01/09/2026

Danske soldater på march ved Odense Havn i 1943

De viste billeder er ikke dateret med andet end årstallet, men er naturligvis taget før interneringen den 29. august. Bedømt på påklædningen, så er de også taget før året for alvor trådte ind i de varme måneder.

Billederne er taget på Kanalvej ved Restaurant Næsbyhoved Skov. Kanalvej var i forbindelse med en udvidelse af havnen blevet omlagt, og fra september 1941 foregik færdslen på den nye Kanalvej. 

I baggrunden kan man på to af billeder se et hus med klokketårn. Det er Sverigesgade 5, der ligger på den anden side af havnen.

Det måske mest interessante ved billederne er, at der nærmest ikke er vand i havnebassinet. Havnen var som tidligere nævnt ved at blive udvidet.

Udvidelsen var vedtaget før besættelsen, og de indledende undersøgelser blev startet op i 1939. I sommeren 1943 blev gravearbejdet afsluttet, og i starten af oktober blev arbejdet med spunsvæg, ankerbukke og bærepæle afsluttet.

Den 7. oktober 1943 begyndte man at lukke vand ind i bassinet. På det tidspunkt havde man fjernet 370.000 kubikmeter jord, heraf de 295.000 med håndkraft.

Danske soldater på Kanalvej, 1943. Fotokilde: Odensebilleder.dk
Danske soldater på Kanalvej, 1943. Fotokilde: Odensebilleder.dk
Danske soldater på Kanalvej, 1943. Fotokilde: Odensebilleder.dk
Danske soldater på Kanalvej, 1943. Fotokilde: Odensebilleder.dk
Kilde: Jørgen Hæstrup: Krig og besættelse. Odense 1940-1945.