Det nedenstående er Rekrut Bendt Pedersens beretning fra den 29. august 1943, hvor han laa som soldat på Nyborg Vandrehjem. Originalen ligger på Det Kongelige Bibliotek.
Beretningen er ordret gengivet, men for læsevenlighedens skyld, er teksten brudt op i flere afsnit end originalen.
29. AUGUST 1943.
Hvor havde vi glædet os til at komme ind til Nyborg igen. I over en Uge havde vi kun haft Tilladelse til at færdes paa et afgrænset Omraade, der dog naaede saa langt, at vi kunde gaa fra Nyborg Vandrehjem, hvor vores Kompagni laa, til Nyborg Strand, hvor Garnisonens 2 andre Kompagnier havde Kaserne.
Dersom vi ikke havde været spærret inde paa dette Omraade, var det slet ikke givet, at vi var gaaet ind til Nyborg, men den Tanke, at vi virkelig kun maatte bevæge os paa det bestemte Omraade, bevirkede naturligvis, at vi kun saa frem til den Dag, da Bevægelsesforbudet blev ophævet. Og det kom. En Uge efter at det var sat i Kraft, blev det ophævet igen.
Det var Torsdag den 26. August. Samme Aften var vi imidlertid paa Natmanøvre, og ingen af os var saaledes inde i Nyborg. Næste Aften var vi fredag. Enhver Soldat ved, at for Rekrutter er Fredag Aften Pudsesaften, og det var derfor kun et Pust af os, der den Aften tog Udgangsbillet. Men saa var der jo Lørdag Aften tilbage, den eneste Aften om Ugen vi havde helt fri.
I Løbet af Lørdagen kom Begivenhederne i hurtig Rækkefølge. Lørdag Middag lidt før Kl. 12 fik jeg at vide, at en af mig søgt Orlov var blevet bevilget mig, og da jeg mødte til Appel Lørdag Kl. 14, havde jeg alt klar, saa jeg kunde rejse umiddelbart efter Tjenestens Ophør.
Men ak. En Soldat kender ikke Dagen før den sidste Appel er overstaaet, og en Appel kan bringe baade gode og daarlige Meddelelser.
Beretningen er ordret gengivet, men for læsevenlighedens skyld, er teksten brudt op i flere afsnit end originalen.
 |
| Postkort med Nyborg Vandrehjem, ca. 1940. Fotokilde: Ukendt. |
Hvor havde vi glædet os til at komme ind til Nyborg igen. I over en Uge havde vi kun haft Tilladelse til at færdes paa et afgrænset Omraade, der dog naaede saa langt, at vi kunde gaa fra Nyborg Vandrehjem, hvor vores Kompagni laa, til Nyborg Strand, hvor Garnisonens 2 andre Kompagnier havde Kaserne.
Dersom vi ikke havde været spærret inde paa dette Omraade, var det slet ikke givet, at vi var gaaet ind til Nyborg, men den Tanke, at vi virkelig kun maatte bevæge os paa det bestemte Omraade, bevirkede naturligvis, at vi kun saa frem til den Dag, da Bevægelsesforbudet blev ophævet. Og det kom. En Uge efter at det var sat i Kraft, blev det ophævet igen.
Det var Torsdag den 26. August. Samme Aften var vi imidlertid paa Natmanøvre, og ingen af os var saaledes inde i Nyborg. Næste Aften var vi fredag. Enhver Soldat ved, at for Rekrutter er Fredag Aften Pudsesaften, og det var derfor kun et Pust af os, der den Aften tog Udgangsbillet. Men saa var der jo Lørdag Aften tilbage, den eneste Aften om Ugen vi havde helt fri.
I Løbet af Lørdagen kom Begivenhederne i hurtig Rækkefølge. Lørdag Middag lidt før Kl. 12 fik jeg at vide, at en af mig søgt Orlov var blevet bevilget mig, og da jeg mødte til Appel Lørdag Kl. 14, havde jeg alt klar, saa jeg kunde rejse umiddelbart efter Tjenestens Ophør.
Men ak. En Soldat kender ikke Dagen før den sidste Appel er overstaaet, og en Appel kan bringe baade gode og daarlige Meddelelser.
Da vores Kommandoofficient, Overofficiant P. J. Rasmussen, meddelte, at al Orlov var blevet inddraget om Middagen, var der jo ingen Tvivl om, til hvilken Kategori, denne Meddelelse skulde henregnes. Naar en Soldat bliver nægtet en i Forvejen bevilget Orlov, faar han uvægerlig den Følelse, han fik som Barn, naar en Julegave var mindre end ventet, og jeg maa indrømme, at Humøret dalede et Par Grader. Naa, vi havde dog endnu Tilladelse til at gaa i Byen, og det var da slet ikke saa lidt endda.
