Augustdagene i Odense

Den nedenstående tekst er skrevt af journalist Arne Grum-Schwensen og stammer fra bogen ”Fem Aar, Indtryk og Oplevelser”, der blev udsendt i 1945. Arne Grum Schwensen var på det tidspunkt Korrespondent for Ritzaus Bureau og skrev i Fyns Tidende under Mærket „Kim“.

Teksten rummer en enkelt fejl. Manden der blev skudt i Nørregade hed Wilhelm Jensen og var 50 år.

Arne Grum-Schwensen, udateret. Fotokilde: Slægte Schwensen fra Gl. Haderslev. 

AUGUSTDAGENE I ODENSE

Det var i Esbjerg, det begyndte, men det var Odense, der fulgte efter. I den uforglemmelige Sommer 1943. Endnu var Hadet til Tyskerne ikke brudt ud. Men Overgreb og Retsbrud havde spændt Taalmodigheden i det danske Folk til Bristepunktet. Hadet, der i Grunden ligger Danskerne saa fjernt, maatte nødvendigvis opsummere sig, og nu laa det og lurede i hver eneste Dansker. Der skulde kun en Gnist til at faa Krudttønden til at eksplodere.

Og Gnisten kom i August 1943. Øjensynlig ønskede Tyskerne en Eksplosion, for det var dem, der gav Bolden op. Tirsdag den 19. August blev adskillige Odenseanere mishandlet paa det groveste af Tyskerne, der fo’r som vanvittige gennem Gaderne og slog ned for Fode uden ringeste Grund. Henved 20 Mennesker blev denne Dag kørt paa Sygehuset, deriblandt en ung Mand, som Tyskerne havde tilføjet aabent Kraniebrud foran Bedealteret i KFUM paa Klosterbakken, hvor han havde søgt Tilflugt.

Begyndelsen blev gjort med et større Slag paa Fisketorvet efter en Koncert i Kongens Have; en af de første, der ganske uden Grund blev overfaldet, var en Støbemester paa Frederiksbroens Jernstøberi, og det var dette Overfald, der fik Lavinen i Skred. Virksomhedens 4-500 Arbejdere nedlagde alle Arbejdet om Morgenen den 10. August, og de blev straks fulgt af Arbejderne paa Allerups Maskinfabrik, Odense Staalskibsværft, Thomas B. Thrige o.s.v. I Løbet af en Time var der Generalstrejke overalt i Byen. Forretningerne lukkede, Postvæsenet, Sporvognene m.m. nedlagde Arbejdet. Alt blev lammet. Aldrig har en Generalstrejke vist før været saa total.

Og dog fik Befolkningen Mad. Strejken var jo ikke rettet mod Byens Borgere. Arbejdernes Aktiebageri og Bagermestrenes Brødfabrik udleverede Brød rask væk, og det var underordnet, om man havde Rationeringsmærker. Brødfabriken blev imidlertid besat af Tyskerne, hvilket bevirkede, at Kuskene og Bagersvendene nedlagde Arbejdet. Og saa maatte Tyskerne lade sig afløse af dansk Politi.

Alle Byens store Virksomheder blev efterhaanden besat, og det samme gjaldt Statsbanen, men ogsaa her maatte Tyskerne dog trække sig tilbage, da samtlige Jembanemænd ellers vilde nedlægge Arbejdet.

Odenseaneme tog i Begyndelsen Generalstrejken med en knusende Ro. Men da Tyskerne kørte skydende gennem Gaderne og saarede ganske tilfældige Mennesker, steg Ophidselsen. I flere Tilfælde ramte Tyskerne Kvinder og Børn, og de generede sig endda ikke for at anvende Haandgranater.

Ca. 130 Mennesker blev af Ambulancerne kørt til Hospitalerne i Strejkedagene, og deriblandt var kun een Tysker. Det var en Løjtnant, som ikke havde flere Skud i Revolveren, og som blev slaaet i Jorden paa Vestergade ved Paladsteatret.

