Teksterne til plancherne blev skrevet af Dorte Schmidt-Nielsen, der meget venligt har stillet dem til rådighed for Fyn under besættelsen.
 |
| Oleg Niels Alexander Saucant. Fotokilde: Ukendt. |
Danmark var besat af det nazistiske Tyskland fra 1940 til 1945
Også i Skårup satte den tyske besættelse sine spor. Mange af seminarieeleverne og byens borgere gik ind i modstandsbevægelsen. De var frihedskæmpere, som man sagde dengang. I familien Saucant, som boede i Biely Dom på Vinkelvej, engagerede den unge søn Oleg sig aktivt allerede i efteråret 1943 sammen med andre unge. Her er historien om Oleg og hans forældre, kaptajnen Emil fra Skt. Petersborg og stationsforstanderens datter Thyra fra Skårup.
Emil Johan Herman Saucant, 1890-1951
Olegs far Emil Saucant stammede fra en velhavende fransk-russisk familie i Skt. Petersborg. Under den russiske revolution i 1917 blev begge hans forældre myrdet, og hans to søstre flygtede. Om Emil var ude at sejle på dette tidspunkt, er uvist. Men i hvert fald reddede han livet. På forunderlig vis endte han med at stifte familie og bosætte sig i Biely Dom i Skårup. Han havde nemlig været til en fest for kaptajn og styrmænd, da hans skib lå i Svendborg Havn. Festen var med døtre fra ”bedre hjem” som borddamer, heriblandt Thyra. Her forelskede den knap 30-årige Emil og Thyra sig i hinanden. De blev gift og fik Oleg i 1920. Emil fortsatte selvfølgelig som kaptajn på de store have, mens Thyra og Oleg boede sammen med Thyras forældre, stationsforstander Nielsens, i Biely Dom.
Emils had til russerne holdt sig livet ud. Han havde en ladt pistol i sit natbord. Det var Emils beredskab for, hvis russerne kom. Den frygt sad i ham hele livet. ” Jeg har aldrig været så bange for tyskerne, som jeg er for mine egne landsmænd. Hvis du vidste, hvad de er i stand til at gøre mod deres egne”, sagde han senere til den unge tjenestepige.
Modstandsbevægelsen i Skårup
Da Emil døde i 1951, var Skårup ”blevet sig selv” igen efter befrielsen; men under besættelsen var der en meget aktiv modstandsbevægelse i Skårup, organiseret i ikke mindre end tre organisationer. Der var den store Seminarie-gruppe, den mindre Skaarup-gruppe og de fire medlemmer fra Skårup i Studenternes Efterretningstjeneste.
Ved besættelsens afslutning var mere end en tredjedel af samtlige elever på seminariet, mænd og kvinder, med i Seminarie-gruppen – antallet var begrænset af antallet af våben, som gruppen rådede over.
Skaarup-gruppen bestod af borgere fra Skårup: bageren, tømrermesteren, skorstensfejeren, gårdejeren, læreren, jernbanearbejderen, plantageskoleejeren …
Planche 2
Oleg Niels Alexander Saucant går ind i modstandsbevægelsen
Efter studentereksamen fra Svendborg Statsgymnasium og aftjent værnepligt var Oleg fotograf hos Kehlet i Svendborg.
Da nazisterne havde taget jøderne i okt. 1943, sluttede mange af seminarieeleverne sig sammen i en modstandsgruppe. De ville ”gøre noget”. Det ville Oleg Saucant også. Sammen med snedker Agelby og ægteparret Svend og Grethe Müller organiserede han sig i Studenternes Efterretningstjeneste, en modstandsorganisation, der var dannet af konservative ungdomspolitikere i 1942.
Ud over sit engagement i illegal bladvirksomhed allerede i 1943 var Oleg også våbeninstruktør og deltog i våbenmodtagelser og våbentransporter.
Men i aug. 1944 blev snedker Agelby og Oleg arresteret af Gestapo. Først Agelby og 5 dage senere Oleg. ”Røde Harald” havde været på ”besøg” hos ægteparret Müller og frittet dem ud, under påskud af at ville slutte sig til dem. Måske var det ”Røde Harald”, der stak Agelby og Oleg til Gestapo? Oleg forsøgte at flygte ved at springe ned på et halvtag fra 1. sal, da Gestapo kom for at arrestere ham; men forgæves. Han blev ført til forhør og fængsling på Husmandsskolen, Gestapos hovedkvarter på Fyn, og derfra videre til Albanigades Arrest i Odense, hvorfra han og Agelby blev deporteret til fangelejren Frøslev. Det var den 12. sept. 1944.
Trods streng censur og skrappe restriktioner for brevskrivning har vi breve fra Oleg i Frøslevlejren, som nåede hjem til Thyra og Emil Saucant i Skårup.
