Den nedenstående tekst er skrevet af Oberst R. Mikkelsen, der var chef for 6. regiment på Odense Kasserne den 9. april 1940. Teksten er skrevet den 5. maj 1942 og optræder i bogen ”Fem Aar, Indtryk og Oplevelser”.
OMKRING DEN 9. APRIL I ODENSE |
| Oberst Mikkelsen fotograferet i 1945. Fotokilde: Fyens Stiftstidende. |
Paa Kasernen i Odense laa - udover nogle faa Arbejdssoldater - kun Tropper af andre Afdelinger: 2 Rekrutkompagnier af 7. Regiment, Rekrutter med ca. 5 Maaneders Uddannelse og 2 Kompagnier af Fodfolkspionererne, ligeledes Rekrutter med kun ca. 2 Maaneders Uddannelse. - De eneste Tropper, 6. Regiment havde under Fanerne, var 4. Bataillon, en 450 Mand fuldt uddannede Cyklister - de laa i Sønderjylland paa Søgaard og i Kantonnement der omkring.
Det kunde maaske være interessant nok at berette om og at høre om, hvad der skete i Odense den 9. April, men jeg skal - for ikke at gøre mit Indlæg for langt, og fordi det, der skete i Sønderjylland, jo er langt det vigtigste - indskrænke mig til at oplyse, at vi takket være en Sergent, der var paa Orlov og som ringede os op fra en Bagerbutik i Nyborg, blev underrettet i Tide, saa at vi havde Kasernen i fuld Forsvarstilstand, havde udsendt Motorcyklekommandoer saavel mod Nyborg som mod Middelfart og netop stod klar til at sende 2 Kompagnier paa Lastvogne mod Middelfart eller Nyborg for at kaste de derværende Tyskere ud og til at evakuere Kasernens civile Beboere, da Ordren kom: »Der maa ikke gøres Modstand.« Vi fik den fortvivlede Ordre samtidigt fra 2 Sider, fra Divisionen og fra Krigsministeriet.
Virkningen paa alle, jeg saa, var den samme, at dette dog var det værste, der kunde ske. Det gjaldt Kvinder og Børn, det gjaldt Befalingsmænd og Menige, og det gjaldt de civile Lastbilchauffører. — Det var ikke blide Ord, der faldt, mange græd. - Et Øjeblik var vi alle som lamslaaet, men Tjenesten maatte passes. Der var nok at ordne, Telefonerne kimede, snart fra danske snart fra tyske Myndigheder, og snart kom fra Sønderjylland de første Meldinger fra 4. Bataillon, Meldinger om Kampen og om Tabene. Saa kom der ængstelige Forespørgsler fra Forældre og andre, der havde Paarørende med. Da Meldingen kom om det første Tab - det var om Sergent Vous - beordrede jeg Flaget paa halv.
I Løbet af den 10. fik vi fuldt Rede paa Tabene baade af faldne og saarede (6+13) og Meddelelse derom blev afgivet til de Paarørende ved udsendte Officerer.
Den 11. blev 4. Bataillons 6 Faldne ført hjem til Odense Kaserne af Bataillonskommandøren Oberstljt. Claussen. Vi havde indrettet Kasernens Parolestue saa godt og smukt, som vi kunde det, til at modtage dem.
Alt tjenstgørende Mandskab stod naturligvis opmarcheret, og desuden var til Stede: De faldnes Paarørende, Regimentets Feltpræst, Pastor Pontoppidan Thyssen, de højere civile Myndigheder i Odense, Repræsentanter fra Soldaterforeningerne m.fl. Alle Kasernens Beboere og Repræsentanter for alle Blade i Odense.
De 6 Kister blev stillet foran den paraderende Bataillon, og staande ved 4. Bataillons Fanevagt udtalte jeg:
»Lad præsentere Gevær, sænk Fanen.«
Danske Soldater! Danske Borgere!
I en for vort Fædreland saare alvorlig Stund har jeg det tunge Hverv at modtage 6 af Regimentets unge tro Soldater, der faldt under Fægtningen den 9. April, men det er tillige et ærefuldt Hverv at modtage disse 6 af Regimentets Sønner. - Jeg har ønsket, at de faldne skulde føres her til den gamle Kaserne, for at vi kunde tage Afsked med dem her - her, hvor de fik deres første Uddannelse som Soldater - her, hvor de glade og frejdige drog ud - her skal lyde en Tak saa hjertelig og inderlig, som jeg formaar at udtrykke den.
