Den nedenstående artikel blev bragt i Fyens Stiftstidende den 8. juli 1945 efter at være bragt i Berlingske Tidende den 7. juli 1945. Den gengives her med tilladelse fra Fyens Stiftstidende.
 |
| General Kaupischs udtalelser, bragt i Fyens Stiftstidende den 6. juli 1945. Fotokilde: Fyens Stiftstidende |
General Kaupischs udtalelser om det pinlige møde med Oberst Mikkelsen, der refereres til i artiklen, blev gengivet i et interview, som Fyens Stiftstidende bragte den 6. juli 1945. Interviewet var foretaget af en journalist fra Ritzaus Bureau.
Interviewet rummer mange interessante detaljer, især detaljerne om alarmeringen og hvordan transport til Nyborg skulle foregå, synes jeg er værd at bide mærke i. Artiklen er gengivet identisk med, hvordan den blev bragt i avisen.
 |
| Overskriften fra artiklen. Fotokilde: Fyens Stiftstidende |
I Anledning af General Kaupisch's Udtalelser om sit ”pinlige” Møde med Oberst Mikkelsen i Odense har ”Berlingske Tidende” bedt Obersten, der nu er tjenestegørende i København om en Beskrivelse af Mødet, og vi gengiver her den paagældende Artikel, der fandtes i ”Berlingske Tidende” for i Gaar. Oberst Mikkelsen fortæller:
Der er først en enkelt Ting at rette i General Kaupisch’ Udtalelser. Generalen siger, at Obersten var blevet taget paa sengen midt om Natten, og man kunde jo ikke bebrejde ham, at han de sovet, for det skete jo midt i den dybeste Fred. Dette er ganske forkert. Garnisonens Medlemmer i Odense blev taget på Sengen af den simple Grund, at der først kom tyske Soldater til Byen langt hen i April Maaned.
Fra højeste til almindeligt Beredskab
Om hvad der foregik i Garnisonen inden og lige op til General Kaupisch’ Besøg den 10. april, fortæller Obersten, som det har sin Interesse at læse i dag, ogsaa fordi det hidtil ikke har været offentligt kendt.
”Af 6. Regiment laa 4. Bataillon nede ved Grænsen i Sønderjylland. Det var i øvrigt den Bataillon, der tog det haardeste stød. Den havde 6. Faldne og 15 Saarede. I Odense laa tre smaa Rekrutkompagnier af Fodfolkspionerkommandoer og to Kompagnier fra 7. regiment i Fredericia, der havde fire maaneders Uddannelse. Disse to Kompagnier skulde efter højere Ordre været afgaaet til Fredericia den 9. April, men de kom ikke af Sted. De havde pakket, men den 8. kom der Ordre, at vi skulde ligge i højeste Alarmberedskab, og saa maatte Kompagnierne pakke ud igen. Senere blev det ændret til almindeligt Beredskab, hvilket vilde sige, at Mandskabet kunde gaa i Seng på Kasernen. De fornødne Vagter og anden Sikring var naturligvis i Orden.
Tidligt om Morgenen den 9. blev jeg vækket af min Adjudant med den Meddelelse, at der var indløbet telefonisk Meddelelse om, at Tyskerne var gaaet i Land i Nyborg. Oversergent Gedde fra Fodfolkspionerkommandoet i Tønder havde været på Orlov i København. Han var naaet over med Færgen fra Korsør, og han kom lige tidsnok til at se Tyskerne i Nyborg. Han skaffede sig øjeblikkelig Adgang til en Bagerforretning, hvorfra han telefonerede til Vagten. Jeg lod straks slaa Alarm, gav Ordre til Forstærkning af Vagten og sendte Melding til Divisionen i Viborg.
To Kompagnier skulde angribe Nyborg
Endvidere gav jeg Ordre til en Vognmand, vi havde fast Aftale med, om at skaffe Biler til Kasernen med det samme. Han stillede kort efter med 22 Lastvogne og 12 Personvogne. Paa Kasernen boede en Snes Befalingsmandsfamilier, og da Kasernen naturligvis ville blive forsvaret, maatte Familierne med Kvinder og Børn bort. I de 12 Biler skulde de evakueres til Langesø, hvor man var parat til at modtage dem. Lastvognene skulde befordre de to Kompagnier til Nyborg, hvor de skulde gaa mod Tyskerne. En Motorcyklepatrulje sendtes mod Nyborg for at rekognoscere, en lignende Patrulje gik mod Lillebæltsbroen. I øvrigt gav jeg Ordre til, at de fem yngste Aargange Værnepligtige i og omkring Odense skulde give Møde paa Kasernen. Netop som Civilisterne skulde afgaa til Langesø og Kompagnierne mod Nyborg, blev der telefoneret dels fra Krigsministeriet og dels fra Divisionen, at der ikke maatte ydes Modstand. Soldaterne var meget kede af det.
