Fyn under besættelsen: Hvem var Karl fra Skibhusvej 143?

Jeg bor på Skibhusvej i Odense, derfor er ”Skibhusvej” for mig også et tilbagevendende søgeord, når jeg går på opdagelse i gamle aviser, billedarkiver og andet fra besættelsestiden.

Et af de steder, hvor jeg været på opdagelse er på Illegalpresse.dk, hvor man bl.a. kan søge i de illegale udgaver af Information, der blev udsendt under besættelsen. Information blev som bekendt først en legal avis d. 5. maj 1945.

I udgaven fra d. 22. februar 1945 dukker Skibhusvej op i forbindelse med en lang opremsning af navne og adresser, der følger et afsnit i avisen med følgende indledning (Informations stavemåder bibeholdt).

”Navnene paa de 250 Danske, som forleden blev overført til den tyske Koncentrationslejr Dachau.

Samtidig med at de tyske Flygtninge strømmer ind i Danmark ad alle disponible Transportveje, fortsætter Tyskerne deres fuldstændig meningsløse Deportationer af danske politiske Fanger til de tyske Koncentrationslejre. Nedenstaaende bringer vi Navnene paa 250 danske Statsborgere, som den 16. Februar er blevet overført til den tyske Koncentrationslejr i Dachau.”

Blandt navnene var: Karl Willi Larsen, Skibhusvej 143, Odense.

Det er ikke mange husnumre fra, hvor jeg bor. Som eksempler på, at Skibhuskvartet og Skibhusvej også spillede en rolle i besættelsestidens historie, så kan det nævnes, at adressen figurerer på flere billeder taget af optøjer under augustoprøret i 1943, og at der blev begået et stikkerdrab lige overfor adressen i april 1945.

For at se om jeg kunne blive klogere på, hvorfor Karl Willi Larsen blev sendt til Dachau tyede jeg til google. Trods tålmodig søgen, blev det dog ikke til mange flere oplysninger. Jeg fandt dog Karl på en oversigt over Dachau-fanger. Af den kunne jeg læse, at Karl var født d. 10. november 1912 og var ankommet til Dachau 22. februar 1945.

Det var først da jeg særskilt begyndte at søge på danske fanger i Dachau, at der kom skred i min søgen. Ved et lykketræf fik jeg læst mig frem til, at 16. februar var dagen, hvor den sidste større transport af danske fanger til koncentrationsfanger blev sendt afsted. Der var transporter fra både Vestre Fængsel og Frøslevlejren. Fra Frøslevlejren blev der sendt 251 fanger afsted. Tallet 251 læner sig så meget op ad tallet 250, der nævnes i Information, at jeg kunne regne ud, at Karl var med den fangetransport. Og altså har været indsat i Frøslevlejren.

Her ender sporet dog igen blindt. For Frøslevlejrens fangekartotek vil ikke kendes ved Karl Willi Larsen. Heller ikke ved Karl Larsen, Karl Willi, Willi Larsen og hvad jeg ellers fik søgt på. Da det har irriteret mig et par dage, går op for mig, at jeg kan søge på hans fødselsdato.

Carl Willy Larsen! Født 10. november 1912 og bosiddende i Odense. Ansat som maskinarbejder og arresteret for, at have deltaget i modstandsarbejdet som gruppeleder i efterretningstjenesten. Frihedsmuseets modstandsdatabase kunne endvidere bidrage med oplysningen om, at Carl var død i december 1993, og altså har overlevet opholdet i Dachau.

I bogen ”De kom til Dachau” af Lars Ringholm fra 1997 fortælles historien om de danskere, der som de sidste blev sendt afsted fra Frøslevlejren og Vestre Fængsel til en tysk koncentrationslejr - Dachau. Ingen ved, hvorfor de skulle afsted. For der var allerede begyndt, at komme fanger retur fra Tyskland og forberedelserne til aktionen med de hvide busser var også allerede i gang, men afsted kom de – og Carl Willy Larsen var iblandt.

Jeg har trukket nogle oplysninger ud af bogen, som jeg tænker også hører til Carls historie.

Navnene på de fanger, der skulle afsted, blev råbt op under morgenappellen d. 16. februar 1945. Efter navneopråbet fik de tildelt en ekstra stor portion havregrød, for at være fodret af før afgang, lige som de fik udleveret en ekstra madration til turen, som de selv måtte få til at strække.

Turen foregik i åben lastbil til Harrislee lige syd for grænsen, hvor fangerne blev overført til kreaturvogne, der var spændt efter et tog. Seks dage tog turen, med kun én daglig toiletpause undervejs. Ellers måtte fangerne forrette deres nødtørft i en spand, på togvognens gulv eller gennem sprækkerne i togvognens side.

Fra Harrislee gik turen til Hamborg, og derfra hed ruten Celle, Lehrte, Bebra, Fulda, Würzburg, Ansbach, Ingolfstadt og til sidst Dachau, der var en af de først oprettede tyske koncentrationslejre. Anlagt nord for München i 1933.

Ved ankomst blev fangerne kronraget både på hovedet, på kroppen og i skridtet. De blev frataget ure, ringe og hvad de ellers måtte have af personlige værdigenstande, fik udleveret deres fangedragter og tildelt fangenumre fra 141.542 til 141.789.

Carls ophold ved jeg intet om, men hans dage i lejren har utvivlsomt også været præget af arbejde, appeller og elendighed, der synes at være de gennemgående træk for beretningerne i ”De kom til Dachau”. Opholdet i lejren blev dog forholdsvis kort. Den 23. marts 1945 blev danskerne kommanderet op på lejrens appelplads, og her fik de lov til at stå indtil de første hvide busser kørte ind i lejren. 30 dage i Dachau blev det til.

Fangerne blev efterfølgende kørt fra Dachau til Neuengamme, hvor de måtte vente en måned før de blev endeligt evakueret.

Jeg har i min søgning på oplysninger om Carl hele tiden fokuseret på besættelsesårene, men i et håb om, at blive klogere på Carls videre skæbne i livet, fik jeg til sidst også søgt i tiden efter 1945.

Her var der gevinst, for det viser sig, at Carl vidnede mod ”Poul Tysker”, der i en periode frem til januar 1945 arbejdede for Gestapo på Husmandsskolen i Odense som tolk og medhjælper. Han var under besættelsen udsat for flere likvideringsforsøg, og blev i 1947 dømt til døden ved Odense Købstads Kriminalret. Carl har altså været holdt arresteret på Husmandsskolen før han blev overført til Frøslev. Og været der før slutningen af januar 1945, hvor Poul Tysker blev forflyttet til københavn.

Carls vidneudsagn blev fremlagt i retten i slutningen af februar 1947. Vidneudsagnet bliver gengivet i Fyns Social-Demokrat d. 26. februar 1947, men også i Fynske Årbøger 2008 bliver der henvist til det, hvor det bliver omtalt således:

”Maskinarbejder Carl Villy Larsen, Odense, kan fortælle, hvordan han på Husmandsskolen fik knytnæveslag i ansigtet af både Poul Tysker og Gestapoleder Dohse, hvordan han blev beordret til at tage 200 knæbøjninger med håndjern på, mens han blev slået med spanskrør, og hvordan han efter 175 knæbøjninger faldt om af udmattelse.”

Her slutter min beretning om Carl, der engang boede et par husnumre henne ad gaden. Skulle nogen kende noget til Carls virke under krigen, så hører jeg gerne fra jer.