Den nedenstående politirapport er skrevet den 18. august 1943, altså under urolighederne i Odense.
Der findes flere rapporter, hvor tyskvenlige familier eller familier, der har arbejdet for tyskerne har følt sig truet under urolighederne. Det skrives ikke direkte, men at hun søger hjælp hos værnemagten og den tyske oberstløjtnants omsorg for kvinden, antyder det.
Politirapport. Fotokilde: Rigsarkivet. |
Dags Dato Kl. 23,30 da P.B. Kruse Jensen og undertegnede i anden anledning befandt os paa Kasernen paa Sdr. Boulevard blev vi anmodet om at tage Affære i Anledning af, at en Dame havde søgt Værnemagtens Assistance, fordi hun og hendes Familie, der bor paa Jagtvej her i Byen, følte sig truet af Beboerne i Kvarteret.
Oberstløjtnant Barkow kom til Stede og anmodede Politiet om at ledsage vedkommende til sin Bopæl samt drage Omsorg for, at der blev ført Tilsyn med hendes Hjem.
Paagældende blev herefter indbragt her til Stationen, hvor hun navngav Ruth Annelise Nielsen, samt forkl., at hun er Husassistent, født den 14/6-1926 i Odense, boende Jagtvej 34, III, Odense.
Efter Ordre af P.A. H. Christensen blev hun derefter ledsaget af Politiet til sin bopæl, og der blev sørget for Tilsyn med hendes Hjem.
M Chr. Petersen
Politibetjent.