Kl. 16 samme Eftermiddag deltog vort Kompagni i en Biografforestilling, som vores driftige Kaptajn, H. Husted, havde faaet arrangeret for hele Regimentet. At der hurtigt kan ske Forandringer, fik vi den Dag at mærke. Knap hjemkommen fra Biografen, fik vi Meddelelse om at vi ikke maatte forlade Kasernen. Saa var vi altsaa lige vidt.
Ved 20-Tiden samlede vores Kaptajn os i Samlingsstuen for at give os et Overblik over Situationen. Der havde været Regeringskrise i nogle Dage, og Rygterne vilde vide, at Regeringen havde indgivet Demissionsansøgning.
Et andet Rygte fortalte imidlertid, at der om Eftermiddagen havde været afholdt Statsraad, saa ingen vidste noget bestemt. Af Sikkerhedshensyn fik vi imidlertid Ordre til at lægge vores Benklæder over Fodenden af vores Senge og stille Støvlerne under disse.
Kl. 16 samme Eftermiddag deltog vort Kompagni i en Biografforestilling, som vores driftige Kaptajn, H. Husted, havde faaet arrangeret for hele Regimentet. At der hurtigt kan ske Forandringer, fik vi den Dag at mærke. Knap hjemkommen fra Biografen, fik vi Meddelelse om at vi ikke maatte forlade Kasernen. Saa var vi altsaa lige vidt.
Ved 20-Tiden samlede vores Kaptajn os i Samlingsstuen for at give os et Overblik over Situationen. Der havde været Regeringskrise i nogle Dage, og Rygterne vilde vide, at Regeringen havde indgivet Demissionsansøgning.
Et andet Rygte fortalte imidlertid, at der om Eftermiddagen havde været afholdt Statsraad, saa ingen vidste noget bestemt. Af Sikkerhedshensyn fik vi imidlertid Ordre til at lægge vores Benklæder over Fodenden af vores Senge og stille Støvlerne under disse.
Og saa gik da Lørdag Aften som de andre Aftener, hvori vi ogsaa havde været spærret inde. Man læste, skrev Breve, talte sammen og hørte Radio, og allerede ved 21-Tiden var Samlingsstuen ved at være tom. Og saa lagde man sig da til at sove. Og den Nat, der skulde blive en Mærkedag i Landets Historie, sænkede sig over os, og snart førte Drømmen os langt bort fra Nyborg.
Hvad var det dog for en infernalsk Støj? Man skulde tro, man befandt sig paa et Maskinværksted. Naa, det var vores Rullegardiner, der af en orkanagtig Storm blev ført til at klapre i Vinduerne. De af os der var vaagne, fik Vinduerne lukket i, og efterhaanden var Størstedelen af de 16 Mand, der laa paa vores Stue, blevet vækket, og vi talte om, at det var Søndag, og vi vilde først blive vækket Kl. 7, og da Klokken kun var et Kvarter over 4, var der jo nogen Tid endnu. Der faldt dog Ro over Stuen igen, og snart lød Kammeraternes regelmæssige Aandedrag i Takt med Stormens Tuden udenfor.
Men hvorfor var alt saa underligt? Hvad var der dog i Vejen med det hele? – Noget var der altsaa i Vejen. Hvad var det nu Næstkommanderende havde sagt. Værnemagten havde udtalt, at de, inden de tog afsted, vilde ned og hilse paa baade vores Kompagni og de to andre Kompagnier, og vi laa jo forrestenklar til hurtig Udrykning med baade Benklæder og Støvler ved Sengen, saa det kunne jo være, at de virkelig kom. Der havde for øvrigt nogle dage før været en mistænkelig Person ved Pigtraaden, som ikke havde svaret på Vagtens Tilraab, saa intet var vel utænkeligt. Efterhaanden var man naaet til det Punkt, hvor man hverken sover eller er vaagen.
Og saa kom det!
Der bragede et Skud, og derefter fulgte der en saa aldeles alt beherskende Stilhed, at man følte sig som i en Gravhøj. Skønt Stilheden kun varede en Brøkdel af et Sekund, fo’r der saa mange Tanker igennem mit Hovede, at den for mig forekom at vare Minutter. Saa efterfulgtes Skuddet af en Salve fra et automatisk Vaaben, og der kunde nu ikke være nogen Tvivl længere: Fjenden angreb!
