Denne artikel er taget fra Svendborg Avis og Blev oprindeligt bragt den 14. maj 1945. Artiklen er skrevet af journalist Jens L.H. Kofoed.
![]() |
| Artikel fra Svendborg Avis den 14. maj 1945. |
To Svendborg-Brødres Frihedskamp. Den ene af dem blev skudt ned af Gestapo, den anden blev ved samme Lejlighed pryglet og bragt til Husmandsskolen, hvor han slap ud ved Bombeangrebet.
300 sydfynske Frihedskæmpere fik deres Vaabenudrustning gennem dette Arsenal.
Uforfærdethed, Tapperhed og Mod er Ord, som tit bliver misbrugt, og derfor kan det nemt virke banalt at gøre Brug af dem i en Skildring af Frihedskæmperes Arbejde og Indsats under Besættelsen. Uforfærdethed, Tapperhed og Mod er dog de Ord, man her maa ty til.
Lad derfor denne Artikel om to Svendborgeres Frihedskamp tale for sig selv.
Enkelt og ligetil skal der her berettes om Brødrene Frode og Vilhelm Rosendal Jensen, som i Gartneriet paa Tværvej havde noget af et Hovedkvarter for Vaabenopbevaring og Vaabentransport paa Sydfyn. De var ofte med til Modtagelse af Vaaben om Natten, med sin Bil kørte Frode for Ledelsen i Svendborg, og ikke mindre end 300 Frihedskæmpere har faaet deres Vaabenudrustning fra Gartneriet.
Overalt Paa Gartneriets Grund var der nedgravet Vaaben, Ammunition o. lign., eller det opbevaredes i Kælderen, og i Vognporten lavede man Bomber, armerede Haandgranater, og af og til blev der givet Instruktion i Skydning. Der herskede altid stor Travlhed i Gartneriet, om Søndagen var der tit samlet op til 35 Frihedskæmpere paa Stedet, men en skønne Dag blev Ejendommen omringet af Gestapo.
Vilhelm blev skudt ned. Frode blev paagrebet, pryglet og bragt til Husmandsskolen i Odense, hvor han som ved et Mirakel slap fri ved Royal Air Forces Bombeangreb den 17. April.
Jeg bøjede mig over ham for at sige Farvel
Vi har opsøgt Frode paa Gartneriet, der ligger godt gemt og synes at være et udmærket Sted for illegalt Arbejde. Ad omvekslende, støvede Veje kommer man ud til Stedet, hvor Frode er beskæftiget med en Vandslange inde i et af Drivhusene.
Efter at have indvilget i at fortælle lidt om det, der har foregaaet derude, viser Gartneren os hen til Stuehuset, hvor der paa Midten er bygget en Sidebygning ud i Gaarden.
— Vi var, min Bror og jeg, inde den 10. April i Stuen og talte sammen, fortæller vor Hjemmelsmand, men som ved en pludselig Indskydelse gik vi begge to ud i Gaarden. Til vor store Overraskelse saa vi i det samme en Flok Gestapo-Folk kom stormende ind mod os fra Haven. Vi løb gennem Gangen her tværs igennem Sidebygningen og vilde forsøge at komme ud ad Porten for at flygte ned ad Tværvej, men ogsaa Porten havde Prøjserne været opmærksomme paa. Min Bror, som løb nogle faa Skridt foran mig, blev skudt ned. Jeg bøjede mig over ham for at sige Farvel til ham, men han var ramt i Brystet og var vistnok død med det samme.
— Ja, er ist tot! brummede en af Prøjserne og greb mig i Armen. Et Par andre kom til, og de trak mig ind i Vognporten. De væltede mig omkuld og tærskede løs paa mig med en tyk Gardinstok. "Wo sind die Waffen? Wo sind die Waffen?" Jeg forklarede saa godt jeg kunde, at de havde ligget i Frugtkælderen, men at de nu var udleveret. "Wo sind die Waffen?" fortsatte de og holdt først op med at slaa, da jeg var fuldstændig mørbanket.
De gav mig senere Haandjern paa og tvang mig til at følge med, naar de foretog deres Razzia. I et Udhus fandt de et lille Parti Vaaben. De stjal min Radio, en Vaskebalje, mine Penge, ca. 200 Kr., en stor Skinke, der hang i Kælderen, og min Bil, som jeg endnu ikke har faaet tilbage.
Rundt omkring i Haven og Hønsegaarden gik Gestapo i Gang med at grave, hvor de kunde se, der var løs Jord, men til alt Held fandt de kun en Mængde tomme Ammunitionskasser. Som De ser, ligger disse Kasser og flyder overalt. Jeg har ikke faaet ryddet op endnu.
Hvordan kom Gestapo paa Sporet?
— Hvordan var Gestapo kommet under Vejr med, at der foregik noget herude paa Tværvej? — Der var netop i de Dage blevet foretaget flere Arrestationer i Svendborg, og Prøjserne, som vi kalder Gestapo, har pinedød faaet en eller anden til at fortælle, hvad han vidste.
— Havde De ikke regnet med den Mulighed? — Jo, vi var forberedt paa, at der kunde ske noget, og vi boede ikke hjemme om Natten. Gestapo plejede aldrig at gaa til Aktion med større Styrker om Dagen, men i dette Tilfælde, hvor det drejede sig om et Vaabenlager, skete det altsaa. Vi blev, for at sige det som det er, fuldstændig overrumplede. Havde vi haft Vaabnene ved Haanden, var det kommet til Kamp.
— Hvor mange Tyskere deltog i Aktion? — Der var ca. 25 Prøjsere og en Dansker, en Lømmel fra Odense, som optraadte brutalt og grusomt.
