Ikke alt var fryd og gammen i modtagearbejdet, hvilket det vedhæftede stykke papir bekræfter.
Papiret er dateret den 6. november 1944. Det stammer fra den fynske nedkastningschef, Erik Frandsen og opbevares i en kasse på Rigsarkivet, hvor en del af hans papirer ligger samlet.Jeg er ikke bekendt med, hvem navnet ”Søren” dækker over, eller hvem der er afsender. Alligevel er noten et fint billede på de magtkampe, der også har fundet sted i modstandsarbejdet.
![]() |
| Notat fra Erik Frandsens arkiv. Fotokilde: Fyn under besættelsen/Rigsarkivet. |
Afskrift:
Ang. Modtagelse.
Forholdene ved Modtagelsesapparatet har i den sidste Tid ændret sig paa en saadan Maade, at man har Brug for alle disponible Kræfter til Sikring af Opgavens heldige Løsning.
Man skal derfor ikke undlade at meddele flg:
For ca. 3 Uger siden er rettet Henvendelse til Søren ang. nogle Politifolk til særlige Opgaver i Forbindelse med Modtagelse. Disse er dannet og instrueret.-
S. vil imidlertid ikke stille Gruppenne til Disposition for Modtagelsesafdelingen, idet han ( skal undlade at referere de udtalte ord ) har meddelt, at man herfra i Fremtiden kan spare sig saavel skr. som mundtlige Henvendelser.-
Det er sørgeligt, at en Mand, der i den Grad sætter Personen over Sagen, kan "sidde" paa saa mange Folk med god Tid, saaledes som han gør det.-