Paa Fisketorvet og i Nørregade udkæmpedes drabelige Slag, og Tyskerne sparede ikke paa Krudtet. Men naturligvis var der ikke stort at stille op mod Tyskerne uden Vaaben. Raseriet fik derfor Afløb paa anden Vis. Store Skarer drog syngende gennem Gaderne, og Byens Nazister og Stikkere og Værnemagere fik Dag og Nat deres Ruder knust. I mange Tilfælde blev alt Bohavet slæbt ud paa Gaden og stukket i Brand. Forretningsruder overalt i Byen blev knust, og talrige private Hjem blev stenet. Det var i hundredvis af Ruder, der gik i Skaar, og samtidig blev talrige Lejligheder raseret og stukket i Brand. Odenseanerne gjorde op med dem, der gik Tysklands Ærinde.

Paa Windelsvej blev en tysk Gestapomands Bohave slæbt ud paa Gaden. Øverst lagde man hans Uniformskasket og et Billede af Hitler. Og saa blev der sat en Tændstik til, mens Tusinder af begejstrede Tilskuere hidsede hinanden op.

De danske Kaserner blev smykket med Blomster og Dannebrog, og der blev raabt Hurra for de danske Soldater. Mængden prøvede ogsaa at faa udleveret Vaaben paa de danske Kaserner, men det gik dog ikke.

Odenseaneme var forøvrigt ikke ene om at ødelægge og rasere. En Restauration ved Albani Kirke blev komplet smadret af Tyskerne, der ledte efter en Dansker. Bagefter anbragte Folk Dannebrogsflag i Sækkene, der dækkede de tomme Vinduesrammer.

Der skete ogsaa Fejltagelser. Hvor en Nazist boede paa 3. Sal, hændte det f. Eks., at uskyldige Mennesker paa 2. Sal fik deres Ruder knust af Stenkastere, hvis Vilje til at ramme var større end Evnen. Saa skillingede Mængden imidlertid straks sammen og betalte de ødelagte Ruder.

I en Nazists Kolonialforretning knustes alt Inventar; Marmelade, Konserves m.m. blev kastet mod Væggene i en henrivende Sildesalat. Flere Slagterbutiker blev jævnet med Jorden, og der kunde nævnes talrige andre Eksempler.

Mange af de hjemsøgte Nazister flygtede ud af Byen, mens andre fik Ophold paa Tyskernes Kaserne paa Sdr. Boulevard.

En ung Mand, Elektriker Verner Jensen, Ejbygade 5, fik i Nørregade et Skud i Underlivet, og han døde senere paa Sygehuset. Trods alt Tyskernes Skyderi blev han Augustdagenes eneste Dødsoffer.

I Bolbro tog Tyskerne to fuldstændig sagesløse unge Mænd, som blev slæbt ud paa Kasernen, hvor de i fire Timer blev mishandlet paa det allerfrygteligste. De sadistiske Djævle brugte Remme, flettede Reb og Piske paa deres nøgne Kroppe, fordi de nægtede at opgive Navne paa Kommunister. Vistnok af en Fejltagelse blev de to mishandlede Mænd løsladt, og de blev naturligvis straks indlagt paa Amtssygehuset, hvor man ogsaa fotograferede dem. De saa frygtelige ud med Kødet hængende i Laser paa Ryggen, og selv Lægerne og Politiet erklærede, at de aldrig havde set noget lignende.

Under Urolighederne havde det danske Politi naturligvis en saare vanskelig Stilling, men Politiet forstod tilfulde Situationen og greb ikke mere ind i Demonstrationerne end højst nødvendigt. Det var et roligt og helt dansk Politi, Odenseanerne saa i de Dage. Derfor var det ogsaa ufortjent, at Mængden væltede en Politibil i Nørregade, da Betjentene paa en pæn Maade splittede en mægtig Demonstration, der syngende: Ja, vi elsker dette Landet - drog gennem Byen bærende de engelske og amerikanske (men ikke det danske) Flag og med to unge blomstersmykkede Piger i Guldstol i Spidsen.