Ved Tanken paa en af Københavns Militærhospitals Sygeplejersker, der hver Morgen gentog den samme Sætning: "Naa, Soldater, saa staar vi op!" – raabte jeg ud over Stuen: "Naa, Soldater, saa skal der skydes!"
Det havde dog ikke været nødvendigt at raabe noget. Kammeraterne var allerede ude paa Gulvet, og jeg tror at jeg raabte det lige saa meget for at berolige mig selv som for at vække Kammeraterne.
I Bælgmørke, med Lyden af Skud i Ørerne, kravlede 16 Mand langs Gulvet for at faa fat i Støvler, Hjelme, Geværer, Karabiner, Rekylgeværer, og det allermest nødvendige Tøj, og man kunde fristes til at tro, at der var vild Forvirring. Men det var der ikke paa nogen Maade Tale om.
Selv om det var tidligt paa Morgenen, og selv om vi kun var 4 Maaneders Rekrutter, saa var der ingen Forvirring at spore. Den enkeltes Pligt stod ham ganske klart, og den blev gjort. Desuden havde hver Mand i Forvejen faaet tildelt et Job og en bestemt Plads, og selv om vi under Prøvealarmeringerne nok havde fumlet rigtig godt gammeldags i det saa vidste hver Mand nu, at det var virkelig Alarmering, hvor hans Plads var.
Det vilde være forkert af mig at fortælle om det jeg selv udrettede, og da der den Morgen ikke var nogen Markør til at melde Træfning, hvilket jo er ganske naturligt, er det jo ogsaa vanskeligt at fordele Resultaterne paa de enkelte Soldater.
Lad mig derimod fortælle om en af de Kammerater, der udførte et virkelig godt Stykke Arbejde paa vores Stue. Det var Nr. 341, der var Hjælper ved det Rekylgevær, som jeg som Skytte havde faaet betroet. Han var en stout og rolig Vendelbo, der ikke lod sig bringe ud af Ligevægt saadan lige med det samme.
341 havde faaet det Job at skulle bryde Plomben paa vores Kasse med Ammunition og i øvrigt sørge for at faa den uddelt. Knap var Geværskytterne klar til at skyde, før 341 kunde melde at Kassen var aabnet, og at Ammunitionen var klar til Uddeling. Men ikke nok med det. Ogsaa Ammunition til Rekylgeværet skulde han sørge for og da jeg naaede hen til den Plads, jeg havde faaet tildelt, ved et Vindue i det sydøstre Hjørne af Kasernen, var han ogsaa der, og efter begge at have arbejdet lidt, laa de første Magasiner klar paa en Seng ved Siden af Vinduet. Med andre Ord: Vi kunde tage fat paa at besvare Ilden. Stadig var 341 rolig og fattet, og hans Ro forplantede sig til mig, at ogsaa jeg blev i den Grad rolig, at der skulde mere end de Brag vi hørte, til at bringe mig ud af Fatning.
Paa det Tidspunkt var der allerede blevet skudt i den Grad paa vores spinkle Fæstning, at det i høj Grad kunde give Grund til Forundring, at den ikke allerede var styrtet i Grus, men skønt Anledningen var der, var Lejligheden der ikke, og det var sikkert godt det samme.
Jeg havde mange Gange prøvet at forestille mig det Øjeblik, at det måtte komme en Dag, men det kom dog paa en ganske anden Maade end ventet, og nu var altsaa midt i det.
Vores Rekylgevær havde faaet spyttet et Par Magasiner ud af Mundingen inden det blev opdaget af Fjenden. Saa snart det imidlertid blev klart for Fjenden, at de blev beskudt med et automatisk Vaaben, blev vi taget under Ild, da et automatisk Vaaben altid vil betyde en ret stor Fare for Fjenden.
Pludselig løber en Fjendtlig Soldat frem fra venstre Side af os og kaster en Haandbombe mod Vinduet. Alt Held for os rammer den imidlertid Vinduessprossen og stødes derved tilbage mod Jorden, hvor den eksploderede. Resultatet udeblev ikke. Vores Ruder splintredes med et Brag, og vores Rullegardiner røg til Vejrs med en aldeles forbløffende Fart, og dermed var der i alle Tilfælde "frit Skud" for 2363, som vi populært kaldte vores Rekylgevær.
(Kært Barn har som bekendt mange Navne, og vi, der var blevet baade rost for og skældt paa vores Rekylgevær for henholdsvis god og daarlig Pudsning, var efterhaanden kommet til at holde af det).
Vores Haandgrenader Nr. 385, saa til højre for 341 og mig, og han fyrede straks paa ham, der havde kastet Bomben, men uden Resultat efter hvad vi kunde regne ud. Saa var vi altsaa for Alvor opdaget, og vi kunde nu vente alt.
