11/05/2022

Jens Otto Jensens erindringer fra den 29. august 1943

Inspektionsskibet Ingolf. Fotokilde: Orlogsmuseets arkiv.
I forbindelse med 50-året for den 29. august 1943 udsendte Marineforeningen hæftet ”Sådan oplevede jeg 29.august 1943 - 24 øjenvidneberetninger”, der rummede forskellige erindringer om dagen fra medlemmer af marinen. Jeg har af Danmarks Marineforening fået lov til at gengive de af teksterne, der omhandler det fynske område, hvilket jeg er meget taknemmelig for.’’

Den følgende beretning stammer fra Jens Otto Jensen, der var værnepligtig ombord på Inspektionsskibet Ingolf, der lå for anker i Lunkebugten på den østlige side af Tåsinge.

Allerede fra barnsben har jeg haft kærlighed til flåden, så da jeg som 18-årig skulle på session i København, var det mit højeste ønske at blive taget til denne. Men da sessionslederen spurgte mig, om jeg havde noget specielt ønske, sagde jeg nej, da jeg ikke kunne lide at blive til grin. Stor var min begejstring, da sessionslederen fortalte mig, at jeg var den rette mand til flåden. Så jeg jublede hele vejen hjem til mine forældre.

Den 9. marts 1943 oprandt da dagen, der startede en tid, der for mig, blev noget af det bedste, jeg har oplevet. Jeg mødte på Holmen, vi var en meget lille flok ca. 100 stk. da det var en ekstraordinær indkaldelse, vi skulle efter rekruttiden bemande Inspektionsskibet Ingolf, Torpedobådene Hvalrossen og Makrellen samt Kutterne Svanen og Thyra. Men da den store indkaldelse kom i april måned, blev vi, der ikke fyldte meget på Fyen, flyttet over på Peder Skram, der lå ved Mastekranen. Den 20. maj afsejlede da ovennævnte enheder til Det Sydfynske Øhav. I må undskylde alt det ovennævnte, men jeg havde sådan en lyst til at skrive om det.

Men nu til sagens kerne. Jeg var skriver om bord på Ingolf, der blev benyttet som uddannelsesskib for kadetter og kadetaspiranter. Vi var ca. 100 mand om bord, omkring 80 officerer, kadetter og aspiranter og endelig ca. 20 værnepligtige.

Tidlig om morgenen den 29. august, da vi lå for anker i Lunkebugten ud for Valdemar Slot på Tåsinge, indløb der meddelelse til vor chef, kommandør Evers, om de faretruende situationer for flådens folk rundt om i landet. Der blev derpå blæst »Klart Skib« om bord i Ingolf og Hvidbjørnen. Hvidbjørnen var kommet til Østfyn ca. 1 måned efter Ingolf, ligeledes med kadetter og aspiranter til uddannelse.

Jeg tror det var vore chefers mening at forsøge at komme til Sverige, men der er lang vej fra Lunkebugten til Sverige. Da vi havde sejlet ca. 3½-4 timer, og hvor jeg havde delt cigaretter ud til alle på Ingolf, det er for øvrigt den eneste gang jeg nogensinde har røget (det må vel være spændingen ved tanken om alt det, der kunne ske), kom en tysk destroyer ned imod os, affyrede varselsskud mod os, og signalerede til os om at stoppe sejladsen.

Chefen forsøgte at bluffe og signalerede til dem, at vi havde fået ordre om at sejle til København. Tyskerne troede ikke rigtigt på dette, og ville sende en båd med en parlamentær. En motorbåd kom derefter sejlende ovre fra det tyske skib med en enlig mand ved roret og en presenning over resten af båden. Men da båden lagde til ved vor side, røg presenningen til side og en snes tyske soldater stod og sigtede på os med maskinpistoler. De entrede om bord og hev det danske flag ned og hejste det tyske op, medens vi måtte stå afmægtige og med knyttede hænder uden at kunne gøre noget.

Men vi havde nogle friske fyre i maskinen, da de opdagede at der var kommet tyskere om bord, åbnede de for skibets bundventiler, og nu begyndte uroligheden at brede sig, vi gik rundt med svømmeveste på og tænkte på hvornår vi skulle springe udenbords, for vi kunne mærke, at Ingolf stak dybere og dybere i vandet. Men så skete der det, at vandet nåede kedlerne nede i maskinrummet, og med et øredøvende brag, hvæsede røg og damp ud af skorstenen.

Der kom efterhånden så meget vand ind, at det bevirkede en slagside, så vi kun kunne sejle langsomt rundt i en cirkel. Tyskerne, der nu var blevet klar over forehavendet, beordrede nu, ved at true med maskinpistoler, maskinbesætningen ned og lukke for bundventilerne.

Vi blev derefter alle mand kommanderet ned på agterdækket med maskinpistolbevæbnede vagter rundt om os. Men det var som at komme fra asken og i ilden. For nu måtte vor næstkommanderende, orlogskaptajn Westrup, erkende over for tyskerne, at vor situation var meget ugunstig, idet han havde antændt en sprængladning, og alle vi danskere stod lige over den. Så for ikke at anstifte et større blodbad af den danske besætning, måtte næstkommanderende derfor fortælle hvad vi stod på, hvorefter han blev beordret ned og stoppe sprængladningen.

Før jeg går videre med hændelserne på Ingolf, vil jeg lige berette, hvad der i mine øjne skete på Hvidbjørnen. Som følge af, at vi var moderskibet, kom tyskerne lidt senere over på Hvidbjørnen, og da vi sejlede meget langsomt, efter at vandet var nået kedlerne, sejlede Hvidbjørnen forbi os, og vi kunne høre hurra-råbene fra deres besætning, da de opdagede, at der skete noget på Ingolf.

Chefen for Hvidbjørnen var hurtig, og, efter hvad jeg forstod, antændte han straks en sprængladning, og meddelte derpå tyskerne, at de ville blive sprængt i luften om nogle få minutter, hvilket tyskerne ignorerede i første omfang, men da chefen derpå råbte til sin danske besætning om at springe over bord, fulgte tyskerne hurtigt efter. Hvid-bjørnen var nu kommet så langt væk, at vi næppe kunne skelne den, da den sprang i luften.

Nå, tilbage til Ingolf. Da vi jo ikke kunne sejle lige ud på grund af slagsiden, blev vi taget på slæb af den tyske båd, der derefter satte kursen mod Korsør. Senere hørte vi, hvor slemt det havde været ved vores enheder i Korsør. Vi blev derefter under bevogtning ført til Tårnborglejren, hvortil vi ankom hen under aften den 29. august.

Jeg skal kort berette, at vi var i Tårnborglejren til den 8. september, hvorpå vi, atter under bevogtning, blev ført til Korsør banegård. Og nu var det spændende, kørte vi sydpå eller mod København. Det blev København, og i nattens mulm og mørke blev vi i tyske lastvogne kørt til Sundparkens Skole på Amager. Herfra blev jeg så hjemsendt den 7. oktober 1943.

Men min tid i flåden var heldigvis ikke forbi. Efter krigen blev jeg genindkaldt den 12. juni 1945. Og den 17. juli sejlede jeg med Hejmdal til Færøerne og Grønland med det første danske marineskib efter krigen. En pragtfuld tur.