 |
| Inspektionsskibet Ingolf. Fotokilde: Orlogsmuseets arkiv. |
I forbindelse med 50-året for den 29. august 1943 udsendte Marineforeningen hæftet ”Sådan oplevede jeg 29.august 1943 - 24 øjenvidneberetninger”, der rummede forskellige erindringer om dagen fra medlemmer af marinen. Jeg har af Danmarks Marineforening fået lov til at gengive de af teksterne, der omhandler det fynske område, hvilket jeg er meget taknemmelig for.’’
Den følgende beretning stammer fra Bendt Hjorth Jensen, der var søkadet ombord på Inspektionsskibet Ingolf, der lå for anker i Lunkebugten på den østlige side af Tåsinge.
Skoledelingen for kadetter udrustedes i foråret 1943 som de foregående besættelsesår med henblik på øvelsessejlads i indre danske farvande.
Skoledelingen bestod af inspektionsskibene Ingolf og Hvidbjørnen, sejlkutterne Svanen og Thyra, torpedobådene Hvalrossen og Makrellen samt Dampbåd A. Kommandoen hejstes den 20. maj med kommandør C. V. Evers som delingschef og chef for Ingolf, næstkommanderende var orlogskaptajn J. Westrup, artilleriofficer kaptajnløjtnant A. Helms og kaptajnløjtnant M. Schmidt var navigationsofficer.
Kadetterne af min årgang kom om bord i slutningen af maj efter 2 måneders tjeneste som delingsførere på eksercerskolen på kaserneskibet Fyen. Efter ophold i Isefjorden og Smålandsfarvandet lå delingen dog uden de 2 torpedobåde i Lunkebugten udfor Valdemar Slot i slutningen af august måned.
Lørdag den 28. gik de 2 inspektionsskibe ind til Svendborg for at proviantere og høre nyt om begivenhederne i land. Den faretruende situation med udgangsforbud og strejker og sabotagehandlinger gjorde selvsagt indtryk på os alle, og så snart provianteringen var afsluttet, gik vi atter tilbage til ankerpladsen ved Valdemar Slot, hvortil der var indbudt til bal om aftenen. Heri deltog flere af skibene officerer samt nogle kadetter.
Ved 6-tiden næste morgen lige ved udpurring ankom en marinekutter fra distriktet i Svendborg med nyt om situationen i landet i almindelighed og om flådens sænkning i særdeleshed. Hvad disse oplysninger og sidste forholdsregler gik ud på, har jeg ingen viden om, resultatet af forhandlinger hos chefen med budbringeren og skibets officerer resulterede i, at Ingolf og Hvidbjørnen lettede efterladende de 2 sejlkuttere, og Dampbåd A til deres skæbne, dog med Svanens værnepligtige befarne, der kom roende over til Ingolf for at komme med til Sverige, som alle nu troede var målet for den forestående sejlads.
Inspektionsskibene stod i kølvandsorden Lunkebugten ud og fortsatte nord-i rundt Langeland og ud i Storebælt, hvor begivenhederne hurtigt tog fart. Der var efter letningen slået »Klart skib« dog uden udlevering af håndvåben, men med krigsammunition ved kanonerne. Selv var jeg kanonkommandør ved den agterste 12 cm kanon og ikke så lidt spændt på, hvad dagen ville bringe.
Da vi efter at have rundet Langeland og stod nord på i Storebælt i den minestrøgne rute, kom der en tysk minestryger af M-klassen ned imod os med signalflaget K vajende under signalråen. Efter den internationale signalbog var det ordre til at standse farten øjeblikkelig og da vi lå tværs af hinanden sendte tyskerne med signallampe besked om, at de ville sende et fartøj over til os.
Så lå vi 3 orlogsfartøjer overfor hinanden bredside mod bredside på klods hold og afventede den videre udvikling. Inden fartøjets ankomst kom artilleriofficeren ned til min kanon og beordrede os til at aflade og til under ingen omstændigheder at dreje kanonen ud i retning af tyskerne. Da det var gjort med den største forsigtighed gik fartøjet til faldrebet, der i mellemtiden var blevet firet af, og maskinpistolbevæbnede gaster fulgte en ung søofficer hastigt op til broen mens andre ilede til flaget agter, nedhalede det og satte det tyske krigsmarineflag i stedet, hurtigt og effektivt for vore undrende blikke.
Fartøjet fortsatte til Hvidbjørnen, hvor det samme skete, men med en bådsmand som leder. Efter at den første overraskelse havde fortaget sig, gik næstkommanderende i gang med forberedelserne til sænkning af eget skib, og fortrolige sager blev kastet over bord. Bombens urværk virkede imidlertid ikke al den stund, at næstkommanderende havde demonstreret urets betjening så grundigt for de ældre kadetter, at det havde taget skade deraf.
For at redde situationen gik overfyrbøder Bastrup ned på sin fyrplads og åbnede en bundventil, og for at ingen skulle lukke den igen drejede han den helt ud af fatningen, så der var et åbent hul ud til Storebælt. Det indtrængende vand bevirkede hurtigt en krængning, der gjorde tyskerne utrolige, og for at hindre kæntring udtog de ti gidsler, der ville blive skudt, dersom vandindtagningen ikke ophørte.
Hele besætningen var nu samlet på agterdækket, og der stod vi i grupper gidslerne og de andre og kiggede på hinanden. Imens var det lykkedes Hvidbjørnens besætning at få deres bombe til at virke, og mens en tysk signalgast fra brovingen afsendte sine meldinger til eget skib, sprang bomben og han fløj et godt stykke med op i luften.
Det lettede selvfølgelig noget på den trykkede stemning i Ingolf, dog blandt os gidsler var det med blandede følelser, vi mærkede den tiltagende krængning og så på de maskinpistolbevæbnede matroser, der stod parat.
Bastrup blev til held for os overtalt til at gå ned på fyrpladsen og redde os gidsler ved at stoppe for vandindtrængningen. Det gjorde han ved at stemme et håndklæde ned i ventilhuset, og derpå startede han lænsepumperne, og krængningen aftog og vi kunne slutte os til resten af besætningen dog uden den stolthed over egne bedrifter, som Hvidbjømens besætning følte, mens de svømmede rundt og efterhånden blev fisket op af en tysk jager, der i mellemtiden var kommet til stede.
Ingolf fortsatte efterhånden for egen kraft, men med slagside til Korsør under tysk flag en meget trist oplevelse for en Korsør-dreng, der havde drømt om et mere passende anløb med et orlogsskib til sin fødeby. Vi blev hurtigt kommanderet i land og marcherede under tysk kommando til Byskolen, hvor vi blev anbragt i gymnastiksalen på et læs halm og bespist med et par gulerødder. Efter et kort ophold der, blev vi sendt til Tårnborglejren, hvor vi blev i en halv snes dage. Det var en rigtig sørgelig dag.