Vaabnene blev kastet ned paa Herregaardsmarkerne
— Jeg havde været med i Frihedsbevægelsen et Aarstid, fortsætter Hr. Rosendal Jensen. Det begyndte med illegal Bladvirksomhed, men efterhaanden udvidedes Arbejdsomraadet. Ad illegal Vej fik jeg Benzin til min Bil, og i den kørte jeg Ledelsen fra Svendborg ud til de Steder, hvor der om Natten blev nedkastet Vaaben, Ammunition o. lign.. Ialt har jeg været med til 7-8 Vaabentransporter.
— Hvor blev Vaabnene kastet ned? — Paa Herregaardsmarkerne, f. Eks. ved Herregaarden Skjoldmose. Tid og Sted blev meddelt os gennem B.B.C. Særmeldinger. Under Vaabentransporterne var vi bevæbnede med Haandgranater, Maskinpistoler o. lign. for det Tilfælde, at vi skulde møde tyske Patruljer. Det var enerverende at køre rundt paa Landevejene om Natten. Det var spændende, naar vi ved Herregaardene saa Flyverne komme, Maskinen dykkede ned og efterlod 25 faldskærme i Luften.
Vi stormede til og løsnede de godt en Meter lange Hylstre, hvori Ammunition og lign. laa godt isoleret. Haandgranaterne f. Eks. laa adskilt og skulde sættes sammen, før de var klar til Brug. Der blev nedkastet Hæfter og Pjecer med Instruktion.
De forskellige Ting blev som Regel bragt her til Gartneriet, og i Vognporten stod vi og lavede Bomber. Ved Nattetid blev Vaaben og Ammunition udleveret til de forskellige Modstandsgrupper. Alt, hvad der udleveredes, blev opført paa en Liste, saaledes at vi hele Tiden havde Overblik over Situationen. Jeg ligger selv inde med en Liste over, hvor meget der er udleveret herfra, en Liste, som Gestapo til alt Held ikke fandt under Razziaen. Listen laa i et sort Blikhylster under en Væg.
Gestapo var i det hele taget ikke særlig fiffige. Blandt andet havde jeg to store Faldskærme gravet ned i en Kasse. Dem fandt de heller ikke. Et lille Lager af Benzin derimod tog de med.
— Vidste Deres Kone, at De var med i Frihedsbevægelsen? Det kunde ikke undgaas. Hun sad tit oppe og ventede om Natten. Det er nemlig en tapper Kone, jeg har. Heldigvis havde jeg faaet Konen og vore tre smaa Børn hjemme fra før GestapoRazziaen, og min gamle Mor, som ogsaa har boet hos mig, var allerede rejst til Jylland sidste Efteraar.
Et Mirakel
Frode fortæller om tiden efter anholdelsen: — Jeg blev smidt ind i en mørk Celle, hvor jeg sad, da Englænderne bombede Skolen. Den Morgen, da Bombeangrebet fandt Sted, var der netop gaaet en Transport paa 25 Fanger til Frøslev, men jeg og tre andre blev tilbage. Vi opholdt os uden for Bygningen, da der blev givet Luftalarm. Gestapo-Folkene beordrede os straks ned i en Celle, og her kunde vi gennem det lille Cellevindue se, hvorledes Flyverne fløj frem mod Bygningen. Vi var straks klar over, at det var os det gjaldt. Vi krøb sammen i det inderste Hjørne og lagde en Madras over os.
Og saa begyndte Bomberne at drøne! Et øresønderrivende Spektakel brød løs! Det hele syntes at vare en Evighed, men der var dog kun gaaet kort Tid, da der atter blev stille. Vi frigjorde os for Kalkpuds og saa Flyverne komme, Maskinen dykkede. Vi kunde høre, at Ilden buldrede over Hovederne paa os og rev Træbriksen løs fra Væggen. Ved Hjælp af den lykkedes det os at slaa Celledøren i Stykker og komme ud i Friheden. Vi stod under aaben Himmel. Ydermurene var faldet fuldstændig sammen.
Den ene Kammerat var saaret, han havde Armen i Bind, saa vi havde vanskeligt ved at flygte. Vi løb da ogsaa lige i Armene paa selve Chefen for Husmandsskolen. Han takkede os, fordi vi ikke var flygtet og lovede, at vi nok skulde slippe fri.
Dog blev vi anbragt i Albanigades Arrest i Odense. Her sad vi i en Uge og havde opgivet alt Haab om at slippe ud, men en Røde Kors-Mand, som havde hørt det Løfte, der var givet, udvirkede, at vi trods alt blev sat paa fri Fod. Det var aldrig sket, hvis ikke Bombningen var blevet foretaget.
— Det var tungt at tage Afsked med Hjemmet, siger han. Jeg havde en Følelse af, at det var sidste Gang, jeg saa Gartneriet, og Tankerne gik til Konen og Børnene. Efter at Prøjserne havde gennemrodet alt, blev jeg smidt op bag i en stor Lastbil, hvor min døde Bror laa paa Gulvet med et Tæppe over sig. Det glemmer jeg aldrig. Min Bror er iøvrigt nu blevet fundet, hans Lig var gravet ned ved Seden Strand.
Vi gaar fra Vognporten ud paa Gaardspladsen igen. Paa det Sted, hvor Broderen faldt, er der smukt arrangeret med Blomster, et helt lille Gravsted er der lavet. Frode kommer atter, som iøvrigt hver Gang han gaar forbi Stedet, til at tænke paa den skæbnesvangre 10. April.
Jeg blev, slutter Rosendal Jensen, reddet ved et Mirakel.
