Den 28. juli 1943 blev den tyske minelægger Linz saboteret mens skibet befandt sig på Odense Staalskibsværft, der dengang havde adresse på Havnegade 100. Sabotagen er jeg stødt på nogle gange, men det var først da jeg bemærkede, at sabotøren havde adresse på Skibhusvej, at jeg begyndte at dykke ned i, hvad der egentlig skete.
Sabotøren, der placerede bomben på Linz hed Sigurd Weber. Slår man ham op i Nationalmuseets modstandsdatabase figurer der to adresser i tilknytning til hans navn: Skibhusvej 65 og Hans Tausens Gade 2. Adressen på Skibhusvej var han dog fraflyttet da sabotagen fandt sted. Da hans skolegang foregik på Sct. Hans Skole, der også ligger på Skibhusvej, virker det oplagt, at adressen på Skibhusvej har været hans barndomshjem.
Sigurd Weber var i sommeren 1943 24 år og læste på teknikum, da han fik besked om, at han var udset til at bombe Linz. På det tidspunkt boede han sammen med sine forældre og tre af hans fem søskende på Hans Tausens Gade 2 i det indre Odense. Sigurd Weber havde på dette tidspunkt fået et sommerferiejob som elektriker hos D.E.C., der udførte elektriske installationer på værftet og han havde derfor sin daglige gang på Odense Staalskibsværft.
Den 22. juli ringede det på døren hos Sigurd Webers familie. Udenfor stod Erik Frandsen som Sigurd Weber kendte fra terrænsportsforeningen. Erik Frandsen var gruppeleder i modstandsbevægelsen og arbejdede som ingeniør på Thrige. De to trak ud i opgangen og snakkede, hvor Erik Frandsen spurgte ind til rigtigheden i, at Sigurd Weber arbejdede på Odense Staalskibsværft. Da han bekræftede, fortalte Erik Frandsen, at Linz skulle sprænges i luften og at Sigurd Weber var udset til opgaven. Sigurd Weber accepterede opgaven.
Linz blev i 1941 bestilt hos Odense Staalskibsværft. Den oprindelige plan var, at skibet skulle gå i rutefart mellem Tyskland og Sydamerika. Da skibet var blevet færdigbygget i 1942, stillede den tyske marine dog krav til værftet om, at skibet skulle ombygges til minelægger. Planen var, at Linz skulle udlægge miner i Kattegat og således begrænse de allieredes adgang til de indre danske farvande.
Da ombygningen af Linz i foråret 1943 så småt nærmede sig sin afslutning, blev der skruet op for bevogtningen omkring Odense Staalskibsværft. Tyskerne placerede ekstra vagter på værftet, vagter på den anden side af den nye Odense Kanal og på Baagø, der lå på den anden side af den gamle Odense Kanal i forhold til Odense Staalskibsværft. Indskudt bemærket blev denne del af den gamle kanal tørlagt omkring 1950, men udløbet til den nye kanal lå ved værftet.
Samtidig var havneområdet kraftigt oplyst, der var placeret pigtrådshegn hele vejen rundt om værftet og der var også danske sabotagevagter på værftet. Det var dog vigtigt for de allierede, at skibet ikke kom i tjeneste – og da en bombning af værftet hurtigt ville kunne koste civile tab, blev det besluttet, at skibet skulle saboteres. En idé om, at bomben skulle svømmes over til skibet og monteres måtte opgives grundet bevogtningen. Sabotagen er nødt til at blive foretaget af en mand, der arbejdede på værftet.
Den 26. juli afhenter Sigurd Weber en bombe hos Erik Frandsen og dennes kone. Bomben er fremskaffet med hjælp fra Hvidstensgruppen og har efter overdragelse til Erik Frandsen fået monteret to rækker magneter. Der er udtænkt en plan, hvor bomben skal fires ned langs skibssiden og via magneterne hægtes fast på Linz. Hos Erik Frandsen laves der en test, hvor bomben ved hjælp af magneterne sættes fast på en radiator - med succes.
Sigurd Weber cykler hjem fra Erik Frandsen med bomben. Bomben bliver pakket ned i en arbejdstaske sammen med to gange ti meter af det sejlgarn, der i faderens bageri bliver brugt til at pakke konditorkagerne ind med, monteret til bomben, så den kan fires ned langs skibssiden. Det var vigtigt at bomben blev monteret udenpå skibet, så det ikke kunne afsløres at bomben var placeret af en værftsarbejder.
Dagen efter fik Sigurd Weber bomben forbi portvagten i arbejdstasken og med ind på værftet.