Et Øjeblik efter saa vi Glimtet af et fjendtligt automatisk Vaaben 25 m fra os, og det fyrede paa os. Saa havde vi da endelig et Maal at fyre paa, og 20 Projektiler (et Magasin) fór ud af Mundingen paa 2363. Hvad Grunden end har været, om det virkelig var dette Magasin, der var Skyld i det, ved vi intet om, men i alle Tilfælde hørte vi intet mere fra omtalte Vaaben under den fortsatte Kamp.
Ustandseligt bragede det rundt om os, og Lugten af Krudt rev os i Næsen, og Ikke uden grund beskæftigede vore Tanker sig ogsaa med vore Muligheder for at fortsætte Kampen. Vi kom til et sørgeligt Resultat. 70 Soldater var spærret inde i en Bygning, der var bygget til et ganske andet Formaal end til at være Fæstning (nemlig som Vandrerhjem), og som ydermere var omhegnet af et saa solidt Pigtrådshegn, at vi havde lige saa smaa Chancer for at forcere det, som Fjenden udenfor (vi har i Dagene efter Angrebet kunnet konstatere, at Fjenden havde forsøgt at bortsprænge Pigtråden i dets sydvestlige Hjørne, men maatte opgive det, da det var for kraftigt). Vi var altsaa paa Forhaand prisgivet.
Næstkommanderende ved vort Kompagni, Kaptajnløjtnant Gabriel Jensen, som havde Kommandoen den Morgen, indsaa den Fare, som Fjendens ret kraftige Brug af Haandbomber betød for os, og han gav derfor Ordre til, at lade Madrasserne sætte op for Vinduerne, for paa den Maade at forhindre dem i at komme ind paa Stuerne.
Paa dette Tidspunkt anede vi intet om, at Fjendens Forsøg paa at forcere Pigtråden havde været frugtesløse, og da der paa en Gang blev Raaben og Skrigen udenfor, var den Tanke nærliggende, at de virkelig var kommet indenfor og at de nu vilde storme Kasernen.
Antagelsen var virkelig nærliggende, og da vores Gruppefører og Stuekommandør, Kornet S. Hønnerup, der netop idet Døgn befandt sig hos os, hvilket Befalingsmændene, der havde Kvarter paa "Nyborg Strand" skiftedes til, i samme Øjeblik, og altsaa dikteret af den samme Tanke, kommanderede: "Bajonet paa", blev vi yderligere bekræftede i denne Antagelse.
Hvad der nu maatte følge stod os ganske klart, og kun alt for godt huskede vi, hvad Bajonetkamp var ensbetydende med.
Saa lød Ordren: "Hold inde" – Næstkommanderende havde indledt Forhandling med Fjenden. Vi havde saa blot at vente paa Udfaldet af Forhandlingerne, og vi benyttede dette Pust til at faa lidt mere Tøj paa, og som Helhed at faa et Overblik over Situationen. Der var hverken saarede eller faldne paa vores Stue, men hvordan det stod til paa de øvrige Stuer, anede vi intet om.
Umiddelbart efter at vi havde indstillet Skydningen kom Ordren: "Aflad Gevær". – Og saa tog jeg da de reglementerede tre Ladegreb, ikke efter at have skudt paa døde Skiver, men mod en Fjende i Kød og Blod, som vilde gøre det af med 'en, hvis vi ikke forinden søgte at gøre det af med ham.
Vi havde kæmpet mod en Overmagt, og vi maatte bøje os for denne.
Afvæbningen var den første naturlige Følge, og paa Vej ud til Vejen udenfor, hvor vi blev stillet op som Kvæg, blev vi undersøgt adskillige Gange, og alt blev taget fra os, selv vore Bajonetter. Mens vi nu stod her i den frembrydende Dag fjernede Fjenden Vaaben og Ammunition (samt Barbersæbe) fra vore Stuer, og da vi atter blev beordret ind, var det som Soldater i en afvæbnet og ribbet Hær.
Vi kunde efterhaanden faa et Indtryk af den Kamp, der havde staaet, og vi erfarede nu, at to af vore Kammerater var blevet saaret, mens een var faldet, og mens vi nu stod i Samlingsstuen forekom det hele os meningsløst og ufatteligt.
Fra at være vaabenføre Mænd Lørdag Aften havde den halve Time, Kampen varede, forandret hele Billedet, saa vi nu stod ude af Stand til at gøre andet end at vente paa, hvad Tiden vilde bringe. I en Kaserne, der nær var blevet skudt sønder og sammen, stod en Flok Soldater, for hvem alt var styrtet i Grus. Og atter erfarede vi det meningsløse, da vor faldne Kammerat, Nr. 336, blev baaret ud.
