10/01/2022

Flyangreb ved Stenstrup

Selvom jeg er opvokset i Stenstrup, så er jeg ikke før stødt på omtale af det flyangreb på et godstog ved byen, der fandt sted 1. oktober 1944.

Det angrebne tog, der var på vej mod Odense, befandt sig mellem Stenstrup Sidespor og Stenstrup Station da angrebet fandt sted. Stenstrup Sidespor hedder i dag Stenstrup Syd Station, men var dengang et sidespor, der betjente flere af teglværkerne i området.

Alt efter, hvilken avis nyheden læses i, så varierer antallet af fly i den flok det angribende fly kom fra. Fyns Social-Demokrat fortæller om fire angribende fly, mens Fyns Venstreblad d. 3. oktober 1944 fortæller om 6 fly og er den mest uddybende af omtalerne.

Toget fik ikke de store skader ved angrebet, men fyrbøderen blev ramt af strejfskud og lokomotivføreren fik skader, da han sprang af toget. Begge førtes efterfølgende til hospitalet i Svendborg.

Der findes flere eksempler på allierede flyangreb på danske godstog. Flere gange med civile tab til følge. Jeg tænker, at togene har været legale mål, når jagerflyene har været på retur fra deres primære opgaver, eksempelvis som eskort for bombefly.

Og så fascinerer det mig, at jo mere jeg dykker end i det, jo mere viser det sig, at der er sket omkring min gamle hjemby.
Fotokilde: Fyns Tidende den 3. oktober 1944. 
Billedkilde: Fyns Social-Demokrat 2. oktober 1944
Billedkilde: Fyns Venstreblad 3. oktober 1944
Billedkilde: Frihedsmuseets billedarkiv
Fotokilde: Frihedsmuseets billedarkiv