Det var tanken, at bomben den dag skulle monteres efter frokost. De tyske vagter havde vagtskifte kl. 13. På dette tidspunkt roede de nye vagter over til den anden side af kanalen. I ly af vagtskiftet var det planen, at bomben ubemærket kunne fires ned langs siden af skiftet. Efter endt frokost var der dog blevet skruet op for bevogtningen ved landgangen til skibet, hvilket umuliggjorde opgaven, så Sigurd Weber måtte efterlade bomben i arbejdstasken under en bænk i omklædningsrummet.
Om aftenen den 27. juli måtte han derfor meddele Erik Frandsen, at det ikke havde været muligt, at gennemføre sabotagen, men at han ville gøre forsøget igen dagen efter. Svaret var ”Jamen så skal det sgu også være i morgen”. Linz skulle afsejle den 29. juli.
Ved arbejdsdagens start dagen efter kunne en lettet Sigurd Weber konstatere, at hans arbejdstaske stadig stodr, hvor han efterlod den dagen før. Sigurd Weber iklæder sig sin kedeldragt og tager sin taske med ombord på Linz. Tasken placerer han i et relæskab på skibet, hvor han kan holde øje med den. Kl. 10 bliver der dog uro, da skibet bliver gennemsøgt af en stor stab af tyske marinere under ledelse af Fregattenkapitän von Behlen. Tasken i relæskabet forbliver dog uberørt.
Lidt senere tager en maler kontakt til Sigurd Weber. ”Skal jeg hjælpe dig med bomben?”. Sigurd Weber er ikke bekendt med, at andre ombord har kendskab til aktionen. Maleren viser sig at være fætter til en officer, der også er aktiv i den førnævnte terrænsportsforening – og altså i modstandsbevægelsen. Han havde udstyret maleren med tre brandblyanter, der skulle få en vital betydning for aktionen.
Han bad maleren komme tilbage ved vagtskiftet kl. 13.
”Kl. 13 tog jeg min mappe ud af relæskabet, tog bomben frem og lagde den på dækket sammen med snorene, som jeg bandt til hver ende af bomben. Jeg kiggede efter tyskerne ovre på Baagø, som skulle skifte vagt. Det andet hold, som de skulle skifte med, kom roende over kanalen i en lille robåd og landede så på den anden side af Baagø, hvor vagtskiftet fandt sted. Da de vendte ryggen til mig, tog jeg bomben, spændte fløjmøtrikkerne, som udløste den tidsregulerende tændingsmekanisme, og holdt den langt ud over skibssiden. Det gik stærkt. Så firede jeg den ned langs, og da den var kommet ned under vandet, holdt jeg den ind til skibssiden. Jeg kunne høre den klappe på skibet. Så tog jeg nogle møtrikker og bandt dem til snorene og smed dem over skibssiden, og dermed var de væk. Så sagde jeg til maleren: ”nå nu er det forhåbentlig godt det her”, og så skiltes vi.
Efter endt arbejdsdag ringede Sigurd Weber til Erik Frandsen og sagde ”nu er den altså i orden”. Bomben var sat til at gå af kl. 21.
Sidst på eftermiddagen gik de tre brandblyanter af mellem nogle madrasser og startede en brand ombord på Linz. Brandvæsnet blev tilkaldt og fik slukket ilden. Herefter dukkede betjent Jens Marinus Troelsen op. Jens Marinus Troelsen var også aktiv i modstandsbevægelsen, og har med stor sandsynlighed haft kendskab til aktionen. I hvert fald beordrede han, at ingen måtte gå ombord på Linz de følgende 30 timer, da der var risiko for ueksploderede bomber, hvilket samtidig også minimerede risikoen for, at magnetbomben blev opdaget.
Bomben gik som planlagt af om aftenen.
Erik Frandsen fortalte i midten af 80’erne om hans oplevelse ved sprængningen.
”Min kone og jeg var cyklet derud, for jeg ville godt overvære det. Vi var på den anden side af kanalen, så det var ikke farligt. Vi sad der som et ungt elskende par og lige pludselig, så oplevede vi dette brag og den vandsøjle, der kom op. Det var altså noget, der gav genlyd, og tyskerne blev fuldstændig desperate, og de startede en terroraktion.”
Hvilken terroraktion, der tales om er jeg ikke klar over, men tyskerne satte i forlængelse af sprængningen endnu flere vagter på værftet, hvilket førte til både strejker og sympatistrejker og blev et af startskuddene til augustoprøret.
Linz sank til bunds med et 0,7 x 1 m stort hul i siden og blev efterfølgende slæbt til flådestation Korsør.
 |
Billede fra 10. maj 1945. Det er Sigurd Weber til højre i
billedet. |
 | |
|
 |
| Omtale af aktionen fra Trods Alt, august 1943. |