I Pigtraad nr. 1 fra 1974 beretter Frants Jørgen Hvass om tre nedkastninger, der alle fandt sted nord for Brændegaard Sø. Bemærk venligst, at i beretningen er søen fejlagtigt omtalt som Brenderup Sø. Frants Jørgen Hvass udgav i 1969 bogen Mænd i sorte kapper, der beskriver modstandsarbejdet omkring Faaborg. Den omtalte Hæstrup må være forfatter og historiker Jørgen Hæstrup.
 |
| Kortudsnit af Sydfyn. Det er Brændegård Sø øverst i midten af kortet. Billedkilde: Google Maps. |
HILSEN TIL THORKILD, ALLAN OG MATHILDE.
Dommerfuldmægtige Jørgen Hvass, fortæller her lidt om, hvad der skete ved Brenderup sø (Bemærk, at der er tale om Brændegård Sø) under besættelsen. Fåborgafsnittet havde i alt fået arrangeret 3 våbenmodtagelser her, nemlig den 31-12-44, den 9-2-45, og den 21-2-45. De blev i den engelske radio annonceret under koden: Hilsen til... henholdsvis Thorkild, Allan og MathiIde.
Modtagelsen Thorkild foregik nytårsaften. Det var på forhånd meddelt, at der ikke ville komme nogen særmelding i julen og nytårsaften, men den kom altså alligevel - til stor overraskelse. Der blev nogen diskussion om vi - mod vores ordrer fra Fynsledelsen, skulle rykke ud, men vi blev enige om - vist som de eneste på Fyn - at vi ikke kunne være bekendt at blive hjemme, når flyverne satte livet på spil for vores skyld.
 |
| Rapport over modtagelsen den 31. december 1944 på pladsen ved Brændegård Sø. Fotokilde: Historisk Atlas/Rigsarkivet |
Efter krigen fortalte en engelsk lotte, der var på besøg hos os, at flyverne havde fast ordre til at flyve, når vejrforholdene tillod det, men at hun havde glemt at videregive den særlige ordre om ikke at flyve nytårsaften. Hun indrømmede - det siges at hun rødmede - at hun var blevet degraderet i den anledning.
Mandskabet ca. 30-40 mand - fra Fåborg, Horne og Korinth, blev samlet på et mødested ca. 1 km. fra modtagepladsen og her blev cykler m.v. gemt hen. Kort før den averterede ankomsttid vandrede vi så i det klare måneskin og ad tilfrosne eng- og søarealer gennem det meget øde terræn, og ventede så i skoven her lige ved søkanten.
| Rapport over modtagelsen den 31. december 1944 på pladsen ved Brændegård Sø. Fotokilde: Historisk Atlas/Rigsarkivet |
Der blev udstillet vagtposter ved den nordlige og sydlige del af vejen her - den eneste vej ved modtagepladsen - og inde på markerne ved nogle store stendiger. To lastbiler og et hestekøretøj var anbragt inde på marken lige ved skovkanten, og oppe på toppen af bakken opholdt heurecaen og lyssignalgruppen sig.
Da vagten var etableret, lød der pludseligt et højst mærkeligt, og under de omstændigheder uhyggeligt spektakel af et eller andet, der kom kørende ad vejen mellem de to vagthold, altså, på »forbudt« område. Det viste sig at være en yngre landmand på en punkteret cykel og med en flot nytårs-papirshat på hovedet. Jeg »holdt ham op« - i øvrigt med en »Nefa«-cykellygte, der lignede en pistol og med maske for ansigtet, så han nok havde en vis ret til at blive forskrækket. Efter modtagelsen blev han løsladt igen under svære trusler om ikke at snakke over sig.
Da maskinen kom, smed den sine containere meget fint og samlet og midt på det beregnede område, og opsamlingen på bilerne og hestevognen foregik i fynsk rekordtid 9-11 minutter fra kastet til klarmeldingen.
 | |
|
Nu begyndte så arbejdet med at få det modtagne i hus og gemt hen. Det var faktisk den farligste del, for tyskerne patruljerede på vejen. Til gengæld kendte vi de små biveje. Der hændte det, at den første lastvogn kørte en ikke beregnet lille omvej, herved kom nummer 2 forrest og troede sig forfulgt, da nummer 1 nærmede sig bagfra. De var lige ved at komme i ildkamp med hinanden.
Ved modtagelsen »Allan« den 9. februar var det blevet tøvejr, og da jeg ville føre folkene fra stillestedet gennem mosen, gik vi i mørket lige ud i søen. For øvrigt gik modtagelsen også på anden måde i vasken: der kom ingen flyver til os og efter ca. 4 timers ventetid - hvor det viste sig vanskeligt at undgå de farlige glimt fra forbudt tobaksrygning og forbudte lommelygter, måtte vi vende hjem med uforrettet sag.
Den sidste våbenmodtagelse her på stedet, »Mathilde« gik bedre. Men nedkastet var knapt så godt som nytårsaften. Sagerne faldt over en længere strækning og til dels i et op-pløjet område og navnlig bag de høje stendiger, så opsamlingen var besværligere denne gang.
En meget malende beskrivelse gav fisker Peter Christensen, Dyreborg, efter Vera-modtagelsen, da han pa uforfalsket Dyreborg-mål fortalte: Joh, ser du: Maskinen kom flyvije som en må'e på stivv vinger', - Og lige med et - put -, så ske' han!
Peter Christensen, sædvanligvis kaldet Petter, var altså på et tidligt tidspunkt et vigtigt led i den fynske modstandsbevægelse med sin egen direkte forbindelse til Fynsledelsen. Han var en mand med lune, og han var modig.
Hæstrup fortæller: På et vist tidspunkt ville Gestapo have fat i Petter. Han fik det at vide - en centraldame nåede at ringe enten til ham eller Lorenzen: De er der! - og gik »under jorden« på den måde, at han roede ud på fjorden i sin jolle mod Bjørnø. Derfra så han dem foretage razziaen i hjemmet. Han boede en dag på Bjørnø, men kedede sig og tog hjem til Dyreborg igen, hvor han fik logi hos gode venner. Han kukkelurede en dag på et loftsværelse, men kedede sig endnu mere. Så tog han hjem igen.
Men få dage efter var Gestapo der på ny. Denne gang bestemte Petter sig til at se affæren på nærmere hold. På parkeringspladsen overfor hans hus (hotellets plads) lå der nogle granstammer og en hoben grankvas, og her krøb han ind. Gestapoerne gennemrodede hans hus, men da de intet fandt, gik de op til enden af vejen, hvor de skød til måls efter mågerne. I den anden ende af byen sagde folk til hinanden - med dystre miner: Nu skyder Petter på dem!
Da Gestapo var træt af denne spas, gik de tilbage for at tage hjem. Men forinden måtte nødvendige ærinder forrettes. Og hvilken plads var nærmere eller bedre egnet end parkeringspladsen med granbunken? De tog opstilling og fuldførte ceremonien. Petter blev våd, men var i øvrigt uskadt.