Vi takker for det Offer, I har bragt, da I uden Tøven stillede jer imod en knusende fjendtlig Overmagt, fordi I uden Vaklen opfyldte jeres Soldaterpligt og udgød jert Blod til Forsvar af Sønderjylland - det Sønderjylland, i hvis Jord man end ikke havde undt jer at grave et Hul at dø i. Men det skal siges her i Dag: I har ved jeres Færd raabt det ud over den danske Hær, over det danske Folk, ja over hele Verden: Det var ikke den danske Soldat, der svigtede - det var andre! Vi sænker Bataillonens gamle Fane over jeres Kister og takker jer.
Æret og velsignet være Eders Minde.«
Jeg sagde derefter henvendt til de Paarørende: »Jeg ved godt, at Menneskeord formaar saa lidt at trøste i den store Sorg, De har haft - men en Trøst maa det være for Dem at vide, at Deres Dreng har gjort sin Pligt til det sidste, jeg ved ogsaa, at den virkelige Trøst skal hentes oven fra, fra den Gud, der gav sin Søn som Offer, og som har givet os de Ord, at ingen har større Kærlighed end den, der sætter Livet ind for sine Venner.«
Derefter talte Feltpræsten, og Kisterne blev ført til Parolesalen, hvor de blev overgivet til Forældrene, som derefter kunde hente deres Dreng hjem. I Løbet af 2 Dage blev alle Kister afhentet, og hver Gang traadte den forstærkede Vagt til Gevær og gav med præsenteret Gevær de faldne Soldater det sidste Farvel fra deres gamle Kaserne.
Den 13. tog jeg med min Adjudant til Sønderjylland for paa Stedet at takke 4. Bataillon for dens Kamp.
Den 14. skulde Bataillonen over Mommark-Faaborg vende tilbage til Odense. Jeg underrettede begge Byer derom og henstillede, at man i den Anledning flagede. Begge Steder forstod man min Henvendelse, men fra begge Byer blev jeg senere ringet op og fik den Meddelelse, at man havde forespurgt i København, om der maatte flages, og Svaret fra København var, »at det var vist ikke værd«!
Men der var andre, der forstod det bedre. Beboerne i Brændekilde og Ravnebjerg, hvor 4. Bataillon havde ligget i Kantonnement, før den afgik til Sønderjylland, havde paa en eller anden Maade sat sig i Forbindelse med Bataillonen og faaet den den Vej over. Og her var Flagene hejst, og hver Soldat fik en lille Buket, og der blev trakteret.
Saa kom Bataillonen hjem til den gamle Kaserne med alt sit sønderskudte og ødelagte Materiel, der - mere end Ord kan gøre det - fortalte, at Bataillonen havde været i Ilden.
Saa snart jeg kunde det, besøgte jeg de saarede paa Sygehusene i Tønder og Aabenraa og overrakte dem et Sølvbæger. Jeg hørte deres Beretning om Kampen, mærkværdig saa klart det hele stod for dem. Jeg besøgte ogsaa de Steder, hvor der var blevet kæmpet. I Bredevad traf jeg en dansksindet, sønderjydsk Arbejdsmand, der fra Lorenzens Gaard havde overværet Kampen. Han, der selv havde været med i Verdenskrigen, kom hen til mig og sagde uopfordret: »De to, der faldt der (det var i Havehjørnet, hvor nu Mindelunden er) de kæmpede som tro og glimrende Soldater, jeg saa det. De laa der uden Befalingsmænd, og de skulde beskytte Kanonen, der stod ude paa Vejen (det var den Kanon, der bragte 4 tyske Panservogne til Standsning og hvor alle blev saaret). Disse to laa alene, de kunde ikke faa frit Skud, som de laa i Dækning ved Havegærdet, men saa gik de op, saa de kunde skyde. Saa faldt Skytten (Skud i Hovedet), og øjeblikkelig traadte Hjælperen til og skød, indtil ogsaa han faldt (Skud gennem Lungen).« Saadan lød denne jævne Mands Beretning - det var en Mand, der aabenbart kendte til det, han talte om.