Politiet fik iøvrigt Assistance fra Sønderborg, Aabenraa, Esbjerg, Skive, Aarhus, Vejle, Aalborg, København m.m. Ialt var her ca. 30 Politibiler og mindst 500 Betjente med Staalhjelm, Revolver og Knippel.

Et særligt Afsnit i »Opstanden« var Afstraffelsen af Feltmadrasserne. De unge Piger, der havde indladt sig med Tyskerne, blev slæbt ud paa Gaden og klædt af. De blev gennempryglet, deres Haar blev klippet af, og de fik malet Hagekors paa Kroppen, hvorefter de blev jaget nøgne gennem Gaderne. Det skete i Snesevis af Tilfælde. Mange af Tøsene fik ogsaa deres Bohave slæbt ud paa Gaden og stukket i Brand.

Urolighederne i Odense begyndte som nævnt Tirsdag Aften den 19. August. Det resulterede først i, at Politiet spærrede Vestergade, og senere beordrede Politiet Folk hjem. Restaurationerne fik Besked paa at lukke, og inden Kl. 22,30 var Gaderne tomme. Om Onsdagen begyndte Generalstrejken, og den konstituerede Politimester, Politifuldmægtig H. Rasmussen, udstedte totalt Færdselsforbud; i de følgende Dage førtes en lang Række Forhandlinger for at faa genoprettet Ro og Orden i Byen.

Fredag Formiddag forhandlede bl. a. Borgmester Werner, Formanden for Arbejdernes Fællesorganisation P. Johansen, De samvirkende Fagforbunds Næstformand Einer Nielsen, Formanden for Dansk Jembaneforbund Th. Petersen, Næstformanden i Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund Vilh. Christensen og Forretningsfører Andersen, Dansk Arbejdsmandsforbund.

Det blev besluttet, at Arbejdet skulde genoptages Lørdag, men det skete ikke. Strejken fortsatte, og Lørdag Formiddag holdtes et stort Demonstrationsmøde paa Stadion, hvor adskillige Tusinde Arbejdere vedtog at fortsætte Strejken og valgte et 9 Mands Udvalg til at forhande med Myndighederne. Fra Arbejdernes Side blev der stillet Krav om, at Tyskerne skulde trække sig tilbage fra de Virksomheder, der var besat, og at det skulde forbydes tyske Soldater at færdes paa Gaderne om Aftenen. Endvidere krævede man naturligvis, at Strejken ikke medførte Repressalier af nogen Art.

Søndag Formiddag holdtes et nyt Kæmpemøde paa Stadion, og denne gang deltog en halv Snes Tusinde Mennesker. Det vedtoges, at Strejken skulde fortsættes.

Samme Dags Eftermiddag holdtes et Møde paa Teknisk Skole, og heri deltog bl. a. Arbejdsminister Kjærbøl, Direktør Svenningsen, Udenrigsministeriet, Departementschef Eyvind Larsen og Statsadvokat Troels Hoff m.fl. Det blev et yderst bevæget Møde, og Resultatet blev, at der Mandag Morgen udsendtes et Opraab til Byens Befolkning om Genoptagelse af Arbejdet. Et af Punkterne i dette Opraab lød saaledes:

Den tyske Værnemagt er rede til at bidrage til en almindelig Afspændelse og Beroligelse. Den har derfor truffet en Orlovsordning paa den Maade, at alle tyske Soldater, der befinder sig i Odense, forbliver i deres Kvarter Søndag, Mandag, Tirsdag og Onsdag, men de normale Øvelser samt tjenstlig Færden til Fods og i Vogn vil naturligvis blive gennemført som hidtil.

Saa meget opnaaede man altsaa. Desuden blev Besættelsen af de store Virksomheder naturligvis ophævet, og Repressalierne kom jo som bekendt først den 29. August.