– Jeg kom til at tænke paa noget, jeg engang havde læst, om et Krigsforlis i Begyndelsen af Krigen, hvor en Familiefader havde maattet lade Livet. Ved Mindet om denne Sømand blev der udtalt, at det var nødvendigt at sejle, men ikke at leve, og det kan oversættes paa baade 336 og andre Soldater.
For 336 var det nødvendigt at skyde, men ikke at gaa levende ud af Kampen. Og denne Gang maatte 336 falde. Næste Gang, og maaske sker det inden længe, bliver det een, eller maaske mange af os andre, der falder paa den Post, vi faar den Ære, som Sønner af Danmark, at staa paa.
Vi knyttede uvilkaarligt vore tomme Næver og bed den Smerte, der opfyldte os alle, i os, og lod trodsig Resignation tage Overtaget hos os. Hvad kunde vi gøre andet. Vor Oversergent, S. O. V. Hytten, udtrykte det meget slaaende, da han udtalte, at nu var Ballet forbi, saa nu stod det blot tilbage at rydde Bulen, og vi maatte altsaa bide det i os.
Medens vi saadan stod kom vor Kompagnichef, og da denne Kaptajn, som vi efterhaanden var kommet til at omfatte med lige saa stor Kærlighed som Respekt, udtalte de faa Ord: "Saa kom det altsaa. I har gjort hvad I kunde, og jeg siger Jer Tak" – da var det som om hele vort reorganiserede Indre forsvandt og udløstes i Taarer.
70 unge Mænd saa Fremtiden i Møde i Forvisningen om, at det er en Gud, der foroven, der raader, ikke alene for Danmarks, men ogsaa for hvert enkelt Menneskes Sag. Havde vor Kamp da været uden Betydning, spørger vi, og Svaret maa blive et Nej. Havde den nemlig ikke anden Betydning, saa havde den dog givet endnu et Bevis paa, at der intet er i Vejen med den danske Soldat. – Det blev altsaa ikke alene den 9. April 1940, der beviste dette, men den 29. August 1943 afgav den danske Soldat endnu en Gang et Bevis paa sin Duelighed som Soldat.
Mens vi nu stod her, menig ved Siden af Befalingsmænd, saa vi alene det mørke, som Tiden vilde bringe, men vi saa forbi dette, og vi saa, at naar denne Tid var draget forbi, og det vilde ske snart, saa vilde disse Aar efter 9. April 1940 være som borte, de havde ikke eksisteret, og vi saa et Folk, der havde indset, at vort bedste Vaaben ikke var nogen "Ikke-Angrebspagt", men en moderne Hær, og vi saa en viljefast Ungdom staa som Medlemmer af denne Hær.
– Om det kun var et Syn, eller om det virkelig vil gaa i Opfyldelse, vil den kommende Generation afgøre, men vi, der har prøvet det før, vi ser hen til den Dag med Begejstring, da vi atter staar under en dansk Militærfane, som Medlemmer af en moderne udrustet Hær, der er baaret oppe af et Folk, der ikke ønsker at genopleve disse forsmedelige Aar efter 1940.
Da Kirkeklokkerne den Morgen fortalte, at Folk Landet over nu gik til Kirke, marcherede vi ned til "Nyborg-Strand" – Langs Vejen stod Folk med blottet Hoved til Hilsen, og vor gamle hvidhaarede Ven, som vi havde kendt, lige siden vi kom, stod ved sin Havelåge og hilste.
Hvad der her er fortalt maa ikke paa nogen Maade opfattes som en Leflen for Befalingsmændene, – hvad Grund skulde jeg ogsaa have til det, – men som en nøgtern og neutral Beskrivelse af Tiden før og under Træfningen den 29. August 1943, og en Fremstilling af de Tanker, der besjælede os paa den Dag, som vi med Rette kan kalde vores Dag.
Rekrut B. P. ved 20. Batl., 3. Komp., Nyborg.
Hvad var det dog for en infernalsk Støj? Man skulde tro, man befandt sig paa et Maskinværksted. Naa, det var vores Rullegardiner, der af en orkanagtig Storm blev ført til at klapre i Vinduerne. De af os der var vaagne, fik Vinduerne lukket i, og efterhaanden var Størstedelen af de 16 Mand, der laa paa vores Stue, blevet vækket, og vi talte om, at det var Søndag, og vi vilde først blive vækket Kl. 7, og da Klokken kun var et Kvarter over 4, var der jo nogen Tid endnu. Der faldt dog Ro over Stuen igen, og snart lød Kammeraternes regelmæssige Aandedrag i Takt med Stormens Tuden udenfor.