Og som disse to - saadan de øvrige. Det er let nok i Fred paa Eksercerpladsen at lære Folkene, at frit Skud gaar forud for Dækning, og det er let nok under samme Forhold at lære Hjælperen, at han skal træde til, hvis Skytten falder fra. Men disse to gjorde det, da det var bitter Alvor - ikke fordi en Befalingsmand sagde, at de skulde gøre det, for der var ingen Befalingsmand, men de gjorde det, for saadan havde de lært det, og fordi det var deres Pligt. - Er det saa ikke rigtigt, at jeg i min Tale over dem sagde: »Det var ikke den danske Soldat, der svigtede.«
Til Slut vil jeg om de faldne sige: De faldt for Danmarks Sag - og deres Død maa ikke være forgæves. Vi svøbte deres Kister i Dannebrog - og under Dannebrog skal vi bære Danmark ind i en ny Dag.
Det kunde maaske være interessant nok at berette om og at høre om, hvad der skete i Odense den 9. April, men jeg skal - for ikke at gøre mit Indlæg for langt, og fordi det, der skete i Sønderjylland, jo er langt det vigtigste - indskrænke mig til at oplyse, at vi takket være en Sergent, der var paa Orlov og som ringede os op fra en Bagerbutik i Nyborg, blev underrettet i Tide, saa at vi havde Kasernen i fuld Forsvarstilstand, havde udsendt Motorcyklekommandoer saavel mod Nyborg som mod Middelfart og netop stod klar til at sende 2 Kompagnier paa Lastvogne mod Middelfart eller Nyborg for at kaste de derværende Tyskere ud og til at evakuere Kasernens civile Beboere, da Ordren kom: »Der maa ikke gøres Modstand.« Vi fik den fortvivlede Ordre samtidigt fra 2 Sider, fra Divisionen og fra Krigsministeriet.
Virkningen paa alle, jeg saa, var den samme, at dette dog var det værste, der kunde ske. Det gjaldt Kvinder og Børn, det gjaldt Befalingsmænd og Menige, og det gjaldt de civile Lastbilchauffører. — Det var ikke blide Ord, der faldt, mange græd. - Et Øjeblik var vi alle som lamslaaet, men Tjenesten maatte passes. Der var nok at ordne, Telefonerne kimede, snart fra danske snart fra tyske Myndigheder, og snart kom fra Sønderjylland de første Meldinger fra 4. Bataillon, Meldinger om Kampen og om Tabene. Saa kom der ængstelige Forespørgsler fra Forældre og andre, der havde Paarørende med. Da Meldingen kom om det første Tab - det var om Sergent Vous - beordrede jeg Flaget paa halv.
I Løbet af den 10. fik vi fuldt Rede paa Tabene baade af faldne og saarede (6+13) og Meddelelse derom blev afgivet til de Paarørende ved udsendte Officerer.
Den 11. blev 4. Bataillons 6 Faldne ført hjem til Odense Kaserne af Bataillonskommandøren Oberstljt. Claussen. Vi havde indrettet Kasernens Parolestue saa godt og smukt, som vi kunde det, til at modtage dem.
Alt tjenstgørende Mandskab stod naturligvis opmarcheret, og desuden var til Stede: De faldnes Paarørende, Regimentets Feltpræst, Pastor Pontoppidan Thyssen, de højere civile Myndigheder i Odense, Repræsentanter fra Soldaterforeningerne m.fl. Alle Kasernens Beboere og Repræsentanter for alle Blade i Odense.
De 6 Kister blev stillet foran den paraderende Bataillon, og staande ved 4. Bataillons Fanevagt udtalte jeg:
»Lad præsentere Gevær, sænk Fanen.«
Danske Soldater! Danske Borgere!
I en for vort Fædreland saare alvorlig Stund har jeg det tunge Hverv at modtage 6 af Regimentets unge tro Soldater, der faldt under Fægtningen den 9. April, men det er tillige et ærefuldt Hverv at modtage disse 6 af Regimentets Sønner. - Jeg har ønsket, at de faldne skulde føres her til den gamle Kaserne, for at vi kunde tage Afsked med dem her - her, hvor de fik deres første Uddannelse som Soldater - her, hvor de glade og frejdige drog ud - her skal lyde en Tak saa hjertelig og inderlig, som jeg formaar at udtrykke den.
Vi takker for det Offer, I har bragt, da I uden Tøven stillede jer imod en knusende fjendtlig Overmagt, fordi I uden Vaklen opfyldte jeres Soldaterpligt og udgød jert Blod til Forsvar af Sønderjylland - det Sønderjylland, i hvis Jord man end ikke havde undt jer at grave et Hul at dø i. Men det skal siges her i Dag: I har ved jeres Færd raabt det ud over den danske Hær, over det danske Folk, ja over hele Verden: Det var ikke den danske Soldat, der svigtede - det var andre! Vi sænker Bataillonens gamle Fane over jeres Kister og takker jer.