Chaufførerne paa Vognene bandede højlydt. Da Ordren kom, sendte jeg Patruljer ud for at stoppe dem, der var paa Vej til Nyborg og Lillebæltsbroen. Hele morgenen havde tyske Flyvere kredset over Byen i lav Højde. Det var det eneste, vi saa til Værnemagten den dag!”
 |
| Portrætfoto fra artiklen. Fotokilde: Fyens Stiftstidende |
Mødet med General Kaupisch
”Den 10. April indfandt sig KL. ca 7 en Tysker paa Odense Kaserne. Han var i Officersuniform og præsenterede sig som Tolk for General Kaupisch (det var tydeligt nok en Civil, der for Tilfældet var trukket i Uniform). Han meddelte, at Generalen paa Vej fra Jylland til Sjælland vilde passere Odense, og spurgte, om det kunde passe mig at møde Generalen KL. ca. 8,15. Jeg svarede ”Ja”. Hvor Generalen kunde møde mig? ”Her paa Kasernen, paa mit Kontor!” Jeg sendte Bud efter Kaptajn Scheibel, der taler godt Tysk, og bad ham være til stede for at hjælpe mig, hvis jeg med min mildest talt ret ringe tyske Talefærdighed ikke kunde klare mig. Jeg var selv paa mit Kontor med Kaptajn Scheibel. Min Adjudant stod uden for i Forgangen til Kontoret, og min Ordonnansofficer stod uden for Døren i Kasernegaarden for at vise Generalen Vej.
Generalen kom KL. ca. 8,30 (forsinket paa Grund af taaget vejr), og han blev sammen med sine Ledsagere, en 3-4 højere tyske Officerer, ført ind paa Kontoret. Jeg sad ved Skrivebordet og rejste mig naturligvis, da Generalen kom ind. Han nævnede sit Navn og gav en Undskyldning for forsinkelsen. Jeg nævnede mit Navn. Generalen sagde derpaa, at han var paa Vej til København og vilde da benytte Lejligheden til at tale med mig. Der var nu en kort Ordveksling angaaende det pinlige ved denne Situation, og jeg følte straks, at Generalen forstod mig.
Generalen sagde derpaa nærmest det samme, som der stod i Opraabet, og føjede til, at han anmodede mig om at sørge for, at Forholdet mellem de mig underlagte Tropper og de tyske Tropper kunne forløbe gnidningsløst. Som sagt taler jeg ikke saa godt Tysk, saa jeg tænkte mig lidt om og svarede da ”Alt, hvad min Konge befaler mig, vil jeg gøre!” Generalen saa et Øjeblik paa mig og rakte mig derpaa Haanden og sagde ”Wir Soldaten!” Han forklarede mig derpaa, at jeg jo maatte forstaa, at han ikke disciplinært kendte alle de Tropper, der nu var ham underlagt, men han tvivlede ikke paa, at de nok skulde opføre sig godt, ”og det vil jeg sige Dem Hr. Oberst,” sluttede han, ”jeg taaler ingen Schweinerei!”
Vi forlod det lille Kontor og gik uden for, hvor vi alene to (de øvrige tyske og danske Officerer stod noget derfra) gik frem og tilbage imellem Administrationsbygningen og et lille Anlæg. Det var under hele Besøget for mig ganske tydeligt, at dette Møde var Generalen pinligt. Han spurgte mig direkte: ”Kom dette Overfald overraskende for Dem?” Hertil svarede jeg ”Ja!” Generalen spurgte om jeg havde Faldne. Jeg svarede, at det var en Bataillon fa mit Regiment, der havde kæmpet mod ham i Sønderjylland, og at vi havde 6 Faldne og 14-15 Saarede. Han beklagede det og kondolerede Regimentet i Anledning af de Faldne.
Generalen talte derefter om mere ligegyldige Ting og gik derpaa til sin Bil, og de andre tyske Officerer til deres Biler. Undervejs til Bilen mødte vi en tysk Kaptajn, der fra Nyborg var sendt til mig som Forbindelsesofficer. Jeg fortalte da Generalen, at jeg havde faaet Ordre til at modtage en saadan Forbindelsesofficer, og ogsaa en fra Middelfart. Generalen spurgte mig, om jeg ikke mente, at en var tilstrækkeligt, og jeg svarede, at for mit Vedkommende var en tilstrækkeligt. Før Generalen gik ind i sin Bil, vendte han sig mod mig og sagde ”Wieder – Wir Soldaten!” gav mig haanden, steg ind i Bilen og kørte bort.
Mit indtryk var, at den hele Affære (Overfaldet) var Generalen Pinlig. Hans Optræden over for mig var forstaaende og absolut ikke nedladende, men korrekt.”