For nylig var jeg med, da vores 15-årige søn skulle interviewe min moster til en skoleopgave. Opgaven handlede om mellemkrigstiden, og da min moster er årgang 1937, så var det oplagt, at han skulle tale med hende.
Foruden de forberedte spørgsmål, så kom snakken også til at kredse om besættelsen.
 |
| Min mormor og morfars hus til venstre, 1958. Fotokilde: Det Kongelige Bibliotek. |
in moster var 7½ år, da befrielsen kom, så der er naturlige grænser for, hvad hun som barn har oplevet, men der var alligevel adskillige indtryk, der stadig stod klart.
Min moster er, som min mor, opvokset på Assensvej mellem
Kirkeby og Stenstrup. Det er et stykke landevej, der går fra vejen mellem
Svendborg og Odense, gennem Kirkeby og Stenstrup og slutter ved hovedvejen
mellem Nyborg og Faaborg, ikke langt fra Egeskov Slot.
Det var ikke meget, der skete på disse kanter under
besættelsen, men modstandsbevægelsen var aktiv, der blev gemt betjente, der var
gået under jorden, rundt om på gårde på egnen, og der var flere
nedkastningssteder i området.
Det første minde, der kommer frem, omhandler da også de
dæmpede og hemmelighedsfulde samtaler, der foregik ved bordet derhjemme.
Det var ting, som børneører ikke skulle høre.
Så vidt vides, så var hverken min morfar eller mormor
involveret i noget, men deres svoger, Edmund, kørte lillebil i Stenstrup.
Hvilket også betød, at han var chauffør for den lokale læge, Johannes Spøhr.
Spøhr, som han omtaltes, var ikke bare læge, men også
delingsfører for de lokale modstandsfolk – Svendborg-byledelsens 10. deling. Og
den vej fra tilflød der altså oplysninger.
Angsten meldte sig hos min moster under besættelsen. Hun fortalte
om at gemme sig under bordet, når det larmede fra de overflyvende
bombemaskiner, og når lysglimt og brag fra bomberne i det fjerne kunne ses og
høres.
Det kan være svært at forstå, for i fugleflugt er der 90–100
kilometer fra Kirkeby til Kiel, men når der blev bombet, så kunne det høres, og
det lyste op i det fjerne. Min moster fortalte om min morfar, der om aftenen
stillede sig ud i haven og lyttede og betragtede lyset i det fjerne.
Snakken om fly bringer endnu et minde frem. Min mormor og
morfar var taget til bryllup i Ulbølle, der ligger ca. 12 km sydvest for
Kirkeby, da en anskudt flyvemaskine fløj ind over Kirkeby.
Som hun fortæller det, så var der først frygten for, at
flyet skulle styrte ned i Kirkeby, men flyet forsatte et stykke, hvorefter det
krængede rundt i luften og tog turen tilbage over Kirkeby, hvor frygten meldte
sig igen.
Det forsatte dog yderligere mod syd, så frygten skiftede
fokus, og min moster var nu bange for, at flyet skulle styrte ned dér, hvor min
mormor og morfar var til bryllup, hvilket det heldigvis ikke gjorde.
Beskrivelsen passer på den B-17, der i januar 1944 faldt ned i Amalielystskoven
ved Hvidkilde Gods, men det kan hverken be- eller afkræftes.
Besættelsen var som bekendt en tid med rationeringsmærker.
Min moster fortæller, hvordan hun af sin mor, min mormor, blev sendt ud for at
bytte rationeringsmærker. Typisk hos dem med mange børn. Her kunne hun bytte
rugbrødmærker til kaffemærker og sukkermærker til smørmærker. Hvorfor det var
hende, der blev sendt ud for at bytte, havde hun intet bud på, men det lykkedes
ofte at lave byttehandlerne.
Da befrielsen kom, var der tyske soldater på Assensvej, hvor
min mormor, morfar og moster boede.
Med al sandsynlighed har de været på vej i retning af
Ollerup, hvor de kunne gøre holdt på den beslaglagte gymnastikhøjskole, eller
mod Faaborg, hvorfra de tyske soldater blev sejlet over til Mommark på deres
vej hjem.
Min moster husker tydeligt, hvordan de tyske soldater blev
udsat for spot og hån på deres vej, og hvordan det vred sig i hende, fordi det
var dybt ubehageligt at opleve.
Et par dage efter samtalen ringer min moster, at hun, mens hun har ledt efter et billede, vi har talt om, har hun fundet et par aviser fra besættelsens sidste dage. Derfor har jeg nu et par eksemplarer af Svendborg Avis fra de første dage af maj 1945 liggende på mit skrivebord, der er blevet affotograferet og snart skal retur i skuffen hos min moster.