Æret og velsignet være Eders Minde.«
Jeg sagde derefter henvendt til de Paarørende: »Jeg ved godt, at Menneskeord formaar saa lidt at trøste i den store Sorg, De har haft - men en Trøst maa det være for Dem at vide, at Deres Dreng har gjort sin Pligt til det sidste, jeg ved ogsaa, at den virkelige Trøst skal hentes oven fra, fra den Gud, der gav sin Søn som Offer, og som har givet os de Ord, at ingen har større Kærlighed end den, der sætter Livet ind for sine Venner.«
Derefter talte Feltpræsten, og Kisterne blev ført til Parolesalen, hvor de blev overgivet til Forældrene, som derefter kunde hente deres Dreng hjem. I Løbet af 2 Dage blev alle Kister afhentet, og hver Gang traadte den forstærkede Vagt til Gevær og gav med præsenteret Gevær de faldne Soldater det sidste Farvel fra deres gamle Kaserne.
Den 13. tog jeg med min Adjudant til Sønderjylland for paa Stedet at takke 4. Bataillon for dens Kamp.
Den 14. skulde Bataillonen over Mommark-Faaborg vende tilbage til Odense. Jeg underrettede begge Byer derom og henstillede, at man i den Anledning flagede. Begge Steder forstod man min Henvendelse, men fra begge Byer blev jeg senere ringet op og fik den Meddelelse, at man havde forespurgt i København, om der maatte flages, og Svaret fra København var, »at det var vist ikke værd«!
Men der var andre, der forstod det bedre. Beboerne i Brændekilde og Ravnebjerg, hvor 4. Bataillon havde ligget i Kantonnement, før den afgik til Sønderjylland, havde paa en eller anden Maade sat sig i Forbindelse med Bataillonen og faaet den den Vej over. Og her var Flagene hejst, og hver Soldat fik en lille Buket, og der blev trakteret.
Saa kom Bataillonen hjem til den gamle Kaserne med alt sit sønderskudte og ødelagte Materiel, der - mere end Ord kan gøre det - fortalte, at Bataillonen havde været i Ilden.
Saa snart jeg kunde det, besøgte jeg de saarede paa Sygehusene i Tønder og Aabenraa og overrakte dem et Sølvbæger. Jeg hørte deres Beretning om Kampen, mærkværdig saa klart det hele stod for dem. Jeg besøgte ogsaa de Steder, hvor der var blevet kæmpet. I Bredevad traf jeg en dansksindet, sønderjydsk Arbejdsmand, der fra Lorenzens Gaard havde overværet Kampen. Han, der selv havde været med i Verdenskrigen, kom hen til mig og sagde uopfordret: »De to, der faldt der (det var i Havehjørnet, hvor nu Mindelunden er) de kæmpede som tro og glimrende Soldater, jeg saa det. De laa der uden Befalingsmænd, og de skulde beskytte Kanonen, der stod ude paa Vejen (det var den Kanon, der bragte 4 tyske Panservogne til Standsning og hvor alle blev saaret). Disse to laa alene, de kunde ikke faa frit Skud, som de laa i Dækning ved Havegærdet, men saa gik de op, saa de kunde skyde. Saa faldt Skytten (Skud i Hovedet), og øjeblikkelig traadte Hjælperen til og skød, indtil ogsaa han faldt (Skud gennem Lungen).« Saadan lød denne jævne Mands Beretning - det var en Mand, der aabenbart kendte til det, han talte om.
Og som disse to - saadan de øvrige. Det er let nok i Fred paa Eksercerpladsen at lære Folkene, at frit Skud gaar forud for Dækning, og det er let nok under samme Forhold at lære Hjælperen, at han skal træde til, hvis Skytten falder fra. Men disse to gjorde det, da det var bitter Alvor - ikke fordi en Befalingsmand sagde, at de skulde gøre det, for der var ingen Befalingsmand, men de gjorde det, for saadan havde de lært det, og fordi det var deres Pligt. - Er det saa ikke rigtigt, at jeg i min Tale over dem sagde: »Det var ikke den danske Soldat, der svigtede.«
Til Slut vil jeg om de faldne sige: De faldt for Danmarks Sag - og deres Død maa ikke være forgæves. Vi svøbte deres Kister i Dannebrog - og under Dannebrog skal vi bære Danmark ind i en ny Dag.