Men hvorfor var alt saa underligt? Hvad var der dog i Vejen med det hele? – Noget var der altsaa i Vejen. Hvad var det nu Næstkommanderende havde sagt. Værnemagten havde udtalt, at de, inden de tog afsted, vilde ned og hilse paa baade vores Kompagni og de to andre Kompagnier, og vi laa jo forrestenklar til hurtig Udrykning med baade Benklæder og Støvler ved Sengen, saa det kunne jo være, at de virkelig kom. Der havde for øvrigt nogle dage før været en mistænkelig Person ved Pigtraaden, som ikke havde svaret på Vagtens Tilraab, saa intet var vel utænkeligt. Efterhaanden var man naaet til det Punkt, hvor man hverken sover eller er vaagen.
Og saa kom det!
Der bragede et Skud, og derefter fulgte der en saa aldeles alt beherskende Stilhed, at man følte sig som i en Gravhøj. Skønt Stilheden kun varede en Brøkdel af et Sekund, fo’r der saa mange Tanker igennem mit Hovede, at den for mig forekom at vare Minutter. Saa efterfulgtes Skuddet af en Salve fra et automatisk Vaaben, og der kunde nu ikke være nogen Tvivl længere: Fjenden angreb!
Ved Tanken paa en af Københavns Militærhospitals Sygeplejersker, der hver Morgen gentog den samme Sætning: "Naa, Soldater, saa staar vi op!" – raabte jeg ud over Stuen: "Naa, Soldater, saa skal der skydes!"
Det havde dog ikke været nødvendigt at raabe noget. Kammeraterne var allerede ude paa Gulvet, og jeg tror at jeg raabte det lige saa meget for at berolige mig selv som for at vække Kammeraterne.
I Bælgmørke, med Lyden af Skud i Ørerne, kravlede 16 Mand langs Gulvet for at faa fat i Støvler, Hjelme, Geværer, Karabiner, Rekylgeværer, og det allermest nødvendige Tøj, og man kunde fristes til at tro, at der var vild Forvirring. Men det var der ikke paa nogen Maade Tale om.
Selv om det var tidligt paa Morgenen, og selv om vi kun var 4 Maaneders Rekrutter, saa var der ingen Forvirring at spore. Den enkeltes Pligt stod ham ganske klart, og den blev gjort. Desuden havde hver Mand i Forvejen faaet tildelt et Job og en bestemt Plads, og selv om vi under Prøvealarmeringerne nok havde fumlet rigtig godt gammeldags i det saa vidste hver Mand nu, at det var virkelig Alarmering, hvor hans Plads var.
Det vilde være forkert af mig at fortælle om det jeg selv udrettede, og da der den Morgen ikke var nogen Markør til at melde Træfning, hvilket jo er ganske naturligt, er det jo ogsaa vanskeligt at fordele Resultaterne paa de enkelte Soldater.
Lad mig derimod fortælle om en af de Kammerater, der udførte et virkelig godt Stykke Arbejde paa vores Stue. Det var Nr. 341, der var Hjælper ved det Rekylgevær, som jeg som Skytte havde faaet betroet. Han var en stout og rolig Vendelbo, der ikke lod sig bringe ud af Ligevægt saadan lige med det samme.
 |
| Danske soldater gør klar ved Hotel Nyborg Strand. Fotokilde: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv. |
Paa det Tidspunkt var der allerede blevet skudt i den Grad paa vores spinkle Fæstning, at det i høj Grad kunde give Grund til Forundring, at den ikke allerede var styrtet i Grus, men skønt Anledningen var der, var Lejligheden der ikke, og det var sikkert godt det samme.
Jeg havde mange Gange prøvet at forestille mig det Øjeblik, at det måtte komme en Dag, men det kom dog paa en ganske anden Maade end ventet, og nu var altsaa midt i det.
Vores Rekylgevær havde faaet spyttet et Par Magasiner ud af Mundingen inden det blev opdaget af Fjenden. Saa snart det imidlertid blev klart for Fjenden, at de blev beskudt med et automatisk Vaaben, blev vi taget under Ild, da et automatisk Vaaben altid vil betyde en ret stor Fare for Fjenden.
