Det nedenstående dokument er dateret den 15. december 1944 og stammer fra Erik Frandsens dokumenter, der befinder sig på Rigsarkivet. Erik Frandsen var modtageleder på Fyn.
Hvem der har skrevet instruktionen fremgår ikke, men det er ikke utænkeligt, at det er Erik Frandsen.
Modtagelse – Forhaandsinstruktion for Mandskab
Modtagelse regnes almindeligvis for en risikabel Opgave.
Derfor er det absolut nødvendigt, ubetinget at underkaste sig den Disciplin,
der kræves, og som beror paa Overholdelse af visse Sikkerhedsregler.
Erfaringer viser, at langt den største Risiko ligger i, at Informationer ofte
gennem UTÆTHED kommer i uvedkommende og forkerte hænder.
Dersom hver eneste Deltager er absolut tæt, er den personlige og dermed den
samlede Risiko sædvanlig ganske minimal.
Nedenfor er anført nogle praktiske Bemærkninger og Raad.
- Befordringen
sker pr. Cycle, sørg for, at Cyclen er i Orden og Dækkene godt efterset
før Starten. Lappegrejer skal medbringes. Ejerens Navn maa ikke findes paa
Cyclen.
- Paaklædningen
maa være saa lidet iøjnefaldende som muligt, helst almindeligt dagligt
tøj. Dog rigeligt Undertøj er nødvendigt. Undgaa saa vidt muligt lyse
Vindjakker, cotton coats osv.
- Vaaben
udleveres paa Pladsen. Ingen maa medbringe Vaaben af nogen Art, hverken
paa Ud- eller Hjemvejen, medmindre der foreligger udtrykkelig Ordre fra
Lederen.
- Der
medbringes en lille godt afblændet Lommelygte og en Lommekniv. Endvidere
Generalstabskort 1:100 000 – mindst 2 Eksemplarer pr. Gruppe à 5 Mand.
- Alle
løse Genstande, som kan føres tilbage til Ejermanden, skal blive hjemme.
Alle Identifikationsmærker af enhver Art fx Navn i Hatte og paa Tøj skal
fjernes. Legitimationskort skal medbringes og opbevares saaledes, at det
ikke kan tabes.
- Man
bør om muligt skaffe sig et Alibi den paagældende Aften.
- Det er paa det strengeste Forbudt at informere nogen anden Person – Familie eller Venner.Dersom det af praktiske Grunde kan være nødvendigt at informere, maa man indskrænke Problemet til “noget illegalt Arbejde” fx. til et hemmeligt Møde og kun hvis den Person, man informerer, paa Forhaand er bekendt med, at man har med illegalt Arbejde at gøre.
- Denne Opgaves Succes er af saa fundamental Betydning for hele Frihedsbevægelsen, at Indiskretioner indenfor disse Rammer bliver regnet paa Linie med STIKKERI og vil blive imødegået som saadan.
![]() |
| Forhåndsinstruktion for Mandskab. |
