekendtskab med de uhyggeligt snavsede og mørke fangehuller på husmandsskolen. Store var de jo ikke, og udstyret bestod af en fast træbriks og en tom konservesdåse til vor nødtørft. Væggene var berappede, og vinduet var ganske lille og sad højt oppe.

Om aftenen fik vi kun lys, når en lampe, der var anbragt uden for cellerne i gangen, var tændt, og det gav kun så meget, som der kunne trænge gennem et lille tilgitret hul over celledøren. Dørene havde kighul, som vi kunne iagttages igennem, de var foruden en kæmpelås forsynet med to mægtige jernskydere, en foroven og en forneden.

Til samtlige celler var der eet toilet, een vaskekumme og eet fælles håndklæde. Forplejningen bestod af rugbrødshumpler med en anelse marmelade og sort kaffe til, der serveredes i ølglas. Noget, der minder om middagsmad, har jeg ikke set derude.

Støjen fra kontorerne ovenover trængte tydeligt ned til os, men værre var det at få kammerater ind, som lige kom fra forhør og mishandling. Blå øjne og udslåede tænder hørte til dagens orden, men medfangerne kunne også fortælle om andre forhørsmetoder, som da de havde lagt kæde om halsen på Karl Gustav Andersen og hejst ham fra jorden til piskning.

Jeg selv er »kun« blevet truet med en pistol i tindingen af Frahm og sparket i hagen af en politisoldat. Ja, så fik jeg forresten en lussing på transport fra skolen til byens arrest. Cellevæggene talte deres eget sprog til een gennem alt det, man så indridset i dem. Der var navne og initialer, og der var kalendere til at holde rede på tiden, og efter dem kunne man regne ud, hvor længe de enkelte havde boet i cellerne.

Men der var også fyndord og oplysninger, og noget af det, der straks gjorde et stærkt indtryk på mig, var en inskription, der lød: Du er ikke alene, Gud er hos dig. Jeg har igennem hele mit fangenskab måttet sande kraften i dette ord på cellens væg; jeg har oplevet umenneskelige ting, og jeg har levet under umenneskelige kår, men det, der til syvende og sidst hjalp mig igennem, var det, at jeg ikke var alene, Gud var hos mig.