Pludselig løber en Fjendtlig Soldat frem fra venstre Side af os og kaster en Haandbombe mod Vinduet. Alt Held for os rammer den imidlertid Vinduessprossen og stødes derved tilbage mod Jorden, hvor den eksploderede. Resultatet udeblev ikke. Vores Ruder splintredes med et Brag, og vores Rullegardiner røg til Vejrs med en aldeles forbløffende Fart, og dermed var der i alle Tilfælde "frit Skud" for 2363, som vi populært kaldte vores Rekylgevær.
(Kært Barn har som bekendt mange Navne, og vi, der var blevet baade rost for og skældt paa vores Rekylgevær for henholdsvis god og daarlig Pudsning, var efterhaanden kommet til at holde af det).
Vores Haandgrenader Nr. 385, saa til højre for 341 og mig, og han fyrede straks paa ham, der havde kastet Bomben, men uden Resultat efter hvad vi kunde regne ud. Saa var vi altsaa for Alvor opdaget, og vi kunde nu vente alt.
Et Øjeblik efter saa vi Glimtet af et fjendtligt automatisk Vaaben 25 m fra os, og det fyrede paa os. Saa havde vi da endelig et Maal at fyre paa, og 20 Projektiler (et Magasin) fór ud af Mundingen paa 2363. Hvad Grunden end har været, om det virkelig var dette Magasin, der var Skyld i det, ved vi intet om, men i alle Tilfælde hørte vi intet mere fra omtalte Vaaben under den fortsatte Kamp.
Ustandseligt bragede det rundt om os, og Lugten af Krudt rev os i Næsen, og Ikke uden grund beskæftigede vore Tanker sig ogsaa med vore Muligheder for at fortsætte Kampen. Vi kom til et sørgeligt Resultat. 70 Soldater var spærret inde i en Bygning, der var bygget til et ganske andet Formaal end til at være Fæstning (nemlig som Vandrerhjem), og som ydermere var omhegnet af et saa solidt Pigtrådshegn, at vi havde lige saa smaa Chancer for at forcere det, som Fjenden udenfor (vi har i Dagene efter Angrebet kunnet konstatere, at Fjenden havde forsøgt at bortsprænge Pigtråden i dets sydvestlige Hjørne, men maatte opgive det, da det var for kraftigt). Vi var altsaa paa Forhaand prisgivet.
Næstkommanderende ved vort Kompagni, Kaptajnløjtnant Gabriel Jensen, som havde Kommandoen den Morgen, indsaa den Fare, som Fjendens ret kraftige Brug af Haandbomber betød for os, og han gav derfor Ordre til, at lade Madrasserne sætte op for Vinduerne, for paa den Maade at forhindre dem i at komme ind paa Stuerne.
Paa dette Tidspunkt anede vi intet om, at Fjendens Forsøg paa at forcere Pigtråden havde været frugtesløse, og da der paa en Gang blev Raaben og Skrigen udenfor, var den Tanke nærliggende, at de virkelig var kommet indenfor og at de nu vilde storme Kasernen.
Antagelsen var virkelig nærliggende, og da vores Gruppefører og Stuekommandør, Kornet S. Hønnerup, der netop idet Døgn befandt sig hos os, hvilket Befalingsmændene, der havde Kvarter paa "Nyborg Strand" skiftedes til, i samme Øjeblik, og altsaa dikteret af den samme Tanke, kommanderede: "Bajonet paa", blev vi yderligere bekræftede i denne Antagelse.
Hvad der nu maatte følge stod os ganske klart, og kun alt for godt huskede vi, hvad Bajonetkamp var ensbetydende med.
Saa lød Ordren: "Hold inde" – Næstkommanderende havde indledt Forhandling med Fjenden. Vi havde saa blot at vente paa Udfaldet af Forhandlingerne, og vi benyttede dette Pust til at faa lidt mere Tøj paa, og som Helhed at faa et Overblik over Situationen. Der var hverken saarede eller faldne paa vores Stue, men hvordan det stod til paa de øvrige Stuer, anede vi intet om.
Umiddelbart efter at vi havde indstillet Skydningen kom Ordren: "Aflad Gevær". – Og saa tog jeg da de reglementerede tre Ladegreb, ikke efter at have skudt paa døde Skiver, men mod en Fjende i Kød og Blod, som vilde gøre det af med 'en, hvis vi ikke forinden søgte at gøre det af med ham.
Vi havde kæmpet mod en Overmagt, og vi maatte bøje os for denne.
Afvæbningen var den første naturlige Følge, og paa Vej ud til Vejen udenfor, hvor vi blev stillet op som Kvæg, blev vi undersøgt adskillige Gange, og alt blev taget fra os, selv vore Bajonetter. Mens vi nu stod her i den frembrydende Dag fjernede Fjenden Vaaben og Ammunition (samt Barbersæbe) fra vore Stuer, og da vi atter blev beordret ind, var det som Soldater i en afvæbnet og ribbet Hær.