Den 12. jan. 1945 blev Oleg deporteret til kz-lejren Neuengamme.
Thyra Marie Saucant
Da nyheden om Olegs deportation til kz-lejren i Tyskland nåede forældrene i Skårup, handlede Thyra som en sand løve-mor. Hun udviste et mod og en handlekraft, som langt overskred den kønsrolle, der dengang var gængs for kvinder i hendes situation. Hun vidste, at hun som kvinde ikke ville blive regnet for noget. Som hun skrev til Emil, da hun var taget til København: ”Ingen regner vist med en bedrøvet Mor, der hvor jeg henvender mig. Men alt skal prøves”. Måske et særkende for sømandkoner – når manden er på søen, må kvinden være kaptajn derhjemme!
Hun og Emil ville have Oleg hjem fra Neuengamme – om ikke andet så i det mindste tilbage til Frøslevlejren. Hun havde skrevet rundt til mange i håb om hjælp; men straks efter at hun og Emil havde fået den alarmerende besked om Olegs deportation til kz-lejren, rejste hun til København for personligt at bønfalde indflydelsesrige personer. Hun var på politigården, i Udenrigsministeriet, i Shellhuset og på Dagmarhus; hun kontaktede fremtrædende embedsmænd, landsretssagførere, topnazister, ja endog selveste Dr. Best, Hitlers højre hånd i Danmark. Hun var stædig – ”Derfor bliver jeg, til jeg har talt med alle disse Mænd”. I de 6 dage, hun var i København, skrev hun hver morgen hjem til Emil om sine planer for dagen.
Planche 3
Oleg Saucant i Neuengamme
Mens Thyra gjorde, hvad der stod i hendes magt, for at redde Oleg hjem fra Neuengamme , blev Oleg deporteret videre til lejrens to ekstremt brutale udekommandoer, først Dessauer Ufer, senere Bullenhuser Damm. Her var han tvangsarbejder sammen med tusinder af andre fanger af forskellig nationalitet.
Om transporten fra Frøslevlejren til Neuengamme skriver han (efter befrielsen), at de blev transporteret derned i en transportvogn. Transporten tog godt et døgn, de var 40-50 i vognen, de fik ikke noget vand, og de måtte forrette deres nødtørft gennem en sprække i gulvet. Straks de ankom, fik de frataget al deres bagage og blev barberet over hele kroppen – bortset fra en ”Auto-Bahn”, en stribe hår oven på hovedet. Oleg fik udleveret en skjorte, et par tynde underbukser og en jakke – uden knapper. En månedstid efter, i Dessauer Ufer, fik han udleveret den stribede fangedragt. ”Pyjamasdragten mögbeskidt, lige halet af en död Mand, formoder jeg. Ingen Knapper”. En frakke, han havde haft held til at ”organisere”, blev hurtigt stjålet. Det samme gjaldt en slipover. Den blev stjålet ved en såkaldt ”aflusning”, der viste sig at være en afprøvning af en Bunker, skriver Oleg. Heldigvis beholdt han sine militærstøvler, som han fik forsålet hos en russer mod brød, og han mener, at de støvler var en af grundene til, at han overlevede.
I udekommandoerne arbejdede tvangsarbejderne alle ugens syv dage. De slæbte mursten, ryddede op i ruinerne, ryddede sne … Og en til to gange i døgnet blev de gennet ned i en slags beskyttelsesrum pga. de allieredes bombeangreb. Om aftenen var de ca. 1000 mand i betonkælder. På vej ned i kælderen blev de som regel slået med gummiknipler af SS-vagterne eller af overfangerne. Schnell – schnell.
Den 11. april blev han transporteret tilbage til Neuengamme. Han vidste ikke, hvad der skulle ske, og frygtede det værste. Men fem dage senere kom De hvide Busser! Som en af de sidste nåede Oleg at komme med. I en sygetransport. Men turen hjem var ikke ufarlig. Oppe i nærheden af Flensborg blev deres bus beskudt af en britisk jager.
Den 16. maj kom Oleg hjem til Danmark via Sverige. Han giftede sig med sin kæreste Ester, og i 1948 fik de en søn.
Men den 21. dec. 1949 fik familien i Biely Dom en alarmerende opringning fra svigerdatter Ester i København: Oleg var bevidstløs og indlagt på Rigshospitalet i København. Thyra hastede afsted til København med det sene aftentog. Lidt over midnatstid tudede Olegs gode gamle hund Bjørn hjemme i Skårup. Den tudede som en ulv, fortalte familiens tjenestepige mange år senere.
Oleg Niels Alexander Oleg var død. Han døde af skader fra sit fangenskab i de nazistiske kz-lejre.