Vi kunde efterhaanden faa et Indtryk af den Kamp, der havde staaet, og vi erfarede nu, at to af vore Kammerater var blevet saaret, mens een var faldet, og mens vi nu stod i Samlingsstuen forekom det hele os meningsløst og ufatteligt.
Fra at være vaabenføre Mænd Lørdag Aften havde den halve Time, Kampen varede, forandret hele Billedet, saa vi nu stod ude af Stand til at gøre andet end at vente paa, hvad Tiden vilde bringe. I en Kaserne, der nær var blevet skudt sønder og sammen, stod en Flok Soldater, for hvem alt var styrtet i Grus. Og atter erfarede vi det meningsløse, da vor faldne Kammerat, Nr. 336, blev baaret ud.
– Jeg kom til at tænke paa noget, jeg engang havde læst, om et Krigsforlis i Begyndelsen af Krigen, hvor en Familiefader havde maattet lade Livet. Ved Mindet om denne Sømand blev der udtalt, at det var nødvendigt at sejle, men ikke at leve, og det kan oversættes paa baade 336 og andre Soldater.
For 336 var det nødvendigt at skyde, men ikke at gaa levende ud af Kampen. Og denne Gang maatte 336 falde. Næste Gang, og maaske sker det inden længe, bliver det een, eller maaske mange af os andre, der falder paa den Post, vi faar den Ære, som Sønner af Danmark, at staa paa.
Vi knyttede uvilkaarligt vore tomme Næver og bed den Smerte, der opfyldte os alle, i os, og lod trodsig Resignation tage Overtaget hos os. Hvad kunde vi gøre andet. Vor Oversergent, S. O. V. Hytten, udtrykte det meget slaaende, da han udtalte, at nu var Ballet forbi, saa nu stod det blot tilbage at rydde Bulen, og vi maatte altsaa bide det i os.
 |
| Tyske Soldater ved Hotel Nyborg Strand efter kampene den 29. august 1943. Fotokilde: Ukendt. |
70 unge Mænd saa Fremtiden i Møde i Forvisningen om, at det er en Gud, der foroven, der raader, ikke alene for Danmarks, men ogsaa for hvert enkelt Menneskes Sag. Havde vor Kamp da været uden Betydning, spørger vi, og Svaret maa blive et Nej. Havde den nemlig ikke anden Betydning, saa havde den dog givet endnu et Bevis paa, at der intet er i Vejen med den danske Soldat. – Det blev altsaa ikke alene den 9. April 1940, der beviste dette, men den 29. August 1943 afgav den danske Soldat endnu en Gang et Bevis paa sin Duelighed som Soldat.
Mens vi nu stod her, menig ved Siden af Befalingsmænd, saa vi alene det mørke, som Tiden vilde bringe, men vi saa forbi dette, og vi saa, at naar denne Tid var draget forbi, og det vilde ske snart, saa vilde disse Aar efter 9. April 1940 være som borte, de havde ikke eksisteret, og vi saa et Folk, der havde indset, at vort bedste Vaaben ikke var nogen "Ikke-Angrebspagt", men en moderne Hær, og vi saa en viljefast Ungdom staa som Medlemmer af denne Hær.
– Om det kun var et Syn, eller om det virkelig vil gaa i Opfyldelse, vil den kommende Generation afgøre, men vi, der har prøvet det før, vi ser hen til den Dag med Begejstring, da vi atter staar under en dansk Militærfane, som Medlemmer af en moderne udrustet Hær, der er baaret oppe af et Folk, der ikke ønsker at genopleve disse forsmedelige Aar efter 1940.
Da Kirkeklokkerne den Morgen fortalte, at Folk Landet over nu gik til Kirke, marcherede vi ned til "Nyborg-Strand" – Langs Vejen stod Folk med blottet Hoved til Hilsen, og vor gamle hvidhaarede Ven, som vi havde kendt, lige siden vi kom, stod ved sin Havelåge og hilste.
Hvad der her er fortalt maa ikke paa nogen Maade opfattes som en Leflen for Befalingsmændene, – hvad Grund skulde jeg ogsaa have til det, – men som en nøgtern og neutral Beskrivelse af Tiden før og under Træfningen den 29. August 1943, og en Fremstilling af de Tanker, der besjælede os paa den Dag, som vi med Rette kan kalde vores Dag.
Rekrut B. P. ved 20. Batl., 3. Komp., Nyborg.